Hvor uforudindtaget behandles indvandrere og andre minoritetsgrupper af myndighed, presse og offentlighed? Selv en rudimentær avislæsning tegner et beskæmmende billede af den retning, som Danmark bevæger sig i ...

Det er blevet politisk opportunt at gøre indvandrere synonyme med alverdens intrikate samfundsproblemer, og eftersom de takket være kulør og sprog stikker noget af i et ellers gråt og konformt gadebillede, er det da også let at behandle dem som jaget vildt.

Selv Information holder sig ikke altid tilbage fra denne hetz, som da en lederskribent d. 16.7. udtrykte sin foragt over for minioritetskonsulent, Bashy Quraishy, der om pressens dækning af et mord blandt pakistanere i Danmark bekymret havde bemærket: "For fredelige og hæderlige pakistanere er det dobbelt tragisk at se dette forkastelige og ekstreme mord udlagt som en naturlig konsekvens af pakistansk kultur, religion og adfærd."

Med udgangspunkt i dette citat skriver Information under overskriften "Grænser for tolerancen", at Quraishy "tilsyneladende ikke har lært noget, men har valgt at finde den gamle forurettede tone frem og tage forskud på nye eksempler på dansk diskrimination."

Prøv engang at læse Quraishys ord igen - og sammenlign dem med Informations. Hvad er det, Quraishy "tilsyneladende ikke har lært"? Hvor er den forurettede tone? Og hvem tager egentlig forskud på hvad?

Også i Ekstra Bladet er tonen ubehagelig, som det med al tydelighed fremgår af lederen d. 15.7.: "… man kan så sidde og undre sig over, hvad der får kultursociologen, indvandrereksperten og lederen af et hjem for voldsramte kvinder til straks at kaste sig ud i forklaringer om, at vi må forstå de fremmedes kulturelle bevæggrunde?" Nej, hvorfor dog forstå, hvorfor spilde tid på at sætte os ind i baggrunde og bevæggrunde? Sæt, det blev sværere at fordømme - og sælge aviser.

Jyllands-Posten foretrækker også fordømmelse fremfor forståelse, som når lederen d. 19.8. råber achtung: "… kriminaliteten blandt indvandrerbørn og -unge [udgør] efterhånden et så alvorligt problem, at alarmklokkerne ikke alene ringer, men bimler." Av, så må jo det være slemt!

Men hvilke realiteter ligger der bag disse bimlende alarmklokker? Er Christiansborg truet af unge islamiske fundamentalister med bazookaer? Er 50% af indvandrerne kriminelle voldsmænd?

Nej, undersøgelsen, der refereres til, viser blot, at blandt unge under 18 år har 3% af indvandrerne været indblandet i kriminalitet, mens tallet for danskere er 1,6% …

Fis hjem, neger

Betænker man bare et par sekunder den danske indvandrerhadske stemning, marginaliseringen af en hel befolkningsgruppe og destruktionen af deres kulturelle baggrund, er det vel et næsten uforklarligt mirakel, at ikke tredive procent af de unge indvandrere for længst er gået amok.

Ikke mindst når man også tager de mange sager i betragtning, der gennem de senere år har sået tvivl om, hvor vidt ordensmagtens behandling af indvandrere er så professionel, som den burde - senest en nigeriansk kvinde, der blev anholdt og lagt i benlås foran et københavnsk diskotek.

"Sådan bliver negre behandlet i Danmark, og hvis du ikke kan lide det, kan du bare 'fise hjem'," var den ene betjents svar, da kvinden ifølge sin egen forklaring klagede over stærke smerter i benet. Tre gange måtte hun forgæves anmode om lægehjælp, før politiet den fjerde gang gav efter - da havde hun tilbragt seks timer i detentionen med et brækket ben og en flækket knæskal.

