Den 3. november 2000 blev en mærkedag i dansk litteraturhistorie. Sjældent havde forventningerne været så store til en bogudgivelse, og sjældent havde en forfatter været i stand til så overlegent at indfri forventningerne. I månedsvis havde hyppige notitser i dagbladene mindet læserne om, at en stor biografi om Søren Kierkegaard var på vej, og da den præcise udgivelsesdato endelig forelå, kvitterede aviserne med interviews med forfatteren.

Information brød endda de uskrevne regler og anmeldte allerede biografien dagen før udgivelsen. Således kunne Klaus Rifbjerg holde biografien over dåben og sende den ud i verden med et usædvanlig heldigt skudsmål. Dagen efter fulgte de øvrige aviser trop, og inden solen var gået ned, var førsteoplaget på 3000 eksemplarer udsolgt. En triumf var i hus for det betrængte forlag og ikke mindst for Joakim Garff, forfatteren til SAK. Søren Aabye Kierkegaard. En biografi.

Det er denne litterære triumf, jeg her vil underkaste et kritisk eftersyn. Men hvis man forstår min artikel som et forsøg på at diffamere Garff, tager man fejl. Overhovedet forholder jeg mig kun til ham som SAK's forfatter og ikke som noget som helst andet, allermindst som kollega, da SAK hverken er skrevet eller udgivet i vores fælles arbejdsplads, Søren Kierkegaard Forskningscenterets regi.

Hvis SAK kun havde opnået en beskeden succes og ikke var blevet modtaget som vor tids – eller sågar alletiders uovertrufne og uovertræffelige – biografi om Kierkegaard, havde det været meningsløst for mig at vie min tid og flid på et opgør med den. Således har anmelderne i kraft af deres kanonisering af biografien gjort sig medskyldige i udbredelsen af en biografi, der ikke blot giver et fortegnet billede af Kierkegaard, men også pynter sig med lånte fjer, når den draperer sig i videnskabelige gevandter for at skjule sin blusel. Tilmed har anmeldere uden relevant skoling tilranet sig myndighed til at bedømme biografiens videnskabelige niveau. Det forudsætter immervæk en vis pondus at kunne fremhæve en biografi på mere end 700 sider for indsigt, viden, grundighed, research og selvstændighed.

Kildegrundlaget

Jeg vil bestemt ikke nægte Garff, at han har stor indsigt i den omfattende litteratur om Kierkegaard, og jeg vil slet ikke nægte, at han vegeterer grundigt på den. Problemet er bare, at denne litteratur i vid udstrækning ikke tæller som kildemateriale, men kun som sekundærlitteratur. Skal den benyttes i en videnskabelig biografi, må man søge at verificere eller falsificere dens påstande ved at konsultere kilderne. Finder man ikke nogen kilder til påstandene, må de enten forkastes eller præsenteres som de gisninger, de er. Kildekritik og autopsi (selvsyn af kilderne) er i et sådant arbejde afgørende dyder, men disse dyder præger ikke Garffs arbejde. Tværtimod afslører SAK, at han hverken har set kildematerialet ved selvsyn eller – for så vidt det er beskrevet i litteraturen – underkastet det en kildekritisk prøvelse.

Lad mig straks give et eksempel på, hvordan SAK afslører, at forfatteren ikke har studeret kildematerialet, men ikke desto mindre giver læseren indtryk af det. På s. 3 skriver han om Kierkegaards far, der i årene 1780-97 drev en hosekræmmerbutik på Købmagergade:

»Af de bevarede regnskabsbøger kan man se, at Kierkegaards sortiment bestod af trådstrømper, vævede huer, randershandsker og forskellige islandske varer, som han afsatte på små forretningsrejser til Hillerød og Helsingør.«

Garffs formulering giver unægteligt indtryk af, at han selv har studeret disse regnskabsbøger. Imidlertid er der overhovedet ikke bevaret nogen »regnskabsbøger«, hvilket til gengæld gør det så meget desto mere forståeligt, at Garff ikke oplyser en kilde til sin påstand end sige navnet på det arkiv, hvor han måtte have studeret dem. Sortimentbeskrivelsen og rejsedestinationerne skyldes utvivlsomt Sejer Kühles udmærkede kildestudium, Søren Kierkegaard. Barndom og Ungdom (1950), s. 10:

»Da M.P. Kierkegaard havde faaet borgerskab, fik han straks markedspas og foretog rejser ad landevejen til Hillerød og Helsingør, hvor han forhandlede jyske uldvarer, traadstrømper, Randershandsker, islandske varer og vævede huer.«

Markedspas var påbudt handelsrejsende og blev udstedt på Rådhuset. Af passet fremgik det, hvilket marked den pågældende agtede at frekventere. For at kunne foretage en lovformelig handelsrejse skulle man desuden have udstedt en passérseddel af toldmyndighederne. Af denne fremgik det, hvilke varer den pågældende førte med sig til det aktuelle marked. På Københavns Stadsarkiv, hvortil Kühle henviser i en note, findes en sådan passérseddel udstedt til Kierkegaards far den 24. juni 1784. Af den lille seddel, som ikke lader sig forveksle med en regnskabsbog, fremgår det ovennævnte varesortiment.

På arkivet finder man også en protokol over markedspas, hvoraf man ser, at Kierkegaards far ikke blot tog på 'små forretningsrejser' til markederne i Hillerød og Helsingør, men også til Roskilde og Ringsted. Før sit borgerskab som hosekræmmer rejste han desuden med sin daværende principal til markeder i Sorø, Slagelse, Næstved og Køge.

Sekundærlitteratur

Den nævnte bog af Sejer Kühle er som nævnt et såre udmærket arbejde. Garff bruger det flittigt, også hvor han ikke henviser til det. Jeg ville heller ikke kræve en henvisning til bogen, hvis bare Garff selv havde konsulteret den relevante kilde og i stedet henvist til dén. Kühles bog optræder til gengæld på Garffs liste over det, han kalder »sekundære kilder« (s. 717-720). Garff opererer nemlig i sin litteraturfortegnelse med henholdsvis 'primære' og 'sekundære kilder'. Det lyder videnskabeligt, men løber man listen igennem, erfarer man, at kun de 'primære kilder' kan tælle som egentlige kilder (dog henvises ganske symptomatisk kun til publicerede kilder).

De 'sekundære kilder' omfatter udmærkede kildestudier som det førnævnte, men desuden et væld af litterære produktioner, som intet har med kildemateriale at gøre, bl.a. Jean Baudrillards Forførelse, Kresten Nordentofts Kierkegaards psykologi, Villy Sørensens Digtere og Dæmoner og et af de vildest fabulerende Kierkegaard-studier, der nogen sinde er skrevet, nemlig Frithiof Brandts Den unge Søren Kierkegaard. Garffs 'sekundære kilder' er med andre ord en eufemisme for sekundærlitteratur (jf. Sebastian Olden-Jørgensen Til kilderne! Introduktion til historisk kildekritik, Kbh. 2001, s. 74).

