En syndflod af teologisk hysteri og småborgerlig forargelse regnede ned over Faklen nr. 1 i ugerne efter udgivelsen. Her svarer vi kritikerne og følger historien om, hvad der skete, fra professor Johannes Aagaards »tredje øje« over biskop Kjeld Holms heksejagt og professor Niels Hannestads råbende »teaterhvisken« til professor Helmuth Nyborgs »gode data« ...

Faklen nr. 1 udkom fredag den 27. september i 20.000 eksemplarer på alle landets universiteter, biblioteker og en række andre udvalgte steder. Reaktionen var tøvende et par dage, men så rullede lavinen, og Faklens redaktion og medarbejdere beskyldtes af professorer, lektorer og studerende for at være både satandyrkere, pyromaner, neopaganister, nazister og homoseksuelle.

Få bemærkede, at tordenskyllen mod Faklen interessant nok havde en fælles afsenderadresse: Johannes Aagaard, professor ved Teologisk Fakultet i Århus, Peter Widmann, professor ved Teologisk Fakultet i Århus, Armin Geertz, professor ved Teologisk Fakultet i Århus, samt en lille håndfuld fornærmede studerende – ved Teologisk Fakultet i Århus. Men siden skulle flere komme til.

De høje herrer og en kerne af deres elever fabrikerede med held en række horrible historier om Faklen og Fanden, der længe fik lov til at lægge et behændigt røgslør bl.a. over Faklens dokumentation af, at en række estimerede kolleger ved selv samme fakultet var involveret i en grov manipulation af de kildetekster, man havde lagt til grund for bibeloversættelsen i 1992.

Skandalen blev dysset ned, og i ly af fakultetets panikagtige offensiv fik Bibelselskabet og oversætterne god tid til at producere og koordinere deres strategiske defensiv ...

Lektor i teologi: »Ned med den dér mikrofon!«

Det hele startede ellers ved en hyggelig årsfest for Teologisk Fakultet i Århus, fredag eftermiddag. Traditionen tro serverede dekanen, Peter Widmann og prodekanen, Armin Geertz gratis pølser og fadøl for i hundredvis af studerende og undervisere fra fakultetet.

Hele formiddagen havde Faklen ligget i stabler i kantiner og på institutter overalt på universitetet, men grundet festdagen havde Teologisk Fakultet suspenderet al undervisning, og vi besluttede derfor at gøre opmærksom på bladet ved personligt at dele det ud ved denne lejlighed.

Næppe var vi imidlertid kommet inden for dørene, før en ophidset lektor fra teologi forsøgte at forhindre os i vort forehavende. Journalist Mikkel Tastum fra Danmarks Radio, der var mødt op for at få et interview, spurgte teologen, hvorfor han reagerede så afvisende, men teologen viste i stedet journalisten bort med en meget bestemt håndbevægelse. Da Tastum forgæves spurgte om hans navn, var den eneste kommentar fra den rasende teolog: »Ned med den dér mikrofon!«

Østjyllands Radio måtte fortrække, og mens teologen således var travlt optaget af at smide Tastum på porten, kunne vi andre heldigvis dele bladet ud i fred og fordragelighed. Vi mødte ingen andre sure miner, kun smilende imødekommenhed eller afvisende høflighed.

Det skulle imidlertid snart ændre sig.

Senere om eftermiddagen blev et halvt hundrede af vore plakater og flere hundrede eksemplarer af Faklen systematisk fjernet, hvoraf flere i itureven stand blev proppet ind i dueslag hos redaktionsmedlemmer. Professorer og studerende diskuterede højlydt på gangene og på fakultetets bibliotek, om og hvordan folk med tilknytning til Faklen kunne »udelukkes fra kommende foredrag og arrangementer.«

Denne overgearede børnehavementalitet er for så vidt uinteressant, var det ikke, fordi den endnu kun var i sin vorden. Professor Johannes Aagaard overtrumfede nemlig dem alle, da han dagen efter spillede sit es ud i Østjyllands Radio og karakteriserede kredsen omkring Faklen som »en gruppe pyromaner, der kan sætte ild til tørt græs (...) velbegavede okkultister med udprægede satanistiske tendenser«!

Professoren er leder af det såkaldte Dialogcenter, hvor »pervers religion og nyreligiøsitet« registreres – her er f.eks. Scientology under samme teologiske lup som deltagere i yoga-undervisning. Om professoren selv står optegnet i arkivet, får imidlertid stå hen i det uvisse, men efter Berlingske Tidende (27.7.) at dømme turde han nu ellers nok være ganske overordentlig velkvalificeret: Under en rejse i Indien skulle professoren angiveligt have fået åbnet sit »tredje øje«(?) under en »hu-meditation« af den kvindelige guru, Gurumaya.

Med hvilket øje, professoren så pyromaner og satanister i sin krystalkugle, har han imidlertid ikke oplyst til pressen, men en professor er nu engang også professor, og Ritzau var øjensynligt taknemmelige for den synske mands vision.

På baggrund af Østjyllands Radios indslag producerede nyhedsbureauet således straks en fiks lille historie til alle landets aviser, der stort set kun citerede Aagaards paranoia. Radioindslaget indeholdt imidlertid også en udførlig reportage om Faklen, men den fandt man åbenbart ikke af nyhedsmæssig interesse – heller ikke at en journalist var blevet smidt på porten af en af professorens ærværdige kolleger.

