Når et samfund eller en af dets institutioner - et ministerium eller en fodboldklub - befinder sig i en krise, vil det lette og enkle valg ofte være at finde en syndebuk eller flere. Vor tid har oplevet frygtelige misbrug af retsvæsnet. Vi har endog set det anvendt som drabsredskab - f.eks. Moskva-processerne under Stalin. Og dog er sprogligt "en Dreyfuss-affære" blevet stående som den stærkeste betegnelse for et justitsmord. Ingen sag har givet genlyd som den, ingen sag har rystet et land som den, ingen sag har som den været følt som en samvittighedernes prøvelse, der angik hele menneskeheden. Og dog var dens offer kun ét enkelt menneske, der ikke engang mistede livet. Men sagen om ham blev en kamp om retsidéen og har derved bevaret sin plads i retsvæsnets historie. På godt 100 års afstand er den for en ny generation nu måske kun et sprogligt begreb og derfor værd at genkalde i al sin fantastiske utrolighed.

Ingen sag kunne have et enklere indhold. Og dog er det med følelsen af at gå til bunds, man dykker ned i den. Dreyfuss-affæren drejede sig kun om ét dokument, det berømte "bordereau", og sagens indhold var spørgsmålet om, hvem der havde skrevet det. Men herom er opstået den største litteratur, nogen sag har affødt. Aftrykte dokumenter, akter og referater fylder rækker af bind, den internationale litteratur om sagen hele biblioteker. Stærke lidenskaber og interessekonflikter, der indhvirvledes i sagen - simple i udspring, dramatiske i udfoldelse - var det lykkedes at gøre den indviklet som få.

Vil man se Dreyfuss-affæren som et drama, er Dreyfuss ikke dets hovedfigur. Hans var en lidelseshistorie, med kun ét dramatisk højdepunkt, i strid med alle dramatiske love anbragt som indledning: Arrestationen og degraderingsprocessen. Skal han blive levende, er det de frygtelige år på Djævleøen, man må forsøge at forestille sig, det dræbende klima, de primitive forhold, bevogtningen, isolationen, tavsheden, tankernes kredsen om det uforståelige og håbløse i hans skæbne, henslæbningen af dagene. Dramaets hovedfigurer er Picquart og Mercier på hver sin side, og bag dem alle de øvrige, der deltog i kampen om ham hjemme: Mathieu Dreyfuss, Scheurer-Kestner, Demange, Labori, Mornard, Zola, Trarieux og adskillige andre, mod generalstaben, nationalisterne, antisemitterne - og dramaets skurke Esterhazy, Henry og Paty. Og selv alle disse er det mindre som mennesker end som repræsentanter for evige idéer overfor interesser og fordomme, forkrænkelige og misforståede idealer.

Men sagen har mange aspekter. Den kunne give stof for psykologiske studier over kædereaktioner fremkaldt af menneskelig svaghed, af karakterens og dømmekraftens svigten i det skæbnesvangre øjeblik, af menneskelig afmagt overfor egeninteresse, fordom og vildfaren loyalitet. At vedgå en vildfarelse kan overstige menneskelig kraft, og i ringe forplantes virkningerne i det uendelige, - et ægte tragisk motiv. Men at blotte vildfarelsen er retsvæsnets opgave, og derfor bliver sagen en prøve på et retsvæsens effektivitet.

1894. Bordereauet.

Bordereauet, benævnelsen for en følgeskrivelse, var et håndskrevet udateret brev på meget karakteristisk tyndt papir, uden over- eller underskrift, affattet på fransk, af følgende indhold:

"Uden underretning om De ønsker at se mig sender jeg Dem i hvert fald nogle interessante oplysninger:

En optegnelse (une note) om den hydrauliske bremse til Skyts 120 og erfaringerne med dette.

En optegnelse om dækningstropper (den nye plan indeholder nogle ændringer).

En optegnelse om forandringer i artilleriformationerne.

En optegnelse vedrørende Madagaskar.

Udkast til feltartilleriskydereglementet af 14. marts 1894.

Dette sidste dokument er overordentlig vanskeligt at skaffe sig, og jeg disponerer kun over det i ganske få dage. Krigsministeren har sendt et bestemt antal til korpsene, og disse er ansvarlige for dem. Hver officer, der har fået det, må levere det tilbage straks efter manøvrerne. Hvis De derfor vil tage udskrift af, hvad der har interesse for Dem, vil jeg hente det igen. Medmindre De ønsker, jeg skal skrive det hele af og sende Dem afskriften. Jeg går nu på manøvre."

Det var i det franske krigsministeriums såkaldte Statistiske Kontor, dvs. Efterretningstjenesten, dokumentet dukkede op i september 1894. Om dets oprindelse kom det i sagen kun til at hedde, at var kommet ad en af de "normale kanaler", hvorved forstodes, at det var opsnappet i en fremmed ambassade. Kanalen var i dette tilfælde Mme Bastian, rengøringskonen i den tyske ambassade, som man der troede for uintelligent til spionage, men som til den franske kontraspionage daglig afleverede indholdet af den tyske militærattaché Schwartzkoppens papirkurv, - uskyldige tider. Som man var vant til modtog man også dette dokument i småstykker. Men herved var allerede det første spor i sagen en smule forfalsket, vildledende for Schwartzkoppen, af hvis memoirer man 36 år senere erfarede, at dokumentet aldrig havde været i hans hænder og altså heller ikke i hans papirkurv. Mme Bastian må den dag have haft sit held i portnerlogen og ikke ønsket at henlede opmærksomheden på en afvigelse fra den daglige rutine. - Men små ting kan have store følger. Et par små håndbevægelser af en rengøringskone fremkaldte senere et diplomatisk højtryk på randen af krigsfare og afskar den hjælp til sagens opklaring, der ellers kunne være ydet fra tysk side.

Allerede længe havde man i krigsministeriet haft beviser for lækage og haft den tyske og italienske ambassade under observation. Bordereauet skabte således kolossal opstandelse, fordi det efter sit indhold kun kunne hidrøre fra en officer. Tanken om en fransk officer som forræder mod sit fædreland måtte naturligvis gribe alle med forfærdelse. En omfattende undersøgelse blev sat i gang - og ved en ulykkelig fejlslutning straks bragt ind på det falske spor, der skulle blive oprindelsen til hele tragedien. Skønt en grundigere analyse måtte have ført tanken i en anden retning, indkredsede man på grundlag af indholdet gerningsmanden først som artillerist, dernæst generalstabsofficer og endelig en, der gjorde tjeneste på turnus i stabens kontorer, - skønt netop disse ikke gik på manøvrer det år. Kredsen var derved indsnævret til nogle ganske få - og blandt dem en jøde. En overfladisk lighed i skriften var nok til at forvandle mistanke til vished. Da Banque de France’s skriftekspert Gobert kom til modsat resultat, søgte man ikke en anden forræder men en anden ekspert og fandt ham i den berømte Bertillons mindre betydelige søn, lederen af politiet identifikationsbureau. Dermed var Dreyfuss’ skæbne beseglet. En hurtig opklaring før nyheden sivede ud var af største betydning for dem, der skulle stå til ansvar for sikkerheden, først og fremmest krigsministeren, general Mercier, hvis parlamentariske stilling ikke var for stærk. I den tankerække, der var resultatet af de højst dilettantiske slutninger og undersøgelser, hvori man forhastet stoppede op, bed alle implicerede sig fast uden noget forsøg på analyse af bordereauets tekst og bestemmelse af de forskellige muligheder for de påberåbte noters art. For dem alle blev det igennem de kommende år en livssag at forsvare deres resultat.

Dreyfuss’ arrestation blev besluttet og undersøgelsen overdraget oberst i staben, du Paty de Clam, en skønånd og intrigant med hang til mystik og okkultisme, utvivlsomt tragediens bedst egnede redskab. Ærgerrig efter at forbedre beviserne indkaldte han den intetanende, men allerede halvt dømte, til et dramatisk iscenesat forhør, hvor offeret uden at forstå noget af meningen, anbragt ved siden af en iøjnefaldende revolver, sattes til at skrive efter diktat for til sidst at blive erklæret arresteret, foreholdt hændernes skælven som indicium - senere også deres fasthed. Uimodtagelig for den uskyldiges lidenskabelige protester overgav Paty ham til den allerede dagen forud tilsagte fængselskommandant, der - bedre psykolog end den samlede generalstab - fra første færd følte sig overbevist om den skæbnesvangre fejltagelse og forgæves forebragte sine advarsler helt op til generalstabens chef, Boisdeffre. I fængslets fuldkomne isolation fortsatte Paty sine forhør og diktatprøver under anvendelse af en raffineret teknik. Samtidig var Mme Dreyfuss underrettet men bundet til tavshed.

Alligevel lykkedes hemmeligholdelsen ikke. 14 dage efter arrestationen bragte det generalstaben nærstående "Libre parole" en forvansket meddelelse om forræderiet og "jødens" fulde tilståelse. Og dermed var landet bragt i oprør. Antisemitismen, der længe havde luret under overfladen, brød ud i lys lue og fejrede orgier, samtidig med at krigsministeren næsten blev gjort medskyldig. Det blev nu en livssag for ham hurtigst muligt at få sagen bragt til afslutning og et offer udleveret til folket. Han foregreb sagens gang og erklærede offentligt beviserne mod Dreyfuss for uigendrivelige. Dermed havde han bundet hele sin politiske eksistens til nødvendigheden af en domfældelse og til fastholdelse i al fremtid af en domfældelse, hvad der end måtte ske. Deraf udsprang affæren. I almenmenneskeligt perspektiv var dens tragiske udgangspunkt det øjeblik, da en mand i en prekær situation - måske i panik - valgte den tilsyneladende nemmeste udvej.

Krigsretten trådte sammen. Major d’Ormescheville fik betroet anklagen uden andet materiale end bordereauet, skriftprøverne og de skriftkyndiges erklæringer. Tre nye var tilkaldt, hvoraf én stillede sig på Goberts side, således at partiet stod 3 mod 2. Af indicier fandtes ingen. Tværtimod måtte Dreyfuss’ personlige forhold tale mod sigtelsen. Han var velhavende, sin hustru og børn dybt hengiven, gik flittig og ærgerrig op i sin gerning, havde ingen ekstravagante tilbøjeligheder - og han tilhørte en højpatriotisk Alsace-familie, der havde bragt ofre ved at optere for Frankrig. Men han havde en mærkelig mangel på evne til at skabe sympati. Kejtet og ufri i sit væsen, ude af stand til at åbne sig, gjorde han et pedantisk indtryk, aldeles uden varme, uden noget træk af personlig charme. Det menneskelige indhold, der skulle have talt til følelse og fantasi og samlet modstanden mod de mørke magter, der stod bag hans domfældelse, kom han derfor næsten helt til at mangle i den årelange kamp. Mere og mere gled han i baggrunden, et navn bag hvilket man kun ved anstrengelse fremmanede det lidende menneske. Hovedfiguren blev han ikke, men symbolet for sandhed og retfærdighed. Idéer stod mod interesser.

Men disse interesser var stærke og nøje forbundne med de bærende strømninger i datidens Frankrig. Såret, blødende, ydmyget, tvivlende og usikker havde nationen langtfra vundet fodfæste efter nederlaget i den tysk-franske krig i 1870. Indre rystelser var fulgt efter. Boulanger-kuppet lå ikke langt tilbage, Panama-skandalen var ikke afsluttet. Republikken var svag og søgte famlende sin plads i den europæiske konstellation. Men revanchetanken levede stadig, og af den nærede sig klerikalisme, antisemitisme og monarkisme med hæren som samlende midtpunkt, nationens håb og stolthed, omgivet af afguderi, der måtte blive dens moralske fordærv. Selvagtelsen krævede, at en brist indenfor hæren kun måtte skyldes de nedbrydende kræfter, man bekæmpede, de samme man gav skyldes for nederlaget, først og fremmest semitismen. Jødehadet var i Frankrig under overfladen stærkere end i noget andet land. Nederlaget skulle have sin forklaring. Og man havde jøderne.

Dommerne havde forud deres øverste foresattes ord for de uigendrivelige beviser. De kunne ikke være i tvivl om skylden. Men Mercier skulle have en dom og kunne ikke løbe nogen risiko. Han fik sat igennem, at sagen gik for lukkede døre. Forsvareren, den udmærkede advokat maitre Demange, blev i sin protest endog forhindret i at oplyse offentligheden om, at sigtelsen kun byggede på ét dokument. Bag de lukkede døre kunne anklageren ikke undgå denne indrømmelse. For Demange tegnede sagen sig så urimelig tynd, at han ikke tvivlede på det gunstige udfald.

Dommen lød på degradation og livsvarig deportation.

Demange var målløs. Han kunne ikke ane, hvad der var foregået bag kulisserne.

Det hemmelige dossier.

Mercier havde ikke taget nogen chance. Jesuiterlærlingen Boisdeffre, generalstabens politiserende chef, på tærsklen til forhandlinger om en russisk alliance, havde ikke mindre på spil end ministeren. I efterretningstjenesten fandt de hurtigt officerer, der delte deres iver efter at se affæren afsluttet. Paty de Clam, den neurotiske aristokrat, var allerede dybt engageret. Major Henry, hans udtalte modsætning, aldeles uforfinet, af solid bondeæt, gik uden skrupler sine foresattes ærinde. Sammen fandt de i arkiverne, hvad man kunne bruge.

Også før bordereauets opdukken havde kontraspionagen opsnappet papirer og breve, der viste, at Schwartzkoppen og hans italienske kollega Panizzardi havde deres egen underjordiske efterretningstjeneste. Det havde alt sammen været temmelig uskadeligt. Omhyggeligt var dog materialet samlet i et hemmeligt spionagedossier, og som det var bestilt fandtes herimellem et brev til Panizzardi, allerede et par år gammelt, hvori refereredes til nogle for øvrigt værdiløse planer over Nizza fremskaffet af "slubberten D". For længst vidste man, at bogstavet sigtede til dæknavnet Dubois, men havde man først bestemt sig for, at hensigten skulle hellige midlet, var det naturligvis for godt til at lade ligge, og gennem de følgende år blev Canaille de D-brevet en af sagens hovedhjørnestene, omdateret til april 1894, den samme tidsbestemmelse, Henry falskelig havde givet bordereauet for at tilvejebringe indbyrdes sammenhæng. Anvendelse fandt ligeledes nogle opsnappede stumper af en telegramkladde, affattet på tysk, skrevet af Schwartzkoppen, åbenbart bestemt for den tyske generalstab. Teksten var usammenhængende, utydeligt skrevet og vanskelig at få mening i, men sigtede i al fald til en forbindelse med en fransk officer og nævnede på fransk "Bureau de renseignements". Telegrammet stammede fra begyndelsen af 1894, men havde trods den påfaldende henvisning til efterretningsafdelingen ikke givet anledning til nogen undersøgelse. Endelig havde man fra tiden efter anholdelsen et opsnappet telegram af 2. november 1894 fra Panizzardi til Rom. Dets indhold var kun et forslag om officielt dementi, hvis man heller ikke i Rom kendte noget til Dreyfuss. Men i første omgang var koden tydet som en indrømmelse af forbindelsen: "Dreyfuss arresteret. Agenter underrettet. Sikkerhedsforanstaltninger truffet." Og med denne tydning blev telegrammet nu anvendt, uagtet at den rigtige i mellemtiden var fundet. Disse og andre uvedkommende papirer samledes i et dossier og bilagdes en af Paty forfattet sammenknyttende kommentar og biografi af Dreyfuss, der fremstillede ham som den fødte Judas, hvis indtræden i hæren allerede havde haft forræderi til formål. For denne fremstilling havde man den støtte, at han i sin ærgerrige iver for tjenesten faktisk havde vist videbegærlighed på felter, hvor den ikke krævedes af ham.

Med dette hemmelige dossier stod Paty parat, da krigsrettens dommere trak sig tilbage til rådslagning. I dommerværelset blev det dem overgivet med besked fra Mercier om det hensyn til staten sikkerhed, der krævede hemmeligholdelse. End ikke sagens aktor eller krigsministeriets officielle repræsentant i salen, major Picquart, fik mindste kendskab dertil. Om de militære dommeres gode tro er der aldrig rejst tvivl. De forstod ikke, at de ved ikke at forelægge Dreyfuss og hans forsvarer materialet krænkede det mest elementære krav til en retshandling. Fra Merciers side var det en klar lovovertrædelse.

Så simpel og enkel var den sag, der skulle sætte hele den civiliserede verden i bevægelse, og som det skulle kræve 12 års næsten umenneskelig anstrengelser at få opklaret. Bordereauet og det hemmelige dossier var dets nøgleord. Et officielt bevis, der bestod af ét eneste brev, af 3 skrifteksperter mod 2 andres erklæringer henført til Dreyfuss. Et supplerende bevis, der var falsk og selv bortset derfra ugyldigt, fordi det var hemmeligt. Og endelig vidneudsagn af 27 officerer, der uden at kende noget som helst til noget forræderi havde til opgave at bibringe retten et billede af Dreyfuss og hans færden, der gav en forklarende baggrund. Et overvældende, for nogle dommere afgørende indtryk gjorde blandt disse Henry, der fortalte, at en ven af Frankrig, hvis høje stade hævede hans udsagn over enhver tvivl, havde betroet ham, at der i generalstaben sad en forræder, og netop i Dreyfuss’ afdeling. Navnet på sin hjemmelsmand ville han ikke røbe "thi en soldat har hemmeligheder, end ikke hans képi må kende."

