Vi, Staten Rasmussen, står frem og præsenterer os for jer i dag. Her er vi. Sådan ser vi ud. Dette er vores repræsentation. Dette er vores organisation.

Vi er et nyt politisk centrum i verden. Et nyt magtapparat - et nyt magtcentrum, der ikke er underordnet nogen autoritet, ydre såvel som indre.

Vi er fremtiden.

Vor anfægtelse

I dag tager vi skridtet ud af den kontrollerede pøbelcentrifuge. Pøbelcentrifugen, pøbelvældet, som pøbelstaten har konstrueret i sit billede og instrumentaliseret til sin egen reproduktion.

Pøbelstaten er en stat, der til sin reproduktion skaber en pøbelnation, som den bestandigt holder i tale gennem en nationalistisk monolog. En monolog, der gentages, hviskende og messende overalt på dens territorie, i dens medier, i dens bygninger, i dens kunst.

Igennem pøbelstatens offentlige og private rum toner de hviskende stemmer, der altid er til rådighed, når et pøbelindivid skal bruge selvtillid og status. De hvisker, at pøbelborgeren tilhører en suveræn kultur, at han er moralsk overlegen, at han er et udtryk for civilisationens endemål.

Pøbelstaten skaber sin pøbel gennem sine medier, der bestandigt hævder, at noget nyt er sket i forhold til i går, men som i virkeligheden blot betyder, at alt er ved det gamle, at staten selv har eksisteret fra arilds tid og nok skal bestå indtil det sidste ton fossile brændstof brænder ved sine sidste gløder.

Vi ser i dag tydeligere end nogensinde, hvordan pøbelstaterne selv sætter etniske skel og opdyrker religiøse fundamentalismer for at sikre deres eksistensberettigelse. Vi ser, hvordan pøbelstater uden tøven selv spreder frygt i deres egne befolkninger ved at opdigte historier om mørke umennesker med beskidte atombomber, der i sidste sekund er blevet afsløret af heltemodige efterretningstjenester.

Vi ser, hvordan pøbelstater i dag mobiliserer og befordrer de krigsliderlige drifter til at bekæmpe fjender, som de selv opfandt og skabte dagen før.

Alt dette ud- og afløber i den bedste af alle verdener. Det udløber i den kloak af et samfund, der sætter det værende, eller det der overhovedet har magten til at være til, på en piedestal og udråber det til en helligdom. Vi ser på det værende fyldt med ærefrygt og følger samstemmende og messende det værendes diktatur, der siger, at tingene nu engang er sådan, som de er, at det ikke kan være anderledes.

Dette diktatur forlanger fra sit ophøjede stade, at mennesker har at tilpasse sig det, som er, og som har magten til at være.

Og derfor går vores drømme og længsler lige op med de billeder og ord, som vi selv serverer for hinanden. For alt er skåret til og alle passer sammen i pøblens lune form. Alt går restløst op i den skønneste orden. Og pøbelindividet ser sig repræsenteret i en stat, som ser sig selv repræsenteret i sin pøbel. Alt sammen i et en-til-en-forhold, der sikrer stolte nationers beståen i al evighed og i al fortid.

Vort håb

Men alligevel - alligevel tør man håbe.

For håbet nægter at acceptere pøbelvældets statsautoriserede hundeliv. Nægter at acceptere det værende, blot fordi det har styrken til at være til.

Nu tør man håbe, nu tør vi håbe, fordi løgnen om det sande er ved at miste sin sammenhængskraft.

Desværre for løgnen - desværre for det idylliske, harmoniske enhedsperspektiv, hvor det store findes i det små og det små findes i det store - desværre for denne lune kirkegård, er det værendes positive evangelium ved at gå op i limningen. Løgnen om det sande er ved at forlise, fordi pøblen i dens positive lykkehelvede nægter flere og flere en del i pøbelakkumulationens stadigt voksende ejendom. Pøblen og dens stat må ekskludere flere og flere for at kunne bevare det positive billede af det gode og det ordentlige og det pæne.

Desværre sker der det, at det opspilede skin omkring den sødmefyldte rådne frugt brister. Og selv om alle gør, hvad de kan for at sy skinnet til med nye sting oven i de gamle, bliver det pludselig klart for nogle, hvordan det store ikke er repræsenteret i det små og omvendt. Ja, at hele denne repræsentationslogik er en fejlslutning og en tilfældighed, der undervejs blev trukket ud og universaliseret og platoniseret, indtil det blev alle tiders pøbelskabende og pøbelstyrende organisationsinstrument.

