Reaktionen på Faklen nr. 1 var tøvende et par dage, men så rullede lavinen, og redaktionen beskyldtes af professorer, lektorer og studerende for at være både satandyrkere, pyromaner, neopaganister, nazister, munkemarxister og homoseksuelle.

Få bemærkede, at bandbullen mod Faklen havde en fælles afsenderadresse: Johannes Aagaard, professor ved Teologisk Fakultet på Aarhus Universitet, Peter Widmann, professor ved Teologisk Fakultet på Aarhus Universitet, Armin Geertz, professor ved Teologisk Fakultet på Aarhus Universitet, samt en lille håndfuld fornærmede studerende - fra Teologisk Fakultet på Aarhus Universitet. Men siden skulle flere komme til.

Med held fabrikeredes en række sensationalistiske historier om Faklen og Fanden, der længe fik lov til at lægge et behændigt røgslør bl.a. over Faklens dokumentation af, at en række estimerede kolleger ved selv samme fakultet var involveret i en grov manipulation af de kildetekster, man havde lagt til grund for den autoriserede bibeloversættelse fra 1992, men - hvad værre var - også fuldstændig fortegnede debatten, så det tog uger, før Faklen for alvor trængte igennem med sit budskab om, at venstrefløjen havde sovet i timen, og at højrefløjen nu repræsenterede begyndelsen til en trussel, der måtte sammenlignes med Tysklands udvikling i 1920erne.

Det hele startede ellers ved en hyggelig årsfest for Teologisk Fakultet i Århus samme dag, som Faklen udkom. Traditionen tro serverede dekanen, Peter Widmann og prodekanen, Armin Geertz gratis pølser og fadøl for i hundredvis af studerende og undervisere fra fakultetet.

Hele formiddagen havde Faklen ligget i stabler i kantiner og på institutter overalt på universitetet, men grundet festdagen havde Teologisk Fakultet suspenderet al undervisning, og Faklens redaktion besluttede derfor at gøre opmærksom på bladet ved personligt at dele det ud ved denne lejlighed.

Næppe var uddelingen begyndt, før en ophidset lektor fra Teologisk Fakultet forsøgte at forhindre det. En Journalist fra Danmarks Radio, der var mødt op for at få et interview med Faklens redaktør, spurgte teologen, hvorfor han reagerede så afvisende, men han viste i stedet journalisten bort med en meget bestemt håndbevægelse. Da journalisten forgæves spurgte om hans navn, var den eneste kommentar fra den rasende teolog: »Ned med den dér mikrofon!«

Østjyllands Radio måtte fortrække, og mens teologen således var travlt optaget af at smide journalisten på porten, kunne bladet blive uddelt i fred og fordragelighed.

Senere om eftermiddagen blev et halvt hundrede plakater og flere hundrede eksemplarer af Faklen imidlertid systematisk fjernet på direkte ordre fra prodekan ved det Teologiske Fakultet, professor Armin Gertz, heraf blev flere i itureven stand proppet ind i dueslag hos redaktionsmedlemmer. Professorer og studerende diskuterede, om og hvordan folk med tilknytning til Faklen kunne »udelukkes fra kommende foredrag og arrangementer«

Professor Johannes Aagaard overtrumfede dog dem alle, da han dagen efter i Østjyllands Radio karakteriserede kredsen omkring Faklen som »en gruppe pyromaner, der kan sætte ild til tørt græs (…) velbegavede okkultister med udprægede satanistiske tendenser.«

Professoren er leder af Dialogcenteret, der bedyrer, at det registrerer »pervers religion og nyreligiøsitet« - her er f.eks. Scientology under samme teologiske lup som deltagere i yoga-undervisning. Om professoren selv står optegnet i arkivet, får imidlertid stå hen i det uvisse, men efter Berlingske Tidende den 27.7.96 at dømme, turde han nu ellers nok være ganske overordentlig velkvalificeret: Under en rejse i Indien skulle professoren angiveligt have fået åbnet sit »tredje øje«(?) under en »hu-meditation« af den kvindelige guru, Gurumaya.

Med hvilket øje, professoren så pyromaner og satanister i sin krystalkugle, blev ikke oplyst til pressen, men Ritzau var øjensynligt taknemmelige for den synske mands vision. På baggrund af Østjyllands Radios indslag producerede nyhedsbureauet således en historie til alle landets aviser, der stort set kun citerede Aagaard. Det oprindelige radioindslag fra Østjyllands Radio indeholdt imidlertid også en udførlig reportage om Faklen, men den fandt man åbenbart ikke af nyhedsmæssig værdi - heller ikke at en journalist var blevet smidt på porten af en af professor Aagaards ærværdige kolleger.

