Sorte er dummere end hvide, erklærer professor i psykologi, Helmuth Nyborg med henvisning til en af tidens absolut mest pseudovidenskabelige undersøgelser.

Hvert år afholder professor Helmuth Nyborg forelæsninger i udviklingspsykologi på Århus Universitet, og benytter her sin faglige autoritet til at promovere en chauvinistisk race-lære, der næsten er endnu mere skræmmende, end den er absurd.

De foretrukne indgangssalmer til Nyborgs taler er gerne, »undersøgelser viser, at …« eller »data afslører, at …,« hvorefter den videnskabelige stemning understreges af en seriøs erklæring om, at sorte er klart dummere end hvide, og at »puertoricanere er de absolut dummeste af alle folk i verden« …

Nu kan enhver jo hævde, hvad han hævde vil, men når det sker med et professorats myndighed og i en videnskabelig indpakning fra 1996, som er lige så pseudovidenskabelig, som den er uakademisk og intolerant, er der grund til at spørge sig selv, om der måske er forandret så forfærdelig meget siden 1896?

Nyborgs Bibel er R. J. Herrnstein og C. Murrays The Bell Curve fra 1994, som han ikke tøver med at kalde »det bedste, der nogen sinde er lavet inden for intelligens-forskningen!«, og han citerer med forkærlighed dens »veldokumenterede forskningsresultater«.

Således skulle f.eks. den gennemsnitlige IK for amerikanske hvide være 104, mens den for sorte blot er 70 (en IK på 50-70 svarer til den psykologiske kategori debil).

Problemet med sådanne undersøgelser er naturligvis, bortset fra det komplet absurde i nogen absolut intelligens-vurdering, at de altid er lavet med et specifikt formål for øje, og at selve undersøgelsesmaterialet under alle omstændigheder skal underkastes én eller anden form for behandling. Her kan man ofte diskutere afgørende detaljer og stille spørgsmålstegn ved, hvorvidt et sådant formål og en sådan behandling lever op til de nødvendige videnskablige kriterier om optimal uforudindtagethed, og hvorvidt der i øvrigt er taget behørigt hensyn til de implicitter, som undersøgelsens resultater er indsamlet på baggrund af.

Det foruroligende er altså ikke, at en underviser indimellem og med visse forbehold anvender materiale, som ikke er helt så entydigt endda, det foruroligende er, at Nyborg ganske ukritisk refererer til materiale, der ud fra videnskabelige kriterier, som stort set alle andre forskere er enige om, er totalt og utvetydigt ubrugelige.

The Bell Curve er ikke blot afvist som »an ill-concealed racist manifesto«, men dens erklærede »videnskabelige« grundlag er for længst blevet gendrevet og demonteret af et utal af anerkendte forskere både i og uden for USA!

Alligevel kan Nyborg uanfægtet fortsætte sin kampagne for dette, »det bedste, der nogen sinde er lavet inden for intelligens-forskningen« over for unge studerende, som måske nok bliver både chokerede og forargede, men ikke har megen chance for at bevæbne sig med den veldokumenterede kritik.

Men det, der er det mest horrible ved professorens undervisning og »dokumentation«, The Bell Curve, er måske i virkeligheden ikke, at den kun er et pseudovidenskabeligt dække over hans egen private holdninger om det hvide overmenneske – der naturligvis er en mand – men at han af sine kolleger får lov til at undervise aldeles uimodsagt!

Den hyppige, men stille afstandtagen til professoren, når han ikke selv er til stede, er blot en yderligere legitimering af den generelle intolerance, idet den almindelige chauvinist nu ikke kan klandres, fordi han med ryggen fri kan pege på det store dyr i åbenbaringen, professor Nyborg – enhver kan vel se, at han og kun han er Skurken?

På den måde bliver der så uendelig meget længere til det virkelig vigtige opgør med hele den ikke blot på universitetet så udbredte småfascisme, fordi denne altid kan fremstå som en slags samvittighedsfuld progressivitet i ly af én sværvægts chauvinist, som i det mindste tør at stå frem.

Cecilia Brynskov