Samme dag kunne Kristeligt Dagblad så bringe en afgørende afsløring, som skulle vise sig at få store konsekvenser for mediebilledet de næste par uger. Under overskriften »Åndskamp på universitetet« kunne man på forsiden læse, at redaktøren af Faklen for to år siden har skrevet en bog om Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab. Av.

Ekstra Bladets neonnyheder var da heller ikke sene til at oplyse Københavns Rådhusplads med den nu åbenlyse konklusion: »Satanister infiltrerer Aarhus Universitet«.

Og så brød helvede løs.

Biskop Kjeld Holm: »Fornægtelse af kristendommen har altid været forbundet med satandyrkelse«

Ingen syntes endnu at tage nogen videre notits af, hvad der egentlig stod i bladet, men det ville TV-Avisens Sofie Rud sandelig gøre noget ved. »Det er typisk, at når der langt om længe er studerende, som viser et ægte engagement, så skal de dunkes i hovedet,« som hun sagde med eksplicit adresse til professor Aagaard.

Søndag formiddag troppede hun op med sit TV-hold og forklarede med et varmt skuespiller-smil, at hun ville spørge til Faklens indhold og den umiddelbare reaktion på Aagaards udtalelser.

Men aldrig så snart kameraet kørte, røbede hun imidlertid en ganske anden, men såre veltilrettelagt taktik, som vi her skal give videre til mindre opfindsomme journalister in spe: Du forbereder f.eks. interview-offeret på, at du vil spørge ham om, hvad han mener om vejret. Kameraet er slukket, og du forklarer ham smilende, at han »bare skal være helt rolig – det er jo ikke Ekstra Bladet, det her, vel?« Kameraet sættes i gang, og mens offeret forsøger at formulere en stillingtagen til den udeblevne hedebølge, kommer dit uventede spørgsmål med samme venlige tonefald som før: »Er du terrorist?« Svar: »Hedebøl ... øøh, hva'ba'?!? terro ... næh-nej!«

Sådan! 1-0 til pressen – terroristen er afsløret.

Resultat: TV-Avisen bringer søndag den 29. september et besynderligt 30 sekunders sammenklip, der vha. denne journalistiske hædersmetode kun handler om, hvorvidt redaktøren er »okkultist«. Til samme indslag har man interviewet professor Armin Geertz, der hævder, at kredsen omkring Faklen er »neopaganistiske« og »fascistiske – i hvert fald i deres sociale adfærd,« altimens han alvorligt viser seerne et billede, hvor en munk skræmmes af en djævel. At billedet imidlertid ikke er fra Faklen, bliver ingen gjort opmærksomme på, det stammer rent faktisk fra den danske film Heksen, der blev indspillet i 1922 ... Men det ser rigtignok djævelsk ud.

Mandag den 30. september har Århus Stiftstidende talt med dekanen ved Teologisk Fakultet, Peter Widmann: »Dekanen har ikke læst hele bladet endnu, men tager dets kritiske linie over for professorer og lektorer roligt. – De rejser en fagkritik, man godt kan diskutere. For eksempel om effektiviteten dominerer studiet for meget. Men de fremstiller derudover et livssyn, om at kristendommen er død, som jeg selv er meget uenig i.«

Berlingske Tidende skriver, at de studerende bag Faklen »anklages for 'at obstruere undervisningen', fordi de insisterer på at stille kritiske spørgsmål ved nogle forelæsninger.« Hvem der står bag denne tungtvejende anklage, melder historien ikke noget om.

Widmann fortsætter sin imødekommende linie tirsdag den 1. oktober i Århus Stiftstidende: »Jeg er uenig med dem, men har altid efterlyst mere kritisk ånd hos studenterne, så de er velkomne.«

Imidlertid har en anden teolog meldt sig under religionskrigens faner, Kjeld Holm, Århus' berømte biskop, der i skarp modsætning til Widmann fra første færd har afvist enhver form for dialog. I stedet slutter biskoppen op om professor Aagaards forkyndelse og udtaler: »En bevidst fornægtelse af kristendommen har altid været forbundet med satandyrkelse«!

Nu er man altså »satandyrker«, hvis ikke man kan tilslutte sig kirkens kristendom! Gad vide, hvad alverdens muslimer, jøder og hinduister ville mene om den bandbulle fra den århusianske biskop?

Om ikke andet demonstrerer det dog tydeligt, at man åbenbart ikke skal ret langt ind bag kirkens forgyldte facade af fornuft, pænhed og samfundssind, før de sorte tendenser fra heksejagtens vanvid atter afslører sig i en småborgerlig, men glødende intolerance. Der tegner sig et klart, men uhyggeligt omrids af den kirkelige højrefløjs stormtropper, fra professor Aagaard og biskop Holms inkvisitoriske agitation over Indre Missions bannerfører, Orla Villekjærs vækkelsesbevægelse og til den kristne nationalismes chefideolog, Søren Krarups korstog mod muslimerne.

Det er godt, at vi har kirken!

Bo Tao Michaëlis: »Muligvis har denne anmelder læst for hurtigt«

Samme dag tilsluttede Politiken sig for fuld styrke professor Aagaard og biskop Holms kampagne mod de vantro bag Faklen.

