Teologer flokkedes de forløbne par måneder om at imødegå Faklens anfægtelse af den seneste bibeloversættelse – i en uskøn blanding af halve indrømmelser og blanke benægtelser mødtes enhver videnskabelig kritik med et røgslør af dogmatik og retorik.

I ugerne efter udgivelsen af Faklen nr. 1 begyndte Bibelselskabet så småt at tage til genmæle mod kritikken af bibeloversættelsen fra 1992. Over for vor dokumentation af Bibelselskabets manipulation fremlagde diverse teologer en række spredte apologier, men, som det klart vil fremgå af det følgende, ikke ét holdbart videnskabeligt, filologisk argument.

Vi forstår naturligvis udmærket Bibelselskabets og teologernes pure afvisning af, at der ligger dogmatisk uvidenskabelighed bag oversættelsen af talrige afgørende skriftsteder i Bibelen – der står jo megen prestige og mange karrierers omdømme på spil.

Således er det da også sigende, at man allerede under oversættelsesforløbet var meget nervøs for, at nogen skulle få den tanke, at oversættelsen ikke er filologisk korrekt, som det f.eks. fremgår af et brev fra et medlem af revisionskomiteen, Niels Hyldahl (6.7.1985), som vi fandt, efter vi havde fået adgang til Bibelselskabets arkivmateriale.

Her hedder det om den nye oversættelse af det Nye Testamente, at man for alt i verden skulle undgå en ikke nærmere præciseret »uheldig formulering«, som gav indtryk af, at oversættelsen netop ikke var videnskabeligt, filologisk korrekt: »… formuleringen er uheldig, da den kan give det indtryk, at oversættelsen ikke behøver at være filologisk korrekt – og noget sådant må under ingen omstændigheder kunne siges om den nye autoriserede oversættelse«! (vor kursiv).

Den tanke er unægtelig nærliggende, at man måske skulle passe på, hvad der slap ud?

Men lad os vende os mod de seneste par måneders apologier én for én:

Niels Jørgen Cappelørn: »Pure opspind«

Den 28.9. skriver Kristeligt Dagblad: »Artiklen [i Faklen nr. 1] indeholder en række eksempler, der skal vise, at det egentlige ærinde for revisionskomiteen har været at levere teologisk legitimation for en kirkelig tradition. ‘Det er pure opspind,’ siger Bibelselskabets daværende generalsekretær, Niels Jørgen Cappelørn.«

Men denne udtalelse var nu nok noget forhastet, eftersom vi allerede i nr. 1 kunne citere samme Cappelørn for at understrege, at oversættelsen netop tog afsæt i den kirkelige tradition, eftersom hensigten var at producere en kirkebibel: »… der skal ikke herske tvivl om, at det, Bibelselskabets prøveoversættelser sigter mod, er en kirkebibel.« (Det danske Bibelselskabs årbog, 1986).

Hvad betyder så dét? Cappelørn uddyber fire år senere: »En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til dansk salmetradition. (…) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som tager hensyn til liturgien. (…) En dansk kirkebibel er en bibel, der består af oversættelser, som er blevet til ud fra den grundopfattelse, at Det Gamle og det Nye Testamente udgør en bibelsk og frelseshistorisk helhed …« (Det danske Bibelselskabs årbog, 1990).

Dermed har Cappelørn allerede bekræftet – første gang for ti år siden – det spørgsmål, som han i Kristeligt Dagblad forsøger at afkræfte med et skuldertræk, nemlig at det »egentlige ærinde for revisionskomiteen har været at levere teologisk legitimation for en kirkelig tradition.«

Til Universitetsavisen (København) den 17.10. er han da også kommet i tanker herom og vender behændigt 180 grader – nu er der ikke længere tale om »pure opspind«, til gengæld er der lige pludselig »ikke noget som helst nyt i artiklen.«

Her hedder det videre: »Han understreger, at det, at der er tale om en kirkebibel, ikke gør det til en mindre videnskabelig oversættelse.«

Men det er simpelt hen usandt.

En religionshistorisk, videnskabelig oversættelse er nemlig ikke forpligtet på en religiøs dogmatik, hverken jødisk eller kristen, sådan som Bibelselskabet indrømmer, at netop en kirkebibel er det, og derfor kan en kirkebibel ganske enkelt umuligt være videnskabelig.

