Det er svært som europæer at forholde sig til de to statsanerkendte partier, der skiftes til at at have magten i USA. Udover krigsgalninge som McCain og religiøse fundamentalister som Sarah Palin rummer Republikanerne for eksempel også enkelte konservative krigsmodstandere, der nærmest af og til lyder som europæiske kommunister. Og Demokraterne spænder nærmest over stort set hele det danske politiske spektrum.

Set fra den vinkel er det er svært overhovedet at anse de to blokke som egentlige "partier" med fælles minimumsholdninger. Men man kan dog se på hvilke holdninger, der har magten (eller kæmper om magten) i hvert af de to partier, og som altså repræsenterer partiet mere end andre perifære holdninger uden indflydelse. For eksempel er det rigtigt, at der er libertarianere i det republikanske parti, men deres holdninger kan ikke siges at repræsentere partiet i nogen betydelig grad. Magtkampen i det republikanske "parti" står mere mellem holdninger á la Dansk Folkeparti kontra holdninger á la Liberal Alliance.

Hos Demokraterne er der også splittelse og delte meninger, og det er svært at kategorisere deres politik entydigt. De primære tendenser spænder over rå neoliberalisme og frimarkedskapitalisme til mere og mindre progressive fagforeningsforkæmpere. Partiet er også påvirket af borgerrettighedsbevægelser mod racisme, homofobi, sexisme osv.

Sidstnævnte grupper er bestemt ikke dem, der har magten i partiet, men de har alligevel en vis indflydelse, som holder partiet på en lidt mere demokratisk og liberal kurs, så det ikke svinger helt over i fascisme. Begge partier spænder altså over næsten hele det danske spektrum, men hos Republikanerne er der stærke fascistiske kræfter som partiet ind imellem gerne vil tækkes, mens der hos Demokraterne er antifascistiske (egentligt demokratiske) kræfter, som nok forhindrer at det bliver ligeså fascistisk som Republikanerne kan være.

Men lad os prøve at droppe sammenligningen mellem de to partier her-og-nu og istedet se på deres respektive roller for amerikansk kapital i et længere perspektiv. Hvis man ser de to partier som repræsentanter for de samme økonomiske interesser, så bliver deres op- og nedgange lettere at forklare, idet de har hver deres rolle i samme system i forskellige perioder. Dette er dog for simpel en forklaring, for der er også modstridende økonomiske interesser (hvilket jeg vender tilbage til), men lad os alligevel prøve. Jeg advarer på forhånd om, at virkeligheden er endnu mere kompliceret.

Neokonservatisme giver plads til neoliberalisme
Efter 8 år med Bush og forsøg på brutalt at smadre alt i både USA og Verden for at give profit til nogle få udvalgte af hans venner er det lidt svært ikke at se en hvilken som helst Demokrat som lidt mere socialt indstillet. Hvis man skal se lidt mere sobert på det, er det nu "bare" to forskellige former for kapitalisme – og man kan måske endda se dem som samarbejdspartnere. Clinton virkede også som en lettelse efter 12 år med Reagan-Bush, og han var også bedre for menige amerikanere: Der blev indført bedre forbrugerbeskyttelse, arbejderrettigheder, mere ligestilling, bedre sociale vilkår, lidt bedre sundhed osv. Hvis man ser på det i et kort perspektiv, så var Clinton et fremskridt.

Ser man det i stedet i et længere historisk perspektiv, så var Clinton aldeles ikke progressiv. Det bedste ved ham var, at han var bedre end Reagan/Bush, som havde privatiseret og smadret en masse sociale institutioner. I det store perspektiv var USA på en "progressiv" (altså lidt mere økonomisk social) kurs i 1930erne og frem, indtil det blev endegyldigt vendt sidst i 70erne under neo-konservatismens fremtog. Set i det perspektiv har Clinton ikke stået for en tilbageerobring af de sociale fremskridt, der var forsøg på at lave tidligere. Hans udgangspunkt var den sociale situation skabt ved et årtis neokonservativ smadring af velfærd og arbejderrettigheder, og det kunne han så bygge videre på med et "venligt ansigt". Han lavede nogle mindre sociale forbedringer for de menige amerikanere, men bestemt ikke noget paradigme-skifte eller radikalt kursskifte. Reagans privatiseringer og generelle højredrejning var stadig udgangspunktet for hans politik, og det blev ikke udfordret.