Under overskriften »Satanistisk studenteroprør« kunne Ole Schierbeck bringe følgende bombe i debatten: »Bag bladet står en kreds på 35 studerende fra forskellige studier, men Politiken kan i dag afsløre, at de alle tilhører kredsen af trofaste læsere af den kontroversielle kultforfatter Erwin Neutzsky-Wulff.« Det afsløres endvidere atter, at redaktøren har skrevet en bog om Neutzsky-Wulffs forfatterskab, samt at flere personer med tilknytning til Faklen har skrevet læserbreve, der kritiserer Politikens anmeldelse af forfatterens seneste roman, Døden.

Der var en del af de »35 studerende«, som den dag med nogen undren kunne konstatere, at de tilhørte kredsen af »trofaste læsere« af Neutzsky-Wulff, eftersom de aldrig har læst en linie af forfatteren. Imidlertid har Schierbeck ret i, at mange har reageret på Bo Tao Michaëlis' anmeldelse af Døden, der for enhver, som har læst bogen, afslører, at Michaëlis ganske indlysende ikke har læst den.

Michaëlis begår i sin anmeldelse den pinlige begynderfejl at identificere forfatteren med en romanperson, den fascistiske politiker Agner Hjadstrup, og det på trods af, at hele bogen er utvetydigt antifascistisk i sit anliggende. Denne åbenlyse kendsgerning kræver imidlertid, at man læser også den sidste halvdel af bogens 724 sider.

Men det er mange, så det gad Michaëlis ikke.

Derfor kritiserede en række af Faklens redaktionsmedlemmer anmelderen, eftersom vi anser Døden for at være en særdeles vigtig bog, netop fordi dens ærinde er en analyse af lige præcis de fascistiske samfundstendenser, som også Faklen søger at afdække og bekæmpe.

Schierbeck undlod dog behændigt at gøre opmærksom på, at også Borgens forlagsredaktør, Jens Christiansen i et indlæg i Politiken den 30. september havde påtalt anmelderens indlysende uhæderlighed. Til Michaëlis' spæde indrømmelse – »Muligvis er dette et uretfærdigt referat, og muligvis har denne anmelder læst for hurtigt« – bemærkede forlagsredaktøren: »Ja, mon ikke!«

Men dét skulle ikke med i Politikens »afsløring«.

Til gengæld bragtes et lyn-interview med Mikael Rothstein, religionsforsker på Københavns Universitet, der godt nok måtte afkræfte Den Store Satanistiske Sammensværgelsesteori, men alligevel bemærkede: »De studerende bag Faklen er måske interesserede i det okkulte eller i det på anden måde religiøse.«

Ja, selvfølgelig. Eftersom alene religionsvidenskab, idéhistorie, teologi, klassisk og semitisk filologi dækker 1/3 af kredsen bag Faklen, hvor historiske eller sproglige studier af religionsfænomenologien er på pensum, ville det unægtelig være mystisk andet. Vi går da sandelig også ud fra, at Mikael Rothstein qua religionsforsker selv er »interesseret i det okkulte eller i det på anden måde religiøse«?

Politiken var imidlertid endnu ikke til sinds at svigte professor Aagaard og biskop Holm. Onsdag den 2. oktober leverede kulturredaktør Jes Stein Pedersen i al hast et »portræt« af Neutzsky-Wulff, i hvilket Faklens redaktion betegnes som »Erwin-studenterne«. Flere lange passager af Steins artikel er imidlertid direkte afskrift fra hans egen forargede anmeldelse af romanen Verden, en anmeldelse, som han skrev til Det Fri Aktuelt for to år siden!

Men det kan selvfølgelig blive småt for selv en kulturredaktør, og når man så med få timers varsel skal have fyret op under sin smædekampagne, er det jo fristende at smide en gammel diskette i drevet, skifte et par ord ud og tilføje en aktuel indledning. Eksempelvis har Stein således fikst erstattet »Verden« med »bøgerne«, og så er det jo ikke længere en gammel anmeldelse, men et nyt portræt – jo, det skulle gå stærkt på Politiken i de dage.

Ligesom Michaëlis identificerer også Stein forfatteren med handlinger og udtalelser fra fiktive romanpersoner i ekstreme situationer. Den slags er åbenbart helt i sin orden, i hvert fald giver det nogle saftige pointer. På samme måde kunne man da også f.eks. identificere Shakespeare med Richard III, Conan Doyle med Moriarty eller Scherfig med lektor Blomme – det ville der i hvert fald komme en ret underholdende litteraturhistorie ud af.

På samme side bringes en anmeldelse af Faklen, lige så hurtigt produceret af ingen anden end – rigtigt gættet – selveste Bo Tao Michaëlis. Med sin velkendte tendens til at tale over sig, kommer denne i særdeleshed uforudindtagede anmelder til at indrømme, at han »med vilje« ikke har læst hele bladet. En yderst kompetent og sober anmelder på en saglig avis ...

Så vidt vi er orienteret, er både Stein og Tao endnu ansat på Politiken, men rygterne vil vide, at Se og Hør overvejer at løskøbe stjernereporterne for en betragtelig, men hemmelig transfer-sum.

Stud. theol. Bente Mikkelsen: »Jeg har ikke selv drevet dæmoner ud, men ...«

Også korsfarerne på Kristeligt Dagblad istemte tonerne fra storinkvisitor Aagaard og vicarius christi Holm, og under titlen »Faklen i øret« skrev lederskribenten den 2. oktober periodens absolut mest okkulte indlæg. Her forkyndes det, at Aarhus Universitet er et »hus splidagtigt med sig selv, som altid når djævelen driver sit spil.«

Dernæst følger en rørende forsvarstale for »de seriøse studerendes berettigede irritation« over Faklen, som saboterer undervisningen med »afsporende spørgsmål.« Hvordan Faklen blot hypotetisk skulle kunne sabotere nogen som helst undervisning, eftersom vi er spredt ud over femten forskellige institutter og aldrig dukker op i hinandens timer, har Kristeligt Dagblad naturligvis ikke fundet det nødvendigt at undersøge.

