Meget tyder på, at de nulevende generationer i de rige lande bliver de sidste med en luksustilværelse.

De sidste, som kan flyve verden rundt i jetfly for at gå på safari i Kenya og vinsmagning i Sydafrika, bade fra små øer i Thailand, tilbringe et par uger i sommerhuset i Sydfrankrig flere gange om året og flyve fra Europa til New York for at gå på powershopping.

Selv en tur i bilen til sommerhuset i Spanien eller Portugal og noget så jordnært som den daglige middagsbøf kan komme i farezonen.

Dette er desværre ikke en løsagtig skrækvision. Advarslerne om voksende miljø- og ressourceproblemer begyndte med spredte internationale analyser allerede i 1970’erne. Herhjemme behandlede blandt andre nogle faglige kolleger og jeg selv – som medforfattere til de alternative energiplaner fra 1976 og 1983 – en del af problemerne og fremsatte forslag til bæredygtige løsninger. Gennem firserne og halvfemserne er megen yderligere dokumentation kommet til, som omsider synes at vække bredere opmærksomhed. Dog mest i form af velmenende snak og beskeden handling.

Det er et centralt politisk problem, at den påkrævede ændrede livsform først og fremmest vil ramme dem, som har privilegierne og magten i dag. Vi har det simpelthen for godt med vores nuværende livsstil og har for meget at tabe. Derfor er det forklarligt, at de politikere, der gerne vil genvælges, tøver med at slynge de reelle krav i hovedet på deres forvænte vælgere. En yderligere barriere for politisk handling har været en lyssky støtte til misinformation i medierne om den menneskeskabte drivhuseffekt fra kommercielle særinteresser. De økonomiske bagmænd har især været en række store oliefirmaer. Selv Al Gores veldokumenterede film har man forsøgt at skyde ned – godt hjulpet af Bjørn Lomborg og ligesindede.

De to faktorer, som er afgørende for de dystre perspektiver, er på den ene side klimaændringerne fra den globale opvarmning og på den anden side en forudsigelig mangel på olie. Det sidste skyldes, at nye olieressourcer ikke fremkommer i tilstrækkelig mængde til at efterkomme den stigende efterspørgsel fra industrilandene og ulande som Kina, Indien og Brasilien med en kraftig økonomisk vækst. Denne ubalance mellem produktion og efterspørgsel forventes at give endnu kraftigere stigninger i olieprisen end dem, vi allerede oplever. Det er højst tvivlsomt, om det globale økonomiske system er robust nok til at klare en oliepris på himmelflugt. Det er mere sandsynligt, at vi vil få ukontrollerede depressionsperioder og krig om den sidste olie – med katastrofale sociale konsekvenser.

De to problemområder er koblet sammen på den måde, at hvis verden skal undgå uoverskuelige problemer, så kræver de begge en markant omstilling til helt andre måder at klare energiproblemerne på.

Nogle fagfolk, som f.eks. den britiske miljøforkæmper James Lovelock, har antydet, at det allerede er for sent at gøre noget effektivt ved den globale opvarmning. Heldigvis er det ikke den almindelige opfattelse i en række af de seneste faglige rapporter. Her skal især peges på den britiske Stern-rapport fra efteråret 2006 og rapporterne fra FN’s klimapanel (IPCC) i foråret 2007. Stern-rapporten er baseret på traditionelle økonomiske principper, og dens hovedkonklusion er, at en hurtig indsats mod klimaændringerne er samfundsøkonomisk langt billigere end omkostningerne ved de forventede klimaændringer. Det er også værd at studere en meget veldokumenteret bog fra 2006 af den britiske videnskabsjournalist George Monbiot med titlen ’Heat’. Bogen er nu kommet på dansk, og en række af de konkrete eksempler i denne Kronik stammer fra Monbiots bog.

De nævnte analyser konkluderer, at vi endnu kan nå at afbøde de værste konsekvenser af den globale opvarmning. Men der er et akut behov for en hurtig, aktiv indsats til erstatning for den megen uforpligtende snak. Hovedproblemet drejer sig ikke om teknik, men om hvordan man får os forvænte mennesker i de rige lande til at skære ned på vores materielle udskejelser. I et demokrati kræver det især saglig oplysning og debat.

Hvad angår den globale opvarmning fra den menneskeskabte drivhuseffekt, er der stadig nogen usikkerhed om de detaljerede konsekvenser, men de store træk er der fuld faglig enighed om. Også om, at påstanden om solpletaktivitetens væsentlige betydning er forkert. Det underbygges bl.a. af, at de sidste 20 års globale temperaturstigning er i direkte modstrid med solpletaktivitetens størrelse.

Den faglige diskussion har især fokuseret på, hvor hurtigt og på hvilket niveau man bør stabilisere det globale udslip af drivhusgasser for at undgå dramatiske konsekvenser af klimaændringerne. De tidlige analyser i 1980’erne pegede på, at den daværende globale emission af CO2 skulle reduceres med 60 procent i løbet af et halvt århundrede. Det svarede til, at den globale emission skulle reduceres fra cirka 23 milliarder ton CO2 om året til cirka 9 milliarder ton.