Garff skelner ikke behørigt mellem på den ene side primære og sekundære kilder og på den anden side sekundærlitteratur med alle dens fornøjelige vildskud. Således dynger han gedigne fakta og spinkle indicier sammen til støtte for sine tolkninger af Kierkegaards biografi. Resultatet er, at det med SAK som en kildeukritisk totalentreprise bliver umuligt at skelne mellem historisk sandhed og litterær fiktion. Det er naturligvis ikke Garffs ansvar, at andre før ham har skrevet vildt postulerende bøger om Kierkegaard, men det er hans ansvar at have lyst dem i køn og kuld med grundige kildestudier ved at skrive resultaterne sammen til den pærevælling, som ifølge Berlingske Tidendes anmeldelse af SAK næsten ikke kunne undgå at få »status af en art 'officiel' dansk Kierkegaard-biografi«.

Officer og videnskabsmand

Hvad skulle Garff have gjort for at undgå denne misere? Han skulle have gjort som dén dydige videnskabsmand, Knud Fabricius beskriver i en lignelse på første side af sit kildekritiske studium af Kongeloven. Dens Tilblivelse og Plads i Samtidens natur- og arveretlige Udvikling, der udkom kort efter 1. Verdenskrig:

»Det ligger nær i denne Tid at drage Sammenligning mellem Videnskabsmanden og den Officer, der faar Befaling til at tage Kommando over en Troppeafdeling, som midt under Kampen har mistet sin Fører. Begges Gerning begynder under en standende Strid, og begge maa derfor først og fremmest undersøge, om de Stillinger, som deres Forgængere har efterladt til dem, er holdbare. Officeren som Videnskabsmanden kan ikke rykke længere frem, før det allerede vundne Terræn er sikret; han maa muligvis endogsaa begynde med at gaa tilbage paa et eller flere Punkter, fordi det bliver ham klart, at andre Veje er mere fremkommelige, ja er de eneste, som kan føre til Maalet, til Opgavens Løsning.«

Det er dette møjsommelige arbejde, Garff har undladt at foretage, hvorfor SAK ikke er løsningen på den opgave at skrive en videnskabeligt velfunderet biografi om Kierkegaard. Selv har jeg ikke stillet mig den opgave at skrive en sådan biografi, men som realkommentator på den historisk-kritiske udgave af Søren Kierkegaards Skrifter og som forfatter af Kierkegaards København har jeg bidraget til at gøre det arbejde, som Fabricius foreskriver.

Imidlertid er det ikke nok at afgøre, hvilke stillinger der er holdbare, men også hvilke der ikke er det. Problemet er nemlig, at Kierkegaard-forskerne uanfægtet vedbliver at bygge deres fortolkninger på sand og ikke på klippegrund. Derfor har SAK utilsigtet fortjeneste af at have samlet løst og fast i hundrede års forskningshistorie, sådan at man som en kildekritisk Caligula kan glæde sig over, at 'forskerne' – alias det romerske folk – her byder sig til med én nakke, så man med ét hug kan gøre op med dem (jf. Sveton Romerske kejsere, Caligula, kap. 30). Således skal jeg igen fastslå, at min kritik af SAK ikke alene er at forstå som en kritik af Garff, men overhovedet som en kritik af den forskningstradition, han bygger på.

Jyllandsrejsen

Den første gang, jeg i mit arbejde som realkommentator blev opmærksom på problemerne i SAK, var, da jeg for tre år siden skulle kommentere Kierkegaards dagbog fra hans rejse til Jylland i sommeren 1840. Jeg læste naturligvis den litteratur, der allerede fandtes om rejsen, som i biografierne omtrent har fået mytologisk status, da målet for rejsen var Sædding, Kierkegaards fars fødeegn på den vestjyske hede.

I SAK kalder Garff sit afsnit om jyllandsrejsen for »En dandy på pilgrimsrejse« (s. 139-145), hvilket for så vidt er meget betegnende, al den stund Garff anstrenger sig til det yderste for at afsløre Kierkegaard som dandy. Han gør udstrakt brug af et lille skrift med titlen Søren Kierkegaard og Aarhus (1968), skrevet af den dengang 25-årige stud.scient. i matematik og fysik, Flemming Chr. Nielsen. Der angives ingen kilder i dette skrift, så selvom Nielsen 30 år senere har skrevet et veldokumenteret og gennemresearchet skrift om en af Kierkegaards brødre, Ind i verdens vrimmel (1998), så bør man ikke uden videre sætte lid til hans ungdomsskrift. Det gør Garff alligevel, men krediterer i øvrigt kun Nielsen én gang i afsnittet, selvom man igen og igen finder ham som ghostwriter, således her på s. 139:

»Lørdag den 17. juli 1840 tidligt om morgenen forlader den 27-årige kandidat derfor København. Han er ledsaget af en to år ældre tjener, Anders Westergaard, som han til lejligheden har lånt af Peter Christian. Efter en rejse i dagvogn tværs over Sjælland ankommer de til Kalundborg sent om aftenen.«

Man får i disse få linier en række påstande, men ingen kildeangivelser som belæg for dem. I det mindste burde Garff have henvist til sit forlæg, nemlig Søren Kierkegaard og Aarhus, s. 17, hvorfra han desuden burde have afskrevet den korrekte dato med større omhyggelighed:

»Lørdag den 18. juli tidligt om morgenen forlader Søren Kierkegaard København. Han rejser i dagvogn tværs over Sjælland til Kalundborg, en tur, der varer til sent om aftenen. Han er naturligvis som rigmandssøn ledsaget af sin tjener Anders Westergaard, der i grunden er ansat hos Søren Kierkegaards bror, Peter Christian Kierkegaard, men nu er blevet lånt ud.«

Nielsen angiver som nævnt lige så lidt som Garff kilder til sine påstande, men de bygger utvivlsomt på Arthur Dahls Søren Kierkegaards Jyllandsrejse (1948), Jørgen Bukdahls Søren Kierkegaard. Hans fader og slægten i Sædding (1960) og Emanuel Sejrs Fra smakke til hurtigfærge (1964-65). Men det er ét fedt, for de tre skribenters mest vidtrækkende bedrifter er henholdsvis at undfange og at bekræfte myten om, at den unge kandidat Kierkegaard rejste med tjener. Sådan gør en dandy, men dét er der intet belæg for at hævde, at Kierkegaard gjorde.