Til gengæld har Århus Stiftstidende samme dag interviewet en række »seriøse studerende«, som ikke bryder sig om Faklen. Her udtaler f.eks. stud. theol. Marianne Karlsmose, at hun har »stor respekt for Johannes Aagaard« og i øvrigt »har hørt, at Faklens filosofiske rødder kan føres tilbage til satanismen«. Hvad de øvrige »har hørt«, er ikke godt at vide, men Stiftstidende er så venlige at oplyse, at selv om de færreste har læst bladet, så »har de fleste dog kigget lidt hist og her«.

Endnu en kritisk og seriøs studerende er stud. theol. Bente Mikkelsen, som af TV2-Østjylland blev interviewet om sin holdning til Faklen og for åben skærm udtrykte stor bekymring for »de mørke kræfter«. Hun sagde også, at hun end ikke havde åbnet bladet, men det blev klippet fra – ellers kunne det jo også være, at der var nogen, som kunne blive bekendt med den uheldige kendsgerning, at Bente Mikkelsen rent faktisk ikke anede, hvad hun udtalte sig om.

I B.T. fortsatte hun imidlertid sin okkulte kritik af Faklen og betonede sin ekspertise derved, at hun skam har medvirket til eksorcisme: »Jeg har ikke selv drevet dæmoner ud, men jeg har på et kirkemøde i år oplevet, hvordan der blev bedt for en mand, der var besat af mørke kræfter.«

Kristeligt Dagblads lederskribents sympati med disse »seriøse studerende« munder da også ud i en lige så esoterisk mystik, hvis betydning vi må overlade det til professor Aagaards tredje øje at skue meningen bag: »Men satanister repræsenterer næppe Satan, for han kommer jo i forklædning.«?!?

Neutzsky-Wulff, der torsdag den 3. oktober fik lov til at fremstille sin version af angrebene på sig selv og sit forfatterskab i Politiken, forsøgte at slå til lyd for den anden side af historien om Faklen: »De 'motiver', som kan have drevet folkene bag Faklen til at spise vandgrød i tre måneder for at få bladet på gaden, er åbenbart genstand for ivrige spekulationer. Modstandernes motiver til at kvæle et tidsskrift, der prædiker social retfærdighed og tolerance af minoritetsgrupper, kunne ellers være nok så interessante at få udredet. Vel, når krudtet er vådt, griber man som bekendt til bajonetten.«

Der var dog grænser for, hvad Politiken ville tillade at trykke fra den forfatters hånd; det blev således udtrykkeligt indskærpet, at Jes Stein Pedersens »portræt« ikke måtte kritiseres i avisens spalter.

»De sataniske vers«

Fredag den 4. oktober foretog Kristeligt Dagblad og Politiken imidlertid en ganske uventet kovending i dækningen af Faklen – i det mindste midlertidigt.

Politiken bragte et stort interview med Max Schmeling, en »ægte satanist« og talsmand for den såkaldte Church of Satan. Her forfægtes fremfor alt Den Stærkes Ret, og næstekærligheden opfattes som »hyklerisk«, hvorfor satanisten da også bramfrit erklærer: »Jeg vil ikke hjælpe de sultne i Afrika, og jeg har ingen medfølelse med folk, der bor i lande med borgerkrig.«

Hvor fjernt denne regelrette egoisme ligger humanismen turde være indlysende, og Schmeling vil da heller ikke hverken associeres med Faklen eller have satanismen identificeret med Neutzsky-Wulff, om hvem han kort konstaterer: »Han er ikke mere satanist, end Salman Rushdie er det.«

På samme side har Søren Ravnsborg under overskriften »I krig mod en falsk bibel« skrevet en reportage fra Faklens besøg på Københavns Universitet.

En hr. Poul Nielsen dukkede op og forsøgte i modsætning til Schmeling muligvis at gøre Faklen til en satanistisk gavebod, men journalisten gennemskuede ham: Poul Nielsen hævder, at »han genkender djævlen på et af billederne. 'Det forestiller faktisk læsedjævlen. Vi vil netop gerne fremme lysten til at læse og lære noget,' svarer Jens-André. Det lyder for pænt. Poul Nielsen giver ikke op. Pludselig hiver han et halssmykke med et satan-symbol frem. Forgæves. De unge lægger afstand til enhver sammenkobling med satanisme.«

En oplagt mulighed for at fordreje historien i retning af sorte vokslys, pentagrammer og satandyrkelse lader Ravnsborg her bevidst passere.

Samme journalistiske redelighed kendetegner Anna-Lise Bjerager, som dækkede besøget på Københavns Universitet for Kristeligt Dagblad. Her er intet spor af Djævlens konspiration, som samme avis' okkulte lederskribent havde advaret imod et par dage forinden, men en venlig, om ikke altid lige korrekt gengivelse af Faklens standpunkter.

