Med stor fornøjelse læste jeg nummer 1 af Faklen, som bragte mange minder frem fra min egen tid på Aarhus Universitet: som studerende ved Idéhistorie, 1979-1987 (da var der endnu håb), som undervisningsassistent i humanistisk videnskabsteori - denne »hastige gennemgang af filosofihistorien« - ved Institut for Litteraturhistorie, 1988-1990 (her begyndte farcen for alvor), og endelig som stipendiat ved Idéhistorie, 1990-1993 (hvor jeg opgav og besluttede at søge andre horisonter).

Jeg kan ikke modstå fristelsen til at dvæle lidt ved minderne. Idéhistorie var dengang utvivlsomt et af de allerbedste studiemiljøer på universitetet. 70ernes »politiske« dyne (i virkeligheden var den hverken mere eller mindre »politisk« end enhver anden opinionsmaskine; men det forstod jeg først senere) var blevet så mølædt, at den var ved at smuldre. Det uudtalte forbud mod at læse fransk filosofi (68-generationen kunne kun læse tysk!) var stiltiende blevet ophævet (i dag er det ved at blive genindført af »kognitivisterne«, som kun kan læse engelsk). Det så ud til, for et kort øjeblik, at meningen med akademiske studier var - at studere!

Men det var dog stadig således, at man skulle holde sig til og arbejde med Walter Benjamin, hvis man ligefrem ville gøre karriere som idéhistoriker, og derfor havnede jeg i stedet som færdig kandidat på Institut for Litteraturhistorie.

I dag kender alle den selv efter danske forhold usædvanlige nepotisme, som praktiseredes på det sted: det var dengang, man trak de studerendes repræsentanter i Institutrådet (sådanne fandtes endnu) til side og bedyrede, at de da sandelig ikke måtte modarbejde instituttets egen kandidat til et opslået lektorat, med følgende definitive argument: »Husk på, at han lige har købt nyt hus.«

Den incestuøse trafik, som et sådant syn på den højere mening med at arbejde på en højere læreanstalt affødte, antog efterhånden skandaleagtige dimensioner. I dag, skal det dog retfærdigvis siges, er der faktisk ansat én københavnsk litterat ved det århusianske institut - et dristigt skridt i retning af internationalisering!

Men det var først, da jeg mirakuløst - i fjerde ud af tre mulige ansøgningsrunder - vendte tilbage til Idéhistorie (efter at have fulgt mit sidste hold i videnskabsteori til døren i et semester uden løn), at det gik op for mig, at misèren ikke bare var lærere, hvis højeste ideal i livet er et hus i Skåde Bakker, men mere alvorligt, at tolv års enhedsskole plus to års grunduddannelse ikke formår (måske fordi det ikke er hensigten?) at skabe studerende, der kan undervises på et filosofisk reflekteret niveau.

Det var ikke bare, at de ikke kunne læse udenlandsk eller skrive dansk: de var slet og ret blevet positivister til hobe! Viden var for dem en metervare, man tog med sig hjem; tænkning var spild af tid. Der var undtagelser, og dem kastede jeg naturligvis min kærlighed på; men selv disse lys i mørket kunne ikke bortforklare den kendsgerning, at jeg - det havde taget mig ti år at kaste skællene fra øjnene - var rystet i min tro på mennesket som tænkende væsen.

Hvad jeg vil sige, er, at tegneserie-karikaturen i Faklen nr. 1 ikke forekommer mig det ringeste overdrevet. Som i gymnasiet beherskes de studerende på universitetet af spørgsmålet: »Skal vi kunne det? Hører det med til pensum?« Og det er værd at bemærke, at mens denne (de)mentalitet i dag udgår fra individualistiske stræbere, var det i 70erne tværtimod de »sociale« og »engagerede«, der stod for tænkeforbudet: man skal ikke lade sig narre af, at parolerne skifter; det er den samme stupiditet, der reproducerer sig gennem en ubrudt tradition. Eller hvad skal man kalde det: de er jo ikke stupide med vilje, de véd jo ikke, hvad de gør … (men kan det tilgives af den grund?).