Som Politiken understreger i en leder d. 6.8. og i en artikel d. 11.8., har der været et foruroligende antal lignende sager i de senere år:

- Den tyrkiske gæstearbejder Osman Polat anholdes, sigtet for vold; han dør som følge af fire politifolks knippelslag. Først flere år efter får Polats efterladte erstatning (der rejses tiltale mod to betjente, som begge frifindes af Østre Landsret).

- En betjent vrider armen rundt på en sort amerikaner og planter sin albue i hans mund (justitsministeren er af retsudvalget blevet bedt om at kommentere episoden).

- En tamilsk asylansøger sover på Københavns hovedbanegård, og for at vække ham træder en betjent ham over tæerne og vrider sin fod frem og tilbage (en overtrædelse af straffelovens volds-paragraf ifølge landsretten).

- Fem civile betjente tager fejlagtigt en vietnameser for en voldsmand foran restaurant Parnas. Tilfældigvis overværer en chokeret overborgmester Jens Kramer Mikkelsen den meget hårdhændede anholdelse (statsadvokaten beslutter, at der ikke er grund til at kritisere betjentene, skønt et politiklagenævn mener, at det var en fejl at slå den anholdte, mens han lå på kørebanen i håndjern).

- En betjent tiltales for i flere tilfælde at have forulempet udlændinge på Vesterbro i København (byretten frifinder ham på alle punkter, men fastslår dog, at han over for nogle tyrkiske mænd råbte "Tror I, vi lever i Bagdad, I skulle tilbage, hvor I kommer fra", samt at han selv lagde op til ballade over for en tyrkisk mand).

- I sagen mod gambieren Babading Fatty konkluderer en dommerundersøgelse, at fængselspersonalet udsatte ham for "umenneskelig og torturlignende behandling" …

Hvorfor er det mon så sjældent, at det er en pæn dansk tjenestemand, der udsættes for knippelsuppe og benlås?

Antropologer, nej tak

Også Politiets Efterretnings Tjeneste har ganske andre retningslinier over for indvandrere end over for danskere, skriver Berlingske Tidende d. 3.7. Hvor danskere ikke kan havne i P.E.T.s arkiver, før uvildige instanser har godkendt det, kan indvandrere derimod uden videre registreres, og der er heller intet til hinder for, at sådanne oplysninger udleveres til udenlandske efterretningstjenester.

Selv antallet af registrerede indvandrere er ifølge P.E.T. og Justitsministeriet "klassificerede oplysninger".

Men nu er vi danskere jo som regel også mere civiliserede mennesker, mere frigjorte og uden enhver "religiøs uniformering", som Århus' biskop, Kjeld Holm såre fordomsfrit benævner de muslimske kvinders slør.

At frigjortheden er noget overvurderet, når danskeren sammenlignes med muslimen, påpeges med al tydelighed af antropolog Anne Rasmussen på bagsiden af Weekendavisen d. 2.8. På baggrund af sine studier konkluderer hun nøgternt: "Der eksisterer ikke samfund, som er normløse, eller uden tabuer, og der er ikke nogle, der 'bare er mere frigjorte end andre'."

Desværre er der ingen forsider, som ryddes.

For hvad er en antropolog? Hun bidrager jo ikke til samfundsøkonomien, konstaterer B.T. i en leder under overskriften "stud. navle":

"… statistikken over de unges studievalg tyder på, at de ser overordentligt optimistisk på Danmarks økonomiske muligheder. Så optimistisk, at de kun i ringe grad personligt har følt behov for at vælge studier, der bidrager til den fælles husholdning. For når regnskabet gøres op, er årets absolutte topscorer studiet antropologi. (…) Fag som forhistorisk arkæologi, kunsthistorie og religionsvidenskab er blevet øredøvende modefag. (…) vi kan bebrejde os alle, hvis tilbudene - og måske navnlig - tilskyndelserne - til de uddannelses-søgende ikke er de rigtige: I årtier har vi i Danmark forsøgt at leve af at barbere hinanden. Alle ved, det ikke er muligt. Hvorfor så målbevidst, fortsætte med at uddanne næste generation i dette håbløse forehavende?"

