Egentlig er det ganske utroligt, at det er lykkedes Villy Søvndal at få en række banale selvfølgeligheder til at fremstå som helt nye og modige venstrefløjs-positioner.

Først var der den berømte afstandstagen til Hizb-ut Tahrir. Ledsaget af erklæringer om, at venstrefløjen nu måtte holde op med at lukke øjnene for radikale muslimske grupper.

Villy bekræftede dermed den gamle (men vedholdende) højrefløjsmyte, om at venstrefløjen har set igennem fingre med reaktionære kræfter blandt indvandrere og muslimer. Hvad for noget? Har han glemt, at Enhedslisten i årevis har demonstreret mod HuT? Glemt, at vi gang på gang har taget afstand fra religiøs fundamentalisme? Glemt vores indsats for at støtte oppositionen i de islamistiske diktaturer?

Hvem pokker er det, der frem til Søvndals »modige« udsagn har holdt hånden over Hizb-ut Tahrir? Jeg kan ikke få øje på dem på venstrefløjen.

I ugerne efter har Søvndal på ægte spindoktor-maner spredt en perlerække af lignende udtalelser ud over de toneangivende danske medier. Men ligesom udtalelsen om Hizb-ut Tahrir består heller ikke de banalitets-testen:

- Integrationsproblemer handler ikke kun om sociale problemer, der er også problemer, der har baggrund i kultur, er Villys seneste guldkorn.

Ja, men hvem fanden har nogensinde sagt noget andet? Selvfølgelig slæber vi alle sammen rundt på en hel masse praksisser og normer, og de er ikke ens. Og ja; det skaber udfordringer, når folk, der er vokset op forskellige steder, skal leve sammen. Det er vel netop de udfordringer, som integration burde handle om at løse. Og selvfølgelig findes der normer og traditioner, venstreorienterede må kritisere og udfordre – uanset om vi møder dem blandt indremissionske vestjyder eller hos mennesker, der er kommet hertil i de sidste årtier.

Men hvordan i alverden kan man adskille kultur fra det sociale? Er kultur noget, der findes i blod eller modersmål? Noget som ’indvandrerne’ særligt meget har inden i sig og er særligt fanget af? Næppe. Kulturelle koder er ikke bare noget, vi slæber rundt på, men også noget vi laver og forandrer. Sammen.

Mønsteret i Villys udtalelser er det samme hver gang: Opfind en venstrefløjsholdning, som enhver vil kunne se er tåbelig, og distancér dig derefter fra den. Pift den op med lidt DF-attitude og vupti, nu har du skabt nytænkning og mod.

Men det er rigtig smart spin. For når præmisserne for udsagnene er så fordrejede, er det meget svært at kritisere dem.

Hvis man kritiserer Villys udtalelser, risikerer man at forsvare den venstrefløjsposition, han selv og højrefløjen har fundet på; at Venstrefløjen skulle have holdt hånden over højreekstremister, når de er muslimske. Lader man være med at kommentere hans udtalelser, er resultatet det samme – så nikker man ja og amen til, at venstrefløjen har set gennem fingre med ekstremisme. Og til at Venstrefløjen overhovedet ikke mener, at forskellighed i et samfund giver os noget at brydes med og udfordringer at arbejde med. Det er lidt a la den med »hvornår holdt du op med at slå din kone?«.

Men hvis Villys udtalelser reelt ikke er det nybrud, de giver sig ud for - hvad er så problemet?

Problemet ligger ikke så meget i det indholdsmæssige i udtalelserne. Men den retorik, de har været pakket ind i, er ikke bare dum – den er drønfarlig for samfundet.

Lad os tage udtalelsen om Hizb-Ut Tharir. Fred være med, at manden taler hårdt. Jeg er ikke bange for at sige grimme ting om hverken HuT, nazister eller andre grupper, der truer minoriteter og er modstandere af demokrati.

Problemet er, at når Villy opfordrer Hizb-Ut Tharir til at skride ad helvede til, så taler han sig direkte ind i den retorik, der ellers har været forbeholdt højrefløjen. Den retorik, der deler folk op efter etnicitet og baggrund: Skrid hjem, hvis I ikke kan lide lugten i bageriet!

