Den britiske regering har en plan for bekæmpelse og forebyggelse af terrorisme. Det vigtigste ved den slags planer er, at de har et smart navn, og det lever denne plan helt op til. Den hedder CONTEST - et akronym for "COunter TErrorism STrategy". En anden vigtig ting er, at man kan opstille nogle formålserklæringer i punktform med bogstavrim. CONTEST består derfor af følgende fire elementer med hvert deres "clear objective":

Pursue - To stop terrorist attacks.
Prevent - To stop people becoming terrorists or supporting violent extremism.
Protect - To strengthen our protection against terrorist attacks.
Prepare - Where an attack cannot be stopped, to mitigate its impact.

Dette er den britiske regerings mål og strategi, og det lyder jo altsammen fint nok. Men smarte navne og rim og remser er jo ikke nok i sig selv. Staten lever ikke af ånd alene. Der skal også oprettes institutioner og organisationer, der kan udføre det praktiske arbejde og gøre poesien til virkelighed.

Til dette formål oprettede den engelske regering i 2007 en afdeling med tilknytning til diverse ministerier ved navn The Research, Information and Communications Unit (RICU). RICU's arbejde beskrives således:

- advising CONTEST partners on their counter-terrorism-related communications
- using communications to expose the weaknesses of violent extremist ideologies and brands, and
- using communications to support credible alternatives to violent extremism

RICU er altså det, man i gamle dage ville have kaldet en "propaganda-afdeling". Deres arbejde består dels i at finde ud af hvordan "terroristerne" kommunikerer. Nej, der er ikke tale om at finde ud af hvordan Osama Bin Laden udsender sine videogrammer, eller hvilke krypteringer og chat-kanaler Al-Qaida bruger, når de planlægger deres angreb. Der er tale om såkaldt "præventivt" arbejde, der går ud på at finde ud af hvilke medier de "potentielt radikaliserede" folkemasser rundt om i verden læser, så den engelske regering kan sætte ind med mod-propaganda. For eksempel modpropaganda, der kan fortælle de potentielle terrorister, at invasionen i Afganistan ikke er så slem og at det ikke nytter noget at være sur på besættelsestropperne.

Der er altså tale om et overvågnings- og propaganda-program, der minder om den danske anti-radikaliseringspakke: "Terroristerne" skal fanges, inden de selv bliver klar over, at de er potentielle terrorister. Formålet er at sætte ind tidligt og forhindre, at folk overhovedet når at blive kritiske overfor den herskende orden. Det kan nemlig være det første skridt i en "radikalseringsfase", der fører direkte til terrorisme.

RICUs formål er som sagt at kortlægge hvilke medier, disse ubevidste præ-terrorister læser - medier der kan være medvirkende til at igangsætte eller forstærke den "radikaliseringsproces", som fører til terrorismen - for derefter at vejlede den britiske regering i hvor og hvordan den kan sætte ind med anti-radikaliserings-propaganda.

Men hvem er de potentielle terrorister og ekstremister?

Det er vel nødvendigt at finde ud af, før man kan finde ud af, hvilke medier de læser? Hold da op, spurgte du virkelig om det? Det er ikke, fordi vi ikke har et svar - vi er bare overraskede over, at du overhovedet behøver at stille spørgsmålet, for svaret er indlysende: Nogle terrorister er muslimer. Det er da almen viden! Derfor er det muslimer, der skal overvåges. Det siger da sig selv! Men vi kan gå videre endnu: Nogle muslimer er arabere. Derfor skal folk med arabiske navne overvåges. Igen: logikken er fejlfri!

Hvis vi kortlægger hvilke medier, muslimer læser, så kan vi altså finde ud af, hvilke medier det er, der fører til ekstremisme og terrorisme, og så skal vi bare plante vores anti-terrorisme-budskaber i disse medier.

Som et led i dette projekt iværksatte RICU i 2008 en undersøgelse af hvilke muslimske internet-blogs, der er de mest populære. Jo mere populære de er, des mere inflydelsesrige er de vel i forhold til at radikalisere muslimer og gøre dem til terrorister. Popularitet blev afgjort ved hvor mange læsere, de har, og hvor mange links, der henviser til dem. Således finder man frem til de vigtigste "ekstremist-blogs". Simpelt, ikke?

Dernæst undersøger man hvilke links, der fører ud af disse blogs, for at se hvilke medier, de henviser til. Disse medier må være dem, ekstremisterne får deres information fra, og det er her, man skal sætte ind med kontra-propaganda.

Korlægningen af de udgående links viser, at de potentielle terrorister primært får deres inspiration fra følgende medier: Den amerikanske avis the New York Times, den libanesiske avis al-Akhbar, og den israelske avis Ha'aretz. Nu var det jo primært engelske medier, vi var interesserede i, så når vi sorterer de førstnævnte og mest populære fra, står vi blandt andet tilbage med følgende: the Guardian, BBC og the Times. Disse er de mest læste medier blandt ekstremister, der inspirerer til terrorisme. Én af de mest interessante afsløringer er altså, at terrorister og ekstremister læser helt almindelige medier!

