Intet er for småt, når oversættelsen skal tilrettes dogmatisk kristologi – jo mere der checkes, desto flere er eksemplerne på grov fordrejning og bevidst manipulation …

I hundredvis af skriftsteder er blevet manipuleret både under og efter oversættelsesforløbet; skriftsteder, der ofte er af central teologisk betydning og derfor skulle tilnærmes det Nye Testamentes ordlyd og den monoteistiske, kirkelige dogmatik.

Her er endnu et udpluk:

1. Mosebog 6,1-2

Dansk oversættelse fra 1992 (DO92): »Da menneskene begyndte at blive talrige på jorden og fik døtre, så gudssønnerne [bene haelohim], at menneskedøtrene var smukke.«

Men det skal enten hedde englene (iflg. Ges/Buhl s. 40) eller naturligvis det præcisere gudesønner (iflg. K&B bd. 1, s. 51). Her har man valgt en monoteistisk variant, som intet som helst har at gøre med, hvad der står i den hebraiske kildetekst.

2. Mosebog 2,3

DO92: »… tog hun en sivkurv [tebah gomæ’].« (Om Moses, der udsættes på Nilen).

Men gomæ’ skal oversættes med »papyrus« (K&B bd. 1, s. 188f), og tebah betyder »kasse« eller »kiste« – måske med bibetydningen »sejlende kasse«, dvs. »skib«, jvf. syndflodsberetningens ark (TW bd. 8, s. 541-543; K&B bd. 4, s. 1546).

Oversættelserne fra 1910 og 1931 har i modsætning til DO92 den filologisk korrekte ordlyd; næsten samstemmende står der: »… tog hun en kiste af papyrusrør/siv.«

Det finder Bibelselskabet åbenbart uforståeligt for en nutidsdansker – den skvulpende frokostkurv er da også mere poetisk i moderne forstand, men det er blot ikke det, der står.

2. Mosebog 6,6

DO92: »Jeg vil udfri jer med løftet [netujah] arm.«

Men netujah betyder ikke »løftet«, men derimod »udstrakt« (TW bd. 5, s. 409ff; K&B bd. 3, s. 654f; Ges/Buhl s. 500f). Det var da også, hvad oversættelserne fra 1910 og 1931 samt prøveoversættelsen korrekt havde oversat, men det blev ændret, da revisionskomiteen kom til, blot fordi den nytestamentlige ordlyd i ApG. 13,17 taler om en »løftet« arm!

Ingen af de filologiske leksika foreslår imidlertid dette blot som mulighed.

2. Mosebog 32,1 og 32,23.

DO92: »Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os op fra Egypten.«

Men der står faktisk: »Lav os guder, som kan …« (JP § 121d; Nyberg § 88a; K&B bd.1, s.51). Dels er oversættelsen ukorrekt, dels mister man fuldstændig fornemmelsen for den polyteistiske og hedenske horisont, som historien udspiller sig i. Sågar Septuaginta og Vulgata har her guder.

5. Mosebog 32,43

DO92: »Du himmel, bryd ud i jubel med ham, tilbed ham, I gudssønner, for han hævner sine tjeneres blod; han hævner sig på sine fjender, gør gengæld mod sine modstandere. Han tilgiver sit folks land.«

Denne tekstkritiske konjektur i DO92 (at man i modsætning til 1910- og 1931-oversættelsen her har benyttet den græske oversættelse, Septuaginta) har ingen filologiske årsager overhovedet – den kan kun begrundes dogmatisk, i teologi og salmetradition.

Der står faktisk i den hebraiske grundtekst: »I folkeslag, pris hans folk, thi han hævner sine tjeneres blod, og han bringer hævn over sine fjender, og han soner sit land (og) sit folk.«

Et klart eksempel på, at man i modsætning til, hvad man officielt har tilkendegivet, ikke har holdt sig til Biblia Hebraica.