Samme dag kunne Kristeligt Dagblad så bringe en afgørende afsløring, som skulle vise sig at få store konsekvenser for mediebilledet de næste par uger. Under overskriften »Åndskamp på universitetet« kunne man på forsiden læse, at redaktøren af Faklen to år tidligere havde fået udgivet en bog om Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab. Ekstra Bladets neonnyheder var da heller ikke sene til at oplyse Københavns Rådhusplads med konklusionen: »Satanister infiltrerer Aarhus Universitet«.

Ingen syntes endnu at tage nogen videre notits af, hvad der egentlig stod i Faklen, men det ville TV-Avisens Sofie Rud gøre noget ved. »Det er typisk, at når der langt om længe er studerende, som viser et ægte engagement, så skal de dunkes i hovedet,« som hun sagde til folk fra Faklen, efterfulgt af en skarp afstandtagen fra professor Aagaard. To dage efter udgivelsen af nr. 1 ankom hun hos redaktøren med sit TV-hold og forklarede, at hun ville spørge til Faklens indhold og den umiddelbare reaktion på Aagaards udtalelser.

Da kameraet kørte, røbede hun imidlertid ganske andre intentioner, som vi her skal give videre til mindre opfindsomme journalister in spe: Du forbereder f.eks. interview-offeret på, at du vil spørge ham om, hvad han mener om vejret. Kameraet er slukket, og du forklarer ham smilende, at han »bare skal være helt rolig - det er jo ikke Ekstra Bladet, det her, vel?« Kameraet sættes i gang, og imens offeret forsøger at formulere en stillingtagen til den udeblevne hedebølge, kommer dit uventede spørgsmål med samme venlige tonefald som før: »Er du terrorist?« Svar: »Hedebøl ... øøh, hva'ba'?!? terro ... næh-nej!«

Sådan. 1-0 til pressen - terroristen er afsløret.

Resultat: TV-Avisen bragte søndag den 29. september et besynderligt 30 sekunders sammenklip, der vha. denne journalistiske hædersmetode kun handlede om, hvorvidt redaktøren var »okkultist«. Til samme indslag havde man interviewet professor Armin Geertz, der hævdede, at kredsen omkring Faklen var »neopaganistiske« og »fascistiske - i hvert fald i deres sociale adfærd,« altimens han alvorligt viste seerne et billede, hvor en munk bliver skræmt af en djævel. At billedet imidlertid ikke var fra Faklen, men fra en film fra 1922, bliver ingen gjort opmærksomme på.

Århus Stiftstidende havde talt med dekanen ved Teologisk Fakultet, Peter Widmann: »Dekanen har ikke læst hele bladet endnu, men tager dets kritiske linie over for professorer og lektorer roligt. 'De rejser en fagkritik, man godt kan diskutere. For eksempel om effektiviteten dominerer studiet for meget. Men de fremstiller derudover et livssyn, om at kristendommen er død, som jeg selv er meget uenig i'.« (Århus Stiftstidende, 30.9.96).

Berlingske Tidende skrev, at de studerende bag Faklen »anklages for 'at obstruere undervisningen', fordi de insisterer på at stille kritiske spørgsmål ved nogle forelæsninger.« (Berlingske Tidende, 30.9.96). En tungtvejende og fremfor alt saglig kritik. Hvem der stod bag denne anklage, melder historien ikke noget om.

Dekan Peter Widmann fortsatte sin imødekommende linje dagen efter i Århus Stiftstidende: »Jeg er uenig med dem, men har altid efterlyst mere kritisk ånd hos studenterne, så de er velkomne.« (Århus Stiftstidende, 1.10.96).

Imidlertid havde en anden teolog meldt sig under religionskrigens faner, Kjeld Holm, Århus' biskop, der i skarp modsætning til Widmann fra første færd afviste enhver form for dialog. I stedet sluttede biskoppen op om professor Aagaards forkyndelse og tog skarpt afstand fra Faklens kritik af kirken og kristendommen: »En bevidst fornægtelse af kristendommen har altid været forbundet med satandyrkelse.« (Århus Stiftstidende, 30.9.96). Sic!

Gad vide, hvad alverdens muslimer, jøder og hinduister ville mene om den bandbulle fra den århusianske biskop? De må jo alle siges at fornægte kristendommen temmelig bevidst - kvalificerer det dem som "satandyrkere"?

