Enhedslisten omstormede socialborgmester, Mikkel Warming, bringer sig selv på skudhold, når han ganske symptomatisk for politikerstanden, i forbindelse med et overforbrug i forvaltningen på 66 mio. (og deraf følgende nedskæringer på institutionerne) kundgør:

»Det er med blødende hjerte, at vi gør det her, men vi er simpelthen nødt til at udvise økonomisk ansvarlighed og overholde budgetterne«

En ganske u-overbevisende pseudo-forklaring, al den stund at overforbruget jo alt andet lige skyldes, at man ikke har udvist økonomisk ansvarlighed og overholdt budgetterne. Det kan der være flere (mere eller mindre gode) grunde til, hvilket jeg ikke skal fordybe mig nærmere i her. Citatet peger ganske enkelt bare på en tendens til at skyde skylden for dette og hint på »budgetterne« og »den stramme økonomi«, i stedet for (som ansvarlig leder) at tage ansvaret for de beslutninger der træffes.

Ikke nødvendigvis en populær beskæftigelse nutildags. Hvilket de forestående offentlige overenskomst-forhandlinger (eller skulle man sige strejke-forhandlinger?) er et slående eksempel på.

Lad mig blot slå fast, at efter min mening er der en markant lønforskel (i visse fag) mellem offentligt og privat ansatte. Om den er interessant eller ej, har jeg lidt svært ved at have en slagfast holdning til. Inden for mit eget fag [IT] er det ret tydeligt, at de privat ansatte i høj grad også for lov til at yde mere for de ekstra penge, i form af længere arbejdstid, skrappere regler mv. Indenfor deciderede lavtlønsfag som f.eks. rengøring er jeg ikke sikker på en evt. lønforskel er speciel høj. Og i sidste ende handler det for mig at se heller ikke om, hvorvidt der er forskel på lønnen mellem det offentlige og private arbejdsmarked, men i langt højere grad om, hvorvidt den store lønforskel der er mellem bløde (f.eks. pleje og omsorg) og hårde (f.eks. administration og ledelse) fag er acceptabel og holdbar.

Når det så er sagt, tilbage til overenskomst-håndvasken, hvor der er uforholdsmæssigt travlt. Det er formentlig ingen velbevaret hemmelighed, at forårets overenskomstforhandlinger med 99% sikkerhed ender med en eller anden form for konflikt. Med 75% sandsynlighed starter denne konflikt som følge af at parterne ikke bliver enige (dvs. uden at organisationernes medlemmer har haft lejlighed til at udtale sig - det demokratiske underskud i dette kan vi tage op på et senere tidspunkt). Når man mere eller mindre sikkert kan sige dette endnu før forhandlingerne går i gang, så er der naturligvis gået et eller andet galt et eller andet sted.

Når f.eks. FOAs formand adskillige gange bombastisk forsikrer, at alt under 5.000 kr. mere om måneden til hans medlemmer er uacceptabelt, så er det naturligvis klart, at ret meget mindre end 5.000 kr. mere om måneden vil føre til en konflikt (for i hvert fald FOAs medlemmer). Og her er FOA naturligvis ikke det eneste forbund der har været ude med riven.

Når kommunerne på sin side siger, at med den stramme økonomi de er påtvunget fra regeringens side, er der ikke plads til markante lønstigninger, er dette naturligvis også (men ikke blot og bart) en dårlig undskyldning. For det første har den stramme økonomi ikke lagt forhindringer i vejen for de offentlige lederes ganske markante lønstigninger. For det andet, har hele den misère kommunerne er kommet i med den nuværende regering udgangspunkt i, at kommunerne har overladt til regeringen at gennemføre den kommunale omfordelingspolitik. Hvis kommunerne selv havde været denne opgave voksen, havde regeringen derfor ikke haft de ganske effektive tommelskruer den har i dag.

Og når landspolitikerne skiftevis blander sig og fordømmer indblanding i overenskomstforhandlingerne, bærer de ved til det bål der i øjeblikket simrer, i og med der i det mindste skabes en vis forventning om, at der findes en vilje til at rejse nogle midler - hvor stor denne vilje, og i hvilken størrelsesorden midlerne er, må man så rejse en stor tvivl om.

