Centrum-Venstre kommer først i offensiven, når man begynder at sætte dagsordenen i fællesskab.

Den er først hjemme, når sidste stemme er talt!

Allerførst må jeg i forhold til valget i 2011 advare alle aktive bag og i oppositionen mod allerede nu at tro, at "den er hjemme" - og nogle synes faktisk at tro netop dette. Ganske vist peger ikke mindst økonomiens ringe tilstand, meningsmålingerne og et vist omslag i kulturkampen i en positiv retning. Men politik er som fodbold: Tingene kan lynhurtigt ændre sig.

I fodbold er det imidlertid sådan, at alle på et hold har ét fælles mål og spiller bedst muligt sammen for at nå det, nemlig en sejr over det andet hold. Sådan ser det ikke altid ud til at være i politik, hvor mange interesser brydes, og hvor der stik mod diverse politologiske giganters forudsigelser ikke er tale om et nulsumsspil.

At sætte en ny dagsorden

Jeg har fuld tiltro til, at Thorning, Søvndal, Vestager og hvem der nu er Enhedslistens leder i denne måned ønsker magten for at lave om på tingene og ikke blot for dens egen skyld. Men skal det virkelig batte, er det en afgørende opgave at ændre den politiske diskurs i Danmark, som er alt for forudsigelig og snæversynet, og som stort set foregår på borgerlige præmisser ud fra fastlåste økonomisk-politiske opfattelser, der præsenteres som skinbarlige sandheder, selv om de faktisk ikke har meget med virkeligheden at gøre.

Hvis man for eksempel vil have en anderledes økonomisk politik, der ikke blot flytter lidt rundt på 10-15 milliarder, må centrum-venstre altså se at gen(op)finde Keynes og andre centrum-venstre økonomer og uddanne vælgerne i deres tankegang. Blot "Keynes Classic" vil være et kæmpestort fremskridt, både hvad angår nye politikker og en ny diskurs.

Så længe statsministeren kan slippe af sted med at lukke solidt sludder ud ved at påstå, at "kun den private sektor kan producere vækst", og at "vi alle er en del af samfundshusholdningen og må sætte tæring efter næring", samt at det er "objektivt fastslået, at Danmark kommer til at mangle hænder om 20-40 år", så spiller oppositionen grundlæggende på udebane.

Alt tyder på, at den private sektor ikke er den eneste og måske heller ikke den bedste vækstskaber, men mere herom senere. Og nationaløkonomi er netop ikke som folks privatøkonomi. Faktisk næsten tværtimod: Når der er krise, skærer alle fornuftige mennesker ned på forbruget, så langt de kan - mens staten skal gøre det modsatte og altså bl.a. fremrykke langsigtede investeringer for at holde økonomien i gang - og vice versa.

Ovenstående burde jo være børnelærdom for økonomer og politikere, og derfor er det uforståeligt, at oppositionen ikke udfordrer statsministerens sludder, også på et mere idémæssigt plan.

Økonomiske udfordringer

Mere generelt bør oppositionen blive mere enige om den økonomiske politik på kort og mellemlangt sigt - herunder at økonomi er mere end demografiske fremskrivninger. Demografisk er det oplagt, at forholdet mellem ældre og yngre forskubbes, og at det vil give problemer. Spørgsmålet er bare, i hvilket omfang det også ender med at blive en økonomisk udfordring.

Det afhænger bl.a. af de økonomiske konjunkturer internationalt og nationalt, den private og offentlige sektors behov og indbyrdes forhold, produktivitetsudviklingen, tekniske og andre innovationer, levealderen, sygdomsfrekvensen, inddragelse af hidtil marginaliserede grupper på arbejdsmarkedet, hvad man anser som den "strukturelle ledighed", og så videre.

Alt andet lige vil der formentlig opstå et problem, selv om de stærkt alarmerende toner kommet til at lyde noget overdrevne med en bruttoarbejdsløshed på 200.000 for tiden. Ikke desto mindre er det helt centralt at have så stor en kvalificeret arbejdsstyrke som muligt om føje år. Og her er det altoverskyggende problem lige nu, er, at Danmark allerede efter få års arbejdsløshed står til at tabe op mod 75.000 unge på gulvet og erodere deres uddannelses- og erhvervsevne, som kunne levere hoveder og hænder om 20 år.