Om ikke andet demonstrerer det dog tydeligt, at man åbenbart ikke skal ret langt ind bag kirkens forgyldte facade af fornuft, pænhed og samfundssind, før tendenserne fra heksejagten atter afslører sig i en småborgerlig, men glødende intolerance

Samme dag tilsluttede Politiken sig for fuld styrke professor Aagaard og biskop Holms kampagne mod de vantro bag Faklen. Under overskriften »Satanistisk studenteroprør« kunne journalist Ole Schierbeck bringe følgende bombe i debatten: »Bag bladet står en kreds på 35 studerende fra forskellige studier, men Politiken kan i dag afsløre, at de alle tilhører kredsen af trofaste læsere af den kontroversielle kultforfatter Erwin Neutzsky-Wulff.« Det afsløredes endvidere atter, at redaktøren havde skrevet en bog om Neutzsky-Wulffs forfatterskab, samt at flere personer med tilknytning til Faklen havde skrevet læserbreve, der kritiserede Politikens anmeldelse af forfatterens seneste roman, Døden.

Baggunden var den, at Politikens anmelder Bo Tao Michaëlis i sin anmeldelse af Døden begik den pinlige begynderfejl at identificere forfatteren med en romanperson, i dette tilfælde den fascistiske politiker Agner Hjadstrup, og det på trods af, at hele bogen er utvetydigt og eksplicit antifascistisk i hele sit anliggende. En åbenlys kendsgerning, som man dog er nødt til at læse alle romanens 724 sider for at fange. Men det er mange, så det gad Michaëlis ikke.

Derfor kritiserede en række af Faklens redaktionsmedlemmer anmelderen, eftersom romanen indeholder en vigtig analyse af lige præcis de fascistiske samfundstendenser, som også Faklen søger at afdække og bekæmpe. Schierbeck undlod dog i sin "afsløring" heraf at gøre opmærksom på, at også Borgens forlagsredaktør, Jens Christiansen i et indlæg i Politiken den 30.9.96 havde påtalt anmelderens indlysende uhæderlighed. Som svar til Tao Michaëlis' spæde indrømmelse om, at "muligvis er dette et uretfærdigt referat, og muligvis har denne anmelder læst for hurtigt«, bemærkede forlagsredaktøren: »Ja, mon ikke!« Men dét skulle ikke bemærkes i Politiken, fordi historien om, at det var Faklen og kun Faklen, der fandt Tao Michaëlis' fremfærd grænseløst perfid, meget bedre passede til avisens taktik.

Den 2.10.96 leverede Politikens kulturredaktør, Jes Stein Pedersen i al hast et »portræt« af Erwin Neutzsky-Wulff, i hvilket Faklens redaktion betegnedes som »Erwin-studenterne«. Flere lange passager af Steins artikel var imidlertid direkte afskrift fra hans egen forargede anmeldelse af Neutzsky-Wulffs roman Verden, en anmeldelse, som han skrev til Det Fri Aktuelt to år tidligere.

Men det kan selvfølgelig blive småt for selv en kulturredaktør, og når man så med få timers varsel skal have fyret op under smædekampagnen, er det jo fristende at smide en gammel diskette i drevet, skifte et par ord ud og tilføje en aktuel indledning. Eksempelvis havde Stein således fikst erstattet »Verden« med »bøgerne«, og så var det jo ikke længere en gammel anmeldelse, men et nyt portræt.

Ligesom Tao Michaëlis identificerede også Stein forfatteren med handlinger og udtalelser fra fiktive romanpersoner i ekstreme situationer. Den slags er åbenbart helt i orden, i hvert fald giver det nogle saftige pointer. På samme måde kunne man da også f.eks. identificere Shakespeare med Richard III, Conan Doyle med Moriarty eller Scherfig med lektor Blomme - det ville der i hvert fald komme en ret underholdende litteraturhistorie ud af. På samme side bragtes så en anmeldelse af Faklen, lige så hurtigt produceret af ingen anden end den selv samme Bo Tao Michaëlis, som flere af Faklens redaktionsmedlemmer havde kritiseret for den tendentiøse, næsten injurierende anmeldelse af Døden.

Tao Michaëlis indrømmede, at han »med vilje« ikke havde læst hele bladet. En yderst kompetent og sober anmelder. Med bedste citatfusk patroniserede han Faklens anliggende, uagtet at han "med vilje" ikke havde sat sig ind i det. Ikke desto mindre efterlyste han et svar på, hvad det var for "fascistiske tendenser", der kritiseres og advares imod.

En læsning af Faklen kunne naturligvis have besvaret spørgsmålet. Ikke bare i karakteristikken af den selvfølgelighed, med hvilken kulturchauvinismen har sneget sig ind hos mange pæne undervisere på Aarhus Universitet, hvilket der gives talrige eksempler på i Faklen nr. 1, men primært bl.a. i det signalement af Danmark, der optegnes i "Et humanistisk manifest", i øjebliksbilledet af pressevirkeligheden i artiklen "Dagens Danmark" og i den moderne intolerances kultur- og idéhistoriske rødder, der føres op til vor egen tid, f.eks. i artiklerne "Tolerance" og "Kulturrelativisme".

