En polemisk udstilling om animeret børneporno har endelig åbnet debatten om Socialdemokraternes forslag om et forbud mod tegnet børneporno.

Forslaget er baseret på en katastrofal model, der i den senere tid har skabt nærmest kafkaske sager i Sverige.

Her gør almindelige tegneserielæsere, kunstbogsaficionados og andre med illustrerede bøger på hylden klogt i at kigge deres samling efter en ekstra gang og måske skille sig af med en bog eller to, hvis de vil undgå en pædofilidom.

Interesserer man sig blot en smule for tegneserier, vil man nikke genkendende til flere såkaldte 'mediepanikker' i det tyvende århundrede.

Tegneserier har både i udlandet og herhjemme været mål for bekymrede psykiatere og psykologers forbudstrang: Tegneserier gør unge mennesker afstumpede, psykopatiske og så videre. Film og computerspil har som bekendt også været igennem den maskine.

Nu er den her igen, denne gang anført af Socialdemokraternes Karen Hækkerup, hvis forslag tager udgangspunkt i præcis den samme præmis som tidligere mediepanikker: Du bliver pædofil af at kigge på nøgne tegneseriefigurer, ligesom man bliver voldelig af at se voldelige film, computerspil og så videre.

Det er ikke en overbevisende præmis. Selv hvis der forelå entydig, uangribelig dokumentation for billedernes skadelige effekt, åbner forslaget for forbud mod alle de kulturprodukter, der skildrer 'farlige' ting som vold, sex, løgn, bedrag, mobning og så videre.

Hækkerups konkrete forslag tager udgangspunkt i svensk lovgivning, hvor man prøver at komme de ytringsfrihedsmæssige problemer i møde med en særenhed i politiet, der skal afgøre, om en tegning er børneporno, kunst eller noget videnskabeligt. I de to sidste tilfælde vil der ikke blive rejst sigtelse.

Men det er næsten indlysende at konstatere, at det reelt er umuligt at skelne.

Den kafkaske sag om en kendt svensk mangaoversætter, der i sidste måned blev dømt for besiddelse af børneporno, fordi han i en vældig tegneseriesamling lå inde med 51 erotiske mangategninger med figurer, som retten i Uppsala anså for at »være under 18«, er et wake-up call af dimensioner.

Oversætteren har forsvaret sig overbevisende og er næppe mere pædofil end Dagens Nyheter og Svensk Television, der nu begge er politianmeldt af svenske borgere, der forargedes over nogle af de mangabilleder, som pågældende medier anvendte i deres dækning af sagen.

Dommen skaber præcedens for mistænkeliggørelse af helt almindelige børn, der f.eks. har eksemplarer af manga-millionsællerten 'Dragon Ball' til at stå på deres hylde.

Og mod deres far, der måske har et par gamle anti-autoritært grænseoverskridende tegneserier af den store amerikanske mester Robert Crumb stående.

Eller mod mormor, der måske har en kunstbog med Carl Larssons fine skildringer af svensk bondeidyl med nøgne småpiger.

Det er den situation, der nu er en realitet i Sverige. Får Karen Hækkerup sin vilje, er det Danmark om føje tid.

Det burde være helt unødvendigt at understrege, at seksuelt misbrug af børn er aldeles uacceptabelt. Affotograferet børneporno er dokumentation af et ulovligt, seksuelt overgreb.

En tegning derimod, hvor hæslig og afskyvækkende den end forekommer, er bare en tegning. Der er intet offer.

Karen Hækkerups forslag vil forbyde fiktion og tegninger – ideer. Det er med andre ord retten til at tænke, diskutere, polemisere og ikke mindst problematisere, der står på spil.

Vil alle dem, der i fuld alvor ønsker et tankepoliti indført i Danmark, venligst række hånden op?

Thomas Thorhauge
Kilde: Politiken, 26.8.2010

Thomas Thorhauge er formand for Dansk Tegneserieråd.