Når professor ved klassisk arkæologi, Niels Hannestad under et offentligt foredrag uden for talerlisten råbende sviner en studerende til, er det ifølge lektor ved religionsvidenskab, Per Bilde »private bemærkninger«, men når en studerende inden for talerlisten beklager foredragsholderens intolerance, så er det ifølge samme lektor »uakademisk opførsel«, der legitimerer trusler om udelukkelse fra kommende arrangementer. Bag det alt sammen står et slagsmål om virkelighedsopfattelse ...

Center for Antikstudier på Århus Universitet stod i begyndelsen af maj som arrangør af fire religionsvidenskabelige gæsteforelæsninger af den internationalt anerkendte professor Walter Burkert.

Den særdeles lærde og ellers sædvanligvis lige så saglige Burkert lagde i sin første optræden en højst uventet sarkasme for dagen og ironiserede nedladende over de religiøse teknikker, der var genstand for hans forelæsning. Fremstillingens patroniserende tone blev imidlertid lige så uventet fuldt ud accepteret og applauderet af flere af de forsamlede professorer og lektorer, hvis efterfølgende indlæg formelig excellerede i rosende superlativer.

Til gengæld udtrykte nogle studerende så deres uforbeholdne beklagelse over de ikke mindst religionsvidenskabeligt meget ufrugtbare implikationer af en indstilling af et sådant kulturchauvinistisk tilsnit.

Det synes da også indlysende, at om ikke man uden hovedrystende fnis evner at fremlægge sin forsknings genstandsområde, det være sig nok så fremmedartet og vanskeligt rationaliserbar adfærd, som religionshistorien udgør så righoldigt et katalog over, er det som tilhører svært ikke at stille sig såre skeptisk an over for den problematiske forskningsmentalitet, en sådan fremstilling repræsenterer.

Kritikken afstedkom imidlertid højlydt hån og støn fra flere af de århusianske »forskere«, der ikke tjener det akademiske miljø til ære; men ikke desto mindre var det de studerende, som ordfører, lektor Per Bilde efterfølgende anklagede for »uakademisk opførsel«.

Derimod var det åbenbart ikke »uakademisk opførsel«, at lektor fra teologi, Ole Davidsen afbrød et indlæg med »shut up!«; ej heller var det »uakademisk opførsel«, at kolerikeren, professor Niels Hannestad kom med insipide tilråb som »luk munden!« og »din stupide idiot!«. Nej, ifølge ordføreren er den slags skam bare »private bemærkninger«, ligesom Per Bilde tilsyneladende heller ikke fandt det uforeneligt med akademisk etikette direkte at censurere talerlisten. Til gengæld var det så utilgivelig »uakademisk opførsel« at tillade sig at rejse tvivl ved selve det grundlag, på hvilket forelæsningen hvilede!

God akademisk tæft er det så øjensynligt, når man ud fra sin egen tids normer og personlige idiosynkrasier latterliggør rationaler og konventioner, der hører en helt anden tids selvforståelse til, hvis kulturelle parametre ellers af indlysende grunde ikke, som det dog i det mindste turde stå enhver akademiker klart, er umiddelbart sammenlignelige. En sådan umiskendelig tendens til kulturchauvinistisk objektivisme, ifølge hvilken alle begrebsrammer, der ikke er struktureret efter de samme standarder som dem, forskeren personligt tager for givet i sin egen hverdag, nødvendigvis er primitive, barbariske eller grinagtige, baserer sig jo ellers i sidste ende på videnskabeligt ufunderede antagelser.

I modsætning hertil er der mere end almindelig velovervejet grund til i stedet at besinde sig på en pragmatisk indstilling, også til kulturhistorien, en indstilling, der relativiserer enhver absolutisme og i det mindste som et selvfølgeligt udgangspunkt sætter akademikeren ud over sit eget lille selvtilfredse kulturafsnits patroniserende sarkasme.

Det er således nærværende artikels ærinde i store træk at opridse, hvorfor en sådan pragmatisme ikke blot repræsenterer akademisk soberhed, men tillige er alt andet end videnskabeligt uplausibel.

Paradigmer og paradigmeskift

En gang imellem revolutioneres selve fundamentet for de begrebsrammer, ved hvilke hele samfund og kulturer bevidst og ubevidst konciperer og strukturerer deres verdensbillede.