Men det var ikke læsningen af Faklen, der kendetegnede tilgangsvinklen til projektet, da det så dagens lys, men derimod forargelsen over en humanisme, der vendte sig skarpt imod kapitalen, kulturchauvinismen og kristendommen - og følgelig måtte inkarnere Ondskaben selv.

Under overskriften »Faklen i øret« skrev lederskribenten i Kristeligt Dagblad den 2.10.96, at Aarhus Universitet var et »hus splidagtigt med sig selv, som altid når djævelen driver sit spil.« Dernæst følger en rørende forsvarstale for »de seriøse studerendes berettigede irritation« over Faklen, som saboterede undervisningen med »afsporende spørgsmål.« Hvordan Faklen blot hypotetisk skulle kunne sabotere nogen som helst undervisning, eftersom de involverede var spredt ud over femten forskellige institutter og aldrig dukkede op i hinandens timer, havde Kristeligt Dagblad naturligvis ikke fundet det nødvendigt at undersøge.

Til gengæld havde Århus Stiftstidende samme dag interviewet en række »seriøse studerende«, som ikke brød sig om Faklen. Her udtalte f.eks. stud. theol. Marianne Karlsmose, at hun havde »stor respekt for Johannes Aagaard« og i øvrigt »har hørt, at Faklens filosofiske rødder kan føres tilbage til satanismen«. Hvad de øvrige »har hørt«, er ikke godt at vide, men Stiftstidende var så venlige at oplyse, at selv om de færreste havde læst bladet, så havde »de fleste dog kigget lidt hist og her«.

Endnu en kritisk og seriøs studerende er stud. theol. Bente Mikkelsen, som af TV2-Østjylland blev interviewet om sin holdning til Faklen og for åben skærm udtrykte stor bekymring for »de mørke kræfter«. Hun sagde også, at hun end ikke havde åbnet bladet, men det blev klippet fra - ellers kunne det jo også være, at der var nogen, som kunne blive bekendt med den uheldige kendsgerning, at Bente Mikkelsen rent faktisk ikke anede, hvad hun udtalte sig om.

I B.T. fortsatte hun imidlertid sin okkulte kritik af Faklen og betonede sin ekspertise derved, at hun skam har medvirket til eksorcisme: »Jeg har ikke selv drevet dæmoner ud, men jeg har på et kirkemøde i år oplevet, hvordan der blev bedt for en mand, der var besat af mørke kræfter.« (B.T., 2.10.96). Der var tilsyneladende ingen grænser for sagligheden, da Faklen skulle stemples.

Kristeligt Dagblads lederskribents sympati med disse »seriøse studerende« udmundede da også i en lige så esoterisk mystik, hvis betydning vi må overlade det til professor Aagaards tredje øje at skue meningen bag: »Men satanister repræsenterer næppe Satan, for han kommer jo i forklædning.«?!?

Neutzsky-Wulff, der fik lov til at fremstille sin version af angrebene på sig selv og sit forfatterskab, forsøgte at slå til lyd for den anden side af historien om Faklen: »De 'motiver', som kan have drevet folkene bag Faklen til at spise vandgrød i tre måneder for at få bladet på gaden, er åbenbart genstand for ivrige spekulationer. Modstandernes motiver til at kvæle et tidsskrift, der prædiker social retfærdighed og tolerance af minoritetsgrupper, kunne ellers være nok så interessante at få udredet. Vel, når krudtet er vådt, griber man som bekendt til bajonetten.« (Politiken, 3.10.96).

Politiken indskærpede som udtrykkelig betingelse for at bringe en stærkt forkortet version af forfatterens oprindelige indlæg, at kulturredaktør Jes Stein Pedersens »portræt« ikke måtte kritiseres i avisens spalter. Tænk, hvis det nemlig kom Politikens læsere for øje, at kulturredaktøren kopierede en gammel anmeldelse fra en anden avis og lancerede den som et portræt …

Den 4.10.96 foretog Kristeligt Dagblad og Politiken imidlertid en ganske uventet kovending i dækningen af Faklen - i det mindste midlertidigt. Politiken bragte et stort interview med Max Schmeling, en »ægte satanist« og talsmand for den såkaldte Church of Satan. Her forfægtes fremfor alt Den Stærkes Ret, og næstekærligheden opfattes som »hyklerisk«, hvorfor satanisten da også bramfrit erklærer: »Jeg vil ikke hjælpe de sultne i Afrika, og jeg har ingen medfølelse med folk, der bor i lande med borgerkrig.« Hvor fjernt denne regelrette egoisme ligger humanismen turde være indlysende, og Schmeling ville da heller ikke associeres med Faklen.