"Tilståelsen".

Men enkel fik sagen ikke lov at forblive. Da den først nåede frem for offentligheden, var den i mellemtiden blevet så overbroderet med falske og krydsende spor af den mest fantastiske art, at det ikke var mange givet at gennemskue den simple sammenhæng. Et af falsknerierne og det første var beretningen om en tilståelse.

Den 15. oktober 1894 var Dreyfuss arresteret. Den 22. december faldt dommen. Den 31. samme måned blev appel afvist, af dommere der naturligvis intet kendte til ulovligheden med dossieret, som allerede var gået tilbage til krigsministeriets stålskab. Den 5. januar fandt degradationen sted, under udfoldelse af et militært ceremoniel, der for hele nationen skulle bekræfte, at hæren var renset. Trommehvirvler og rasende tilråb overdøvede den ulykkeliges råb om sin uskyld. Og dog havde nogle hørt det og af hans trodsigt faste holdning fået deres første tvivl. Men bagefter blev et rygte sat i omløb om hans tilståelse overfor kaptajn Lebrun-Renaud, der havde kommandoen under degradationsceremonien. Mellem dommen og degradationen havde Paty haft i kommission fra Mercier at søge en tilståelse fremkaldt, f.eks. i den form, at der var handlet i Frankrigs interesse ved at udlevere ligegyldige ting som bytteobjekt for mere værdifulde. Paty kunne kun rapportere, at den dømte på det bestemteste fralagde sig også en sådan handling. Efter degradationen fortalte Lebrun-Renaud, at Dreyfuss overfor ham havde bedyret sin uskyld, men dog samtidig udtalt sig i ovennævnte retning: "Jeg er uskyldig. Om tre år vil min uskyld være bevist. Ministeren ved, at hvis jeg har udleveret dokumenter uden betydning, var det for at skaffe vigtigere ting fra tyskerne." Første og sidste sætning er uforenelige. Men man behøver kun at ombytte "sait" med "veut" for at få mening og sammenhæng - og berøve ordene ethvert indhold af tilståelse. Og kaptajnen tillagde da heller ikke udbruddet mere betydning end at han undlod indberetning. Men gennem alle de følgende år blev det et af sagens flittigst brugte argumenter.

I træsnit spredtes over hele verden et billede af det øjeblik, da forræderens sabel blev knækket. I "Libre Parole" lød overskrifterne: "Ud af Frankrig med jøderne". Dreyfuss var ved at blive sønderrevet ved udskibningen til Djævleøen.

På dommens dag skrev Schwartzkoppen i sin dagbogen: "Affæren er et komplet mysterium for mig." Han havde aldrig set bordereauet og havde end ikke anet Dreyfuss’ eksistens, før navnet stod i aviserne. I officielle erklæringer bestred den tyske ambassade enhver forbindelse med sagen: Dreyfuss var dem ubekendt, og intet dokument var forsvundet. Ingen fæstede lid dertil, og pressen førte det heftigste sprog mod Tyskland. Schwartzkoppen blev hjemkaldt til rapport og forsikrede overfor kejseren personlig sit fuldkomne ukendskab til det hele. Den 5. januar krævede kejseren en udtrykkelig erklæring fra republikkens præsident om, at den tyske ambassade ikke var indblandet. Casimir-Périer modtog den tyske gesandt grev Münster, men fastholdt, at sagens dokumenter var fundet i den tyske ambassade. En kompromisformulering blev dog opstillet og godkendt af kejseren. Indtil godkendelsen forelå var Frankrigs krigsministerium og generalstab i højeste alarmberedskab, parat til mobilisering. Alt sammen fordi Mme Bastian havde revet bordereauet i stykker, og dermed angivet sporet til ambassadens papirkurv. Frankrig måtte tro, at Tyskland løj. En uge senere demissionerede præsidenten og rev ministeriet med sig.

Le petit bleu.

Dreyfuss hensmægtede på Djævleøen. Han broder Mathieu begyndte sit årelange opofrende arbejde for en revision. Hemmeligheden om dossieret begyndte at sive ud. Den nye justitsminister, Trarieux, hørte om det. Mathieu og Demange fik nys derom. Imidlertid var spionageloven skærpet, og de selv overvåget af spioner. Endnu kunne de intet udrette.

Da døde oberst de Sandherr, den hidtidige leder af efterretningstjenesten, i Dreyfuss-affærens år allerede mærket af sygdom. Som hans efterfølger tiltrådte i juli 1895 major Picquart, samtidig udnævnt til oberstløjtnant. Og hermed indtrådte den første betingelse for opklaring af sagen: en mand med ubønhørlig sandhedstrang i spidsen for det kontor, der gemte hemmeligheden.

Picquart var ung, soldat med liv og blod og ingenlunde fri for standens fordomme. Han elskede ikke jøderne, og han mødte ikke med nogen kritisk indstilling overfor sine foresatte eller nogen mistro til rigtigheden af Dreyfuss’ domfældelse. Men han var en mand, der ikke var i stand til at vige fra sandheden eller svigte sin overbevisning, intolerant på sin vis var han også. En modsætning til Henry, den troværdige, der gerne gik krogveje og nu, forbigået, beredte sig på modvilligt samarbejde.

I marts 1896 bringer Mme Bastian det brev, der blev begyndelsen til opklaringen, rørpostbrevet "le petit bleu". Sønderrevet i mere end 50 småstykker foregives det atter at stamme fra Schwartzkoppens papirkurv, og opklæbet læses det som et brev fra ham til major Esterhazy, ikke direkte kompromitterende, men dog mistænkeligt ved sit forbeholdne sprog med forblommede hentydninger til "den omtalte sag", hvori yderligere oplysninger ønskes, og et uforklarligt "Huset R". Vel måtte krigsministeriet forbavses over spionagens brug af pen, post og papirkurv. I sine memoirer ønsker Schwartzkoppen heller ikke at vedkende sig mere end de to første meddelelsesmidler. Men brevet vedkender han sig. Han er blot sikker på ikke som antaget at have fortrudt det og betroet dets stumper til papirkurven. Han tænker sig, at en spion har fulgt ham til postkassen og fisket brevet op. I første omgang fik sønderrivningen ikke anden virkning end at vanskeliggøre læsningen, senere viste den sig anvendelig til støtte for en beskyldning mod Picquart for forfalskning.

Intet kunne for efterretningstjenestens nye chef pege på en forbindelse med Dreyfuss-sagen. Det nye spor behandledes som udgangspunkt for undersøgelse af en ny forræderisag. Om Esterhazy indhentedes oplysninger, der ikke var absolut beroligende. En international eventyrer, tvivlsom ætling af det berømte ungarske hus, en landsknægttype indtrådt i den franske hær gennem Fremmedlegionen, nu 50 år gammel tjenstgørende ved et infanteriregiment stationeret i Rouen, men med tidligere tjeneste under de Sandherr i efterretningsbureauet - dybt forgældet som følge af et uordentlig liv.

Boisdeffre og krigsministeren - nu general Billot - underrettedes og autoriserede en videre undersøgelse i stilhed. En ny forræderiaffære ville være ødelæggende for ledelsen og måtte ikke føres videre end til stille afskedigelse af den skyldige. Igen krigsminister med tanken først på sin egen stilling. Rutinemæssigt blev Esterhazys håndskrift i tjenesteskrivelser sammenlignet med foreliggende spionageakter. Blandt disse et fotografi af bordereauet. Ligheden slår Picquart. Der kan overhovedet ikke være tvivl. Bordereauet er skrevet af Esterhazy. Han går til Bertillon, der øjeblikkelig udbryder: "Det er bordereauets håndskrift" - men da han får at vide, at disse skriftprøver er en andens og ganske nye, hurtigt gav den tilføjelse, der i glimt røber alle de kommende vanskeligheder for sagens opklaring: "Så er det lykkedes jøderne at eftergøre Dreyfuss’ håndskrift til identitet."

Picquart fik Dreyfuss-dossieret frem. Patys biografiske værk var tilintetgjort af Mercier straks efter krigsretsdommen. De øvrige dokumenters værdiløshed gennemskuede Picquart straks. Han gik til Boisdeffre, der overlod sin vicechef, general Gonse, at antyde for Picquart hvad han anså for risikabelt selv at sige: at prestigen stod på spil, at intet måtte svække krigsretsdommen, at den nye sag ikke måtte sættes i forbindelse med den gamle. En husundersøgelse hos Esterhazy bragte ligeså lidt for dagen som i sin tid hos Dreyfuss.

Men den 15. september lod "Eclair" pludselig en del af hemmeligheden om dossieret springe og aftrykte "Canaille de D-brevet" , blot med den betydningsfulde fejlcitering, at D’et var forlænget til Dreyfuss. Kilden var Paty, men Picquart blev udlagt. Samtidig blev det bekendt, at Mathieu Dreyfuss forberedte et nyt offentligt fremstød. For soldaten Picquart syntes det nu for hærens skyld vigtigst af alt at komme udenforstående i forkøbet, at det blev ved hærens egne bestræbelser sandheden kom frem. Gonse var af en anden mening. Kynisk spurgte han Picquart, hvad det egentlig skulle røre ham, at jøden sad på Djævleøen. Picquart fremsatte da den dristige udtalelse, der etablerede krigstilstand mellem ham og generalstaben: "Jeg vil ikke tage denne hemmelighed med mig i graven." Picquart blev fjernet og i Tunis sat på uriasposter, der kunne berettige til mistanke om, at man gerne så ham fjernet i mere definitiv forstand.

Mathieu Dreyfuss, der intet kendte til Esterhazy-sagen, udsendte sit skrift om broderens sag. Dets virkning var, at broderen på Djævleøen blev sat i lænker. "Matin" offentliggjorde den 10. november 1896, få dage før Picquarts afrejse, en faksimile af bordereauet, overgivet bladet af en af skrifteksperterne. Det førte endelig til Schwartzkoppens forståelse af hele denne for ham hidtil uigennemtrængelige affære. Bordereauet var nyt for ham, men skriften var ham velbekendt, og de påberåbte bilag havde han rigtigt modtaget. Samvittighedskvaler voldte det ham, men han mente sig afskåret fra at gribe ind i Frankrigs retspleje og frygtede tillige at fremkalde en gentagelse af kejsertelegrammet, hvis man endnu engang nægtede at fæste lid til tyske erklæringer. Desuden kunne han vel heller ikke tale uden at erkende den tyske brug af spioner. Men heldigvis genkendtes skriften også af en, der kunne tale, en bankier, der havde haft forretninger med Esterhazy. Mathieu fik det at vide og gik til sin højtansete landsmand, Scheurer-Kestner, senatets vicepræsident, som man vidste beskæftigede sig med sagen ud fra tvivl om Dreyfuss’ skyld.

Scheurer-Kestner havde kort forinden haft et andet besøg om sagen. Picquart havde under den sidste udvikling i efterretningsbureauet haft fornemmelsen af et hemmeligt modspil fra Henrys side. Fra Tunis foreholdt han ham dette og modtog som svar et brev, hvori Henry bekendte kulør ved at beskylde sin tidligere chef for ikke blot at have røbet tjenestehemmeligheder, men endog at have forfalsket "le petit bleu". Picquart følte en fare nærme sig, tog orlov, rejste til Paris og satte sin gamle ven, advokaten Leblois, ind i alt hvad han vidste, men forbød ham at lade det gå videre til familien Dreyfuss. Leblois gik i stedet til Scheurer-Kestner.

Fra to indbyrdes uafhængige kilder hørte således Scheurer-Kestner Esterhazys navn. Han erklærede i senatet sin tro på Dreyfuss’ uskyld. Vi er nu i sommeren 1897. Men allerede i november havde deputeretkammeret erklæret sagen chose jugée. Man kom ikke ud af stedet.

Rocambole.

Netop under Castellin-interpellationen så det ud til, at Mme Bastian atter havde været heldig. I al fald kunne Henry netop på dette tidspunkt føje et nyt brev til sine dossiers. I det skrev Panizzardi til Schwartzkoppen, at hvis interpellationen gav anledning til forespørgsler fra Rom, ville han benægte enhver forbindelse "med jøden". "Gør De det samme. Ingen må jo vide noget." Selvom det var i telefonens barndom, måtte man dog forbavses over dette diplomati mellem diplomater, der daglig så hinanden. Forbavselse vakte det også senere, at brevet ikke straks blev bragt i anvendelse, da det netop selv henviste til den interpellation, hvor det ville have gjort så god nytte. Men også dets tid kom.

Genkendelsen af bordereauets skrift var begyndelsen til opklaringen. Og med god grund kunne man tro den nær. Men mod sandheden kæmpede et komplot, efterhånden indfanget i sit eget spind, fra den første løgn drevet ud i flere, efterhånden uden mulighed for tilbagetog. De sad med alle trådene, ministeren, generalstabscheferne og deres hjælpere Paty og Henry. Foruden dem - og selve forræderen - kendte kun én den hele sandhed: Picquart. Og han kunne kun testamentarisk røbe den. I et dokument bestemt for republikkens præsident, for det tilfælde at han led Urias’ skæbne, havde han nedfældet al sin viden.

Schwartzkoppen havde allerede i marts 1896 afbrudt al forbindelse med Esterhazy, men så ham igen, for sidste gang, i oktober 1897. Denne sidste samtale var for ham ligeså overraskende som den første, i juli 1894. Dengang havde Esterhazy, vildfremmed for ham, opsøgt ham i selve ambassaden og tilbudt sin tjeneste, forklaret det som sidste udvej til at redde sig fra økonomisk ruin og været aldeles uimodtagelig for tyskerens appel til patriotisme og militære æresbegreber. Denne gang søgte han hjælp til at redde sig fra afsløring, katastrofe og selvmord. Schwartzkoppen viste ham døren. Men i Tyskland forstod man, det var på tide at redde attachéen fra indblanding i affæren. Nylig var han blevet gjort til kejserlig adjudant. Han blev nu i november 1897 hjemkaldt og gjort til general.

Men kunne forræderens arbejdsgiver ikke redde ham, stod komplottet parat med redningsnettet. At kigge ind i efterretningstjenesten er som at betragte det lyssky liv under en sten, man vender i skoven. Som udsprunget af Ponson du Terrails fantasi sættes en dobbelt række af machinationer i gang, for Esterhazy og mod Picquart. Dreyfuss-sagen måtte ikke genåbnes og Esterhazy derfor ikke afsløres. Under forklædning, med falsk skæg og blå briller, har Paty med sine chefers viden stævnemøder med Esterhazy i Parc Montsouris og på Montmartes kirkegård, for at holde ham underrettet om udviklingen og forsikre ham om den beskyttelse fra oven, der skal afholde ham fra selvmordet, som ville betyde den åbne skandale. Sammen komponerer de skræmmebreve til republikkens præsident, Felix Faure, hvori Esterhazy truer med offentliggørelse af et farligt dokument, der af Picquart skulle være stjålet fra den tyske ambassade og ved hans efterladenhed atter undsluppet efterretningstjenesten og gennem den fra sagens senere forløb berømte, men aldrig materialiserede tilslørede dame være kommet i Esterhazys besiddelse og nu deponeret i England. Hvorfor man driver romantikken så vidt, at man forsyner Esterhazy med en formelig kvittering for tilbagelevering af dokumentet er ligeså gådefuldt som dokumentets identitet. Det synes af den senere udvikling at skulle være et fotografi af "Canaille de D-brevet", skønt det vanskeligt kunne tillægges statsfarlige egenskaber. Fra dette øjeblik hedder brevet gennem hele sagen "le document libérateur".

Men på dette tidspunkt har for længst rygterne taget overhånd. Det er karakteristisk for affæren, at hele hemmelighedskræmmeriet ikke forhindrede, at alt sivede ud og nåede aviserne, til dels ved komplottets egen foranstaltning. Franskmændene er et snaksomt folkefærd. Men for komplottet vendte det det sig til en fordel, fordi alt nåede frem i forvansket og overdreven skikkelse. Hele affærens videre forløb ville være uforståelig uden den rolle, folketroen tillagde den tyske kejser. Den behandling, sagen havde fået, og dens ringe grundlag, der var kendt, tvang ligefrem folk til at digte videre, og snart vidste man med sikkerhed, at den tændte lunte, sagen gemte, var et bevis for den tyske kejsers personlige aktivitet i spionagen. Snart var det hans egenhændige notat på Canaille de D-brevet, snart på et oprindeligt bordereau, hvoraf det fremlagte kun skulle være en afskrift, anvendt af generalstaben for at undgå den blottelse af kejseren, der nødvendigvis måtte medføre krig. På denne baggrund forstod alle gode patrioter, at generalstaben forsvarede fædrelandet, og at det gjaldt at gøre front mod dreyfussarderne. Hvis generalstaben ikke selv havde sat rygterne i omløb, så benyttede den dem uden skrupler, og i alle de senere retssager ser man den i sidste instans forskanse sig bag hemmeligheder, der rummer krigsfare, - kejsernotaterne aldrig åbent postuleret, men antydet med tilstrækkelig dysterhed til at øve indflydelse på dommerne. Først i Rennes mange år efter må Mercier erkende, at der aldrig har eksisteret noget dokument af denne art, - efter at han selv i et foregående retsmøde i forblommede vendinger har gjort brug af folketroen ved at henvise til kejserens personlige interesse for sagen og vrede over dens forløb.

