Gennem de sidste 20-30 år er en stribe af højreradikale og højrepopulistiske partier vokset frem i en række europæiske lande. Der kan her identificeres en række fælles træk, såsom fjendtligheden mod etniske minoriteter, den radikale nationalisme og den populistiske politiske stil. Partierne er dog også indbyrdes noget forskellige. Dansk Folkeparti henregnes normalt i forskningen til denne gruppe af partier, selvom der også her kan konstateres et nationalt særpræg.

DF har i hele sit forløb for det første udfoldet en efter danske forhold ekstrem politisk retorik mod ’de fremmede’. DF har her først og fremmest angrebet deres religion, men også hele deres civilisation og historie. I DF politikernes optik har Alhambra aldrig eksisteret, araberne byggede aldrig vandingsanlæg og de genopdagede aldrig Aristoteles. Hvor utroligt det end lyder, så har DF-politikerne i det moderne Danmark med held kunnet gennemføre en politisk mobilisering ved at appelere til fordomme, xenophobi og gamle religiøse klichéer. Den politiske retorik har været grov og hadefuld, men den har virket.

Dertil kommer, at DF’s demokratiforståelse er problematisk. DF er ganske vist ikke, som det fremtræder i dagens Danmark, et fascistisk parti som vi kender dem fra mellemkrigsårenes Europa. Det bekender sig til ’det danske demokrati’ og det har ikke noget SA som det sender ud i gaderne. Det behøver det heller ikke med den magtposition og den medieforkælelse, som partiet allerede har opnået.

DF opfatter tydeligvis demokrati som et majoritetsvælde styret af DF. Der er ingen respekt for afvigende meninger og kritiske holdninger. DF har krævet forskere afskediget fra deres stillinger og hele institutter nedlagt fordi partiet ikke brød sig om de pågældende forskeres meninger, medens man omvendt har sikret bevillinger til personer og institutter, som man regner med kan levere forskningsresultater, der er skræddersyet til DF-politikernes ideologiske formål. Det har åbent antastet en tidligere højtstående PET-medarbejders ytringsfrihed og offentligt beklikket en forfatningseksperts kompetence, blot fordi de udtalte sig på tværs af partiets linje. Søren Espersen har offentligt kritiseret TV-serier som ’Matador’, ’Krøniken’ eller ’Livvagterne’, fordi de ikke passer ind i DF’s verdensanskuelse, og Pia Kjærsgaard vil have en anden og politisk styret kunst.

Tilbagevendende antaster partiet magtens tredeling, et grundprincip i den demokratiske retsstat. DF-politikerne antaster pluralisme, ytringsfrihed (medmindre denne skal bruges til at praktisere hate speech), mindretalsbeskyttelse, menneskerettigheder, magtens deling, retsstaten, samt fri og uafhængig forskning og kulturliv, elementer som er lige så vigtige i et fungerende demokrati som flertalsstyret.

Den mest fatale demokrati-brist er imidlertid forestillingen om den rene, rensede nation. Det er ikke mindst her man kan få associationer til mellemkrigsårenes fascistiske og højreradikale bevægelser, hvor netop forestillingen om et nationalt Volksgemeinschaft, renset for påståede u-nationale og racefremmede elementer var det centrale element i bevægelsernes ideologi og praksis.

Det er dette parti, denne politiske ideologi, denne politiske retorik og den type politikere, som Anders Fogh Rasmussen i sit spil om magten trak ind i den politiske varme og gjorde til et grundlag for sin regering, og som fortsat er et grundlag for VK-regeringen og med en stadig voksende indflydelse, også ideologisk.

Mange fra Meier Carlsen til Rune Lykkeberg, for slet ikke at tale om mainstream statskundskaben, fremstiller dette som et harmløst fænomen: DF artikulerer jo blot en kulturel underklasses protest mod kultureliten og de tidligere magthavere. Problemet her er for det første, at teorien og begrebet om en ’kulturel overklasse’ foretager en vægtning af samfundsmæssige og politiske magtrelationer, der er helt grotesk. Samtidig blokerer tesen for en dyberegående erkendelse og adækvat analyse af de store problemer, der faktisk plager de udviklede lande i dag, f.eks. netop problemet med den sociale solidaritet, problemet med demokratiets fremadskridende forfald og truslen fra den nye højre-populisme.