I rejsedagbogen henviser Kierkegaard ikke til nogen tjener, men nævner to gange en vis Anders. Først i et kort notat i Århus: »Anders ved Borgerparaden«. Og siden et lidt længere: »Anders morer sig fortræffelig, saa vel over Borgerparaden i Aarhuus som over Skydeselskabet i Holstebro, da det med fuld Musik vandrede ud paa Plainen«. Det er denne Anders, som Nielsen og Garff fejlagtigt identificerer med Anders Westergaard – en bondesøn fra Thisted amt, som i 1840 lå inde som soldat, ifølge lægdsprotokollen ikke forlod amtet før 1842, i 1844 tiltrådte en stilling som Kierkegaards tjenestekarl og i øvrigt ikke var to år ældre, men fem år yngre end ham.

Med andre ord er det kropumuligt, at Anders Westergaard kunne have rejst med Kierkegaard i 1840. Her må jeg imidlertid også revidere min egen vurdering, da jeg nemlig selv tidligere har fundet det sandsynligt, at det faktisk var denne Anders – bare ikke som tjener – som Kierkegaard rejste med. Senere har jeg måtte opgive denne tese, da granskning af lægdsprotokollen gjorde den umulig. I øvrigt stod det allerede klart, at Kierkegaard ikke kunne have fulgtes med Anders Westergaard før Århus, da der nemlig ikke optræder nogen »Anders Westergaard« sammen med ham på den liste over rejsende fra Kalundborg, som blev publiceret i diverse jyske aviser.

Der er mange andre fejl i Garffs afsnit om jyllandsrejsen, fejl, som især synes at tage sigte på at bekræfte billedet af Kierkegaard som dandy. Således indlogeres han efter ankomsten til Århus uden videre på byens bedste gæstgiveri – selvom vi intet ved om, hvor han overnattede. Ligeledes vil Garff vide, at han som københavner ærgrer sig over kokasserne i byens gader – selvom han selvfølgelig var vant til smattet gødning i København, hvor man holdt tre gange så mange køer inden for voldene.

De nævnte fejl og flere til har jeg allerede dokumenteret i to kronikker i 2001, henholdsvis i Jyllands-Posten den 16. august og i Universitetsavisen nr. 14. Garff har ikke svaret på kritikken og heller ikke taget imod mit tilbud om assistance til at få rettet fejlene, hvorfor de nu er kolporteret i diverse oversættelser af SAK.

Afskrift

Jeg vil blive en stund endnu ved jyllandsrejsen for at berøre et andet typisk problem i SAK, nemlig Garffs udstrakte brug af citater – uden citationstegn og ofte uden henvisning til den afskrevne eller parafraserede litteratur. I forlængelse af det ovenstående citat fra SAK, s. 139, afskriver Garff igen næsten ord til andet Nielsen, men uden henvisning til ham og uden at gå hans oplysninger efter. Her følger først Nielsens ord anno 1968 og dernæst Garffs anno 2000:

»Søndag morgen sejler Kierkegaard (...) med Smakken til Aarhus (...) med 'Dania', en gammel snavset skude, hvis indretning og langsomhed alle klagede over (...). Det førtes af kaptajn Luja og ejedes af dampskibsreder Sass (...), men hvis Kierkegaards humør var nogenlunde, da han tog fra Kalundborg, så blev det totalt ødelagt på sørejsen til Aarhus. Han noterer i dagbogen skibsreder Sass' adresse, så vi kan gå ud fra, at når han igen kommer hjem, agter han at opsøge den herre for at beklage sig«.

»Næste morgen går de om bord i 'Dania', der sit pompøse navn til trods er en gammel, fladbundet skude, en rigtig smakke, hvis indretning og langsomhed alle klagede over. 'Dania' førtes af en vis kaptajn Luja og ejedes af dampskibsreder Sass, der skulle få at høre for sin sølle befordring og hvis adresse – 'Nyhavn 282 Charlottenborgsiden' – Kierkegaard har noteret sig.«

Som jeg dokumenterede i de førnævnte artikler, hed smakken ikke Dania og kaptajnen ikke Luja, ligesom Kierkegaard ikke noterede den nævnte adresse (hvor der forresten boede mange andre end netop M.W. Sass) i rejsedagbogen, men i en jyllandsrejsen uvedkommende notesbog. Måske skulle Garff have funderet lidt over en helt anden optegnelse, nemlig i journalen FF, hvor Kierkegaard skriver, at der er mange mennesker, »der komme til et Livs-Resultat ligesom Skoledrenge; de snyde deres Lærer ved at skrive Facitet ud af Regnebogen uden selv at have regnet Stykket.«

På universitetet må en studerende ikke skrive af fra nogen uden at angive denne som sin kilde. I modsat fald kan han blive bortvist. Men i litteraturen hersker der en ganske egenartet forskningsfrihed. Trods hæder og berømmelse er SAK i vid udstrækning fusk og plagiat. Som bacheloropgave, kandidatspeciale, licentiatafhandling eller doktordisputats ville den være blevet afvist, men nu står den som den autoritative biografi om alle tiders største danske tænker.

Der kan findes umådeligt mange eksempler på Garffs uvidenskabelige afskrift. Nogle af dem er forhastede, men så meget desto mere underholdende, som når Garff om den balstyriske grundtvigianer J.C. Lindberg fortæller, at der gik rygter om, »at han skulle fængsles og henrettes på Christiansø« (s. 30). I det værk, som Garffs note henviser til, hedder det knap så dramatisk, »at han skulle fængsles og hensættes på Christiansø«.

Andre afskrifter er uden litteraturhenvisning, men giver til gengæld læseren indtryk af stor akkuratesse, som når det på s. 19 hedder, at det »pensum, Søren Aabye opgav til studentereksamen i latin, beløber sig til over 11.000 vers og henved 1.250 siders prosa.« Det er næppe Garff, der møjsommeligt har talt vers og prosa sammen, men derimod Per Krarup, som præsenterer resultatet i Søren Kierkegaard og Borgerdydsskolen (1977), s. 26f.: »Hvad Kierkegaard har læst i latin fremgår af hans petitum til dimissionen (...). Regner man dette pensum efter, viser det sig at der er tale om over 11.000 vers og ca. 1250 sider prosa.«

Nonchalancen er stor, som når Garff på s. 10 omtaler »den herrnhutiske Brødremenighed i Stormgade, hvor familien Kierkegaard regelmæssigt søndag eftermiddag kom til de såkaldte 'Gehülfen'.« Disse Gehülfen udgjorde en art bestyrelse for menigheden og var altså ikke ugentlige møder, som Garff antager. Kierkegaards far blev valgt som en af disse Gehülfen i 1815.

Garff angiver ikke nogen kilde til stedet, men misforståelsen skyldes sikkert en forhastet afskrift af Jørgen Bukdahls Søren Kierkegaard og den menige mand (1996), s. 38, hvor det om Kierkegaards far hedder, at han var »med i en slags bestyrelse bag de store søndagsmøder, de såkaldte 'Gehülfen'«. Selvfølgelig kunne man tro, at Gehülfen refererede til møderne og ikke bestyrelsen, men kun når man ikke konsulterer Bukdahls forlæg, nemlig Kaj Baagø, der i sin fortrinlige studie over brødresocietetet i København – Vækkelse og kirkeliv i København og omegn i første halvdel af det 19. århundrede (1960), s. 21 – henviser til »de såkaldte 'Gehülfen', en art bestyrelse«. Besynderligt nok har Garffs fejl fået lov at passere i den tyske oversættelse af SAK.

