Tale til demonstrationen 'Luk Lejren' (Sandholmlejren den 25. oktober 2008):

Det er uvant for mig at stå på en lastbil og holde tale, mens ordensmagten holder opsyn, og S-togene holder stille. Masser af gange har jeg nemlig ved Folketingsvalg stemt på partiet Venstre. Det sluttede den dag, Venstre allierede sig med Dansk Folkeparti og gjorde Danmark afhængigt af de sorte præster og Pia Kjærsgaard.

Se bare, hvordan statsministeren nu kryber for et menneskesyn, man skal tilbage til 1930erne for at finde magen til i Europa. I sin tale ved Folketingets åbning pralede statsministeren af, at "vi med en fast og fair udlændingepolitik har reduceret det antal, der kommer hertil, til omkring en tredjedel af niveauet i 2001. Og det har skabt mere tryghed i befolkningen."

Med millioner af mennesker på flugt fra død, fængsel og tortur praler statsministeren altså af, at han har lukket døren til Danmark. Nej, ikke for giftigt legetøj og sundhedsfarlige madvarer og den slags, for de skaber omsætning og er et symbol på danskernes økonomiske tryghed. Den store kærlighed til varer og den dybe foragt for mennesker er da en afstumpethed, man ikke skulle tro, nogen turde prale af. Men det gør statsministeren. Ikke fordi han er en stupid rocker, men fordi regeringsmagten kræver det. Ellers vil Dansk Folkeparti ikke holde ham ved magten.

For se, hvor human og opmærksom regeringen i andre henseender er. Der var ingen tøven, da bankerne skulle reddes med milliarder af kroner. Pengene blev skaffet på få øjeblikke. Men mennesker på flugt er ikke bankkunder. Mennesker på flugt har ikke krav på hjælp! De kan få en billet til Helvede.

Sådan var flertallets opfattelse i 1930erne. Sådan er flertallets opfattelse i 2008. For et par år siden var præsten Søren Krarup på visit i Sandholmlejren. I TV så jeg ham sidde over for en grædende familie i lejren. Midt i deres ydmygelse og elendighed trøstede Søren Krarup dem med, at hvis de rejste tilbage til deres bødler, ville de hver især få 50.000 kr. med sig. Så tør jeres øjne. I er rige.

Den eneste rigdom, regeringen og dens støtteparti anerkender, er den økonomiske. Hvis du som bankkunde føler dig tryg i dit samtalekøkken, da er livet ej så svært, døden ikke heller.

Det er den sans for pengenes betydning, og det er den grabsen efter økonomisk tryghed, der gør regeringens og Dansk Folkepartis menneskeopfattelse pervers. Vi har ikke råd til at tage imod mennesker på flugt. De ødelægger vores tryghed som bankkunder, og det er den eneste form for tryghed, vi genkender. Derfor lader vi ordensmagten eskortere dem ud i mørket. Alt hvad vi har fået i arv fra litteratur, filosofi, humanisme, kunst, ja alt hvad der hedder frisind, tolerance, solidaritet og empati det er nu tossegodhed og pladderhumanisme. Lad mennesker gå til grunde. Og red bankerne.

Sådan har statsministeren og hans kumpaner stjålet mit fædreland. Jeg har mistet appetitten på vores fædrelandssange. Jeg er blevet immun over for "Der er yndigt land" og "Hvor smiler fager den danske kyst". Jeg kan ikke kapere tårerne i deres øjne, når Dannebrog går til tops, og de synger, at der ingenting, der maner. De tænker på, om det nu kan betale sig. De tænker på, om der er økonomisk gevinst ved det. Hvordan ellers forklare sig, at statsministeren offentligt praler af lukkede døre? Hvordan ellers forklare sig, at præsten Krarup trøster med penge til dem, der lever under truslen om død, fængsel og tortur?

Man kan bare kaste et blik på statsministeren og hans herskab i Dansk Folkeparti. Lyset i deres øjne er ikke andet end guldet, der skinner.

Tak, fordi I lyttede.

Flemming Chr. Nielsen
25.10.2008