Jævnsides fablen om kejserbordereauet opererede man med en anden, der fandt ligeså kritikløs tiltro. På dreyfussardernes formodede bagmænd møntede man betegnelsen "Syndikatet". Enhver, der arbejdede på opklaring af sagen, var underkøbt, og talrige vidner i de følgende sager vidste med bestemthed, at 35 millioner indsamlet til dette formål var kommet over grænsen fra Tyskland og rundhåndet spredtes af et jødisk "syndikat".

Ikke nok med beskyttelsen af Esterhazy arbejdede man samtidig med lignende midler på at uskadeliggøre Picquart, med hvis eksil man ikke følte sig tilstrækkelig sikret. I november 1897 modtog han uforståelige telegrammer underskrevet "Speranza" og "Blanche", kompromitterende affattet som om de var advarsler fra medskyldige i et afsløret komplot og med brug af navne, man havde fra hans private korrespondance, som general Gonse havde ladt åbne i efterretningstjenesten. Få dage forinden havde han modtaget et trusselsbrev fra Esterhazy. Fælles for dette brev og Speranza-telegrammet var forglemmelsen af c’et i hans navn. Picquart søgte orlov for at kræve undersøgelse. Samtidig rejste generalstaben disciplinærforfølgning mod ham for ikke at have passet på det dokument, den tilslørede dame skulle have leveret Esterhazy, og for at have røbet tjenestehemmeligheder for Leblois.

Men det mest geniale træk var sagen mod Esterhazy. Familien Dreyfuss havde indgivet anmeldelse mod ham. Staben kom dem i forkøbet. I stedet for, som den første tanke havde været, at forhindre en undersøgelse, fremmede man den nu - med henblik på en frifindelse, der for evig ville sætte punktum. Ligesom i England er en frifindelse endelig. General Pellieux, hvis intelligens mere end hans moral kunne drages i tvivl, ledede undersøgelsen og var - således som alt var tilrettelagt af Paty og Henry - rede til at slutte den uden tiltale. De andre forstod, hvorledes sværdet da stadig ville hænge over deres hoveder, og Esterhazy forlangte sagens gennemførelse. Anklageren Ravary tilrettelagde alt lemfældigt, Paty instruerede daglig Esterhazy om spørgsmål og svar, og vidnet Picquart var selv under tiltale og dermed på forhånd uskadeliggjort. Intervention af advokaterne Demange og Labori for familien Dreyfuss afvistes. Alt generende gik for lukkede døre, deriblandt afhøringerne af Picquart og af de skriftkyndige, der nok vidnede til gunst for Esterhazy, men dog i strid med Dreyfuss-sagens eksperter. Helt eventyrligt eliminerede de hele gåden ved i bordereauet at finde Esterhazys skrift, men ikke hans hånd. Bordereauet var nu ikke som tidligere påstået Dreyfuss’ flydende hånd, mulig med nogle forvrængninger, men en forsætlig efterligning af Esterhazys skrift. Fablen om den tilslørede dame gik igen og forekom måske ikke officerer hærdede i galante eventyr alt for utrolig. Sagen endte som den skulle. Dommernes rådslagning varede 3 minutter. Dommen modtoges af tilhørerne med "Leve Frankrig". For nu var jøden dømt anden gang.

Picquart fik foreløbig 60 dages fæstningsarrest for sin fortrolighed overfor Leblois. Hovedanklagen forblev hængende over hovedet på ham som en påmindelse om ikke at udfordre skæbnen ved fornyet forstyrrelse af generalstabens cirkler.

Et selvportræt af generalstabens protegé havde offentligheden en måneds tid forinden kunnet læse i "Figaro", der offentliggjorde nogle breve fra Esterhazy til en nu forladt og hævngerrig veninde Mme de Boulancy, deriblandt det berømte "Ulanbrev", hvori denne landsknægt fuld af foragt for alt fransk forestiller sig den lykke, det ville være som preussisk Ulan at hugge franskmænd ned. Stærkere bevis for jødehadet end den flegma, hvormed dette blev modtaget, kan næppe tænkes. Folket foretrak sin Barrabas.

1898. Zola-processen.

Affæren havde sine skurke. Men også sine helte. Størst af dem Picquart. Mathieu Dreyfuss var utrættelig, men han handlede som broder. Forfattere som Bernhard Lazare og Joseph Reinach var blandt de første, der forsøgte at åbne andres øjne, men de havde et særligt kald i at bekæmpe antisemitismen. Advokaterne fortjente beundring, men udøvede dog kun deres profession. Scheurer-Kestner vil altid blive mindet som den, der af et rent sind tidligt talte sandhedens sag. Men han havde dog alsacerens tilknytning og politikerens forpligtelse. Picquart alene satte hele sin eksistens på spil, og uden ham ville mysteriet aldrig være opklaret. Dog, på ham tvang det sig ind. Men nu trængte en mand sig frem, hvis navn kunne samle hele verdens opmærksomhed om sagen, og ham kaldte ingen anden forpligtelse end den vågne samvittigheds, der burde have været alles. Som Voltaire i Calas-sagen vil han tvinge alt frem i lyset. For første gang kan komplottet ikke gemme sig bag lukkede døre. Sagen indtræder nu i det stadium, hvor Frankrigs civile retsvæsen skal stå sin prøve. Zola-processen er kun et indskud i affæren, men dens centrale afsnit.

Zola havde oprindelig som alle andre troet på rigtigheden af krigsrettens dom over Dreyfuss. Men selv da løftede han sin røst mod den voldsomme antisemitisme, der fulgte i dommens kølvand. Efterhånden bedre kendt med sagen blev han en af forkæmperne for revisionskravet. På et højdepunkt i sit forfatterskab, allerede forhadt af nationalisterne for "La débacle" (1892), skrev han i "Figaro" en række artikler, der til slut lukkede bladet for ham. Som en 10 centimers brochure udsendte han da i 1897 under mottoet "Humanité - Verité - Justice" sit "Lettre à la Jeunesse": "Ou allez-vous, jeune gens, ou allez-vous, étudiants…?" Ikke nogen militant appel, snarere præget af sørgmod over den ungdom, der ved demonstrationer mod Scheurer-Kestner havde vist, hvor langt intolerance og antisemitisme rakte. Stærkere talte han i "Lettre à la France" med dets undsigelse af de kræfter, der var ved at føre Frankrig mod diktaturet. Men sin stærkeste anklage fik han frem gennem Clémenceaus blad. Med dens stærke sprog var det hans hensigt at fremtvinge en fuldstændig oprulning af sagen for åbne døre.

Under den seksspaltede overskrift "J’accuse…!" bragte "L’Aurore" den 13. januar 1898 over hele sin forside Zolas åbne brev til præsidenten. En appel i retfærdighedens navn, for Frankrigs ære, båret af lidenskab, men også af sorg, - klart, behersket og overbevisende i sin opbygning. Med en blanding af viden og intuition skildrer han med en sikkerhed, der måtte forbløffe inderkredsen, hele affæren i alle stadier og tildeler helte og skurke næsten nøjagtigt de roller, de havde udført. Derefter lyder slutningen:

"Jeg har vist det: Dreyfuss-affæren var krigsministeriets affære, en generalstabsofficer anklaget af sine kammerater i generalstaben, dømt under pression af generalstabens chefer. Og det gentager sig: Han kan ikke få oprejsning, uden at hele generalstaben erklæres skyldig. Derfor har krigsministeriet ved ethvert tænkeligt middel, ved pressekampagner, ad underjordiske kanaler og ved indflydelse på de rette steder dækket Esterhazy for endnu engang at støde Dreyfuss tilbage…Hvor er den regering, der har styrke og patriotisme til at vove at gøre alting om? Hvor mange mennesker skælver ikke af frygt for en mulig krig, fordi de ved, i hvilke hænder det nationale forsvar er lagt. Og hvilken rede af lav intrige, af snak og snagen og snadren er der ikke blevet af det tempel, hvor fædrelandets skæbne afgøres…Åh, hvad har vi ikke været vidner til af afsind og tåbelighed, af tosset fantasteri, af nedrige politimetoder, inkvisition og tyranni, til fryd for nogle mænd med guldstriber, der har sat hælen på folket for at kvæle dets skrig efter sandhed og retfærdighed under løgnagtigt og skændigt foregivende af fare for statens sikkerhed.

Og en forbrydelse til er det at støtte sig til smudspressen, at lade sig forsvare af alt rakket, så vi nu skal se dette rak triumfere frækt over rettens og sandhedens nederlag. Det er en forbrydelse, at man for at opskræmme Frankrig retter anklage mod dem, der ønsker fuldt af hæder i spidsen for frie og retsindige nationer, - samtidig med at man selv smeder det frække komplot til at føre hele verden bag lyset. Det er en forbrydelse at vildføre opinionen, at udnytte den i dødens ærinde, denne opinion man selv har ført ud i vanviddet. Det er en forbrydelse at forgifte de små og ydmyge, at oppiske reaktionens og intolerancens lidenskaber i ly af dem modbydelige antisemitisme, der vil blive døden for det store menneskerettighedernes Frankrig, hvis det ikke snart helbredes. Det er en forbrydelse at udnytte fædrelandskærligheden i hadets tjeneste, og det er en forbrydelse at gøre sablen til den moderne gud, når alle menneskehedens bestræbelser tager sigte på at nærme os sandhed og retfærdighed….

Jeg tvivler ikke noget øjeblik på den endelige sejr. Jeg gentager det med den største overbevisning: Sandheden marcherer, og intet vil standse den. Det er først i dag affæren begynder, for først i dag er positionerne klare: på den ene side de skyldige, som ikke ønsker, at retfærdigheden sker fyldest; på den anden side dens forkæmpere, der vil lade livet for den. Begrav kun sandheden under jorden, den lader sig presse ned, men derved øges kun dens eksplosionskraft, og den dag den baner sig vej sprænger den alt i luften. Det vil snart vise sig, om man ikke har forberedt en nær katastrofe af et frygteligt omfang.

Men dette brev er blevet langt, hr. præsident, og det er på tide at drage slutningen:

Jeg anklager general Mercier for - i det mindste ved svaghed - at have gjort sig medskyldig i en af århundredets største misgerninger.

Jeg anklager general Billot for at have haft sikre beviser i hænde for Dreyfuss’ uskyld og at have undertrykt dem, at have gjort sig skyldig i krænkelse af menneskerettighederne og retfærdighed, med politiske formål og for at redde den kompromitterede generalstab.

Jeg anklager general Boisdeffre og general Gonse for at have gjort sig medskyldige i samme forbrydelse, den ene utvivlsomt af klerikal lidenskab, den anden måske ud fra denne korpsånd, der betragter krigsministeriet som sakrosankt og uangribeligt.

Jeg anklager general Pellieux og kommandant Ravary for at have foretaget en forbryderisk undersøgelse af den mest uhyrlige partiskhed, hvorom vi i kommandantens rapport har et uforgængeligt monument af naiv frækhed.

Jeg anklager de tre skrifteksperter for at have afgivet løgnagtige og svigagtige erklæringer, medmindre de får lægeattest for sygdom på syn og dømmekraft.

Jeg anklager krigsministeriet for at have ført en modbydelig pressekampagne for at ophidse folkestemningen og dække over sine fejl.

Jeg anklager endelig den første krigsret for at have krænket retten ved at dømme en anklaget på et hemmeligholdt dokument, og jeg anklager den anden krigsret for efter ordre at have dækket over denne ulovlighed ved på sin side at begå den nye ulovlighed at frifinde en skyldig med viden om hans skyld.

Jeg fremsætter disse anklager fuldt vidende om, at jeg rammes af §§ 30 og 31 i presseloven af 29. juli 1881. Og det er med fuldt overlæg jeg handler.

Jeg kender ikke de folk, jeg anklager, jeg har aldrig set dem, jeg nærer hverken had eller hævnfølelse overfor dem. De er for mig kun repræsentanter for onde kræfter i samfundet. Og hvad jeg her har foretaget mig er kun en revolutionær handling for at fremskynde den eksplosion, der skal bringe sandheden og retfærdigheden frem.

Jeg har kun én lidenskab - efter lyset, i menneskehedens navn, den menneskehed, der har lidt og har retten til lykke. Min lidenskabelige protest er kun skriget fra min sjæl. Lad dem så blot vove at bringe mig for retten, og lad sagen gå i fuldt dagslys.

Modtag, hr. præsident, forsikringen om min dybeste højagtelse." Emile Zola

Endelig var der talt i et sprog, der ikke tillod døvhed. Krigsminister Billot satte generalprokurøren (sml. Rigsadvokaten) i bevægelse. Men sammen overlistede de revisionens forkæmpere. Da anklageskriftet den 20. januar fremkom, citerede det af Zolas lange anklage kun tre omhyggeligt udpillede stumper:

Fra begyndelsen:

"En krigsret har efter ordre vovet at frifinde Esterhazy, den værste hån mod al sandhed, al retfærdighed. Og det er forbi. Smudspletten sidder Frankrig på kinden. Historie vil berette, at det var under Deres præsidentskab denne forbrydelse mod samfundet kunne begås."

Fra midten:

"de har afsagt denne uretfærdige dom, der for stedse vil hvile tungt på vore krigsretter, som for fremtiden vil behæfte alle kendelser med mistanke. Den første krigsret kan have været uintelligent, den anden nødvendigvis forbryderisk."

Fra slutningen:

"jeg anklager den anden krigsret for efter ordre at have dækket over denne ulovlighed ved på sin side at begå den nye ulovlighed at frifinde en skyldig med viden om hans skyld." - Alle tre punkter med relation alene til Esterhazy-sagen.

Hensigten var ikke til at misforstå. Dreyfuss-sagen skulde holdes udenfor. Zola svarede i et nyt åbent brev, til krigsministeren: De kan ikke have læst min anklage. De må have ladt Dem nøje med et ufuldstændigt referat. Lad mig gentage. Jeg skrev…… Og jeg skrev…… Læs det. Kan jeg uden at blive draget til ansvar skrive disse ting om general Mercier; om Dem selv, general Billot; om general Boisdeffre, om general Gonse, om general Pellieux, om kommandant Ravary, om skrifteksperterne, om krigsministeriet og generalstaben? "Hvorfor har De ikke vovet at påtale mine anklager? Jeg skal sige Dem det. Af frygt for lyset tager De for at frelse Dem Deres tilflugt til prokuratorkneb. Der er nogen, der har fortalt Dem, at der i loven af 20. juli 1881 er en paragraf 52 som ikke tillader mig at føre bevis for andet end hvad der udtrykkeligt anføres i anklageskriftet. Og så er De rolig, ikke sandt? Vel, De tager fejl, jeg advarer Dem i forvejen: De har haft dårlige rådgivere….. De har glemt, at jeg til dommere får 12 uafhængige franske borgere. Jeg vil sejre…. Jeg vil skabe lys…. Loven kræver bevis af mig, hvordan skulle den så kunne formene mig midlerne. Hvordan skulle jeg kunne føre bevis mod anklagen, De rejser mod mig, hvis jeg ikke kunne vise sammenkædningen af tingene, hvis man forhindrede mig i at sætte hele affæren i fuldt lys?

Bevisfriheden, det er til den jeg støtter mig."

Men ak, i retspræsidentens hånd skulle § 52 vise sig stærkere end bevisfriheden. Og de 12 uafhængige franskmænd gjorde sig ikke bemærkede.

Loven krævede inden 5 dage en fuldstændig bevisfortegnelse, og i denne lod forsvaret tilkendegive, at man foruden om de tre påklagede punkter agtede at føre bevis for alle Zolas anklager. Som begrundelse henvistes til udeleligheden af den sammenhængende kæde af begivenheder helt tilbage til Dreyfuss’ arrestation. Som vidner anførtes både implicerede og helt udenforstående, officerer, advokater, politikere, skriftkyndige og privatfolk, en række på 86 navne - foruden 14 medlemmer af fremmede magters ambassader i Paris, deriblandt både Schwartzkoppen og Panizzardi, som man næppe ventede at få at se. Dokumentfortegnelsen omfattede foruden en liste på 59 dokumenter, hvoriblandt fotografiske skriftprøver, også krigsministeriets egne dossiers fra Dreyfuss-sagen, fra Esterhazy-sagen og Picquart-sagen, som der dog vel heller ikke kan have været megen forventning om at se fremlagt. Et forberedende skridt var tillige en ansøgning til justitsministeren om at foranledige ministerrådets samtykke til krigsministerens førelse som vidne. Den blev naturligvis aldrig besvaret.