Det, der var godt og rigtigt i ét århundrede, kan efter sådanne forandringer for så vidt være ondt og forkert i det næste. Hvad der f.eks. var religiøs norm og civiliseret opførsel i antikken, betragtedes ikke sjældent som hedensk perversitet og simpelt barbari i middelalderen; hvad der i én periode repræsenterer indlysende tro og livsbekræftende dyd, kan for den næste udmærket signalere primitiv overtro og verdensforsagende død.

Sådan har verden kendt en del store systemskift, med hvem ikke blot den politiske verdenshistorie skiftede kurs, men med hvem mere eller mindre al grundlæggende religion, filosofi, videnskab og konvention forandredes i så vid udstrækning, at hele den måde, hvorpå verden som sådan er blevet oplevet, næppe kan siges at have været den samme derefter.

Man behøver blot betænke rækkevidden af f.eks. Buddhas, Kristi og Muhammeds virke, eller implikationerne af de begrebsrammer, som gennem filosofskolerne i antikken, kirkefædrene i middelalderen og reformatorerne i oplysningstiden trængte ud og satte deres uudslettelige præg på det meste af verden.

Efter reformationerne er der ikke indtruffet de store religiøse paradigmeskift, og ikke mindst på vore breddegrader er religionen nærmest stille og roligt løbet ud som et træt vækkeur, som selv ikke Kierkegaard formåede at trække op. Intet varer da heller evigt, og i dag er det således ikke længere den gamle teologi, men primært den unge naturvidenskab, som står fadder til det aktuelle verdensbillede.

I det 17. århundrede gjorde denne endnu forkætrede disciplin det definitivt af med den del af skolastikken, som ikke renæssancen allerede havde udryddet. Ikke mindst de tre »kopernikanere« Galilei, Descartes og Newton forandrede naturvidenskab og filosofi så fundamentalt, at der vendtes fuldstændig op og ned på såvel den naturvidenskabelige som den filosofiske begrebsramme i århundrederne, der fulgte.

Det paradigme, som her indvarsledes, afløste de af kirken kanoniserede videnskabelige autoriteter, Ptolemæus og Aristoteles. Alligevel kalder vi dette »nye« materialistiske paradigme for den klassiske naturvidenskab, for heller ikke i naturvidenskaben regerer kongerne til evig tid.

Hvor Ptolemæus og Aristoteles takket være en stærk kirke fik et par årtusinder på tronen – underordnet Bibelen, naturligvis – måtte Galilei og Newton lade sig nøje med to-tre århundreder, før ikke mindst Einstein og Bohr så iværksatte et nyt og måske i virkeligheden endnu mere fundamentalt paradigmeskifte.

Efter relativitetsteorien og kvantemekanikkens fremkomst i begyndelsen af det 20. århundrede, er der således atter flyttet om på verdensbilledets hjørnestene.

Spørgsmålet er da, om det er andet og mere end verdensbilledet, der flyttes om på? Om ikke alene forklaring og teori, men tillige konkret erfaring og empiri er foranderlig?

Det klassiske naturvidenskabelige paradigme måtte utvetydigt svare nej til et sådant spørgsmål. Det moderne, derimod, kan ikke entydigt afvise et ja!

Den metafysiske objektivitets endeligt

Da Einstein demonstrerede, at indføringen af »eines 'Lichtäters' wird sich insofern als überflüssig erweisen«, fik den klassiske naturvidenskab sit første afgørende skud for boven, og i løbet af en relativt kort periode forsvandt ikke alene æteren, men desuden forandredes grundlæggende størrelser som tid og rum, atom og univers, og fundamentale begreber som kausalitet, objektivitet og samtidighed fik afgørende nye betydninger.

Endvidere afviste den specielle relativitetsteori i 1905 f.eks. masse, længde, position og hastighed som absolutte størrelser, der nu i stedet viste sig at være relative til iagttagerens referencesystem. I slutningen af 20erne sattes situationen så yderligere på spidsen af Bohr og Heisenbergs kvantemekanik, i kraft af hvilken disse egenskaber tillige måtte betragtes som relative til iagttagelsesmetoden, og hvad endnu mere spektakulært var, endog var betingede af, at de blev iagttaget!

Einstein hævdede imidlertid, at dette var at gå alt for langt, og nægtede til det sidste at give afkald på eksistensen af en iagttagelsesuafhængig verden.

