Tiden er inde til en offensiv humanisme; en humanisme baseret på tolerance, en tolerance baseret på kulturrelativisme, og en kulturrelativisme baseret på dannelse - velkommen til Faklen.

Således præsenteres Faklen på forsiden af nr. 1, september 1996, og det er ikke blevet en mindre dækkende præsentation for tidsskriftets linje i de numre, der siden er fulgt.

De første spæde ideer til det, der siden skulle blive til Faklen, opstod i foråret 1996, da Simon J.S. Falkentorp og Rune Engelbreth Larsen drøftede mulighederne for at publicere et nyt kulturtidsskrift med en klar, humanistisk profil. Engelbreth Larsen skrev nogle dage senere et foreløbigt koncept til tidsskriftet, der først blev forelagt Falkentorp og Martin Brynskov, som siden påtog sig opgaverne som henholdsvis layouter og administrator. Der blev oprindelig planlagt et oplag på 2.000 eks. og opereret med et delvist annoncefinansieret budget på kun 20.000 kr., hvilket sidste hurtigt viste sig at være helt urealistisk, ligesom det snart blev klart, at tidsskriftet måtte være 100% reklamefrit, om det skulle være gennemført.

Det var hensigten at tilstræbe et bevidst "uaktuelt" præg for at lægge afstand til mediebilledets generelle døgnflueaktualitet og dennes kontrast til vægtigere emner af kulturhistorisk og filosofisk karakter. Tidsskriftet skulle skrives af universitetsstuderende i den fælles bekendtskabskreds og målgruppen især findes på venstrefløjen og på universiteterne blandt de studerende og undervisere, der bl.a. måtte dele frygten for den "politisk legitimerede og akademisk negligerede absolutisme og skabsracisme", som det hed i et udkast til det, der senere blev til manifestet i Faklen nr. 1.

"Absolutisme" blev fra begyndelsen set som et gennemgående, antihumanistisk kultur- og idéhistorisk træk, dels bag den intolerance, som ligger i Kristi ord i Johannesevangeliets: "Jeg er vejen, sandheden og livet", og som direkte og indirekte har legitimeret kirkehistoriens tvangsomvendelser, korstog og kætterforfølgelser, og dels bag den sækulariserede kultur-evolutionisme og deraf følgende kolonialisme, imperialisme og kulturchauvinisme, der nu blot overtager det Nye Testamentes arrogance og erstatter Kristus og kristendommen med Vesten og liberalismen som "vejen, sandheden og livet".

Samfundets generelle højredrejning og samtidens racistiske og fascistiske tendenser i kølvandet på denne blev anskuet som absolutismens seneste arvtagere, og ikke mindst imod disse træk skulle humanismen og relativismen rettes på et ideologisk og filosofisk grundlag, som det var hensigten at udbygge løbende.

Endnu inden der var fundet et navn, foreslog Engelbreth Larsen en undertitel, der dels skulle signalere projektets røde tråd, dels markere en for kulturtidsskrifter ret offensiv linje, med hvilken det var meningen at vinde fodfæste i mediebilledet og bidrage til at præge samfundsdebatten i almindelighed og universitetsdebatten i særdeleshed: "Et stridsskrift for humanister, relativister og erkendelsesterrorister!"

Falkentorp havde erfaringer som redaktør, layouter og udgiver af Elsebeth (1992-1995), et fanzine med et oplag på ca. 100 eks., der hovedsageligt var orienteret omkring Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab, opkaldt efter hans daværende hustru og produceret i samarbejde med forfatteren selv, der skrev hovedparten af indholdet. Der udkom 11 numre, hvor også folk, der siden blev redaktionsmedlemmer i Faklen, bidrog med enkelte artikler, bl.a. Kristian Beedholm, Niels K. Petersen og Rune Engelbreth Larsen. Sidstnævnte havde i starten af 90erne endvidere skrevet bogen Forsvar for verden - en indføring i Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab (Borgen, 1994).

Simon J.S. Falkentorp, Martin Brynskov og Rune Engelbreth Larsen var alle personligt bekendte af Neutzsky-Wulff, hos hvem de på linje med 20-30 andre fulgte oplæsningen af forfatterens seneste roman, Døden. Det var en tradition, som Neutzsky-Wulff havde etableret siden 70erne, og igennem de sidste 25 år har flere hundrede gæster efterhånden deltaget under oplæsning af forfatterens bøger, før de udkom - blandt de tidligste tilhørere var sågar popgruppen Shu-Bi-Dua.

Døden beskriver et fremtidsscenario, i hvilket vor egen tids højredrejning skærpes drastisk, indtil partiet Demokraterne, der minder ikke så lidt om Dansk Folkeparti, vinder absolut flertal ved et folketingsvalg i 2021. Romanen opruller en skræmmende vision af en fremtid, hvor 1990ernes fremmedhad, fjendebilleder og fædrelandsdyrkelse gradvis eskaleres år for år og skaber et Danmark med omfattende etnisk udrensning, gennemgribende militarisering og rendyrket nationalisme. En politisk analyse i skønlitterær form, som blev en vigtig inspirationskilde for det tidsskrift, der endnu lå i støbeskeen.