Nej, hvad skal vi dog med den håbløse søgen efter kundskab og viden, som ikke bidrager til BNP? - lad os da hellere beholde vore fordomme i fred og få arkæologerne og kunsthistorikerne ud at lave noget. De kunne jo altid blive journalister på B.T., det er da et rigtigt job, og så bidrager det til den fælles husholdning.

Skrappere tilsyn og strammere regler

Men går journalisterne af naturlige grunde ellers selv fri af klapjagten på minoritetsgrupperne, er jagtsæsonen på de svageste samfundsgrupper til gengæld atter blæst ind.

Fuldmægtig Lone Helder ved Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring udtaler d. 27.7. til Det Fri Aktuelt: "Nu ved folk, at det koster at sige nej. De har at møde frem og udvise en rimelig adfærd (…) Der er kommet mere fokus på området, skrappere tilsyn og strammere regler. Antallet af gyldige grunde til at sige nej er indskrænket."

Ingen spørger, om arbejdstvang er mere foreneligt med et frit samfund end al anden menneskehandel, tvangen er der bare, og den skal for alt i verden intensiveres; hvis man ikke vil grave grøfter, være lagerassistent eller pædagogmedhjælper, så udviser man selvfølgelig ikke en "rimelig adfærd", og en sådan patologisk nasserøv må samfundet naturligvis både overvåge og straffe.

Socialminister Karen Jespersen bevæger sig samvittighedsløst i samme retning med et udkast, som hun har bestilt til den nye bistandslov. Bag den gamle VSers sociale smil gemmer sig takter, vi vist skal mange ubehagelige år tilbage for at finde overgået. Information skriver d. 17.7.: "I embedsmændenes udkast slås det nu allerede i lovens allerførste paragraf fast, at formålet med loven fremover skal være at hjælpe mennesker med alvorlige helbredsmæssige eller sociale problemer"!

Der findes altså helbredsmæssige og sociale problemer, som ikke er alvorlige, og denne socialpolitiske blanko-check kan jo altid tilføjes nye grupper, som den ludfattige skatteyder i verdens rigeste samfund så bliver fri for at betale - og så kan han jo også beholde udestuen, den stakkel.

De nydelige unge i K.U. og V.U., der sikkert med glæde vil støtte Karen Jespersens udkast, foreslår besparelser på intet mindre end tres milliarder. Hvordan? Simpelt hen ved at afskaffe folkepension, efterløn, orlov, boligsikring, børnetilskud og børneydelse! Det er da også lige så svært for en pensionist og en børnefamilie at bevise over for Karen Jespersen som over for K.U. og V.U., at deres problemer er alvorlige - for ingen kan vel benægte, at de jo for så vidt selv er skyld i både at få børn og blive gamle.

B.T. er ikke uventet begejstret for de unge fra Vestre og Konservative, og indleder sin leder d. 21.8. med ren og skær eufori: "Friske øjne! Nytænkning! Mod!"

Godt nok er "de unge" vist ikke helt skolede endnu: "Ingen gider rigtigt at lytte og lede efter anvendelig nytænkning, der kunne føre til nye veje i virkelighedens verden. (…) Sørgeligt, hvis man ellers hører til dem, der godt kunne drømme om bare en lillebitte smule fornyelse."

Danmark er dejligt.