På samme side havde Søren Ravnsborg under overskriften »I krig mod en falsk bibel« skrevet en reportage fra Faklens besøg på Københavns Universitet. Her dukkede en hr. Poul Nielsen op og forsøgte at gøre Faklen til en satanistisk gavebod, men journalisten gennemskuede ham: Poul Nielsen hævder skarpsindigt, at »han genkender djævlen på et af billederne. 'Det forestiller faktisk læsedjævlen. Vi vil netop gerne fremme lysten til at læse og lære noget,' svarer Jens-André Pedersen Herbener. Det lyder for pænt. Poul Nielsen giver ikke op. Pludselig hiver han et halssmykke med et satan-symbol frem. Forgæves. De unge lægger afstand til enhver sammenkobling med satanisme.« (Politiken, 4.10.96).

En oplagt mulighed for at fordreje historien i retning af sorte vokslys, pentagrammer og satandyrkelse lod Ravnsborg her bevidst passere. Samme journalistiske redelighed kendetegnede Anna-Lise Bjerager, som dækkede besøget på Københavns Universitet for Kristeligt Dagblad. Her var intet spor af Djævlens konspiration, som samme avis' okkulte lederskribent havde advaret imod et par dage forinden, men en venlig, om ikke altid lige korrekt gengivelse af Faklens standpunkter.

I Informations leder udtrykte Ejvind Larsen oven i købet nødvendigheden af et stridsskrift som Faklen: "Tænk, at der forrige fredag blev delt et tidsskrift rundt på karrierefabrikkerne, hvor følgende stod at læse: 'Med liberalismen følger kun en ny form for absolutisme, der tager over, hvor kirken slap; nu er det blot fra denne ideologis slet skjulte socialdarwinistiske købmandsmoral, at det lige så dogmatisk gentages: Jeg er sandheden, vejen og livet. Efter vores mening er det mest rygradsrislende i vor tid således heller ikke den temmelig uskadelige politiske afviger i kælderhalsen, men derimod just disse respektable meningsdannere, som eksplicit eller implicit afviser den blotte og bare mulighed af en menneskelig uselviskhed og således underforstår, at kun den enkelte borgers egoisme er bæredygtig. At man tilmed tillader sig at sælge denne gladiatorfilosofi som frihed …' Kræver et stridsskrift som Faklen." (Information, 5.10.96).

Information bragte samme dag Neutzsky-Wulffs »fædrelandssang«, digtet "Faklen", med kommentaren: »Forfatteren Erwin Neutzsky-Wulffs bidrag til det omstridte tidsskrift Faklen er et bud på en ny fædrelandssang. Kritikerne har henvist til dette bidrag for at påvise udgivernes hensigter og deres forbindelser til forfatteren. Information finder det derfor på sin plads at gengive digtet i uforkortet form. Neutzsky-Wulff betegner det selv som 'en pastiche, hvor fædrelandssangens ha-stemte og aggressive ordvalg vendes til en opfordring til humanisme.'« Hvorefter fulgte - som Information skrev - »de sataniske vers«.

Tre dage i træk gik Ekstra Bladets satirikere på jagt efter satanistisk »underbevidst påvirkning« i Faklen og kunne finde op til flere skjulte okkulte budskaber, bl.a. at Faklen naturligvis var et anagram for det afslørende navn »Fe-klan«.

Men der var det, der var værre: »I dag kan vi ikke dysse det ned længere: Politiken er også faldet for Satan. Gu er den så. Og vi kan bevise det! Men først indicierne: Politiken er fyldt af okkulte symboler, hvoraf flere endda har været ansat i årevis, mens de bare sidder i kantinen uden at skrive en linje! Og ikke nok med dét. Politiken udkommer troligt hvert eneste år på Fandens Fødselsdag og bragte senest en hel side med titlen 'TV i dag,' der som bekendt bliver til 'vag tid', når man bytter rundt på bogstaverne, hvilket må siges at give mere end blot et fingerpeg om avisens holdning til humanismen generelt samt en udmærket illustration af deres sataniske forventninger til Den Yderste Dags komme.« (Ekstra Bladet, 5.10.96).

Faklens insisteren på social retfærdighed, solidaritet med minoritetsgrupper og kamp mod racisme og fascisme var imidlertid en ondskab direkte importeret fra Helvede, hvis man skulle tro en af frontfigurerne i det århusianske præsteskab, professor Aagaard: »Man skal være meget, meget dum, hvis man ikke kan se, at den ondskab, der ligger bag, er større end den ondskab, mennesker kan præstere«! (Jyllands-Posten, 6.10.96).

Mon man så skal være meget, meget klog for at blive teologisk professor på Aarhus Universitet? Skal man have fået åbnet sit tredje øje af Gurumaya for at blive så vis?