Efter at have præsenteret tidsskriftets koncept for Falkentorp og Brynskov og fået deres tilsagn om deltagelse, ringede Rune Engelbreth Larsen til Neutzsky-Wulff og forelagde ham ideen. Neutzsky-Wulff var begejstret og kvitterede med en række råd, som den foreløbige, lille redaktion tog til sig, bl.a. at tredoble budgettet, sammenkoble udgivelsen af tidsskriftets første nummer med den forestående udgivelse af hans egen roman, Døden, samt at kontakte en snes etablerede danske forfattere for at få dem til at bidrage med artikler fremfor at involvere flere universitetsstuderende fra bekendtskabskredsen blandt skribenterne. Ideen om at erstatte de planlagte skribenter med kendte forfattere ville dog implicere et tidsskrift, der ville fjerne sig helt fra det oprindelige koncept, og blev droppet af redaktøren, men en håndfuld forfattere blev kontaktet for at undersøge muligheden for at få ekstra materiale at arbejde med.

Udover Vagn Lundbye, som sendte et digt, der blev offentliggjort i Faklen nr. 2, var den eneste forfatter, der reagerede med mere end et høfligt afslag, Frederik Dessau, som indirekte leverede den endelige inspiration til tidsskriftets navn, idet han foreslog en artikel om Karl Kraus' berømte kulturtidsskrift, Die Fackel. Artiklen blev aldrig til noget, men navnet og fællestrækkene fængede umiddelbart, og da det viste sig, at der også havde været et modstandsblad fra besættelsestiden med titlen Faklen, var ingen i tvivl, og tidsskriftet fik navnet "Faklen".

Udover Karl Kraus' Die Fackel og modstandsbladet Faklen har samme eller lignende navne tidligere været benyttet f.eks. til et fagforeningsblad, ligesom fakler naturligvis ofte har symboliseret frihed og oplysning og af samme grund optrådte på mange fagforeningsfaner fra århundredskiftet. Efter besættelsestiden kunne man tilmed købe "Fakkelbladet", der dog ikke var et tryksag, men derimod et barberblad, hvorfra overskuddet gik til at opretholde hjemmet for besættelsestidens ofre. Navnets associationer spænder altså historisk fra dannelse og antiracisme over modstandskamp og oprør til almenmenneskelig medfølelse og frihed - en bred, humanistisk arv, som tidsskriftet Faklen siden 1996 har forsøgt at bære videre og udvikle.

Den første regulære redaktion blev imidlertid nedsat, før det kom så vidt, at barnet overhovedet fik sit navn, nemlig efter et orienteringsmøde for venner og bekendte: Camilla Holm Brodersen, Cecilia Brynskov, Martin Brynskov, Simon J.S. Falkentorp, Christian Friis, Jens-Rune Gissel, Jens-André Pedersen Herbener, Anne Kristine Jakobsen, Rune Engelbreth Larsen, Henrik Normann Schiødt Petersen, Heidi Holmgaard Sandvej, Jeppe Berg Sandvej og Jakob Stensgaard.

Stort set alle redaktionsmedlemmer stammede fra den bekendtskabskreds, der var opstået i kølvandet på en række kursusforløb i privat regi, som enkelte af disse selv havde oprettet og frekventeret under navnet "Akademiet", 1993-1995. Simon J.S. Falkentorp var initiativtager og primus motor.

Akademiets planer om undervisning endte med at være ambitiøse nok til at strække sig over stort set alle universitetsfag; realiseret blev kurser i bl.a. latin, hebraisk, ægyptisk, matematik, fysik, biologi og neurologi. Undervisningen blev primært forestået af studerende med større erfaring inden for de respektive fag, dog underviste mag. art. Dan Enok Sørensen i arabisk. Hensigten var at tilvejebringe en større almen dannelse, der gik på tværs af universitetets fagopdeling, således at studerende fra Humaniora også fik et vist indblik i nyere naturvidenskab, og således at studerende fra Naturvidenskab også kunne stifte et lidt nærmere bekendtskab med kulturhistorien, indledningsvist igennem oldtidssprogene.

Akademiets kursusforløb annonceredes på Aarhus Universitet og en enkelt gang i fanzinet Elsebeth; der deltog et halv hundrede mennesker i alt i løbet af de to-tre år, de stod på. I præsentationen af Akademiet skrev Rune Engelbreth Larsen bl.a.:

En sammenstilling af sædvanligvis adskilte fagområder er et perspektiv, vi anser det for overordentlig givtigt at forfølge på længere sigt, således som det forekommer essentielt for en seriøs verdensforståelse eksempelvis at studere matematikken som altafgørende metafysisk grundlag for den moderne civilisation; oldsprogenes grammatik som alfa og omega for vor antikke kulturarvs immanente verdensanskuelse; religionshistorie og mytologi som det konkrete udspring for årtusinders verdener og etiske konventioner; neurologi og fysik som gensidigt supplerende nøgler til menneskelig adfærd og perception - etc.

