Tænk, om det demokratiske Danmark virkelig blev demokratisk, og tidsåndens folkevilje rent faktisk fik magt, som den har agt ... I Erwin Neutzsky-Wulffs seneste roman, DØDEN realiseres enhver ægte demokrats paradisiske ønskedrøm – og et politisk mareridt fuldbyrdes.

»Kan vi endnu råbe politikerne op? Nej, det tror jeg ikke. De af dem, der ikke er korrupte, er simpelt hen bange. Har vi da ikke politiske partier nok i Danmark? Jo, af partier har vi nok. Nok af skuespillere, der smiler sødt til vælgerne i kameraet, men hvis foragt for folket er åbenbar. Vi har brug for en helt ny slags politik og en helt ny slags parti, som ringeagter taburet og karriere som andet end et middel til at opfylde vælgernes ønsker. Hvis 'program' er Folkeviljen. Og hvis du ikke ved, hvad den er, kan du spørge hvem som helst, blot ikke politikerne, de intellektuelle eller de 'politisk aktive' bøller. Det er Danmark for danskere, et Danmark for folket, for 'alle, som vil'. Hvor vi ikke længere er gæster i vores eget land. Hvor vi har indflydelse på vores lands skæbne i stedet for en flok halvstuderede aber. Vi skal nok selv ansætte de 'eksperter', vi skal bruge, det er trods alt os, der betaler for dem. Hvor der atter er et kors i vores flag, som glimter hvidt på lang afstand, så de fremmede kan se, at der er nogen hjemme og vogter!«

Det er svært ikke at nikke genkendende til slig højreekstremisme, men som citatet så rigtigt antyder, er der i realiteten intet ekstremt tilbage heri. Det er just ikke længere private idiosynkrasier à la Glistrup og Goebbels, men netop folkeviljen fra Gallup og Gågaden, der her møder os i skikkelse af Agner Hjadstrup – hovedpersonen per se i Erwin Neutzsky-Wulffs seneste roman, Døden.

Agner Hjadstrup er en ambitiøs og overordentlig klart tænkende politiker, der nærmest inkarnerer den danske tidsånd, og i naturlig demokratisk forlængelse heraf da også ender med at erobre Christiansborg.

Hvad mindre begavede og karakterløse højreekstremister kun har drømt søde drømme om, siden fremskridtspartiet stormede ind i folketinget i 1972, gennemfører fuldblods demokraten Hjadstrup – majoritetens vilje i ét og alt.

Højrefløjen kan således ikke længere reduceres til en oppustet Engell eller en arrogant Ellemann, den behøver heller ikke længere lade sig intimidere af intrigante tanter som Pia Kjærsgaard og Kirsten Jakobsen, for denne hønsegårds nok så ærgerrige ambitioner invaliderer trods alt sig selv i nidkære studehandler og strategiske rævefælder. Hjadstrup, derimod går kompromisløst efter intet mindre end 90 mandater.

Når denne demokrat er på TV, taler han ikke med munden fuld af mos som Nyrup og Helveg, men i klare, utvetydige standpunkter til folket; og når han formulerer sig skriftligt, er det ej heller til Enhedslistens arbejdsløse kammerater eller SFs moralsk indignerede højskolelærere – det er ord uden omsvøb, direkte til tidsåndens hjerte, den sorteste folkesjæl.

Den demokratiske diktator

Nok vil Hjadstrup virkelig, hvad folket vil – hvad så mange andre har villet før ham – men i modsætning til sine højreorienterede forløbere, fra Erhard og Poul til Ninn-Hansen og Behnke er han velsignet med en lidenskabelig renhjertethed og en overlegen intelligens, og derfor er han naturligvis langt, langt mere farlig.

Hjadstrup præsenterer et kort syvpunkts program, der netop er tilpas bredt og vagt defineret, til at hvert eneste punkt har et klart flertal i befolkningen bag sig. Samtidig er det lige så tilpas præcist defineret, så at selv om det ikke nødvendigvis er den samme majoritet, der deler samtlige syv punkter, så er ingen af dem dog mere uforenelige, end at den, for hvem et par stykker allerede er umiddelbart spiselige, i løbet af demagogens mangeårige TV-karriere gradvis sluger også de følgende:

»1. Genoptagelse af den udvikling, vi forlod ved århundredskiftet, videnskabeligt som politisk. 2. Nedlæggelse af kulturministeriet samt alle uproduktive studier. 3. Genkristning af Danmark, ikke fundamentalistisk hysteri, men Luthers og Grundtvigs kristendom som et sundt moralsk fundament for nationen. 4. Genindførelse af dødsstraf for grove forbrydelser og kommutering af alle fængselsstraffe til livsvarig militærtjeneste, idet bødestraf idømmes for mindre forseelser. 5. Udvisning af alle indvandrere, defineret som borgere, hvis forældre begge er født uden for Danmark, og hvor særlige forhold ikke hjemler dispensation. 6. Inddragelse af al offentlig understøttelse, arbejde til alle. 7. Gennemførelse af censur imod enhver opfordring til eller suggestiv beskrivelse af ulovlig eller usædelig adfærd.«

Men skulle så klare fascistiske synspunkter dog nogen sinde kunne tiltrække danskeren i en sådan grad, at de kunne ende med at komme til magten? Om man skal dømme efter en blot rudimentær avislæsning, kan man næppe undgå at forvisse sig om, at de fleste af disse tilbøjeligheder allerede for længst er blevet stuerene, ja, at de i en vis udstrækning ligefrem er blevet synonyme med danskheden.

For hvor langt er der egentlig fra f.eks. Jyllands-Postens ledere og læserbreve til Hjadstrups programerklæring? Hvor mange såkaldte »meningsdannere« har ikke bag en nok så progressiv mine slået til lyd for netop sådanne holdninger? Og hvor ofte taler ikke selv vore »pæne« politikere med samme tunge?

I Døden kommer Agner Hjadstrup til magten efter mange års utrættelig og lidenskabelig agitation – hvordan? På akkurat samme måde som sin kollega, Adolf Hitler – han bliver valgt.

Endlösung

Som altid opfølges intolerancens ord af fascismens gerninger – henrettelser, deportationer og censur – og ofte er folkets respons umiddelbart euforisk, fordi det aldrig foregår i deres egen baggård. Alt, de konstaterer, er, at Danmarks økonomiske og sociale problemer faktisk endelig bliver løst.

Folk chokeres jo ikke over afsides interneringslejre, for de får dem slet ikke at se, de ser kun, at gaderne pludselig er blevet renskurede for indvandrere, vagabonder og posedamer; de rystes jo heller ikke over propagandaen, for det er alligevel aldrig frihedskæmpere, men kun »terrorister« og »fanatikere«, som den bekæmper; ej heller løfter de uden videre næverne mod diktaturets proskriptionslister, for det er jo ikke mennesker, men arbejdsløshed og statsgæld, de ser forsvinde – alt sammen kun, hvad de selv så længe har drømt om og håbet på engang skulle ske.

»Ingen huskede længere, hvad nazisme og fascisme var. Folk troede, det var noget med homoseksualitet og sadisme. De var i deres hjerter overbeviste om, at pigtråden, hvis den vendte tilbage, ville være fuldt synlig, at de ville kunne se røgen fra krematorieovnene fra deres vinduer, og at det ville være tidspunktet til at protestere, og ikke et sekund før. Det var alt sammen så længe siden, men der var også en langt mere påtrængende årsag til denne fortrængning. Hvordan kunne man indrømme den fade dannebrogskristendom, troen på den vestlige kulturs overlegenhed, antiintellektualismen og den almindelige borgerlighed plads i den nazistiske ideologi? Hvem ville kunne sige sig fri? (…) Således kunne man trygt fortsætte med at vise programmer om nazismen, blot man omhyggeligt undgik at vise nazismens egen propaganda. Derfor lod man heller aldrig de selvproklamerede nazister komme til orde. Ikke fordi deres meninger var uhyrlige, men fordi de lignede vore egne alt for meget.«

Der er et yndigt land

Det, der gør Døden så uhyggeligt aktuel, er, at den med kuldegysende akkuratesse viser, hvor nær Hjadstrups fremtid er vor egen samtid. Vi har jo netop for længst vænnet os til at omtale intolerancens egoisme og propagandaens ensidighed med eufemismer som »ansvarsbevidsthed« og »nyheder«, og vi har for længst affundet os med vore egne tæppebombninger og masseødelæggelser, fordi det jo altid er de »ondsindede sataner«, som vore allieredes retfærdige granater kvæster og slår ihjel.