I årtier var diskussionen rent teoretisk, men i 1982 anstillede Alain Aspect så sit historiske forsøg, der som bekendt afgjorde disputten indiskutabelt til Bohrs fordel – som N. D. Mermin bemærker, ophørte kvantemekanikkens grundlag – i modsætning til Einsteins kritik heraf – dermed at være metafysisk: »Thirty years after Einstein's challenge, a fact – not a metaphysical doctrine – was provided to refute him.«

Interaktionen iagttageren og det iagttagne imellem har vist sig uundgåelig og har dermed definitivt elimineret objektiviteten, i den traditionelle forstand, hvor denne implicerer en fra iagttagelsen uafhængig virkelighed. Således karakteriserer Heisenberg slet og ret det klassiske paradigme, til forskel fra det moderne som den idealisering, »… bei der wir über die Welt als etwas von uns selbst völlig Unabhängiges sprechen«.

Denne interaktion er endvidere så fundamental, at det er umuligt at opretholde forestillingen om, at noget som helst fænomen skulle kunne eksistere i en eller anden uiagttaget, upåvirket tilstand, eftersom interaktionen, som Bohr bemærker, udgør en »integrerende del af fænomerne« (min kursiv).

I dag er dette naturligvis en videnskabeligt såre veldokumenteret tankegang, men i 30erne var det stadig væk en særdeles uvant tankegang selv for den videnskabelige verden, domineret, som den på det tidspunkt var, af den klassiske materialisme. En materialisme, som for Heisenberg måske udgjorde selve kernen i modstanden mod kvanteteorien: »Es könnte sein, daß man sich leichter an den quantentheoretischen Wirklichkeitsbegriff gewöhnen kann, wenn man nicht durch die naive materialistische Denkweise hindurchgegangen ist, die noch in den ersten Jahrzehnten dieses Jahrhunderts in Europa vorherrschend war.«

Og mon ikke det er resterne af denne objektivistiske naivmaterialisme, som her, halvfjerds år senere stadig hjemsøger visse »forskere« på humaniora, der hverken har hørt om Heisenberg eller Aspect?

Iagttagelsesafhængigheden er afgørende for et af kvantefysikkens ufravigelige fundamenter, Heisenbergs ubestemthedsprincip. F.eks. kan en partikels position og impuls ikke begge måles nøjagtigt samtidig; iagttagelsen af en nøjagtigt lokaliseret partikel medfører, at denne dermed er definitivt afskåret fra at appliceres en nøjagtig impuls; fastlæggelsen af en nøjagtig impuls betyder imidlertid tilsvarende, at partiklens position er ukonkretiserbar – »den« er mange steder, eller som Hawking udtrykker det, den er »smeared out«.

Einsteins objektive, iagttageruafhængige verden er ganske enkelt tilbagevist, hvor romantisk han end fik den til at lyde: »Out yonder there was this huge world, which exists independently of us human beings and which stands before us like a great, eternal riddle, at least partially accessible to our inspection.«

Ingen metafysisk objektivitet out yonder there kan længere opretholdes, eftersom det er blevet eksperimentelt verificeret, at fænomenerne, som vi iagttager dem, netop ikke er disse fænomener uden iagttagelsen.

Men hvad er »de« så?

Tendens til væren

I den moderne fysik er et fænomen principielt udefinerbart, før det iagttages, dets ontologiske status kan højst karakteriseres som potentiel.

Eksempelvis kan vi eksperimentelt konstatere, at en foton givet én iagttagelsessituation må konciperes som en bølge, givet en anden som en partikel. Det er slet og ret meningsløst at spørge, hvad fotonen egentlig er, for den er hverken-eller, før den registreres af en iagttager – den ikke engang »er«, den er »Tendenz zum Sein«, som Heisenberg udtrykker det.

Men fotonens beskrivelse som henholdsvis bølge og partikel er selvsagt hinanden gensidigt udelukkende, den kan ikke være begge dele, og dog er den heller ikke udtømmende beskrevet som én af delene.