Genetablere et ægte demokrati

Overordnet mener jeg, lidt flot formuleret, at målet for oppositionen må være at genetablere en moderne demokratisk velfærdsstat med magtens fulde tredeling og sikring af borgerlige samt andre menneskerettigheder såvel hjemme som ude, og det kan kun gøres ved at bryde med den gennem 10 frygteligt lange år regerende 'demokraturgiske' nationalkonservative hyperliberalisme, der til tider har balanceret på kanten af det fascistoide.

Her skal man huske, hvem vi har at takke for den udvikling, nemlig Anders Fogh Rasmussens Venstre og først derefter Dansk Folkeparti under Pia Kjærsgaard. Det var Venstre, der bragte den omstridte annonce i 2001 med storgrinende "perkere", der forlader en dansk domstol efter en angiveligt alt for mild og blødsøden dom. Det var Venstres chefideolog Claus Hjort Frederiksen, der fastslog Venstres grundlæggende værdifællesskab med DF.

Det var Anders Fogh, der stod åh så fast under første del af den meget belejligt fremkaldte Muhammed-karikatur-krise og dels afviste så meget som at tale med ambassadører for 11 muslimske lande, dels affyrede den flotte men falske formulering, at "ytringsfriheden kan ikke gradbøjes", så selv erfarne journalister, der selv gradbøjer den hver eneste dag, sprang på vognen. At piben så fik en anden lyd, da dele af verdens muslimske befolkning på over 1 mia. mennesker ville hjælpe deres venner i vores minoritet i Danmark, er en anden sag.

Det var under Venstres lederskab og med kraftige opfordringer fra DF, at man vedtog terrorpakke II, selv om PET offentligt erklærede, at de ikke behøvede nye beføjelser i kampen mod terror. Og det var et ledende medlem af Venstres Ungdom, der foreslog, at Venstre ligesom under den tyske besættelse skulle prøve at få gjort brug af den paragraf i Grundloven, der gør det muligt at udelukke alle, der ikke er i job, fra at stemme ved valgene i det ellers demokratiske Danmark.

Ikke uden ironi er det under en Venstreregering, at pengene er fosset ud af statskassen takket være skattestop og -lettelser til de rigeste, og hvor milliarder er sendt ud af landet til pensions- og andre konti i Schweiz og andre skattely. Alt sammen, mens man sender politi for at hente folk til fogedretten for selv den mindste gæld og tjekker alle fra Danmarks engang stolte retsstat, når de skal på (jule)ferie i udlandet, for at se, om de er på dagpenge eller kontanthjælp. Efterhånden mangler man snart kun genindførelsen af gældsfængslet, og så kan vi jo se, om der dukker en dansk Dickens op.

Ægte terrorbekæmpelse

Sikkerhedsmæssigt indebærer en ny diskurs og en ny politik bl.a. en genindførelse af en ægte retsstat med en fjernelse af terrorpakke II og en betydelig indskrænkning af terrorpakke I, så en række bestemmelser ændres, og så de kun kan anvendes i forbindelse med egentlig terrorsigtelse. Altså ikke til "præventivt" eller på andet tvivlsomt grundlag at anholde f.eks. 2000 deltagere i en ellers fredelig demonstration under et klimatopmøde, hvor kniplerne glødede næsten lige så meget som Løkkes dirigentklokke og en del mere end hans vid.

Nogle vil sikkert indvende, at vi netop nu har en tilsyneladende helt reel terrorsag, og at den er et godt argument for, at den såkaldte terrorlovgivning ikke blot skal bibeholdes, men måske ligefrem strammes. Men dels glemmer man vist, at alle er uskyldige, indtil det modsatte er bevist, dels har PET indtil videre været mere end tilfredse med de beføjelser, som de fik i terrorpakke I, så hvorfor skulle vi have en pakke II og måske endda nummer III? Og hvad har terror i øvrigt med klimademonstranter at gøre?