Det var også denne grundtanke, der siden i mere detaljeret form skulle gå igen i forslaget til indførelse af et alment dannende basisår på universiteterne, Studium generale, som Faklen især slog til lyd for i de første par numre. Endvidere hed det om Akademiet:

Vort projekt er således opstået med et polyhistorisk sigte, inspireret af nogle af de overvejelser, fortrinsvis Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab præsenterer i sammenlignende analyser af humanistiske og naturvidenskabelige forskningsresultater, samt bla. Thomas S. Kuhns demytologisering af videnskabshistorien; Paul Feyerabends radikale relativisering adskilte kulturafsnits virkeligheder imellem og Humberto Maturana & Francisco Varelas neurobiologiske analyser med relevans for kognition og emotion.

I 1995 gik kurserne så småt i sig selv igen, men en del af deltagerne, som siden skulle blive til Faklens redaktion, begyndte til gengæld at blande sig aktivt i forskellige dele af debatten på Aarhus Universitet, hvor ikke mindst eksemplerne på kulturchauvinisme blandt flere fremtrædende undervisere syntes så åbenbar, at det var umuligt at se passivt til længere. Martin Brynskov, Jens-André Pedersen Herbener, Rune Engelbreth Larsen, Jeppe Berg Sandvej, Stephan Stengler og Jakob Stensgaard rejste offentlig kritik heraf til en lang række foredrag, seminarer og møder på universitetet i løbet af 1996 og blev både mødt af det akademiske establishments forargelse og direkte trusler om udelukkelse fra møder og foredrag.

Nogle af disse verbale sammenstød, hvor indignerede undervisere, der havde lagt en særlig kulturchauvnistisk linje for dagen (bl.a. professor Armin Gertz, lektor Per Bilde og lektor Vagn Andersen fra Religionsvidenskab, professor Niels Hannestad fra Oldtid og Middelalder og professor Helmuth Nyborg fra Psykologi), blev refereret i Faklen nr. 1 og 2 og skabte stor opstandelse på Aarhus Universitet (se også afsnit 2 og 3 i FAKLENS HISTORIE). En opstandelse, som vi skal vende tilbage til, og som ikke blev mindre efter det ramaskrig, der lød fra teologerne, da Faklen nr. 1 udkom og bl.a. dokumenterede, at nogle af de mest ansete teologer havde været involveret i regulær manipulation med den seneste, autoriserede oversættelse af det Gamle Testamente, hvor filologien i utallige tilfælde blev underordnet kirkelig dogmatik, bl.a. pga. stærkt pres fra den kirkelige højrefløj (en sag, der er nærmere uddybet i FAKLENS HISTORIE, afsnit 4).

Den 27. september 1996 udkom Faklen nr. 1 i 20.000 eks., der blev delt gratis ud på samtlige danske universiteter, sendt til alle folketingsmedlemmer, en række biblioteker og andre udvalgte steder. Udgifterne beløb sig til 130.000 kr., og af de 40 mennesker, der var helt eller delvist involveret i projektet, gav de fleste hver 2.000 kr. af egen lomme. Resten var enten doneret af familie og bekendte eller indtjent ved støttefester og auktioner i løbet af 3-4 måneder, inden Faklen gik i trykken.

Det første nummer var generelt meget programmatisk anlagt og tog i modsætning til senere numre i emfatisk grad afsæt i universitetet (f.eks. kritikken af teologi i "Sygdommen til døden", kritikken af klassisk filologi i "O tempora, o mores" og kritikken af den generelle undervisningsstandard i "Undervisningens rehabilitering"), ikke blot fordi universitetet nu engang var den verden, hvor især redaktionsmedlemmerne havde deres daglige gang, men primært ud fra den betragtning, at viden er det bedste våben imod fordomme, og da den ensretning og diskrimination, som hjemsøgte samfundet, i høj grad næredes af fordomme om forskellige minoriteter, burde universitetet være et godt sted at begynde, eftersom viden formodedes at være i højsædet her.

Det kan selvfølgelig diskuteres, og det korte af det lange er, at vi i hvert fald tog fejl, da vi troede, at der i 1996 var noget at stille op over for den generelle apati og det desinteresserede og komplet uengagerede miljø på universiteterne, hvor enhver er sig selv nærmest, og hvor få har andet end karriere og erhvervsinteresser i hovedet - med undtagelse af en lejlighedsvis frustration og efterfølgende demonstration for at få mere i SU. Bortset fra universiteterne i Norge, læses Faklen tilsyneladende fortrinsvis af mennesker uden for universitetet.

Politisk var Faklens rødder spredt over det meste af venstrefløjen, fra tidligere medlemmer af DKU og SFU over løst tilknyttede til KAP og 80ernes BZ-bevægelse til anarkister og apolitiske humanister. Langt hovedparten af de implicerede var universitetsstuderende, der dækkede det meste af det faglige spektrum fra idéhistorie og informationsvidenskab over klassisk og semitisk filologi til fysik og biologi. Det var altså i bedste fald en betragtelig overdrivelse, da mange aviser senere skrev, at kredsen omkring Faklen var teologer - kun én studerede teologi.