Min gamle vejleder og eneste støtte på Idéhistorie, Lars-Henrik Schmidt forlod for nylig universitetet med mange hårde ord om de studerendes mangel på sans for, hvad et akademisk studium indebærer. Han havde ellers nået alt, hvad en universitetskarriere kan byde på: licentiatgrad, doktorgrad, en stribe af udgivelser, sin egen teori, sågar sit eget center. Men hvad hjælper det, hvis ingen kan høre, og ingen kan læse?

At Schmidt i stedet søgte til Danmarks Pædagogiske Institut, viser imidlertid, at heller ikke han har opgivet håbet: hvad han har opgivet - men for nogen ville det være som at kaste sig ud fra Statsbibliotekets øverste balkon! - er blot universitetet i al dets håbløshed. Og således har jeg også selv fundet meningsfuldt arbejde som formidler af filosofisk erfaring til utallige mennesker andre steder i verden, for hvem teori stadig er noget andet end et middel til at få kontor med egen kaffemaskine: kunstnere, designere, arkitekter.

Der er et vældigt intelligenspotentiale i verden, tag ikke fejl af det: det ligger blot, som en hovedregel, der bekræfter sig stort set over alt, et andet sted.

Halsen drejes om på de sidste rester af dansk åndsliv

Men når de studerende er blevet umulige at undervise - hvis vi stadig ser bort fra de få, uvurdérlige undtagelser, som man imidlertid er henvist til at møde uden for arbejdstiden - er det naturligvis, fordi nogen har lært dem at være således. Jeg forstår, at Faklen nr. 1 har set sig nødsaget til at nævne navne: jeg genkender den type episoder, som beskrives, hvor fernissen krakelerer. Og man behøver ikke være teolog for at føre sig frem som Per Degn: som et demagogisk forbillede for nye generationer af ængstelige, uselvstændige og dumstædige pedanter. Ja, minderne overvælder mig atter.

Jeg husker f.eks., hvorledes jeg - lige efter Berlinmurens fald, som jeg havde været så usandsynlig heldig at forudse i nogle artikler i Information få uger forinden - blev inviteret til at diskutere politisk filosofi ved Institut for Filosofi i Aarhus. Det var selvfølgelig en misforståelse: jeg havde været så naiv at betjene mig af ironi i omtalte artikler, hvilket ikke lader sig gøre i en avis (jeg fik også entusiastiske postkort fra den yderste højrefløj).

Hvorom alting er: jeg diagnosticerede ubefanget ideologiernes sammenbrud og hævdede i særdeleshed, at etik er en irreduktibel sag, som ikke kan helliges af nogen højere politisk mening. Ja, idet jeg fremførte, at den omstændighed, at jeg aldrig sparker til en neger i bussen, ikke skyldes, at jeg har en særlig etisk teori, der forbyder mig det, men er en spontan human adfærd, kom jeg muligvis nok til at antyde, at filosoffernes søgen efter et teoretisk grundlag for ikke at sparke negeren måtte udspringe af en brist i deres egen humanitet.

I hvert fald blev de meget vrede og råbte fra salen som ved et vælgermøde i 30erne. Men da jeg så forsøgte mig med en appel til filosoffernes egen faglighed, idet jeg sagde: »Måske har I hørt om noget, der hedder hermeneutik: det handler om at søge at forstå et umiddelbart fremmedartet udsagn ved at spørge til dets forudsætninger …« - da blev jeg afbrudt midt i min sætning af humanistisk dekan Hans Fink, der fyndigt erklærede: »Ja, og nu skal vi forklare dig, hvad vores forudsætninger er!«

Når hyrden er så, hvordan skulle fårene da være anderledes?

Ja, minderne vælter frem. Omtrent samtidig var jeg inviteret - takket være en lignende misforståelse - til at tale i »Filosofisk Forum« i København. Jeg talte om det lokale og det globale, om hvorledes »katastrofer« som hullet i ozon-laget eller AIDS ikke kunne forstås filosofisk som »noget, der bare sker«, men måtte begribes inden for en overordnet systembetragtning.

Jeg påviste bl.a. den skjulte teologi i den populære opfattelse af ozon-laget som givet ved skabelsen som skjold mod de onde ultraviolette stråler, som det dog i virkeligheden er et produkt af. Efter mit oplæg var der diskussion. Den bestod i, at professor Peter Kemp, specialist i etik og forkynder af respekten for den Andens Ansigt, rejste sig og sagde, at jeg ikke skulle gøre nar af Gud og i øvrigt ikke havde været til de AIDS-konferencer, som han havde været til. Dermed var diskussionen forbi.

