Vi finder det bedrøveligt at følge den politiske og den offentlige debat i Danmark. Vi må konstatere, at pindehuggeriet om skattemæssige lappeløsninger, tal- og personfnidder og bortforklaringer af udenrigspolitiske fejlbeslutninger fjerner opmærksomheden fra forhold af meget større betydning: den globale opvarmning og fremtidens forsyning med energi, vand, føde og råstoffer. Disse problemer forværres af klodens stigende befolkningstal, som forventes at passere ni milliarder omkring midten af dette århundrede.

Indsatsen mod den globale opvarmning og den kommende ubalance mellem efterspørgsel og produktion af olie har afgørende betydning for de fremtidige levevilkår på kloden. Hvis vi gør noget effektivt for at finde acceptable løsninger, kan vi stadig lande på benene. Hvis ikke, er perspektiverne skræmmende for de kommende generationer.

Ifølge rapporterne fra FN's klimapanel (IPCC) i foråret 2007 er der risiko for, at den globale opvarmning løber løbsk, hvis ikke stigningen i CO2-emissionen bliver bragt til ophør inden 2015. Der er imidlertid mange tegn på, at den globale opvarmning går hurtigere end forudsagt af klimapanelet med øget risiko for, at udviklingen kommer ud af kontrol. Amerikanske og australske forskere har for eksempel konstateret, at der globalt udledes mere CO2 end angivet af klimapanelet. Opvarmningen forventes at frigøre de enorme mængder af drivhusgassen metan, som nu er bundet i polaregnenes tundralandskaber og i store områder på havbunden. Desuden synes afsmeltningen af polarområdernes isdække at gå hurtigere end forudsagt af klimapanelet, hvilket svækker refleksionen af sollyset. Det vil alt sammen accelerere temperaturstigningen.

Den britiske regeringsrapport fra efteråret 2006 (Stern-rapporten) supplerer IPCC's analyser med økonomiske beregninger, som viser, at det samfundsøkonomisk er meget omkostningsfuldt at udsætte en indsats mod den globale opvarmning. Rapporten tøver ikke med at sammenligne det mulige sammenbrud i vores samfundssystemer ved en utilstrækkelig indsats med det, der ramte de krigsførende nationer under Anden Verdenskrig. Dog vil strømmene af klimaflygtninge forventeligt blive langt større end det historiske antal af krigsflygtninge.

Hidtil har de rige lande stået for størstedelen af energiforbruget og CO2-emissionen. I den næste snes år vil hovedparten af væksten i energiforbrug imidlertid ske i ulandene. Da en stor del af denne vækst formentlig bliver baseret på fossile brændsler, forventes ulandene i 2030 at udlede mere CO2 end industrilandene. Derfor bliver det af afgørende betydning at finde frem til et globalt aftalesystem om emissionsbegrænsninger, der opfattes som en fair fordeling set fra ulandenes synspunkt. Vi kan dårligt forestille os, at u-landene på længere sigt vil acceptere en skæv fordeling af emissionskvoterne. Derfor må industrilandene indstille sig på meget kraftige nedskæringer af deres udslip af drivhusgasser allerede inden 2030. For et typisk industriland er der tale om en reduktion på omkring 90 procent (se for eksempel dokumentationen i den nyligt udkomne bog af George Monbiot med den danske titel Globalt hedeslag).

Som kompensation for industrilandenes ansvar for langt hovedparten af den forøgede CO2-koncentration i atmosfæren, vil det være rimeligt, at u-landene får en snes år mere til at opfylde den langsigtede emissionskvote.

Selvom disse problemer er af global natur, kan et lille land som Danmark spille en betydningsfuld rolle. Især ved at demonstrere, at det er muligt at iværksætte en alternativ udvikling, som kan danne grundlag for en bæredygtig fremtid med bevarelse af de samfundsværdier, vi sætter pris på.

Transportsektoren er et af de områder, hvor Danmark kunne give et godt eksempel. Millioner af mennesker Jorden over sidder dag efter dag fast i uendelige bilkøer, bort-øder olie og benzin og udsender CO2 og andre skadelige stoffer. Svaret fra en række danske politikere er nu, at der skal bygges nye motorveje og broer, men alle planer om bygning af broer og udvidelse af vejnettet må stilles i bero, indtil man har elimineret biltrafikkens bidrag til den globale opvarmning. En af metoderne kunne være at gå over til el-biler forsynet med el fra kilder uden CO2-emission.