PET og andre gør et godt stykke arbejde under svære forhold, og det skal de have støtte til. Har de reelle og velbegrundede ønsker om bedre arbejdsbetingelser, så skal det selvfølgelig overvejes. Men betyder det, at man kan slække på kontrolmekanismerne, eller at man skal fastholde bestemmelser, som indtil videre kun er anvendt ifm. lukningen af Ungdomshuset og diverse fredelige demonstrationer?

Ægte terrorbekæmpelse handler først og fremmest om bedre integration og modvirkelse af radikalisering. Det er et langt sejt træk, og de tre bedste midler er jobs, jobs og jobs - og så et godt mål uddannelse og anerkendelse!

I den forbindelse vil jeg godt advare ellers forstandige politikere mod at sprænge endnu en sikring og gå tilbage til endnu en fuser ifm. Hizb-ut-Tahrir. Hvorfor tror man i grunden, at Hizb-ut-Tahrir provokerer nu igen? Fordi de mangler medlemmer, og den bedste måde at give dem nogle på er at bede dem gå ad helvede til eller under jorden ved at forsøge at forbyde dem. Forgæves i øvrigt, for igen har Hizb-ut-Tahrir's ledelse været djævelsk smarte og holdt sig til at udtale sig om "modstand" i udlandet, in casu Afghanistan. Og ja, de har gjort det på en hamrende provokerende måde, men hvorfor mon? Moderate muslimer har de sidste par år ført dialog med Hizb-ut-Tahrir og ikke mindst deres sympatisører, og det har kostet dem medlemmer og gjort deres ledelse tydeligt desperat. Hvilken vej tror man så er den bedste?

Udenrigs- og sikkerhedspolitik

Udenrigspolitisk må Centrum-Venstre arbejde for en nyorientering, så vi nok har en humanistisk aktiv udenrigs- og sikkerhedspolitik, men ikke en "aktivistisk-ekspansiv" udenrigspolitik. Vi skal ikke konstant lægge os i halen på USA, men knytte an til de fælles prioriteringer i FN og EU, og anvendelsen af blød magt skal være vor vigtigste udenrigspolitiske magtudøvelse. Dertil får vi brug for en sandheds- og forsoningskommission om politisk-militære problemstillinger som en krigsførende nation for første gang siden 1864, og vi får brug for hurtigst muligt at komme ud af den efterhånden fuldstændig fejlstyrede og fejlslagne krig i Afghanistan, der oprindeligt var en forsvarskrig.

At gå ind i Afghanistan for at gøre op med Al-Qaeda og deres baser efter 11. sept. 2001 var helt forståeligt, herunder at vælte Al-Qaedas hjælpetropper i Taleban. Derefter burde opgaven have været at etablere et nogenlunde sikkert og legitimt styre, der kunne sikre os bedre mod ny terror. Opgaven var ikke at eksportere lige præcis vores opfattelse af demokrati, men helt enkelt i stedet at fremme fornuftig regeringsførelse og basale borgerrettigheder. At man dertil også begyndte en selvmorderisk "krig" mod alle vore - eller måske snarere præsident Bushs - yndlingsaversioner, herunder gik i gang med afbrænding af fattige bønders valmuemarker frem for at købe morfinen til vore hospitaler og anden sygdomsbehandling, må forblive en komplet gåde.

Sammenhold i oppositionen

Som nævnt ovenfor er det altså forkert at tro, at oppositionen ikke kan lave så megen ged i det, at VOK med nye venner kan blive genvalgt. Det kan desværre ske, selv om lidt uenighed på udlændingeområdet tydeligvis ikke er nok, jf. netop balladen om pointsystemet, hvor der 'blot' blev flyttet stemmer inden for oppositionen.

Jeg må dog fraråde alle i oppositionen, også S og SF's ledelser, at prøve diverse automatsvar med efterfølgende halve kovendinger igen. Og kan oppositionen ikke tale sig til rette om at være enige, så bør man i det mindste formå at være enige om at være uenige på en ordentlig og anstændig måde.

Pas på med at undervurdere "den indre svinehund", som vi desværre alle har lidt i os af - de fleste dog heldigvis kun lidt - og som kan ernære sig ved mange slags fødeemner, såvel DF's stædige håndfodring men desværre også når oppositionen laver l... i den! Og lad mig lige skære det ud i pap: Den indre svinehund har med racisme og xenofobi at gøre - at lægge en minoritet for had eller kollektiv mistanke, direkte eller indirekte.