Det var det tal, jeg brugte i mine forelæsninger på DTU i firserne om bæredygtig energiudvikling. Det næste spørgsmål var så, hvordan denne emissionskvote skulle fordeles mellem klodens nationer. Min konklusion var, at de fattige ulande ikke på længere sigt ville finde sig i, at de rige lande brugte det meste af den reducerede kvote til at sikre deres indbyggere en langt større emission pr. person end menneskene i ulandene. Derfor kunne man lige så godt indstille sig på, at det ville ende med samme emissionskvote pr. person på hele kloden. Hvis de rige lande ikke ville acceptere det med det gode, ville de fattige lande nok bringe dem på bedre tanker med mindre behagelige midler.

Det antagne fordelingsprincip giver det simple regnestykke, at cirka 9 milliarder mennesker i 2050 ligeligt skal dele en kvote på cirka 9 milliarder ton CO2. Altså 1 ton til hver per år. Monbiot kommer til det samme resultat i sin bog fra 2006, hvilket indebærer en reduktion på 90 procent i emissionen for de fleste industrilande, inklusive Danmark. Dog fremrykker Monbiot mål-året til 2030, hvilket forekommer fornuftigt, eftersom næsten alle de seneste empiriske erfaringer viser, at det går hurtigere i den gale retning, end man forventede for bare få år siden.

Regeringerne i EU taler nu om, at målsætningen må være ikke at forøge den globale temperatur med mere end 2 grader. Det svarer faktisk pænt til den krævede globale emissionsreduktion på 60 procent. Men regeringerne går meget stille med dørene i deres information til borgerne om kravets konsekvenser, hvis alle mennesker på kloden skal have ret til den samme emissionskvote. Måske går de ikke ind for denne ret.

Et første spørgsmål må være, om det overhovedet er teknisk muligt at nedskære emissionen af CO2 i de rige lande med 90 procent inden 2030, uden at det skaber uacceptable sociale og økonomiske forhold for vælgerne i disse lande. De midler, der står til rådighed i forbindelse med energiforsyningen, er at erstatte de fossile brændsler med vedvarende energi (solvarme, sol-el, vindkraft, bølgekraft, vandkraft og biomasse). De vedvarende energiressourcer er store nok til at dække det nuværende energiforbrug flere gange, men økonomien skal også hænge sammen, ligesom teknologierne skal være modne inden for den nærmeste halve snes år. Det samme gælder forslaget om opsamling og efterfølgende deponering af CO2 fra elværkernes udstødningsgasser.

Jeg har med vilje ikke inkluderet a-kraft som en væsentlig del af den tekniske løsning. Denne teknologi indebærer en række risici, som langtfra er løst, ligesom den reelle økonomi ligger i den dyreste ende. Den sultne a-kraft-industri vil sikkert være i stand til at få bygget en del nye værker, specielt i ulandene. Det er ikke særligt betryggende, og det er en dårlig måde at bruge pengene på. Inden 2030 er det under alle omstændigheder usandsynligt, at a-kraft i praksis kan dække mere end 15 procent af den globale elforsyning under hensyn til skrotningen af de mange udtjente værker.

De politiske virkemidler inkluderer skatter, afgifter, normer og andre former for reguleringer. Dertil kommer ’blødere’ midler som forskning, udvikling, oplysningskampagner og generel uddannelse. Her må man konstatere, at anvendelsen af disse midler i industrilandene foreløbig ikke har haft den nødvendige effekt. Der skal øjensynligt skrappere metoder til.

Kort sagt finder Monbiot med Storbritannien som eksempel, at reduktionen kan gennemføres på en økonomisk og reguleringsmæssig forsvarlig måde på de fleste aktivitetsområder, forudsat at den politiske vilje er til stede. Selv om det bestemt ikke er nogen let opgave. Kun på ét område kræves der radikale indgreb i den hævdvundne personlige frihed, og det er på transportområdet og specielt i relation til flytrafikken.

Den traditionelle politiske metode til at begrænse miljøforurening består i såkaldte grønne afgifter. Det er velkendt, at disse afgifter vender den tunge ende nedefter. Det vil sige, at rige mennesker stort set kan fortsætte med forureningen, medens afgifterne rammer hårdt i de fattige grupper. Monbiot erkender, at det kan der kompenseres for ved forskellige administrative foranstaltninger som f.eks. højere økonomiske og mængdemæssige bundgrænser. Men sådanne kompensationsordninger bliver hurtigt meget komplicerede, hvis de skal virke retfærdigt.

Derfor er det Monbiots konklusion, at man i stedet skal regulere gennem simpel rationering, så hver borger får den samme ration af CO2-emission. For at undgå en omfattende administration foreslår Monbiot at begrænse rationeringen til nogle få dominerende emissionsområder som el, varme, benzin – og flyrejser. Det skal være fuldt lovligt for borgerne at handle indbyrdes med deres rationeringsmærker. Det vil oven i købet medvirke til at reducere de økonomiske uligheder i samfundet.