Den 7. februar 1898 begyndte sagen for Cour d’Assises de la Seine. Den varede 15 dage, hvoraf de 12 medgik til afhøringer. Det stenografiske referat fylder 1.000 tættrykte sider. For Zola mødte Me Labori, for den medtiltalte redaktør af L’Aurore Me Albert Clemenceau, en broder til Georges (senere konseilspræsident og krigsminister, med tilnavnet ’Tigeren’).

Udtagelsen af nævninge forløb glat og resulterede - efter udskydning af 8 fra forsvarets side og 3 fra anklagens - i en jury, der med sine småhandlende, håndværkere, funktionærer og rentierer blev en sand repræsentation for "de små og ydmyge", hvis retssans Zola havde haft i tankerne.

Derefter fik l’Avocat Général ordet for at gøre sin eneste indsats i sagen, til gengæld en indsats der var tilstrækkelig til på forhånd at ødelægge forsvarets stilling og tilintetgøre hele Zolas formål med at fremkalde tiltalen. Dette statsadvokatens plaidoyer (forsvarstale, indlæg) gik kun ud på at opnå kendelse for sagens absolutte begrænsning til krigsministerens 3 udpluk. Af Zolas 8 gange gentagne "J’accuse" skulle kun halvdelen af det sidste blive tilbage. Forgæves argumenterede Labori for konneksiteten, den uadskillelige sammenhæng mellem alle anklagerne. Statsadvokaten erkendte ganske vist, at en sådan konneksitet ville berettige en udbredelse af fronten til hele den kamplinie, Zola havde optrukket, men han benægtede sammenhængen, og heri gav rettens kendelse ham medhold.

Krigsministerens valg af valplads blev således bestemmende for hele sagens forløb. Og ministeren havde valgt klogt. Hele Dreyfuss-affæren gled dermed ud af sagen, og kun Esterhazy-affæren blev tilbage. Tilmed højst uheldigt beskåret. For Zola havde unægtelig brugt et ord, der på forhånd gjorde hans bevisstilling temmelig fortvivlet. Han havde sagt, at den anden krigsret havde frikendt "efter ordre".

Kun én planke havde ministeren ikke kunnet unddrage forsvaret, og ad den forsøgte Labori at bygge bro tilbage til den første krigsrets dom over Dreyfuss. Af citatet "Jeg beskylder den anden krigsret for efter ordre at have dækket over denne ulovlighed….", havde det ikke været ministeren muligt at udelade de fremhævede ord. Og "denne ulovlighed" var den første krigsrets dom over Dreyfuss. Med stor kraft gentog Labori: Ordene i det påklagede citat danner én sammenhæng. Hvordan kan vi bevise deres berettigelse, hvis man afskærer os fra at bevise, at den første dom var en ulovlighed. Det er jo hvad vi har sagt og drages til ansvar for og derfor skal bevise.

Men statsadvokaten havde et fortilfælde, en kendelse fra 1847, der sagde, at man ikke ad omveje kan opnå, hvad der er forbudt ad direkte vej. Underkendelse af krigsretsdom kræver kassation eller revision, og hertil er Cour d’Assises ikke kompetent. Og statsadvokaten fik medhold. Dermed var vejen spærret, - men Laboris mund ikke lukket.

Par ordre og cette illégalité blev processens nøgleord. Med alle mulige krumspring søgte Labori tilbage til "l’illégalité" - for stadig at løbe panden mod en mur og blive mødt med præsidentens "par ordre". Havde retten set sin opgave i at bringe klarhed, havde vejen naturligvis stået den åben. Men den lå under for den rutinebetragtning, hvortil hærdede dommere så let forfalder efter bitre erfaringer med utålelige kværulanter og alt for veltalende advokater. For præsidenten var sagen en ekspedition. Da ordene "par ordre" naturligvis var umulige at bevise, var der ingen grund til at spilde tiden. Til at trænge til bunds i l’affaire følte han ingen trang. Tværtimod viser han sig at være en af de troskyldige, generalstaben har indfanget med sine krigsfarlige hemmeligheder.

Men franske rettergangsformer er ikke indrettede på at nå målet ad korteste vej. Ydede præsidenten ikke ringeste bistand til at bringe genstridige vidner til at tale, kunne han heller ikke forhindre forsvaret i at lade de mere villige holde lange taler i konkurrence med advokaterne. I injuriesager indgår afvejningen af ond eller god tro, og med spørgsmålet "Hvad mener De om Me Zolas bonne foi?" kunne forsvaret derfor udløse talestrømme. Hvor paradoksalt det end lyder, kunne med dette spørgsmål og det endnu rummeligere "Hvad mener De om denne sag?" hvem som helst uden andet end aviskendskab til sagen få adgang til at holde lange foredrag.

Mønsteret for en fransk retssag er på mange punkter det stik modsatte af det engelske - og derfor årsag til den dybe mistillid, hvormed man fra den anden side af Kanalen følger franske retssager. Frasigtning af irrelevant stof foregår ikke under afhøringen, men først i dommerens hoved, når dommen skal skrives. (Det samme træk som i Zola-sagen: Foredrag af "vidner", der ikke repræsenterede nogen som helst viden men kun en overbevisning, genfandt man 50 år senere i Kravchenko-sagen, hvor franske kommunister, der aldrig havde være i Rusland, fik lov at bevidne, at russiske koncentrationslejre var opspind; men i den sag var Frankrig ikke impliceret, og dommerne havde tydeligvis væbnet sig med en godmodig indifference i forståelse af, at indgriben kun ville føre til forhaling. Og Kravchenko-sagen gik ikke for jury).

Formen er i Frankrig inkvisitorisk. Afhøringen ligger i dommerens hånd. Mest er det ganske vist kun en formalitet. Advokaten fremsætter sit spørgsmål, og præsidenten autoriserer det ved et nik til vidnet, der derefter svarer henvendt til juryen. Men gentagne gange hændte det Labori, at præsidenten hævdede og gennemtvang sin ret til at omformulere spørgsmålet, så det mistede sin mening. Det uvedkommende havde han derimod ingen adgang til at udelukke, og til den engelske afvisning af andenrangs bevismidler findes intet sidestykke. I stedet for begivenhederne fik man vidnernes refleksioner, og Jaurès kunne uforstyrret afgive tredjehånds vidnesbyrd om, hvad en anden havde fortalt ham, om hvad en tredje igen skulle have berettet denne.

Den strenge engelske skematik genfindes heller ikke i den franske procesform. Opdelingen i forelæggelse, afhøring og afslutning er naturligvis uundgåelig, men den udviskes ved, at der efter hver vidneforklaring er adgang for advokaterne til at fremsætte kommentarer. Den klare opdeling af processtadierne hakkes derved i stykker med fare for opløsning i en serie skærmydsler. Det var netop, hvad der skete i Zola-sagen. Mere og mere prægedes retshandlingen af personlige sammenstød, der ville have været utænkelige i en engelsk retssal. Havde det så endda været mellem advokaterne. Men statsadvokaten forholdt sig aldeles passiv og åbnede kun munden, når præsidenten direkte appellerede til ham. Han kunne rolig gøre det, for præsidenten påtog sig hans opgave, og mellem ham og forsvarerne blev konflikten mere og mere pinlig. En af anledningerne var netop deres ustandselige henvendelser til juryen med kommentarer til vidneforklaringerne. Forsvaret kunne nok så mange gange oplæse § 319 af Code d’instruction criminelle, der hjemlede dem retten til efter en vidneforklaring "at fremføre mod vidnet eller dets forklaring alt hvad der måtte være til nytte for forsvaret." Præsidentens stedse hyppigere afbrydelser var dog: "De plæderer. Stil spørgsmål!" Nogen ærbødighed mødte en sådan ordre ikke: "Nej, De kan fratage mig ordet, så skal jeg tie." "De har ordet for at spørge, ikke for at plædere." "Fratager De mig ordet, når jeg vil godtgøre sandheden?" "Gem det til Deres plaidoyer. Stil spørgsmål." I et langt kævleri kunne et sådant replikskifte munde ud.

Tonen kunne man bebrejde advokaterne. Som da Labori ønskede et vidne kaldt ind i retssalen: "Oui, tout à l’heure" sagde præsidenten, "Non, tout de suite" sagde Labori. Eller: "Al den medlidenhed, jeg føler ved at volde Dem kedsomhed, kan ikke afkorte min afhøring med ét minut." Præsidenten lod sig ikke henrive, heller ikke i dette replikskifte: "Hver gang De fratager mig ordet, hædrer De mig på ny." "Eh bien, c’est entendu. De kan sætte Dem." Labori derimod, på præsidentens "Spørg nu dog om noget seriøst!": "De fornærmer mig". Men værre end advokaternes tone var præsidentens ledelse, som det er umuligt at opfatte som upartisk. Hvordan skulle også dommerkappen kunne have beskyttet ham mod at blive inddraget i hvirvlen af lidenskaber, der havde splittet Frankrig og ikke tillod nogen neutralitet. Måske troede han blot, affæren lod sig begrænse og roen genoprette, også heri det bedste for landet.

På den officielle sandhed derimod synes man, han vanskeligt kunne tro. For enhver, der ville høre og se, afsløredes den ved, hvad der passerede i hans egen ret, og mest ved, hvad han selv undertrykte.

"L’illégalité" var forsvarerne berøvet. Tilbage var bordereauet. Det var jo fælles for Dreyfuss- og Esterhazy-sagerne, men kun én kunne have skrevet det. Når sagens kerne netop var: hvem, var det vanskeligt at undgå at tale om Dreyfuss-sagen også. Men det var netop, hvad præsidenten ville forhindre. "Ikke et ord om Dreyfuss-sagen" og "Spørgsmålet kan ikke stilles" var hans stadige bremse. Dog ikke når generalstabens vidner talte.

Men på et punkt var de stumme og havde hans billigelse dertil. Domfældelsen af Dreyfuss lod sig anfægte ad to veje: Var han ikke forfatter til bordereauet, var dommen forkert; indeholdt sagen et hemmeligt dossier, var den ulovlig. Men når alle generalstabens vidner øjeblikkelig forskansede sig bag tavshedspligt, så snart dossieret nævntes, var det så muligt at drage mere end én slutning? Hvis der intet dossier var, kunne der så gives nogen som helst begrundelse for ikke at ville svare et klart og kort "Nej" på spørgsmålet: "Var der et hemmeligt dossier?" For alle tænkende mennesker måtte denne ene simple betragtning være tilstrækkelig. Men Pellieux sagde ganske rolig: "Bevis det!" Og hvor mange tillod sig selv at tænke uden forudfattet mening? Generalerne kendte deres pappenheimere. I stedet for at svare erklærede de blot med megetsigende miner: "Dreyfuss var skyldig. Dreyfuss var forræder. Dreyfuss er retfærdigt og lovligt dømt." Og hoben jublede. Generalerne erklærede tilslut ligeud, at de var ligeglade, om bordereauet var skrevet af Esterhazy. Derfor var Dreyfuss lige skyldig. Og nationen troede, der måtte foreligge definitive beviser udover bordereauet, og at kun hensynet til statens sikkerhed var til hinder for deres fremlæggelse.

Generalerne havde endnu mere overbevisende argumenter. Skamløst tillod præsidenten dem at stille sig i positur og deklamere henvendt til juryen: "Det er forbryderisk at søge at berøve hæren tilliden til dens chefer. Hvad vil De, der skal blive af denne hær på farens dag, som måske er nærmere end De tror. Hvad vil De have, de ulykkelige soldater skal gøre, som føres i ilden af chefer, man har søgt at bringe i vanry. Det vil blive til almindeligt slagteri, man sender jeres sønner, mine herrer nævninge."

Retfærdigvis må det indrømmes, at også forsvaret fik adgang til at føre opinionsvidner. Pudsigt nok har man netop fra Laboris mund nu hans eget syn på denne ejendommelige form for vidnebevis. I forordet til den engelske udgave af Kravchenko-processen fortæller den gamle engelske dommer Travers Humphreys, at han engang spurgte Labori, om det overhovedet var muligt at få en franskmand til at forstå begrebet relevans. "Nej" svarede Labori "for I udelukker jer fra at høre de mest fremragende mænds mening, folk hvis mening på ethvert område ville have den største vægt." Med dette syn på sagen er det ikke mærkeligt, at han førte en lang række fremragende mænd, der fik lov til at udbrede sig om de tanker, de havde gjort sig om affæren. På juryen gjorde de i dette tilfælde næppe indtryk, og på præsidentens holdning prellede de ganske af. Men på omverdenen - i al fald udenfor Frankrig - måtte den overbevisning, der lagdes for dagen af mænd som Scheurer-Kestner, de tidligere justitsministre Trarieux og Thévenet, advokaten Demange eller Jaurès og Anatole France, gøre adskillig virkning. Flere af denne kategori vidner var forud på pøbelagtig vis angrebet i pressen for deres holdning og fandt det nødvendigt at indlede med at dementere falske jødiske stamtræer og godtgøre deres og slægtens patriotisme ved opregning af de slagmarker, hvor den ene eller den anden forfader havde forblødt "med smil på læben ved at dø for Frankrig" eller "tro som en kårde, tapper som en sabel." Og i begejstring for "la patrie" gav heller ikke Labori dem noget efter.

Lidenskab og ilterhed var hans temperamentspræg, men ikke af den slags der blafrer op og hurtigt brænder ned. Lige oplagt, lige ihærdig, lige snarrådig, lige respektløs til det sidste. Følte han efterhånden byrden af den fjendtlighed, der omgav ham, gav det sig kun udslag i en stedse mere udæskende holdning overfor præsidenten: "De misbruger den ret, Deres høje stilling giver Dem." Og dog behøvedes kun en lille indrømmelse for at han med ædelmodig gallisk courtoisie skulle sænke kården og yde præsidenten sin "hyldest for velvilje og forståelse" eller ridderligt forsikre Pellieux om sin højagtelse. Et stort stykke af en d’Artagnan. Hans modstykke var Clémenceau, koldere, stædigere, mere logiker. Dem begge ulig fremtrådte Zola med sin korte bekendelse: "Jeg er skribent. Jeg er ikke vant til at tage ordet offentligt. Jeg er et yderst nervøst væsen, og det kan hænde, at de ord, jeg bruger, kun dårligt udtrykker min tanke……." Men også han får sin replik: "Der er forskellige måder at tjene Frankrig…. Præsidenten afbryder: "Ingen fraser. De har kun at stille spørgsmål." "Så spørger jeg general Pellieux, om han ikke mener, der er forskellige måder at tjene Frankrig? Man kan tjene det med kården og med pennen. General de Pellieux har uden tvivl vundet store sejre! (1870). Jeg har vundet mine. Ved mine værker er det franske sprog båret ud over hele verden. Jeg har mine sejre. Jeg overlader eftertiden general de Pellieux’s navn og Emile Zolas. Den vil vælge!" Pellieux: "Hr. præsident. Jeg svarer ikke."

I dette tilfælde var spørgsmålet kun retorisk, og der var intet at svare (om end generalen senere fandt sin ripost og i sit udbrud til nævningene, om slagteriet hvortil deres sønner ville blive ført, tilføjede: "Så kan Me Zola fejre sine sejre og skrive et nyt débacle"). Men ellers var det præsidentens vigtigste bestræbelse at lade så mange spørgsmål som muligt ende blindt. Nægtede et vidne at svare, gav han det medhold, frygtede han svaret, advarede han vidnet ved at spørge, om det nu også var noget, han havde lov at svare på, og var spørgsmålet helt inde på det farlige gebet, forbød han besvarelse, om fornødent ved kendelse. Denne stadige nødvendighed af at kræve kendelser, mange daglig, var en yderligere byrde for forsvaret, der under selve afhøringerne måtte affatte lange "conclusions" til begrundelse for sine protester og krav, samtidig med at præsidenten utålmodig hastede videre: "Næste vidne".

Hvad blev så resultatet af disse mange dages afhøring, den første offentlige fremstilling af affæren? Utvivlsomt kun mere forvirring undtagen hos de klarhovede, der kunne holde fast ved hovedlinien uden at fortabe sig i mylderet af krydsende spor, som advokaterne var nødt til at følge, fordi den direkte vej var spærret. I håb om, at et af disse spor ville føre til et punkt, hvor en udsigt åbnede sig, blev ethvert rygte prøvet, enhver papirstumps historie forfulgt. Men hver stump havde sit uigennemtrængelige mysterium.

