Jeg gjorde ikke noget konkret for at ændre tilstanden på teologi, og det er jeg ikke stolt over den dag i dag. Jeg stoppede som studerende ved det teologiske fakultet uden at have sagt, hvad der knugede mit hjerte. Jeg forblev tavs i auditorierne og i instituttets medier, som så mange af jer, der stadig færdes på stedet ...

I september '93 startede jeg som stud. teol. ved Århus Universitet. I juni '95 trak jeg mig atter tilbage fra de gule bygninger, og jeg er ikke siden vendt tilbage.

Årsagerne hertil er mange. De fleste er ordinære og knuger ikke mit hjerte, og dem vil jeg ikke beskæftige mig med her. Men enkelte forårsager stadig knuder i maven, når jeg nærmer mig universitetet, om det så er på min cykel eller i mine tanker.

Når jeg af og til med forskelligt ærinde atter går ind ad hoveddøren til det teologiske fakultet, mærker jeg straks et fysisk ubehag. Jeg møder velkendte ansigter og mindes de utallige situationer, hvor disse personer istemte majoriteten af tilhørernes irritable nikken og selvtilfredse fnisen, når dagens professor med et nedladende »det kan vi virkelig ikke bruge tid på her« afviste en anderledes tænkende elev, der standhaftigt forlangte debat om det, professoren lige havde rystet ud af ærmet.

Teologistudiet er proppet med sådanne medløbere, der forarges, når en kritisk elev intimiderer underviserens dogmatiske forelæsning, og som straks tager del i de fjollede æslers skrydekor, der kun har til formål at vinde professorens og de andre æslers gunst. Forlader det sorte får, efter endt latterliggørelse og forelæsning alligevel lokalet med rank ryg, ses en grønlig farve stige alle disse grinebidere til hovedet. I håb om hjælp ser de op mod katederet, men professoren er væk – han skulle lige til et vigtigt møde.

Det er unægtelig et beklageligt minde, jeg har om mine tidligere medstuderende. Jeg havde i forbindelse med min studiestart forberedt mig på at blive væltet omkuld af engagement og entusiasme i en fælles søgen efter viden og indsigt, men jeg behøvede ikke at tilbringe megen tid på stedet, før jeg måtte erkende, at dette havde lange udsigter. Jo, mange var engagerede, men det var i festudvalg og strikkeklubslignende læsegrupper, der hverken havde selvstændig tænkeevne eller videbegærlig nysgerrighed som adgangskrav.

Så var der professorerne. Her længtes jeg forgæves efter at se blot en enkelt forelæse med brændende lidenskab og at se blot én interessere sig sådan for sit fag, at han også kunne imødekomme for ham umulige, men velargumenterede tanker.

Der må vel have været undtagelser fra reglen, men sagen er bare, at de i så fald ikke var toneangivende i det store foretagende.

Det kunne simpelt hen ikke undgå at skrige mig i øjnene, at teologistudiet var en dødssejler, som besætningen for at redde deres eget skind søgte at holde oppe alene ved at se vigtige ud. Det er eventyret om kejserens nye klæder om igen, og små, næsvist fingerpegende studerende er ikke velkomne her – eller hvad?

For der må da være nogle lærde folk bag de mange døre og sidde nogle engagerede studerende i auditoriet, som længes efter rene linier. Der må da være nogen, som ryster på hovedet over deres medansatte eller medstuderende, når de slår sig løs. Så er spørgsmålet selvfølgelig, om hovedrysten hjælper her – jeg rystede på hovedet i to år, og dét gjorde ingen forskel.

Jeg turde ikke sige noget, når professoren med tankeløst bifald fra de medløbende sneg sig uden om en kritisk elevs kommentar. Jeg fik ikke sagt, hvor stor en sorg jeg faktisk følte ved situationen, hvor ondt fnisene og professorens »hvor var vi nu?« gjorde. Jeg forblev tavs i auditorierne og i instituttets medier som så mange af jer, der stadig færdes på stedet.

Men jer, I tavse bangebukse, jer vil jeg inderligt bede råbe op. Sig alt det, I har tænkt om og følt ved jeres studiers tilstand. Sig det én gang for alle.

Det er helt sikkert, at fnisene, sladderen og de klappende hænder stadig vil kunne høres, når de irriterende spørgere i auditoriet skal hænges ud, eller – hvis man finder det mere taktisk – forsøges ignoreret.

Men lad det være lige så sikkert, at det denne gang og fremover skal mødes med jeres protest. Gør det for min, for jeres egen og ikke mindst for professoren og de andre dovne æslers skyld.

Heidi Holmgaard Knudsen