Det var dette paradoks, som Bohr søgte løst ved »komplementaritetsprincippet«. Definitons- og iagttagelsesmulighederne må vejes imod hinanden; »samme« fænomens partikel- og bølgenatur er i modstrid med hinanden, om vi med det klassiske paradigme anskuer fotonen uafhængigt af iagttagelsessituationen, men ikke, om vi med Bohr sluger den løsning, at bølge- og partikelnaturen repræsenterer komplementære, gensidigt supplerende beskrivelser afhængige af gensidigt udelukkende iagttagelsessituationer.

Begge beskrivelser er lige nødvendige for en fuld forståelse af fænomenet, om end de ikke kan appliceres fænomenet samtidig: »Inden for den klassiske fysiks rækkevidde kan alle karakteristiske egenskaber ved et givet objekt i princippet bestemmes ved hjælp af en enkelt forsøgsopstilling, skønt forskellige opstillinger ofte i praksis er bekvemme ved studiet af fænomenernes forskellige sider. De således vundne oplysninger supplerer hinanden på simpel måde og kan sammensættes til et modsigelsesfrit billede af undersøgelsesobjektets opførsel. I kvantefysikken derimod udviser de oplysninger om atomare objekter, der indhentes ved hjælp af forskellige forsøgsopstillinger, et nyt, komplementært forhold til hinanden. Man må gøre sig klart, at sådanne oplysninger, som synes modsigende, hvis de forsøges sammensat til et enkelt billede, udtømmer al tænkelig viden om objektet. Langt fra at begrænse vore bestræbelser på at stille spørgsmål til naturen i form af eksperimenter, karakteriserer begrebet komplementaritet simpelthen de svar, vi kan modtage gennem sådanne undersøgelser, så snart vekselvirkningen mellem måleinstrumenterne og objekterne udgør en uadskillelig del af fænomenerne.«

Iagttagelsessituationen er ontologisk uadskillelig fra det iagttagne fænomen, og det så fundamentalt, at f.eks. iagttagelsen af en foton endog determinerer fotonens fortid, dvs. definerer det, som vi kunne kalde dens før-iagttagede »tilstand« såvel som dens før-iagttagede tilbagelagte »bane«.

Det er sådanne paradokser, der udgør grundstenene i det moderne naturvidenskabelige verdensbillede; nutidige kvante-valg determinerer rent faktisk fortidige kvante-begivenheder retrospektivt, som John Wheeler bemærker i en analyse af det såkaldte delayed choice-eksperiment: »In this sense, we have a strange inversion of the normal order of time. We (…) have an unavoidable effect on what we have a right to say about the already past history of that photon. The dependence of what is observed upon the choice of experimental arrangement made Einstein unhappy. It conflicts with the view that the universe exists 'out there' independent of all acts of observation.«

Det er altså lige så meningsløst at spørge, hvad fotonen var, som det er at spørge, hvad den er i sig selv, hvis vi dermed mener, hvad den var og er uafhængigt af iagttagelsen. Til beskrivelsen af denne ikke-iagttagede tilstand anvendes kun en matematisk konstruktion, den såkaldte bølgefunktion, der før iagttagelsen teoretisk inkorporerer sandsynligheden for fænomenets tilstand under iagttagelsen. Denne teoretiske »objektivitet« karakteriserer Heisenberg som »… eine Welle in einem vieldimensionalen Konfigurationsraum, die man erst durch die Schrödingerschen Untersuchungen kennengelernt hatte, also um eine ziemlich abstrakte mathematische Größe.«

Denne »temmelig abstrakte matematiske størrelse« har da heller ingen ontologisk værdi, den er naturligvis principielt uiagttagelig, i og med, at den kollapser lige præcis i dét øjeblik, hvor iagttagelsen foregår – den kan derved end ikke siges at være.

Det er altså stadig væk utvetydigt iagttagelsen, der konceptualiserer fænomenet som et fænomen, eller som Wheeler udtrykker det: »until the act of detection the phenomenon-to-be is not yet a phenomenon.«

Der findes intet objektivt i sig selv værende, højst en hypotetisk tendens til væren – kun iagttagelsen virkeliggør væren.

Nervesystemet som virkelighedsgenerator

Fysikken har sat mennesket qua iagttager i begivenhedernes centrum, og vi skal derfor se lidt nærmere på, hvordan en anden videnskab, neurologien, fra sin egen side belyser lige netop dette forhold, iagttager og det iagttagne imellem.