Det offentlige har ingensomhelst oplysningspligt. "Vi vil kun lyset" sagde Labori "men jeg konstaterer, at ingen vil hjælpe os at få sandheden frem." "Det kan være" svarede præsidenten "men det er Deres sag at få den frem." Bortset fra Dreyfuss-sagen, der ikke måtte frem, gik hans kendelser kun ud på, at ingen fremlæggelser og ingen vidnesvar kunne fremtvinges. Han vaskede sine hænder og henviste til statsadvokaten som den eneste, der kunne hjælpe. Og denne regeringens tjener tav. Generalerne kunne roligt hykle at dele ønsket om lys, krigsministerens samtykke kunne de ikke fremkalde. Og således forblev hoveddokumentet i krigsministerens stålskab. Generalerne nægtede at anerkende de offentliggjorte faksimiler, men ved kendelse blev det fastslået, at heller ikke det kunne begrunde et krav om fremlæggelse af originalen. Omkring bordereauet bevægede man sig derfor i en kreds. Skrifteksperterne blev ført som vidner og gjorde et fuldkommen diffust indtryk. Skønt de var enige om at skriften var Dreyfuss’, ville nogle gøre det til hans naturlige skrift, andre til en fordrejet hånd - for at forklare ligheden med Esterhazys. Nogle var altså kommet til deres resultat ud fra lighed i skriften, andre ud fra forskelle. Alle fyldte de retten med abracadabra, indtil de blev kørt fast og forskansede sig i tavshedspligt - eller henvisning til umuligheden af at forklare sig uden demonstration på Dreyfuss-sagens uopnåelige dokumenter, skønt fortrinlige fotografier forelå. Mest håbløs af dem alle var Bertillon, der jo havde hovedansvaret for, at bordereauet i 1894 blev tilskrevet Dreyfuss, men tre år senere havde fundet dets skrift identisk med Esterhazys - og dog fastholdt sin første ekspertise. Han havde en ubegribelig teori om, at det var broderens skrift, Dreyfuss havde efterlignet, og byggede for øvrigt mindre på egentlig analyse end på en matematisk sandsynlighedsberegning, som ingen forstod. Den logiske slutning af ekspertiserne var, at man enten stod overfor det mirakel, at en på lykke og fromme fordrejet hånd flere år senere ved et tilfælde viste sig på punkt og prikke identisk med en andens, eller overfor det uforståelige, at en bestemt hånd var efterlignet uden at falskneren i afsløringens øjeblik benyttede sig deraf ved at udråbe den efterlignedes navn. Denne slutning kunne ligeså lidt bortforklares som den pointe, et vidne anførte, at et uunderskrevet dokument kun tilkendegiver sit ophav ved skriften, der altså må forudsættes kendt af modtageren og derfor ikke fordrejet. Som modvægt mod de autoriserede eksperter føres en lang række håndskriftkyndige fra statens arkiver, institutter og universiteter (én er for sin villighed truet med afsked) - og et par fra Belgien og Schweiz, der som følge af deres fremmede nationalitet ikke står til troende. De er alle sammen enige om, at bordereauets skrift og sprog og stil er Esterhazys og ikke kan være Dreyfuss’. De demonstrerer og forklarer overbevisende, men med så mange kunstord (geometriske og aritmetriske rytmer, dextrogyre, centripète og sténographique bevægelser af hånden), at juryen sikkert i mistro har vendt sig fra dem.

Så meget dog om sagens hoveddokument. Men i sidste øjeblik, på sagens 12. dag, blev et nyt kastet ind i debatten. Karakteristisk nok dog ikke selve dokumentet. Generalerne følte sig trængt, og Pellieux begærede ordet. Sekunderet af Gonse erklærede han pludselig, at det absolutte og definitive bevis mod Dreyfuss ligger i krigsministeriet! Et bevis, der viser en aftale mellem to ambassader (den tyske og den italienske) om at fornægte ethvert kendskab til Dreyfuss. Det er Henrys sidste bidrag til dossieret, Panizzardi-brevet fra 1896, han sigter til. Ingen havde nogensinde hørt om dette "bevis". Trods alle mellemliggende interpellationer, debatter og pressekampagner havde hverken regering eller generalstab nogensinde dristet sig til at anvende det. Pseudonymt og kun ved et tilhæftet visitkort med tvivlsom påtegning ført tilbage til den påståede oprindelse var dets værdi i en retssal lig nul. Aldrig havde generalerne vovet at tage deres tilflugt til det, hvis de havde behøvet at frygte eksamination eller fremlæggelse. Men dokumentet lå velforvaret i krigsministeriet. Og præsidenten skuffede ikke deres tillid, men standsede debatten uden at tillade forsvaret nogen udspørgning. Boisdeffre, selve generalstabschefen, får lov til at afslutte dette "incident" med disse ord henvendt til juryen: "Jeg skal være kort. Jeg bekræfter på alle punkter general Pellieux’s forklaring som nøjagtig og autentisk. Jeg har ikke et ord at tilføje. Jeg har ikke ret dertil, jeg gentager det, mine herrer nævninge, jeg har ikke ret dertil. Og nu, mine herrer, tillad mig til slut at sige Dem en ting: De er juryen, De er nationen. Hvis nationen ikke har tillid til cheferne for sin hær, til dem der har ansvaret for det nationale forsvar, er de parate til at overlade andre dette tunge hverv. De har kun at tale. Jeg siger ikke et ord mere. - Jeg udbeder mig tilladelse til at trække mig tilbage, hr. præsident." Og præsidenten: "Næste vidne. De har ikke ordet, hr. Labori. L’incident est clos."

Generalstabens chef er tilkaldt alene for at aflevere denne replik. Nævningene forstår godt, at han må haste bort for at arbejde på fædrelandets frelse. Generalerne forstår sig på iscenesættelse.

For ikke på forhånd at lukke alles øren mod sin argumentation havde Labori stadig beflittet sig for at forsikre om sin tillid til generalernes gode tro, såvel som til krigsretterne. Men forstod nævningene forskellen mellem god tro og kritisk dømmekraft? Hvis de troede på generalerne, måtte de da ikke, uden vejledning, opfatte generalernes postulater som bevis? Højst sandsynligt afgjorde Henrys sidste dokument allerede sagens udfald, skønt ikke set af nogen.

Fra sagens hovedvidner kan intet hentes. Det ene sidder på Djævleøen. Det andet nægter blankt at svare på noget som helst. Esterhazy i vidneskranken er en farce. Han nægter ganske simpelt at svare på spørgsmål fra andre end retten eller juryen og vil ikke anerkende udspørgningen som rettens, når forsvaret står bag: "Uanset at spørgsmålene stilles af præsidenten, er det dog stadig forsvarets spørgsmål." Og så tillader retten ham at stå urørlig og tavs i skranken, mens forsvaret gennem tresindstyve spørgsmål tegner billedet af hans færden gennem alle sagens stadier, således som alt virkelig er passeret - men ikke bevist. At retten standser det sidste og afgørende spørgsmål gør således hverken fra eller til. Måske derimod præsidentens med lange klapsalver hilste begrundelse: "fordi der er ting, der er større end dette: Fædrelandets ære og sikkerhed." Men da havde også Henry haft lejlighed til i gådefulde ord at fortælle om et dokument, de Sandherr engang havde vist ham, og om hvis indhold han intet tør sige. Det er kejserbordereauet, der spøger. Og dommerens ord viser, at det ikke har spøget forgæves.

På hovedfronten var forsvaret overalt standset, ved rettens passivitet eller ved dens rejsning af barrierer. Det blev derfor nødvendigt at forsøge gennembrud på sekundære afsnit. Picquart-affæren, som jo kun var et røgslør over den egentlige affære, var et af dem. Han førtes som vidne samtidig med at han var under militær arrest og anklage og måtte finde sig i at blive tituleret af general Pellieux som "denne herre, som endnu bærer den franske armés uniform". Loyal til det yderste overfor den hær, der havde behandlet ham så skammeligt, nægtede han at krænke sin tavshedspligt. Om sine undersøgelser efter modtagelsen af le petit bleu kan han dog fortælle og om alle de hindringer, der blev ham lagt i vejen, indefra og udefra. Mod Esterhazy og Henry peger det alt sammen. Men generalstaben er parat med afledningsmanøvrer, og i denne sag får intet spor lov at vise klart i én retning. Henry og hans drabanter i stabskontoret krydser det med beskyldninger mod Picquart for at have forfalsket "le petit bleu" og fjernet "Canaille de D-dokumentet", som skulle være dukket op på ny gennem "den tilslørede dame". Et helt afsnit af sagen fortaber sig i et aktorat mod Picquart, fremført af Henry og konsorter, et parti indenfor efterretningstjenesten, organiseret af Henry til aflæggelse af falske vidnesbyrd mod deres tidligere chef. Og dermed er man inden i den rene føljeton, hvor også "Speranza" og "Blanche" tjener til mystifikation af nævninge, der allerede må have følt sig løsnet fra enhver forbindelse med hverdagen, da Esterhazys vragede veninde, som havde offentliggjort Ulanbrevet, indstævnet som vidne ikke vovede sig længere end til rettens forværelse af frygt for at blive stræbt efter livet.

Disse nævninge! Stadig blev der appelleret til dem. Generalerne gjorde dem ansvarlige for krig eller fred. Advokaterne tog dem til vidner på den behandling, der blev forsvaret til del. De blev mindet om deres ret til at stille spørgsmål. Men ikke en lyd gav de fra sig. Troligt nok har de vist alt det uigennemtrængelige fra sig og haft nok i generalernes højtideligt beedigede forsikringer om Dreyfuss’ skyld og retmæssige domfældelse. Og én ting har de forstået: Stemningen i den chauvinistiske, antisemitiske presse. Der på fuldkommen opdigtet grundlag smæder Labori med alle tænkelige perfidier, og i selve salen, hvis truende holdning har sat sit spor i stenogrammet ved stadig antegnede "murmures", "prostestations", "bruit générals", "cris aigus" og til den anden side "longues acclamations et applaudissements prolongés dans toute la salle."

Efter 12 dage fik det ende, og statsadvokaten tog ordet. Han sagde, hvad man kunne vente, og høstede tilhørernes bifald. Derefter fik Zola adgang til stående foran juryen at oplæse en erklæring på en halv snes sider.

Debattør var han ikke. Ministerpræsidenten havde i parlamentet fået larmende bifald til en udtalelse om den tillid, han nærede til nævningene. Heri ser Zola en ordre svarende til den, han havde beskyldt krigsretten for at adlyde. Men på dommerens afbrydelse "Ministeren har ikke givet nogen ordre" har han ikke noget svar. Han læser videre, under gentagne "murmures" og endog et "coup de sifflet". Hans ord ville dog overfor mindre fanatiske tilhørere være bevægende. Men hvad salen ikke ville forstå er, at et angreb på hæren kan udspringe af kærlighed til samme hær, "nos chers soldats de France". Ægthed og varme er der i de ord, hvormed han bevidner sin solidaritet og medfølelse med det jævne folk, og patos i hans appel til de højere idealer, der skulle forene alle patrioter. "Jeg forsvarer ikke her min frihed….. Det er ikke længere en sag om Dreyfuss-affæren men om menneskerettighedernes Frankrig…. Kun sandhed og retfærdighed kan redde os…." Måske finder sådanne ord genklang. Men sympatien, hvis det lykkes ham at vække den, sætter han atter til. "Dreyfuss er uskyldig. Jeg sværger det. Jeg sætter mit liv i pant derpå" mødes med protester og udråb "Bevis det". Men urokkelig og profetisk er hans overbevisning: "Alt synes at være imod mig: de to kamre, den civile magt, den militære, aviserne med de store oplag, den offentlige mening som de har forgiftet. På min side er kun idéen, et sandheds og retfærds ideal. Og jeg er ganske rolig. Jeg vil sejre. Jeg har ikke villet, at mit land skulle forblive i løgn og uret. Man kan ramme mig her. En dag vil Frankrig takke mig for at have hjulpet til med at redde dets ære."

Laboris tale på næsten 200 sider strakte sig over det meste af 3 dage. En analyse af hele sagen, med mange skarpsindige enkeltheder og fremført med megen élan. Samtidigt et forsøg på forsoning af modsætninger i fælles kærlighed til fædrelandet. Fejl kan begås ud fra de mest rosværdige motiver; lad os erkende fejlene og atter hånd i hånd som gode franskmænd stile mod nye mål. Hans veltalenhed overvinde momentvis modstanden og hilses med bifald, hans afslutning med ovationer: "Mine herre nævninge, giv jeres kendelse flere betydninger. Først "Leve hæren!" (også jeg vil råbe "Leve hæren"). Men tillige "Leve Republikken!" og "Leve Frankrig!" det vil sige "Leve retten! Leve det evige ideal!".

Havde ikke selv den arge Jaurès som vidne sagt: "Der gives ikke skønnere ord, større, mere hellig end fædreland, det nationale forsvar, den nationale ære." Men også han havde tilføjet: "Netop derfor har man ikke ret til at profanere og prostituere dem for at dække over behændighedskunster." Her var springet. Kunne nævningene indse forbindelsen mellem to led af udsagnet og fatte, at det første kun fik sit indhold gennem det sidste?

For bladet afstod Albert Clémenceau ordet til sin broder George, ’Tigeren’, der havde overværet sagen ved advokaternes side. Måske var hans tale den stærkest virkende. Befriet for advokatens analyserende opgave kunne han betragte sagen under en større synsvinkel. Sit syn på forræderi præciserede han ved at oplæse den flammende artikel, han havde skrevet efter Dreyfuss’ arrestation. Af denne vedstod han sig hvert ord, og mere blodtørstigt kunne fordømmelsen ikke udtales, heller ikke stærkere tillid og kærlighed til hæren. Også han vil med alle franskmænd råbe "Leve hæren", thi alle franskmænd er soldater, hæren er selve Frankrig i kamp til forsvar for hjemmet." Han har været langsom til at skifte mening og tør end ikke i dag med sikkerhed erklære Dreyfuss’ uskyldig. Men i alt hvad der er afsløret har han set urettens triumf. Hvor er republikkens idealer, retfærdigheden, frihedens og lighedens demokrati, der skulle gøre en ende på militærdiktatur? "Skal en jøde ikke have rettens beskyttelse, bliver de næste protestanter og fritænkere. Hvor vil I standse?…. Hensynet til statens sikkerhed, la raison d’Etat, var for eneherskerne midlet til undertrykkelse…. Det er et antikveret begreb, i demokratiet afløst af frihed og retfærdighed for alle…. Den højeste tjeneste, I nu kan yde fædrelandet, er at vise anerkendelse af lovens supremati, og gennem loven retfærdighedens…….Mine herrer, det er os, der repræsenterer loven og tolerancen, den franske ånds tradition, det er os der er hærens forsvarere…(rires et murmures). Havde de blot forstået, at det var den rene og skære sandhed.

Men også hans afslutning river tilhørerne med: "Vi har i dette århundrede gennemgået frygtelige prøvelser. Vi har oplevet triumfer og katastrofer. Vi står i dette tragiske øjeblik i vor historie foran det ukendte, mellem frygt og håb. Grib øjeblikket, som vi har gjort det. Skab selv jeres egen skæbne. Det er en ophøjet tanke, folket dømmer sig selv, det er også en frygtelig tanke, folket der afgør sin fremtid. Jer påhviler det mindre at fælde dom over os end over jer selv. Vi møder for jeres skranke. I møder for historiens."

Både Labori og Clémenceau havde til retfærdiggørelse af "ordren" henvist til generalernes optræden. Forud for Esterhazy-sagen udtalte krigsministeren under parlamentets jubel: Dreyfuss var skyldig. Måtte det ikke af en krigsret føles bindende som en ordre? Alligevel var det naturligvis til dette punkt, statsadvokaten vendte tilbage i sin replik. Han holdt sig ligesom præsidenten til den mere bogstavelige forståelse af begrebet og kunne tillige overfor de mange "Vive l’armé", juryen havde måttet høre, med nogen malice bringe sagen tilbage til citaterne og harcelere over "formærmerne, der har været nødt til her at krybe i ly bag hæren."

Det sidste ord var Laboris: "Sig, hvis I har modet dertil, at denne mand har gjort sig skyldig ved at kæmpe mod lidenskab, had og vrede, for retfærdigheden, sandheden, friheden."

Og det var netop hvad nævningene sagde efter 35 minutters overvejelser.

Men forud har læseren mødt sin største overraskelse: Nævningene fik ingen vejledning, proceduren efterfulgtes ikke af nogen retsbelæring. Sådan har det været siden 1881, og den historiske forklaring skal være, at man ofte oplevede, at dommerne ikke kunne holde sig upartiske men benyttede belæringen til at gøre det af med forsvaret - hvortil fristelsen måske kunne være overmenneskelig, når der for stærkt var appelleret til følelsen. Man ønskede ikke at berøve forsvaret virkningen af det sidste ord og ophævede belæringen. Det fik være, hvis der i stedet var forudgående sigtning af beviset. Men tværtimod er alt jo tilladt. I England, hvor bevisreglerne sætter så snævre grænser for, hvad der kan fremføres, og for eksempel udelukker alt, hvad man kun har "von Hørensagen" (anden hånds beviser) eller har tænkt om tingene, anses dommerens vejledning ikke desto mindre for et uundværligt led i proceduren for nævninge. Det virker da unægtelig ejendommeligt, at man i Frankrig tiltror juryen evne til på egen hånd at afveje beviser af så forskellig vægt, helt ned til rene meningstilkendegivelser af sagen aldeles uvedkommende personer. I stedet for at forsøge at disciplinere udøverne af de juridiske funktioner, har man givet op og overladt det folkelige element også dommerens funktion. Afgørelsen synes at måtte nærme sig hasard i mange tilfælde.