Indførelsen af rationering vil sikkert vække blandede følelser i befolkningen med mindelser om tiden under og lige efter Anden Verdenskrig. Men det drejer sig faktisk også om en slags krig: krigen mod vore egne luksuøse vaner. Og jeg er enig med Monbiot i, at rationering er den simpleste og mest retfærdige måde at løse en betydelig del af opgaven på. Det vil samtidig modvirke, at de sparede penge bare bruges på andre energikrævende aktiviteter (den såkaldte ’rebound effect’). De mindre betydende områder, som ikke reguleres ved rationering, kan jo stadig påvirkes gennem passende afgifter.

I øvrigt er denne rationering blot et andet ord for de emissionskvoter, som EU allerede har indført for en stor del af unionens industrivirksomheder. Forskellen er, at kvoterne her er pålagt den enkelte borger.

Lad mig slutte med at plukke et par af Monbiots eksempler til illustration. Resten må man læse sig til i hans bog på næsten 300 sider.

Monbiot mener ikke, at teknologierne baseret på vedvarende energi kan nå en tilstrækkelig udbredelse inden 2030 til at klare deres del af emissionsreduktionen på 90 procent. Derfor foreslår han, at der bør investeres i at opsamle og langtidsdeponere CO2 fra udstødningen på de store kulfyrede elværker. Monbiots noget pessimistiske vurdering f.eks. af potentialet for vindkraft bærer dog præg af, at han ikke har fulgt detaljeret med i den danske udvikling og de seneste danske analyser.

På boligområdet er problemet de nuværende bygningers lange levetid. Vi kan sagtens bygge nye huse med en tiendedel af emissionen i forhold til et gennemsnitshus i dag. Det er demonstreret gennem de såkaldte passivhuse, specielt i Tyskland og Østrig. De kræver ikke noget aktivt opvarmnings- eller afkølingssystem, og de koster stort set det samme som et almindeligt hus. Der kan også gøres en del ved renovering af den eksisterende boligmasse, men Monbiot erkender, at det ikke er nok til at nå den ønskede emissionsreduktion. Den aktive tilførsel af energi til boligerne må derfor i langt højere grad komme fra vedvarende energi for totalt at opnå en reduktion på 90 procent.

Et andet af Monbiots eksempler er de store supermarkeder i udkanten af byerne. De bruger en masse energi til kraftig belysning af varerne og åbne kølediske. Samtidig bruger kunderne energi til transport frem og tilbage i deres biler. Monbiots forslag er at bygge disse supermarkeder om til varehuse, hvorfra kunderne får bragt varerne til deres bopæl ved bestilling over internettet eller telefonen. Det sparer energi til belysning og køling og til kundernes transport. Samtidig sparer kunderne transporttid og tid med at stå i kø. Jeg kan personligt anbefale fordelene ved dette system, som min familie har anvendt i 36 år under vores sommerferier på Romsø ved Kerteminde. Varerne bringes ned til Romsø-båden, og vi henter dem med en trillebør ved ankomstbroen.

Transporten er det område, hvor Monbiot er nærmest ved at give op. Her kommer han ikke uden om et kraftigt indgreb i rige menneskers handlefrihed. Ikke mindst når det drejer sig om flytrafikken. De tekniske muligheder for energibesparelser er beskedne og kan slet ikke måle sig med den forventede vækst i transport med biler og fly. En enkelt flytur frem og tilbage til Rom for en dansker vil mere end opbruge emissionsrationen for et helt år på en ton CO2.

Monbiot tager klart afstand fra at bruge landbrugsarealer til produktion af biobrændstof til biler. »I konkurrencen mellem biler og sultende mennesker vil bilerne vinde«. Der er ingen vej uden om, at vi for fremtiden må indstille os på at rejse meget mindre og bruge energieffektive tog og busser i stedet for fly og personbiler. Det skal rationeringsprincippet være med til at sørge for.

Monbiot konkluderer, at det er teknisk og økonomisk muligt at gennemføre den nødvendige reduktion på 90 procent af de rige landes CO2-emission. Men han erkender, at han ikke har demonstreret, at det er politisk muligt. Det forbehold kan man ikke fortænke ham i.

Connie Hedegaards velmente kampagne for, at vi hver især skal finde frem til at spare et ton CO2 om året, har en væsentlig mangel. Kampagnen tilslører, at det virkelige krav er næsten 10 gange større. Og energiministerens absurde projekt med en Femern-bilbro, hvor togene først kommer med syv år efter, burde være nok til et øjeblikkeligt mistillidsvotum fra Folketinget. Det er sådanne aktuelle eksempler fra den virkelige verden, der får mig til at frygte, at den mest sandsynlige udvikling vil være, at der ikke kommer en reel indsats mod klima- og ressourceproblemerne, før vi står i ulykker op til halsen.

George Monbiot: ’Heat’, forlaget Allen Lane 2006. Paperbackudgave fra Penguin Books med nyt forord 2007. Dansk udgave med titlen ’Globalt hedeslag’ fra forlaget Fyrbakken, 2007.

Niels I. Meyer
Kilde: Politiken, 10.8.2007