Omar Marzouk og Fathi El-Abed skrev denne kommentar, før Mubaraks fald var en realitet. Den er desværre stadig relevant som kommentar til vestmagternes vaklende forhold til Mubarak og den fortsatte støtte til andre diktatorers løfter om "politiske reformer".

Herhjemme kender vi begrebet 'frygten', når talen falder på det anderledes.

Det er noget, ikke mindst Dansk Folkeparti har udnyttet groft især gennem de sidste 10 år i forsøget på at skabe en form for konsensus om det farlige ved alt, som ikke er 'dansk'.

Det er ikke vores emne her. Men kan sagtens relatere sig til den frygt, visse kredse forsøger at plante og udbrede i forhold til de fantastiske friheds- og demokratibevægelser, der skyller over den arabiske verden.

Den megen snak om, at verdenssamfundet skal frygte forandringerne især i Egypten, er tankevækkende og skræmmende.

Som danskere med arabisk baggrund ønsker vi her på ingen måde at analysere os frem til eller drage konklusioner om, hvad udkommet bliver af friheds- og demokratibevægelsen i Egypten.

Men vi kan sige noget om vores håb. At det, vi oplever i disse dage på gaden overalt i Egypten – og for nogle uger siden i Tunesien, som var gnisten, der har antændt revolutionen – skal munde ud i et nyt regime, der kan skabe et frit samfund, der hviler på social, økonomisk og politisk retfærdighed.

Vores største håb er dog et andet.

Måske har ingen forudset de historiske begivenheder, vi alle er vidner til. Men nu sker det.

Og vi får billeder af modige mænd og kvinder i alle aldre, der trodser regimet, serveret, mens vi sidder i vores trygge stuer.

Vi oplever, at almindelige folk går på gaden i Egypten og flere steder i den arabiske verden, efter at de for længst har brudt frygtens mur; frygten for regimets repressalier og hævn.

Fælles for alle grupper og individer i Kairo, Alexandria, Suez, Tanta og andre byer i Egypten har været at komme af med regimet.

Og når folk råber, at Mubarak skal gå, så er det på grund af foragt for hans despoti, og ikke mindst fordi han er den ypperste repræsentant for det regime, som i 40 år har styret Egypten mod afgrunden i alle henseender.

Det egyptiske folk – eller den tunesiske før dem og de øvrige befolkninger i den del af verden – kræver ikke længere politiske reformer.

De har ikke valgt at kæmpe for frihed og demokrati med livet som indsats for at imødekommes af deres repressive regimer med skønhedsændringer i regimets top.

Deres kamp skal derfor støttes. Ikke ved at vores danske regering skal erklære sig enig med USA i, at stabiliteten kommer forud for at sikre folk frihed og værdighed.

For ingen kan forestille sig den skuffelse hos de millioner, der nu i to uger har været på gaden i Egypten for at ændre deres liv og deres børns fremtid til det bedre, når de fremmeste demokratier i verden – som vores danske – vender dem ryggen ved at snakke om 'politiske reformer'.

Men skuffelsen er endnu større – og kan meget vel blive farlig og afgørende – når glæden ved folkets råb om frihed tilsyneladende har forvandlet sig til et sandt mareridt hos de regeringer, der i årtier har støttet Mubaraks regime for at sikre egne strategiske og politiske interesser i området.

Det er en tankegang, der tilhører koloniæraen, som i sin grundholdning var skeptisk over for regionens befolkningers evne til at regere deres egne skæbne.

Og når EU og herunder Danmark følger USA's mærkværdige holdning om at holde fast i Mubarak ved at trodse folkets vilje, så grænser det til det hykleriske.

Og når den holdning forvandles til et standpunkt om, at 'vi ved, hvad vi har' – som er indbegrebet af undertrykkelse og uretfærdighed – 'men ikke, hvad vi får' – og som under alle omstændigheder kun kan blive bedre end det nuværende – så bliver al snak om enhvers ret til frihed og demokrati absurd og diffus.

Meget tyder på, at regimet i Egypten med al magt forsøger – og desværre med støtte fra især USA – at kvæle det spirende håb om frihed og demokrati i et hjørne i verden, der for længst er gået i stå som følge af de korrupte og undertrykkende regimer, der har sat sig tungt i området – vel at mærke mod folks vilje.

Vi frygter, at al den modarbejdelse, den nuværende opstand i Egypten – og dem, som vil komme i resten af den arabiske verden i den kommende tid – udsættes for, vil ende netop i noget, som verdenssamfundet har en grund til at frygte.

Nemlig en enorm mistænksomhed over for enhver snak om demokrati og frihedsrettigheder i de arabiske lande fra omverdenens side.

Det kan nemt resultere i radikalisering og fanatisme som følge af den enorme skuffelse, som millioner i den arabiske verden vil føle over for især Vesten.

Lyt til folkets stemme, og kræv Mubaraks og regimets afgang. Alt tyder på, at det vil være det eneste, der kan sikre stabiliteten i denne vitale del af verden.

Omar Marzouk og Fathi El-Abed
Kilde: Politiken, 11.2.2011