Ved dommen fik redaktøren 4 måneders fængsel, Zola 1 år, desuden hver en bøde på 3.000 francs.

Zola mente at tjene revisionskravet bedst ved at udstå straffen. Andre mente det bedre at få trukket sagen i langdrag. Den blev derfor indanket for Cour de Cassation under henvisning til alle de kendelser, hvormed Cour d’Assises havde nægtet forsvaret albuerum. Efter videnskabelige udviklinger på halvfjerdsindstyve sider blev resultatet omstødelse, men med en begrundelse der først i sidste øjeblik var kommet til: Krigsministeriet havde overhovedet ikke været kompetent til sagsanlæg på krigsrettens vegne!

Sagen begyndte forfra, denne gang i Versailles. Da bevisførelsen her ved kendelse led samme begrænsning som i den første sag, foretrak Zola at udeblive frem for at se hele komedien gentaget.

1898. Revision.

Zola-processen var det franske retsvæsens temporære fallit, beviset for at det ikke i krisens stund kunne hæve sig over stemninger og fordomme og yde beskyttelse for dem, der havde krav derpå. Zola havde villet lyset. Det blev kun til en svag morgendæmring, usynlig for de fleste, hurtigt efterfulgt af nyt mørke. Og dog blev sagen afgørende for affærens videre udvikling. På dem, der havde viljen til at se, havde den skammelige komedie åbnet øjnene. Og affæren ophørte med at være Frankrigs eget anliggende. I udlandet var den voldsomme interesse vakt, som fulgte sagen til dens afslutning og medførte så mange for Frankrig sårende opråb og udtalelser af Europas største personligheder, - mod hensigten kun medvirkende til at styrke den falanks, der stod vagt om den gamle dom. Men det enorme opbud af kraft, der efterhånden blev sat ind på opretholdelse af denne dom, ville have været uforståeligt, hvis det kun havde været den, det gjaldt. Zola-processens betydning blev at gøre affærens sande indhold klart. Umiskendeligt var Dreyfuss reduceret til en brik i et spil. Der gjaldt republikkens kurs og efterhånden fremkaldte en klar opdeling. Affæren havde fået nationalt omfang ved at afsløre et svælg mellem to syn på stat og menneske. Som en udfordring blev revisionskravet modtaget, og tilfældigt på samme måde som revolutioner udløses af små sammenstød, blev det til affæren den styrkeprøve knyttedes, der før eller senere måtte komme mellem autoritære overleveringer og republikanske idéer. Og som det altid er tilfældet blev reaktionens taknemmeligste våben den monopolisering af fædrelandsfølelsen, Zola og hans fæller så stærkt søgte at modarbejde.

De første virkninger var lammende. De, der kunne rammes, blev ramt. Truslen mod Picquart havde mistet sit formål, 3 dage efter dommen blev han afskediget. Leblois mistede for en tid sin bestalling for at have modtaget og gjort brug af hans fortrolighed. Overfald på jøder og jødisk ejendom spredtes til mange egne af landet. Og nogle måneder senere rettede en ny krigsminister, Cavaignac, - overbevist Dreyfuss-modstander, men redelig som de naturligvis også fandtes - det afgørende slag mod dem, der endnu ikke havde villet lade sig rive med. På trods af alle diplomatiske hensyn oplæste han i deputeretkammeret brevet fra Panizzardi til Schwartzkoppen, aftalen om en benægtelse af forbindelse med Dreyfuss, hvoraf generalerne havde gjort så dramatisk brug under processen, klogelig dog dengang uden mere end de uheldsvangere antydninger af indholdet. Brevets nu åbenbarede klare bevis for forbindelsen med Dreyfuss vakte en ny og endnu stærkere storm af forbitrelse. Picquart havde modet til i et åbent brev til konseilspræsidenten at erklære det et falskneri. Han blev arresteret, for komplottets gamle sigtelser, - og sad fængslet i et år. Cavaignacs tale med aftryk af Panizzardi-brevet blev efter et taknemmelig kammers beslutning opslået på alle landets rådhuse. Affæren var definitivt manet i jorden. Intet kunne være mere håbløst end en kamp for Dreyfuss. Zola unddrog sig straf ved flugt til England; eksilet varede 11 måneder.

Pludselig en ny sensation. Esterhazy arresteret. En redelig forhørsdommer, Bertulus, havde stadig fortsat undersøgelsen vedrørende Speranza- og Blanche-telegrammerne og i Ulanens hjem fundet beviserne for hans forfatterskab. Hans veninde, Mme Pays, der havde været forbindelsesled mellem ham og generalstaben, tilstod sin medskyld. Men generalstaben var endnu almægtig og udvirkede løsladelse "af mangel på bevis". Revnen i muren var atter lukket.

Kun et døgns respit var derved vundet. En langt større sensation fulgte. I krigsministeriet er kaptajn Cuignet, for øvrigt en af de argeste Dreyfussmodstandere, beordret til fornyet registrering af alle dokumenter. Man har hidtil arbejdet med fotografiske gengivelser, det originale Panizzardi-brev fra 1896 falder nu i hans hænder, sammenlappet af stumper, papirskurvstraditionen tro, har det altid været. Mod lampens skin opdager han nu, at brevets tekst er på andet papir end over- og underskrift. Cavaignac underrettes - og glider ved at fornægte egen interesse for et øjeblik ind i affærens lille skare af helte. Han fremtvinger personlig Henrys tilståelse. Kun over- og underskriftens dæknavne var ægte. Den næste morgen, den 31. august 1898, findes Henry i fængslet med overskåren strube. Hans falskneri hænger endnu på alle rådhuse. Ved arrestationen havde han forsikret om sin gode samvittighed. "Hvad jeg har gjort, er jeg parat til at gøre igen. Det var for landets og hærens skyld. Jeg har altid gjort min pligt. Min ulykke var at komme ud for disse mennesker."

Dette stakkels Frankrig. På ny kastet ud i det voldsomste oprør. Denne gang vendte opinionen i en stor del af offentligheden, men militæret beholdt nøglestillingerne og forsvarede de sidste bastioner. Boisdeffre faldt. Paty blev afskediget. Esterhazy ligeså, dog kun for usømmeligt privatliv. Cavaignac gik. Men hans efterfølger genoptog forfølgningen af Picquart med ny tiltale, for forfalskningen af "le petit bleu". I retssalen udråbte Picquart: "Hvis Henrys barberkniv i morgen findes i min celle, skal man vide, at der foreligger mord. Jeg tænker ikke på selvmord." Revisionskravet forstærkedes men mødes med advarsler mod undergravning af statens sikkerhed, der naturligvis er identisk med arméens ære. "Hæren" og "retfærdigheden" er lige stærke slagord. Faschoda-intermezzoet i sommeren 1898 forøger nervespændingen. I alle debatter spiller affæren ind. Den behersker Frankrigs politik. Den fylder bladene. Nye opdagelser, episoder, sigtelser holder kommissioner og undersøgelsesdommere i uafladelig aktivitet. Affæren er blevet en polyp, hvis tråde rækker ind i alle offentlige forhold. Samtidig føler nationen sig ydmyget af udlandets offentlige mening. Men halsstarrigheden vedvarer. Ministerierne skifter men rummer altid modstridende opfattelser. Snart er justitsministeren for revision og krigsministeren imod, snart er det omvendt. Kun justitsministeren kan iværksætte den, og naturligvis må han have regeringschefens billigelse. Og endelig opstår den gunstige konstellation, og la Chambre criminelle de la Cour de Cassation får forelagt Mme Dreyfuss’ revisionsandragende. Sagen foretages i første omgang den 27.-29. oktober 1898. Behandlingen, der er offentlig og foreligger i stenografisk referat, trykt samme år, består i dette indledende afsnit af referat ved et af rettens medlemmer og plaidoyers af generalprokurøren og familien Dreyfuss’ advokat, Me Mornard.

Det er helt nye toner - og samstemte. Ingen bitterhed, ingen voldsomhed, samme roligt overbevisende argumentation fra alle sider. Dommerens, prokurørens og advokatens stemmer kan forveksles. Alle vil de det samme. For første gang løftes sløret godvilligt, af de autoriteter der alene kan skille de mange års gætterier fra kendsgerningerne. Og for første gang er der fra alle sider enighed i kritikken af domsgrundlaget. Thi kendsgerningerne viser sig mere fantastiske end gætterierne. Her er Patys forhør med diktatprøver - hvori retten ikke finder mindste spor af den skælvende hånd, der for Paty var beviset - og med dystre slutninger fra den komplette fraværelse af kompromitterende materiale i den mistænktes hjem. Her er d’Ormeschevilles anklageskrift med opregningen af den sigtedes galante ungdomseventyr: "Har han forandret sin levevis efter ægteskabet? Vi tror det ikke…. Selvom han benægter andet end forbigående forbindelse med la femme Z, er det tilladt at tro det modsatte…..Selvom han benægter interesse for spil, så er han kommet på steder, hvor man ofte spiller….. Selvom han benægter kendskab til bordereauets dokumenter, kunne han have skaffet sig dem….." og så fremdeles. Vi erfarer også, hvorledes mistanken just kom til at ramme Dreyfuss. En af stabens officerer var, da man brød hovederne for at finde den skyldige "kommet i tanke om en officer, der ikke havde gjort noget godt indtryk." Og med hans skrift alene sammenlignede man bordereauets. Men kassationsretten har kun det skriftlige materiale som grundlag for sin bedømmelse af krigsretssagen. Og det er mangelfuldt, da vidneforklaringer ikke er protokolleret. Om dem ved man kun, hvad der fremgår af senere skriftlige beretninger fra implicerede, navnlig Picquart. Det er altså meget tilfældigt. Men for krigsretten var det vidnernes antal mere end deres viden, der vejede, og det fastslås nu, at ikke en eneste blev konfronteret med det menneske, de bagtalte.

Revisionsbegæringen går ud på at opnå genoptagelse af krigsretssagen forfra som følge af nye bevisers fremkomst. Der anføres to ting, der kunne have ændret krigsrettens bedømmelse, hvis de havde foreligget dengang: Afsløringen af Henry som falskner, og den afvisende skriftekspertise i Esterhazy-sagen. Det sidste argument forelå allerede i Zola-sagen, det første blev temmelig stærkt sandsynliggjort. Der er kun gået godt et halvt år, men hvilken forskel i retshandlingen. Hvor Cour d’Assises på oprørende måde strittede imod sagens opklaring og strengt vogtede de grænser, den selv afstak for hvad sagen måtte omfatte, er Cour de Cassation åben for alt. Den refererende dommer, Bard, lægger aldeles klart og uden forbehold sagen op til revision. Skifter domstolens indstilling med regeringens? I al fald lægges der ikke nu mindste hindring i vejen for gennemgangen af hele Esterhazy-sagen med tilhørende Esperanza, Blanche og tilslørede dame. Og det bekræfter kun alt, hvad Zola forsøgte at få lov at godtgøre. Et halvt år kunne være sparet.

Generalprokurør Manaus indlæg former sig som et indlæg for frifindelse af Dreyfuss. Gang på gang griber han sig i det og skynder sig at indskyde, at forhandlingen kun drejer sig om, hvorvidt genoptagelse for en ny krigsret bør finde sted. Han påviser, hvorledes Henrys spor går gennem hele Dreyfuss-sagen, hvorledes vigtige enkeltheder alene hvilede på tilliden til udsagn af denne afslørede falskner. End ikke sagens eneste bevis, bordereauet, kan nu betragtes som hævet over tvivl. Det dukkede første gang op i Henrys hænder! Om skriftekspertisen hører man nu af generalprokurørens mund hele Laboris argumentation: I Dreyfuss-sagen erklærede Gobert med én tilhænger bordereauet skrift hurtigt flydende og naturlig men ikke Dreyfuss’; de tre nyttige eksperter fandt afvigelser fra hans skrift og forklarede dem som bevidste fordrejninger til forberedelse af en senere påstand om en falskners efterligning (en påstand, Dreyfuss blot aldrig fremsatte). Og så kom Esterhazy-sagens eksperter og fandt skriften kalkeret over hans! Skriftens hans, men ikke hånden. Det var en ekspertise, der skulle redde Esterhazy. Men den væltede jo samtidig Dreyfuss-eksperternes.

Men generalprokurøren er personlig overbevist dreyfussard. For han går videre, end han behøvede. Pludselig er det ikke mere et teoretisk anliggende man behandler. Mennesket bag papirdyngerne bliver fremmanet. Fangen på Djævleøen får selv mæle, i breve hvori han endelig frigør sig fra den skal, det er ham umuligt at bryde, når andres øjne hviler på ham. Skønt ganske uden relevans for afgørelsen om genoptagelse oplæser prokurøren en lang række breve fra Dreyfuss til hustruen, fra før og efter domfældelsen, før og efter degradationen, før og efter deportationen: Kan denne mand være skyldig? Og han slutter med at tale ud af salen, med appel til en forsonlig ånd mellem tilhængere og modstandere af revision: "Er vi forhånere af hæren, fordi vi med loven i hånd tror på den legale mulighed for at lade sagen gå om?" Hans peroration er ikke blot veltalenhed. Der er varme i ordene. Han tror på Dreyfuss, og han nedlægger endog påstand på, at straffen afbrydes.

Men udenfor retssalen har striden raset videre. Militæret protesterer og intrigerer, smudspressen sørger for, at sindene ikke falder til ro. Dommerne har end ikke følt deres personer sikre. Det siges, at Bard påtog sig referentens hverv, fordi han var ugift. Måske derfor vælger de en mellemvej: De erklærer revisionsandragendet "recevable en la forme" og dekreterer en fortsat undersøgelse. Men de kan ikke, i al fald for tiden, følge påstanden om suspension af straffen.

Som første lysstrejf i fire år kommer til Djævleøen den officielle meddelelse om kendelsen, foranlediget af retten selv.

Det var den tidligere ministerpræsident Brisson, der havde æren af, at man nåede så vidt. Hans efterfølger savnede hans styrke og foretrak at navigere. Kendelsen vakte en storm, der bragte frygten for en borgerkrig nær. Kriminalkammerets dommere led samme skæbne som alle, der ikke istemte brølet: også de var købt af Syndikatet. En varm drik, der i rettens forværelse var budt Picquart, forargede endog civilkammerets præsident så stærkt, at han indgav anmeldelse mod sin kriminelle kollega og nedlagde sit embede, da anmeldelsen ikke blev taget til følge. Ved lov blev derfor den fortsatte undersøgelse henlagt til den samlede kassationsret (Chambre criminelle, Chambre civile, Chambre des Requètes). Forinden havde allerede kriminalkammeret hørt en lang række vidner, deriblandt periodens 5 krigsministre, der alle nægtede at udtale sig om det hemmelige dossier, men alle var enige om Dreyfuss’ skyld - om end i forskellig sammenhæng med sagens øvrige oplysninger. En stor del af sandheden var allerede afdækket - men for lukkede døre. Da undersøgelsen fremdeles ville blive hemmelig, og der i den samlede ret var grund til at befrygte civilkammerets indflydelse, lod dreyfussarderne offentliggøre så meget af det fremkomne, at en undertrykkelse af sandheden ikke mere ville være mulig. For offentligheden stilledes sagen derved nu i et helt nyt lys. De 27 officerskammerater, der i 1894 havde vidnet mod Dreyfuss, havde for mange været beviset for, at anklagen måtte hvile på et bredt fundament. Det smuldrede nu, da man så, at deres udsagn intet som helst havde med forræderi at gøre, men kun var en kolportage af rygter om spil og kvinder. Efter store parlamentsdebatter om krigsfaren, der truede ved blotte åbning af det hemmelige dossier, var det lykkedes at få det forelagt kassationsretten mod strenge garantier mod indiskretioner. I Tyskland forbavsedes man over alt dette krigsbulder og erklærede intet at have mod fuld offentliggørelse. De to afvigende tydninger af Panizzardi-telegrammet af 2. november 1894 kom som en fuldstændig overraskelse. Picquarts redegørelse ikke mindre. Esterhazy var med frit lejde lokket fra London, men udlod sig mest med bravader. Han er kun interesseret i at fremstille sig selv som generalstabens redskab, og at gøre det på en sådan måde, at staben stadig må føle truslen om yderligere afsløringer hængende over hovedet. Derfor har generalerne, i fælles interesse med ham, nægtet at ophæve hans tavshedspligt, og således er han stadig selv herre over, hvilke spørgsmål han vil besvare. En ting får man dog rede på. Imod Esterhazys skyld var altid anført bordereauets dokumenter, der måtte stamme fra krigsministeriet. Nu først opdagedes hans gamle venskab med Henry, der var i stand til at skaffe ham tingene. Og endelig er et nyt og aldeles afgørende bevis kommet for dagens lys: I fire år har man hos Dreyfuss og over hele Frankrig forgæves søgt det karakteristiske papir, hvorpå bordereauet var skrevet. Esterhazy havde i retten benægtet nogensinde at have anvendt det. Men nu dukkede autentiske breve op, skrevet af ham på bordereauets tid på netop dette papir.

