Beretning fra den totalitære hverdag på en dansk daginstitution, hvor ensretning og straf er reglen, og hvor decideret tvangsarbejde i stigende grad erstatter socialt samarbejde.

Formanden for Børnerådet, Frode Muldkjær mener ikke, at forældrene ved nok om livet i daginstitutionen; til Berlingske Tidende, den 5.11. udtaler han: »Hvad ved de om hverdagen? Hvad ved de om, hvad der sker? - De bliver ikke inddraget i, hvad deres børn foretager sig på det sted, hvor de tilbringer de fleste af deres vågne timer.«

Chefredaktør, Erik Rasmussen, Mandag Morgen, siger på baggrund af en rapport, der bl.a. påpeger, at kvantitet i mange år er blevet forvekslet med kvalitet, at »det er slående, at vi lader institutionerne passe vore børn, når vi ikke har nogen viden på området. Umiddelbart har børnene det jo godt, men der er jo heller ingen, der råber op. Børnene er en passiv skare.«

Forfatteren til nærværende artikel har fundet det på tide at løfte sløret for, hvad der rent faktisk foregår - og det er desværre ikke nogen rar historie.

Undertegnede er fastansat pædagogmedhjælper i D.I.I. Lindholmparken i Århus, en aldersintegreret daginstitution for 3-11 årige, hvis daglige pædagogiske praksis oftere og oftere antager næsten totalitær karakter.

Erhard Jakobsens mareridt, 70ernes venstreorienterede pædagoger med »lilla bleer« og underlige ideer er blevet trængt op i en krog af højreorienteringens samlebånds-vision, 90ernes professionelle vogtere af kæft, trit og retning. Fra at være et sted med de bedste intentioner om barnets tarv har daginstitutionen udviklet sig til en rationaliseret pakkeløsning, hvor frugtbar socialitet såvel som naturlig individualitet drukner i et skræmmende veltilrettelagt Ordnung muss sein.

At det givetvis vil forekomme mange mennesker grotesk eller i det mindste overdrevet at kalde børns opdragelse i institutioner for dressur og at karakterisere en specifik daginstitution som et totalitært samfund en miniature, er jeg naturligvis forberedt på. Men i den udstrækning, mine erfaringer svarer til det generelle billede af forholdene i Danmark, er det desværre præcis sådan, daginstitutioner i realiteten fungerer.

Efterhånden er det imidlertid gået op for mig, at det næppe nytter det fjerneste at kritisere disse forhold under nok så hyppige interne diskussioner, eftersom svaret oftest er en henvisning til, at f.eks. samfundsforholdene nødvendiggør strenge disciplinære foranstaltninger, og at man i øvrigt ikke ser nogen mulighed for at ændre dem, da »barnet skal rustes til at fungere i samfundet, som det nu engang er«.

Eksempelvis blev et forsøg på en forsigtig kritik af en pædagogs truende tone over for de mindste da også affejet med: »Det ved jeg mere om, end du gør, jeg er professionel - uddannet!« Og så var den dialog sådan set ovre. En anden »professionel« besvarede en lignende kritik med: »Du vil alligevel aldrig kunne overbevise mig om noget som helst.«

I stedet har jeg derfor løbende skrevet mine iagttagelser ned for at kunne præsentere så minutiøst et billede som muligt, og artiklen her udgør så en meget lille del af resultatet af flere års erfaringer.

Ærindet er imidlertid ikke at hænge de pædagoger ud, som presset af de politisk betingede arbejdsforhold af stadig mere uacceptabel karakter mere eller mindre ubevidst tvinges til en rent ud militant pædagogik, men tværtimod at gøre opmærksom på, hvilken regulær mishandling af børnene der bliver resultatet i den anden ende.

Ofte resignerer de ansvarlige pædagoger simpelt hen i en sådan grad, at de i stedet for at gøre helhjertet oprør på børnenes vegne uforvarende bliver eksponenter for en i stigende grad uhyggeligt despotisk opdragelsesform. Men at der også findes pædagoger, som så synes alt andet end uvillige til at bekræfte denne praksis, er desværre en kendsgerning.

