Den stigende deintellektualisering og minoritetsforfølgelse har længe holdt og holder stadig sit snigende indtog ikke blot i det brede samfund, men også på de såkaldte højere læreanstalter.

At vi, der ved og kan, ikke tør påtage os det ansvar, det er at genindføre værdier som forståelse, respekt og tolerance, og dermed hjælpe befolkningen til at afkaste det åg af uvidenhed og intolerance, den alt for længe ufrivilligt har båret, er i sig selv begrædeligt nok, men at vi tillader lavsindethed i form af småracistiske bemærkninger samt kulturchauvinistiske indgroetheder at vinde indpas på universitetet, musernes tempel, er så stor en ulykke, at vores identitet og integritet trues.

At vi, der skulle være vandløb formidlende viden og forståelse, ikke modsiger dem, men tillader kildens udspring at blive besmittet af professores og medstuderendes chauvinistiske idiosynkrasier, er en forbrydelse mod menneskeheden, der må skære os i hjertet, hvor hindet og sløvet det end er.

Vi kalder os studerende, men skal vores bestræbelser kun være rettet mod at haste igennem et stadig mindre pensum for dernæst at få et job? Forpligter den viden, vi tilegner os, ikke til andet og mere? Består vores eksistensberettigelse ikke netop i at formidle denne viden, og har vi fortjent så meget som en øre i SU, hvis vi holder den for os selv?

Hvis vi ikke skal finde forkæmpere for fritænkning og åndelig tolerance hos den såkaldte intelligentsia, hvor så?

Der er aldrig opnået nogen væsentlige forandringer, uden at en ny verdensanskuelse har gødet jorden og skabt den fornødne mentalitetsændring i befolkningen. At det fascistoide og kulturchauvinistiske menneskesyn ikke blot længe har været det eneste vægtige bud på en politisk virkelighedsopfattelse, men også truer med at blive så fremherskende, at vores frihed trues, er vel en sandhed, få tænkende mennesker kan betvivle.

Om nogen kan opbyde den intellektuelle heroisme, det vil være at gå imod denne impuls, og genskabe grundlaget for, at værdier som hjælpsomhed, gæstfrihed og gavmildhed atter kan komme til ære og værdighed, står endnu som et ubesvaret spørgsmål.

Benito Mussolini har sagt, at det 20. århundrede vil blive kendt som fascismens århundrede. Om det også skal gælde det 21., afhænger måske af os!

Jakob Stensgaard