Jeg er blevet bedt om skrive om indvandrerpiger. Jeg er blevet bedt om at skrive om os, eftersom jeg selv er en af dem, eller hvordan man nu skal formulere sig i dette følsomme, inficerede minefelt, hvor alt, hvad man siger, kan bruges mod én og føre til offentlig henrettelse.

Dem og Os må jo ikke findes, ifølge de mennesker, som har skabt dichotomien.

Men det kan jeg nu ikke tage mig af, så lad os da tale om indvandrerpiger. Vi prøver en lille test:

Hvilke associationer får du, når du hører ordet? Vælg oprigtigt mellem følgende tre alternativer:

A: Tyggegummityggende, overmalede, udmajede teenagepiger.

B: Undertrykte og tilslørede viljeløse væsner, der er ofre for deres egen kultur, religion og familie.

C: Kæphøje gadetøser, der taler sejt, stjæler i butikkerne og sniffer speed ved enhver given lejlighed.

Hvis du har valgt et af de ovenstående udsagn, kan jeg kun beklage din enøjethed. Du har formentlig slugt mediemyten og tror på den sandhed, som TV og aviserne serverer. Du tror sikkert også, at Afghanistan er ondskabens hjemland og at Bush er Guds sendebud.

Til dig, som ikke fandt et passende alternativ: jeg beklager, men billederne ovenfor er de eneste, som udbydes i de etablerede medier. Det er sådan noget, som sælger. Hårdtarbejdende, studerende og sunde indvandrerpiger besværer sig ikke. Hvis de ikke kan fortælle om voldelige fædre, kærester eller brødre, lyver de sikkert.

Det rigtige svar er givetvis, at alle de ovenstående alternativer findes i virkeligheden, men at disse stereotyper udgør en minoritet, som til stadighed får flertallets opmærksomhed, samtidig med at flertallet af indvandrerpiger opleves som et mindretal.

Forleden forelæste jeg for en gruppe højtuddannede midaldrende mænd fra samfundets top. I deres verden findes ingen indvandrerpiger, medmindre de dukker op sidst på eftermiddagen for at tømme papirkurvene og vaske gulvet. Jeg var inviteret som en enlig solstråle midt i den grå masse for at oplyse dem om indvandrerspørgsmål.

Eftersom de var fuldstændig uvidende om emnet, gav jeg dem en diagnostisk prøve, som var skræddersyet til lejligheden. I ved, sådan en, som man skulle lave i matematiktimerne i skolen for at lærerne kunne få styr på elevernes kundskaber. Et af spørgsmålene handlede om indvandrerpiger. Spørgsmålet lød:

Hvad er indvandrerpigers største problem i Sverige?

A: Omskæring

B: Tvangsægteskab

C: Diskrimination

Flertallet svarede "omskæring", nogle få svarede "tvangsægteskab", og en eneste svarede "diskrimination".

Kvindelig omskæring er givetvis et uhørt stort problem for de piger, som udsættes for dette brutale indgreb, men det er samtidig en forholdsvis marginal foreteelse, som forhåbentlig er ved at uddø. Sverige har forbudt kvindelig omskæring, og forbryderne kan forhåbentlig blive spærret inde.

Tvangsægteskab forekommer også i visse konservative bondefamilier, men det store flertal af indvandrerpiger vælger selv manden i deres liv. Diskrimination på arbejdsmarkedet, boligmarkedet eller beværtningslivet er derimod et problem, som rammer mange – alt for mange og alt for ofte. De fleste piger med underlige navne (heriblandt alle mine veninder) har på et eller andet tidspunkt oplevet, at deres etniske baggrund har udgjort en hindring i deres liv.

Så I årets "Nutidsorientering" i Dagens Nyheter? Tusinder af elever fra hele landet skal konkurrere i viden om aktuelle spørgsmål. Vinderen får lov til at møde Sveriges berømteste indvandrerkvinde – dronning Silvia. Af ca. 30 spørgsmål, der skulle besvares, handlede et eneste om indvandrerpiger. I kan sikkert gætte jer til indholdet. Nej, det handlede desværre ikke om en fremgangsrig indvandrerkvinde, for hvem det lykkedes at starte et projekt eller en virksomhed eller som havde taget en juridisk embedseksamen eller skrevet en bog – nej, det handlede naturligvis om æresdrab. Selvfølgelig skal man da tale om æresdrab, men det er uretfærdigt, at indvandrerpiger først omtales i offentligheden, hvis de bliver myrdet af en gal mand.

Når jeg rejser rundt i landet, møder jeg ofte indvandrerpiger. Det er livlige, herlige og energiske piger med store drømme for fremtiden og et højt ambitionsniveau. En iransk pige i Göteborg har frivilligt udset sig mig til sin mentor og skriver regelmæssigt til mig om sine anstrengelser og intentioner.

Hver gang, jeg læser hendes breve, får jeg præstationsangst. Pigen har en så enorm viljekraft, hun pukler derudaf, engagerer sig og er enormt velfungerende, men hun kan ikke få en simpel praktikplads på en avis. Der findes mange derude som hun. Det er ikke alle, som er lige aktive, men de har alle mål og visioner om et bedre liv end det, deres forældre havde.

Indvandrerpiger er en gigantisk gruppe, hvadenten de er født i eller udenfor Sverige.

Nogle har svensk pas, andre ikke. Nogle er overvægtige, andre ikke. De fleste lever i indvandrer-forstæder. De fleste hverken drikker eller tager stoffer, eller de gør det i betydelig mindre udstrækning end deres svenske medsøstre. De fleste er mindre kriminelle end deres svenske medsøstre. Omtrent så langt rækker statistikken. En del trives derhjemme, andre vantrives i en sådan grad, at de flygter til et ukendt sted. En del har kærester, andre må ikke omgås drenge. En del udskifter deres navn og næse, andre får silikonebryster. En del fester om natten, andre sover. En del har flygtige seksuelle kontakter, andre sparer på uskylden. Mange spiller basket, mange danser, næsten ingen spiller golf.

Det er med andre ord svært at udtale sig generelt om indvandrerpiger. Indvandrerpiger er forskellige. Det eneste, man med sikkerhed kan sige, er at vi alle mere eller mindre usynliggøres og at vi alle kan blive offer for racisme og diskrimination. Intet andet forener os, og alt andet skiller os ad. Det er egentlig misvisende at ville samle alle os, som har helt forskellige livsanskuelser, ideologier og kulturer, i en klump. Det, vi har tilfælles i det nye land er, at vi ikke rigtig kan finde os selv. Vi savner spejle.

Det er, som om vi ikke fandtes. Det er altid det ekstreme, som fylder løbesedler og TV-programmer. Vi må aldrig være normale, almindelige, rigtige eller vigtige.

Det er et mørkt billede, jeg tegner. Det er et sandt billede, som tynger mig. Jeg er kritisk og kamplysten, og det er på tide at sige fra, det er på tide at nuancere billedet af os, det er på tide at træde frem på vore egne vilkår. Vi må begynde at kæmpe imod. Hver stor kamp begynder med en lille kamp i vores eget hjem, i lokalområdet.

Diskuter og debatter med dine forældre, slægtninge, venner og foreningsmedlemmer. Foren jer og stil krav til de etablerede mediers mytedannelse.

Skriv læserbreve, artikler, sæt dig ind i tingene, demonstrer, protester, korriger det falske, fordomsfulde billede, som forfølger og fastholder os indvandrerkvinder i samfundets rand.

Alexandra Pascalidou
Faklen.dk, marts 2002 (først bragt i Mana 9-11, 2001)