En ordre er en ordre

Det er et velkendt faktum, at menneskets indlæringsevne er optimal i barndommen, mens man som voksen må knokle meget mere, før viden sidder fast. Er man således fra barnsben af underlagt strenge normer og totalitære regler, som holdes for både uimodsigelige og naturlige, er det unægtelig vanskeligt senere i livet at danne sig et selvstændigt og kritisk indtryk af disse, eftersom de har lejret sig i sindet som den største selvfølge for omgangen mennesker imellem.

Disse foruroligende forhold producerer, hvad der blandt pædagoger betragtes som »fornuftige og nødvendige« moralske og straffende tiltag, men som i deres udtalte kulde og hårdhed ofte langt overgår, hvad jeg personligt har oplevet af kadaverdisciplin i det danske forsvar. Her er der imidlertid ikke tale om mere eller mindre voksne mennesker, der må formodes at have en vis psykisk ballast, men derimod helt små børn, der ofte kommer direkte fra vuggestuerne.

Stærke kommandoer og et omfattende trusselskatalog er om ikke i teori, så desværre ofte i praksis pædagogikkens foretrukne metode, mens der alt for sjældent bliver tid til reelle samtaler eller blot tilløb til ordentlige forklaringer, når de alt for omfattende børnekompagnier skal manøvreres i takt gennem hverdagens meget ufleksible tidsplaner.

Forbydes barnet f.eks. en eller anden handling, som det selv er i gang med at udføre, er den karakteristiske begrundelse ikke en venlig forklaring, men et ufølsomt og stereotypt »dét må du ikke,« som kun i bedste fald uddybes med et oplysende »fordi jeg siger det!«

Når de tre-fireårige børn larmer for meget i bussen, er den mest almindelige kommando fra en af pædagogerne af samme hensynsfulde karakter: »Hvis du ikke holder op lige nu, kan du blive sat af bussen næste gang!« - hvilket som regel straks følges op af et ikke mindre råbende og lige så truende: »Og jeg mener det!«

Til en fødselsdag i børnehaven ville en tavs og genert lille pige ikke synge med på sangen, hvorfor hun måtte indkassere følgende bandbulle: »Du kan ikke bare sabotere det for de andre og gøre, som du selv vil!« Da fødselsdagsstemningen således var blevet effektivt spoleret af pædagogens unødvendige raserianfald, blev pigen som straf sat uden for døren med den besked, at hun »sandelig ikke kan få sodavand og slik, når hun ikke engang vil deltage i fødselsdagssangen.«

Afstraffes skulle også en treårig tyrkisk pige, der plejer ikke at ville tisse af, inden hun mod sin vilje beordres ud på legepladsen. For at komme ind igen tyr hun til den begavede metode at tisse i bukserne, og det skal der naturligvis sættes en effektiv stopper for.

Men i stedet for simpelt hen at lade hende være inden døre, skal der statueres et eksempel, og selv om hendes bukser er gennemvædet af tis, tvinges hun til at blive udenfor i ikke mindre end halvanden time. Denne taktik iværksættes i slutningen af oktober, hvor temperaturen er under 10 grader, og - for at det ikke skal være løgn - mens det regner og blæser.

Spis, til du brækker dig

Ofte camoufleres ordrer som frie valg, men man sørger altid for, at det er let for barnet at forstå, hvad det forventes at vælge: »Du bestemmer selvfølgelig selv. Det er nemlig helt op til dig selv, om du vil bringe dig i en ubehagelig situation eller ej!«

En seksårig dreng kunne »selv bestemme«, om han ville tvinge en frikadellemad ned eller bringe sig selv i en »ubehagelig situation«. Nødtvungent, men ikke uden protest valgte han det første, men resultatet var alt andet end behageligt.

Da han ikke kunne slippe for at spise, selv om han gentagne gange gjorde opmærksom på, at han ikke kunne få en krumme mere ned, fandt han fortvivlet på forskellige »udflugter« (»maden er for kold« o.lign.). Disse nødløgne griber pædagogen med glæde, og de bliver nu gjort til genstand for diskussion og får drengen til at fremstå som en letgennemskuelig løgner i stedet for det, han er, en dreng, som ikke alene ikke har lyst til en frikadellemad, men som ganske simpelt er mæt.

Det ender selvfølgelig med, at han tvinges til at spise den vigtige frikadellemad - resultatet er, at han kaster op på stedet.