Den 5. oktober udtrykte Informations lederskribent oven i købet nødvendigheden af et stridsskrift som Faklen. Desuden bragte avisen Neutzsky-Wulffs »fædrelandssang« med kommentaren: »Forfatteren Erwin Neutzsky-Wulffs bidrag til det omstridte tidsskrift Faklen er et bud på en ny fædrelandssang. Kritikerne har henvist til dette bidrag for at påvise udgivernes hensigter og deres forbindelser til forfatteren. Information finder det derfor på sin plads at gengive digtet i uforkortet form. Neutzsky-Wulff betegner det selv som 'en pastiche, hvor fædrelandssangens ha-stemte og aggressive ordvalg vendes til en opfordring til humanisme.'« Hvorefter fulgte – som Information skrev – »de sataniske vers« ...

Om præstestyret i Århus så også har udstedt en dødsdom, står ikke helt klart.

Tre dage i træk gik Ekstra Bladets satirikere på jagt efter satanistisk »underbevidst påvirkning« i Faklen og kunne finde op til flere skjulte okkulte budskaber, bl.a. at Faklen naturligvis var et anagram for det afslørende navn »Fe-klan«. Men der var det, der var værre.

»I dag kan vi ikke dysse det ned længere: Politiken er også faldet for Satan. Gu er den så. Og vi kan bevise det! Men først indicierne: Politiken er fyldt af okkulte symboler, hvoraf flere endda har været ansat i årevis, mens de bare sidder i kantinen uden at skrive en linie! Og ikke nok med dét. Politiken udkommer troligt hvert eneste år på Fandens Fødselsdag og bragte senest en hel side med titlen 'TV i dag,' der som bekendt bliver til 'vag tid', når man bytter rundt på bogstaverne, hvilket må siges at give mere end blot et fingerpeg om avisens holdning til humanismen generelt samt en udmærket illustration af deres sataniske forventninger til Den Yderste Dags komme.«

Professor Johannes Aagaard: »Den ondskab er større end den ondskab, mennesker kan præstere«

Til tider overgår virkeligheden imidlertid satiren, som søndag den 6. oktober, hvor professor Aagaard og Politiken fortsætter den heksejagt, som jo ellers næsten risikerede at blive indstillet. Faklens insisteren på social retfærdighed, solidaritet med minoritetsgrupper og kamp mod racisme og fascisme er en ondskab direkte importeret fra Helvede, hvis man skal tro en af frontfigurerne i det århusianske præsteskab, professor Aagaard. Til Jyllands-Posten udtaler han: »Man skal være meget, meget dum, hvis man ikke kan se, at den ondskab, der ligger bag, er større end den ondskab, mennesker kan præstere«!

Mon man så skal være meget, meget klog for at blive teologisk professor på Aarhus Universitet? Skal man have fået åbnet sit tredje øje af Gurumaya for at blive så vis – eller kan man nøjes med at bestå stopprøven?

Hvem der har åbnet Politikens chefredaktør, Tøger Seidenfadens øjne, tør vi ikke sige, men ret dybt skuede de ikke, da han i sin søndagsklumme – »Satans studenteroprør« – ledte efter »den røde tråd« i Faklen: »Det, man skal lægge mærke til med relativisme, er altid, hvilke positioner relativisten skåner. Hvad er det, der bliver tilbage, når alle værdier og systemer er skudt i sænk? I miljøet omkring Faklen er det individets uhæmmede selvudfoldelse. Kun den kan der ikke stilles spørgsmålstegn ved,« hævder chefredaktøren.

Dette er indlysende nok ikke en karakteristik af Faklens humanisme, men tværtimod af humanismens fjende per se, den liberalisme, som understøttes af samfundsudviklingens næsten calvinistiske kapitalisme, hvor Den Stærkes Ret reelt står uanfægtet og netop legitimerer den »uhæmmede selvudfoldelse«.

Hvad der er tale om i Faklen, f.eks. i manifestet, er blot en forholdsvis ukontroversiel understregning af, at ingen moral er funderet på eviggyldige lovtavler eller absolutte metafysiske imperativer, men derimod i sidste ende alene på et eller flere menneskers følelser og skønsmæssige vurderinger. Og hvad vil dét så sige? Det vil såmænd ikke sige andet og mere, end at intet menneske behøver lade sig undertrykke af andre menneskers moral, og at vi bør undlade at dømme andre menneskers handlinger for umoralske, blot fordi de synes i modstrid med vore egne handlinger. Deraf også netop tolerancen af minoritetsgrupper, uanset om man deler deres moral eller ej.

Den røde tråd i Faklen er derfor naturligvis antitesen til enhver egoistisk individualisme – nemlig den røde solidaritet. Seidenfadens motiver til at hævde det modsatte overlader vi det til læseren selv at udregne, men det er næppe Den Svages Ret, der ligger den velbjærgede redaktør på sinde.

I modsætning til sin åbenmundede våbendrager, professor Aagaard, valgte biskop Holm tavsheden som taktik. Nu havde han jo også erklæret alle ikke-kristne for satandyrkere, og det var der jo ingen grund til at gå ind i en diskussion af. Kirkemødet var afsluttet, og paven ufejlbarlig.

Århus Stiftstidendes leder bragte under overskriften »Frihedens fakkel« imidlertid denne kommentar til byens biskop: »Kjeld Holm vil i øvrigt ikke diskutere med 'erkendelsesterroristerne' bag tidsskriftet Faklen, der har vakt opsigt på landets universiteter. Det er sagt, at tale er sølv og tavshed er guld, men det passer skidt til en biskop og er slet ikke noget godt slogan for Kjeld Holm.«

Men biskoppen har talt og påtalt – så hvorfor diskutere, når man kan nøjes med at diktere?