Jeg skal give endnu et eksempel på afskrift, her ét, som giver indtryk af den kyndige historikers revy over tidsalderen – og for så vidt også er det, hvis man vil kalde Jørgen Bukdahl en kyndig historiker. Først hører vi Bukdahls dom over vækkelsesbevægelsen i Søren Kierkegaard og den menige mand, s. 23, derefter Garffs i SAK, s. 28f.:

»Den gudelige vækkelse ejede en blanding af reaktion – tilbage til sand Lutherdom – og revolution: kampen mod præstevældet både som en forkyndende instans og som et udtryk for social overklasse. Den blev da også med hjemmel i konventikelplakaten af 1741 forfulgt både med fængsel og bøder, hvad der blot forøgede væksten og sammenholdet.«

»Som nogenlunde lige dele reaktion (tilbage til sand lutherdom) og revolution (ned med præstevældet som social overklasse) var de gudelige vækkelser en trussel mod statskirken og blev da også søgt nedkæmpet med både fængselsdomme og bøder, hvilket dog blot forstærkede sammenholdet.«

Bukdahl krediteres ikke.

Strube

På jyllandsrejsen var det Anders, der måtte holde for som Kierkegaards angivelige tjener, og i Rosenborggade er det Strube. Jeg har allerede i Information den 3. juni dokumenteret, at Garff uden fjerneste belæg gør snedkersvenden Strube til tjener for Kierkegaard, sådan at man får indtryk af en magelig magister, der udvider sit tyende fra én tjenestekarl, den førnævnte Anders Westergaard, til to tjenere.

Strube var et socialt og psykiatrisk tilfælde som med kone og to døtre flyttede ind hos Kierkegaard i Rosenborggade i 1848. Da Strube i slutningen af året fik stillet diagnosen partiel sindssyge, valgte Kierkegaard efter hans udskrivning fra hospitalet at lade ham blive boende, selvom han helst ville have haft sin lejlighed for sig selv. Kierkegaard var bange for, at han ville slå Strube omkuld, hvis han nu bad ham finde et andet sted at bo. I stedet blev familien boende hos den barmhjertige magister i yderligere 3½ år. I SAK latterliggøres Kierkegaards bekymring for Strube under hans sygdom, ligesom hans almindelige omsorg for ham skjules af påstanden om ham som »tjener« (s. 460 og 564).

Overhovedet kan man fastslå det som symptomatisk, at Garff helst ser Kierkegaard omgivet af et talstærkt tyende, der var en fornemmere stand værdig. På samme måde gør Garff allerede en svend i butikken hos Kierkegaards far til »en af hans tjenere« (s. 12). Det var svenden naturligvis ikke, men netop svend og endda sin principals kødelige fætter.

Historisk uvidenhed

Garff er mig bekendt den første, der har villet gøre Strube til tjener, altså en ganske original tese, men uden hold i virkeligheden. Strube har sikkert gået til hånde i husholdningen, sådan som jeg i min artikel den 3. juni dokumenterede, at både han og hans hustru tidligere havde gjort mod kontant afregning. Det gør imidlertid ikke Strube til tjener, hvilket med al ønskelig tydelighed fremgår af folketællingslisten per 1. februar 1850, hvor Strube selv angiver sin næringsvej som »Snedkersvend«. Denne folketællingsliste har naturligvis alle dage været kendt og refereres endda i SAK, s. 460.

Man må faktisk være komplet uvidende om datidens lavsforhold for at kunne konvertere en snedkersvend med 12 timers dagligt arbejde fra mandag til lørdag til tjener. Den samme uvidenhed bemærker man, når Garff allerede på s. 4 skriver, at oldermanden for silke- og klædekræmmerlavet skulle have idømt Kierkegaards far en hård bøde efter at have konstateret, at han uden hjemmel solgte visse finere varer. Oldermanden for silke- og klædekræmmerlavet havde aldeles ikke myndighed til at idømme en hosekræmmer en bøde, men det havde byens politimester, som den 16. december 1785 idømte M.P. Kierkegaard en bøde på 50 rigsdaler. Forinden havde to af politimesterens betjente sammen med oldermanden foretaget en razzia i hosekræmmer Kierkegaards forretning.

Straks siden efter er den gal igen, når Garff giver en simpel prokurator bemyndigelse til at godkende eller forkaste en ægtepagt, en myndighed, der tilkom magistraten og i sidste ende kancelliet.

En lignende uvidenhed om datidens forhold ses i Garffs brug af en beretning om Kierkegaards fars død i 1838, som findes i storebroderens dagbog, og som Garff har læst i udtog i Carl Weltzers Peter og Søren Kierkegaard (1936). Her refereres, at den gamle mindre end to døgn før sin død havde kaldt på »Jomfruen«. Denne bliver i SAK med anakronistisk selvfølgelighed omtalt som »den unge pige« (s. 116). Men efter tidens sprogbrug var en jomfru ikke nødvendigvis ung, da betegnelsen blot dækkede over en ugift borger- eller almuedatter eller en husjomfru, dvs. en husbestyrerinde. Det sidste er netop tilfældet her, hvor jomfruen er identisk med husjomfru C.A. Møller i det kierkegaardske hjem på Nytorv. Den »unge pige« var 37 år!

Kort efter bliver – fortsat ifølge den nævnte dagbog – »Dørge« hentet. I SAK omtales Dørge uden videre som »doktor Dørge«, hvilket for så vidt er meget plausibelt, al den stund han hentes, fordi familielægen Nutzhorn endnu ikke er kommet. Men hvis Garff havde gjort sig den minimale anstrengelse at slå Dørge op i Veiviseren for 1838, havde han erfaret, at G.F. Dørge var »Amtschirurg« og boede i Rådhusstræde 145 på hjørnet af Farvergade, altså lige i nærheden af Nytorv 2. Det var ham, der i 1813 havde vaccineret den spæde Søren Kierkegaard mod kokopper, nemlig i sin egenskab af amtskirurg. 25 år senere var han fortsat blot amtskirurg og ikke doktor, men alliterationen er vel løbet Garff i pennen. Doktor Dørge!

Fabulering

Om Dørge er doktor eller kirurg kan i den store sammenhæng være ligegyldigt, men eksemplet illustrerer Garffs hang til at fabulere over kilderne frem for at studere dem, så han straks kan skrive dem ind i den litterære fiktion, der hedder SAK.