2011: It's the economy, stupid!

Heldigvis er situationen noget anderledes i 2011: Regeringen er ikke blot træt, den er nærmest desperat. Dette blev bedst demonstreret ved Venstres desperate forsøg på at splitte oppositionen og selv risikere valgtæv på grund af løftebrud om efterlønnen, ved diverse ministres gåen amok over at få stillet kritiske spørgsmål, og endelig ved VOK's nyeste historier om, at fagbevægelsens bidrag giver oppositionen en økonomisk fordel i valgkampen.

Man må anstrenge sig noget for ikke at føle foragt over for en så utilsløret flæbende opførsel ved den blotte udsigt til at miste magten, og især det sidstnævnte eksempel er indtil videre den mest ynkelige falske klynken fra partier, der sidst havde 10 gange så mange penge som oppositionen.

Derudover er de fleste vist klar over, at vi har en økonomisk krise, selv om VOK ironisk nok prøver at tale den op og ned på én gang. Op, fordi der så bliver en "krisebevidsthed", der fører til støtte bag offentlige besparelser - eller det satser de i hvert fald på. Men samtidig taler diverse bankøkonomer og andre tæt på VOK krisen ned, ganske enkelt for at forsøge at tale økonomien i gang på den måde.

Målet med at omtale krisen som fortid og fiksere på enkeltstående fremgange i den nominelle vækst og priser på fast ejendom er at tage opmærksomheden væk fra beskæftigelsen, der stadig er stagnerende, så regeringen ikke skal huskes for sin del af ansvaret for en gavebodspolitik, der bidrog til boblerne og deres bristen, en økonomisk nedsmeltning og en derefter en langvarig stagnation og / eller jobløs vækst.

Og netop en stagnation med en jobløs vækst er faktisk det bedst tænkelige scenario i de nærmeste år, men der er også en vis risiko for et nyt alvorligt dyk og/eller et uendeligt værre scenario: At EU bliver sendt rigtigt til tælling af de indre spændinger i Euroland.

Denne indre modsigelse i VOK's økonomiske politik og -retorik burde være gefundenes fressen for diverse meningsmagere på venstrefløjen, også fordi den sammen med regeringens og dens skattestops medansvar for boblerne og krisen burde være en af de bedste illustrationer af, at en Centrum-Venstre-regering ikke blot er bedst for beskæftigelsen, men for hele den økonomiske styring - modsat de snart selvforstærkende myter om de borgerlige partiers overlegne økonomihåndtering, der render rundt konstant i de efterhånden fortvivlende ukritiske medier.

Bankernes rolle i krisen glemt?

Jeg begriber heller ikke, hvor ramaskriget fra oppositionen blev af, da de danske bankers interesseforening her i december gav Nationalbanken fingeren og afviste selv nogle meget forsigtige krav til deres videre soliditet og risikotagning. Hvordan kan man lade det gå upåtalt hen og se det som andet end en uhørt frækhed og hån mod hårdtarbejdende skatteydere, for slet ikke at tale om de arbejdsløse?

Især når man betænker, at det var nøjagtig de samme banker, som uden blusel henvendte sig til deres venner i regeringen for at få stillet to gange det danske BNP til rådighed som sikkerhed for deres egen unødvendige risikotagning, og derefter gladeligen med landets største bank - dem der engang gjorde "det, de var bedst til" - i spidsen tog mod meget billige og meget store og meget lukrative statslån såvel i Danmark som i USA for overhovedet at kunne blive stående på fødderne.

Vi skal have en bankpakke tre, og den skal stille de nødvendige og større krav til bankerne - blandt andet men ikke kun om en finanstransaktionsafgift, så der er en reel mulighed for at undgå en tilsvarende situation.

Og hvis finanssektoren stadig brokker sig over den nødvendige medicin eller stadig nægter at lære lektien, så må man jo spørge dem, om de på længere sigt virkelig ønsker at gøre det nødvendigt at forvandle egentlig bankvirksomhed - såsom udlån, indlån, likviditet og løbende betalinger - til en statslig service, og ved siden af opføre statslige kasinoer, hvor folk kan spille på lotto, blackjack og diverse finansielle derivater for helt egen regning.