Professor Niels Hannestad: »med korslagte arme, skrævende ben og olmt åsyn«

Tirsdag den 1. oktober forsøgte Faklen at få et møde i stand med dekanen for Teologisk Fakultet, Peter Widmann, hvor det var hensigten at fremlægge et forslag til en offentlig debat Faklen og de teologiske kritikere imellem. Fredag den 4. lykkedes det undertegnede at lægge beslag på fem minutter af dekanens tid, hvor han mundtligt fik forelagt et oplæg til et fælles møde (som prodekanen, Armin Geertz havde fået det dagen forinden).

Vi foreslog en dagsorden på fire punkter, hvoraf to kunne vælges af kritikere fra Teologisk Fakultet og to af Faklens redaktion. Vi mente, at et arrangement med f.eks. tre fra Faklen og tre opponenter (f.eks. en fra Bibelselskabet, en af oversætterne og en af de kritiske professorer) kunne forløbe i god ro og akademisk orden med Widmann som ordfører.

Widmann var som altid stresset og distræt, men lovede at komme med et skriftligt oplæg. Det kom så den 9. oktober, vedlagt fire siders statements, der angiveligt skulle være svar på Faklens »indvendinger mod fakultetets undervisning og forskning«.

Som indledning til denne lange uklare og ukorrekte fremstilling af Faklens kritik- og standpunkter opstilles en række betingelser for et offentligt møde, hvoraf de to var, at der ikke måtte være en skjult dagsorden, og at man skulle gengive hinandens positioner loyalt. Disse »betingelser« er naturligvis selvindlysende, hvorfor Faklen – i modsætning til fakultetet – netop havde fremlagt en åben dagsorden.

Imidlertid stillede fakultetet også som betingelse, at Faklen skulle trække sine beskrivelser af konkrete oplevelser på Aarhus Universitet tilbage, hvilket selvfølgelig er et fuldstændig absurd krav. Dermed afslørede dekanatet da også, at hele »invitationen« var en skinmanøvre, eftersom man selvsagt ikke kan kræve, at debattørerne skal starte med at trække de standpunkter tilbage, som der efterfølgende skal debatteres. Faklen skulle jo i så fald tilsvarende have krævet, at navngivne lærere startede med at undskylde deres opførsel, før vi ville mødes med dem og diskutere denne. Noget sådant ville naturligvis have været nøjagtig lige så rimeligt – og nøjagtig lige så absurd.

En invitation til dialog må være helhjertet.

I Politiken torsdag den 10. oktober tog professor Niels Hannestad til genmæle mod fremstillingen af hans opførsel til et religionsvidenskabeligt foredrag af Walter Burkert. Som refereret i Faklen nr. 1 (s. 22), afbrød professoren talerrækken med tilråb, bl.a.: »Din stupide idiot!«, henvendt til en studerende, der var i færd med at stille et spørgsmål.

Professor Hannestads version lyder således: »Da én blandt gruppen, der konfrontalt havde anbragt sig på forreste række over for foredragsholderen med korslagte arme, skrævende ben og olmt åsyn, for tredje gang, og med stigende aggressivitet, fremførte det samme budskab, stønnede jeg, som sad bag ham, med teaterhvisken: 'hvilken grænseløs stupiditet.'«

Bemærk den studerendes skræmmende, ja, nærmest sataniske positur: Korslagte arme! Skrævende ben! Og så på forreste række! Hvor er vi henne nu om stunder?

Interessant kunne det nu også være at få oplyst, om det er akademisk kutyme at fremføre »teaterhvisken«, ved at en professor »konfrontalt« rejser sig i sædet og »med olmt åsyn« råber med »stigende aggressivitet« ud over et helt auditorium?

Chefredaktør Peter Wivel: »Vi skal frygte Gud«

Den 11. oktober får Aagaard, Holm, Michaëlis og Hannestad følgeskab af Weekendavisens chefredaktør til hest, Peter Wivel. I en lang leder beklager chefredaktøren, at pressens »yngstemænd« har været sat på dækningen af Faklen, for »så er man sikker på, at ingen forstår et kuk af det hele.«

Nu kommer så endelig Den Sande Intellektuelle og sætter det hele på plads, og med et blik så skarpt, at selv Aagaards paranormale syn er sat af, får den arme læser endelig Faklen afsløret: »dette scientology-inspirerede forsøg på at knæsætte fundamentalismen som folkekirkens ny katekismus.« Sic!

Herpå følger en gang lige så studentikost sludder om Jesus, Luther og det Nye Testamente med den fantastisk interessante og relevante konstatering: »Vi har faktisk hverken Pagtens Ark, Moses' stentavler eller evangelisternes oprindelige båndoptagelser med Jesu ord. De er gået tabt.«

Den store analyse leder frem til den lige så store finale, lejlighedsteologens dybsindige trosbekendelse: »Vi skal frygte Gud. Den religiøse sandhed er et ubærligt sted at komme i nærheden af. I trosspørgsmål, det vil sige i vort personlige forhold til Gud og Næsten, er vore egne sandheder ydmyge, de må vige. Ellers kan vi ikke leve sammen. Ellers er vi ansvarsløse.« Amen.

Og så mangler jo blot folkets deus lo volt, og Wivel kan ride lige ind i folketinget som spidskandidat for Kristeligt Folkeparti og, om Vorherre vil det, snarest indtage den Hellige Stad.