I Politiken den 20. oktober indrømmer Cappelørn da også atter, at de kirkelige hensyn har været afgørende allerede under oversættelsesarbejdet: »Det er det Nye Testamentes påstand, at Messias-forventningerne i det Gamle Testamente er gået i opfyldelse i Kristus. Og det lader vi oversættelsen afspejle. Jøderne oversætter naturligvis ud fra en anden tradition. Det kan ikke være anderledes.« (vor kursiv).

Naturligvis både kan og bør det være anderledes, hvis man ønsker en videnskabeligt forsvarlig oversættelse. Som tidligere nævnt er det da også derfor, at Bibelselskabet ikke fra starten (1979) tilkendegav over for Kirkeministeriet, at det var en kirkebibel, man tilstræbte, og heller ikke tilkendegav, at oversættelsen skulle afspejle den dogmatiske opfattelse, at »Messiasforventningerne i det Gamle Testamente er gået i opfyldelse i Kristus.« Tværtimod påstod man flot, at hensigten med oversættelsen var en »sproglig og videnskabelig standard« – kirkelige hensyn blev overhovedet ikke nævnt.

At oversætte videnskabeligt betyder selvfølgelig at negligere ethvert kirkeligt, dogmatisk hensyn. Vælger man så en dogmatisk referenceramme, har man selvsagt fravalgt en videnskabelig referenceramme, og oversættelsen kommer derved uundgåeligt til at afspejle, hvad der ifølge kirkelige hensyn bør stå i teksten – ikke hvad der rent faktisk står i den kildetekst, som man har valgt at lægge til grund for sin oversættelse.

Af en videnskabelig må man i modsætning til en dogmatisk oversættelse naturligvis kræve, at den som indlysende grundprincip holder sig til a) den kildetekst, som danner udgangspunkt for oversættelsen, in casu: Biblia Hebraica Stuttgartensia, b) de videnskabeligt, filologisk udarbejdede ordbøger, som eksisterer, c) de videnskabeligt, filologisk udarbejdede grammatikker, som eksisterer.

Som der er consensus om blandt semitiske filologer, må vi bevæge os ud ad den filologiske metodes vej så langt som overhovedet muligt og altid holde princippet lectio difficilior for øje. Endvidere må det være en selvfølge, at kun i tilfælde af tekstlakuner eller radikalt uoversættelige skriftsteder kan andre kilder end den nævnte kildetekst konsulteres, og disse må naturligvis være fra det samtidige, omkringliggende semitiske kultur- og sprogområde. De problematiske, senere græske, syriske og latinske oversættelser, som 1992-oversættelsen har grebet til efter behag, må som hovedregel helt lades ude af betragtning.

Alt andet er udtryk for en dogmatisk, ikke en videnskabelig oversættelse.

Niels Jørgen Cappelørn: »Det ligger ikke til mig at komme med sure opstød«

I Politiken udtaler Cappelørn sig også om forholdet mellem »Gud« og »guder« i det Gamle Testamente: »I oldhebraisk bruger man ofte flertalsformen, når Gud er på banen. Det er ‘pluralis majestatis’. Det er nøjagtigt det samme, som når dronning Margrethe siger: ‘Vi kundgør hermed …’ – At guder og majestæter taler i flertal er en gammel historie.«

Det er selvfølgelig rigtigt, at guder og majestæter kan tale i flertal, og hvad så? Det hebraiske gudenavn elohim (der har pluralis-endelsen -im) oversættes da også med rette i singularis (Gud) i mange tilfælde, eksempelvis dér, hvor også verbalhandlingen står i singularis – men derfor er det ingenlunde altid tilfældet, at der skal oversættes i ental!

I Faklen nr. 1 nævner vi således fire eksempler, hvor man af dogmatisk vane – eller simpelt hen grundet manglende hebraiskkundskaber – oversætter med ental, selv om der kun kan være tale om flertal: 1.Mos. 3,5, 1.Samuelsbog 4,8, Salme 29,1 og Salme 58,12.

I 1.Samuelsbog 4,8 står adjektiverne, de demonstrative pronominer og den efter subjektet stillede verbalhandling, der er tilknyttet elohim, i pluralis, hvorfor der må oversættes med »guder« (jvf. Gesenius: Hebräische Grammatik § 132h).

I Salme 29,1 oversættes bene elim med »gudssønner«, selv om elim er pluralis af el, »gud«, og der derfor burde stå »guders sønner«.