En ny fælles økonomisk politik for oppositionen

Ydermere er der mildt sagt også mangler i den økonomiske politik hos oppositionen, ikke blot i indhold og form, men også i forhold til den nødvendige grad af enighed.

Helt generelt har Centrum-Venstre og landet som helhed behov for et nyt økonomisk-politisk paradigme, og disse overvejelser bør kunne bruges:

Det er ganske enkelt forkert, at kun den private sektor skaber vækst - eller for den sags skyld skulle være bedst til det. Både den offentlige og private sektor skaber vækst, såvel direkte som indirekte. Infrastruktur, uddannelse, omsorg og infrastruktur er forudsætninger for vækst, men den konkrete udførelse af dem giver også mere vækst i sig selv dels ved at give ordrer til private firmaer og dels ved at generere forbrug. Det forøges yderligere ved multiplikatoreffekten, og den er langt større ved offentlige investeringer end ved især skattelettelser i toppen.

Derudover er - såvidt jeg kan se - enhver større teknologisk bølge i nyere tid faktisk skabt af offentlig fremme af opfindsomhed (herunder uddannelse og grundforskning) samt offentlig efterspørgsel og joint-venture med den private sektor. Eksempler: Computere, der fyldte en større patriciervilla, blev opfundet til statslige databehov, internettet blev påbegyndt af USA's militær, den reelle effektivisering af den offentlige sektor bygger især på computerteknologi, og omsorgsrobotteknologi - den næste store satsning - kommer af offentlig efterspørgsel, mens grøn teknologi blev igangsat af staterne, ikke mindst den danske.

Men der er også masser af eksempler af ældre dato, ja sågar fra kapitalismens fødsel: Hvem sparkede f.eks. jernbanen i gang? Staten i form af enevælden! Hvad fyrede damplokomotiverne med? Kul tilvejebragt af statslige mineselskaber i hjemlande og kolonier. Hvordan begyndte flysektoren? Pionerer opfandt flyvemaskinen og afprøvede den, hvorefter staterne i første omgang brugte teknologien militært og derefter stiftede nationale flyselskaber til almen brug. Da først tingene var opfundet og sat rigtigt i gang, kunne den private sektor overtage.

Den private sektor er god - endda rigtig god - til at omsætte nye, store ideer til produkter og at gøre disse billigere og masseproducerede og alment udbredte forbrugsgoder. Men den private sektor er hverken særlig inventiv, altså god til at til få og udvikle helt nye ideer, eller særlig initierende, dvs. god til at starte de første faser af deres udvikling op. Tilmed er det sådan, at den private sektor undertiden kvæler gode ideer, især hvis den består af de-facto monopoler eller karteller med aftaler om f.eks. priser.

Historien om benzin og bioetanol

Tillad mig at bruge historien om bioetanol til bilmotorer som et opbyggeligt eksempel. En egentlig motor baseret på etanol og terpentin blev opfundet i 1826 af Stanley Morey, og en ren etanolmotor sat i produktion i 1896 af Henry Ford. Men eftersom etanol (sprit) kan laves af alt organisk materiale og omvendt bruges til mange ting (!), kan man ikke tage patent på det, og sit første dødsstød fik bioetanolen, da den blev pålignet skat under den amerikanske borgerkrig i 1862 - næppe uden tilskyndelse fra den dengang fremvoksende olieindustri.

I anden omgang fra ca. år 1900 fik Standard Oil (der sad på 90% af oliemarkedet i USA) i samarbejde med General Motors og E.I. du Pont Kemi langsomt drevet bioetanol ud af markedet, også selv om Standard Oil efter sin storhedstid i 1890-1911 blev spillet op i "de syv søstre" takket være Theodore Roosevelts ægte liberale antitrust-lovgivning. Da man havde problemer med at finde et brændstof baseret på olie - som man vel at mærke kunne tage patent på, og som ikke medførte farlig ustabilitet i motoren ("the knocking effect") - endte man med at tilsætte bly.

