Den seneste tids politiske udvikling i Danmark har stillet et hel række tabuer på spidsen. Hvad er det demokratisk rigtige at gøre, når et populistisk og åbenlyst fremmedfjendtligt parti både gør sig skyldig i krænkende udtalelser mod andre etniske og religiøse grupper og er på grænsen til at handle mod grundloven? Vinden er vendt, det er vores tur nu! - hører man de etniske danskere synge i både takt og kor. Bizart, men sandt.

Det er synd for menneskene. Det er synd for menneskene syd for Sahara og i Biafra, hvor børnene sulter ihjel lige så hurtigt som de fødes. Men lige nu findes elendigheden på den anden side af sundet, for det er synd for de stakkels etniske danskere. Dette er også overskriften i Birgithe Kosevics kronik i MetroXpress, hvor hun på forbilledlig vis ironiserer over den nyhed, at man i visse danske virksomheder har afskaffet den traditionelle danske julefrokost, fordi man ikke ønsker, at de medarbejdere, som ikke er etniske danskere, skal føle sig udenfor.

Kosevic sætter spørgsmålstegn ved visdommen i denne beslutning og undrer sig over, at man ikke i stedet for at skabe konflikter og hetz ved en sådan beslutning blot tillader også de ikke-danske medarbejdere at fejre deres kulturelle og religiøse højtider. Det skulle vel om noget resultere i større forståelse og gensidigt udbytte.

Beskidte udtalelser

Men det er ikke let, når man har et parti som Dansk Folkeparti, som på sit landsmøde kort efter terrorangrebet på New York erklærer krig mod muslimer. Ikke i fordækte, subtile vendinger, men lige nøjagtig krig mod den "terrororienterede religion Islam og muslimer i almindelighed".

Partiets pressetalsmand, Michael Rex udtaler: "Islam er ikke en religion i traditionel forstand (ifølge hvilken tradition? Min anm.), men en terrororganisation, som ønsker at opnå verdensherredømme."

At opnå verdensherredømme i den forstand, at man ønsker at omvende så mange som muligt til sit eget budskab, er jo mere eller mindre de fleste religioners forretningsprincip. Det har Rex fuldstændig ret i. Det fremgår dog ikke, hvad Rex mener om den spanske inkvisition, korstogene eller imperialisme i missionens navn i Afrika. EU-parlamentarikeren Mogens Camre forkyndte fra talerstolen, at hovedparten af alle muslimer i Danmar er kommet for at erobre nye landområder, og at alle vestlige lande i større eller mindre grad er "infiltrerede". Hvordan mennesker fra en underudviklet og underlegen kultur, som muslimer i andre sammenhænge betegnes som, samtidig kan sidde inde med en så overvældende organanisationsevne, fremgik heller ikke (i MetroXpress d. 17. september, dvs. kort efter terrorhandlingerne).

Som sendt fra himlen

Terrorhandlingen kom som sendt fra himlen for Dansk Folkepartis fremmedfjendske og antimuslimske propaganda. Ikke nok med, at muslimer voldtog de blonde etnisk danske kvinder og levede på resten af befolkningens regning og bragte endnu flere muslimer til det gavmilde land Danmark ved familiesammenføring. De var også hjerteløse terrorister, modstandere af "vores kultur", "vores civilisation" og "vores måde at leve på". Vores kultur er tilsyneladende Disney, Ricki Lake og McDonalds. Og hvis "de" ikke kan tilpasse sig, må de med djævelens vold og magt tvinges til det, ellers skal de ud. Our way or the highway!

En uudtømmelig kilde

Den danske valgdebat er en uudtømmelig kilde af kulturrelativisme, skjult og åbenlys racisme (en talsmand for Fremskridtspartiet udtalte, at han er glad og stolt over at være racist) og søgen efter syndebukke, som er unik i Danmarks historie. De danske mediers prioritering og måde at rapportere på er et skoleeksempel på hetzpropaganda. Chomsky og Pilger ville ikke have meget at lave mht. mediekritik under det danske valg, eftersom deres teorier handler om subtile og finurlige mekanismer, som ikke er særligt gennemskuelige for almindelige mennesker. I den danske valgkamp anstrengte man sig ikke for at skjule, at man tog parti - dette motiveredes med, at man "afspejlede" den folkelige opinion, mens man samtidig selv "skabte" den.