Homoseksuelle tilbøjeligheder må undertrykkes

De homoseksuelle er next in line. "Bøssemafiaen" kalder Jyllands-Posten således folkene bag den danske AIDS-kampagne, og da en ex-embedsmand i den forbindelse forsøger at hænge et par ministre ud, følger avisen promte linien op i en leder d. 15.8.:

"Lad det allerførst være slået fast, at diskussionen naturligvis ikke skal dreje sig om den tidligere og nuværende sundhedsministers seksuelle orientering," hvorefter lederen naturligvis straks går over til netop at behandle den tidligere og nuværende sundhedsministers seksuelle orientering: "Homoseksualitet er i vort samfund for længst blevet accepteret på linie med heteroseksualitet, så i den sammenhæng er der absolut ingen problemer. Men de opstår, når ministre under berettiget mistanke om, at deres private tilbøjeligheder har influeret på deres håndtering af embedet. (…) Samfundsinteressen må veje tungere end privatlivets fred."

Hvilken samfundsinteresse, der kan være i, om statsministeren er sodomist, masochist eller impotent, melder lederskribenten intet om … Men man tør knap nok gisne om, hvilke "private tilbøjeligheder", der har influeret på lederskribentens håndtering af embedet.

Et lignende korstog fører en vestjysk præst i B.T. d. 24.8., der under overskriften "Reklamer lokker unge til lesbisk sex" harcellerer imod en reklame-kampagne, hvor to nøgne piger ses i øm omfavnelse: "Det er forkert, at børn og unge skal konfronteres med den slags på åben gade. (…) Mange mennesker har vel den slags tanker en gang imellem, men det bør man undertrykke."

Spørgsmålet er åbenbart ikke, om det kan være rigtigt, at børn og unge skal konfronteres med den slags præster på åben gade.

Under overskriften "Ministres sex-hykleri" skriver professor Bent Jensen fra Odense Universitet d. 18.8. i Ekstra Bladet: "Mange bøsser fører sig helt unødvendigt meget udfordrende frem. Undertiden kan man få det indtryk at det unormale faktisk er blevet det normale - og omvendt. (…) AIDS er en sygdom, der helt overvejende er et problem for homofile. I stedet for skal alle også helt sagesløse, belemres med ulækre kampagner."

Men hvad er egentlig mest ulækkert? Annoncer og plakater, der forklarer, hvordan HIV-smittefaren kan bringes ned, eller en perfid professors kampagne for et fascistisk normalitetskriterium?

Under alle omstændigheder må det så glæde professoren, at selv rygtet om seksuel "unormalitet" kan være nok til at mistænkeliggøre et menneske, som sagen om en skolelærer fra Nyborg, der beskyldtes for seksuelle overgreb mod elever i en 5. klasse, demonstrerer. Selv efter landsretten havde frifundet ham for alle anklager, krævede "oprørte" forældre ham smidt ud.

I dag er han så blevet fjernet fra al skoleundervisning, som borgmester Niels V. Andersen ifølge Ekstra Bladet d. 13.8. siger til forældrene: "Send jeres børn i skole. I kan trygt sende dem derhen, for 'genstanden for problemerne' kommer hverken i dag eller i næste uge …"

Det er da godt, at vi lever i et retssamfund.

Déjà-vu

Politikere og presse har udstyret samfunds-ondet med et bekvemt ansigt, som sigtekornet skal stilles skarpt på, og dét er selvfølgelig indvandrere og andre klemte minoritetsgrupper.

Men hvad, om det var jøder, som blev udsat for knippelsuppe, hvad om Jyllands-Posten talte om en "jødemafia" i stedet for en "bøssemafia", eller om en professor talte om det ulækre "jøde-hykleri" - mon ikke vi ville råbe op? Mon ikke vi straks ville forme modstandsgrupper?

Når vor tids behjertede mennesker f.eks. skjuler muslimer, der står til myndighedernes returbillet til det helvede, de er flygtet fra, er der imidlertid ingen sympati at hente fra opinionen. Men har vi virkelig ikke set det alt sammen før?

Sidst var det jøder, kommunister og intellektuelle, der blev mistænkeliggjort; i dag er det indvandrere, arbejdsløse og homoseksuelle.

Hvem bliver hængt ud i morgen? Og hvornår bliver de klynget op?

Rune Engelbreth Larsen