Intetsteds i dette sammensurium finder vi imidlertid nogen som helst vilje til at påtage sig noget medansvar for den tingenes tilstand som er det egentlige udgangspunkt for al denne sabelraslen - nemlig en alt for dårligt fungerende pleje-, omsorgs- og sundheds-sektor, og en deraf følgende fysisk og psykisk nedslidning af personalet (for ikke at tale om virkningen på de der er afhængige af den hjælp disse sektorer skulle yde). For ret beset har alle parter noget af skylden for i hvert fald dele af problemet.

Lad os f.eks. tage »lønefterslæbet«, der er overenskomstforhandlingernes altoverskyggende tema. Som tidligere nævnt - ja der er en lønforskel mellem private og offentlige. Men man må heller ikke forglemme, at noget af den lønforskel også skyldes, at de offentligt ansatte ved flere af de seneste overenskomstforhandlinger udtrykkeligt har valgt, at nedprioritere lønforhøjelser for i stedet at lægge vægt på ferie, omsorgsdage, pensionsordninger mv. Gennemgående fornuftige tiltag, der naturligvis skærer ned på den forhåndenværende lønsumspulje.

Eller hvad med det argument, at kommunerne og regionerne ikke kan skaffe den nødvendige arbejdskraft, hvorfor man naturligvis er nødt til at hæve lønnen dramatisk - herefter kommer de ansatte så automagisk væltende helt af sig selv. Dette udsagn står for mig helt på linie med Marx' påstand om, at et socialistisk samfund helt automatisk udvikler sig til et kommunistisk ditto. En påstand om, at lønnen er udslagsgivende for, om folk ønsker at arbejde i pleje-sektoren i dag baserer sig for mig at se på et noget mangelfuldt datagrundlag.

Lad os blot antage, at kommunerne for 5.000 mere om måneden kunne skaffe det personale de mangler i dag. Og lad os så spørge, om dette vil give velfungerende institutioner og ydelser? Svaret må ses i lyset af, at de normeringer der er på området i dag, er resultatet af 20-25 års nedskæringer, hvorfor man selv ikke med fuld normering vil opnå en situation der ikke var fysisk og psykisk nedslidende, endsige acceptabel for de der modtager ydelserne. Samtidig oplever jeg området som i høj grad belastet af elendige ledelses-kompetencer. Og det er mange steder nøjagtigt disse årsager der får folk til ikke at søge disse job (eller søge bort efter kort tid i faget). Derfor ville der formentlig i den nuværende situation være mere fornuft i at melde ud, at i stedet for 5.000 mere om måneden, ville man hellere have en 25% forøget normering, og et deraf følgende (på sigt) bedre arbejdsklima og bedre ydelser til borgerne.

Og landspolitikerne - well, al den snak om hvorvidt det politiske system skal blande sig i de offentlige overenskomstforhandlinger er i bedste fald fordummende, al den stund at folketinget gennem den økonomiske politik overfor kommuner og regioner allerede har fat i den lange ende, i mere og mere detaljeret stil. Sålænge finansministerens uhellige ånd svæver over forhandlingerne, kunne det for så vidt lige så godt være ham, som det kunne være KL og Danske Regioner der sad med ved bordet.

Men alt dette er imidlertid ikke andet end håbløs analyse, al den stund at der ikke er udsigt til nogen form for opblødning mellem parterne. Hvilket formentlig også, forløbet taget i betragtning, ville være vanskeligt at forvente.

Vi nærmer os altså stille og roligt en omfattende konflikt, der i sidste ende formentligt ikke får rykket det store ved noget som helst - hvis man ser bort fra, at de enkelte fagforeninger får flere medlemmer, og der bliver tømt ud i strejkekasserne - men til gengæld har ret uoverskuelige konsekvenser for syge, ældre og svage i samfundet. Derfor er en af de få positive udmeldinger da også den der kom fra HK i sidste uge:

»Hvis det ender med en konflikt ved de kommende overenskomstforhandlingerne for offentligt ansatte, bliver det således en totalkonflikt for HK’ernes vedkommende. Det betyder, at kun tjenestemænd, elever og en række chefer er undtaget strejke.«

En strejke blandt HKerne vil nemlig betyde mindst mulig påvirkning for modtagerne af den offentlige pleje og omsorg, men til gengæld en lammelse af hele den offentlige administration - noget som toppen i det offentlige formentlig (desværre) har langt større respekt for end de har for problemer for de syge og de ældre. Det har de så tydeligt vist i de sidste 20 års nedskæringer.

Morten Nielsen
Kilde: Midtimod, 8.1.2008