Således har Garff ingen problemer med at forklare læseren, hvorfor Kierkegaards storebror den 29. januar 1836 forsvarer sin licentiatafhandling i Regenskirken og ikke i universitetets hovedbygning på Frue Plads, hvilket alt andet lige syntes mere oplagt. Sagen er nemlig den, forklarer Garff, at »universitetsbygningen stadig henlå i ruiner efter englændernes bombardement« (s. 31). Det er ganske enkelt forkert, for i januar 1836 var byggeriet på den nye universitetsbygning næsten færdigt. Det var begyndt i 1831, og året efter kom bygningen under tag. Den officielle indvielse af bygningen fandt sted ved en festlighed i solennitetssalen den 13. oktober 1836, men allerede i vintersemesteret 1833-34 kunne de teologiske og de filologisk-filosofiske forelæsninger henlægges til de to store auditorier på 1. sal samt et tilstødende mindre.

Endnu en historie fra universitetet viser, hvordan Garff sorgløst skriver, hvad der passer ham. Om professor Poul Martin Møller hedder det, at »Kierkegaard lærte ham at kende i 1831, da Møller (...) begyndte at holde filosofiske forelæsninger på universitetet i København« (s. 81). Påstanden er overraskende, ikke blot fordi en velmeriteret professor næppe som det første efter sin nylige hjemkomst fra universitetet i Christiania (Oslo) indlader sig i personligt bekendtskab med en nyslået student på 18 år, men også fordi Garff tidligere har forklaret, at det var uvist, hvilke timer Kierkegaard fulgte i 1831, derfor også om han fulgte Møllers forelæsninger over moralfilosofi i sommersemesteret 1831 (s. 26).

Kilden til Garffs påstand må – atter overraskende, da han tidligere ignorerer den – være Valdemar Ammundsen, der i Søren Kierkegaards Ungdom (1912) urigtigt hævder at have fundet Kierkegaards navn på listen over tilhørere til Møllers forelæsninger (s. 79). Ammundsens påstand lader sig ikke dokumentere ved granskning af de bevarede dokumenter på Rigsarkivet, hvor man tværtimod kan læse en skrivelse fra dekanen for det filosofiske fakultet, hvoraf det fremgår, at han fra hovedparten af fakultetets docenter, herunder Møller, ikke for det pågældende semester har »erholdt Lister eller nogensomhelst anden Meddelelse«.

Rektor Nielsen

Der er andre end Strube, der får en tendentiøs behandling af Garff, således rektor Michael Nielsen, der underviste Kierkegaard og hans klassekammerater i latin på Borgerdydsskolen. Om Nielsen hedder det i SAK, s. 17:

»Foruden latinske bøjninger nærede Nielsen kærlighed til knæbøjninger og anden legemlig udfoldelse og skulle efter sigende have været habil til langbold, som han dyrkede med sine elever ude på Fælleden. Når lystighederne var til ende, deltog den sværlemmede mand i fællesbadning med de spinkle drenge.«

Garff angiver ikke nogen kilde til dette lettere vulgære udfald mod rektor Nielsen, men der kan dårligt herske tvivl om, at det igen er Sejer Kühle, der har fået sit dydige studium malet i den poetiske mølle. Han skriver i Søren Kierkegaard. Barndom og Ungdom, s. 36:

»Det er altsaa ikke godt alt, hvad der siges om skolens leder; men til hans fordel anføres, at han tilstræbte en god disciplin, han interesserede sig for gymnastikken, hvor han sørgede for, at der vistes de svage et særligt hensyn, han fulgte selv med disciplene til badning, og Edv. Collin oplyser, at rektor, der var en god spiller, tog med paa fælleden, naar der blev spillet langbold.«

Som det fremgår, har langbold og badning ikke noget med hinanden at gøre, men er to forskellige discipliner. Drengene badede naturligvis ikke efter en gang langbold på fælleden, hvorfra der forresten også ville være for langt til badning, hvilket dengang ikke foregik i en svømmehal, men – for så vidt angår 'fællesbadning' – på en søbadeanstalt. Når rektor Nielsen således 'fulgte med eleverne til badning', sigtes der til den svømmeundervisning, som de f.eks. kunne få på Rysensteen Badeanstalt ved Kalvebod Strand.

Kühle skriver ikke noget om, at den sværlemmede rektor Nielsen selv sprang i bølgerne for at bade med de spinkle drenge, men det er åbenbart ligegyldigt. Incestuøse og pædofile overgreb behøver ikke dokumenteres, men blot ytres som en mistanke. Tre sider forinden har freudianeren Garff beskrevet Kierkegaards kærlighed til sin far som »en følelsesmæssig ambivalens og misforstået loyalitet, der kan minde om incestofrets paradoksale hengivelse« (SAK, s. 14). Tilsvarende skal man vel forestille sig Kierkegaards næsegruse beundring for sin hårdtslående latinlærer som pædofiliofrets ikke mindre paradoksale hengivelse.

Farinelli

Garff er naturligvis i sin ret til at skrive Kierkegaards biografi uden hensyn til videnskabelige krav om akribi, kildekritik og autopsi. Men når han vælger at gøre dette, må han gøre det klart for læseren, at biografien ikke er videnskabeligt funderet. Imidlertid koketterer han med den videnskabelighed, han ikke underkaster sig. Eksempelvis agerer Garff – med eksplicit henvisning til »kildematerialet« – videnskabelig tugtemester over for »en hel lille hær af fantasifulde forskere«, fordi de har »præsenteret de pikanteste teorier, hvortil de er ankommet ad gisningernes langstrakte glidebane« (SAK, s. 94).

Ikke desto mindre slår Garff selv følge med de fantasifulde forskere, når dette kan lede ham til pikante teorier om Kierkegaards erotiske defekter. Således tager han anledning af to breve til vennen Emil Boesen, hvori Kierkegaard underskriver sig »Farinelli«, til at formulere en tese om, at han forstod sig selv som mentalt kastreret af sin far (SAK, s. 219-229). Betingelsen for tesens troværdighed er naturligvis, at Farinelli for Kierkegaard gjaldt for kastrat og ikke bare for sanger.

Det mest oplagte er, at Kierkegaard kendte til Farinelli fra et lystspil (!) af samme navn, som var et af de populæreste stykker på Det Kgl. Teater. I dette lystspil hører man ikke ét ord om kastration eller nogen erotisk defekt. Tværtimod er Farinelli en lystig ung sanger, der kommer til Madrid sammen med sin elskede Preciosa, der er stukket af fra det kloster, hvor hendes onkel har anbragt hende. Da det kortvarigt lykkes onklen at tvinge Preciosa tilbage i klosteret, sender Farinelli hende et brev, som han underskriver: »Din for evig! Farinelli.« Og med præcis disse ord underskriver Kierkegaard sig i et af brevene.