Udfaldet måtte herefter være sikkert. For at give afgørelsen den samlede rets autoritet fortsattes dog afhøringerne, hvor kriminalkammeret var standset. Og endelig kom dagen for opsummeringen af alt det fremkomne. Den var betroet den nye præsident for civilkammeret, Ballot-Beaupré. I sit resumé lod han hele affæren passere revy, klart og objektivt, så man til det sidste i spænding måtte afvente han egen mening. Omtrent så langt som man overhovedet nogensinde nåede i opklaring af affæren var alle enkeltheder nu indordnet i sammenhængen. Og som resultat af alle årenes uhyre anstrengelser måtte man med tilsidesættelse af de bjerge af falsknerier, fantasier og konstruktioner, hvorunder den oprindelige kerne var begravet, vende tilbage til sagens første og simple spørgsmål: Var bordereauet skrevet af Dreyfuss? "Efter en omhyggelig prøvelse er jeg for min del nået til den overbevisning, at bordereauet er skrevet, ikke af Dreyfuss, men af Esterhazy."

Ifølge Reinach, affærens første og grundigste historiker, medkæmper i hele dens udvikling, skal tårer i dommernes øjne have vist, hvilken sten der faldt dem fra brystet.

Efter rettens egen referent havde generalprokurøren og Mornard ordet. Alle sluttede i den ånd, dreyfussarderne stedse havde håbet skulle finde genlyd: Villighed til anerkendelse af den gode tro bag vildfarelsen, forvisningen om, at hæren ville føle sin ære genvundet ved rehabiliteringen af en af sine egne. Thi til hærens egen afgørelse blev sagen tilbagevist. Dreyfuss og hans familie havde ønsket oprejsning fra dem, der havde domfældt ham.

Med affattelsen af rettens kendelse gik det dog ikke helt glat. Generalprokurøren havde i sin påstand anført 8 punkter som begrundelse. Retten indskrænkede sig til at anføre 3: Den hemmelige forelæggelse for krigsretten af Canaille de D-dokumentet "som har kunnet øve afgørende indflydelse på dommerne, men i dag betragtes som uanvendeligt på den dømte"; papirfundet, identificeret ved undersøgelse af sagkyndige; en ny skriftekspertise, hvorefter bordereauets skrift er Esterhazys. Og sammenfattende: "Eftersom disse omstændigheder, ukendte af krigsretten, peger i retning af at vise, at bordereauet ikke var skrevet af Dreyfuss, og at fastslå hans uskyld, og eftersom de ikke kan tilsidesættes som følge af andre, ligeledes senere fremkomne oplysninger, som for eksempel Dreyfuss’ udtalelser til kaptajn Lebrun-Renaud den 5. januar 1895 - som man ikke kan betragte som nogen tilståelse, idet de ikke blot indledtes med en forsikring om hans uskyld, men det også har været umuligt at fastslå deres nøjagtige og fuldstændige ordlyd, da de refereres forskelligt af kaptajn L-R og andre vidner…." annulleres dommen og en ny krigsretssag påbydes. Det var den 3. juni 1899. Zola tør atter vende hjem.

Samtidig blev Picquart løsladt og Paty indsat, dog kun for en kort tid. Hjemvendt til London erkendte Esterhazy overfor bladene at have skrevet bordereauet - men efter ordre af de Sandherr! Den revisionsfjendtlige præsident Felix Faure var nylig død og afløst af Loubet. En af følgerne af den nye kurs var et korporligt overfald på denne. En mere alvorlig var den rabiate Deroulèdes og hans patriotiske ligas forsøg på at få general Rogets brigade til at marchere mod Elysée palæet.

Men som Frankrigs Højesteret har formuleret sin kendelse skulle det ikke mere være muligt at fastholde dommen over Dreyfuss. Formelt skal dog anklagen rejses på ny.

1899. Rennes.

Dreyfuss er hentet hjem og står den 7. august 1899 på ny anklaget for en krigsret, denne gang i Rennes og for åbne døre. Næsten vished for, at det kun ville være en formalitet, må han denne gang have følt. I stedet må han igennem en retshandling på mere end en måned, over 2.000 sider i stenografisk referat. Det er som om Frankrigs Højesteret overhovedet ikke havde talt, og som om ingen nye beviser var fremkommet. De militære dommere føler sig suveræne og har ikke opdaget, at sagen har skiftet karakter. End ikke kassationsrettens meget tydelige udtalelse om tilståelsen respekteres. Lange afhøringer ofres på dem, der på anden hånd har hørt om den.

Fremskridtet fra kassationsretten er bevaret: intet undertrykkes. Men værdien er tvivlsom, fordi intet sigtes. Løst og fast får lov at brede sig med samme vægt. Da man langt hen i sagen endelig er nået til det 60. vidne, lyder endelig en påmindelse om at indskrænke sig til det vigtigste, da man endnu har 60 tilbage. Og hvad har man ikke indtil da hørt af rygter, sladder, snak og konstruktioner og fået oplæst af anonyme breve, falske breve, idiotiske breve og ligegyldige breve, fra mennesker og om forhold langt ude i periferien af sagen. Vidner har meldt sig og er med alvor påhørt om snak i jernbanekupéer, om fund af kejsernotater under turistomvisning i monarkens soveværelse i Potsdam, om jøder i Konstantinopel der har ydet kæmpebidrag til Syndikatet, ja, et vidne kan endog fortælle, at en guldsmed, som naturligvis er en slægtning af Dreyfuss, har hilst på Picquart på gaden, og en anden har i ungdommen truffet Dreyfuss i et hus, hvor herren gemytligt betroede ham, at den unge løjtnant var husfruens elsker. Sagesløse kvinder må i pressen dementere at være holdt af Dreyfuss.

Det var at føre sagen langt bort fra det enkle spor, hvori den kunne være holdt efter kassationsrettens behandling. Helt unyttigt var det naturligvis ikke. Skulle affæren ikke rulle videre i det uendelige, måtte man efter denne behandling kunne sige: alt har fået lov til at komme frem, alt er endevendt, alt er prøvet, intet rygte står tilbage som udgangspunkt for nye konstruktioner. Men en atmosfære af uvirkelighed lægger sig over sagen, efterhånden som det viser sig, den behandles, som om intet papirfund var gjort. Løgnhalsens tilståelse er naturligvis ikke meget værd, men efter at papiret er føjet til skriften, er sagen jo en helt ny. Ikke desto mindre er det kun alt det gamle, man må igennem. Dog med tillæg af vidner, generalerne må vide er falske, en forløben serber for eksempel, der alle vegne i udlandet har fået Dreyfuss’ navn hvisket i øret. Og generalstaben gider virkelig føre løgnagtige oppassere og ordonnanser til forsøg på diskreditering af Picquarts og Scheurer-Kestners troværdighed på et ganske ligegyldigt punkt.

Le commisaire du gouvernement indtog en ligeså tilbagetrukken stilling som statsadvokaten i Zola-sagen, og den præsiderende officer, oberst Jonaust (der for øvrigt angives som en af de dissentierende dommere) lod kun sjældent en hældning til syne. Med stor tålmodighed imødekom han begge parter ved anvendelse af sin pouvoir discrétionaire til indbringelse af nye vidner og beviser - den, præsidenten i Zola-sagen så koldt havde nægtet at udøve. Anledningerne til sammenstød blev derfor meget få. Labori, der delte forsvaret med Demange, undgik al udæskning og nåede gennem en snes retsmøder uden værre hændelser end opfordringer til "modération". Så opnåede han ganske vist til slut at blive frataget ordet, i et replikskifte, der endte: "Sæt Dem ned". "Jeg sætter mig, hr. præsident, men ikke efter ordre."

Og dog var det ham, udladningen af den almindelige spænding ramte. Da retten sattes den 7. dag, lød råb efter læge. Labori havde på vej til retten været genstand for et revolverattentat, heldigvis ikke alvorligere end, at han en uge senere kunne genindtage sin plads, men muligt medvirkende til, at man i retssalen forstod nødvendigheden af fra alle sider at bestræbe sig for besindighed.

I det uendelige føres vidner for og imod om alle sagens omstridte punkter. Hvad var bordereauets dokumenter? Havde de nogen militær betydning? Hvem havde de været tilgængelige for? Røbede bordereauet en artillerists eller en infanterists sprogbrug og kundskaber? Vidste Dreyfuss og hans turnuskammerater på bordereauet tid med bestemthed, at de ikke ville komme på manøvrer, eller var der tvivl til det sidste? Meningerne står stik imod hinanden. Med så mange vidner til disposition er det muligt at rejse tvivl om alt. Ikke så snart synes en ting fastslået, før nye muligheder og formodninger fremsættes. Men alt dette var i al fald et område, den første krigsret havde forsømt, skønt det dengang burde have været sagens kerne og lettere at trænge til bunds i. Selv nu ville dog en juridisk domstol, der var sin opgave voksen, uden vanskelighed have udskilt alt det løse og for eksempel fastholdt, at der om manøvrespørgsmålet forelå ordre af 17. maj 1894 om turnusofficerernes udelukkelse fra deltagelse, og at denne ordre aldrig var tilbagekaldt, ligeså lidt som Dreyfuss havde gjort forsøg på at blive gjort til en undtagelse. Han måtte altså på bordereauets tid regne med ikke at skulle på manøvre, hvad han heller ikke kom, og havde han håbet på en anden øvelse, var det i al fald ikke, hvad en militær ville kalde manøvre. Bordereauets sidste sætning pegede derfor bort fra ham.

Falsknerierne er et andet kapitel. For dem gør partierne hinanden ansvarlige. Og næsten intet dokument er uden en falskplet. Sønderrevet og falskdateret som bordereauet, fejloversat eller sammenstykket som dossierets telegrammer, helt og holdent falsk som Henrys dokument. Også le petit bleu viser sig forfalsket, med gådefuldt formål: Esterhazys navn har være udraderet - og indskrevet på ny. Naturligvis noget Picquart får skyld for, skønt beviset for hans tillid til dets ægthed ligger i, at han på grundlag af dets tekst foreslog en fælde for Esterhazy, hvortil hans foresatte nægtede deres tilladelse. Et fotografi af dets oprindelige tilstand viser da også, at raderingen må være af senere dato. Helt til bunds når man ikke i noget af det. Endog den tilslørede dame figurerer lige livsfrisk. Fra fantasiens verden forsøger nu generalspartiet at lodse hende over i virkeligheden. Nu hensat på galant fod med Scheurer-Kestner og Picquart skal hun fra dem have sin viden om det komplot, mod hvilket hun blev Esterhazys frelsende engel.

Skrifteksperterne holder atter foredrag gennem mange dage, Bertillon i 7 timer. Hans matematiske grundlag pulveriseres i nogle få sætninger af tidens største matematiker, Henri Poincaré. Og dermed burde han være ude af betragtning. Allerede forud er en af hans meningsfæller nu overbevist til modsatte side. Og derefter - og for længe siden - burde enhver have slået sig til tåls med Bertillons tidligere visdomsord: Skriftekspertise kan begrunde frifindelse, men aldrig stå alene som begrundelse for domfældelse.

Men også generalstaben får lov at brede sig, og den står fast på sine gamle skanser, nu anført af general Roget, der efter et studium af sagen mener at beherske den helt og er mere anklager end commisaire’n. Mercier har hele sin position på spil. Vægtskålen kan ikke falde til fordel for Dreyfuss uden samtidig at vippe ham op. Derfor fastholder han også "Canaille de D" som møntet på Dreyfuss og forsvarer det hemmelige dossier med den overhængende krigsfare - som republikkens daværende præsident Casimir-Périer, der i øvrigt er fjendtligt indstillet overfor Dreyfuss, finder stærkt overdreven. Dossierets indhold behandles på ny i lukkede møder, men vægten af dette dossier overfor krigsrettens dommere i 1894 kan ikke mere drages i tvivl, thi Mercier viser nu det mod at vedgå, at han lod det overrække med en "ordre moral aussi complet que possible" til præsidenten om at gøre alle dommerne bekendte med indholdet. Og en sensation er det, at en af denne gamle krigsrets dommere med bestemthed hævder, at blandt dossierets dokumenter var - imod alle hidtidige forklaringer - også den falske tydning af Panizzardi-telegrammet: "Dreyfuss arresteret…."

Mercier og alle generalerne "er kun bestyrkede i deres overbevisning". Esterhazy har i brev til retten erkendt at have skrevet bordereauet. Alligevel vedbliver bordereauet at være Dreyfuss’ skrift, og selvom det var en andens, var det skrevet "sous l’inspiration du capitaine Dreyfuss". Esterhazy var "kun stråmand". Eller det kunne være Esterhazys kopi af Dreyfuss’ forsvundne original. Picquarts og hans tilhængeres djævelske plan, som Mercier med afsky vender sig fra, var "at substituere den uskyldige Esterhazy for den skyldige Dreyfuss." Man har heller ikke noget imod at gøre dem begge skyldige. Teorierne var mangfoldige og modstridende i alt undtagen Dreyfuss’ bestandige skyld. Esterhazys egenhændigt signerede tilståelse var naturligvis løgn og købt af Syndikatet. Og indrømmes må det, at denne landsknægt er en værre Münchhausen end hidtil forekommet i virkelighedens verden. Han møder naturligvis ikke. Men hans forklaring for kassationsretten oplæses. Sig selv karakteriserer han med ordene: "Med soldater som mig vinder man slag." Men sin færden har han indspundet i et uigennemtrængeligt væv, hvortil Paty har bidraget med sit maskespil. Hans breve til republikkens præsident overgår alt. Heri trues med statsfarlige dokumenter og med hans "våbenherre, husets overhoved, Kejseren af Tyskland, der har en soldats forståelse af ærens krav."

Picquart og Bertulus, Esterhazys forhørsdommer, er de eneste der er trængt bag om mummeriet. Af dommeren får man et lidt sprællemandsagtigt indtryk, men hans resultater står fast som Picquarts. Og én omvendt officer slår følge. Det er Cordier, i sin tid de Sandherrs næstkommanderende i efterretningstjenesten. Han er nu ligeså overbevist om Dreyfuss’ uskyld som tidligere om hans skyld. Og af ham hører man om hele baggrunden for nødvendigheden af i sin tid at skaffe hurtigt resultat - inden generalerne skulle på manøvre.

Cordier har blik for noget, det er vigtigt at få det franske folk til at forstå. Naturligvis vil ingen mene, generalerne er lutter sorte sjæle. Men der er skråplaner, man ikke ustraffet vover sig ud på. Spionage er måske farligere for dem, der benytter den, end for dem den rettes mod. Efter nederlaget i 1870 var det bebrejdet hærens ledelse, at den ikke ved hjælp af spionage havde holdt sig bedre underrettet. Den optog da systemet, men for vild i nettet af spioner, kontraspioner og dobbeltspioner. Spionage korrumperer, og snart vidste ingen, hvem man kunne stole på. Et par for atmosfæren modtagelige mennesker som Paty og Henry var nok til at forgifte omgivelserne. Nederlaget fremelskede falske æresbegreber, og da man først var faldet for fristelsen til at søge syndebukken, hvor det var mest taknemmeligt, og den ulykkelige situation var opstået, at prestigen ikke tillod noget tilbagetog, ser man de højeste chefer foretage sig de nedrigste ting. Generalstabens souschef har ladt Picquarts breve åbne og tilladt deres indhold benyttet til de falske telegrammer, der afgik til Tunis, og hvormed den besværlige skulle kompromitteres. Og samme Gonse har bilagt sagen falske referater af private afhøringer, der er vendt til modsat mening. Måske er man kun ved et tilfælde blevet opmærksom på sammenhængen og nu i stand til ved at føre det misbrugte vidne fuldstændig at afkræfte den forklaring, der falskelig var tillagt ham, om en spillegæld, Dreyfuss’ svigerfader skulle have været nødt til at betale for ham - i jagten efter motivet et ikke uvæsentligt moment. Et næsten uoverkommeligt hverv har det været for forsvaret at finde til bunds i dette væv af løgne.

Af flere vidner fra generalstabens kontorer blev det forklaret, at der ikke dér vistes mindste animositet overfor jødiske kolleger. De blev behandlet som andre. Det var utvivlsomt rigtigt, for ellers kunne man ikke have undgået deres optagelse. Men at animositeten latent har været tilstede viste jo valget af syndebuk og hele den senere udvikling af sagen, så eklatant, at der ikke skulle være grund til at spilde ord derpå.