I Principles of Neural Science skriver Irving Kupfermann: »We do not perceive the world precisely as it is but rather as a modified version that is altered on the basis of experience as well as the principles and limits of our perceptual analysis system.«

Ganske uekspliciteret får vi her igen det filosofisk set utilfredsstillende dobbeltbogholderi: Verden, som vi perciperer den, og (en metafysisk) verden, som den virkelig er ( – out there).

I faglitteraturen får problemet imidlertid ofte lov til at passere ganske ubemærket, f.eks. i Christopher C. Widnell & K. H. Pfenningers (ed.) Essential Cell Biology: »Features of the environment (…) is converted to an electrical signal by the receptor cell«, og i Arthur C. Guytons Textbook of Medical Physiology, der skelner mellem »ydre« fænomen og nervesystemets »indre« information (nerveimpuls): »The term information, as it applies to the nervous system, means a variety of different things, such as knowledge, facts, quantitative values, intensity of pain, intensity of light, temperature, and any other aspect of the body or its immediate surroundings that has meaning. (…) However, information cannot be transmitted in its original form but only in the form of action potentials, also called nerve impulses. Thus, a part of the body that is subjected to pain must first convert this information into nerve impulses; specific areas of the brain convert abstract thoughts also into nerve impulses that are then transmitted either elsewhere in the brain or into peripheral nerves to motor effectors throughout the body.«

Der er simpelt hen intet tilbage af den oprindelige stimulus, efter nervesystemet har »konverteret« og viderebragt den. Den »ydre« stimulus (det før-iagttagede »fænomen«), der omdannes i receptorcellen til nerveimpulser og overføres i disses forbindelsesled til sekundære celler, og som via deres axoner transporteres over utallige mellemstationer, f.eks. mod sensoriske dele af cortex, er simpelt hen undergået så mange ratificeringer i subcortikale strukturer, at den oprindelige impuls er fuldstændig uigenkendelig, når den endelig når frem som dét fænomen, vi oplever som fænomen.

Med andre ord, vor perception fungerer ikke som et passivt registrerende kamera, som Kandel understreger i Principles of Neural Science: »It [the visual system] does not simply record images passively, like a camera. Instead, the visual system transforms transient light stimuli on the retina into mental constructs of a stable three-dimensional world.«

Kupfermanns modified version af verden, Widnell & Pfenningers converted features, Guytons unoriginal form og Kandels transformation er blot en ny version af de »to« verdener, det før-iagttagede out there og iagttagelsens in here.

Filosofisk betragtet er dette før-sansede »potentiale« i familie med Aristoteles' substans og ikke mindst Kants Ding an sich.

Men et sådant principielt uverificerbart X, der skulle kunne afficere vort sanseapparat på den ene eller anden måde er af indlysende årsager helt igennem en redundans. Hvis den eneste verden, vi alligevel nogen sinde bliver i stand til at iagttage, netop er den verden, som nervesystemet og hjernen konstruerer under iagttagelsen, er antagelsen af noget andet, an sich unægtelig ganske overflødig – i hvert fald som »objektivitet«.

Og selv om man for sin død ikke vil slippe denne metafysiske objektivitet, er det under alle omstændigheder stadig væk uundgåeligt, at den sanseverden, som mennesket oplever, først konceptualiseres i kraft af menneskets iagttagelse.

»Hvordan kan hjernen være i hovedet, når hovedet er i hjernen?«

Men hvis nu hjernen faktisk konstruerer virkeligheden, hvordan kan den så selv være en del af denne virkelighed?

Smythies formulerer paradokset enigmatisk, men rammende i The Temporal Lobes and the Limbic System: »'Where in the world of my direct experience is located my physical brain?'. Most people would instinctively locate it in the head of the experienced body, that is the head of phenomenological body image. But, of course, this is quite wrong, as the head of the somatic sensory field is itself in the brain. So how can the brain be in the 'head' when the 'head' is in the brain?«

For at finde en løsning herpå, skal vi vende tilbage til fysikken.

Er fotonen bølge eller partikel? Det kommer an på iagttagelsessituationen; somme tider er den mest adækvate beskrivelse, den mest hensigtsmæssige model, at den er en bølge, somme tider, at den er en partikel. Vi kan ikke komme det tættere end den model, med hvilken vi konciperer fænomenet, og modellen kan ikke blive mere sand, end at den er sand, i lige præcis den udstrækning, som denne model er hensigtsmæssig – i den udstrækning, at den virker.