I vore postfreudianske tider er det almen viden, at Farinelli var kastrat, men det var det ikke nødvendigvis på Kierkegaards. Slår man op under »Farinelli« i dén udgave af Brockhaus' Conversations-Lexicon, som Kierkegaard ejede, læser man intet om kastration. I stedet læser man en beskrivelse af Farinellis evne til med sin sang at fordrive den melankoli, der gjorde den spanske kong Filip V uegnet til at føre sin regering (det samme fremhæves i lystspillet). Mon ikke Kierkegaard tilsvarende mente sig i stand til ved sine ord at skrive Emil Boesen fri af melankoliens svøbe? Og mon ikke det er det, han har villet udtrykke, frem for abrupt og ikke mindre subtilt at åbenbare en intim hemmelighed om mental kastration? Således fremgår det af brevene, at Emil Boesen i det ene tilfælde ikke har kunnet tage sig sammen til at færdiggøre et arbejde, i det andet at han er syg.

Pseudonymerne

Garffs tese var ellers delikat og gik godt i spænd med hans læsning af Frygt og Bæven, hvor han identificerer Kierkegaard med Isak, altså den søn, som Abraham var rede til at slagte på Guds bud. Dog er det besynderligt at støde på en identifikation af Kierkegaard med en litterær figur i et pseudonymt skrift, når Garff selv skoser andre for at have identificeret Kierkegaard med hans pseudonymer og således være »faldet for fristelsen til at lukke øjnene for de historiske kendsgerninger« (s. 16). Trods en sådan tilsyneladende ædruelighed kan Garff selv citere pseudonymen Quidams ord om, at hans »gamle Skolemester var en Heros, et Jern-Menneske« (s. 17), som var det Kierkegaards egne ord om rektor Nielsen. Og tilsvarende kan han konstatere, at Kierkegaard ikke kunne engelsk, fordi pseudonymen Vigilius Haufniensis erklærer, at »jeg selv ikke kan Engelsk« (s. 20).

Et andet sted har Garff i stedet lidt for travlt med at nægte identifikationens sandsynlighed, nemlig da han har citeret pseudonymen Johannes Climacus' erindring om, hvordan han som barn ikke måtte gå ud, »hvorimod Faderen en enkelt Gang til Vederlag foreslog ham ved hans Haand at spadsere op og ned af Gulvet« (s. 13). Som bekendt forstod faderen i kraft af sin mægtige fantasi at fremmane pittoreske motiver og folkloristiske tableauer, så den lille Johannes næsten måtte tro, at han alligevel havde været ude at spadsere i byen. »Man glemmer hurtigt, at episoden kun fandt sted 'en enkelt Gang', ligesom man snart får identificeret Johannes med Søren Aabye, hvorved scenen lydløst glider ind i dagligstuen på Nytorv 2«, skriver Garff (s. 14).

Imidlertid beskriver Søren Aabye i et brev til sin svigerinde fra midten af 1840'erne denne begivenhed som noget, der ofte hændte ham i barndommen, ligesom han her entydigt identificerer den som noget, der hændte ham selv og ikke en pseudonym: »det er og blev altid et Motto paa mit Liv, hvad der ofte hændte mig i min Barndom, at jeg ikke fik Lov af min Fader at gaae ud til Frederiksberg, men ved hans Haand gik op og ned af Gulvet – til Frederiksberg.« Scenen var med andre ord i dagligstuen på Nytorv 2.

Det vidner heller ikke just om metodisk konsekvens, at Garff over en bred kam nægter andre at identificere Kierkegaard med sine pseudonymer, når han selv netop erklærer de pseudonyme skrifter for at være selve nøglen til Kierkegaards biografi. På s. 15 skriver han nemlig, at Kierkegaards far med sine traumatiserende overgreb har »forsynet sin dreng med en kunstnerisk egenkapital, som sønnen formår at forvalte genialt ved at investere den i sine pseudonyme skrifter. Vil man aflokke ham hemmelighederne, de voldsomme og de mindre, er man derfor henvist til at aflytte disse skrifter, mistænksomt, vedholdende og en gang til.« Og helst med et freudiansk høreapparat, så man ikke hører andet end Søren Aabyes fortrængte skrig efter »faderens formastelige overgreb«.

Quod erat demonstrandum!

Syfilis-teorien

Blandt de pseudonyme skrifter fremhæver Garff Stadier paa Livets Vei (1845). Her genkender han nemlig Kierkegaard i historien om den brudte forlovelse, som pseudonymen Quidam fortæller i dagbogsform under titlen »'Skyldig?' – 'Ikke-Skyldig?'«. Dette er ganske oplagt, al den stund Quidams og Kierkegaards forlovelseshistorier i vid udstrækning har parallelle forløb. Kierkegaard drister sig endda til at skrive sit eget afskedsbrev til sin forlovede ind i dagbogen, som var det Quidams. Så vidt så godt!

Nu gør Garff imidlertid det, at han underkaster de såkaldte indskudsstykker – seks fortællinger, som ikke umiddelbart synes at have noget med forlovelseshistorien at gøre – en særlig fortolkning, hvor disse forstås som Kierkegaards fremstilling af sit forhold til sin far. Således forklarer Garff, at den unge bogholder, som i indskudsstykket »En Mulighed« lader sig lokke med på bordel, i virkeligheden er Kierkegaards far, som altså i sin ungdom har frekventeret en luder. I indskudsstykket bliver bogholderen sindssyg af tanken om, at han i sin rus kan have besvangret luderen og således være blevet far til et barn, han aldrig vil kunne gøre sin skyldighed overfor. Dette er imidlertid en »digterisk afledningsmanøvre«, forklarer Garff, for i virkeligheden frygtede Kierkegaards far for noget andet, nemlig at have pådraget sig en smitsom sygdom (SAK, s. 306).

Hvad det er for en sygdom, afslører Garff ved at afkode det krypterede skriftemål i et andet indskudsstykke, nemlig »En Spedalsks Selvbetragtning«. Her møder vi den spedalske Simon, der sidder på en kirkegård og taler med sig selv. Af monologen erfarer vi, at Simon har opfundet en salve, som får den spedalskes udslet til at vende sig indefter, sådan at præsten må erklære ham sund, mens sygdommen fortsætter sin tilværelse indvortes. En anden spedalsk, Menasse, har taget salven for uden at vække opsigt at kunne drage til byen, hvor han i sit had til menneskene vil smitte dem ved at ånde sin gift ud over dem alle.

