Kære Kurt

Til tonerne af Richard Strauss og en blafren af Dannebrog på storskærm ser jeg dig træde ind som gæstetaler på Dansk Folkepartis årsmøde. Selvfølgelig er du iført din knortekæp og dine røde fløjlsbukser og ligner den genkomne Holger Drachmann. Jubelen vil ingen ende tage, for her kalder de dig ytringsfrihedens uforfærdede symbol, der jager alle mørkemænd på flugt.

I de år, hvor jeg var din kollega på Jyllands-Posten, kendte jeg dig som en fremragende tegner. Du tegnede de yndigste og dejligste forårspiger, florlette og lige til at kramme, og i ren fryd og forelskelse udstyrede du dem med tre eller fire yppige bryster. Du tegnede præsident Clinton som sexual maniac med stor cigar, og du gengav præsident Bush den Første i kalveknæet attitude og med rygende revolvere på den store prærie, der hedder Jorden.

Men de tegninger gjorde dig sandelig ikke til ytringsfrihedens symbol, for offentligheden fik dem aldrig at se. Du kom slukøret ud fra chefredaktørens kontor, for selvfølgelig måtte nervøse redaktionssekretærer sikre sig, at den slags nu gik an, og før de blev trykt, skulle dine tegninger derfor en tur rundt om Det Højeste Kontor, hvor du blev kaldt til orden.

Nej, Jyllands-Postens læsere sætter ikke pris på deforme kvinder, fik du at vide. De bryder sig heller ikke om latterliggørende tegninger af den frie verdens ypperste leder. Tegn en grim kommunist eller en komisk socialdemokrat eller gør en vakkelvorn radikal til spot og hån. Men understå dig i på avisens papir at gøre grin med vore læseres idealer, Westergaard.

Den censur sad vi på dit kontor og morede os over. Og i et par uger holdt du dig til karikaturer af dem, Jyllands-Posten ikke leger med, men så tog Fanden og din utæmmelige fantasi ved dig igen: Du tegnede flere af de piger, Picasso ville have elsket. Og Jyllands-Postens foretrukne politikere og statsmænd blev igen udsat for din dæmoniske tuschpen.

Ny akut opstandelse og truende krav om kun at tegne, hvad Jyllands-Posten vil have. Men selvfølgelig kunne censuren svigte, og da kunne vi sidst på aftenen opleve en årvågen redaktionschef styrte ud i trykkerihallen og desperat råbe: ”Stop pressen!” Altid reagerede du med det frække glimt i øjnene, som er liv og åndedræt for en bladtegner af dit format, en anarkist og dissident i det overdimensionerede parcelhus, som er Jyllands-Postens domicil i Viby J. Den mest censurerede tegner i dansk dagspresse.

Det sidste, jeg oplevede sammen med dig, var avisens ordre om, at du skulle gå på frivillig efterløn. Da fik de en frihedskæmper at se. Du afviste alle krav. Du forlod dit tomme kontor og drog i eksil i bladhusets kælder. Man jager ikke en tegner som dig på porten. Du tegner, til du segner. Og du frydede dig dagligt over, at du havde besat din arbejdsplads.

Dengang burde Dansk Journalistforbund have bespist dig på Prytaneion, for du blev i din kælder, indtil Jyllands-Posten kapitulerede og erkendte, at man ikke med loven i hånd kunne beordre dig på efterløn.

Som tegner er du et overflødighedshorn, der tegner alt fra slemme terrorister, uhyrlige Yankees og ækle socialister til skinhellige kristne og hovedløse funktionærer og kulturløse redaktører ...

Men avisen bestemmer, hvad den vil have. Den interesserer sig ikke en døjt for din ytringsfrihed, Kurt; kun for sin egen. Og for den er du et redskab. Netop den famøse dag leverede du en tegning af Muhammed med en bombe i sin turban, og chefredaktionen klappede. Du kunne også have leveret en amerikansk præsident med forfalskede spillekort i hænderne. Så havde du igen stået til en afklapsning og måtte eksilere dig i kælderen.

Efter din gæstetale for Dansk Folkeparti er det indlysende for enhver, at Muhammed-sagen ikke handlede om din ytringsfrihed som tegner, men om Jyllands-Postens frihed som leverandør af en vare, for chefredaktøren har igen prikket dig på skulderen. Du må ikke optræde som tegneren Kurt, men alene som funktionæren Westergaard. Kun en funktionær kan man nemlig styre og tøjle. Aldrig en fri tegner som dig.

Tillad mig derfor at kalde Jyllands-Posten en Laban og dig en Jakob. Du husker sikkert, at Jakob var forelsket i Labans datter Rakel. I syv år tjente han Laban som hyrde i håb om at få hende til hustru, men Laban narrede ham ind i et ægteskab med den kedelige og triste Lea.

Og Jyllands-Posten vil aldrig give dig den dårende Rakel. Tilsammen bliver I alt for uregerlige. Hold dig til den forudsigelige Lea. Hun bryder sig hverken om muslimer eller socialister eller besættere eller kontanthjælpsmodtagere. Med hende ved din side kan du tjene Laban og Jyllands-Posten i mange år endnu.

Kærlig hilsen
Flemming Chr.

Flemming Chr. Nielsen
Kilde: Information, 27.9.2008