Men i stedet for pædagogens uforbeholdne undskyldning og trøst, må drengen som afsluttende dessert også sluge den efterfølgende, frustrerede kommentar: »Det var dog en værre gang komediespil!«

En fireårig, lidt pivet dreng klynker ved morgenbordet over, at han ikke kan spise noget. Pædagogens måde at håndtere den store krise på er det vist ikke for meget at karakterisere som ude af proportioner: »Jeg kan godt sige dig, at hvis du begynder på det der tuderi igen, så skal du altså spise op!«

Og da den samme dreng ved frokosten heller ikke kan spise mere: »Nu gør du mig altså snart meget vred!« Den pågældende pædagog har dog, som en lidet formildende omstændighed, ved flere lejligheder erklæret, at hun »har svært ved at snuppe den dreng«.

Et andet barn, som ikke kan spise de sidste smuler af et stykke knastør grøntsagstærte, bliver tvunget til at sidde foran krummerne i næsten to timer, før hun løslades med den bemærkning: »Du har opført dig åndssvagt ved at gøre det her til en konflikt!«.

Tvangsarbejde i stedet for samarbejde

Konflikter er hyppigt forekommende på daginstitutionen, ikke mindst på grund af meget rigide reglementer. Der er således ikke megen plads til undtagelser eller fleksibel hensyntagen til, at det f.eks. langtfra er alle børn, der finder det lige ophidsende at deltage i de opgaver, som pædagogerne dekreterer i aktiveringens navn.

Daginstitutionslivet består af en uacceptabelt lang række af pligter, hvor små børn afkrydses på protokoller og lister i det omfang, de har eller ikke har deltaget i fremstillingen af deres kvote af brugsgenstande og gaver - ting og dingenoter, som først og fremmest skal overbevise forældrene om deres »rige og kreative« aktivitetsliv.

Et årligt tilbagevendende eksempel er fremstillingen af julegaver. Tit skal alle børn uden undtagelse deltage, og det på trods af, at samtlige gaver på det nærmeste er masseproducerede (ofte af pædagogerne selv), og skønt den eneste virkelige forskel er det påhæftede navneskilt.

Da jeg f.eks. nægtede at tvinge 2-3 årige børn, der overhovedet ikke var motiveret til at lave julegaver på kommando, var beskeden fra stuens ledende pædagog: »Så kan du ærlig talt ikke arbejde her, og det mener jeg!«

Der er åbenlyst ikke megen plads til barnets selvstændighed, eftersom tvangsarbejdet har højere prioritet. Samarbejdet børn og børn såvel som børn og pædagoger imellem lider voldsomt herunder, fordi der hovedsageligt er tale om envejs-kommunikation, og fordi barnet ikke erfarer fællesskabets rige muligheder, når dét, som fællesskabet udmønter sig i, ikke også bæres af individuelle færdigheder og fremfor alt individuel glæde, men blot er udtryk for samlebåndsarbejde: Det ene barn kopierer det andet, som kopierer det tredje, som kopierer pædagogen (som kopierer kopier af udklips-skabeloner).

Børn, som ikke kan eller ikke vil indpasse sig i den gældende Orden, bliver effektivt hængt ud af i grunden magtesløse og frustrerede pædagoger, og det bliver som regel betonet, at den manglende lyst hertil er »destruktiv« - som om masseproduktion nogen sinde kunne være »kreativ«.

Ingen taler om fornedrelse af barnet eller om påtvungen krise i barnets liv, når det på denne måde systematisk tilrettes, selv om resultatet er, at dets glæde ved og forståelse for samarbejde og fællesskab i bedste fald afkøles, i værste helt forsvinder. Om krise er der til gengæld tale, hvis det ikke er et barn, men en anden pædagog, som i børnenes påhør irettesættes af en kollega!

Selv om det vel er både sundt og naturligt for et barn at opleve, at også voksne fejler og kan være indbyrdes uenige, tages sådanne situationer, hvor »autoriteten« kan lide skade, frygtelig alvorligt. Der indkaldes snarest til krisemøder med pædagogiske konsulenter, som skal »genoprette tilliden« i medarbejdergruppen.

Pattebarn, pattebarn, pattebarn!

Som arbejdsforholdene er i dag, har pædagogen sjældent tid til noget videre individuelt følelsesmæssigt forhold til børnene, og der er da også udbredt professionel consensus om, at »noget sådant ikke er sundt«. Kontakten barn og pædagog imellem bliver endog oftest den stik modsatte - en overfladiskhed og kulde, der uundgåeligt måtte skære forældrene i hjertet, om de nogen sinde kunne erfare den.

