Et af de mindst gennemtænkte elementer i VKO's genopretningsplan er at lægge et loft over den kompensation for tabt arbejdsfortjeneste (TAF), som forældre til svært handicappede børn modtager, når de passer deres barn hjemme. Forventningen er en besparelse på 200 millioner kr. årligt.

Set med regeringens øjne er det ikke noget problem, at forslaget vil ramme en mindre gruppe i forvejen udsatte familier fire gange med den samme usolidariske sparekanon. Handicapforældre er i høj risiko for at blive langtidsledige - lange perioder med barn syg gavner ikke karrieren - og med den forkortede dagpengeperiode vil mange hurtigt ende på kontanthjælp.

Samtidig rammes de på børnechecken, og 50 procent friplads til specialinstitutioner for handicappede børn bliver også fjernet. Det er heller ikke noget problem for regeringen, at loftet over TAF før eller siden vil tvinge mange til at gå fra hus og hjem. Der er ikke pladsgaranti til specialbørnehaver, og TAF er ofte den eneste mulighed, der findes for familier til børn med immunforsvarsdefekt, epilepsi, spastisk lammelse, hjertelidelser, hjerneskader eller svær autisme.

Desuden har mange kommuner i årevis systematisk undladt at etablere de nødvendige specialtilbud, netop fordi TAF er en nem løsning på kort sigt. At tvinge den ene forælder til at gå hjemme til halv løn er ' at give disse familier mulighed for at foretage et valg,' som det så yndigt hedder i det mærkværdige new-speak, der omgiver forslaget.

Solidarisk forslag

Men det er faktisk heller ikke de mange sociale og menneskelige fallitter, forslaget vil medføre, der er problemet. Forslaget er nemlig vældig solidarisk. Det er de næste i din familie eller blandt dine venner, der får et handicappet barn, der bliver ramt: alle indkomster over 230.000 om året eller mere end 85 procent.

Heller ikke den tilsvining, der nu bliver handicapforældre til del som et led i politikernes og den borgerlige presses spin til fordel for ' besparelsen' er noget problem for det siddende flertal. Båret frem af en totalt ukritisk og larmende tavs presse fremstilles forældre til handicappede børn som grådige samfundsnassere. Man må herefter forstå sig selv som en paria og selve årsagen til krise, underskud, tabt friværdi og det dårlige vejr, hvis man har været så dum at få et handicappet barn. Især hvis man troede, at dét her var et af de områder, hvor velfærdssamfundet virkelig kunne vise sin styrke som sikkerhedsnet for udsatte familier. Det er ikke et problem for regeringen - snarere tværtimod!.

Glemt at regne

Forslagsstillernes virkeligt presserende problem er derimod det faktum, at der slet ikke bliver nogen besparelse. Der er ikke 200 millioner kroner at hente i dette forslag.

Det er der ikke, fordi man har glemt at regne med alle de mange følgevirkninger, forslaget vil have. De mange nye, dyre institutionspladser, kommunerne må tilvejebringe, er der ikke regnet med. Hverken de specialiserede dagtilbud, eller de rigtig dyre døgnanbringelser til et godt stykke over en million pr. stk., som der vil blive behov for.

De mange ekstra timer til aflastning, når forældrene ikke længere selv kan hente børnene er ikke regnet med. De fleste specialbørnehaver lukker tidligt på eftermiddagen. En del af børnene er så dårlige, at de skal have nattevagt. Sådan én koster omkring 700.000 om året, hvis forældrene ikke kan deltage selv.

De følger, som det er sværest at kapitalisere vil på længere sigt, ikke bare æder besparelsen op, men får udgifterne på området til at stige. Familier, der bukker under og opløses under det ekstreme pres, det er både at få et handicappet barn og samtidig skulle omlægge hele sin økonomi bliver rigtig dyre. Børn, hvis handicap ikke behandles, fordi forældrene får frataget muligheden for at gøre en indsats, og hvis tilstand derfor forværres - og som dermed bliver endnu mere behandlingskrævende.

Den manglende indsats vil på længere sigt blive en udgift, der med demografisk sikkerhed vil blive ved med at vokse, efterhånden som børnene bliver unge, voksne og gamle.

Og kommunerne, de vil ikke spare en rød reje. I dag refunderer staten 50 procent af den TAF, kommunerne udbetaler. Det gør den ikke for andre udgifter til handicappede familier, så når prisen for VKO's nedskæring skal betales, vil kommunerne sidde tilbage med regningen.

Går det mon snart op for KL, at regeringen er ved at lave - undskyld udtrykket men det ligger lige for - et handicappet barn på dem? Se det er det store - det egentlige - problem ved at lægge loft over den tabte arbejdsfortjeneste: Der er ingen penge i det. Et problem regeringen er tvunget til at tage stilling til, inden den graver hullet efter de ufinansierede skattelettelser endnu dybere med dette på alle måder uigennemtænkte forslag.

Katrine Lotz
Kilde: Information, 15.6.2010