Om hvor tilfældigt man kan komme på sporet af et sandt mysterium – og hvor uforudsigeligt det kan afdække ukendte forhold af vital interesse for offentligheden.

Undertegnede læser bl.a. religionsvidenskab og idéhistorie ved Århus Universitet. En fælles interesse for det Gamle Testamente, der naturligvis indtager en central plads i religions- og idéhistorien, gjorde det oplagt at studere dette skrift på originalsproget.

Vi fulgte derfor begge hebraisk-undervisning på teologisk fakultet, hvor man da også med supplerende læsning kan tilegne sig forudsætningerne for at studere det vigtigste kildeskrift, det såkaldte Leningrad-manuskript.

Vi skulle imidlertid ikke læse ret meget, før vi undredes over, hvorfor dog ikke alternative oversættelser var anført langt hyppigere i den danske oversættelse fra 1976-1992, eftersom talrige iøjnefaldende flertydigheder giver kildeteksten nye dimensioner.

Grundigere studier afslørede endvidere flere eksempler, hvor oversættelsen var i direkte modstrid med kildeteksten. For at komme dybere til bunds i denne chokerende opdagelse, besluttede vi os for en nærmere undersøgelse i henholdsvis et speciale og en mindre afhandling.

Det viste sig snart, at alle landets toneangivende teologer havde været involveret i oversættelsesarbejdet, hvorfor den eneste reelle og offentligt tilgængelige debat stod imellem moderate universitetsteologer og mere fundamentalistiske menighedsteologer. Til vor store forbavselse problematiseredes det imidlertid sjældent, om afgørende steder overhovedet var oversat korrekt, mens man til gengæld ofte diskuterede, hvilken ordlyd der stødte mindst muligt an mod traditionen.

Siden læste vi så Bodil Ejrnæs' fremstilling af det store oversættelsesarbejde, som hun må betragtes som et særlig vigtigt øjenvidne til, eftersom hun selv tog del i den afsluttende redaktion og revision. Og her fremgik det med al tydelighed, at Bibelselskabet ikke undlod at lade oversættelsens videnskabelige standard vige for rent kirkelige hensyn – skønt intet herom var nævnt i skrivelsen til Kirkeministeriet fra 1979, hvor man først udbad sig projektets godkendelse!

Efter Ejrnæs' oplysninger står det også klart, at der i øvrigt eksisterer et meget omfattende arkivmateriale, som i detalje kaster lys over hele processen og muligvis afslører nøjagtig, hvor kildeteksten er blevet fraveget.

Men da vi dernæst ringer til Bibelselskabet for at få adgang hertil, svarer en sekretær efter at have konsulteret generalsekretær Morten Aagaard, at noget sådant »ikke længere foreligger.« Vi henvender os dernæst til Knud Jeppesen – selv en af de ledende bibel-oversættere – for at høre, om han skulle have kendskab til yderligere materiale af relevans for specialet.

Jeppesen svarer: »Jeg blev udtrykkeligt bedt om at returnere al korrespondance til Bibelselskabet, efter oversætter-arbejdet var tilendebragt,« men tilføjer, hvad Aagaard i første omgang havde afvist gennem sin sekretær, at »Bibelselskabet har et omfattende arkiv.«

Tre dage senere møder Aagaard personligt op på teologisk fakultet i Århus og lover at være yderst behjælpelig. Men så snart han får specificeret, at specialet skal tage udgangspunkt i det modsætningsforhold kirkelige og videnskabelige hensyn imellem, som man kan konstatere i Ejrnæs' fremstilling, forstummer Aagaards imødekommende smil.

Nu er det »ikke nødvendigt med adgang til arkivet, når det kun drejer sig om et speciale ...« Ikke desto mindre kunne en anden studerende ved teologisk fakultet, Ove Kollerup udmærket få adgang til arkivet for et par år siden, og det for at skrive en mindre opgave – men han var selvfølgelig også ansat af Bibelselskabet ...

Aagaard tilføjede også, at »Bibelselskabet heller ikke har noget materiale af betydning længere.« Men han skulle da gerne personligt »svare på alle spørgsmål.«

Med en voksende bevidsthed om, at der blev dækket over et eller andet, nærlæser vi derefter atter Bibelselskabets årbøger fra 1970-1992, hvor oversættelsesprocessen kommenteres fra start til slut. Det går snart op for os, i hvilket omfang den nye bibeloversættelse har været underlagt for kildeteksten aldeles irrelevante kirkehensyn, og at alt, hvad de uanseligt udseende årbøger røber, er passeret fuldstændig ubemærket hen over hovedet på pressen! Ikke sjældent blev skriftens ordlyd simpelt hen ændret, fordi den var i modstrid med kirketraditionen!

Ifølge Ejrnæs' fremstilling havde denne praksis primært spillet en meget sen rolle i processen, nemlig fra 1988, hvor Bibelselskabets såkaldte revisionskomité forestod en række rettelser af kirkelige hensyn, men ifølge årbøgerne havde kirken ofte haft forrang for kilden allerede fra projektets start.

Den manipulation, som her er foregået, er i vore øjne alt for omfattende til, at vi længere kan nøjes med at behandle den i snævre akademiske afhandlinger. Den nye oversættelse er solgt i flere hundrede tusind eksemplar, og befolkningen tager uden videre dens ordlyd for Bibelens ordlyd. Vel, kildetekstens ordlyd er det i hvert fald ikke altid.

Derfor har vi skrevet denne artikel [Bibelforfalskning?]. Vi håber, at vi eller andre herefter kan få adgang til det tilbageholdte arkivmateriale, ikke mindst den del, der omhandler revisionskomiteen, som ifølge Ejrnæs »behandlede« 600 skriftsteder!

Og vi håber, at artiklen kan medvirke til, at Danmark så hurtigt som muligt får en oversættelse af Bibelen. En oversættelse, der uden Bibelselskabets og kirkens medvirkende er foretaget ud fra redelige videnskabelige hensyn – som det vil fremgå, har Danmark rent faktisk aldrig nogen sinde haft en sådan!

Jens-André Pedersen Herbener og Rune Engelbreth Larsen