Der er kun undtagelsesvist overskud til at vise den fornødne deltagelse i begivenheder af stor betydning for det enkelte barn, som regel forhindrer »professionalismen« noget sådant.

En ni-årig tvangsfjernet pige, der med overstrømmende lykke og iver fortalte de voksne, at hun skulle være storesøster, blev mødt med »sund« og professionel ufølsomhed. Hendes uforbeholdne glæde slukkedes således brat af pædagogernes massive kulde - et fnysende skuldertræk og et desinteresseret og nedladende »nåh« var alt, man havde tilovers for hendes mors glædelige omstændigheder.

Med samme professionalisme håndterede en pædagog en lille dreng, som småpev, fordi han følte sig dårligt behandlet i en eller anden leg. Pædagogen så dog ingen grund til at trøste den fortvivlede (hvad sikkert heller ikke var nødvendigt) - i stedet mobbede hun ham: »Hold dog op med at græde som et pattebarn!« Drengen bliver naturligvis både flov og ked af det, men pædagogen vælger at tackle situationen ved med et stort grin og en stiv pegefinger at messe: »Pattebarn, pattebarn, pattebarn!«

Opfyldt af retfærdig harme forsøger spirrevippen at skubbe hende væk med sin albue - men så er det ikke sjovt længere! Den uvorne knægt får et kæmpe møgfald og bliver slæbt bort under armen med ordene: »Sådan skal du i hvert fald ikke behandle mig, dét kan jeg godt fortælle dig!«

Pædagogerne taler generelt sjældent med, men næsten altid til barnet - og helst ned til det. Man lytter ikke og tager kun i ringe grad barnets egne ønsker og motiver for gode varer, medmindre de stemmer overens med de-forhåndenværende-søms-pædagogik. Et grådkvalt barns »gå væk« oversættes derfor som regel med, at »barnet har brug for pædagogens nærhed« - dvs. en overhaling. Hvis f.eks. barnet lige ud siger: »Jeg vil ikke tale med dig«, har pædagogen sin trumf parat: »Jamen, jeg vil altså gerne tale med dig!«

I talrige tilfælde udvikler denne taktik sig indlysende nok til decideret konfrontation, hvor pædagogerne under tiden fuldstændig mister besindelsen, nogle i magtesløst råberi, andre i mere voldelige tendenser.

En vildbasse på tre-fire år svang engang sin lille, uskadelige taske efter en pædagog, hvorefter en kollega efter en udmærket belæring om at lade være spørger drengen, om han ikke »har lyst til at sige undskyld?«. Dét kunne imidlertid ikke falde ham ind (spørg, og du risikerer et ærligt svar).

Drengen får nu arrest i en sofa, indtil han får lyst til at sige undskyld. Jeg spørger, om dét nu også er den heldigste fremgangsmåde, og får som svar, at man »sagtens kan tvinge børn til at 'få lyst'!«

En kvindelig pædagog havde en særlig evne til at miste børnenes respekt og sit eget greb om situationen, hvorfor hun i sin magtesløshed nu og da »kom til« at tage temmelig hårdhændede midler som slag og spark i brug.

Under et forhør hos den ledende pædagogiske konsulent blev hun høfligt gjort opmærksom på, at knibning i låret var meget betænkelig som sanktionsmiddel over for små børn; om noget sådant nogen sinde var foregået med hans eget barn, måtte han erkende, at han da var blevet meget vred.

Selv om pædagogen ikke ville afvise at have brugt endog langt hårdere midler, insisterede hun dog: »Det vil jeg ikke have til at stå i mine papirer.«

Det kunne konsulenten godt forstå - og så var den ikke længere.

Professionel tackling af kulturmøder

Som det turde fremgå, er der ikke så lidt fra den pædagogiske verden, som aldrig kommer forældrene for øre, på trods af gyldne målsætninger om åbenhed og tillid. Til gengæld er der ikke meget fra forældrenes verden, som ikke kommer pædagogerne for øre - når børnene jævnligt taler over sig, er der skam ingen, som beder dem holde sig den mindste smule tilbage.

