Der kan ikke længere herske videnskabelig tvivl om, at et træ, der falder, hvor intet menneske hører det, falder fuldstændig lydløst – men hvad er egentlig konsekvenserne heraf betræffende vores generelle verdensbillede?

De fleste af os, der beskæftiger sig med naturvidenskab på et plan, der ikke involverer de store filosofiske perspektiver (videnskabshistorikere) eller paradoksale grene af fysikken (kvantemekanikere), opererer med et verdensbillede, der ikke i væsentlig grad adskiller sig fra det, der var fremherskende i tiden omkring Newton. Det er selvfølgelig et upoleret postulat, der ikke fra skribentens side kan underbygges med andet end generelle fornemmelser fra diskussioner i fredagsbarer og tilsvarende beværtninger, hvilket på den anden side måske heller ikke er de værste steder at få et indblik i en dansk videnskabsmands default tankegang.

Miséren er opstået, fordi vi til daglig har at gøre med virkeligheden på et plan, hvor der ikke umiddelbart ser ud til at være synderlig overbevisende grunde til at betragte verden på anden måde end som et lidt uoverskueligt spil billard. Det er selvfølgelig også i orden, men det berettiger ikke nødvendigvis én til at hævde, at det for dagligstue-videnskabsmanden åbenbarede er en undtagelsesvis objektiv virkelighed, der adskiller sig fra den paradoksale, subjektive, der er mest praktisk i andre (professionelle) sammenhænge.

Vi, der har en ikke ringe chance for at komme til at undervise på gymnasiet i de hårede fag, ved dog som oftest godt, hvordan man skal tackle poppede »humanisters« forsøg på at få mere ud af kvantemekaniske modeller end kvantemekanik (forestillingen om en af observatøren uafhængig verden skal bevares, for ellers ved man sgu aldrig, hvad ubefæstede sjæle finder på at påstå, er virkelighed).

Men egentlige argumenter for, at dagligstuen er den rigtige, objektive verden, har det trods alt altid været svært at stable på benene.

Lad der nu være bred erkendelse af, at opfattelsen af farver er en perception, der er indlysende subjektiv: Farven rød tilskrives ganske arbitrært objekter, som reflekterer lys ved bølgelængder, der er længere end 600 nm. Der er selvfølgelig intet »rødt« ved sådanne bølgelængder.

En bevidst organisme med 16-farve-syn ville hævde, at disse bølgelængder var »æfghuir«, og dette med rette. En mere jordnær opponent, stammende fra en ø befolket med farveblinde, ville med lige så megen ret kunne sige, at det ikke er rimeligt at skelne mellem disse bølgelængder, og dem, der af os opfattes som »grønne«.

Aha! siger man nu på kaffestuen i laboratoriet: Vi kan altså opdele sansninger i subjektive og objektive elementer. Enhver, der er bekendt med andre sensoriske mekanismer, vil dog også ret let kunne indse, at der her er tale om en egenskab ved sansning, der ikke begrænser sig til den modalitet, der er under debat (farveperception). Alle sansekvaliteter er afhængige af betragteren.

Well, det er så nu, man skal indføre, at det at opfinde den nævnte distinktion bunder i en indbygget konservatisme i vores måde at tænke på, der ikke i sig selv er forkert. Man tager ikke for store skridt, specielt ikke, hvis det, der skridtes væk fra, ser ud til at fungere nogenlunde (hvilket forestillingen om en objektiv virkelighed gør – netop nogenlunde).

Neurologisk set er der dog ingen som helst grund til en skelnen som den anførte. De processer, der er involveret i at viderebringe en organisme som vor egen input vedrørende et visuelt fænomens form, adskiller sig ikke på afgørende vis fra dem, der er i gang, når det drejer sig om dets farver. I begge tilfælde er der tale om en filtrering, som har til hensigt at bringe netop de mest overlevelsesrelevante »oplysninger« videre til de dele af hjernen, som på længere sigt skal finde på en passende adfærds-respons.

Man kan så synes, at det er fordelagtigt at operere med en sådan skelnen i konservatismens (baby steps) navn, idet der måske ikke umiddelbart ser ud til at foreligge en rimelig grund til at forlade den. Det er dér, man skal være påpasselig med ikke at begå den brøler, det er at tro, at en sådan distinktion er baseret på andet end bekvemmelighed.

Den eneste fordel, man har ud af at lade den eneste rimelige konklusion på betragtningerne gælde for så snævert et område som muligt, er, at man slipper for at drage nogle filosofiske konsekvenser, der kan forstyrre letpåvirkelige studerendes nattesøvn. Man ser dog af og til et forsøg på at hævde, at der dog må være en rigtig (helt, helt rigtig) verden, som ikke undflyr vore rappe sanser.

Således skriver i 1991 en neurolog i en, så vidt jeg ved, ret anerkendt lærebog om neurologi (Principles of Neural Science): »Colors, tones, smells and tastes are mental constructions created by the brain out of sensory experience. They do not exist, as such, outside of the brain. Thus, we can answer the traditional question raised by philosophers: Does a sound exist when a tree falls in the forest, if no one is near enough to hear it? We now believe that the fall causes vibration in the air but not sound. Sound only occurs when pressure waves from the falling tree reach and are perceived by a living being.«

Man tænker sig altså nu en videnskabsmand (ikke meget forskellig fra forfatteren), som ser et træ falde, og i den anledning holder han sig grundigt for ørerne. Forinden er der dog i al hast stillet en mikrofon op i landskabet. Mikrofonen er forbundet til et oscilloscop. Spændt betragtes skærmen … et voilá: Der er udsving på dimsen. Der eksisterer altså svingninger i luften, når der falder et træ, fascinating!

Nu kan det jo være, at man får en mistanke om, at svingningerne kun eksisterer, når et levende væsen perciperer udsvinget på skærmen af oscilloscopet, men så ender man jo på herrens mark (og der har vi faktisk siddet trygt under hele showet), for det er ret svært at observere noget som værende noget uden en observatør.

Okay, citatet ovenfor er en grel historie, men den har sandsynligvis passeret en del censur, hvor man åbenbart ikke har stejlet over at blive inkluderet i det »we now believe«, der ud over at klinge (sandsynligvis utilsigtet) religiøst, ser ud til at ville fordele forfatterens idiosynkrasier på sikkert ganske uskyldige mennesker. Det er bare ikke rigtig overraskende, at den slags sker.

Så snart vi ikke er strengt matematiske i vores formuleringer, sniger den Newtonske dagligstue sig ind i vores hoveder, og den har den smukke Illustreret Videnskabs appel: Jamen, jeg ved jo, at verden er, som jeg ser den – det kan jeg jo se!

Kristian Beedholm