Fælles for mange var et humanistisk menneskesyn og en mere eller mindre udtalt kulturrelativisme, der udelukkede, at Faklen til trods for en relativt yderligtgående venstreorientering ideologisk set kunne erklære sig socialistisk, og tidsskriftets filosofiske fundament står da også i et modsætningsforhold til marxismens materialistiske og kultur-evolutionistiske historie- og verdensopfattelse, men deler til gengæld bl.a. den grundlæggende kritik af kapitalismen (se også FAKLENS HISTORIE, afsnit 15).

De fleste i kredsen omkring Faklen var inspireret af den relativisme, som Erwin Neutzsky-Wulff lægger for dagen i sit forfatterskab, ifølge hvilken ikke blot normer og konventioner, men også moral og virkelighed som sådan er afhængige af den specifikke iagttagelsessituation, der atter er udtryk for et samspil mellem den kulturelle kontekst og det neurobiologiske perceptionsapparat. Sådan som Faklen inkorporerer disse betragtninger, er der ikke tale om hverken subjektivisme eller solipsisme, men blot om at enhver sandhed er kontekstafhængig, og at traditionel absolutisme og objektivisme derved ophæves, eftersom ingen kontekst er uforanderlig.

Faklens politiske og redaktionelle linje tegnes af en humanisme, der forener træk fra Neutzsky-Wulffs radikale relativisme med et gradvist fremlagt venstreorienteret bud på samtidens politiske agenda, idet relativismen indsættes som en slags erkendelsesteoretisk grundlag for solidaritet og medmenneskelighed.

Faklens bagvedliggende ræsonnement herfor består for det første i, at da virkeligheden dybest set er variabel, eftersom iagttageres forskelle og forudsætninger er indbyrdes variable, kan heller ingen kultur, sandhed eller moral, der er et udtryk for fortolkninger og abstraktioner af denne variable virkelighed, nogen sinde hævde en absolut Guds- eller naturgiven værdi eller objektiv forrang for andre. For det andet umulig- eller vanskeliggøres i det relativistiske perspektiv den ensrettende propaganda, intolerance og ignorance, som den absolutistiske Sandhed pr. natur implicerer, eftersom det indlysende nok er langt lettere at opretholde en repressiv og ensrettende magtstruktur ud fra den overbevisning, at alle overbevisninger, der afviger fra den herskende, i bedste fald er usande i værste fald onde, end det er at bygge undertrykkelse og ensretning på den overbevisning, at enhver overbevisning er relativ.

Solidaritet, tolerance og frihed bliver derved i Faklens perspektiv relativismens naturlige forbundsfæller. Det er også den tankegang, der ligger bag præsentationen af Faklens anliggende på forsiden af nr. 1 som "en humanisme baseret på tolerance, en tolerance baseret på kulturrelativisme …".

Tolerance, medmenneskelighed og solidaritet er mest oprigtig dér, hvor den ikke i sig bærer en slet skjult trang til at omvende dem, som den hævder at undsætte. I modsætning til f.eks. kristendommens næstekærlighed, der indebærer et patent på Sandheden, som i det store historiske perspektiv sjældent har gavnet tolerancen, er humanismens medmenneskelighed baseret på et pluralistisk sandhedsbegreb, der tilstræber at tilvejebringe de videst mulige rammer for forskellige anskuelser og derigennem størst mulig frihed.

Faklen er et forsøg på at udtrykke denne, særegne humanistiske ånd i en tid, hvor samfundsudviklingen går faretruende i den modsatte retning. Siden Faklen nr. 1 i september 1996 er der da heller ikke blevet mindre grund til bekymring, og parallellerne mellem den politiske udvikling i 1920ernes Tyskland og de ildevarslende tendenser ved højredrejningen i 1990ernes Danmark synes lige for (se f.eks. artiklen: "Fra nazistisk propaganda til nationalistisk polemik" i Faklen nr. 15). Og selv om det aldrig er blevet hævdet fra Faklens side, at disse paralleller med nogen som helst logik nødvendigvis vil følge hinanden, således at vi i de kommende år også vil se et Danmark, der ligner Tyskland i slutningen af 1930erne og begyndelsen af 1940erne, så var det redaktionens opfattelsen i 1996 som i dag, at status quo er mere end rigeligt foruroligende i sig selv. At den eskalerende højredrejning så er alt andet end aftaget siden 1996, gør ikke nødvendigheden af en modoffensiv mindre.

Hensigten med det relativt store oplag på 20.000 eks. var da også at skabe tilstrækkelig stor opmærksomhed omkring den tiltagende højredrejnings politiske perspektiver, og at den humanisme, der var tidsskriftets idégrundlag, nåede ud til målgruppen på ca. 2.000 læsere, som det løst blev anslået og håbet, at tidsskriftet kunne opnå i og uden for universitetsmiljøet og blandt de generelt politisk engagerede på venstrefløjen.

