Regeringspartierne, Kristeligt Folkeparti og Dansk Folkeparti vedtog i maj en ændring af Forvaltningsloven, der begrænsede fangers adgang til aktindsigt. Det drejede sig om overflytning af fanger mellem fængsler og udelukkelse fra "fællesskab" (enerumsanbringelse) m.m. Baggrunden var presseomtalen af voldelige episoder blandt fangerne, og vold og trusler om vold mod personalet. Det er første skridt mod indførelse af de hemmelige forklaringer, som forfatteren Franz Kafka beskrev i sin nærmest surrealistiske roman, "Processen". Justitsministeriet gav under behandlingen af forslaget i Retsudvalget udtryk for, at udsagn fra andre fanger ikke alene kunne udgøre grundlaget for fængselsvæsnets beslutninger, men at de også skal underbygges af personalets observationer.

Personalet – navnlig det uniformerede – har ved flere lejligheder beskrevet dets problemer med at etablere kontakt med fanger. Det har i sagens natur altid været sådan, at fangerne kun søger den absolut nødvendige kontakt med personalet – for eksempel med henblik på at opnå udgange, orlov m.v.

Kun rent undtagelsesvist lykkes det personalet at skaffe sig informanter (også kaldet "stikkere") blandt fangerne. Når det sker, er det som oftest førstegangsstraffede. Det er en helt almindelig forholdsregel i den kriminelle subkultur at se nye fanger an. Er der grund til at antage, at disse plejer tæt omgang med personalet, bliver de frosset ude. Det kan ikke ændres med lovgivningsinitiativer.

Når en fange bliver flyttet fra eksempelvis et åbent fængsel – hvilket oftest vil være tilfældet – til et arresthus eller et lukket fængsel på grundlag af en anonymiseret angivelse, vil den fange, som er blevet flyttet, gå frem efter "udelukkelsesmetoden". Han vil med størst mulig sandsynlighed antage hvem, der angav ham, men kan ikke være sikker. Dermed øges risikoen for, at sagesløse rammes.

Derefter går der besked tilbage til det tidligere afsoningssted. Ofte sker det gennem besøg. Risikoen for afsløring mindskes dermed betydeligt. Det kan være pågældende fanges eget besøg, eller en medfanges. Hverken politiet eller fængselsvæsnet har de fornødne ressourcer til at overvåge eller aflytte alle besøg. Aflytning kræver retskendelse på grundlag af bestyrket mistanke. At gennemføre begrænsning i indsattes adgang til aktindsigt i sager om overførsel mellem fængsler vil derfor blot være at stille informanter en beskyttelse i udsigt, som fængselsvæsnet på ingen måde kan garantere. Ifølge normerne i den kriminelle subkultur vil angiverens medfanger være "forpligtet" til – også uden betaling – at straffe ham. Det anses for "lovligt nødværge".

Straffuldbyrdelsesloven rummer allerede vide beføjelser for at placere fanger på afsoningssteder, hvor fængselsvæsnet anser det for mest hensigtsmæssigt. Den vedtagne ændring af Forvaltningsloven på dette område kan derfor kun karakteriseres som helt overflødig.

Offentligheden har (via pressen) været afskåret fra at søge dokumentation for de beretninger om volden i fængsler, som er tilflydt den fra forskellige kilder, idet fængselsvæsnet fortolker Offentlighedsloven således, at sager om straffuldbyrdelse henhører under strafferetsplejen, som er undtaget fra aktindsigt i Offentlighedsloven – ifølge fængselsvæsnets fortolkning. Selv ved en repræsentationsfuldmagt i henhold til Forvaltningsloven vil det afvise at udtale sig. Som oftest vil det ske med henvisning til "hensynet til den indsatte selv". Det vil med andre ord sige, at en fange, der administrativt er anklaget for – eksempelvis - vold, eller trusler om vold, mod medfanger eller personale, end ikke i anonymiseret form (af angiveren) kan få aktindsigt i de dokumenter, der lægges til grund for en overflytning eller enerumsanbringelse.

Fængselsbetjentenes faglige organisation, Dansk Fængselsforbund, har den sidste halve snes år peget på truslerne fra "negativt stærke fanger" som væsentligste årsag til frafaldet blandt dets yngre medlemmer. Men uden – blot tilnærmelsesvist - at have ført sandsynlighedsbevis for påstanden.