Det nærmer sig det rygges-løse at give DONG tilladelse til at erstatte naturgas og biobrændsler med kul i to danske kraftværker. Det er ligeledes uacceptabelt, at DONG planlægger at opføre et gigantisk kulfyret kraftværk i Nordtyskland for at udnytte kvoteordningen med CO2. Det kan gøre det nødvendigt at sætte det statsejede DONG under administration, og da energiforsyningen er livsvigtig for samfundet, skal salget af DONG til private spekulanter stoppes.

Helt frem til århundredeskiftet var Danmark et foregangsland i omstillingen til et bæredygtigt energisystem, hvilket vakte betydelig international opmærksomhed. Det fik en brat afslutning, da VK-regeringen tiltrådte. I de seneste seks år har regeringen systematisk forsømt at fortsætte og forstærke den gunstige udvikling, ikke mindst hvad angår indførelsen af vedvarende energiteknologier i vores energiforsyning. Det er naturligvis glædeligt, at regeringen nu synes at være ved at skifte kurs, men det kræver helt anderledes kontante udmeldinger for at være troværdigt. Det er heller ikke troværdigt, hvis regeringen fortsætter med at give særbevillinger til Bjørn Lomborgs ubrugelige cost-benefit-øvelser (Copenhagen Consensus).

Regeringen bryster sig af, at Danmark skal være vært ved en afgørende klimakonference i 2009, hvor vi virkelig skal demonstrere, hvad Danmark formår på miljøområdet. Men det er forstemmende, at det med et overskud på mellem 50 og 90 milliarder kroner på stats-finanserne ifølge finanslovsforslaget 2008 er Miljøministeriets i forvejen hårdt beskårede ressourcer, der skal finansiere forberedelsen af denne vigtige konference.

En mulig forklaring på regeringens manglende støtte til en bæredygtig udvikling kunne være Finansministeriets urealistiske modelberegninger, som kommer frem til, at det skulle koste milliardbeløb for samfundet at fremme vedvarende energi og energibesparelser. Ingeniørforeningen i Danmark (IDA) har i en grundigt dokumenteret rapport fra 2006 påvist, at en sådan indsats lige modsat giver et betydeligt samfundsøkonomisk overskud. Forskellen skyldes, at Finansministeriet anvender en model med en stiv struktur, som ikke magter at give en reel belysning af et samfund under markante strukturændringer. Samtidig anvender Finansministeriet urealistiske forudsætninger om udviklingen af olieprisen og en urimelig høj diskonteringsrate. Det er skræmmende, at dansk politik skal domineres af Finansministeriets manglende indsigt i deres modellers begrænsninger.

Vi vil afslutte denne opsang til politikerne med nogle supplerende konkrete forslag, som bør få indflydelse allerede på den kommende finanslov og på emnerne for det kommende folketingsvalg.

- Afsæt tocifrede milliardbeløb pr. år til forbedring af de offentlige trafikmidler. Herunder skal moderniseringen af skinnesystemerne fremskyndes, busser og tog skal gøres langt mere kundevenlige og serviceprægede, og billetpriserne skal sættes kraftigt ned.

- Genindfør de høje tariffer for forskellige former for vedvarende energi, inklusive biogas, vindkraft og el fra solceller, for eksempel efter det tyske system.

- Afsæt et ekstra milliardbeløb til Miljøministeriet på finansloven for 2008 til forberedelse af den afgørende klimakonference i Danmark i 2009. En del af dette beløb kan anvendes til et storstilet demonstrationsprojekt med anvendelse af el- og hybridbiler forsynet med elektricitet fra vindkraft.

Vi opfordrer de danske vælgere til nøje at følge forhandlingerne om den kommende finanslov og ikke lade sig imponere af 'grøn sminke' uden forpligtelser til den nødvendige økonomiske støtte til en bæredygtig udvikling. Partiernes sans for problemernes proportioner bør få indflydelse på stemmeafgivningen ved det kommende folketingsvalg.

Niels I. Meyer og Henning Sørensen
Kilde: Information, 20.9.2007