Hvem der har åbnet Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfadens øjne, tør vi ikke sige, men ret dybt skuede de ikke, da han i sin søndagsklumme - »Satans studenteroprør« - ledte efter »den røde tråd« i Faklen: »Det, man skal lægge mærke til med relativisme, er altid, hvilke positioner relativisten skåner. Hvad er det, der bliver tilbage, når alle værdier og systemer er skudt i sænk? I miljøet omkring Faklen er det individets uhæmmede selvudfoldelse. Kun den kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved,« hævder chefredaktøren (Politiken, 6.10.96).

Dette var indlysende nok ikke en karakteristik af Faklens humanisme, men tværtimod af en af humanismens modsætninger per se, den liberalisme, som understøttes af samfundsudviklingens næsten calvinistiske kapitalisme, hvor Den Stærkes Ret reelt står uanfægtet og netop legitimerer den »uhæmmede selvudfoldelse«. Men Politikens chefredaktør måtte jo skrive et eller andet, der kunne støtte hans kulturredaktørs pinlige smædekampagne.

Hvad der derimod er tale om i Faklen, f.eks. i manifestet, er blot en forholdsvis ukontroversiel understregning af, at ingen moral er funderet på eviggyldige lovtavler eller absolutte metafysiske imperativer, men derimod i sidste ende alene på et eller flere menneskers følelser og skønsmæssige vurderinger. Det vil såmænd ikke sige andet og mere, end at intet menneske behøver lade sig undertrykke af andre menneskers moral, og at mennesket bør undlade at dømme andre menneskers handlinger for umoralske, blot fordi de synes i modstrid med deres egne handlinger. Deraf også netop tolerancen af minoritetsgrupper, uanset om man deler deres moral eller ej. Den røde tråd i Faklen er derfor naturligvis antitesen til enhver egoistisk individualisme - nemlig den røde solidaritet.

I en lang leder beklager Weekendavisens chefredaktør, Peter Wivel, at pressens »yngstemænd« har været sat på dækningen af Faklen, for »så er man sikker på, at ingen forstår et kuk af det hele.« (Weekendavisen, 11.10.96).

Nu kommer så endelig Den Sande Intellektuelle og sætter det hele på plads, og Faklen afsløres som »dette scientology-inspirerede forsøg på at knæsætte fundamentalismen som folkekirkens ny katekismus.« Sic!

Herpå følger en gang lige så absurd sludder om Jesus, Luther og det Nye Testamente med den fantastisk interessante og relevante konstatering: »Vi har faktisk hverken Pagtens Ark, Moses' stentavler eller evangelisternes oprindelige båndoptagelser med Jesu ord. De er gået tabt.«

Den store analyse leder frem til den lige så store finale, lejlighedsteologens trosbekendelse: »Vi skal frygte Gud. Den religiøse sandhed er et ubærligt sted at komme i nærheden af. I trosspørgsmål, det vil sige i vort personlige forhold til Gud og Næsten, er vore egne sandheder ydmyge, de må vige. Ellers kan vi ikke leve sammen. Ellers er vi ansvarsløse.« Amen.

Flere professorer og lektorer tog imod diverse avisers udfald mod Faklen med kyshånd, fordi de følte sig stærkt krænket af Faklens udlevering af deres kulturchauvinisme og intolerance.

Professor Niels Hannestad tog f.eks. til genmæle mod fremstillingen af hans opførsel til et religionsvidenskabeligt foredrag af Walter Burkert på Aarhus Universitet. Som refereret i Faklen nr. 1, s. 22, afbrød professoren talerrækken med tilråb, bl.a.: »Din stupide idiot!«, henvendt til en studerende, der var i færd med at stille et spørgsmål, som ikke var i overensstemmelse med Hannestads private synspunkter.

Professor Hannestads version lyder således: »Da én blandt gruppen, der konfrontalt havde anbragt sig på forreste række over for foredragsholderen med korslagte arme, skrævende ben og olmt åsyn, for tredje gang, og med stigende aggressivitet, fremførte det samme budskab, stønnede jeg, som sad bag ham, med teaterhvisken: 'hvilken grænseløs stupiditet.'« (Politiken, 10.10.96).

Bemærk den studerendes skræmmende, ja, nærmest sataniske positur: Korslagte arme. Skrævende ben. Og så på forreste række. Hvor er vi henne nu om stunder?

Interessant kunne det nu også være at få oplyst, om det er akademisk kutyme at fremføre »teaterhvisken«, ved at en professor »konfrontalt« rejser sig i sædet og »med olmt åsyn« råber med »stigende aggressivitet« ud over et helt auditorium, når han er uenig i fremførte synspunkter?