En anden akse i diskussionen er spørgsmålet om ’værdikamp’. Men hvad er det egentlig for værdier, vi faktisk har, og som er dominerende? Det er egoisme, grådighed og forbrugerisme. Det traditionelle samfunds værdier er for længst blevet undergravet først af den moderne industrielle kapitalismes revolutionerende omvæltning af alle sociale forhold og værdier og i dag af den globale kapitalismes fremtrængen over hele kloden og kommercialisering af alle livsforhold.

Den begyndende opløsning af den sociale orden, den svækkede sammenholdskraft og den øgede ustabilitet skaber så endnu en gang i Europas udviklingshistorie en længsel efter orden, fællesskab og identitet, en identitet og en mening, der i en perverteret form tilbydes af den nye højrepopulisme som et ’fællesskab’ og en ’identitet’, der fremkommer gennem den negative afgrænsning overfor ’de andre’. Der er her sat en proces i gang som er overlejret og forstærket af demokratiets krise.

Også vores politik er nemlig blevet forvandlet. Som påvist af den norske magtudredning er demokratiet ved at ’forvitre’. Selv i rodfæstede demokratier som de skandinaviske er denne proces vidt fremskreden. De store folkelige bevægelser for demokratisk deltagelse og den klassiske demokratiske politiske kultur er forsvundet. I stedet er trådt det, som Tim Knudsen kalder et ’markedsdemokrati’, hvor atomiserede forbrugere kan vælge mellem de varer, som de konkurrerende politiske firmaer udbyder under overdådig udfoldelse af reklamer og spin.

Den genuine demokratiske deltagelse og den demokratiske medborger er væk, og politikerne er blevet forvandlede til magtens professionelle teknokrater og kræmmere. Hele det politiske system er blevet mere labilt og den nye højrepopulismes demagoger er her som fisk i vandet. Højrepopulismens livsbetingelse er den krakelerede sociale orden, det svækkede demokrati og den forsvundne demokratiske medborgerkultur.

Men højrepopulismen har også kunnet mobilisere en social protest i kraft af den socialdemokratiske arbejderbevægelses svækkelse. Dennes mobiliseringskraft blev svækket af kapitalismens destruktion af bevægelsens klassiske værdier og kultur, af hele den demokratiske infrastruktur, samt udviklingen af den kolde krig. Men herved gik også en hovedkraft for demokrati til grunde. Dette gælder ikke mindst i Skandinavien.

Den sociale frustration søger i stedet i vid udstrækning over i den nye højrepopulisme. Lige så stille, lidt efter lidt, er højreradikalismen nemlig igen blevet legitim. Højreautoritære, fascistiske og nazistiske holdninger, opfattelser og bevægelser havde været utroligt stærke i mellemkrigsårenes Europa og videre frem til vendepunktet i verdenskrigen, men led midlertidigt en tilbagegang efter 2. verdenskrig. I dag er det anderledes. Generelt er det i dagens Europa ikke så slemt at være højreradikal, som det var i 1945.

Højrepopulismens magtlystne politikere fik endelig også forærende et nyt mobiliseringsgrundlag frembragt af de af globaliseringen, den globale økonomiske ulighed, krige rundt omkring, og nye flygtningestrømme skabte problemer: De så her et nyt hadobjekt. En politisk agitation og hate speech, der rettede sig mod ’de fremmede’ og mobiliserede på et sådant grundlag, samtidig med at man oprullede billedet af en dødelig trussel mod de vestlige lande, kunne for dem åbne et politisk rum og måske endda vejen til magten.

Hele denne udvikling er så farlig, fordi civilisationens fernis er så tynd. Urgamle instinkter for vold, agression og tilintetgørelse vækkes let til live. Som den tidligere KZ-fange Primo Levi har udtrykt det: ”Den opfattelse at enhver fremmed er en fjende ligger dybt begravet i alle som en latent infektion og dens yderste konsekvens er koncentrationslejren.”

Den sociale orden er ved at gå i opløsning, demokratiet er i en proces af forvitring, og den nye højrepopulisme er måske slet ikke noget harmløst fænomen, men en blanding af noget gammelt og foruroligende bekendt og noget nyt og uheldsvangert, en mulig proto-fascisme, men model det 21 århundrede.

Curt Sørensen
Kilde: Information, 4.9.2007