Det samme kan man sige om udenrigspolitikken. Clintons udenrigspolitik var afgjort et mere "venligt ansigt" end de kyniske og brutale erobringskrige, kup og militærjuntaer, der blev iværksat og støttet under de neokonservative. (Her må vi lige for argumentets skyld ignorere de få "gode" krige Clinton deltog i, som alle blev sminket som "humanitære inventioner" o.l.). Mens USA op igennem 1980erne fortsat støttede officielle diktaturer, som åbenlyst myrdede sin egen befolkning i USAs økonomiske interesse, så blev mange af disse "diktatorer i uniform" skiftet ud med "diktatorer i jakkesæt" i 1990erne: militærstyre blev erstattet af "demokrati" med lidt symbolsk indflydelse til befolkningen og lige grad af økonomisk udbytning og ressourceudvinding til USA.

Disse nye "demokratier" passede fint ind i det "nye" USA, hvor kontrollen over Latinamerikan gik fra Pentagon- og CIA-støtte til juntaer og paramilitære og blev "erstattet" med "frihandelseaftaler" (og støtten til paramilitære blev mindre åbenlys). Neokonservatisme blev erstattet med neoliberalisme. Her kunne man være fristet til at argumentere for, at Clintons udenrigspolitik bare byggede videre på den forbryderiske udenrigspolitik, som tidligere administrationer havde stået for: Efter at diktatorer og militær havde udryddet det meste af alt progressivt og al modstand i Latinamerika, var der ikke længere brug for dem, og det rene økonomiske forretnings-diktatur kunne tage over.

Er Obama Clinton?
Nu er vi hverken i 1980erne eller 90erne mere, men jeg synes historien er relevant, fordi den godt kunne gå hen og blive gentaget i en ny form nu. Bush Jrs politik har på mange måder mindet om Reagans på både udenrigs- og indenrigsområdet, og spørgsmålet er om Obama blot bliver en ny "Clinton". Det synes jeg, stort set alt tyder på. Han vil stadig regere for de rigeste og for forretningsfolket, men han vil gøre det på en anden måde.

Lad os for eksempel se, om smadringen af Irak bliver erstattet med neoliberalistiske udbytningsaftaler. (Irak kan dog ikke helt sammenlignes med Latinamerika - det er for langt væk fra USA og modstanden er stadig ikke smadret). Og lad os se, om snakken om social- og sundhedsreformer bliver til noget egentligt opgør med Bush-regimets privatisering og profit-gørelse, eller om det bliver til lappeløsninger indenfor de politiske rammer, som Bush har givet. Vil Obama være det venlige ansigt, som lapper lidt på Bush' politik, eller vil han gøre op med Bush-politikken?

De fleste af Obamas handlinger tyder på, at han ligesom Clinton vil regere "til højre". Selvom de er stemt ind af folk, der gerne vil have mere venstreorienteret politik, har Demokraterne en tendens til, når de er blevet valgt, at samarbejde mere med Republikanerne end med deres eget venstrefløjske bagland (hvor Republikanere sjældent har noget imod at føre ideologisk blokpolitik).

Obama har dog lagt op til mindre kursskifter på nogle få områder. Ligesom under Clinton-administrationen vil der komme mere fokus på sundhed, uddannelse, og måske lidt forbedringer til de socialt dårligst stillede i USA. Dette er altsammen noget der afhænger af realpolitik, korruption og politiske manøvremuligheder. Obama har bedre manøvremuligheder end Clinton, fordi han kan samarbejde med en Kongress, som også er blevet mere venstreorienteret. Spørgsmålet er, om han gør det.

Til forskel fra Clinton har Obama dog givet udtryk for en skepsis overfor neoliberalismens - han har kritiseret de frihandelsaftaler, som både er dårlige for menige amerikanere (der mister deres arbejde) og menige latinamerikanere (der mister deres jord og ressourcer). Dermed har han allieret sig retorisk (og populistisk) med de faglige kræfter i USA. Han har også talt om at der bør indgå "fair handel" i "frihandelsaftaler" og altså, at der skal være krav om faglige rettigheder i aftale-landene, hvilket jo er gode nyheder for både latinamerikanere og nordamerikanere. Tiden må vise, om han lever op til det eller om det bare var populistisk valgflæsk.

Faglige kampe på dagsordenen
Tilbage til magtkampene i det Demokratiske parti. Nej - glem det parti, og lad os se på magtkampene i det amerikanske samfund. Det Demokratiske parti er nødt til at forholde sig til de tendenser der rykker på jorden blandt deres stemmer, og Obama-administrationen (og Demokraterne i parlamentet) vil muligvis være mere progressive, hvis der er stærke progressive bevægelser, som arbejder i den retning udenfor den korrupte politiske verden.

