Dannelse er blevet umoderne – bare ordet giver associationer til snobberi og ligegyldig viden. Selv om de fleste vel kan blive enige om, at det er godt at være bredt orienteret, så er det nok de færreste, der i dag kunne finde på ligefrem at kræve at få en almen dannelse. Det er ikke desto mindre, hvad vi gør. Vi ikke blot kræver, at vi får det, men at hele universitetetsuddannelsen får en anderledes bred kulturhistorisk basis.

Det er efterhånden sjældent, at man støder på et dannet menneske. Det er ikke, fordi de ikke findes mere, men der bliver bare længere imellem dem. Disse mennesker har det overskud, der kommer af om ikke at føle sig hjemme overalt, så dog heller aldrig at være helt på udebane.

De har pløjet verdenslitteraturen tynd, har besøgt neanderthaleren i hulen, spist med heltene på Olympen, kæmpet ved høvdingers side og er på fornavn med profeterne. De sad med ved bordet, da Versailles-freden blev underskrevet og flakkede om på vejene, da slaveriet blev ophævet i USA. De konverserer guder og mennesker på fremmede sprog. De kender historien som deres egen historie.

Grunden til, at denne dannede del af befolkningen bliver stadig mindre, er naturligvis, at de gamle dør, og at ingen – eller meget få – nye kommer til.

Danskerne er ikke, som vi måske inderst inde gerne vil tro, de klogeste i verden. Vi gør gerne grin med andre, f.eks. amerikanerne, og hænger dem ud som eksempler på, at man sagtens kan være både moderne og dum, men måske vi skulle kigge i statistikkerne en ekstra gang, før vi gør os alt for lystige.

Én ting er at have på fornemmelsen, at der er noget galt, noget andet er at se tal, der rent faktisk viser, at f.eks. 10% af eleverne i gymnasiet har voldsomme problemer med at læse og skrive.

Selv på universiteterne, hvor man ellers kunne forvente, eller i det mindste håbe på en reaktion mod denne generelle tendens, mærker man en overfladiskhed komme snigende. Det er ikke bare legalt, men helt almindeligt at sikre sig, at det, læreren står og fortæller om, nu også er på pensum – man skulle jo nødig spilde tiden.

Denne udvikling er ikke bare uheldig, den er overordentlig farlig.

Uvidenhed – intolerancens fundament

At være udannet betyder naturligvis ikke automatisk, at man er hjerteløs og intolerant. Det handler snarere om, at den forståelse, som dannelse fører med sig, uvægerlig gør det sværere at fordømme andre mennesker, hvorimod usikkerhed og utryghed er den ideelle grobund for intolerance.

For vores generation er »den globale landsby« blevet en realitet. Vi færdes ikke længere i den samme verden, som vores traditioner blev til i. Den ændrer sig daglig og optager impulser, indtryk og ikke mindst mennesker fra fremmede kulturer i et tempo, der ville have været umuligt for blot få år siden.

Vi påvirkes ofte lige så meget af internationale institutioner og konflikter som af begivenheder i lokalsamfundet, tag f.eks. EU, OECD, ozon-laget, kogalskab etc. Konsekvensen er blevet, at vi har fået opmærksomheden rettet udad i en sådan grad, at skellet mellem nær og fjern er ved at blive udvisket.

Denne horisontudvidelse betyder, at vi bliver konfronteret med en mængde nye problemstillinger, der desuden er mere komplekse, fordi de involverer grundlæggende kulturelle forskelle parterne imellem. Modparten bor ikke længere enten til højre eller venstre for gadekæret, hun kommer fra Månen.

Når denne udvikling blandes med den dalende forståelse og svigtende tolerance for fremmede kulturer, bliver resultatet uvægerlig nationalisme og fascisme – en tendens, der allerede tydeligt har vist sig ikke blot i Danmark.

Dannelse er i bund og grund forståelse. Hvis vi forstår, hvor vi kommer fra, bliver nutiden noget andet end en mere eller mindre tilfældig sammensætning af normer og traditioner, der kan ændres efter forgodtbefindende. Disse indgroede strukturer er ikke kun en hæmsko for vores frie udvikling, de er i lige så høj grad »dyder«, som det kan være betænkeligt at skille sig af med.

I USA har man netop »moderniseret« bistandssystemet. Det nye system skal sikre, at de arbejdende ikke kommer til at forsørge dem, der ikke har arbejde. I Danmark ville en sådan lov måske umiddelbart møde modstand, men allerede i dag kan de samme argumenter risikofrit fremføres af en socialdemokratisk regering under henvisning til landets ve og vel. Er forestillingen om civiliseret barmhjertighed og omsorg da så dunkel, at vi tør lade den fare?

Med forståelsen kommer alting til at stå i et lidt andet lys; det bliver knap så indlysende, hvad der er rigtigt og forkert.