I Salme 58,12 oversætter 1992-oversættelsen elohim shofetim med »en Gud, som dømmer«, men adjektiver og participier (shofetim) skal rette sig i køn og tal efter subjektet i en nominalsætning, hvorfor der kun kan oversættes med »guder, som dømmer« (jvf. H.S.Nyberg: Hebreisk Grammatik § 88f; Johannes Pedersen: Hebræisk grammatik §§ 121d og 122f; samt Josua Blau: Grammar of Biblical Hebrew § 66).

I 1.Mos. 3,5 oversættes elohim med Gud, selv om der står elohim jode. Men jode er et participium i pluralis og ud fra konteksten (jvf. 1.Mos. 3,22: »som en af os«) kan der ikke stå andet end »så I kan blive som guder (ikke »som Gud«!), der kender godt og ondt«. Også den latinske Vulgata og den græske Septuaginta har pluralis her, ganske som nye franske, engelske, amerikanske og jødiske oversættelser (se Faklen nr. 1, s. 39, 2. spalte).

Derudover kan blot et hurtigt ordbogsopslag under elohim røbe, at ordet i modsætning til Cappelørns ensidige opfattelse som pluralis majestatis også har talrige andre betydninger, f.eks. guder, engle, døde, spøgelser, gudsbilleder, dæmoner – alt efter konteksten.

Alligevel forkynder Cappelørn afslutningsvis til Politiken: »Det ligger ikke til mig at komme med sure opstød. Men ærlig talt: De unge mennesker burde nok lære noget mere hebraisk …«

Vi skal her nøjes med at bemærke, at vi, som det fremgår andetsteds i nærværende artikel, har spurgt professor emeritus i semitisk filologi, dr. phil Frede Løkkegaard, om han mener, at den kritik, som vi fremfører tolv eksempler på (bl.a. de fire ovennævnte) i Faklen nr. 1, er videnskabeligt, filologisk velbegrundet?

Løkkegaard svarer: »Ja, det mener jeg.«

Knud Jeppesen: »Man kan ikke lave en oversættelse, der er hævet over diskussioner«

I Jyllands-Posten den 13.10. giver bibeloversætter Knud Jeppesen udtryk for, at han er uenig i, at navnet Jahwe skulle have været brugt i stedet for det sædvanlige Herren: »Ingen ved, om navnet egentlig er Jahwe, for den hebraiske tekst har kun bogstaverne jhv. I synagogerne læser de Adonai, der betyder min Herre – og vi har tradition for at bruge ordet Herren.«

Religionsvidenskabeligt er det imidlertid umuligt at komme udenom, at Jahwe er den bedste transskription af, hvad der gemmer sig bag bogstaverne YHWH i det Gamle Testamente, ikke mindst grundet kirkefædres transskriptioner til græsk, der bekræfter, at navnet var Jahwe eller noget lignende (som f.eks. også Johannes Pedersen uddyber i sin Hebræisk grammatik § 8, standardgrammatikken på teologi).

At jøderne ikke må læse Jahwe-navnet højt, men i stedet reciterer adonaj i synagogerne, er naturligvis irrelevant for såvel en kristen som en videnskabelig oversættelse, eftersom den kristne årsag til at skrive »Herren« i stedet for Jahwe naturligvis ikke er frygt for at krænke gudsnavnets hellighed, men ene og alene at skabe den konformitet testamenternes to hovedguder imellem, som der hverken findes tekstuelt eller religionshistorisk belæg for.

Endvidere forsvarer Jeppesen Bibelselskabets oversættelse af Salme 22,17, der lyder: »Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig; de har gennemboret [hebraisk: ka’ar] mine hænder og fødder.«

I Faklen nr. 1 gjorde vi imidlertid opmærksom på, at ka’ar ikke kan betyde »gennemboret«, men efter al sandsynlighed betyder »bundet«, som man da også havde oversat det i prøveoversættelsen, inden revisionskomiteen med Cappelørn i spidsen forandrede teksten.