»Man ved allerede, hvem der skal bombes, det er dem, der myrder løs i stedet for at føre krig. Statistikker, hvor tal under en million ikke tæller, veksler med vandrehistorier om overgreb mod kvinder og børn, der er præcis så gamle som den første krig. Et barn er dødt, men det blev ikke fanget i en krydsild, mens moderen havde hovedet over plankeværket til nabokonen. Nej, en fjendtlig soldat sigtede direkte på det og trykkede af med en dæmonisk latter. Hvorfor? Hvad kunne han opnå andet end at vanskeliggøre sin opgave? Hvorfor? Fordi der ikke er tale om mennesker, men uhyrer, gale hunde, som skal skydes ned og bombes sønder og sammen. Disse mænd har ikke kærester og hustruer og børn, de bærer ikke som vi krøllede fotografier i deres hjertelomme. De længes ikke efter at vende hjem til deres egen landsby. De er vilde dyr, og alt, hvad de tænker på, er mord, tortur og voldtægt.«

Hvor langt er der fra 90ernes propagandistiske fjendebilleder til 30ernes? Hvornår begyndte vi at tro på den snedige løgn, at Danmarks problemer hverken var racismen, nationalismen eller selvtilstrækkeligheden, men derimod arbejdsløsheden, indvandringen og kriminaliteten? Og hvordan lykkedes det dem at foregøgle os, at løsningen ikke længere hedder frihed, lighed og broderskab, men flere broer, mere tvang og større overvågning?

Vi er hastigt på vej mod realiseringen af det Hjadstrupske paradis. Hans evangelium har længe stået at læse i både bøger og blade, og det har allerede sendt hundredvis af tamiler og andre flygtninge i den visse død.

Hvad bliver det næste?

Kollektivt hukommelsestab

Døden er en litterær kæmpe på henved 800 sider, intens og urovækkende, mystisk og erotisk, med en ekstra, for forfatteren særdeles atypisk dimension – politisk aktualitet i en rent ud frygtindgydende grad.

Dens påstand er, at vi ikke skal spejde i horisonten efter fascismen, den er her allerede – og har det glimrende. Men hvis den virkelig skulle være så indlysende præsent i dag, hvorfor i alverden har vi så ikke fået øje på den noget før?

Som det retrospektivt siges fra Dødens fremtid om vor egen nutid: »Bagefter er det hele så enkelt. Skurkene er umiddelbart genkendelige og må altid have været det. Kun ond vilje kan have forhindret os i at se dem. Men i halvfemserne var det nogle andre ting, der var klare og indlysende. Ligesom det i 1938 var klart og indlysende, at Hitler var Tysklands redningsmand, som hele verden beundrede som en misundelsesværdigt dygtig politiker. Det har vi glemt. Og i alle tilfælde fik vi øjnene op under besættelsen, hvor vi ikke kunne få kaffe. Vi harmedes, når vi læste i avisen, at endnu en ung frihedskæmper var blevet henrettet. Men det læste vi ikke. Vi læste, at jagten på en terrorist var endt med, at manden havde skudt sig. Først havde han dog haft held til at dræbe en af sine forfølgere. En herre i sort tøj med dødningehoveder på ærmet, utvivlsomt. Eller i det mindste en af de grønne. Men nej, det var såmænd en brav dansk politibetjent, som således havde måttet lade livet. Gæt, på hvis side sympatien var.«

Døden er historien om, hvordan historien altid gentager sig, men altid gør det i nye klæder. Hjadstrups Kampf skjuler lige så lidt sine fascistiske planer som Hitlers – og lige så få tager sig af den, før det er alt, alt for sent. Modstanden kommer selvfølgelig før eller siden, også i Døden, men den modstand må så stå mål med den undertrykkelse, den har tålt – og jo længere, den har tiet, desto højere skal den råbe.

Den resignerende professor Mildner så og genkendte Hjadstrup fra starten af, men skønt hans tavshed var nok så vidende, var den stadig væk tavs: »Og imens sad jeg og vidste det hele og holdt tæt. Jeg kunne have forudsagt det hele, advaret. Det var jo nazisterne, der var kommet tilbage, uden støvletramp.«

I Døden klædes samtiden af til skindet, og under nytårstalerne, finansloven og den politiske »debat« står Hjadstrup tilbage. Romanen er et ambitiøst forsøg på at vende vinden, inden det er for sent. Men den tydeliggør samtidig, at fremtiden allerede er her, og at den umiskendeligt ligner en ildevarslende fortid.

Fascismen breder sig, fra højre og fra venstre, på TV og på gaden, på arbejdspladsen – og på universitetet. Enten underminerer vi den, eller også understøtter vi den. Der er ikke andre alternativer.

Det næste træk er læserens.

Rune Engelbreth Larsen