Egentlig så jeg helst Statsfængslet ved Vridsløselille synke i grus - efter fangerne havde bjærget sig vel ud derfra. Men på den anden side set, så er det et bygningsværk af historisk betydning på godt og ondt - mest det sidste. Det åbnede, som nogle vil vide, sine gæstfrie porte for dømte i 1859. Dengang lå det på bar mark, kun omgivet af enkelte små landsbyer, græssende køer og dorske arbejdsheste.

Siden har tusinder og atter tusinder passeret ud og ind. Flest fra samfundets absolutte bund, men også nogle notabiliteter. En af dem var den for længst afdøde, mangeårige formand for Søfyrbødernes Forbund, Richard Jensen, der voksede op på forskellige drengeinstitutioner, herunder den berygtede Braaskovgaard, som udklækkede utallige kandidater til de kongelige tugthuse. Han var en farverig og kontroversiel person - hadet af mange og beundret af få. Jeg tilhører den sidste kategori.

I mellemkrigsårene var han fagligt og politisk aktiv, og højt placeret i Danmarks Kommunistiske Parti. Desuden arbejdede han i Kommunistisk Internationale (KOMINTERN). De kommunistiske partier i hele verden var dengang organiseret i ét verdensomspændende parti, og de nationale partier var sektioner af dette.

Da nazisterne overtog magten i Tyskland i 1933 var det derfor en logisk følge, at KOMINTERN gik til kamp mod fascismen. Det skete med alle midler, herunder også sabotage. Da Den spanske Borgerkrig brød ud i 1936 blev Richard Jensen en af den lovligt valgte, spanske regerings stærkeste støtter i de skandinaviske lande. Han blev skibsreder og våbenopkøber for den spanske regering, foruden at lede sabotagen i Skandinavien mod de fascistiske lande (Italien og Tyskland) og styre et netværk af agenter over store dele af verden.

I 1941, da det danske retsvæsen kunne arbejde under beskyttelse af tyske bajonetter, blev han idømt 16 års fængsel for sin påståede deltagelse i sabotagen i 1938 af to trawlere i Frederikshavn, som den senere sejrherre i Den spanske Borgerkrig, general og diktator Franco, i 1938 gjorde krav på at få udleveret. De kunne, efter manges vurdering, omdannes til kanonbåde i fascisternes flåde. Og fascisterne havde hårdt brug for flådefartøjer, fordi den største del af den spanske flåde var forblevet loyal mod den legale, republikanske regering.

På det tidspunkt huserede der på Statsfængslet en inspektør ved navn Klüwer. Om sit møde med denne skriver Richard Jensen i sin dagbog, gengivet i sin erindringsbog, "En omtumlet tilværelse" (1957), følgende:

"Fængselsinspektør Klüwer i Vridsløse sagde til mig, da jeg første gang blev fremstillet for ham, at han regnede med at beholde mig i alle de 16 år, jeg var dømt til. Jeg tænkte mit. Og det var mig, der fik ret. Det blev kun til 3 ½ år, men det var såmænd også mere end nok, navnlig i hans varetægt. Forholdene i Vridsløse var vist særligt slemme. Lederens nazistiske indstilling smittede af på mange af de underordnede og prægede hele ånden i fængslet. Efter krigen blev manden afskediget, og siden skal der være sket store forandringer, men mon ikke det stadig er sådan, at behandlingen i de danske fængsler kuer fangerne, i stedet for at den skulle rette dem. Resultatet er, at de efter løsladelsen har endnu mindre modstandskraft overfor fristelser, end da de betrådte forbryderbanen, og tilbagefaldsprocenten er som bekendt også meget stor."

Såvidt Richard Jensen i 1957. Enhver kan i 2005 tænke sit.......

Bemeldte Klüwer var af en særlig støbning. Han var ikke medlem af det danske naziparti. Men det var til gengæld hans to sønner. Og de gik op i de nazistiske herligheder med liv og sjæl! I inspektørboligens have blev der ekserceret, øvet kampe med skarpslebne spader mod uskyldige kålroer, afsunget kampsange og holdt gallafester - når vejret tillod det.

Men når det var koldt og regnfuldt, måtte de ellers så hårdføre ungersvende af den overlegne ariske race trække ind i Rotunden (Centralen) med deres opbyggende aktiviteter. Da der ikke dengang var etageadskillelse og døre ind til etagerne, kunne fangerne lade sig opildne af de ungdommelige aktiviteter.

Klüwer blev afskediget! Først uden pension. Men ved en appel blev han senere indrømmet halv pension. Da var følelserne kølnet af, og alle ville helst glemme den grimme tid med udenlandsk besøg af en fremmed militærmagt. Desuden havde ganske mange grisede hænder.

Richards ophold blev brat afbrudt - før tid. Med god grund kunne det frygtes, at tyskerne ville sende de politiske fanger (sabotører og antinazister) til Tyskland. Det blev aftalt at befri dem. Første forsøg i 1943 mislykkedes. En meget pligtopfyldende vogter lod sig ikke overtale til at føje sig, og en modstandsmand løsnede et skud mod ham. Det døde han desværre senere af. Men skuddet havde også alarmeret vogterne indenfor murene, og forsøget måtte opgives.

Den næste aktion fandt sted i 1944. På det tidspunkt kunne de fleste se, hvor det bar hen med tyskernes krigslykke - særligt efter Slaget ved Stalingrad (januar 1943), som kostede de tyskallierede styrker omkring en million døde og tilfangetagne, inklusive de operationer, der førte til omringelsen af den tyske 6. Armé og dens italienske og rumænske hjælpetropper. Blandt personalet var holdningerne delte. Ganske mange havde nazisympatier, og der blev da også renset kraftigt ud efter at tyskerne var draget hjem til deres smadrede land. Men blandt personalet var der - heldigvis - også modstandsfolk.

På et aftalt tidspunkt blev de politiske fanger samlet med hjælp fra modstandsfolkene blandt personalet. De blev - med en revolver som overtalelsesmiddel - lukket ud i gården, hvor ca. 100 fanger var på fællesgårdtur. I en lang række marcherede de politiske hen til bagporten og ringede på. Først anden gang blev porten åbnet. Udenfor holdt en lastbil. Richard, der havde dårligt hjerte og derfor ikke kunne løbe hurtigt, blev med nød og næppe som den sidste hevet op på ladet. Så gik turen mod København. På vejen ind opdagede de, at en af de almindelige fanger havde sneget sig med under al tumulten. Selvom aftalen lød på at kun de politiske fanger skulle befries, lod de ham alligevel blive på ladet.

Den spraglede "søforbryder", skibsreder og levemand undslap til Sverige, og blev senere igen formand for sit forbund (1950-56). I 1949 gik han ind i afholdssagen med fynd og klem. På den gode side fortælles det om ham, at folk fra samfundets bund aldrig gik forgæves til ham, og at han skaffede mange løsladte en hyre. Pengene sad løst i lommen på ham - hvor han så end fik dem fra. Det sidste havde hans mange fjender et bud på. Han plejede efter deres opfattelse omgang med sortbørshajer og gangstere. I den virkelige verden er grænserne imidlertid ikke altid skarpt optrukne. Intet tyder på at han stak noget til side til sig selv. Han døde ludfattig i 1974. Ensom og glemt af de fleste.

Carsten Korsar
Faklen.dk, maj 2005