Andre af den fremmedfjendske danske panservogns arkitekter er såvel de andre etablerede som i en vis udstrækning de hidtil respekterede danske partier. Venstre, valgets store vinde og nu også regeringsparti, tog Pia til sit hjerte og brugte hendes argumenter maksimalt i deres egen valgkampagne, hvor to af de centrale valgløfter var stramning af asylpolitikken og nedskæring af ulandsbistanden. Et rimeligt krav til kritiske og uafhængige medier under en valgkamp er netop, at de skal granske valgløfterne og afsløre magtens retorik.

Schengentilpasset

Hvilken amatørforsker ville nu ikke nå frem til, at hvis man strammer den naturligvis Schengentilpassede danske asylpolitik, vil resultatet blive fuldstændig kvælning? Et af de hvasseste angreb mod Dansk Folkepartis fremmedsfjendske løgneballlon opstod, da Politiken.dk arrangerede en netdebat mellem Elisabeth Arnold fra de radikale og Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti. Et spørgsmål, som blev stillet af en Åse Olsen i København rørte ved et af Dansk Folkepartis hovedargumenter under valgkampen, nemlig den lovfæstede ret til familiesammenføring.

Trussel mod danskheden?

Åse hentede sine oplysninger fra et læserbrev til Politiken, og de talte et tydeligt sprog: i det foregående år var 12571 mennesker kommet til Danmark ved familiesammenføring. Af disse var der 5934 mindreårige børn, der sammenførtes med deres forældre; 238 var forældre over 60 år; 4067 mennesker blev sammenført med dansk/nordiske medborgere (kan man mistænke menneske- og sexhandelen her?)1704 mennesker blev sammenført gennem ægteskab med personer med flygtningestatus, og endelig kom 628 mennesker til Danmark for at gifte sig med en indvandrer. Spørgsmålet angik netop disse 628 mennesker, som vakte så stor irritation og forargelse og udgjorde en trussel mod "danskheden" ved at tillade muslimer og indvandrere at gifte sig med hinanden og til sidst overtage landet.

Medierne passer ikke deres arbejde

Peter Skaarups svar var, at man fra Dansk Folkpartis side helt vil afskaffe retten til familiesammenføring, således at ikke engang de udlændinge, som får dansk statsborgerskab (18.000 personer år 2000) skulle have nogen indlysende ret til at blive sammenført med deres familie. At der i disse 18.000 indgår tyskere, svenskere, amerikanere og gud ved hvad gjorde hr. Skaarup sig ikke den ulejlighed at nævne. Hvad man skal gøre ved alle de småfede, midaldrende hvide danskere og deres thailandske og filipinske sexslaver meldte historien heller ikke noget om.

Det, som undrer og skræmmer, er ikke Dansk Folkepartis blinde populisme. Det er nemlig deres job, og de passer det, som valgresultatet viste, ganske eksemplarisk. Kritikken skal i stedet vendes mod de, som ikke passede deres arbejde, nemlig de danske medier, som med lethed kunne have afsløret en hel række af Dansk Folkepartis talmanipulationer og løgne. Det ville være en artikelserie, hvor man granskede valgpropagandaens sandhedsindhold. De andre partier gjorde det heller ikke. Ærlig talt var der ingen, der rørte en finger. Ikke engang venstrefløjen, som til og med selv blev draget ind i en mærkelig debat om indvandrerpolitik, hvor man i stedet for at angribe de andres synspunkter malede sig selv op i et hjørne. Hvilket meget rigtigt straffedes med et usselt valgresultat.

Ikke velkommen i Malmø

Broens anden ende slutter i indvandrerbyen Malmø, hvor halvdelen af befolkningen under 18 år er af undenlandsk herkomst. Et besøg af Pia i Malmø ville troligt føre til folkeligt oprør.

Her i Malmø råder der undtagelsestilstand blandt de, som er engagerede i etnicitet og indvandrerspørgsmål, for vi udgør, på grund af vor i netop dette tilfælde ulykkelige geografiske placering, faktisk first line of defense.

No Pasarán! lyder Malmøs svar, om Pia skulle få den tanke at aflægge besøg.

No Pasarán, både fysisk og intellektuelt, på ethvert plan!

Behrang Kianzad
Faklen.dk, marts 2002 (først bragt i Mana 9-11, 2001)