Hertil siger Jeppesen: »I virkeligheden står der ‘som en løve – hænder og fødder’. Det giver ikke nogen mening og skyldes formentlig en fejl i den hebraiske tekst. (…) Fejlen består i, at der er et bogstav for meget. Når man tager det væk, står der ‘gravet’, og det har vi valgt at oversætte med gennemboret, for hvad betyder det ellers at grave i hænder og fødder?«

Det er rigtigt, at der egentlig står ka’ari, der betyder noget i retning af »som en løve«; sædvanligvis antager man, at der er tale om en afskriverfejl, så der i stedet skulle stå ka’ar eller kara, fordi man vanskeligt kan give ka’ari mening. Nogle, bl.a. professor emeritus i semitisk filologi, Frede Løkkegaard, er af den mening, at der skal oversættes ud fra ka’ari, når dét nu engang er kildetekstens ordlyd.

Gesenius’ Handwörterbuch foreslår dog at ændre vokalerne, så der i stedet står koare (pluralis maskulinum constructus), så hele versets mening bliver noget i retning af: »Hunde omgiver mig, en flok af forbrydere står omkring mig; de gnaver kødet af mine hænder og fødder.«

Men de internationalt anerkendte standardværker Theologisches Wörterbuch zum alten Testament og Koehler/Baumgartner er enige om, at ordets rod må være kara, der har fire grundbetydninger: grave, handle, give måltid og sammenbinde.

Begge værker slår fast, at betydningen af verbet netop i Salme 22,17 er »sammenbinde«.

Så uanset om vi vælger disse to værker som reference, Gesenius’ Handwörterbuch eller Frede Løkkegaard, kan man ikke oversætte sådan, som Bibelselskabet har gjort det, »gennembore« eksisterer slet ikke som bud på en videnskabelig oversættelse!

Men Jeppesen har selvfølgelig ret, når han understreger, at man ikke kan lave »en oversættelse, der er hævet over diskussioner« – men man kan lave en oversættelse, der er hævet over manipulationer. Det kræver bare, at man afholder sig fra dogmatiske tilretninger og holder sig til strengt videnskabelige redskaber.

Eksempelvis er Cappelørns forklaring på, hvorfor revisionskomiteen ændrede »bundet« til »gennemboret«, da også gennemført uvidenskabelig: »Denne ændring gør det muligt at se en kristologisk bue mellem dette sted i Salmernes Bog som f.eks. kap. 20 vers 25 i Johannesevangeliet.«

En kristologisk bue. Ikke en videnskabelig, filologisk bue.

Jyllands-Posten forhørte sig om Jeppesens mening herom, men han ville »ikke på stående fod kommentere Bibelselskabets ovennævnte begrundelse.«

Det forstår vi godt.

Niels Peter Lemche: »Materiale på bordet«

P1s program »Glorien rundt« bad den 23.10. professor i teologi, Niels Peter Lemche, der præsenteredes som »et kyndigt hoved«, kommentere Faklens kritik af bibeloversættelsen. I et lille kvarter fik denne teolog, som ikke er semitisk filolog, lov til uimodsagt at aflevere den ene dogmatiske påstand efter den anden, som om den var den rene og skinbarlige videnskab.

Lemche indleder med at bemærke, at »der er mange bibler i denne verden og mange forskellige udgaver af den. Så man må jo præcisere, hvad det er, man mener, når man taler om Bibelen i denne henseende her, før man starter med at anklage nogen for at have forfalsket Bibelen.«

Lemche kunne have undgået dette pinlige eksempel på, hvor slemt det kan gå, når teologer ikke gider at læse det, som de gerne vil kritisere, men hans ærinde er selvfølgelig også en hvidvaskning af sine kolleger, og journalisten ser pudsigt nok ikke den fjerneste grund til at stille sig kritisk an over for det »kyndige hoved«.

Kildeteksten er Leningradmanuskriptet, som udtrykkeligt nævnt i Faklen nr. 1 (s. 33, 2. spalte), hvilket da også er grundlaget for Biblia Hebraica Stuttgartensia, som er den tekst, semitiske filologer såvel som langt hovedparten af teologer er enige om at anvende – og det er da også lige netop den og ikke andre, som Bibelselskabet, i det mindste formelt har lagt til grund for oversættelsen (Faklen nr. 1, s. 35, 3. spalte)!

Senere afviser Lemche pure, at kirken har haft held til at influere oversættelsesarbejdet i kirkelig retning: »… der har givetvis fra dele af kirkens side været tale om et ønske om at influere oversættelsesarbejdet netop i en kirkelig retning. Så kommer spørgsmålet, om der er gehalt i denne her anklage, om der virkelig på noget tidspunkt kommer noget materiale på bordet, som så at sige begrunder anklagerne.«

Heller ikke her finder journalisten grund til at gøre teologen opmærksom på, at det ikke alene af artiklens citater fra oversættere fremgår, at der er tale om en kirkebibel (Cappelørn, Mogens Müller), og at den gammeltestamentlige tekst skal ud af sin semitiske kontekst (Palle Dinesen), men at Cappelørn også flere gange siden har bekræftet den afgørende rolle, som de kirkelige hensyn har spillet for oversættelsen.

