Hvor længe endnu tør vi se klassisk filologis historiske ambitioner løbe os af hænde? Skal pensumreduktion, faldende undervisningsniveau og resignation kendetegne faget?

Klassisk filologi er nutidens niche for græsk og latin, to sprog, der kulturhistorisk set har spillet en vigtig, alment dannende rolle lige fra antikken op til vor tid. Men skal denne niche da være den sidste?

Vort fag er på retræte. I forhold til tidligere filolog-generationer kommer vi langt dårligere rustede ud fra gymnasiet. Fundamentet er smuldret. Den forgangne blomstringstid, niveauet i vort fags lange tradition, er blevet et ideal, vi aldrig kan nå, en længst passeret guldalder.

Studerende i dag er ikke dummere, blot uforskyldt mere uformående. Og med et "sådan er tiderne" nedsættes selv på universitetet pensum og niveauet generelt i sikker overbevisning om, at denne løsning virkelig er til alles bedste.

Men det er ikke sandt: tiden er i høj grad, som vi skaber den! Den bjørnetjeneste, der i velment omsorg er blevet vist os, vil med tiden blive vort fags død. Tendensen virker selvforstærkende, og prisen bliver den dannelse, som ellers altid har udgjort klassisk filologis rygrad.

Skal forringede krav, der kun kan resultere i snæver erhvervsrettethed, virkelig udhule denne, hvis vi vil det anderledes? Hvis prisen for en bred dannelse blot bliver i kroner og ører, når SU'en ikke længere slår til, er valget da så svært at træffe?

Vi står som ét af de fag, der tydeligst viser, at viden altid har været efterstræbelsesværdig og derfor igen kan og må blive "moderne". Det er et ansvar, vi ikke kan løbe fra, men som placerer os foran i slagrækken.

Vi må genfinde den livsinvolverende glæde ved faget, som ikke begrænses af aven for SU og pensum, og den begejstring, som er at finde igennem hele klassisk filologis historie.

Et eksempel er renæssancen i Italien, der byggede på den ukuelige kraft, der var at hente i den græsk-romerske kulturs livsnerve. Som uomini universali stræbte de efter en gennemgribende dannelse, der havde indflydelse ikke blot teoretisk, men også praktisk, og grundlagde hermed, afledt af "homo", humanismen, hvis arvtager humaniora (bemærk komparativen!), vi hører ind under i dag.

Hvad mænd som Petrarca dengang søgte, har også skikkelser fra vor egen tid, f.eks. Madvig haft i hænde, og der er ingen grund til at tro, at det stopper her, blot fordi kampen for dannelsen kan synes hårdere. Så meget desto mere grund og pligt til at indlede den.

Viden opfører sig som vand i kar: den løber fra det fyldte til det tomme og beriger således alle på sin vej. Kampen er ikke kun for vor egen skyld, berører ikke engang kun klassisk filologi og hele universitetet, men tillige alle dem, vi formidler vor viden til. Også for deres skyld: sapere audeamus.

Hvordan skal tiden kunne løbe ad et andet spor, hvis ikke vi viser den hvilket? Gør vi til gengæld det, er den også lydhør. Det hele skal starte et sted. Lad os starte her!

Anne Kristine Jakobsen