Tiden, den glatte ål, læger alle sår. Og historien besvarer på et eller andet tidspunkt ethvert spørgsmål. Filosoffer har gennem årtusinder kæmpet med spørgsmålet om livets mening. Ingen af deres fornuftige svar har lukket diskussionen. Ét (ikke særligt fornuftigt) svar har haft og har stadig særligt mange proselytter: Gud.

Nu kunne man tro, at Gud er et bevis på, at spørgsmålet om livets mening er meningsløst. Sådan forholder det sig ikke. Historien har længe været svanger med det endelige svar. Troen på Gud kan kun betragtes som flugt og krampetrækninger. Et langt mere overbevisende svar trænger sig på: Konkurrenceevnen.

Allerede Marx (ikke den berømte Groucho, men den i dag mindre kendte Karl) indså Konkurrenceevnens betydning, når han talte om vareformens ubegrænsede udbredelse. Han brugte ikke de ord, men erkendte klart, at en ny treenighed ville erstatte den gamle: Konkurrenceevnen, Globaliseringen og Privatiseringen (KGP, ikke at forveksle med sovjettidens KGB). Han tog imidlertid grueligt fejl, når han troede at se et lys for enden af Konkurrenceevnens lange tunnel.

Konkurrenceevnen er kommet for at blive. At det drejer sig om at forøge – eller i hvert fald bevare – Konkurrenceevnen, er så indlysende, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved det. På Marx’ tid var det endnu muligt, men ikke i dag. Alt i et samfund må i sidste ende indrettes efter Konkurrenceevnen. Hvad skulle vi ellers leve af? Konkurrenceevnen er livgivende, selve livets kilde.

Præsidenter, politikere, virksomhedsledere og embedsmænd har al deres magt fra Konkurrenceevnen, forstået på den måde, at hvis de ikke lever op til Konkurrenceevnens krav, så må de forlade deres taburetter og kontorstole. Man kan være nok så imponerende og betydningsfuld en person, man må alligevel bøje sig i støvet for Konkurrenceevnen. Konkurrenceevnen er vor Herre.

Man bruger især begrebet Konkurrenceevne i forbindelse med nationalstater, virksomheder og institutioner. Men også ganske almindelige mennesker (som du og jeg, kære læser) er pisket til at konkurrere – hvis vi vil være med i samfundet, og hvem vil ikke det?

Vi konkurrerer først og fremmest om job på det hellige arbejdsmarked. Liv er primært arbejdsliv. Personer, der unddrager sig arbejdslivet, defineres strengt i forhold dertil: som (for) syge (til at arbejde) eller simpelthen som arbejdsløse. Ingen påtager sig frivilligt disse taberroller.

Den højeste form for dyd i vort samfund er konkurrencedygtighed. Det tæller ikke at være et godt menneske eller være god til noget andet, hvis man ikke kan konkurrere. Kan man ikke det, så skrider man ikke frem med rolig værdighed, nej, man halter bagefter.

Virksomheder og institutioner, der ikke er konkurrencedygtige, bliver likvideret eller nedlagt. Personer, der ikke kan klare sig, får lov til at leve videre og gå i hundene. Vi har brug for deres afskrækkende eksempler for at holde gejsten oppe hos de dygtige. Det er imidlertid en særdeles dyr måde at opretholde afskrækkelsen på. Den begrænser i helt urimelig grad de dygtiges forbrug. Der findes da også en billigere metode.

Men før jeg giver en skitse af den, er det nødvendigt at bringe et nyt begreb på banen. Der findes klare mål for virksomheders og snart også for institutioners effektivitet. Vi mangler et langt mere præcist mål for personers effektivitet; vi skal have udviklet begrebet om et personligt konkurrenceevnetal (eller bare: konkurrencetal), hvormed man præcist kan sammenligne personers dygtighed.

Jeg overlader trygt udviklingen af begrebet til et frugtbart samarbejde mellem landets dygtige djøffere og de ikke mindre dygtige handelshøjskolefilosoffer, der allerede har bidraget flot med etiske regnskaber og managementteorier – og altid er parate til at være positivt opbyggelige i forhold til Konkurrenceevnens krav.

Med mellemrum (som kan variere efter samfundets behov) tager man så gruppen (hvis størrelse også kan variere efter samfundets behov) af personer med de laveste personlige konkurrencetal, de såkaldte konkurrenceevnesvage, og likviderer dem. (Måske kan vi finde et andet, mindre belastet ord? Det lyder ikke særlig pænt, indrømmer jeg.) Som man gør med enhver usund virksomhed eller institution. Det forekommer mig – helt ærligt – at være det eneste logiske. En moderne udgave af socialdarwinismen.

Samfundet har ikke brug for de konkurrenceevnesvage. Det er meningsløst at opretholde livet for en stor gruppe af disse typer, når vi kan nøjes med at opretholde truslen om likvidering af en mindre gruppe personer med et særlig lavt konkurrencetal. Det er jo ikke engang sikkert, at det særligt ofte bliver nødvendigt at rydde op. Det må præcise beregninger vise.

Det forekommer at være den bedste løsning for begge parter, samfundet og de konkurrenceevnesvage. Det er ikke spor sjovt, for at sige det mildt, ikke at kunne være med i konkurrencen. I et samfund, hvor al mening i sidste ende udspringer af Konkurrenceevnen, er et liv uden en sådan evne temmelig meningsløst.

I forvejen regner vi ikke mennesker uden for arbejdsmarkedet. Deres medlemskab af samfundet er i opløsning, de tilintetgøres som borgere. Der er ikke langt fra at likvidere borgeren til at likvidere mennesket bag.

Man kunne også forsøge at stille det op på en anden måde: hvordan får vi et samfund, hvor vi som værdige mennesker undgår i helt absurd grad at ligge under for noget så i virkeligheden ganske latterligt – menneskeligt set – som Konkurrenceevnen? Vigtigere end at forøge Konkurrenceevnen er det at finde veje, hvor den får en langt mindre betydning. Vi har brug for positiv opbyggelighed, ikke i form af den herskende ukritiske falden til patten, men i form af spændstig utopisk tænkning.

Ruddi Welzel
Faklen.dk, april 2005