Verden er blevet mindre, hører man ofte. Lars Pedersens lade er ikke længere skilleporten mellem kosmos og kaos, og hvis vi skal forstå vore medmennesker, er det ikke længere gjort med en konstatering af, at en spade er en spade.

I dagens Danmark er det ikke blot hegnspæle, der adskiller naboer fra hinanden, men i vid forstand måske tillige nationalitet, religion, sprog, kultur etc. Vi er hastigt på vej mod et multikulturelt samfund, og næppe tidligere har simple dyder som kundskab, venlighed og tolerance været så afgørende, om vi skulle forstå selv vore nærmeste medmennesker.

Intet er derfor mere skræmmende end den selvfølgelighed, med hvilken tidens utvetydigt fascistiske motto, »skik følge eller land fly« ikke blot vinder tilslutning, men efterhånden definerer de bonede gulve i det politiske landskab.

Illusionen om, at det danske »overmenneske« skulle have noget som helst kulturelt eller etisk fortrin fremfor mennesker, hvis baggrund tilfældigvis ikke er sovs og kartofler, siver langsomt ud i alle samfundslag og danner grobund for den værste intolerance.

Med skam må vi konstatere, at denne tendens heller ikke er universitetet fremmed!

Nærværende tidsskrift er således udgivet af en kreds af mennesker fra universitetsmiljøet i Århus, der har måttet sande, at en ideologisk kulturchauvinisme trives i allerbedste velgående hos flere af institutionens estimerede undervisere.

En række konfrontationer med slige professorer og lektorer har således demonstreret, at intet kneb er for udspekuleret til at forhindre en offentlig kritik heraf – det være sig udelukkelse fra talerlister, trusler om inddragelse af spørgetid til foredrag eller nægtelse af adgang til åbne møder.

Måske er Århus Universitet blot en ubehagelig undtagelse. Men vi må erkende, at vi frygter det værste. Derfor FAKLEN.

FAKLEN er en offensiv imod alt, hvad fascismen skjuler sig bag, og alt, som den akademiske tavshed i almindelighed og den århusianske chauvinisme i særdeleshed repræsenterer.

FAKLEN er et stridsskrift, og vi har derfor fundet det naturligt at begynde det med at optrække grundlaget for den offensiv, som vi finder af allerstørste nødvendighed. Et sådant er vort manifest, der tegner det overordnede billede såvel af de tendenser, vi er oppe imod, som af den humanisme, som vi føler kan og må være våbnet herimod.

Siden følger i en række særskilte artikler en eksemplificerende og perspektiverende uddybning af de fundamenter, hvorpå dette humanistiske kulturopgør må hvile.

Det er naturligvis vort håb, at vi ikke er alene om den ånd, som vi her søger at udtrykke og definere; og den eneste måde at finde ud af dét på, har været at sende første nummer gratis ud på samtlige universiteter. Det er imidlertid både første og sidste gang, at vi kan bekoste hundrede tusind kroner på noget sådant, hvorfor vi fremover må begrænse os til de læsere, der måtte tegne abonnement.

Vi ønsker ingen syndebukke. At vi har fundet det nødvendigt at fremhæve navne og eksplicitere visse oplevelser, skyldes simpelt hen situationens generelle alvor.

Vi ønsker dermed kun at fremtvinge en for os at se afgørende og vigtig debat, som vi føler alt for længe er blevet overset og ignoreret. Vi har nemlig en stærk mistanke om, at selv om vi altså i nogen udstrækning tager afsæt i konkrete konfrontationer på Århus Universitet, er i hvert fald de problematikker, som vi har fokuseret på, helt igennem almene.

Men måske tager vi fejl. Måske er alt i sin skønneste orden, og måske går fascismen væk, hvis vi lukker øjnene og holder vejret et par minutter endnu.

Vi tør bare ikke holde det længere.

Faklen