Men Lemche mener ikke, at der »kommer materiale på bordet,« som begrunder anklagerne; de tolv konkrete eksempler på Bibelselskabets manipulation, som vi dokumenterer (Faklen nr. 1, s. 38-39), får følgende kyndige kommentar: »Og der må man sige, at de eksempler, der gives, er af meget uens værdi, nogen kunne man diskutere, om de ikke kunne have ret, andre må man sige, at der tager de decideret fejl, og det må skyldes forholdsvis begrænsede hebraiskkundskaber.«

Atter må vi henvise til professor emeritus Løkkegaard, der adspurgt om, hvorvidt kritikken i disse eksempler er videnskabeligt, filologisk velfunderet, som nævnt svarer: »Ja, det mener jeg.«

Niels Peter Lemche: »ikke bevidst forsøg på en dogmatisk ensrettelse af teksten«

Lemche nøjes af gode grunde med at kommentere ét eksempel – Es. 7,14.

»Hvis man nu virkelig havde villet lave en kirkelig, kristologisk tolkning af Es. 7,14 og presset den ned over Esaja-teksten, så havde man jo skullet følge den gamle praksis med jomfruen, det har man ikke gjort. (…) Sådan noget peger på, at der fra Bibelselskabet ikke var bevidst forsøg på en dogmatisk ensrettelse af teksten.«

Fra gammel tid oversatte man Es. 7,14, så det kom til at omhandle en gravid jomfru i stedet for blot en ung kvinde. I en oversættelse fra 1847 hedder det f.eks.: »Derfor skal Jehova give eder et Tegn: See, Jomfruen vorder frugtsommelig og føder en Søn, og du skal kalde hans Navn Immanuel,« og i 1931-oversættelsen lyder samme sted: »Derfor vil Herren selv give eder et tegn: se, jomfruen bliver frugtsommelig og føder en søn, og hun kalder ham Immanuel.«

I den hebraiske tekst står der imidlertid ikke »jomfru«, men alma, »ung pige/kvinde«, men man har jo gerne villet have dette gammeltestamentlige skriftsted til at være en profeti om Marias jomfrufødsel – ca. 700 år senere.

Uafhængigt af, om der står jomfru eller ej, har også tidsangivelsen på dette sted været brugt som argument for denne kristologiske profeti: »hun skal blive med barn [hebr.: hara] og føde [hebr.: jolædæt].« Men hara er, som vi gør opmærksom på i Faklen nr. 1, et adjektiv, som må oversættes med præsens, og jolædæt et participium, som enten udtrykker præsens eller nær fremtid. En videnskabelig oversættelse må derfor lyde: »Se, en (artsartikel) ung kvinde er gravid, og hun er ved (el. skal snart til) at føde …«

Derved er enhver hypotetisk sammenhæng med Jesu fødsel ungefær syv hundrede år senere naturligvis fuldstændig forsvundet.

Bibelselskabet oversatte alligevel dogmatisk, så »profetien« stadig muliggjordes, i og med, at tidsangivelsen i den nye oversættelse bliver futurisk, selv om dette er filologisk ukorrekt.

Alligevel hævder Lemche, at det, at man har undladt at skrive »jomfruen«, betyder, at man ikke bevidst har gjort forsøg på en dogmatisk ensrettelse af teksten. Som vi netop har set, er denne påstand simpelt hen forkert.

Faktisk forsøgte flere i revisionskomiteen også at få »jomfruen« presset igennem den endelige oversættelse. På hvilket videnskabeligt grundlag foregik så dette? Ved en afstemning.

Ifølge arkivmaterialet fra det Kongelige Bibliotek blev der den 11.10. 1991 i den sytten mand store revisionskomité stemt om, hvorvidt der skulle stå »jomfruen« det pågældende sted.