2. Samuels bog 12,16

DO92 »Da bad [baqash] David til Gud for drengen.«

Men der står faktisk: »Da søgte David guden [baqash haelohim] for drengens skyld.«

Oversættelserne fra 1910 og 1931 skriver da også »søgte«, ikke »bad«. For baqash haelohim betyder ikke at »bede« (med alle de associationer, det giver til den kristnes foldede hænder). Tværtimod er det »at søge guden« først og fremmest et idiomatisk udtryk for at opsøge Jahwe i hans tempel og dér udføre forskellige kultiske handlinger, f.eks. blodofre (se f.eks. Hos. 5,6). Kun helt sekundært, i forbindelse med at gå i forbøn (TW bd. 1, s. 756-769; K&B bd. 1, s. 135).

Den filologisk og religionshistorisk korrekte oversættelse skulle da lyde således: »Da opsøgte David guden i templet for drengens skyld.«

1. Kongebog 15,12

D092: »Han forviste de mandlige helligskøger [qadesh] fra landet …«

Hvordan kan man oversætte qadesh, hvis rod i det Gamle Testamente bruges om alt vedrørende det hellige og indviede, og hvis akkadiske etymologi efter al sandsynlighed er renhed, med helligskøge? Seksualiteten i de antikke kulturer var en lige så integreret og naturlig, ja, hellig del af religionen, som nadveren er det af kristendommen.

Derfor er det naturligvis også uacceptabelt, når DO92 vælger at oversætte qadesh og den kvindelige pendant qedesha (se f.eks. 1.Mos. 38,21; 5.Mos. 28,18 og Hos. 4,14) med »helligskøge«, når der rent faktisk står helligmænd og helligkvinder (jvf. f.eks. Jes P. Asmussens artikel Sakral prostitution i GDBL).

Ifølge K&B bd. 3, s.1005 og TW bd. 6, s.1200f udgjorde qadesherne en regulær præsteklasse, som skal oversættes med »hellig« eller »indviet«. Ja, det problematiseres endog stærkt, om de overhovedet havde noget med det seksuelle at gøre. Alligevel har de danske oversættere ikke kunnet dy sig for at tilføje -skøge, fordi seksualitet og religion i den kristne kontekst er 100% adskilte, ja, historisk endog ofte ligefrem modsætninger.

Den filologisk korrekte oversættelse er: »Han forviste de hellige mænd fra landet.« Eller også må man lade qadesh stå uoversat, og i en note forklare begrebets implikationer.

Nehemias’ Bog 9,6

DO92: »… du skabte himlen, himlenes himmel med hele dens hær …«

Igen har man i 1910 og 1931 i modsætning hertil oversat filologisk korrekt.

Der står faktisk: »Du, Jahwe er den eneste; du har skabt himlen, himlenes himle med al deres hær …«

Om himmel, shamayim, som faktisk har en pluralis-endelse på hebraisk, skal oversættes med ental eller flertal, må vurderes ud fra konteksten. Men i dette tilfælde er det indiskutabelt pluralis, i særdeleshed fordi der i den hebraiske grundtekst står zeva’am, »deres hær«.

Ikke bare har man ikke kunnet kende forskel på pronominalsuffixer i ental og flertal (JP § 20 q og 52 d), men man fjerner også idéindholdet fra dets semitiske verdensbillede, hvor det netop var en pointe, at man havde op til adskillige himle. Et mytologisk træk, som i den nye, »moderniserede« oversættelse udvandes.

Salme 10,3

DO92: »de praler af det, de har i sinde. Den begærlige forbander og håner Herren.«

Men der står faktisk: »Thi den gudløse jubler over sin sjæls begær og røveren (egl. væveren) velsigner og forkaster Jahwe.«

Hvorfor har man ikke gengivet, hvad der står i Biblia Hebraica? Er det for kompliceret for Bibelselskabets univers, at en gudløs jubler over sit begær, og at en røver på samme tid velsigner (berek) og forkaster Jahwe?