Erwin Neutzsky-Wulff skrev en antinationalistisk "fædrelandssang" med titlen "Faklen", imens et manifest fra forfatterens hånd blev kasseret af redaktøren. Digtet blev til gengæld bragt på de allerførste sider i Faklen nr. 1 - heri hedder det bl.a.:

Vi elsker vort Land - og vi elsker det mest,
når Normer er færrest, og Forskelle flest,
når Danskere uens af Sprog og af Lød
i Enighed spiser forskellig Slags Brød,
når vi, som er født i det kølige Nord,
i Ydmyghed lytter til Solfolkets Ord.
Vi rækker den Fremmede Gæstfriheds Hånd
Og byder velkommen den udanske Ånd!

Neutzsky-Wulff forfattede endvidere teksten til Jens-Rune Gissels tegneserie, "U(d)dannelsessystemet". Samarbejdet mellem forfatteren og Faklens redaktør var tæt, da første nummer skulle udgives, og redaktionen tog gerne imod råd fra Neutzsky-Wulff, om hvem Engelbreth Larsen i et interview efter udgivelsen udtalte: "Jeg betrager ham som min ven og største inspirationskilde i samtiden." (Berlingske Tidende, 29.10.96).

På et redaktionsmøde fremlagde Simon J.S. Falkentorp et forslag om bl.a. at lade forsiden på Faklen nr. 1 være illustreret af et kunstværk, som Neutzsky-Wulff var involveret i, men som endnu ikke var færdigt. Det drejede sig om en idé af kunstneren Esben Horn, der ønskede at konstruere en roterende skorsten, hvorpå skulle skrives en historie, der var mere eller mindre ulæsbar. Svend Åge Madsen havde afslået tilbuddet om at forfatte teksten, og Esben Horns næste valg faldt på Erwin Neutzsky-Wulff, der skrev et okkult digt på 100 vers.

Rejsningen af kunstværket trak imidlertid ud og blev ikke som planlagt færdig i efteråret 1996, og da flere forsøg på at designe et fiktivt computerbillede af den roterende skorsten faldt til jorden, nåede der i sidste ende faktisk slet ikke at komme nogen illustration på forsiden af nr. 1 (da kunstværket endelig blev rejst i nærheden af Frihedens Station et års tid senere, blev det bragt som omslagsbillede til Faklen nr. 6). Således bar de første numre indimellem uundgåeligt præg af de impliceredes manglende erfaringer som professionelle udgivere.

Neutzsky-Wulff sammenlignede kunstværket med en obelisk fra oldtidens Ægypten, og hans entusiastiske betragtninger over denne søjle som et åndeligt frihedssymbol af temmelig esoterisk karakter smittede af på redaktionsmedlemmer, der tog kunstværket til sig.

Redaktørens og redaktionens respekt for og tillid til forfatteren var dengang stor, og hans råd kærkomne for en gruppe studerende, der i en årrække havde været inspireret af hans forfatterskab. Ingen var i tvivl om, at Neutzsky-Wulffs motiver alene var venskabelig hjælpsomhed og oprigtig bekymring over højredrejningen, og selv om han bidrog med flere ideer, også til billedsiden, forsøgte han ikke at ændre konceptet. Det kom derfor som et chok, da han et par år senere, efter at han havde forladt kredsen for at hellige sig sin nye kæreste, vendte tilbage og pludselig viste et helt andet ansigt i et forsøg på at underkaste redaktionen sin ubetingede autoritet og underordne Faklen sine private behov. Sammenstødet endte med Faklens definitive brud med forfatteren - et brud, som fik stor presseopmærksomhed i februar 1999, og som vi skal vende tilbage til i FAKLENS HISTORIE, afsnit 14: Exit Erwin Neutzsky-Wulff".

I Faklen nr. 1 skitserede Engelbreth Larsen projektets filosofiske fundament og politiske anliggende i "Et humanistisk manifest", der blev slået op på indgangsdørene til domkirkerne i Århus, Odense og København natten før udgivelsen og på universiteterne på selve udgivelsesdagen. Manifestet indledte med at lægge utvetydig afstand til det kristne kulturgrundlag, der i århundreder har stået i kontrast til humanismen, et kulturgrundlag, som imidlertid i kultur- og idéhistorisk forstand må betragtes som afsluttet i dag:

Kristendommen er død. Kirken som kulturens naturlige ledestjerne, dens symbiose af kulturel skaberkraft og utrættelig næstekærlighed såvel som verdensforsagende moral og intolerant mission er på godt og ondt en saga blot. Vi har mistet et dynamisk omdrejningspunkt og en normativ referenceramme, men samtidig har vi sagt farvel til et absolutistisk credo og en åndelig ensretning.

Kristendommen er død, men derfor er Historien ikke forbi. Lad os da droppe gravøllet og krokodilletårerne og se at komme videre - ikke "fremad", og ikke "tilbage", men videre.

Vi hverken kan eller skal erstatte Sandhedens sorte åg med Usandhedens farverige nihilisme, men vi både kan og skal understrege menneskelighedens mangfoldighed og medmenneskelighedens nødvendighed - og vi kan ikke andet end at insistere på, at dette kun kan ske i humanismens, relativismens og tolerancens navn.