For stemte seks: Niels Jørgen Cappelørn, Georg S. Geil, Søren Giversen, Kai Kjær-Hansen, Oluf Paaske og Carsten Vang. Ni stemte imod, og to undlod at stemme (eller var fraværende). Således slap vi med nød og næppe for den kristologiske forvanskning, »jomfruen«, selv om bl.a. generalsekretæren helst havde set den gennemtrumfet.

Man afgjorde også ved afstemning, om der skulle stå det filologisk korrekte »er med barn« (præsens) eller det kristologisk hensigtsmæssige »skal blive med barn« (futurum).

For futurum stemte seks: Niels Jørgen Cappelørn, Georg S. Geil, Kai Kjær-Hansen, Oluf Paaske, Carsten Vang og Bertil Wiberg. Imod stemte otte.

Demokratiet har dog ikke altid lige gode vilkår, heller ikke i Bibelselskabet, for på trods af flertal imod denne kristologiske manipulation, var det alligevel den, som endte i den autoriserede bibeloversættelse!

Det klinger derfor temmelig hult, når generalsekretæren bedyrer: »at det, at der er tale om en kirkebibel, ikke gør det til en mindre videnskabelig oversættelse« …!

Bodil Ejrnæs: »Som oversætter kan man ikke undgå at komme til at lukke nogle døre«

I en kronik i Kristeligt Dagblad den 16.10. anfægter forfatter til bogen Skriftsynet igennem den danske bibels historie, bibeloversætter og medlem af revisionskomiteen, Bodil Ejrnæs kritikken af bibeloversættelsen. Ejrnæs gør opmærksom på, at vi fejlagtigt anvender et citat fra en passage i hendes bog, der omhandler 1931-oversættelsen, om 1992-oversættelsens tilblivelseshistorie: »… der tales om tre faser for det forestående arbejde, en videnskabelig nyoversættelse, en kirkelig bearbejdning og et afsluttende gennemsyn …«

Det beklager vi meget!

At så 1992-oversættelsen stort set er foregået på samme måde, er selvfølgelig ingen undskyldning.

Men dét var så alt, som Ejrnæs havde som grundlag for sin historie om »Faklens forfalskninger«, hvor hun karakteriserer bibelartiklen som en »skødesløs og uansvarlig omgang med kilderne.«

Ejrnæs opremser så Bibelens lange for- og virkningshistorie og konkluderer: »At tro – som Faklens folk synes at gøre – at man kan gå til teksten uden denne bevidsthed og præstere en ‘uforudindtaget oversættelse,’ det er illusorisk.«

Her tager hun fejl, eftersom man i hvert fald sagtens kan udarbejde en i religiøs forstand uforudindtaget oversættelse, altså en filologisk i stedet for en kristologisk oversættelse, som ikke gør brug af manipulation med de videnskabelige redskaber.

Men det har Bibelselskabet desværre ikke gjort.

Ejrnæs mener ligesom Cappelørn, at en oversættelse skal tegne en »bue«; man kan så vælge, om buen skal gå bagud eller forud i tid. Oversættelsen af Es. 7,14, som vi just har været inde på, er hendes eget eksempel: Den dogmatiske kristologiske oversættelse (futurum) tegner buen fremad mod kristendommen, og den videnskabelige filologiske oversættelse (præsens) tegner den bagud til »fjerne tider og fremmede kulturer« – mod dem begge kan der rejses indvendinger, hævder hun.

Men spørgsmålet er jo ikke, hvilken »bue« vi foretrækker, spørgsmålet er og er kun, hvad der helt konkret står i teksten – og i nævnte tilfælde hvilken konkret tidsangivelse, der er anvendt i kildeteksten, og som vi har set, er der i kildeteksten anvendt en utvetydigt præsentisk tidsangivelse, som Bibelselskabet oversætter futurisk! Ergo er oversættelsen af Es. 7,14 simpelt hen forkert.

Det er ikke et spørgsmål om »buer« frem eller tilbage, det er et såre banalt spørgsmål om, hvad der står i kildeteksten, og hvilke konsekvenser det får, når Bibelselskabet beviseligt fraviger kildeteksten af kirkelige hensyn.

Bodil Ejrnæs: »Polyteismen et fremmedelement i den konkrete tekst«

Ejrnæs hævder endvidere, at man »ved at lade polyteismen skinne igennem indfører et fremmedelement i den konkrete tekst, den antikke jødiske skriftsamling, der er gennemsyret af monoteistisk tankegang.«

Det er imidlertid noget nær den teologisk set mest fejlagtige påstand, der længe er set på tryk, at det Gamle Testamente skulle være »gennemsyret af monoteistisk tankegang.« Det Gamle Testamente er tværtimod gennemsyret af polyteistisk tankegang!