Salme 19,5

DO92: »Deres røst [qawwam] når ud over hele jorden.«

Men qaw betyder »målesnor« eller »mål«. Så der står faktisk, som f.eks. også den jødiske proselyt Aquila oversatte i det andet århundrede: »deres mål«. Men her har man gerne villet lægge en nytestamentlig formulering (»Deres røst er nået ud over hele jorden.« Rom. 10,18) til grund for den gammeltestamentlige, selv om prisen altså er at manipulere grundteksten.

Salme 37,11

DO92: »Men de sagtmodige [anawim] skal få landet i arv og eje.«

Men anawim er ikke en betegnelse for »de sagtmodige«, men blot for de i ydre forstand fattige, som underkaster sig Jahwe i ydmyghed (TW bd. 6, s. 247ff; K&B bd. 3, s. 809; Ges/Buhl, s. 605).

Oversættelsen burde således hedde: »Men de ydmyge skal få landet i arv og eje.«

Hvorfor forandringen? Fordi den gammeltestamentlige ordlyd skal passe med den nytestamentlige, nemlig bjergprædikenens: »Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.« (Matt. 5,5)!

Salme 40,9

DO92: »jeg ønsker at gøre din vilje, Gud.«

Men der står faktisk: »At gøre din vilje, min gud, er min glæde.«

Det har oversættelserne fra 1910 og 1931 da også – men DO92 har behændigt udeladt det possessive suffix -aj. Altså igen et eksempel på et videnskabeligt, filologisk tilbageskridt. Men ved at oversætte det korrekte min gud kunne Bibelselskabet jo risikere, at læseren igen konstaterede, at andre mennesker i den semitiske kontekst havde andre guder, som var deres.

Samtidig skulle den gammeltestamentlige formulering også stemme overens med Hebr. 10,7: »Da siger jeg: ‘Se, jeg er kommet – i bogrullen er der skrevet om mig – for at gøre din vilje, Gud’«!

Salme 58,2

DO92: »Fører I retskaffen tale, I mægtige [elæm]?«

Men der står faktisk: »I Guder«.

Ges/Buhl, s. 37 har også guder eller skytsengle. For at undgå polyteismen (elæm, som alle er enige om er identisk med elim – det er jo konsonanterne, der er altafgørende på semitiske sprog) har man forandret udtrykket totalt.

Igen lider man hos Bibelselskabet af en religionshistorisk og filologisk næsten fobisk angst for religionsfænomenologiens flertal på teologiske nøglesteder. Både i 1910 og i 1931 har man til gengæld den korrekte oversættelse.

Salme 82,1

DO92: »Gud træder frem i gudeforsamlingen [el adath].«

Som den første, rent sproglige misforståelse oversætter man el med flertal; måske fordi man her har vurderet, at en svag antydning af polyteisme trods alt var mindre kirkeligt problematisk end konstateringen af en gudeforsamling, som oven i købet ikke er Jahwes (»Herrens«). Man vælger altså helt at se bort fra, at el adath er hentet direkte ud af kanaanæisk mytologi.

Når gudeforsamlinger optræder i det Gamle Testamente, er det ingenlunde altid underforstået, at Jahwe er den øverste guddom, som det da også fremgår selv af undervisningsmateriale til teologi og religionsvidenskab på Aarhus Universitet: »Det gamle Testamente røber faktisk, at der eksisterede forestillinger om en egentlig gudekreds, i hvilken Jahwe oftest (men ikke nødvendigvis altid) blev anset for at være den øverste guddom.« (vor kursiv, Bibelkundskab). Hvorfor skal det så forties i oversættelsen?

Den eneste religionshistorisk og filologisk forsvarlige oversættelse bliver da: »Gud [elohim] træder frem i Els forsamling« (TW bd. 1, s. 271; K&B bd. 1, s. 47).

Akkurat samme misforståelser gør sig gældende i DO92 i Jes. 14,14; 5.Mos. 32, 1.Mos. 14,18 og 14,22, hvor man fejlagtigt har oversat El eller Eljon med »Gud« (»den Højeste«) – men der er altså her tale om egennavne.