Når hyrden er så, hvordan skulle fårene da være anderledes? (Retfærdigvis skal det siges, at Kemp, da hans disciple flokkedes om ham efter seancen, påbød dem at vente med at bagtale mig yderligere, til jeg var gået: man skal respektere den Andens Ansigt; man må vente, til man ser hans nakke!).

Disse to episoder ligger langt tilbage; men jeg fremdrager dem for at vise, at den situation, som Faklen beskriver, ikke er ny: jeg tror snarere, at den har været karakteristisk for dansk universitetsliv i endog temmelig mange år. Det forhindrer selvfølgelig ikke, at hver ny generations åndelige fortrop må chokeres over den - og med rette!

For mit eget vedkommende kan erfaringen sammenfattes i en smertefuld konstatering af danske universitetsintellektuelles praktisk talt uindskrænkede følgagtighed og underdanighed over for den politiske magt. Spektakulære episoder fra 80erne - som f.eks. sagen om Cheminova, hvis forurenende aktivitet ikke måtte diskuteres på Aarhus Universitet, fordi Universitetets Forskningsfond var medejer af virksomheden, og som bragte de glade dage i erindring, da rektor for Odense Universitet, Aage Trommer smadrede en statsejet glasdør sidst i 70erne - var kun synlige udtryk for noget, der må ligge overordentlig dybt i den danske intelligentsia.

Et første fingerpeg kunne aflæses af en opmærksom iagttager først i 80erne, da regeringen førte nedskæringspolitik, og den defensive holdning blandt akademikerne, at man hellere selv måtte påtage sig at administrere afviklingen af universitetet »for at undgå noget endnu værre«, var stort set uimodsagt. En sådan iagttager - og han kunne jo gerne være udsendt af den politiske magt, ja måske var det netop sådan, det gik til? - kunne med føje tænke: når de er så logrende, så servile, når man tager penge fra dem, hvor føjelige vil de så ikke være, hvis man giver dem penge? Og ganske rigtigt: uden et ord til modstand, ja med utvetydigt, åbenlyst velbehag har de universitetsintellektuelle accepteret de mest tåbelige og ødelæggende »tiltag« og tilbageslag - såsom den nye disciplinære Ph.D.-ordning, indførelsen af »evaluering«, reduktion af studietiden til det subminimale, osv.

Nuvel, vi véd, at de vil gøre alt for deres parcelhus; men behøvede de at se så idiotisk selvtilfredse ud, mens de drejer halsen om på de sidste rester af dansk åndsliv?

Den højeste ambition - en ansættelse ved Weekendavisen

Det forunderlige er, at idealet om noget andet bliver ved at bestå! Ikke som et program, en trosbekendelse, en bekendtgørelse - men som den nærmest fysiologiske, spontane reaktion mod stupiditeten, som nu en ny generation af studerende formulerer. Entusiasme, kaldte Kant det: hold da kæft, der kan stadig ske noget!

Min replik til Faklen sker med en generations afstand, og med den deraf følgende irriterende, men måske dog alligevel oplysende bagklogskab. I begyndelsen af 80erne troede vi også, at nu var tiden inde til et endeligt opgør med den bredrøvede, stupidt-akademiske arrogance, bygget på intet andet end det exceptionelle boom i faste stillinger omkring 1970; men jeg skal være den første til at indrømme, at også min generation var en slem skuffelse: dens højeste ambition - ud over at få en stilling ved den professors fod, som de før havde hånet - var, viste det sig, en ansættelse ved Weekendavisen - og så var den ikke længere.

Jeg skal lade det stå åbent, om denne konvergens mellem universitet og presse skyldes en vældig højnelse af sidstnævntes niveau, eller tværtimod …

Min morale er imidlertid som antydet ikke knyttet til nogen speciel historisk situation: jeg tror, den er almengyldig. Og det er ikke mig, der har indset sagens sammenhæng, men derimod en mand, der forlod universitetet for mere end 100 år siden, nemlig Nietzsche.