At relativisme og tolerance ikke betyder hverken apati eller passivitet, eller foregøgler noget paradisisk ophør af alle konflikter, understreges i manifestets afslutning:

En sådan relativisme fører ingenlunde kaos og nihilisme, men derimod blot anstændig besindelse og redelig forståelse med sig. Den forhindrer ikke nødvendigvis konflikter, men den er en forudsætning for at forstå konflikter og derved også optimere muligheden for at løse dem.

Vi må tolerere, ja, respektere, at vor næstes ideologi, etik og seksualitet udmærket kan forekomme os selv en vederstyggelighed, men at hendes præferencer dermed ikke nødvendigvis er mindre menneskelige eller mindre normale end vore egne.

Ja, vi må tolerere selv intolerancen - for om vi kun tolererer den, der tolererer os, hvad særligt gør vi så? Gør ikke også den intolerante det samme?

Dermed naturligvis ikke være sagt, at vi skal afstå fra at forsvare os selv og andre mod overgreb. Den tid, der tavst kunne vende den anden kind til, er definitivt forbi - vi må møde intolerancen, som den møder os, ord for ord og slag for slag.

Tolerancen må tolerere intolerancen, skønt intolerancen indlysende nok aldrig kan tolerere tolerancen, og i den tolerance ligger naturligvis også en understregning af borgerrettighederne, såsom ytrings- og forsamlingsfrihed for en hvilken som helst politik, religion eller ideologi, men hvor som helst intolerancen imidlertid tyr til fysisk magt, kan selvforsvaret heller ikke på forhånd afvise at benytte sig af de samme midler.

Faklens humanisme og relativisme udtrykker ikke en ny forestilling om en absolut "humanistisk sandhed" eller paradoksalt eviggyldig "relativistisk moral", uagtet at der selvfølgelig for så vidt er tale om en "sandhed" for Faklen. Siden har mange spurgt til forskellen - i et læserbrevssvar i Faklen nr. 8 blev den udtrykt således:

Moral og etik, i hvert fald som vi kender det fra de seneste par årtusinder, har altid hævdet et Absolut udgangspunkt. En etik, som ikke er absolut, og som står på frihedens og tolerancens side, overflødiggør sig selv, eftersom frihed ikke er et gudsgivent Dogme eller et eviggyldigt filosofisk Ideal, men slet og ret en længsel, som alle derfor heller ikke deler i samme grad - og tilsvarende er tolerance lige så lidt en uomgængelig Sandhed, men blot en tilbøjelighed, som kan fremmes eller hæmmes.

Ophøjer vi humanismens frihed, forskellighed og tolerance til samme Absolutte Bud som den etik, der har næret ufriheden, ensartetheden og intolerancen, er der ingen grænser for, hvad der kan retfærdiggøres i den absolutte humanismes navn - betænk blot, hvor megen grusomhed der de sidste to tusind år er »retfærdiggjort« i den absolutte godheds navn!

Retter vi derimod skytset mod netop absolutismen - enhver absolutisme - står vi tilbage med et relativistisk udgangspunkt, som kun kan avle tolerance, fordi det pr. definition må renoncere på princippet om, at nogen som helst sandhed er Sandheden, og følgelig tillige må afvise, at en hvilken som helst således aspirerende sandhed derfor skulle have moralsk ret til at undertrykke nogen »usandhed«.

Der er ikke nogen grund til - og der er ikke noget holdbart grundlag for - at slå hinanden oven i hovedet med indholdstomme kategorier som Etik og Moral, den slags er ligesom den abstrakte Gud blot blevet refleks-henvisninger til en illusorisk absolutisme for at skjule manglen på personlige argumenter. I sidste ende dækker ingen af delene andet end individuelle følelser og private overbevisninger - som nu og da deles af andre, nu og da ikke.

Så hvorfor ikke tage konsekvensen og erkende, at humanismen som alle andre overbevisninger er, og kun er, udtryk for en grundopfattelse, som simpelt hen tiltaler én - og kan man så bevirke, at den tilmed måtte vække genklang og tiltale andre, så glæde sig over dét i stedet for f.eks. at tro, at man har bevist noget som helst? Hvem har da behov for at hykle, at humanismens tiltrækning i sidste ende ikke er præcis lige så betinget af personlig præference, karakter og tilfældighed som f.eks. kommunismens og liberalismens, mithraismens og kristendommens eller idealismens og materialismens?

Pointen er netop, at moralen er en definition af, hvilke handlinger der er gode, og hvilke der er onde - og en sådan definition må altid hæve sig over tid og sted, individ og situation. Men hvilken handling er hævet over tid og sted, individ og situation? Kan drab ikke både være anbefalelsesværdigt og forkasteligt, og kan underkastelse ikke både føre til slaveri og kærlighed - alt afhængigt af de implicerede såvel som af tid og sted?

Etikken som sådan kan ikke tage den slags hensyn, men hævder netop pr. definition sit kategoriske imperativ og sin inappellable Moral. Humanismen, som vi opfatter den, må derimod lade sig nøje med sit famlende, amoralske Måske.