Denne åbenmundethed medfører til tider en ubehageligt nedvurderende bagtalelse af visse forældres opdragelse, når snakken går på personalestuen, og det på trods af, at daginstitutionen vel nok er det allerstørste glashus, som man kan kaste sten fra i den sammenhæng.

Heller ikke muslimske forældre ville være alt for trygge, hvis de selv havde oplevet den behandling, som deres børn ind imellem udsættes for.

En af institutionens målsætninger er, at børnene skal lære om egen såvel som fremmede kulturer. Men selv om der ikke er meget, som i popularitet kan konkurrere med højtlæsning, og selv om børnene har været levende opslugt af den farverige kulturhistorie fra f.eks. det Gamle Testamente, er det blevet forbudt at læse op af både Bibelen og Koranen.

Børnene opfatter imidlertid disse bøger på samme underholdende vis som andre gode historier og eventyr, og selv om de af egen vilje beder om at få oplæst historier netop herfra, indskærper pædagogerne: »Det er ikke vores opgave at give børnene religion.« Ikke desto mindre har man øjensynligt ikke skyggen af skrupler over at slæbe døbte såvel som udøbte danskere og muslimer i kirken til deltagelse i dennes konkrete religiøse ritualer.

En pædagog fremhæver oven i købet gerne sin egen professionalisme og erfaring i arbejdet med indvandrerbørn, hvis kulturelle baggrund det selvfølgelig kræver både omtanke og dannelse at kende og forstå. Alligevel ser hun intet til hinder for at rive tørklædet af en muslimsk pige i et lokale med mænd; eller f.eks. i anden forbindelse påstå, at »det da er tyrkernes vigtigste beskæftigelse at få født nogle flere sorte!«.

At også fordommene, intolerancen og mobningen kan være stor selv blandt børn, når de får legekammerater af en anden kultur og hudfarve, bliver desværre en hel del lettere at forstå, når man tager en sådan indstilling hos professionelle, statsansatte børneopdragere i betragtning. Svaret på den »professionelles« harme over børns fordomme - »hvor har de det dog fra?!« - behøver man altså ikke lede længe efter.

Et lille skub til barnet

Det kan vel næppe undre, at det ofte tager lang tid for mange børn overhovedet at acceptere anbringelsen i institutioner. Ikke bare savner mange grænseløst deres forældre, de bliver enten decideret ulykkelige over institutionens kølige omgangstone og hårde disciplin, eller de tager den efterhånden pligtopfyldende til sig i deres forhold til legekammeraterne - og det er i virkeligheden det mest skræmmende aspekt af den historie.

Problemet med børns uvilje mod institutionslivet burde pædagogerne imidlertid være de første til at forstå, men af misforstået loyalitet med et fag, som realpolitiske krav allerede i en årrække har kørt i sænk, forsvarer de af alle kræfter pædagogikkens tilstand.

»Barnet er jo ligesom ikke rigtig i kontakt med sig selv, når det siger, at det ikke vil i børnehave,« er en udbredt professionel holdning.

En syv-årig dreng, som aldrig har lagt skjul på sin lede ved børnehavestuen, havde klaget sin nød til sin mor, men pædagogen svarede hende blot med en total mistillid til drengens egen fornemmelse af situationen: »Jamen, han trækker da bare rundt med dig!«

Et barn, der var åbenlyst ulykkeligt ved at starte i børnehaven og græd utrætteligt herover i månedsvis, somme tider det meste af dagen, blev ikke mødt med en lige så utrættelig trøst, men blev tværtimod ustandselig skældt ud - eller simpelt hen isoleret i et tilstødende rum. Barnet »affinder« sig så efter 2-3 måneder endelig med situationen, hvorfor pædagogen belærende udbryder: »Se selv, han har det jo i virkeligheden fint her!« Og »i sådanne situationer har barnet bare brug for et lille skub« …

I daginstitutionens ensrettede verden erfarer barnet kun med det allerstørste besvær, at det er et selvstændigt individ med unikke karakteregenskaber; det forberedes hverken til kritisk stillingtagen eller frie valgmuligheder, og dette ikke være sagt for at anfægte den voksnes naturlige autoritet, men for at understrege, at denne desværre ikke bliver et middel til at værne om og styrke barnets egenart i dets egen såvel som samarbejdets interesse, men tværtimod til at undertrykke enhver sådan kvalitet og kreativitet.