Hvordan skal denne lignelse forstås? Jo, forklarer Garff på s. 307, spedalskheden er metafor for syfilis og salven for »en kviksølvsalve, kaldet den grå salve, som lægerne anså for at være en effektiv behandlingsform mod syfilis. Smørekurens helbredende virkninger viste sig dog først efter 15 til 20 år. Hvis kuren blev afbrudt for tidligt, cirkulerede smitstoffet i organismen og kunne passere hjernehinderne og give hjernelammelse, hvis klareste symptom var det såkaldte højhedsvanvid. Slog infektionen sig derimod på rygmarven, medførte det rystelammelse. Både spedalskhed og syfilis, der er karakteristisk ved de sår og knuder, de danner, samt større eller mindre knogleødelæggelser, typisk af næsebenet, ender med døden, men der går som regel årtier, før den indtræder.«

Kierkegaards far har været hos læge, er blevet behandlet med kviksølvsalven og erklæret rask, men har ventet 15-20 år med at gifte sig for ikke at udsætte hustru og afkom for smitte. Imidlertid havde han en mægtig fantasi, der i takt med, at hans første og anden hustru samt fem af syv børn dør – den første hustru og alle børnene i utide – giver ham den idé, at han alligevel er bærer af smitten, som nu koster hans familie livet. Denne idé deler han på sine gamle dage med sin yngste søn, der således må bære angsten for selv at være smittet og derfor ikke vover at gifte sig og risikere, at smitten føres videre. Og det er denne idé, som Kierkegaard i indskudsstykkerne genfremstiller »i al sin smerte, men dog med den distancens pathos, der frigør traumet fra det blot private og lader det genopstå som kunst« (s. 313).

Man kan selvfølgelig være skeptisk over for Garffs reduktion af indskudsstykkerne til selvterapeutisk bekendelseslitteratur, men argumentationen er avanceret og imponerer ved at støtte sig til en omfattende medicinhistorisk viden. Så meget desto mere forargeligt er det, at tesen i et og alt skyldes en anden, som overhovedet ikke krediteres i noterne til stedet, nemlig dr. Carl Saggau. I sin bog Skyldig – ikke skyldig? Et par kapitler af Michael og Søren Kierkegaards ungdomsliv (1958) mente Saggau netop at kunne afsløre bogholderens sindssyge som »noget digterisk« (s. 50), der skulle camouflere syfilis som dén sygdom, Kierkegaards far i virkeligheden havde lidt af. »Han har søgt læge, der har ordineret en smørekur med den grå salve, kviksølvsalven«, skriver Saggau på s. 52, hvorefter han redegør for sin originale tese – en tese, som i SAK præsenteres, så læseren må tro, at den er Garffs egen.

Sammenligner man Saggaus tekst med Garffs, fremtræder den sidste som en kollage af udklippede sætninger fra den første. Her skal jeg blot dokumentere sammenfaldet mellem Garffs ovenstående beskrivelse af smørekuren og Saggaus oprindelige beskrivelse i sin bog, s. 53:

»Blev kuren afbrudt for tidligt, cirkulerede smitstoffet videre omkring i organismen og arbejdede sig efterhånden ind i hjerte, blodkar og andre vigtige organer eller passerede gennem hjernehinderne, hvorved der opstod de med rette frygtede hjerte- og rygmarvs-sygdomme, nemlig hjernelammelsen, også kaldet den progressive parese, hvis vigtigste symptom var en særlig form for sindssygdom – højhedsvanvid. Slog infektionen sig på rygmarven, optrådte en form for rystelammelse – tabes dorsalis. Begge sygdomme forløb stadig fremadskridende og endte altid med døden; men der gik dog som regel årtier eller i hvert fald adskillige år, før døden indtrådte. Disse sygdomme havde som regel et meget langsomt forløb. Som oftest gik der 15-20 år efter infektionen, før det var muligt med nogenlunde sikkerhed at konstatere sygdommen«.

Mener man ikke at behøve at kreditere sit forlæg andre steder, så må man i det mindste gøre det, når der som her er tale om en original teori undfanget af en forsker, der har slidt sig til den ved grundige studier. Saggaus bog er ganske vist opført på Garffs litteraturliste bag i SAK, men når den ikke krediteres det relevante sted, bringes læseren uvilkårligt til at tro, at teorien er frugten af Garffs egen forskning.

Overfortolkning

Apropos Kierkegaards far, har det i Kierkegaard-receptionen været en vedtaget sandhed, at sønnen kort før sin fars død den 9. august 1838 blev forsonet med ham, efter at de havde været på kant med hinanden i en længere periode. Kierkegaard var flyttet fra barndomshjemmet på Nytorv den 1. september 1837 og havde indlogeret sig i Løvstræde, men skulle angiveligt være flyttet hjem igen inden faderens død. Antagelsen af denne begivenhed har man baseret på det spinklest tænkelige grundlag, nemlig en optegnelse, som også Garff benytter i sin bevisførelse i SAK (s. 115):

»Søren Aabye er flyttet hjem igen, hvornår ved man ikke, men det må have været før den 10. juli, for den dag hedder det i journalen: 'Jeg haaber, det skal gaae mig med Hensyn til min Tilfredshed med mit Livsforhold her hjemme som en Mand, jeg engang har læst om, der ogsaa var kjed af det hjemme – og vilde ride bort derfra; da han var kommen et lille Stykke, snubler Hesten og han falder af, og idet han reiser sig, kommer han til at see sit Hjem, som nu forekom ham saa smukt, at han strax steeg til Hest, red hjem og blev hjemme. Naar man blot faaer det rette Vue derfor'.«

Man bemærker den fikse måde, hvorpå Garff først præsenterer det som et upåtvivleligt faktum, at Kierkegaard er flyttet hjem, og dernæst kun tillader sig at tvivle lidt om, hvornår det er sket (åbenbart inden 10. juli 1838), nemlig med henvisning til det eneste indicium på, at han overhovedet er flyttet hjem. Men indiciet er knap nok et indicium, for den citerede optegnelse af 10. juli 1838 handler jo ikke om barndomshjemmet, men om »mit Livsforhold her hjemme«, altså i al almindelighed i andedammen København.

Hvad vi hidtil har vidst om Kierkegaards bopæle i den relevante periode, er, at han som nævnt flyttede til Løvstræde den 1. september 1837, og at han ved folketællingen den 1. februar 1840 boede på Kultorvet. Imidlertid er det med hjælp fra en dygtig arkivar på Københavns Stadsarkiv lykkedes i en kollektbog at finde dokumentation for, at han allerede boede på Kultorvet i februar 1839. Alt andet lige er det sandsynligst, at han allerede flyttede fra Løvstræde til Kultorvet i april 1838, da han nemlig på dette tidspunkt refererer til det nye sted, hvor han agter at flytte hen.

Kynisme eller kærlighed

Overfortolkninger i stil med den førnævnte er SAK ligesom hele forskningstraditionen rig på. Jeg har i min artikel den 3. juni demonstreret, hvordan man har villet forstå en regnskabsbog over hans husholdning som et udtømmende vidnesbyrd om, hvor meget – eller snarere hvor lidt – Kierkegaard var parat til at give i almisse. Misforståelsen af regnskabsbogen er indlysende, når man går dens udgifter efter og i øvrigt tænker sig om. Hvis de bogførte almisser skulle være et dækkende udtryk for Kierkegaards pekuniære støtte til fattige, måtte han, hver gang han gav en skilling, mark eller rigsdaler til en tigger på sin vej, have husket at bede tjenestekarlen Anders Westergaard om at notere det i husholdningsregnskabet.