Dette er altså blevet klart for nogle. På trods af, og selv om, at de ellers selv lå der og rodede og snaskede midt i pøblens stinkende ælte af kropsvædsker. Netop der skete det, at massens ildelugtende sorte vand for et øjeblik, et ganske lille øjeblik, trak sig tilbage som tidevandet og afslørede et pjusket individ. Tidevandet trak sig tilbage og afslørede et tilsølet hoved, der lå i pøblens strandkant og snappede efter luft.

Dette lille sorte individ, der lå der i pøblens strandkant og snappede efter luft var lilleRasmussen. Rasmussen, gårsdagens lille banale borger. Rasmussen, gårsdagens lille naive, sentimentale mandsperson. Rasmussen - Jedermann og everyman.

Der skete det, at lilleRasmussen midt i sin pøbelhverdag stod som på alle andre pøbelhverdage og betragtede sit billede i statens spejling og smilede og vidste, at alt hang sammen, at alt var i sin bedste orden. Ja, der slog det pludseligt stakkelsRasmussen, at han ikke længere kunne se sig selv. At det var en falsk spejling, at det var et vrængbillede. At det billede, han så der på spejlfladen ikke var det han troede eller drømte om at være. Han så, hvordan det tværtimod var hans eget mareridt, der var blevet til virkelighed. Det, der mødte ham der i spejlet, var pøblens gustne åsyn – pøblens statsautoriserede åsyn. Et åsyn, der med et glimt i øjet mimede Rasmussens mundbevægelser, men som brød ud i tavs forvrænget, hysterisk latter, når Rasmussen for et øjeblik sænkede blikket eller blinkede med øjnene.

Og der skete det, at Rasmussen refleksagtigt smadrede det falske billede – for i samme øjeblik at miste sig selv.

Det eneste spor Rasmussen efterlod sig, var blodet, der i strimer flød ned over håndvaskens beskidte emalje.

Der skete det, at Rasmussen forlod denne verden. Rasmussen brød ud. Rasmussen brød ud og blev samtidig katalysator for en uigenkaldelig celledeling. En celledeling, der vil opløse pøbelstatens stinkende lermasse, indtil der ikke er andet tilbage end dens mindste atomer.

Der skete det, at Rasmussen blev til Staten Rasmussen.

Staten Rasmussen

Staten Rasmussen kan ikke indgå i nogen pøbels ‘vi’ eller ‘os’. Aldrig siden skal et lille menneske og nogen institution få chancen for at tale på Rasmussens vegne. Staten Rasmussen taler for sig selv. Staten Rasmussen taler ud fra sine egne kategoriske magtkalkuler og sandhedsstandarder. Staten Rasmussen repræsenterer Staten Rasmussen.

LilleRasmussen, individRasmussen, Jedermann og everyman er for altid tabt for verden. Det nye, det nye trinhøjere princip - Staten Rasmussen, er en ny fager verden, et nyt Eldorado, et genfundet Atlantis eller Vineta. Individet Rasmussen, lilleRasmussen er allerede nu blot et fjernt minde, en fjern duft, et sentimentalt drømmebillede om en bittersød massefolketægt.

Staten Rasmussen er den virkeliggjorte robinsonade. Det er ideologi gjort til virkelighed. Den er virkeliggørelsen af drømmen om have den rette støbning til at kunne organisere sit eget samfund.

Som bærer af den højeste statsmagt har vi lejligheden og midlerne til at vise os nyttig først og fremmest overfor os selv. Udstrækningen af vor statsmagt og vor ejendom er så langt som vor knytnæve rækker.

Staten Rasmussen synliggør og legemliggør et magtprincip. Den er ren magt. Staten Rasmussen nægter ikke magten. Vi indrømmer i stedet: Staten det er os. Og det agter vi at stå ved, uanset faren ved at træde ud af pøblens behageligt lune anonymitet.

Staten Rasmussen er ren eksekutivmagt. Ethvert af vores ord er lov og handling i eet.

Man vil kunne indgå aftaler med os, men vi agter kun at følge betingelserne, så længe det er i overensstemmelse med vores interesse.

Staten Rasmussen er en maskine. Et uforsonligt princip og et uforsonligt svar på samfundets uforsonlige modsætninger. Vores højeste ambition er at forstærke modsætningerne indtil sandhedens lim ikke længere kan bære presset. Vi kaster os ud i en uforsonlig, negativ og frugtesløs kamp på liv og død. Og hvis nederlaget allerede på forhånd er blevet os beskåret, accepterer vi nederlaget og døden som et ridderslag og et adelsmærke. Enhver undergang, ethvert nihilistisk slag mod lykkens pøbel er i sig selv et jubelbudskab om negationens mulighed. Og vi siger: længe leve det negatives flygtighed.

Staten Rasmussen er en hyldest til distancen mellem menneskene.

Staten Rasmussen er en situation og en uafviselig virkelighed.

Staten Rasmussen er fremtiden.

Thomas Strøbech
Faklen.dk, november 2002