Professor i socialantropologi Unni Wikan argumenterer mod stråmænd og skaber skræmmebilleder.

Det var en mærkelig oplevelse at læse Aftenpostens "Rapport fra innsiden" af Unni Wikan. Her kom de mærkeligste påstande frem. Wikan er socialantropolog og viser sig fra sin bedste side, når hun skildrer det daglige liv for mennesker, som hun kender fra adskillige ophold og tæt kontakt med befolkningen. Dette er den kvalitative forsknings styrke. Det er, når hun slutter fra sine egne kontakter til "alle" eller "de fleste" egyptere, at hun går galt i byen.

Når Wikan kalder Mubarak "en ganske hæderlig mand", er det svært at vide, hvad man skal sige til det. En ting er korruptionen, hvor Mubaraks søn Alaa, som er forretningsmand, angiveligt er blevet favoriseret i privatiseringsprocesser og offentlige kontrakter. Omfattende valsgvindel er en anden. Politisk undertrykkelse og tortur er en tredje. En mand, som i 30 år har klamret sig til magten ved brutal undertrykkelse af befolkningen er endvidere "ikke specielt magtglad"? Som prikken over i'et er han "heller ikke nogen despot". Nu ved jeg ikke, hvad Wikan lægger i dette begreb, men rent leksikalt er en despot vel én, som styrer ved hjælp af frygt. Den politistat, som Mubarak har sat op med et utal af forskellige sikkerhedsstyrker kan vel næppe kaldes noget andet end et despoti.

Så kommer det virkelig utilgivelige. Det virker nemlig, som om myndighederne vil udmatte og skabe modløshed hos demonstranterne ved at skabe anarki som det eneste alternativ. Det utilgivelige er, at Wikan faktisk støtter denne strategi. Universitet i Oslos programerklæring forpligter vel også i spørgsmål om demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed?

Derefter kommer stråmandsargumentationen, det dobbeltsidede angreb på Det Muslimske Broderskab. På den ene side har de egentlig ikke så megen støtte i befolkningen, på den anden beskylder hun dem for en række standpunkter, som hun så tager afstand fra på sine egyptiske venners vegne. Det er forståeligt, hvis hendes egyptiske venner kan tro, at broderskabet kan have sådanne standpunkter. At én af Norges mest kendte akademikere gør det, er utilgiveligt. Med hensyn til, om Det Muslimske Broderskab har eller ikke har støtte i befolkningen, så er det bedst ikke at spekulere over det her oppe nordpå og lade folket "dernede" bestemme det gennem frie og retfærdige valg. Også selv om vi ikke bryder os om resultatet.

Jeg er enig med Wikan i, at folk gerne vil have ro, men at sige, at Mubarak har "vist sig situationen værdig ved ikke at give efter for demonstranter", er igen ganske uheldigt, når nu vi ved, at resultatet er over hundrede dræbte og mange tusind sårede. Jeg ser ikke Mubaraks værdighed i demonstranternes blodpøl eller i de torturkamre, som hans "nye" vicepræsident har stået bag. Det er noget af en "hurriya" (frihed). Ville Wikan bryde sig om at leve med en sådan "frihed"? Det tror jeg ikke, at nogen af os ville.

Wikan vil have os til at tro, at Cairo 2011 er en parallel til Teheran 1979 snarere end Berlin 1989. Det tyder på, at hun slet ikke har fulgt med i den akademiske litteratur om den ideologiske udvikling i "moderate" islamistiske bevægelser i Mellem-østen i det seneste tiår. Det Muslimske Broderskab er kun én blandt temmelig mange aktører i det demokratiske oprør mod Mubarak, og slet ikke den dominerende.

Forud for oprøret mod Mubarak-regimet i Egypten erklærede The Economist på lederplads, at hvis egyptere og andre arabere faktisk ender med at stemme på islamister i frie, åbne og demokratiske valg, så er det deres soleklare ret. Som den franske islamforsker Olivier Roy har påpeget i en kronik i Dagsavisen i lørdags, så er tiden forlængst forbi for dé vestlige akademikere og politikere, som i en belærende tone vil diktere folks politiske valg og fremtid i Mellemøsten og andre steder.

Shoaib Sultan
Kilde: muslimen, 1.2.2011