Da blyets sundheds- og miljørisiko for alvor blev erkendt i 70'erne, begyndte man at tilsætte diverse former for æter for at oxidere benzinen, men de er senere blevet afslørede som sundheds- og miljøsyndere såvel som farlige ved brug. Efter år 2000 er selv USA, først via enkeltstaterne, begyndt at forbyde andre tilsætningsstoffer til benzin end ren etanol som den sikreste og mest sundhedsvenlige motorstabilisator. Selv om bioetanol-teknologien hele tiden har eksisteret, er man først for alvor begyndt at overveje bioetanol som brændstof nu, hvor olien er blevet såvel et økonomisk som politisk våben - og snart en mangelvare.

For en ordens skyld bør jeg nok tilføje, at dette ikke er et indlæg for en gigantisk satsning på bioetanol (medmindre den laves af bioaffald), dels fordi der er andre energikilder undervejs, dels fordi det kan føre til øgede fødevarepriser. Det tjener blot til eksempel på, hvordan en 'ren' energikilde blev erstattet af en drønbeskidt ditto - hvis forskellige mindre bestandele og potentialer i øvrigt kunne have tjent menneskeheden og fremtidig ren teknologi i måske tusind år, fordi der kunne tjenes flere penge på at hive millioner af års reserver op fra undergrunden og brænde dem af med det samme.

Intelligent vækst - et fælles projekt

For nu at opsummere min første pointe: Den private sektor er kun bedst til at skabe vækst, når det kan betale sig, og når det går godt! Jeg ved, at det er lyder som en i hvert fald delvis pleonasme, og det er det vel også, men pointen i det ovenstående er, at uden en stærk stat og små innovatører og tilskud samt afsætningsmuligheder bl.a. i den offentlige sektor i rette målestok på de rigtige tidspunkter kommer den private vækst ingen steder!

Og nu til min anden pointe: Selv når det kører, er væksten blind. Skal væksten også være reelt samfundsnyttig, skal den styres og reguleres. Hvis Danmark og verden fortsat skal kunne udvikle sig, så ulighederne langsomt formindskes, kræver det vækst, men det kræver vækst uden at udplyndre klodens ressourcer og fremkalde en økologisk katastrofe. Her gør man klogt i at lytte til Karl Marx og Edmund Burke i forening: Hvis noget er en pligt for enhver generation, så er det at efterlade jorden i bedre og ikke ringere stand, end de fik den overdraget!

At den private sektor omvendt har en afgørende rolle mht. at sætte fart på væksten og fordele såvel egentlige forbrugsgoder som incitamenter er derimod korrekt, når man med forbrugergoder forstår f.eks. et passende antal sko i et passende antal størrelser og designs og kvaliteter, og når man ved incitamenter f.eks forstår belønninger for at have mod og kapital til at sætte en ide i produktion, forfine den yderligere (innovation) eller gøre den billigere.

Derimod er det en meget dårlig idé at sætte den private sektor til at lave så mange sundhedstjek som muligt, fordi de gerne skal være korrekte hver gang, og det er ikke det rette sted at skære genveje, som vi har set det på kræftområdet for nylig. Og nu vi taler om kræft, så har jeg en fornemmelse af, at det heller ikke vil være en god idé at sætte den private sektor til at gøre plutonium billigere, bedre og mere tilgængeligt for alle ...

Den private sektor har selv for nylig været så elskværdig at påvise ovenstående ved sin totale nedsmeltning, først finansielt og så realøkonomisk, og dermed at den heller ikke er god til at styre væksten samfundsmæssigt fornuftigt, herunder til at undgå klimakriser eller finansbobler på 10-20 gange værdien af den reelle produktion og andre strukturelle og konjunkturelle kriser.

Alligevel synes det, som om ingen ansvarlige politiske aktører tør sætte spørgsmålstegn ved påstanden om, at det frie marked og det private erhvervsliv ikke blot er den bedste, men den eneste skaber af "rigtig vækst". Ja, selv at følge i 100-år gamle fodspor fra en af USAs mest liberale præsidenter og stræbe efter ægte dynamisk konkurrence viger man tilbage for. Rækker ambitionerne hos vore partiledere og såkaldte idépolitiske meningsmagere virkelig ikke længere? For så vil jeg nødig se "forkert vækst" - uanset hvilken regering vi har.

Claus Piculell
Faklen.dk, 31.12.2010