Men det er til gengæld dét Måske, der kommer de ukurante, de anormale og de forkerte til gode, for måske de slet ikke er ukurante, anormale og forkerte - måske er de bare mennesker. Det er dét Måske, der er stenen i statsministerens, politidirektørens og chefredaktørens sko, den lillebitte, uundslippelige tvivl, der nager og skræmmer: Hvem ved, måske det alt sammen kunne være helt, helt anderledes.

Men selvfølgelig - måske tager vi fejl.

Konceptet til Faklen byggede på manifestet og de fire grundelementer, dannelse, kulturrelativisme, tolerance og pragmatisme, som hver især blev mere eller mindre programmatisk beskrevet i fire hovedartikler med disse titler.

Martin Brynskov argumenterer i den første af disse for større almendannelse på universiteterne, ikke blot fordi dannelse og viden i sig selv er værdifuld, men også fordi viden er en forudsætning for forståelse såvel som en modpol til fordomme. I artiklen "Dannelse" hedder det bl.a.:

At være udannet betyder naturligvis ikke automatisk, at man er hjerteløs og intolerant. Det handler snarere om, at den forståelse, som dannelse fører med sig, uvægerlig gør det sværere at fordømme andre mennesker, hvorimod usikkerhed og utryghed er den ideelle grobund for intolerance.

(…)

Med forståelsen kommer alting til at stå i et lidt andet lys; det bliver knap så indlysende, hvad der er rigtigt og forkert.

Kun når man forstår sin tid, er man i stand til at vurdere, i hvilken retning udviklingen går, og reagere imod den. Vores nutid passer som den foreløbig sidste brik i historien. Det betyder ikke, at der er en tvingende historisk kausalitet, der forhindrer, at det kunne være gået anderledes, men at alting dog har sin årsag. I morgen vil vi være årsagen, og hvis vi ikke tænker os om, bliver det ikke til det bedre.

Artiklen overvejer og argumenterer for muligheden af (gen)indførelsen af en ny slags, almentdannende "filosofikum", som Brynskov følger op i Faklen nr. 2 med artiklen "Studium Generale", der ekspliciterer Faklens konkrete forslag hertil (i Faklen nr. 16 tages problematikken op igen i artiklen "Filosofikum eller studium generale" af Niels K. Petersen).

Jens-André Pedersen Herbener afdækker i artiklen "Kulturrelativisme" den både eksplicitte og implicitte vestlige kultur-evolutionisme, der den dag i dag løber som en rød tråd i mangen fremstilling af kulturhistorien såvel som i den patroniserende beskrivelse af samtidens multikulturelle kontekst.

Francois Voltaire, en af den franske oplysningstids og den moderne historieskrivnings fædre, indledte programmatisk sin voluminøse verdenshistorie i 1756: »Jeg vil undersøge de skridt, hvormed mennesket har bevæget sig fra barbari til civilisation.« Dette dictum var skæbnesvangert, for dermed var der ikke blot lagt et deskriptivt, men også et normativt perspektiv over den moderne historieopfattelse. I kølvandet fulgte så indflydelsesrige tænkere som August Comte og Karl Marx, der bla. forstærket af en udbredt misforståelse af Charles Darwins The Origin of Species skabte grundlaget for den moderne kultur-evolutionisme.

Denne idé er imidlertid så udbredt, at de fleste ikke kender den som idé, men kun som uafrystelig virkelighed. I vor konceptualisering af fortiden såvel som nutiden ligger nemlig - som en inkorporeret del af selve vor begrebsapparat herom - en forestilling om en udvikling fremad - at vi i historiens forløb har bevæget os frem, ikke blot mod større og større kompleksitet i naturen, men også mod noget bedre, mindre barbarisk, mere civiliseret på det kulturelle område.

At dette også blandt højt anerkendte forskere på de humanistiske fakulteter er en fuldt legitim fortolkningsmodel af historien, kan manifestere sig i karakteristiske vendinger - som f.eks at kalde overgangen fra den homeriske heltetid til filosofiens fødsel »det græske mirakel«, at en forandring fra polyteistisk frugtbarhedsreligion til en eksplicit monoteisme nødvendigvis må betegnes som en »udvikling«, at kristendommens verdensforsagende moral implicerer en »humanisering« af moseloven, at reformationen gjorde den katolske kirke mere »folkelig«, mere »moderne«, at det »naturligvis« tager tid selv for »frigjorte« muslimske kvinder at vænne sig til at færdes offentligt uden slør osv., osv.

Alternativet er en konstatering af meningsløsheden i at opstille kulturelle og historiske absolutter og i stedet insistere på en nøgtern, relativistisk tilgangsvinkel som den eneste tilgangsvinkel, der kan tilvejebringe nogen reel forståelse for kulturhistorien såvel som for den multikulturelle samtid.

Jeppe Berg Sandvej følger tankegangen op i artiklen "Tolerance", hvor den absolutte moral og ditto autoritet fra ikke mindst den kristne kulturarv sættes i relation til intolerance og kulturchauvinisme:

… det skal her være vor påstand, at den fejlagtige kobling af på den ene side den definerede moral og på den anden side tanken om en bagved stående universel autoritet, som den i dag forfægtes og forsvares på de teologiske fakulteter, aldeles ikke hverken er eller kan være uden alvorlige konsekvenser. I denne kobling ligger nemlig mulighedsbetingelsen for og berettigelsen af tanken om den hvide mands byrde, den »moralsk overlegnes« pligt til at tale eller tvinge anderledes tænkende og følende til fornuft. Denne tanke lever i bedste velgående.