Nietzsche har ganske enkelt ret, og man må tage ham helt bogstaveligt - også selv om det kan lyde forfærdelig udemokratisk (men læser jeg Faklen ret, er tolerance nok en værdi, men den har sin grænse - ved intolerancen). Nietzsche har bogstaveligt ret, når han siger, at intet udsagn af teoretisk, filosofisk eller videnskabelig art er uafhængigt af et spørgsmål om magt: hævder jeg en sandhed, hævder jeg dermed også nødvendigvis mig selv som den, der hævder denne sandhed. Al sprogbrug er performativ, som det hedder i lingvistikken.

I en verden, hvor arrogantens, pedantens og tørvetrillerens måde at bruge sproget var enerådende, ville jeg have det forfærdelig svært. Derfor kæmper jeg da også imod en sådan verden med hvert et ord, jeg siger og skriver. Og omvendt: i en verden, hvor min spontane, retoriske og hedonistiske sprogbrug var enerådende (hvilket strengt taget er en selvmodsigelse; men lad det nu ligge), ville tørvetrilleren have det uendelig hårdt; derfor kæmper han da også imod en sådan verden med hver en prædiken, han messer, og med hver og en af de to artikler, han skriver om året. Når impertinente studerende derfor spørger dumt til, hvad der foredrages ex cathedra, er det ikke blot en teori, en hypotese eller en doktrin, de anfægter, men en hel existensmåde: en drøm om et trygt og livsvarigt akademikerhjem i Højbjerg.

At dumheden er således snæversynet, kommer dog næppe bag på nogen. Langt mere afgørende er: at også det standpunkt - Faklens standpunkt! - som hævder det almene - det gode, det sande og det skønne - i denne sammenhæng blot er ét blandt mange. Der er - her må vi virkelig opgive teologien! - ingen som helst garanti for, at det rigtige standpunkt vil gå sejrrigt ud af kampen mod det usle, det forlorne og det hæslige. Der vil altid være mange, der kan samles om det almene; men der vil altid være endnu flere, der kan samles om det middelmådige, det kortsigtede og den enkeltes hurtige og bekvemme vinding. Renæssancen vidste dette: vi må være om muligt endnu mere bevidste om det.

Luthers brutalisering af det nordeuropæiske sind

En afsluttende kommentar skal gælde spørgsmålet om religionen, som Faklen med rette rejser. For der er næppe tvivl om, at et opgør med universitetets aktuelle stilstand må søge tilbage til rødderne og tage form af en kritik af dets historiske rødder. Det er fra protestantismen, den danske åndselite har arvet den bekvemme holdning, at det er prisværdigt at forfægte et standpunkt, men overflødigt, ja upassende at argumentere for det.

Protestantismen tillader mig stædigt at forsvare de mest absurde standpunkter - for troen er jo alligevel inkommensurabel med enhver rationalitet. Protestantismen tillader mig stædigt at plage og mishandle mine medskabninger - for jeg har jo alligevel altid uret lige over for Gud. Protestanten er altid allerede frelst: intet forhindrer ham derfor i fortsat at tænke og handle, som han altid har gjort. Intet forhindrer religiøst protestanten i at sparke negeren i bussen: det forbliver et inderligt anliggende mellem Gud og ham - idet han afviser enhver form for »gerningsretfærdighed«.

Dette var naturligvis ikke, hvad Kierkegaard tænkte; men det er, hvad »Christenheden« tænker og tror er tro. Og den, der måtte være i tvivl, om det virkelig kan være helt så galt fat og vil have syn for sagn, kan blot se på, hvorledes protestanterne behandler hinanden indbyrdes, når de f.eks. bliver uenige om, hvorvidt de er altid-allerede frelst gennem dåben eller altid-allerede frelst gennem deres arrogante »tro«: agnus agno lupus, som Hobbes ville have sagt - lammene flår hinanden.

I den danske folkekirke trives både angiveri, inkvisition og exkommunikation - alt sammen begrundet i dogmet om Martin Luthers ufejlbarlighed, den Martin Luther, som - gerrig, giftesyg og servil - utvivlsomt har hovedæren for brutaliseringen af det nordeuropæiske sind.

Kasper Nefer Olsen