Nu er det den sidste, den manende Tid,
hvor Verden sig ruster til Kamp og til Strid.
Men da skal den slet ikke regne med os,
for vi vil langt hellere snakke end slås.
Og tror vore Fjender, vi glemmer vor Ret,
ja, da skal de vide: Den glemmer vi let!
Og den, der os rammer med Fjendskabens Pil,
skal møde vort glade, lidt fjollede smil!

Med brændende Tro har man kæmpet og lidt,
derfor er det muligvis gået så skidt.
Selv har vi en Tro, der er stædig og stejl:
Vi tror, ja vi tror, at vi tit tager Fejl.
Kun da kan vi tale vor Sag uforknyt:
Vort Standpunkt står fast, til vi finder et nyt!
Vi ved, at det Værk, som skal krones med Held,
må næres af brændende Tvivl på sig selv!

Lys vil vi i Landet og Lys på vor Jord,
thi Lyset er godt – ja, medmindre vi tror,
det Lys er et Mørke, som ikke er vort.
Da nytter os Oplysning ikke så stort.
For os er den Flamme kun hæslig og kold,
hvis Lys skaber naboen om til en Trold,
den FAKKEL tiltaler os ligegodt mer,
som viser os Mennesker, hvor vi end ser.

Vi elsker vort Land – og vi elsker det mest,
når Normer er færrest, og Forskelle flest,
når Danskere uens af Sprog og af Lød
i Enighed spiser forskellig Slags Brød,
når vi, som er født i det kølige Nord,
i Ydmyghed lytter til Solfolkets Ord.
Vi rækker den Fremmede Gæstfriheds Hånd
og byder velkommen den udanske Ånd!

Erwin Neutzsky-Wulff