Det forlyder fra Weekendavisen, at Wivels næste leder vil være en lige så intelligent analyse af Kennedy-mordets og Lukkelovens behandling i Faklen nr. 2, der selvfølgelig tydeligt er inspireret og finansieret af Hare Krishna.

Professor Helmuth Nyborg: »Oprørende angreb fra Faklen«

I Faklen nr. 1 bragte vi artiklen »Race-læren på psykologi«, hvor professor i udviklingspsykologi på Aarhus Universitet, Helmuth Nyborg blev kraftigt kritiseret for sin anvendelse af den pseudovidenskabelige The Bell Curve i undervisningen, ifølge hvilken hvide mennesker er klart mere intelligente end sorte. I artiklen stod bl.a., at The Bell Curve »kun er et pseudovidenskabeligt dække over hans egne private holdninger om det hvide overmenneske«.

Professor Nyborg skriver den 14. oktober i Aarhus universitetsavis Information & debat, at det er ukorrekt, at han skulle have betegnet bogen som »det bedste, der nogen sinde er lavet inden for intelligensforskning,« på trods af at det er blevet både hørt og noteret af studerende ved professorens intelligens-forelæsning to år i træk!

Endvidere bemærker Nyborg, at når han »i korthed« refererer til bogen, »skyldes det, at den repræsenterer en opfattelse, der i store træk accepteres af mange førende forskere på området, samtidigt med at den fordømmes af alle socialreduktionister, mange humanister og den politisk korrekte del af den offentlige presse, som ikke bekymrer sig unødigt om gode data.«

Professoren tager altså ingenlunde afstand fra The Bell Curve, som han hævder viderebringer gode data, skønt bogen af talrige forskere betegnes som videnskabeligt totalt ubrugelig og som »an ill-concealed racist manifesto«, men han betoner dog, at tanken om et hvidt overmenneske forekommer ham »åbenlys grotesk«.

Og det er jo betryggende. Ikke desto mindre giver professor Nyborg i en artikel i Weekendavisen den 11.11.94 udtryk for, at de »videnskabelige bud« (dvs. hans egne), i modsætning til de »politisk korrekte« er tættere på, at »sorte er anderledes begavet og bliver kriminelle. Giver man dem socialhjælp forværrer man blot tingene, fordi der så bliver flere dårligt begavede, og det går på langt sigt ud over samfundet som helhed.«!

I Faklen nr. 1 bragte vi et uddrag fra Allers Illustrerede Konversationsleksikon fra 1892-99, hvori det bl.a. hedder om de sorte slavers frigivelse: »Det er imidlertid langt fra gaaet, som de humane Forkæmpere for Emancipationen havde tænkt; Negrene have ikke, som man havde haabet, formaaet at udvikle sig i aandelig henseende eller vist sig værdige til den overordentlige Omsorg, som har faaet Udtryk paa saa mange Maader. (...) Det er jo muligt, at alle disse uheldige Egenskaber ere nedarvede og følger af de lange Tiders Underkuelse og Trældom, og at Racen derfor først gennem mange Slægtled maa lutres og udrenses; Fremtiden vil vise det, men selv de mest rettænkende og humane Nordamerikanere mistvivle om, at Negrene nogen sinde kunne blive brugbare amerikanske Borgere ...«

Med Nyborgs højst kritisable socialpolitiske konklusion draget på baggrund af The Bell Curves analyser in mente, er det ikke alene meget svært at betegne Nyborgs ærinde som andet end pseudovidenskabelig polemik, det er unægtelig også uhyre vanskeligt ikke at karakterisere det som mindst lige så åbenlyst grotesk som forestillingen om det hvide overmenneske, der var leksikalsk »videnskabelighed« for hundrede år siden.

Så vidt korstogsfarerne mod Faklen i denne omgang – fortsættelse følger utvivlsomt.

HUMANISTISK SOLIDARITET OG ONTOLOGISK RELATIVISME

Det har ikke alt sammen været fornærmede professorer og intimiderede journalister, der har angrebet Faklen, langt størstedelen af pressen har behandlet al postyret ganske sobert.

Enkelte anmeldere og kommentatorer har endvidere udtrykt en vis desorienteret undren over for tidsskriftet. Elo Nielsen skrev eksempelvis i sin anmeldelse i Information d. 8.10.: »Men skal Faklen for alvor blive til det offensive kampskrift, som de selv lægger op til, må man kræve, at grundlaget for kritikken, at målsætningen lægges frem med større åbenhed.«

Også andre kritikere har efterlyst »målsætningen« eller »det ideologiske grundlag« for Faklen. Skønt det turde stå temmelig klart, at noget sådant skal findes i humanismen, er der måske grund til atter at understrege, at det humanistiske manifest i nr. 1 på én gang præcist og bredt forsøger at fungere som tentativ platform for en specifik linie, men selvfølgelig ikke som »vedtægt« eller »bud«.

Det er da også, hvad der gøres opmærksom på i manifestets afslutning: »Andet 'program' har vi ikke, og andet og mere behøver vi heller ikke enes om. Men også den enighed forpligter. Lad os da kæmpe for et engageret dannelsesuniversitet i stedet for en desinteresseret karriere-fabrik. Og lad os ikke længere tillade nogen kulturchauvinistisk deintellektualisering at stå uimodsagt, men åbent insistere på kundskab, tolerance og relativisme – såvel inden for som uden for auditoriet.«

Kundskab, tolerance og relativisme er for så vidt de eneste våben, Faklen bevæbner sig med. Men disse behøver dog ingenlunde at være uden gennemslagskraft.