Professor i udviklingspsykologi på Aarhus Universitet, Helmuth Nyborg tog det meget ilde op, at Faklen bragte artiklen "Race-læren på psykologi">, i hvilken professoren blev kraftigt kritiseret for sin anvendelse af den pseudovidenskabelige The Bell Curve i undervisningen, ifølge hvilken hvide mennesker er klart mere intelligente end sorte. I "Race-læren på psykologi" skriver Cecilia Brynskov bl.a., at "The Bell Curve kun er et pseudovidenskabeligt dække over hans egen private holdninger om det hvide overmenneske". Hun indleder med:

Hvert år afholder professor Helmuth Nyborg forelæsninger i udviklingspsykologi på Aarhus Universitet, og benytter her sin faglige autoritet til at promovere en chauvinistisk race-lære, der næsten er endnu mere skræmmende, end den er absurd. De foretrukne indgangssalmer til Nyborgs taler er gerne, "undersøgelser viser, at …" eller "data afslører, at …", hvorefter den videnskabelige stemning understreges af en seriøs erklæring om, at sorte er klart dummere end hvide, og at "puertoricanere er de absolut dummeste af alle folk i verden."

Professor Nyborg hævder imidlertid, at det er ukorrekt, at han skulle have betegnet bogen som »det bedste, der nogen sinde er lavet inden for intelligensforskning,« (Information & Debat, 14.10.96), til trods for at det er blevet både hørt og noteret af studerende ved professorens intelligens-forelæsning to år i træk.

Endvidere bemærker Nyborg, at når han »i korthed« refererer til bogen, »skyldes det, at den repræsenterer en opfattelse, der i store træk accepteres af mange førende forskere på området, samtidig med at den fordømmes af alle socialreduktionister, mange humanister og den politisk korrekte del af den offentlige presse, som ikke bekymrer sig unødigt om gode data.«

Professoren tager altså ingenlunde afstand fra The Bell Curve, som han hævder viderebringer gode data, skønt bogen af talrige forskere betegnes som videnskabeligt totalt ubrugelig og som »an ill-concealed racist manifesto«, men han betoner dog, at tanken om et hvidt overmenneske forekommer ham »åbenlys grotesk«.

Og det er jo betryggende. Ikke desto mindre giver professor Nyborg i en artikel i Weekendavisen den 11.11.94 udtryk for, at de »videnskabelige bud« (dvs. hans egne), i modsætning til de »politisk korrekte« er tættere på, at »sorte er anderledes begavet og bliver kriminelle. Giver man dem socialhjælp forværrer man blot tingene, fordi der så bliver flere dårligt begavede, og det går på langt sigt ud over samfundet som helhed.« Men måske han nu har ændret mening fra dette "åbenlyst groteske" synspunkt?

Venstrefløjens presse var i modsætning til visse professorer generelt begejstret for Faklen. Peter Thielst anmeldte Faklen nr. 1 i Socialisten Weekend den 11.10.96 og hilste især kritikken af kristendommen og bibeloversættelsen velkommen: "Enhver kan se, at det stinker, ganske som sommerens glade uddeling af gratis Nye Testamenter i Storkøbenhavn. Det store genkristningsprojekt giver øjensynlig fanden i såvel videnskabelig vederhæftighed som almindelig anstændighed, respekt og tolerance. Så tak for den pind til Bibelselskabets ligkiste. Hverken den eller en anmeldelse af Erwin Neutzsky-Wulffs nye roman Døden - eller en ny fædrelandssang af samme - gør dog bladet satanistisk. Men magten bruger altid skældsord og stigmatiserende sygeliggørelse, når den føler sig trængt. Derfor: Hold fast i den lange ende - og træk til!"

Dagbladet Arbejderen mente i modsætning til Socialisten Weekend, at kritikken af bibeloversættelsen alene hørte til i en "indforstået teologdiskussion", men Anders Kock tilføjede i sin anmeldelse: "Hovedartiklerne er dog af almen interesse og repræsenterer strømninger, som det er godt at forholde sig til, også samfundskritiske, bl.a. en glimrende tegneserie om uddannelsessytemet af J. Gissel. Udgiverne af Faklen kæder tidens klassekampspørgsmål sammen med, hvad der aktuelt udspiller sig i den kulturelle overbygning, og specielt hvad der sker i auditorier og kollokvierum på deres eget Aarhus Universitet. I den retning er det næsten, som om vi er tilbage i universitetsmarxismens tidsalder i 1970erne." (Dagbladet Arbejderen, 21.11.96). Faklens kulturrelativisme fandt Kock imidlertid, var i modstrid med marxismens "ABC".

Det var altså ikke alt sammen fornærmede professorer og intimiderede journalister, der behandlede Faklen i de første hektiske par uger af tidsskriftets levetid.