Kun når man forstår sin tid, er man i stand til at vurdere, i hvilken retning udviklingen går, og reagere imod den. Vores nutid passer som den foreløbig sidste brik i historien. Det betyder ikke, at der er en tvingende historisk kausalitet, der forhindrer, at det kunne være gået anderledes, men at alting dog har sin årsag. I morgen vil vi være årsagen, og hvis vi ikke tænker os om, bliver det ikke til det bedre.

Dannelse – tolerancens forudsætning

Universitetet burde være det sted, hvor den dybeste indsigt og den bredeste forståelse smelter sammen. Det er trods alt her, den mest videbegærlige del af ungdommen samles for at få sin del af ånden fra de gamle. Hvis vi ikke hér gør noget ved sagen, er det næppe sandsynligt, at det vil ske andre steder.

»Humanistisk videnskabsteori« er navnet på et velment forsøg på at bibringe de studerende på Humanistisk Fakultet på Århus Universitet en slags teoretisk fundament for deres videnskabelige virke. Hvis man er heldig, består undervisningen af en hastig gennemgang af filosofihistorien, i værste fald bliver man udsat for en ensidig propagandering for »fagets metode«.

Som om niveauet ikke var lavt nok, har man gjort det umuligt for underviseren at kræve en seriøs indsats fra studenten ved at lade eksamen være en bestået/ikke bestået opgave i et selvvalgt emne. Værre kan det næppe gøres. Man giver herved et fejlagtigt og latterligt indtryk af, hvad det vil sige at være solidt funderet – menneskeligt såvel som professionelt.

Man må ikke være bange for at kræve en seriøs indsats fra de studerende, slet ikke når det gælder det fundament, de skal stå på fremover. Netop her må man kræve, at de gider tage sig den tid, det tager at sætte sig ind i fremmede stofområder. Hvis det ikke er muligt, når grundlaget skal lægges, kan man jo have sine tvivl om, hvorvidt det nogen sinde vil kunne lade sig gøre.

Der er kun én vej væk fra den lette, men aldeles naive historie om den moderne videnskabs frigørelse fra uvidenhed og overtro: den hårde. Vi må lægge drømmen om eget kontor og høj månedsløn på hylden lidt endnu til fordel for bøgerne. Først må vi læse, ikke gennemlæse eller sætte på pensum, men læse. Vi må blive ved med at læse, til vi forstår. Eller rettere: vi må læse, til vi mener, vi forstår, og så må vi spørge.

Til gengæld skal alle studerende uanset studium kunne regne med, at den nysgerrighed, de er kommet for at få stillet, bliver mødt med en tilsvarende iver efter at oplære nye forskere til at stille verden nærgående spørgsmål.

Man kunne måske indvende, at dette altid har været meningen med universitetet, men vi må konstatere, at det ikke er det indtryk, man får ved at gå der.

Derfor har vi i al beskedenhed et forslag til, hvad der burde møde studenten, når han starter på universitetet. Det består ganske enkelt af en slags obligatorisk, alment dannende »filosofikum«, der dominerer de første semestre på samtlige studier. I løbet af denne periode vil man møde mennesket i alle dets forklædninger og blive præsenteret for de forestillinger, det har haft om verden til forskellige tider.

Vi skal ikke tilbagelægge historien som overståede kapitler, men som gjorte erfaringer. Det kræver, at vi gør vores yderste for at sætte os i den fremmedes sted, ikke ved romantiserende ønsketænkning, men ved at kombinere al vores viden om den pågældende situation og derudfra foretage den mest sandsynlige rekonstruktion. Kun hvis vi forstår, hvorfor disse mennesker har handlet, som de gjorde, kan vi kalde det forståelse.

Morgendagens universitet

Først må vi prøve at finde ud af, hvad der skete hvornår. Vi kan ikke nøjes med en kort facitliste over historiens helte og skurke, men må høre historien forfra, som om det var for første gang. De enkelte kulturer skal præsenteres i hele deres mangfoldighed: teknik, litteratur, kunst, religion, musik, politik, økonomi etc.

Det er dog ikke alle disse aspekter, der lader sig behandle lige uproblematisk. Hvorfor har f.eks. alle kulturer – inklusiv vores egen – deres udspring i religiøse forestillinger? Vi har svært ved at identificere os med deres fantastiske fortællinger om guder og mennesker, men vi støder på dem så ofte, at det er et mysterium, der til stadighed må undre os.

Vi kan ikke forvente, at et sådant totalt fremmed verdensbillede er uproblematisk at sætte sig ind i. Det letteste ville naturligvis være, hvis vi kunne kategorisere det som »overtro« og nøjes med en sociologisk forklaring om naturfrygt, men kan vi det? Er det særlig sandsynligt, at en så massiv repræsentation i kulturhistorien kan forklares med uvidenhed? Faktisk kunne det jo være, at det var os, der var uvidende på dette punkt.