Selv om israelitterne mestendels, men langtfra altid holder sig til at dyrke Jahwe, deres egen gud (henoteisme, hvilket ikke er det samme som monoteisme!), er forestillingen i langt størstedelen af skriftet polyteistisk.

F.eks. siger Jahwe om ægypternes guder: »og over alle Ægyptens guder vil jeg holde dom« (2.Mos. 12,12), hvilket ville være absurd, hvis konteksten var monoteistisk; om amoritternes guder hedder det: »Men hvis I ikke synes om at tjene Jahwe; så vælg i dag hvem I vil tjene, de guder, eders forfædre dyrkede hinsides floden, eller amoritternes guder, i hvis land I nu bor« (Jos. 24,15); om forskellige folkeslags guder: »Men israelitterne blev ved at gøre, hvad der var ondt i Jahwes øjne, idet de dyrkede ba’alerne og Astarterne og aramæernes, Zidons, Moabs, ammonitternes og filisternes guder og faldt fra Jahwe og undlod at dyrke ham« (Dom. 10,6); eller om andre folks guder generelt: »Thi alle folkeslag vandrer hvert i sin guds navn, men vi vil vandre i Jahwe vor Guds navn for evigt og altid« (Mik. 4,5); eller her, hvor Jahwe blot betegnes som én af den Højestes (Eljons) gudesønner, der i sin tid fik tildelt israelitterne som sit lod (underforstået, at andre guder fik tildelt andre folkeslag): »Da den Højeste (Eljon) gav folkene eje, satte skel mellem menneskenes børn, bestemte han folkenes grænser efter tallet på Israels/Guds (bene Israel/ bene El) sønner, men Jahwes del blev Jakob, Israel hans tilmålte lod« (5.Mos. 32,8); og i overensstemmelse hermed skelnes f.eks. i Salme 82 også mellem El Eljon og Elohim: »Gud (Elohim, sing.) stiller sig frem i Guds (Els) forsamling, blandt guder (elohim, plur.) holder han dom (…) jeg har sagt, I er guder (elohim, plur.), I er alle den højestes (Eljons) sønner« (Sl. 82, v. 1 og 6).

Der kunne nævnes talrige andre steder, som røber den gammeltestamentlige polyteisme/henoteisme. Professor emeritus i Gammel Testamente, Benedikt Otzen skriver endog, at også flere israelitiske stammenavne synes at dække over gudenavne, f.eks. Gad, Aser, Zebulon og Dan (Israelitterne i Palæstina, s. 100).

Man begynder så småt at få et interessant billede af den sproglige såvel som religionshistoriske »kompetence«, bibeloversættelsen er blevet grebet an med …

Afsluttende må det konkluderes, at bortset fra Ejrnæs’ pointering af, at vi har placeret et enkelt citat fra hendes bog om bibeloversættelsestradition i en forkert sammenhæng, er det ikke lykkedes hverken Bibelselskabet eller teologerne at gendrive Faklens kritik af den seneste bibeloversættelse på ét eneste punkt.

Det må derfor efterhånden stå klart for enhver, at 1992-oversættelsen er aldeles upålidelig, og at der derfor snarest bør iværksættes en ny, hvor videnskabelig filologi i stedet for dogmatisk kristologi tegner oversættelsesstrategien.

Dét gælder oversættelsen af ethvert andet værk – af faglitteratur såvel som skønlitteratur, af religionshistoriske såvel som andre kulturhistoriske tekster – at man efterstræber så tekstnær en oversættelse som muligt, at man afspejler den valgte originalteksts kulturelle og tidsmæssige kontekst, og at man arbejder ud fra de tilgængelige videnskabelige ordbøger og grammatikker, ikke specifikke politiske eller dogmatiske hensyn.

Hvorfor skulle det dog så være anderledes med oversættelsen af den bog, der studeres i både folkeskole, på gymnasium, lærerseminarium og universitet, og i så forskellige fag som teologi, filosofi, idéhistorie, historie, semitisk filologi, klassisk filologi, dansk, litteraturvidenskab og religionsvidenskab m.fl., en bog, der om nogen er vor kulturs grundbog?

Jens André Pedersen Herbener og Rune Engelbreth Larsen