Enkelte anmeldere og kommentatorer udtrykte en vis desorienteret undren over for tidsskriftet. Elo Nielsen skrev eksempelvis i en anmeldelse: »Men skal Faklen for alvor blive til det offensive kampskrift, som de selv lægger op til, må man kræve, at grundlaget for kritikken, at målsætningen lægges frem med større åbenhed.« (Information, 8.10.96). Også andre kritikere har efterlyst »målsætningen« eller »det ideologiske grundlag« for Faklen.

Skønt det også dengang turde stå temmelig klart, at noget sådant skal findes i humanismen, er der måske grund til atter at understrege, at "Et humanistisk manifest" i nr. 1 forsøger at fungere som tentativ platform for en specifik linje, men selvfølgelig ikke som »vedtægt« eller »bud«. At der savnes "åbenhed" om det "ideologiske grundlag", som man kan være enig eller uenig i, er således ikke en valid kritik i sig selv.

I Faklen nr. 2 ekspliciteres atter Faklens særegne relativisme og humanisme:

På den akademiske valplads er det os i særdeleshed magtpåliggende at tydeliggøre sammenhængen humanistisk solidaritet og kulturrelativistisk pluralitet imellem; et i kulturhistorisk forstand fagligt, men i ideologisk forstand dybest set politisk perspektiv, som sjældent er blevet fremhævet.

Forståelsen for og retten til forskellighed, hvad enten den er kulturel, religiøs, seksuel, moralsk eller konventionel, understøttes bedst af en humanistisk tolerance, f.eks. proverbielt udtrykt ved Terents' berømte homo sum, humani nil a me alienum puto - "jeg er et menneske og anser intet menneskeligt for mig fremmed" - forudsætningen for forståelse, vel at mærke også af de klemte minoritetsgrupper, hvis ideologi man ikke nødvendigvis selv deler, der så igen er forudsætningen for solidaritet.

Det teoretiske grundlag for en sådan solidaritet og dens sammenhæng med kulturrelativismen behøver ikke at være hverken moralsk eller ideologisk i traditionel forstand, men bør for os at se snarere være erkendelsesteoretisk. En erkendelsesteori, som argumenterer for en ontologisk relativisme, for hvilken hovedlinjerne netop skitseredes i artiklen Pragmatisme i Faklen nr. 1.

Mennesker med forskellig kulturel baggrund fortolker og konciperer ikke virkeligheden på fuldstændig samme vis, hvilket grundlag for en normativ såvel som en ontologisk relativisme så atter understøtter den videste tolerance, ikke længere kun som et eventuelt »etisk« efterstræbelsesværdigt, men som et i det mindste velovervejet og plausibelt filosofisk princip.

Virkeligheden er altså lige så lidt absolut, som sandheden er det, hvilket selvfølgelig ikke med nødvendighed fører til solipsistiske eller subjektivistiske ekstremer, som f.eks. understreget i artiklen "Relativisme contra solipsisme", men givet fører til nødvendigheden af en pragmatisk forståelse for andre af kulturhistoriens referencerammer såvel som til accepten af alle facetter af samtidens multikulturelle panorama.

Der er her tillige tale om en fagkritisk understregning af, at under enhver iagttagelse interagerer iagttageren og det iagttagne i en udstrækning, der står i skarp modsætning til det klassiske synspunkt i den i den humanistiske forskning efterhånden sjældnere eksplicitte, men hyppigt implicitte naivrealistiske objektivisme.

Sådanne filosofiske problemstillinger og deres betydning for humanismen skal naturligvis udbygges og underbygges, også langt ud over de her anførte artikler. Men Rom blev ikke bygget på én dag, så her må det foreløbig stå som endnu en brik i en nødtørftig skitse, der selvfølgelig vil blive yderligere debatteret, nuanceret og elaboreret i kommende numre.

Dermed skulle det måske også stå nogenlunde klart, hvorfor det har været så svært at placere Faklen. Der er simpelt hen ikke nogen entydig politisk, ideologisk eller filosofisk kategori, som passer.

Og dét er selvfølgelig også en vigtig grund til, at vi overhovedet har lavet bladet, ellers kunne vi jo bare have meldt os ind i en passende forening eller et dækkende parti. Lige så indlysende, det er, at Faklen er et venstreorienteret, humanistisk tidsskrift, lige så indlysende er det dog også, at det kan virke desorienterende for den, som er afhængig af meget rigide kategorier. For selvfølgelig er der synspunkter i Faklen, som ikke traditionelt har stået på venstrefløjens dagsorden, ligesom der sikkert vil være erklærede »humanister« og »relativister«, der ikke kan identificere sig med den opfattelse af humanismen og relativismen, som vi advokerer.

Faklen