Tanken er absurd, men Garff overtager den ukritisk og forlyster sig endog med at sammenligne regnskabsbogens relativt beskedne beløb til almisser med Kierkegaards langt større udgifter til køreture i wienervogn til Nordsjælland. Han præsterer også at sammenligne beløbet med udgifterne til den mad, han ifølge andre regnskaber får fra en vis Andersen, men han præsterer ikke at identificere denne Andersen som det, personen er, nemlig værtshusholder. Med andre ord har Kierkegaard ikke spist de forkætrede ænder på d'Angleterre, men enten indtaget dem i Andersens kælderværtshus eller fået dem bragt hjem til sig selv.

At hyre en wienervogn med kusk for at tage 'luftbad' i Nordsjælland kan nok tælle som et karakteristisk træk ved en dandy, men problemet er heller ikke, at Garff fokuserer på Kierkegaard som dandy, derimod at han også gør ham til dandy, når han absolut ikke er det. Tilsvarende skildres Kierkegaard i SAK som mere ufølsom, end kildematerialet giver belæg for. Dette skal jeg her give yderligere to eksempler på:

Da Garff har fortalt om de mange dødsfald i Kierkegaards familie i årene 1832-34, sammenligner han Kierkegaards reaktion med hans storebrors. »De familiære tragedier, der periodevis gør Peter Christian totalt uvirksom, har tilsyneladende ingen eller måske den stik modsatte virkning på den yngre bror. De efterhånden ganske flittigt førte journaler er tavse som graven og markerer end ikke dødsfaldene med et lille blækkors« (SAK, s. 42). Igen får læseren indtryk af, at Garff har støtte i de historiske kendsgerninger, men faktum er, at Kierkegaards journaler ikke er »flittigt førte« før omkring 1837. Overhovedet findes der ikke biografisk rapporterende optegnelser før 1835 og således ikke samtidig med de relevante dødsfald. Med andre ord finder vi intet vidnesbyrd i journalerne om, hvilken virkning dødsfaldene måtte have haft på Kierkegaard.

»Tab for Alt ikke Lysten til at gaae«, skriver Kierkegaard senere i et brev til sin svigerinde; »jeg gaaer mig hver Dag det daglige Velbefindende til og gaaer fra enhver Sygdom; jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kender ingen Tanke saa tung, at man jo ikke kan gaae fra den.« Svigerinden, Henriette Kierkegaard, var i lange perioder sengeliggende på grund af lidelser, der var mere psykiske end fysiske. Kierkegaards brev kan dårligt forstås som andet end et indtrængende forsøg på at tale svigerinden fri af de tanker, der tynger hende og binder hende til sengen. Men ifølge Garff, som citerer brevet, er Kierkegaard i bedste fald distræt, i værste fald kynisk, da »hans svigerinde var lam og derfor vanskeligt kunne tiltræde hans velmente råd« (SAK, s. 278). Kierkegaard skulle altså have foreslået en lam kvinde at gå sig rask! Men svigerinden var aldeles ikke lam, så hvorfor skriver Garff det alligevel?

Litterær status

Spørgsmålene er legio, for den ovenstående eksempelsamling er langt fra udtømmende. Jeg har ikke gennemgået hele SAK kritisk, men kun en mindre del, som ikke desto mindre giver de fornødne præmisser til en dom for fusk, plagiat, sløseri, metodisk inkonsekvens, overfortolkning og utilstrækkelig viden om datidige forhold. Men som jeg indledningsvis skrev, er min kritik ikke bare en kritik af SAK, men også af den litteratur, Garff trækker på. Eksempelvis er det ikke bare Garff, der har undladt at gøre sig den beskedne anstrengelse at kontrollere, om forskningstraditionen gjorde ret i at påstå, at Corsaren kun angreb Kierkegaard i 1846 og ikke – som jeg har påvist i Kierkegaards København – fortsatte angrebet helt frem til 1855. Derimod er det Garffs ansvar og overhovedet hans kardinalsynd ukritisk at have skrevet sekundærlitteraturen ind i sin biografi, hvorved den sammen med SAK har fået status som videnskabelig sandhed.

Garff bliver nødt til at vedstå, at SAK ikke er en videnskabelig biografi, og han bliver nødt til at erkende, at han uretmæssigt koketterer med en videnskabelighed, han ikke har underkastet sig i sit biografiske arbejde. Måske er han på nippet til det, når han konfronteret med diskrepansen mellem sin fremstilling i SAK og den kildekritiske ditto i Kierkegaards København spagfærdigt forklarer Information, at »for mig er en biografi en fortælling«. Det er dette, der må gøres klart for læseren, nemlig at SAK ikke er mere end en fortælling »based on a true story«, som man siger i Hollywood. Garff digter, tilmed digter han inspireret og ekvilibristisk, men det kvalificerer ham naturligvis ikke som forsker og videnskabsmand.

Forunderligt nok havde en af de mest begejstrede anmeldere intuitivt forstået, at SAK snarere var et stykke fiktion end skinbarlig virkelighedsbeskrivelse. Således skrev Klaus Rifbjerg i Information, at »der ikke kommer en mere underholdende og oplysende 'roman' end Joakim Garffs store biografi om Søren Aabye Kierkegaard.« Andre lod sig hellere forføre af romanen til at tro, at den var en troværdig biografi. I Jyllands-Posten kaldte anmelderen den »en folkebog af de mest lødige«, men fik dog ret i, at den ville blive oversat til hovedsprogene. Politikens anmelder var ikke blind for biografiens svagheder, men uforbeholden i sin lovprisning af SAK's videnskabelige niveau. »I hvert fald er det den største, mest grundige og indsigtsfulde Kierkegaard-biografi, som har set dagens lys, og på disse punkter – indsigt og dimension – vil den næppe nogensinde blive tangeret, endsige overgået.«

Koketteriet med videnskabeligheden var med andre ord lykkedes til ug med kryds og slange, ja, sågar så godt, at SAK skaffede sin forfatter Georg Brandes-prisen med henvisning til hans »akademiske grundighed« og bogen som »gennemresearchet og vederhæftig«. Dermed var profetien i Berlingske Tidendes anmeldelse omtrent gået i opfyldelse, nemlig den, at »SAK qua sin kvalitet næsten ikke kunne undgå at få status af en art 'officiel' dansk Kierkegaard-biografi«. Det er denne status, jeg ikke vil tilstå SAK, ikke af animositet over for dens forfatter, men af videnskabelig nidkærhed og af respekt for biografiens hovedperson: Søren Aabye Kierkegaard.

Tilbage til kilderne!

Peter Tudvad
Bragt forkortet i Information, 24.07.2004