Disse undersøgelser blev for nylig offentliggjort af det engelske Home Office i RICUs rapport: "Estimating network size and tracking information dissemination amongst Islamic blogs" (link til pdf), hvorfra de fleste oplysninger i dette indlæg samt de to ovenstående citater stammer.

De der lavede undersøgelserne kunne desværre kun læse engelsk, så derfor er det kun ekstremist-blogs, der skriver på engelsk, der er inkluderet i undersøgelsen.

Udvælgelsen af ekstremisterne

Det sidste kunne man mene er et problem, da de fleste terror-inspiratører vel ikke skriver på engelsk. Men den indvending blegner i forhold til de andre problemer ved rapporten. Du har måske allerede selv tænkt: "Jeg vil gerne vide lidt mere om, hvordan de fandt frem til hvilke blogs, der var de mest populære ekstremist-blogs". Som sagt blev popularitet afgjort ved læser-tal og antal indkommende links. Det er ikke så kontroversielt. Men hvordan afgør man, om de er ekstremistiske og muslimske?

Simpelt! "Forskerne" tog udgangspunkt i de blogs, der havde registreret sig selv i de største online blog-databaser (såsom Technorati, Twingly og det danske Blogbot). Så søgte de på bestemte "terrorisme-relaterede" nøgleord og registrerede alle blogs, hvor de ord ofte forekom. Det umiddelbare resultat var dog tusindvis af højrerabiate, anti-muslimske blogs. Det duede ikke, så de måtte sorteres fra.

Når de var sorteret væk, måtte forskerne sidde tilbage med de rent "pro-muslimske" blogs. Så var det bare et spørgsmål om at finde ud af hvilke der var mest populære, for at finde ud af, hvilke der var de vigtigste i radikaliseringen af muslimer. Igen: indlysende simpelt!

Nu vil du måske indvende noget i retning af: "Jamen, der kunne da være andre end muslimer, der ofte skriver om de pågældende emner, og selv hvis de har fundet nogle muslimske blogs, så betyder det da ikke at de dermed er ekstremistiske eller de rigtige blogs at overvåge, hvis man skal finde ud af hvad der fører til terrorisme." Hvis du tænkte noget i den retning, så er du godt nok træls! Faktisk fortjener det slet ikke et svar...

Resultatet

... Du har ikke fortjent noget svar, for du har fuldstændig ret.

De 5 mest populære, og dermed vigtigste, "pro-muslimske" og altså "ekstremistiske" blogs, er ifølge rapporten: - Ali Eteraz, Islam in Europe, Angry Arab News Service, Indigo Jo Blogs / Blogistan og Daily Terror.

Rapporten fortæller ikke hvilke nøgleord, "forskerne" har anvendt for at udvælge deres "pro-muslimske" ekstremist-blogs, men denne liste giver os et indtryk af, hvad deres kriterier har været. Det kan roligt afsløres, at disse blogs ikke har noget som helst med al-Qaeda eller andre religiøse terrorister og ekstremister at gøre. De har ikke engang noget særligt med muslimer at gøre.

Ali Eteraz er ganske rigtigt muslim. Han er også filosof og forfatter, samt kritiker af reaktionær og voldelig islamisme. Han er liberal demokrat, der ofte skriver om terroristernes pervertering af hans religion og om behovet for muslimsk afstandtagen fra disse fænomener, samt om behovet for at ikke-muslimer i "Vesten" indser at ikke alle muslimer er ens. Han har desuden været fast bidragsyder på avisen the Guardian. Der er ikke meget terror-inspiration at hente dér!

Islam in Europe er knap nok en blog, og den er i hvert fald ikke "pro-muslimsk" eller det mindste "ekstremistisk". Det er slet og ret en samling oversættelser af nyheder fra forskellige europæiske medier, der er relevante for emnet "islam i Europa". Personen bag bloggen skriver, at han er interesseret i emnet, fordi det er relevant for diskussion af det liberale samfund og dets forhold til kulturmøde, mangfoldighed og integration.

Angry Arab News Service er en blog med korte nyheder fra rundt om i verden krydret med spydige kommentarer fra bloggens ejer, den amerikansk-libanesiske professor i statskundskab, As'ad AbuKhalil. As'ad er så langt fra at være muslimsk ekstremist, som man nærmest kan komme. Han er ganske vidst modstander af den zionistiske stat, Israel, samt af andre krigsregimer og af imperialistisk politik generelt. Men han er også lige så hånlig og kritisk overfor latterlige og reaktionære imamer og undertrykkende regimer i Mellemøsten. As'ad AbuKhalil er overhovedet ikke "pro-muslim" - han er erklæret ateist og anarkist, og hans blog består af hånlige kommentarer overfor alle reaktionære tendenser. Det nærmeste denne "vrede araber" kommer på at have noget med muslimsk ekstremisme og radikalisering at gøre er, at han kunne være på nogle ekstremisters dødsliste.