Salme 89,7

DO92: »Hvem blandt gudssønnerne er Herrens lige?«

Men der står faktisk: »Hvem blandt guders sønner (bene elim) er Jahwes lige.« (Jvf. Salme 29,1, Faklen nr. 1, s. 38, 2. spalte).

For at skære det ud i pap: el er ental, elim er flertal (K&B bd. 1, s. 47). Igen har man indført en filologisk set fuldstændig illegitim monoteisme i det gammeltestamentlige polyteistiske univers.

Salme 104,5

DO92: »Jorden gav du sin faste grundvold …«

Men der står faktisk: »Du fæstede/opstillede [jasad] jorden på dens grundvolde«.

I DO92 er tekstens mytologiske udspring, et arkaisk verdensbillede, hvor man havde »Himlen foroven, Jorden i Midten og Underverdenens Vande forneden« (Johannes Pedersen: Israel, s. 353), blevet udjævnet. Som paralleltekst til Salme 104,5 kunne nævnes 1.Sam. 2,8: 2: »For jordens søjler tilhører Jahwe, han satte jorden på dem.« (se også f.eks. 2.Sam. 22,6; Jes. 24,18; Sl. 46,3; 75,4; Job 9,6; 38,6). Det var altså netop en pointe, at Jahwe opstillede jordfladen på nogle søjler, grundvolde, som var nedsænket dybt i ur-oceanet.

Er det blot oversættersjusk? Igen er oversættelserne fra 1910 og 1931 bedre end den nye!

Salme 104,12

DO92: »Ved bredden bygger himlens fugle deres rede …«

Men der står faktisk bare: »Over dem [alehæm] bor himlens fugl(e).« Hverken »ved bredden« eller »deres rede« står overhovedet at læse i den hebraiske tekst!

Også her er oversættelserne fra 1910 og 1931 i det mindste bedre, men i 1992 har man villet skabe den illusion, at skriftstedet i Salmernes Bog profetisk er forbundet med lignelsen om sennepsfrøet i det Nye Testamente, f.eks.: »Det er mindre end alle andre frø, men når det vokser op, er det større end alle andre planter og bliver et helt træ, så himlens fugle kommer og bygger rede i dets grene.« (eller Mark. 4,32 og Luk. 13,19).

Salme 118,23

DO92: »Det er Herrens eget værk.«

Men der står rent faktisk: »Fra Jahwe er dette (kommet).« Sådan står der da også i oversættelserne fra 1910 og 1931, men i 1992 skulle den gammeltestamentlige ordlyd af dogmatiske, kristologiske årsager passe fuldstændig med den nytestamentlige i Matt. 21,42 og Mark. 12,11, hvor der står: »Det er Herrens eget værk«!

Ezekiel 28,2

DO92: »Herrens ord kom til mig. Menneske, sig til Tyrus’ fyrste: Dette siger Gud Herren: Dit hjerte blev hovmodigt, og du sagde: Jeg er en gud [el]!«

Var det ikke de seneste årtiers anerkendte resultater inden for Bibelforskningen, der gjorde, at man så sig nødsaget til at iværksætte nyoversættelsen?

Ifølge al anerkendt forskning på basis af fundene fra Nordsyrien ved Ras Shamra står der imidlertid ikke her »en gud«, men faktisk egennavnet El, navnet på højguden i den kanaanæiske verden – hvilket da også rent kontekstuelt giver glimrende mening. (TW bd. 1, s. 271; K&B bd. 1, s. 47).

Den korrekte oversættelse lyder da: »Jahwes ord kom til mig. Menneske, sig til Tyrus’ fyrste: Dette siger Gud Jahwe: Dit hjerte blev hovmodigt, og du sagde: Jeg er El!«

Og der er mange flere graverende eksempler – vi analyserer et nyt udpluk i Faklen nr. 3 ...

Jens André Pedersen Herbener