Som en mindelse om den virkelighed, der ligger bag hele dette spind, oplæses en rapport fra Djævleøens kommandant om de forhold, hvorunder fangen tilbragte de 5 år: Et fugtigt, enerverende klima. Et bur på 10 kvadratmeter med højtsiddende, tilgitrede vinduer. Dobbelte lænker om natten i oplyst celle. En vagt, der døgnet rundt ikke noget øjeblik må vende øjnene fra ham. En spadseregang mellem to palisaderækker, der kun åbner udsigt til himlen. En tavshed, der efterhånden berøver ham taleevnen.

Af commissaire’ns anklagetale skulle dommerne ikke kunne hente megen hjælp til at finde vej gennem virvaret. Det er lidt tilfældigt, hvad han modtager, og de vanskelige steder går han let henover. Rocamboladen for eksempel: "På oberst du Paty og kommandant Henry har alt det, de så brygges sammen for deres øjne, gjort et stærkt indtryk, og de har vist den uforsigtighed, den højeste grad af uforsigtighed at ville advare den mand, man ville anklage, manden man ville substituere for ham, der blev dømt i 1894. Og så har de gjort det under fantastiske former: Historien om den tilslørede dame, disse hemmelige stævnemøder, disse blå briller, - det er absolut enestående, det er grotesk. Men det betyder intet. Det viser kun du Paty som en mand med usædvanlig fantasi, som ikke har den rette ligevægt, - det er uimodsigeligt."

Derimod er Demanges forsvar klart opbygget: Mennesket, tilståelsen, dokumenterne i dossieret, vidneforklaringerne, bordereauets indhold, skriften, andre lækager, motiver. Det er også overordentlig omhyggeligt og indgående. Dets fejl er måske, at det ikke trækker nogle kraftige hovedlinier, men med lige omhu imødegår småt og stort og med alvor behandler ting, der bedre udsattes for latter. Det er tydeligvis anlagt på at stryge alle med hårene og ikke vanskeliggøre en frifindelse ved på forhånd at gøre den ensbetydende med en dom over generalerne. Selv over Henry kastes et forsonende skær. Med sit afsluttende citat af forgængeren fra kassationsretten: "Vi er franskmænd, lad os stå sammen forenede i kærligheden til retfærdigheden, kærligheden til fædrelandet, kærligheden til arméen," undgår det naturligvis ikke at fremkalde "grande sensation, applaudissements prolongés", - men mere heller ikke. Dreyfuss blev dømt på ny. Dommernes overvejelser tilendebragtes på 1 ½ time.

Labori havde forgæves forsøgt ad officiel vej at fremkalde overlevering fra Tyskland af bordereauets dokumenter og Schwartzkoppens fremmøde som vidne. Han telegraferede endog direkte til kejseren, der skal have opfattet det som en uhørt uforskammethed. Waldeck Rousseau, siden juni Frankrigs konseilspræsident, og general Galliffet, den nye krigsminister, gjorde sig de yderste anstrengelser for at formå de tyske og italienske ambassader til at fremkalde officielle erklæringer og skal endog have tilbudt en revision af hele Frankrigs politik overfor henholdsvis England og Tyskland. Alle anstrengelser strandede på frygten for den fornærmelse, det ville være, om domfældelse fulgte på sådanne erklæringer. Frygten var næppe ubegrundet, for det skridt, man strakte sig, var ganske uden virkning. Panizzardi telegraferede, at Dreyfuss var ham ukendt. Og i den tyske statstidende offentliggjordes den 8. september under henvisning til humanitetens forpligtelser en officiel erklæring om de forsikringer, ambassadøren allerede i 1894 og 1895 havde afgivet overfor Frankrigs præsident, og en gentagelse af rigskansler Bülows udtalelse i Rigsdagen den 24. januar 1898: "Jeg erklærer på det højtideligste, at der aldrig mellem ekskaptajn Dreyfuss og noget som helst tysk organ har eksisteret nogen som helst forbindelse eller tilknytning." Af det franske udenrigsministerium overbragtes erklæringen i krigsrettens sidste møde. Den blev ignoreret. Blindheden og halsstarrigheden kunne kun opfattes som en sygdom. Disse mennesker troede eller ville tro, de forsvarede noget helligt mod ryggesløshed.

Spørgsmålet til dommerne lød som i den oprindelige sag: "Er Dreyfuss skyldig i at have stået i forbindelse med en agent for en fremmed magt…… og i 1894 at have leveret denne de i bordereauet nævnte dokumenter?" Dommen afsagdes med 5 stemmer mod 2 og indrømmede - uforeneligt med forbrydelsen - formildende omstændigheder, hvorved straffen kom ned på 10 års fængsel. Det var den 9. september 1899. 10 dage senere blev han benådet for resten af straffen. Med præsidentens dekret offentliggjordes krigsminister Galliffets indstilling, der henviste til det forsoningsværk, som den offentlige mening fordrer og republikkens vel kræver."

En særdeles værdifuld støtte havde forsvaret fået gennem den tidligere justitsminister Trarieux’s vidneforklaring, der ligesom i Zola-processen formede sig som et fast og velgennemtænkt plaidoyer meget mere end som et bevisbidrag. Derimod havde det naturligvis vakt den største overraskelse, at Labori havde frafaldet ordet efter Demanges tale. Da han senere offentliggjorde sine delvis gennemarbejdede optegnelser til den tale, han ville have holdt, forstod man nødvendigheden. Demanges appaisement var kommet ham som en overraskelse, og skulle den have muligheder, måtte den ikke efterfølges af en tale i modsat ånd. Selv Laboris udkast var dog præget af en vis forsigtighed. Men det viste ham som den stærkere ånd af de to. Han havde fat i den større sammenhæng og hævede sig til det perspektiv, hvori detaljerne underordnedes selve retsidéen. På generalerne tog han med så megen fasthed, som var forenelig med hensynet til kasteånden blandt dommerne: Cheferne er enten selv blevet narrede eller de er medskyldige, - og hvad er så deres vidnesbyrd værd. Men han havde i sin indledning den afgørende betragtning, dommerne altså ikke fik at høre: "Hvis 7 franske officerer bedømmer de samme kendsgerninger, de samme dokumenter, de samme vidneforklaringer med lignende samvittighedsfuldhed og samme uafhængighed som de 47 medlemmer af Frankrigs højeste domstol, og ikke kan nå til samme resultat, er det ensbetydende med, at mennesker i vort land ikke mere har nogen fælles målestok, at fornuften ikke længere har noget urokkeligt grundlag. Og jeg frygter, at man deri måtte se intet mindre end det forfærdende symptom på et folks fuldstændige tab af enhver intellektuel og moralsk orientering." Men det havde ikke gjort nogen forandring, om han havde fået det sagt.

Under Demanges tale havde krigsretten haft prominent besøg fra England. Selve Lord Chief Justice, lord Russell of Killowen, havde i opdrag at skaffe dronning Victoria et førstehånds indtryk af processen. Af Dreyfuss selv fik han ikke noget godt indtryk. Han havde ventet at møde menneskelig storhed, lutret af lidelse og kamp, men "han ser ubetydelig ud, med et hårdt, usympatisk ansigt. Og så vidt man kan bedømme efter ansigtsudtrykket må jeg desværre indrømme, at det manglede åbenhed, oprigtighed og fornemhed. Men han viste megen værdighed ved den lidenskabsløse ubevægelighed, hvormed han gennem næsten hele retshandlingen påhørte de fornærmelige og, som jeg tror, ofte løgnagtige vidnesbyrd imod ham." Lord Russell var ikke i tvivl om, at han i England måtte have instrueret en jury om frifindelse, og lægger ikke skjul på sin opfattelse af faren ved den franske form for bevisførelse. Han udtaler håbet om, at det må være forbi med krigsretsbehandling uden juridisk vejledning - og med sammenblandingen af diplomati og spionage.

Dødelig udmattet modtog Dreyfuss benådningen. De, der kæmpede for idéer og principper, havde ikke blik for den menneskelige nødvendighed og så et forfald deri. Fæller i striden skiltes. Picquart og Labori gik ikke mere samme vej som familien Dreyfuss. Da benådningen den 2. juni 1900 efterfulgtes af en almindelig amnesti, der kom alle i affæren indviklede til gode - deriblandt Picquart og Zola, men også Mercier og hans håndlangere - var tilsyneladende en afslutning nået. Men Dreyfuss havde ved sin løsladelse udsendt en erklæring om den oprejsning, han fremdeles ventede: "….Engang skal Frankrig gennem endelig dom vide, jeg er uskyldig….." Og Frankrigs renommé var i udlandet sunket så dybt, at det blev en nødvendighed at genvinde landets moralske holdning. Waldeck-Rousseau forstod, at Dreyfuss-affæren for en tid måtte glide i baggrunden, at nationens enhed måtte skabes ad andre veje, men også at affærens rette afslutning engang måtte blive symbolet på, at landet havde genvundet ligevægten. Et langt genopbygningsarbejde forestod, en reorganisation af samfundet, hvorunder det gjaldt at afsvække og indordne de kræfter, der gennem affærens udvikling havde vist sig mere dominerende end statslegemet tålte. Affæren kunne ikke anskues som enkeltmands skæbne, men måtte ses som symptomet på en dybt uharmonisk udvikling, der måtte skæres tilbage for at gro frem i bedre ligevægt. Skolen, kirken og hæren måtte inddrages i et mangesidigt reformarbejde, der påbegyndtes under Waldeck og Galliffet og fortsattes under Combes og André, med sigte på at fremelske og styrke de kræfter, der kunne danne modvægt overfor dem, hvis ødelæggende magt man havde oplevet.

1904-06. Kassation.

Årene gik. Med den indre genopbygning gik side om side en langsom konsolidering af landets udenrigspolitiske stilling henimod tilnærmelse til England, omsider i 1904 befæstet ved Ententen. Opskræmte gemytter begyndte at falde til ro. Affæren kom på afstand. Næppe mange troede mere på Dreyfuss’ skyld, men heller ikke mange bevarede interessen for sagen eller ham. Ligegyldigheden sænkede sig over en affære, der hørte fortiden til. Scheurer-Kestner var død samme dag som Dreyfuss blev benådet. I 1912 døde Zola. Men andre af de gamle revisionstilhængere var indtrådt i kammer og regering, og en debat, hvorunder affæren på ny nævnes, giver i 1903 Jaurès anledning til at kræve fuldt lys over et af dens mørke punkter, kejserbordereauet, der var sagens virkelige kerne og forklaring og mentes at have eksisteret som et falskneri. Krigsminister André påtog sig en eftersøgning, der selvom den naturligvis ikke førte til et så opsigtsvækkende fund eller blot et spor af dokumentets eksistens, dog bragte så mange nye afsløringer i modsat retning, at en ny revision blev uundgåelig. I sin rapport af 19. oktober 1903 peger han på unøjagtige vidneudsagn, undertrykte beviser - blandt andet dokumenter der allerede i 1894 forelå til afkræftelse af Canaille de D-brevets forbindelse med Dreyfuss, og andre dokumenter der viste, at Dreyfuss’ arrestation ikke standsede spionagen - og endelig forfalskede beviser, blandt andet et mod Dreyfuss anvendt brev, hvori et D som navnetydning viser sig at være et oprindelig P, og andre med dateringen forskudt til den periode, der passede med anklagen. I virkeligheden er der ingen ende på falsknerierne. Endogså regnskaberne er forfalskede for bagefter at skjule, at den højteleverede ven af Frankrig, Henry så virkningsfuldt citerede for den første krigsret, var simpel betalt agent. På fornyet andragende af Dreyfuss beordres sagen indbragt påny for Cour de Cassation, i hvis Chambre criminelle en ny undersøgelse indledtes 3. marts 1904.

Situationen var ejendommelig. Efter at retten 6 år tidligere i sin kendelse om genoptagelse for ny krigsret havde vovet sig så nær en frifindelse som det næsten var muligt, skal den nu igennem det hele påny. Materialet, der nu forelægges den, er naturligvis langt større, end hvad den begyndte med i 1898, men i realiteten ikke meget vægtigere end, hvad den dengang sluttede med. Og spørgsmålet om der forelå nye oplysninger siden dommen i Rennes var jo allerede besvaret i ministerens forelæggelse. Sagen må på forhånd have forekommet ganske klar, og i sin forelæggelse udtaler da også generalprokurøren, denne gang Baudouin: "Lad mig straks sige det, min forbløffelse er vokset under studiet. En efter én fordampede alle beskyldningerne og efterlod kun uholdbare påstande og hypoteser - og dette frygtelige indtryk, at enhver af os kunne blive udsat for det samme, at ikke en eneste af generalstabens officerer ville kunne forsvare sig mod en sigtelse bygget op på denne måde. Og, for at sætte kronen på værket, da jeg nåede til undersøgelsen af dette hemmelige dossier, som man har gjort så megen blæst af, - som var anklagens hovednummer, da jeg så alle disse ynkelige papirer, der overhovedet ikke har anden værdi end den, mystikken kunne give dem, ja, da kunne jeg ikke undgå det mest beklemmende sørgmod ved tanken på, at menneskers liv og ære kan afhænge af sådanne vildfarelser."

Alligevel går kammeret ikke overfladisk til sin opgave. Efter resumés og plaidoyers og kendelse går sagen atter til den samlede ret og nye forhør og rapporter, og sluttelig foreligger den endnu engang endevendt til sidste tøddel, på tusinder af sider.

Men så bliver det da også slutstenen uden hjemvisning. Den 12. juli 1906 oplæste præsidenten, igen Ballot-Beaupré, den endelige kendelse. I en times foredrag gør han det af med hvert eneste bevis og indicium og udtaler annullationen af krigsrettens dom, "der skyldes fejl og uret".

Det havde taget 12 år. 47 år gammel opnåede Dreyfuss sin oprejsning.

Var der mystik tilbage, vedrørte den ikke ham. I februar 1900 havde Esterhazy afgivet sin endelige forklaring for den franske konsul i London og deri naturligvis fastholdt sin rolle som generalstabens redskab. Hans forklaring om at have skrevet bordereauet efter ordre - for at skaffe bevis mod Dreyfuss - falder i tråd med hans øvrige eventyr; generalstaben rådede over falsknere, der anderledes skuffede ville have kunnet klare den opgave. Men udelukket er det ikke, at han kan have forenet fransk og tysk spionagetjeneste, og at man i sådan et dobbeltspil kan have forklaringen på den beskyttelse, generalstaben ydede ham, og som han på den anden side benyttede til yderligere afpresning.

Sagen fandt sin afslutning under Fallières, og dermed havde den oplevet 4 præsidenter. Men så rakte dommen også videre end til Dreyfuss. Affærens afslutning betegnede den endelige konsolidering af den tredje republik.

Scheurer-Kestner og Trarieux fik deres buster opstillet i senatet. Dreyfuss fik som eskadronchef Æreslegionens kors overrakt på samme sted, hvor hans sabel 12 år tidligere var blevet brudt, - og var 2 år senere genstand for et attentat, da han overværede overflytningen af Zolas kiste til Panthéon. Han gjorde tjeneste under første Verdenskrig blev efter den udnævnt til oberstløjtnant. Han døde i 1935.

Picquart blev dagen efter kassationsdommen genoptaget i hæren og udnævnt til general og få måneder efter gjort til krigsminister i Clémenceaus første kabinet. Han døde i 1914, før krigen. Esterhazy holdt i sit engelske eksil ud til sit 77. år og døde i 1923. Mercier opnåede at blive indvalgt i senatet.

Utålsomheden repræsenteredes til slut af Mme Bastian, uforsonligheden af Labori. Fruen havde naturligvis mistet sin plads og ikke fået den pension, Mercier havde lovet hende. Uretfærdigheden fremkaldte, som naturligt var, harme mod jøderne, og på et af sagens sidste blade læser man da i hendes forklaring for kassationsretten det første og eneste "sales Juifs", der gennem hele affæren udtaltes i en retssal. Men fru Bastian var en dame med et ligefremt sprog og - som så at sige hele affærens moder - vel også den der med mest berettigelse kunne udtale ønsket om at få lov til at kradse jøderne i ansigtet og gøre andre ting ved dem, som stenogrammet kun antyder ved begyndelsesbogstaver og prikker.

Laboris sidste ord faldt udenfor retssalen. Af en passus i Mornards tale for kassationsretten tog han anledning til en bitter afsked med en sag, der "langtfra havde afdækket anklagernes forbrydelser" men var forrådt af offeret selv ved modtagelsen af benådningen og dermed, uden storhed mere, ophørt med at være det, han havde set i den: symbol og program for menneskelig solidaritet.

Men Labori har ikke fået ret. Hvad enten Dreyfuss gav op overfor lidelsen eller han bragte sit land et offer ved at afstå fra vedblivende at stå som et splittelsens tegn og i stedet bie tidens modning, er sagen takket være idealiteten i den tapre skare, der bar den frem, dog vedblevet at være symbol og program.

Carsten Korsar
Faklen.dk, juni 2003