Indigo Jo Blogs / Blogistan er en blog, der drives af englænderen Matthew Smith, der konverterede til islam i 1998 og skriver om sine tanker omkring det at være muslim i et samfund, der ofte er anti-muslimsk. Derudover skriver han også om handicap-rettigheder, om Informationsteknologi og og andet. Jeg har ikke fået øje på noget på hans blog, der skulle kunne radikalisere læserne i retning af terrorisme, og den er da også anmeldt positivt på den engelske hjemmeside politics.co.uk. Den er ganske rigtigt en "pro-muslimsk" blog, men jeg ved ikke, hvor "ekstremistisk" den er.

Daily Terror er slet ikke en blog, men en hjemmeside, der drives af endnu en britisk konvertit, Yunus Yakoub Islam aka Julian Hoare. Hjemmesiden består af udklip og links til artikler om muslimer og islamofobi i England og fokuserer på hvordan "terror-truslen" bliver brugt af politikerne til at intimidere befolkningen generelt. Hjemmesidens ejer er udover at være muslim også pacifistisk anarkist. Hans blog forkaster enhver form for vold og prædiker fredelig sam-eksistens... inspiration til terror? Ikke så meget.

At disse liberal-demokrater, anarkister og pacifister læser helt almindelige medier, er vel ikke den store afsløring - og det bidrager næppe til noget som helst i forhold til nogen counter-terrorism-strategy. Konkret har den britiske regering da også valgt - på "baggrund" af denne rapport - at placere sin kontra-propagand, i pakistanske aviser snarere end i de medier, rapporten viste var de mest populære blandt de kortlagte "ekstremist-sider".

Selvom rapporten er dybt latterlig, benytter den britiske regering stadig dens liste over "ekstremistiske bloggere". Hvad det konkret betyder, har jeg ikke fundet information om, men man kunne jo forestille sig, at den britiske regerings CONTEST-program opererer ud fra samme tankegang som SFs Karina Lorentzen, der ønsker at folk, der besøger den slags hjemmesider, skal overvåges af det hemmelige politi som potentielle terrorister. Det vil i så fald gøre mig til "potentiel terrorist", da jeg ofte besøger bl.a. The Angry Arabs hjemmeside og linker til den fra min blog (oh my god! Det betyder at min blog og altså også Faklen.dk er blevet kortlagt i det ekstremistiske blog-netværk - hvilket gør dig til potentiel terrorist!).

"Radikaliseringsforskning": Plattenslagernes paradis

Jeg tvivler på, at nogen af indbyggerne i det britiske Commonwealth er blevet den mindste smule sikrere eller at nogen er blevet det mindste klogere på, hvad der kan drive folk til radikal islamisme og terrorisme, efter denne rapport. Den har ikke kortlagt noget som helst i nogen radikaliseringsproces, men blot udpeget nogle almindelige og ikke spor ekstremistiske muslimer, samt to ikke-muslimer, der skriver om emner, der får alarm-klokkerne til at ringe, når man laver et intelligensløst og automatiseret "ord-filter".

Tværtimod, kunne man sige. For hvor tryg føler du dig, når du nu ved, at det er den slags idioti og plattenslageri, den "vestelige verdens" anti-terror-programmer bruger deres ressourcer på? Fællesnævneren ved disse blogs er jo hverken politiske mål eller midler men det, at de er muslimer, eller skriver om muslimer, eller i "The Angry Arab"s tilfælde det, at han har et arabisk navn og skriver kritisk om visse regimers udenrigspolitik. Det er altså den slags, myndighederne fokuserer på i den såkaldte "krig mod terror".

Undersøgelsen er lavet af David Stevens, der er forsker ved Nottingham Universitys School of Politics and International Relations. Hans daglige forskning er indenfor "the area of contemporary normative political philosophy". Det er altså en lektor i politisk filosofi, der har lavet dette stykke makværk, der intet har med terror-bekæmpelse at gøre.

Det skal han ikke høre noget ondt for! Da den britiske regering oprettede RICU-afdelingen, der skulle skaffe information om radikaliseringsprocesser, ekstremisme og medier, benyttede han lejligheden til at søge om en forskningsbevilling på £27,666.47, og denne rapport er produktet af hans arbejde for disse midler.

Det er hårdt for akademikere at skaffe forskningsmidler i vor tid, og ens akademiske karriere afhænger ofte af, om man er istand til at skaffe midler til afdelingen. Så naturligvis tager man de muligheder, man kan få. Det gælder både for de enkelte forskere og for deres arbejdspladser, universiteterne. Når politikere går i selvsving med det seneste populære "talking-point", så gælder det altså om at slå til, og tilbyde dem at lave "forskning" på området. "Radikaliseringsforskning" er blot ét eksempel på den slags mode-forskning, hvor akademikere skynder sig at hoppe på den seneste politisk populære bølge, fordi der er penge i den.

Ole Sandberg
Kilde: vhs, 26.3.2010