Den beslægtede tanke om kulturernes evolution i retning af vor egen som hele historiens mål kan også finde ratifikation i identifikationen af vore normer med den evige guddommelige vilje. Således vil vi se os selv som repræsentanter for det sandt »menneskelige«, så vi uden videre fordømmer dét som »umenneskeligt«, som falder uden for vore normer.

Jeppe Berg Sandvej afslutter med at spørge retorisk, om legitimeringen af nødvendigheden af Moralens og Lovens absolutte bud i dogmet den ondskabsfulde menneskenatur overhovedet er valid:

Men hvad er det egentlig, vi frygter, når vi vægrer os ved at lade moralen afløse af den uforbeholdne tolerance? Kan vi virkelig tro, at det er ødelæggelsestrangen, egoismen og næste-hadet, der udgør essensen af vor menneskelige natur? Ville vi allerhelst være feje, kolde og ubarmhjertige, hvis blot vi ikke holdtes tilbage af et »du må ikke«? Er det virkelig »ondskaben«, der ligger vore hjerter nærmest?

Med baggrund i en gennemgang af nogle af fysikkens og neuroligens filosofiske implikationer for forståelsen af menneskelig perception, indsætter den fjerde og sidste af hovedartiklerne i nr. 1, Rune Engelbreth Larsens "Pragmatisme", relativismen ikke bare som et normativt, men også et erkendelsesteoretisk fundament for det humanistiske opgør med traditionel absolutisme og objektivisme. En relativisme, som gør den menneskelige perception til alfa og omega i konceptualisationen af virkeligheden:

Vi kan nemlig ikke længere med hjemmel i hverken videnskab eller erkendelsesteori afvise, at virkeligheden ikke i detalje behøver være den samme for alle mennesker. At vi så kan konstatere, at vi uden videre besvær kan enes med vore medmennesker om overvældende mange fællestræk ved virkeligheden, vidner blot om, at det neurobiologisk funderede menneskelige perceptionsapparat i vid udstrækning stemmer ganske godt overens fra individ til individ. Men hvor denne overensstemmelse ikke er til stede, skal vi altså være yderst forsigtige med at dømme et andet menneskes virkelighed uvirkelig, ganske som vi skal være det med at dømme dets sandhed usand.

Hvor kultur, sprog og konvention kun afviger overfladisk, er der næppe heller den store afvigelse i den måde, hvorpå den enkelte oplever, dvs. konceptualiserer sanseverdenen, men der er på den anden side heller ingen grund til at betvivle, at i samme udstrækning disse faktorer afviger individer imellem, vil også selve den virkelighed, som de hver især er omgivet af, afvige.

Et så pragmatisk virkelighedsbegreb kan måske forekomme den, der bevidst eller ubevidst har abonneret på den klippefaste objektivitet, en kende uvant, men givet udviklingen især i neurobiologien og fysikken er det under ingen omstændigheder et uplausibelt standpunkt.

Tilsvarende er der derfor heller ikke længere den fjerneste grund til at afvise en ontologisk relativisme som i det mindste tentativt grundlag for kulturhistoriske studier af enhver art. En pragmatisk imødekommende tilgang til andre kulturers begrebsramme og virkelighed fremfor en objektivt afvisende er slet og ret den videnskabeligt set eneste velovervejede tilgang.

Med manifestet og disse fire artikler i Faklen nr. 1 var grundlaget afstukket for den kurs, der skulle ligge som det kulturkritiske grundlag for opgøret med den politiske højredrejning og generelle samfundsudvikling. I det første nummer blev denne primært karakteriseret, eksemplificeret og kritiseret i manifestet og artiklerne "Dødens Danmark" og "Dagens Danmark", der udtrykker en konkret samfundskritik, der siden skulle følges op og uddybes i de efterfølgende numre.

Faklen er et idealistisk nonprofit-foretagende, men kun nr. 1 blev uddelt gratis - siden har tidsskriftet kostet 45 Dkr. i løssalg. Alle arbejder ulønnet. De betragtelige produktionsomkostninger finansieres bl.a. af kiosksalget i større DSB-kiosker i Danmark og i Narvesen-kæden i Norge, men først og fremmest af postordresalg og ikke mindst gadesalg, hvor idealistiske folk fra Faklen med jævne mellemrum sætter deres fritid over styr for at sælge tidsskriftet på befærdede steder især i København og Århus, såvel som i forbindelse med demonstrationer og større arrangementer som f.eks. 1. maj, BogForum og Christianias julemarked. Hjælpende hænder er altid velkomne.

Endvidere får Faklen på linje med ca. 100 andre tidsskrifter en beskeden støtte fra Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter, men er for at få økonomien til at hænge sammen desuden afhængig af bidrag fra Faklens Venners støttefester samt betragtelige frivillige donationer

Faklen