»… a scientific theory is just a mathematical model we make to describe our observations: it exists only in our minds. So it is meaningless to ask: Which is real (…) It is simply a matter of which is the more useful description,« bemærker Hawking.

Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt fotonen virkelig er en bølge, dét spørgsmål er ganske meningsløst, eftersom fænomenet alligevel definerers af iagttagelsessituationen og den eller de modeller, vi applicerer på det.

Det er et spørgsmål om the more useful description, ikke fordi vi ikke kan komme tættere på den »virkelige virkelighed«, men fordi der ikke er anden virkelighed end den, modellen in our minds sætter os i stand til at reagere på.

Det er altså umuligt at kræve nogen traditionel korrespondens, teori og teori-uafhængig virkelighed imellem – der gives ingen teori-uafhængig virkelighed, understreger Hawking: »A theory is a good theory if it is an elegant model, if it describes a wide class of observations, and if it predicts the results of new observations. Beyond that, it makes no sense to ask if it corresponds to reality, because we do not know what reality is independent of a theory.«

Enhver model er en vekselvirkning imellem dét, vi kalder iagttageren, og dét, vi kalder det iagttagne – og dermed er den cartesiske objektivisme ifølge Heisenberg sat af: »Die Naturwissenschaft beschreibt und erklärt die Natur nicht einfach, so wie sie 'an sich' ist. Sie ist vielmehr ein Teil des Wechselspiels zwischen der Natur und uns selbst. Sie beschreibt die Natur, die unserer Fragestellung und unseren Methoden ausgesetzt ist. An diese Möglichkeit konnte Descartes noch nicht denken, aber dadurch wird eine scharfe Trennung zwischen der Welt und dem Ich unmöglich.«

Situationen er med andre ord den for naturvidenskaben radikale, at en modeluafhængig forestilling om virkeligheden som sådan er umulig; hver gang vi beskriver virkeligheden, sker det på baggrund af eksplicitte eller implicitte modeller.

Til tider er vi endog nødt til at benytte gensidigt modstridende modeller, om vi ønsker en udtømmende forklaring på et sagsforhold, eftersom begge modeller netop kan verificeres (om end i forskellige situationer) – de er komplementære.

Der er da også allerede eksempler på sådanne legitime model-skift inden for neurobiologien. F.eks. konkluderer Maturana og Varela, at de to ekstremer i forbindelse med forklaringen af nervesystemets virkemåde – forestillingen om et »indre« nervesystem, der reagerer på en »ydre« verden, samt hævdelsen af, at nervesystemet er en sluttet helhed, for hvilken noget »ydre« er irrelevant – faktisk begge isoleret set er hensigtsmæssige, og selv om de kontrasterer hinanden, er de begge nødvendige for en fuldstændig forståelse.

»As observers we can see a unity in different domains, depending on the distinctions we make. Thus, on the one hand, we can consider a system in that domain where its components operate, in the domain of its internal states and its structural changes. Thus considered, for the internal dynamics of the system, the environment does not exist; it is irrelevant. On the other hand, we can consider a unity that also interacts with its environment and describes its history of interactions with it. From this perspective in which the observer can establish relations between certain features of the environment and the behavior of the unity, the internal dynamics of that unity are irrelevant. Neither of these two possible descriptions is a problem per se: both are necessary to complete our understanding of a unity.«

Der er intet anvendeligt alternativ til konklusionen, at det for visse problematikker er hensigtsmæssigt at betragte nervesystemet som et selvstændigt, lukket system, hvor sondringen in- og output imellem er meningsløs; og at det i andre situationer giver udmærket mening at anvende en model, der anskuer sammenhængen iagttager og det iagttagne imellem som et forhold, hvor sanse-input »transformeres« af nervesystemet til de elektrokemiske output, som vi siden oplever som verden.

Men er nervesystemet og hjernen så i virkeligheden en virkeligheds-projektor eller et virkeligheds-lærred? Er fotonen i virkeligheden en bølge eller en partikel? Svaret er ja og nej. Modellerne er komplementære.