Jeg kan ikke udstå HuT, men de har akkurat samme ret til at være tossede, som nazister eller andre højreradikale grupper har. Og de skal bekæmpes på akkurat samme måde.

Søvndals udtalelser lader forstå, at »brune« ekstremister, uanset om de er født og opvokset i Danmark, har mindre ret til at være her, end blåøjede højreekstremister med danske aner. Og det signal forstås selvfølgelig også af de indvandrere, der intet har at gøre med Hizb-ut Tahrir.

Og lige præcis denne »dem-og-os-tankegang« er farlig. Pia Kjærsgaard har brugt rigtig lang tid på at opbygge modsætningen mellem »dem« og »os«. Venstrefløjens rolle er ikke at give hende ret – venstrefløjens rolle er at give hende modstand.

Villys nye venskab med »dem og os« viser sig ikke mindst i hans udtalelser om kultur. Når han springer fra at sige, at der findes kulturelle problemer, til at fortælle om en rengøringsdame, der bliver chikaneret af somaliske unge, så lader han os forstå, at det er en særlig somalisk eller muslimsk kultur at chikanere rengøringsdamer.

Det er præcis på samme måde, Dansk Folkeparti i årevis har brugt begrebet ”kultur” til at skabe stereotype fjendebilleder af befolkningsgrupper – og til at prædike om ”sameksistensens umulighed”. Efter at race ikke længere er en gangbar årsag til at diskriminere og udgrænse befolkningsgrupper, er ”kultur” i høj grad blevet det mærkat, der anvendes til at dele »dem og os«.

Det største problem ved Søvndals udtalelser er dog, at han ingen som helst løsninger har. Det er tom retorik, der har til formål at få formanden til at fremstå som stærk mand – men som absolut ikke bidrager til at løse de problemer, som Søvndal siger, at han ønsker at løse.

Hver gang man foretager en handling, der har til formål at svække reaktionære kræfter eller at gavne integrationen, bør man spørge sig selv: Virker den her handling? Svækker den rent faktisk de grupper, man ønsker at bekæmpe? Gavner den integrationen?

Har det f.eks. svækket eller styrket muslimske fundamentalister, at USA og Danmark invaderede Irak? Har publiceringen og genoptrykningen af Muhammed-tegningerne svækket eller styrket islamisterne i Danmark og andre steder i verden? Vil Villy Søvndals mange udtalelser i de seneste uger gøre det lettere eller sværere for HuT at rekruttere nye medlemmer blandt unge muslimer?

For mig er svarene ganske oplagte. Hver gang Dansk Folkeparti eller andre kommer med hadske angreb på muslimer, hver gang unge herboende muslimer føler, at de er uvelkomne og hver gang retssikkerheden undergraves, er det vand på islamisternes mølle.

Venstrefløjens opgave er ikke at komme med de letkøbte udsagn eller at spille stærk mand – venstrefløjens opgave er at finde og foreslå løsninger, som kan dæmme op for den tiltagende polarisering mellem befolkningsgrupper i Danmark. Det vil nemlig være den bedste medicin mod radikalisering.

Selvfølgelig skal venstrefløjen lytte til, hvad der rører sig i befolkningen – særligt blandt lavtlønnede og udsatte grupper. Og selvfølgelig skal vi tage de problemer, som almindelige mennesker har med at leve sammen med hinanden i deres kvarter, på deres skoler eller i børnehaverne alvorligt.

Men vi skal ikke forfalde til farlig populisme – der er ligeså skadelig, som den er irrationel og tom - bare for at tiltrække vælgere fra fremmedfjendske partier.

Politiske partiers formål er ikke at tilpasse sig og placere sig dér, hvor der er lunest. Vores opgave er at vinde gehør for vores politiske visioner og værdier. Vi skal stå fast på vores idegrundlag – og kæmpe for at rykke ved holdningerne hos mennesker – frem for blot at tilpasse os efter, hvor der er stemmer at hente.

Hvis prisen for at nå magtens tinder er at bidrage til at grave samfundets grøfter dybere og sælge ud af det venstreorienterede og humanistiske menneskesyn, så er man kommet lige vidt.

Og så er jeg egentlig ret ligeglad med, om der står »dansk« eller »socialistisk« foran folkepartiet.

Johanne Schmidt-Nielsen
Kilde: Johannes Blog (Politiken.dk, 12.3.2008)