Det er på tide, at kvinden bliver moden til at finde sin egen sandhed, som hverken er dikteret af Emma Gad, Rødstrømpebevægelsen, medierne eller veninderne. Feminismen må revurderes, og idealer må nedbrydes.

Når vi kvinder betragter andre kvinder, spejler vi os.

Vi gransker hinandens ydre nøje, og blikket er så skarpt, at det måske akkurat når om bag huden, og vi får et ganske lille glimt af de tanker og følelser, der gemmer sig inde i dybet.

Indimellem må vi spærre øjnene op – det kan være på gågaden, på universitetet eller i Føtex – vi ser en kvinde, der stråler. Hendes fødder ligesom svæver et stykke over jorden, og hendes kvindelighed er ikke gemt væk bag make-up og klæder, hun bærer den uden på som et smykke.

Hun ligner ikke en fotomodel, hendes klæder er snarere en forlængelse af hendes krop, og hun gør ord som type og mode til skamme.

Vi betragter måbende hendes glødende øjne og stærke holdning, mens vi overvejer, om vi mon kan få en neglelak i samme farve.

Hun har sat sig ud over alle normer, fordomme og idealer og fundet sin egen vej.

Måske har den været hård som et veritabelt spidsrodsløb. Den store hob af dameblade, TVs »kvindeprogrammer« og alskens reklamer står på spring til at håndhæve deres bud på kvindeligheden per se.

Udenom flokkes meningsdannerne og de, der med stjålne, misundelige blikke på den vordende kvinde skriger med på jantelovstilråbene.

Normernes verden forekommer os umiddelbart den mest sikre, men den er som et pendul, der svinger. Kvindeideal afløser kvindeideal, og opgøret med det forrige sender hende over i den totalt modsatte grøft, hvor hun forventes at opfylde nye krav. Fra at være en servil køkkenslave skal hun pludselig være helt uafhængig af mand og børn.

Imens må vi så skifte garderobe – og måske mand – for at vedblive at være »rigtige kvinder«, for idealer tåler ikke andre buds tilstedeværelse. Alt andet må udelukkes som ukvindeligt.

Men hvad opnår vi andet end blot at skifte etikette ud med etikette, rolle med rolle? Hvor blev den hver gang påståede frigørelse af?

Hvad nu, hvis kvindens individuelle udstråling ikke kan anbringes bag en bestemt etikette, eller hvis etikettens påskrift blot er det ene ord: Kvinde? Hvad nu, hvis der slet ikke findes nogen »rigtig kvinde«, men kun kvinder?

Hvor forskellig den ene kvinde end måtte være fra den anden, vil det, hun er, dog ikke automatisk være kvindeligt? Hvis hun gør, hvad hendes hjerte fortæller hende, hvad hun føler sig tilskyndet til eller draget af, hvis hun giver sig selv lov til og får muligheden for at opdage og være, hvad hun er, i stedet for at være, hvad hun bør være – hvad mere kan hun så gøre for at være kvinde?

Måske er det netop udefinerbare kvinder, vi spejler os i. Måske muligheden for at møde flere sådanne kvinder bliver større, hvis vi dropper idealerne og giver plads til enhver kvindes tilbøjelighed – uanset om hun måtte være lesbisk eller sado-masochist, fabriksarbejderske eller direktør, husmoder, luder eller jomfru; uanset om hun vil undertrykkes, undertrykke eller ingen af delene, om hun går i højhælede sko eller sidder i rullestol, om hun er sort, hvid eller gul, følsom, rå eller noget helt tredje, og uanset om hun vil giftes eller ej.

Individuelle følelser og menneskehjerter er jo ikke lettere at have med at gøre end normer, men de er en hel del mere persistente og farverige end idealets sort/hvid. Og det kunne jo vise sig, at vi var langt mere kreative og fantasifulde, end vi først selv regnede med.

Måske, ja, måske det så en dag vil vrimle med kvinder, der er kvindelige på deres helt egen måde – og måske vi vil være iblandt dem.

Cecilia Brynskov, Gry Herbener, Anne Kristine Jakobsen,
Lene Wittrup Jensen, Uta Kreie Larsen