Når der f.eks. i Det gamle Testamente gives konkrete, minutiøse retningslinier for, hvordan en helligdom skal opbygges, er det så ikke en lige lovlig grov påstand at kalde den bagvedliggende teknik for primitiv? Er det ikke underligt, at mennesker skulle bruge enorme ressourcer på at lave monumenter som Stonehenge, hvis de ikke havde et særdeles konkret formål? Måske kan vi ikke gennemskue de religiøse teknikker, men er det i sig selv et argument for, at de er virkningsløse?

Vi kan altså ikke med god samvittighed sige, at vi forstår andre kulturer, hvis vi ikke også forstår deres for os mildest talt fremmede verdensbillede. Hvordan skal vi nogen sinde komme på talefod med en muslim, hvis vi end ikke anerkender hendes religiøse motiver som andet end fanatisme? Det er svært at forestille sig noget godt komme ud af den form for diplomati.

Når vi tænker og handler, tager vi altid udgangspunkt i en mere eller mindre implicit verdensmodel. I filosofien tvinger vi os selv til at eksplicitere disse grundlæggende forestillinger og prøver herudfra at opstille den mest brugbare model.

Det er ikke nødvendigt med en dyb filosofisk dannelse for at udføre de rutiner, som andre allerede har fastlagt for os, men jo mere nærgående man bliver i sine spørgsmål til verden, jo mere må man anstrenge sig for at tolke de svar, man får. Når man stiller spørgsmål om beskaffenheden af de mest grundlæggende bestanddele såsom eksistens og viden, er man nødsaget til at være varsom med sine konklusioner, eftersom disse uvægerlig vil få betydelige konsekvenser for resten af vores begreber.

Hvis en forsker ikke har en ekspliciteret, konsistent forbindelse hele vejen igennem sit hierarki af begreber – fra det mest abstrakte til det mest konkrete – kommer hans teori til at hvile på et usikkert grundlag af uvis oprindelse. For at imødegå en sådan »undergravning« af studentens forestilling om, hvad der er solidt funderet, og hvad der er et luftigt postulat, skal han sættes grundigt ind i filosofihistorien.

Han skal f.eks. ikke kunne høre et argumentum ad auctoritatem uden straks at forlange en udredning af dette. Han skal kort sagt kende reglerne for det videnskabelige spil.

Ud over den historiske undervisning vil vi desuden foreslå, at studenterne erhverver sig grundlæggende færdigheder i fag som latin og matematik. Det kan måske umiddelbart synes uklart, hvad et moderne menneske skal med et sprog, der for længst er blevet erstattet af engelsk på den internationale scene, men man skal ikke ret langt tilbage, før latin blev betragtet som en naturlig forudsætning for at kunne sætte sig ind i vores egen historie. Langt størstedelen af den litteratur, der er skrevet før det 19. århundrede og to årtusinder tilbage er affattet på latin.

Matematik er et abstrakt sprog, der er naturvidenskabens vigtigste redskab. Hvis man ikke har et begreb skabt om matematik, kan man altså pr. definition heller ikke sige noget fornuftigt om naturvidenskaben. Vores ideal-universitetet er netop en samlende helhed, der formår at skabe en sammenhængende forståelse af alle aspekter af verden, og det kan kun tilvejebringes, hvis alle er interesserede i at forstå alt. Alle kan ikke være eksperter i alt, men der er stor forskel på at koncentrere sig om et fagområde uden at føle behov for at kombinere det med andre og så at være på hjemmebane i sit eget fag, men ikke at helme, før det hele giver mening.

En ny tids lærde

Formålet med dette »filosofikum« er ikke så meget, at vi skal give eventuelle genier de bedst mulige betingelser, det skal vi selvfølgelig også, men mere afgørende er det, at universitetet igen kan tilføre samfundet en hær af lærde mennesker, der via dette brede overblik kan udgøre rygraden i fronten mod intolerancen og fascismen.

Dannelse er at opsøge andre mennesker og lære dem at kende, lære hvad deres hjerter synger om. Historien skal ikke lære os, hvem vi skal elske og hade, den skal vise os, at mennesket altid har elsket og hadet. Den skal vise os, at de fremmede – ligesom vi selv – aldrig handler uden et formål, og at dette formål altid er såre menneskeligt.

Dannelsen skal være et skjold for vores menneskelighed, så vi kan modstå selv de mest udspekulerede angreb. Når vi først begynder at forstå, bliver det langsomt, men sikkert sværere og sværere at fordømme andre uden at fordømme os selv – vi er jo trods alt mennesker.

Martin Brynskov