Der er under sådanne forhold ikke blot tale om en uacceptabel behandling og opbevaring af børn, men også om en tilpasning og ensretning til et senere samfundsliv af højst foruroligende karakter, eftersom det første møde med samfundets institutioner foregår under forhold, som grænser til det rent følelsesforladte og totalitære.

Vi må således spørge os selv og hinanden, ikke mindst de af os, der har sat børn i verden, i hvilken udstrækning børnenes institutionsliv og pædagogernes håndtering af dette overhovedet kan blive til andet og mere end en form for militærlejr, når flere og flere børn presses sammen i længere og længere tidsforløb.

Erhard Jakobsens frygt for og hetz mod pædagogikken må i hvert fald siges at have båret frugt; fællesskabet er i lige så høj grad som individualismen gået fløjten i et pædagogisk system, der snarere genererer møtrikker til produktionsapparatet - med en udtalt mistænkelighed over for enhver afvigelse fra normen som sidegevinst - end selvstændige og kritiske individer, der med udgangspunkt i egne evner og egen nysgerrighed har erfaret samarbejdets og tolerancens dyder.

Daginstitutionen svarer barnet med rigide reglementer og implicit moral i stedet for fleksible pligter, der tager hensyn til forskelligheder i både behov og evner, og i stedet for de følelser og den kærlighed, som professionelle nærmest pr. definition er afskåret fra at give så store kompagnier af børn.

Undersøgelse bestilt af BUPL: børnenes følelsesmæssige, sociale og intellektuelle udvikling bør i højere grad være afgørende

Er daginstitutionen ved at udvikle sig til ikke blot en nødløsning, hvor forældrene er optaget på arbejdsmarkedet, men en meget ringe nødløsning, som forældre og ikke mindst børnene ikke kan være tjent med? Hvilke chancer har overhovedet pædagogen for at bibringe børnene en i såvel følelses- som indholdsmæssig forstand lærerig opvækst, sådan som de politiske linier er udstukket for deres fag?

Er den pædagogiske »professionalisme« virkelig så professionel, og hvis dét er tilfældet, er så i virkeligheden ikke forældrenes egen uprofessionalisme at foretrække i langt større udstrækning, end det i dag er tilfældet, derved at f.eks. orlovsmulighederne kraftigt forøgedes for begges vedkommende?

Arbejdsløsheden er som bekendt markant, hvorfor det som et første skridt unægtelig ville være klogt at fjerne enhver økonomisk ufordelagtighed for forældre, der ønsker at passe deres egne børn på skift, hvor de i længere perioder så at sige giver deres arbejdsplads til andre.

En faldende tilgang til institutionerne ville samtidig lette presset og give pædagogerne langt bedre arbejdsforhold og således overflødiggøre den ensrettende kadaverdisciplin, som man tvunget af omstændighederne nærmest er nødt til at opretholde i dag. På den måde kunne både de forældre, som helst tog sig af deres egne børn, få tid og mulighed til det, mens de forældre, der finder daginstitutionsopholdet mere gavnligt, kunne sikres en langt rigere og fremfor alt mere følelsesmæssigt betonet opvækst for deres børn.

Børne- og Ungdomspædagogernes Landsforbund har i hvert fald indirekte selv været blandt de første til at advare mod den afvikling, som pædagogikken i øjeblikket synes at være inde i. En stor undersøgelse på området, bestilt af BUPL konkluderer, at problemerne hovedsageligt skyldes manglende politiske ambitioner, der har gjort børnepasning til et »aflastningstilbud« til forældre i stedet for et »tilbud til børnene«.

Information refererer undersøgelsen den 4.10., af hvilken det fremgår, »at kvalitet i mange år er blevet forvekslet med kvantitet. Det gælder bl.a. pladsgaranti, normeringer og kvadratmetre. Undersøgelsen efterlyser, at børnenes følelsesmæssige, sociale og intellektuelle udvikling i højere grad bliver det afgørende.« (min kursiv)

Hvis dét er fremtidens toner, ser det ikke så sort ud for pædagogikken - og, hvad der er langt vigtigere, radikalt lysere for børnene.

Ifølge samme undersøgelse tilbringer de trods alt også ca. 24.000 timer af deres første 16 leveår i institution!

Simon J. Svendsen Falkentorp