De ligner måske ikke umiddelbart det gængse udgangspunkt for et oprør mod den eskalerende højredrejning, men for os er de under alle omstændigheder afgørende for den del af kampen, som føres i den akademiske verden. Der findes naturligvis andre våben, ganske som der findes andre slagmarker end universitetet, og vi støtter selvfølgelig ethvert opgør med højredrejningen, hvad enten det er på arbejdspladsen, i gymnasiet eller i pressen.

Selv tager vi blot udgangspunkt dér, hvor vi befinder os, hvilket som nævnt ikke betyder, at vi ikke opfatter højredrejningen som et generelt samfundsproblem, eller at vi kun tager afsæt fra auditoriet, hvilket f.eks. artiklen »Daginstitutionens dressur« da også vidner om.

Men indtil videre er vor horisont trods alt primært det akademiske lavland, og her er udrustningen og udsigten givet en anden end f.eks. på den partipolitiske scene.

Terents: »Homo sum, humani nil a me alienum puto«

På den akademiske valplads er det os i særdeleshed magtpåliggende at tydeliggøre sammenhængen humanistisk solidaritet og kulturrelativistisk pluralitet imellem; et i kulturhistorisk forstand fagligt, men i ideologisk forstand dybest set politisk perspektiv, som sjældent er blevet fremhævet.

Forståelsen for og retten til forskellighed, hvad enten den er kulturel, religiøs, seksuel, moralsk eller konventionel, understøttes bedst af en humanistisk tolerance, f.eks. proverbielt udtrykt ved Terents' berømte homo sum, humani nil a me alienum puto – jeg er et menneske og anser intet menneskeligt for mig fremmed – forudsætningen for forståelse, vel at mærke også af de klemte minoritetsgrupper, hvis ideologi man ikke nødvendigvis selv deler, der så igen er forudsætningen for solidaritet.

Det teoretiske grundlag for en sådan solidaritet og dens sammenhæng med kulturrelativismen behøver ikke at være hverken moralsk eller ideologisk i traditionel forstand, men bør for os at se snarere være erkendelsesteoretisk. En erkendelsesteori, som argumenterer for en ontologisk relativisme, for hvilken hovedlinjerne netop skitseredes i artiklen »Pragmatisme« i Faklen nr. 1.

Mennesker med forskellig kulturel baggrund fortolker og konciperer ikke virkeligheden på fuldstændig samme vis, hvilket grundlag for en normativ såvel som en ontologisk relativisme så atter understøtter den videste tolerance, ikke længere kun som et eventuelt »etisk« efterstræbelsesværdigt, men som et i det mindste velovervejet og plausibelt filosofisk princip.

Virkeligheden er altså lige så lidt absolut, som sandheden er det, hvilket selvfølgelig ikke med nødvendighed fører til solipsistiske eller subjektivistiske ekstremer, som f.eks. understreget i artiklen »Relativisme contra solipsisme«, men givet fører til nødvendigheden af en pragmatisk forståelse for andre af kulturhistoriens referencerammer såvel som til accepten af alle facetter af samtidens multikulturelle panorama.

Der er her tillige tale om en fagkritisk understregning af, at under enhver iagttagelse interagerer iagttageren og det iagttagne i en udstrækning, der står i skarp modsætning til det klassiske synspunkt i den i den humanistiske forskning efterhånden sjældnere eksplicitte, men hyppigt implicitte naivrealistiske objektivisme.

Sådanne filosofiske problemstillinger og deres betydning for humanismen skal naturligvis udbygges og underbygges, også langt ud over de her anførte artikler. Men Rom blev ikke bygget på én dag, så her må det foreløbig stå som endnu en brik i en nødtørftig skitse, der selvfølgelig vil blive yderligere debatteret, nuanceret og elaboreret i kommende numre.

Dermed skulle det måske også stå nogenlunde klart, hvorfor det har været så svært at placere Faklen. Der er simpelt hen ikke nogen entydig politisk, ideologisk eller filosofisk kategori, som passer.

Og dét er selvfølgelig også en vigtig grund til, at vi overhovedet har lavet bladet, ellers kunne vi jo bare have meldt os ind i en passende forening eller et dækkende parti. Lige så indlysende, det er, at Faklen er et venstreorienteret, humanistisk tidsskrift, lige så indlysende er det dog også, at det kan virke desorienterende for den, som er afhængig af meget rigide kategorier. For selvfølgelig er der synspunkter i Faklen, som ikke traditionelt har stået på venstrefløjens dagsorden, ligesom der sikkert vil være erklærede »humanister« og »relativister«, der ikke kan identificere sig med den opfattelse af humanismen og relativismen, som vi advokerer.

En humanisme og relativisme, der kunne opregnes utallige inspirationskilder til, også blandt ikke-humanister og ikke-relativister – lige fra Bakunin til Brandes, fra Heisenberg til Heidegger, Kant til Kierkegaard, Marlowe til Marx, Platon til Petrarca, Shakespeare til Spengler og fra Vergil til Voltaire. Og i vor egen samtid ikke alene, men ikke mindst Neutzsky-Wulff.

At Faklen i det hele taget ikke i udpræget grad ligner noget tidsskrift, vi har set før, kan vi kun erklære os tilfredse med, og at humanismen på én gang er velkendt og ny, ser vi heller ikke som en svaghed.

Rune Engelbreth Larsen