Der er flere grunde til utilfredshed med arbejdsforholdene blandt personalet i fængselsvæsnet. Frafaldet blandt særligt yngre fængselsbetjente må karakteriseres som betydeligt. I en såkaldt Klimaundersøgelse om tjenesteforholdene bemærkes det, at "Det er imidlertid monotont arbejde, manglende personlig og faglig udvikling samt utilfredshed med ledelsen, der i højere grad end det psykiske arbejdsmiljø fremmer negativ stemning".

Ændringen af Forvaltningsloven har ikke forandret dette forhold!

Andre grunde til frafaldet kunne være den lave løn, forkerte udvælgelseskriterier blandt ansøgerne og de konservative holdninger blandt ældre kolleger til arbejdsopgaverne – og til fangerne. Den reserverede holdning, som findes mellem fanger og vogtere, er absolut gensidig!

Imidlertid er der behov for en forbedring af det psykiske arbejdsmiljø i fængslerne. Det gælder i forhold til både personalet og fangerne. Den kan kun tilvejebringes gennem en ændring af personalets uddannelse, der hovedsageligt består af 8 mdrs. teori og 3 års praktisk tjeneste, samt indførelse af adfærdskorrigerende programmer (de såkaldte "cognitive skills-programmer) for alle indsatte.

Fængselsvæsnets dilemma er, at hvis personalets uddannelse bliver "for god" – og dermed kan bruges andre steder – vil frafaldet fortsætte eller endda øges. De dygtigste vil uundgåeligt søge derhen, hvor løn og faglige udfordringer er størst, og hvor deres indsats på anden måde værdsættes i højere grad. Markedsmekanismerne – udbud og efterspørgsel – gør sig også gældende på dette område!

At de nuværende regeringspartier valgte, sammen med deres hellige og sorte flertal, en amputation af retssikkerheden kan ikke undre den intense, politiske iagttager. Manipulationer, fordrejelser og lodrette løgne synes at være en del af dette bizarre sammenrends arbejdsmetoder – i denne sag, såvel som ved den ændring af retsplejeloven, der skete parallelt hermed, og som genindførte anonyme vidner i dansk retsplejen.

Den eneste anstændige løsning ville have været en ændring af Straffuldbyrdelseslovens § 112. Beslutninger om afsoningssted skal kunne indbringes til prøvelse for retten. Det vil modvirke den vilkårlighed og magtfordrejning, som i visse tilfælde præger de administrative afgørelser i disse sager. Danmark påstås at være et åbent demokrati! Det burde følge heraf, at alle administrative myndigheders afgørelser til enhver tid bør kunne tåle en retslig prøvelse efter Grundlovens § 63. Særligt i tilfælde hvor det drejer sig om frihedsberøvede, som i vid udstrækning er frataget den handlefrihed, og de muligheder for at føre et ordentligt og adækvat forsvar, der er alle andre borgere til del i dette påståede og falskelig udråbte "retssamfund".

Men lovgiverne valgte altså at udhule Grundlovens § 63, som netop blev indskrevet i denne af dens – trods alt – vise fædre som et værn mod øvrighedsmyndighedens bekvemmelighedshensyn. Som eneste apologi herfor svarede justitsministeren til Retsudvalget, at spørgsmålet om nægtelse af aktindsigt vil kunne indbringes for retten. Men det kan selve beslutningen om overflytning til lukket anstalt eller enerumsanbringelse ikke.

At afsone i lukket anstalt er, som de fleste vil vide, mere strafmæssigt belastende end afsoning i åben anstalt. Enerumsanbringelse svarer i store træk til varetægtsfængsling i isolation. Dette vil kunne forsvares, hvis det bevismæssige grundlag herfor er klart belyst og afdækket. Men det vil det logisk ikke være, når den – administrativt – dømte ikke har kunnet føre et rimeligt forsvar med de garantier, som i et retssamfund normalt følger af en retslig proces. Det vil i al enkelhed sige at tiltalte har ret til indsigt i bevismaterialet.

Beklageligvis er der kun ringe udsigt til at disse misfostre vil blive henvist til retshistoriens mørkeste skammekrog, når et andet parlamentarisk flertal med tiden opstår. Det af Dansk Folkepartis fremgang til den vederstyggeligste populisme skræmte "socialdemokrati" har næppe politisk mod til at tage et opgør med dets småborgerlige kernevælgeres tilbøjelighed til bekvem sjakren med grundlæggende retssikkerhedsværdier. I hvert fald ikke før tilstrækkeligt mange kadavere ligger på bordet i den juridiske slagtehal. Så længe det "kun" går ud over dem, vi ikke kan lide, er der ingen grund til bekymring!

Danmark har sat kursen mod retstilstande, som normalt tilskrives mellemamerikanske bananstater!

Carsten Korsar
Faklen.dk, august 2002