Lige nu i USA er en af de helt centrale kampe spørgsmål om faglige rettigheder, organiseringsretten og organiseringsformen. Ligesom under Reagan har der været stærke svækkelser af fagforeningerne under Bush. De havde det i forvejen ikke godt - Clintons neoliberalisme gjorde ikke så meget for at hjælpe dem og rette op efter Reagans angreb. Bush behøvede ikke at ændre særlig meget politisk men kunne blot se på, mens faglige rettigheder blev smadret af private firmaer, forstærket af at hans politik havde skabt massiv fattigdom og underbeskæftigelse, hvilket styrkede kapitalen og svækkede fagforeningerne.

Men lige nu er der trukket nogle klare linier op på en række simple spørgsmål, som Demokraterne og Obama vil blive tvunget til at forholde sig til. Der er spørgsmålet om retten til faglig organisering, hvor der er nødt til at blive trukket nogle politisk-juridiske linier. Det er ikke ligefrem, fordi fagforeningerne i USA nu er blevet stærke eller er vokset, men der er kommet mere fokus på forandringerne af det faglige arbejdsmarked, og nu kommer der altså en række sager, som politikerne vil blive tvunget til at forholde sig til.

Det handler for eksempel om, at forskellige stater har forskellige grader af anerkendelse af fagforeninger og forskellige tolkninger af "organiseringsret" – ligesom der er forskellige tolkninger af, om og hvordan arbejdsgiverne har "ret" til at bekæmpe deres arbejderes organisering. Disse emner ligger lige nu i "status quo", hvor de kæmpende på hver side af klassekampen afventer den nye administration.

Faglige spørgsmål kommer også op, når politikerne skal tage spørgsmål til de mange "krise-pakker" til erhvervslivet. Der var for eksempel krav fra tåbelige politikere om, at bil-industrien skulle skære ned på lønningerne til sine arbejdere for at de kunne få sin støttepakke (bil-industrien er den bedst organiserede industri i USA med flest arbejder-rettigheder) – altså klare krav om smadring af faglige kampe og rettigheder, der minder om de "strukturtilpasningskrav", som IMF har tvunget Latinamerikan og andre regioner ud i i 1980erne. Omvendt meldte de faglige med lidt snedig taktik ud til forsvar for deres arbejdsgivere og dem selv, at hvis politikerne ville tage sig sammen og indføre socialiseret sygesikring (arbejdernes ret til arbejdsgiverbetalt sygesikring er bilindustriens største udgiftspost – General Motors beskrives ofte som en sygeforsikring der også laver biler), så ville industrien være konkurrencedygtig i forhold til de lande, der både har høje lønninger og offentlig sygesikring.

Der vil komme mange flere krisepakker og pakker med "økonomiske indsprøjtninger" i den nærmeste fremtid, og de vil alle have elementer af klassekamp, og de faglige og sociale spørgsmål vil atter kunne komme på dagsordenen. Den amerikanske fagbevægelse er godt nok meget svag, men den er for nylig begyndt at røre på sig og råbe lidt op.

I disse fremtidige kampe kan Obama og Kongressen blive tvunget til at "vælge side". Obamas handlinger tyder indtil videre på, at han vil føre en centrum-højre-kurs. Men de kampe, der foregår ude i virkeligheden, kan måske tvinge ham (eller enkelte kongresmedlemmer, som han er nødt til at samarbejde med) til at tage stilling og vælge side i de klassemæssige og faglige spørgsmål, som altså ulmer lige nu i USA og bare venter på at sprænge ud. Og hvilken side de vælger i disse spørgsmål vil sandsynligvis være afgørende for hvilke tendenser, der bliver forstærket internt i Demokraternes parti og bagland også i andre spørgsmål. Lige nu vil faglige spørgsmål kunne være motor for, om progressive tendenser skal kunne ignoreres eller have indflydelse i partiet. Det vil også påvirke spørgsmål som immigration, ligestilling m.v.

Selvom Demokraterne og Republikanerne spænder over næsten det samme politiske spektrum, er der altså stor forskel på, hvem der kan dominere og sætte kursen i de to partier. Republikanerne har en risiko for at blive trukket rundt af fascistoide og fundamentalistiske, antidemokratiske og konføderalistiske tendenser i deres bagland.

Omvendt er der ikke nogen "fare" for at Republikanerne skulle give indrømmelser til fagforeninger og progressive, hvilket Demokraterne godt kan blive presset til (bemærk: kan). Men det afhænger alt sammen af udviklingen i de sociale bevægelser mere end af interne, isolerede magtkampe blandt karrierepolitikere. Det kræver, at presset er der.

Ole Sandberg
Kilde: vhs blog, 12.1.2009