Og så er vi tilbage ved afsnittets kerneproblem: »how can the brain be in the 'head' when the 'head' is in the brain?«, og Smythies ser da heller ingen anden udvej end netop at ty til komplementariteten – om end modvilligt: »I believe that, (…) there is only one even remotely possible current theory of mind-brain relation and that is Niels Bohr's complementarity theory. In a famous speech in 1932 he suggested that the mind/brain relation might be similar to the particle/wave complementarity of the electron i quantum mechanics. (…) Thus one entity, the mind/brain, could present one set of properties when observed by a neurosurgeon and a different set of properties when observed by itself.«

Ontologisk relativisme

Komplementaritetsprincippet er ikke alene uomgængeligt, det har tillige den velkomne bi-effekt, at det skaffer os af med den sidste rest af metafysikken – det klippefaste an sich, den iagttageruafhængige objektivitet out there.

Ikke fordi metafysikken ikke kan præstere udmærkede modeller, og ikke fordi Ding an sich ikke kan være en anvendelig model, men fordi den som implicit eller eksplicit udgangspunkt er en misvisende redundans, og fordi al neurologi og fysik i sidste ende baserer sig på den eksperimentelt verificerbare kendsgerning, at den menneskelige iagttagelse konciperer iagttagelsesverdenen.

Dette betyder hverken, at virkelighed eller videnskab dermed bliver rent subjektiv, det betyder blot, at objektivitet nu må defineres anderledes, end det var tilfældet for den klassiske naturvidenskab. »Beskrivelsen af atomare fænomener har i disse henseender en fuldstændig objektiv karakter i den forstand, at den ikke rummer nogen eksplicit henvisning til en individuel iagttager«, skriver Bohr (min kursiv).

Mennesket er ikke blevet en skaber, om vi med »skaber« mener én, der frit vælger og fremstiller sin virkelighed. Men at der ikke er nogen virkelighed dér, hvor der ikke er en eller flere iagttagere til at koncipere en sådan, og at den virkelighed, som konciperes, er afhængig af iagttagelsessituationen, er ubetvivleligt. Menneskets iagttagelse er ikke en passivt registrerende, men aktivt konstruerende.

Dermed har vi selvfølgelig ikke advokeret, at anything goes, blot antydet, at den begrebsramme (teorier, paradigmer, normer, sprog etc.), på baggrund af hvilken en iagttagelse foregår, strukturerer den grundlæggende oplevelse af virkeligheden.

Vi indledte med at spørge, om det, hvor begrebsrammen forandrer sig, ikke alene er forklaring og teori, men tillige konkret erfaring og empiri, der forandrer sig? Og vi kan således rekapitulere svaret: Det klassiske naturvidenskabelige paradigme måtte entydigt svare nej til et sådant spørgsmål – det moderne, derimod, kan ikke entydigt afvise et ja!

Vi kan nemlig ikke længere med hjemmel i hverken videnskab eller erkendelsesteori afvise, at virkeligheden ikke i detalje behøver være den samme for alle mennesker. At vi så kan konstatere, at vi uden videre besvær kan enes med vore medmennesker om overvældende mange fællestræk ved virkeligheden, vidner blot om, at det neurobiologisk funderede menneskelige perceptionsapparat i vid udstrækning stemmer ganske godt overens fra individ til individ. Men hvor denne overensstemmelse ikke er til stede, skal vi altså være yderst forsigtige med at dømme et andet menneskes virkelighed uvirkelig, ganske som vi skal være det med at dømme dets sandhed usand.

Hvor kultur, sprog og konvention kun afviger overfladisk, er der næppe heller den store afvigelse i den måde, hvorpå den enkelte oplever, dvs. konceptualiserer sanseverdenen, men der er på den anden side heller ingen grund til at betvivle, at i samme udstrækning disse faktorer afviger individer imellem, vil også selve den virkelighed, som de hver især er omgivet af, afvige.

Et så pragmatisk virkelighedsbegreb kan måske forekomme den, der bevidst eller ubevidst har abonneret på den klippefaste objektivitet, en kende uvant, men givet udviklingen især i neurobiologien og fysikken er det under ingen omstændigheder et uplausibelt standpunkt.

Tilsvarende er der derfor heller ikke længere den fjerneste grund til at afvise en ontologisk relativisme som i det mindste tentativt grundlag for kulturhistoriske studier af enhver art. En pragmatisk imødekommende tilgang til andre kulturers begrebsramme og virkelighed fremfor en objektivt afvisende er slet og ret den videnskabeligt set eneste velovervejede tilgang.

Rune Engelbreth Larsen