At den muslimske kvinde med slør partout skulle være undertrykt, er en myte, der bør aflives. Mange forarges over sløret, men kun få søger en forklaring hos den muslimske kvinde, hvis stemme ofte overhøres i denne sag. Spørger man derimod hende selv, giver sløret frihed og værdighed.

»Profet! sig til dine hustruer og døtre og de troende kvinder, at de skal svøbe deres klæder om sig. Det er den mest bekvemme måde for dem at blive genkendt på, så de ikke forurettes …«

(Sura 33, 59)

»Sig til de troende mænd, at de skal nedslå deres blikke og vogte deres skam; dette er det reneste for dem. Allah er vel underrettet om, hvad de gør. Og sig til de troende kvinder, at de skal nedslå deres blikke og vogte deres skam og ikke udstille deres smykker, som de bærer, undtagen de, som normalt er synlige. Og lad dem kaste sløret over deres barm og ikke vise deres smykker - undtagen de, som er synlige - for andre end deres mænd eller deres fædre eller deres mænds fædre eller deres sønner …«

(Sura 24, 30-31)

Betegnelsen hijab bruges i Koranen om hele den muslimske kvindes klædedragt, men omfatter som begreb også den måde, hvorpå hun lever og handler. I daglig tale menes der ofte kun selve sløret eller tørklædet, som skal dække hoved og bryst. Dette er så at sige det ydre tegn på den muslimske kvindes levevis, men man taler også om »at have hijab på ører, tunge og hjerte«. Dermed menes ikke det konkrete slør, men en passende opførsel, som stemmer overens med islams forskrifter. Det forhindrer hende i at høre, tale eller føle »negative« ting om andre.

Hijab kommer af det arabiske ord hajaba, der betyder »at skjule« eller »at forhindre i at blive set«. Klædningen skal sidde løst, være uigennemsigtig og bæres, når kvinden enten er uden for hjemmet, eller når dette gæstes af mænd uden for familien. Kun hænder og ansigt må ifølge profeten Muhammed være synlige, men dette punkt er omdiskuteret. Nogle dækker også disse legemsdele, men oftest beror det på et individuelt valg hos den enkelte kvinde.

Sløret er et privilegium, ikke en byrde

Vi kender f.eks. sløret fra det antikke Hellas, hvor samfundets etablerede kvinder havde ret til at bære et sådant, mens den prostituerede og slavinden måtte færdes barhovedet og dermed ubeskyttet mod antastelser. Op gennem historien har adelskvinder båret slør, når de færdedes blandt proletariatet, eller de har gemt deres ansigter bag vifter. Brudesløret og nonnens dragt har haft en lignende funktion. I det Nye Testamente taler Paulus i sit 1. brev til korintherne om, at kvinder under bøn bør tildække deres hoved (11, 5-6).

Nu om stunder undres nogle mennesker dagligt over at se kvinder bære slør. De fleste har en forestilling om, at sløret er undertrykkende, og mange protesterer højlydt og offentligt på vegne af disse kvinder. Fælles for de højtråbende er som oftest, at de aldrig har fundet det nødvendigt at forhøre sig hos kvinderne selv, endsige sætte sig ind i slørets religiøse og kulturelle baggrund. Alligevel har de travlt med at pådutte andre deres helt personlige anskuelser om, hvad der er undertrykkende. Spørger man kvinderne bag slørene, bliver historien en anden.

Den rettroende muslimske kvinde ser ikke sløret som hæmmende eller undertrykkende. Tværtimod. Sløret sikrer hende omverdenens fulde respekt og skal således snarere forstås som et privilegium end en byrde. »Konens eller døtrenes værdighed, eller for den sags skyld enhver muslimsk kvindes værdighed, må respekteres og beskyttes,« skriver Mominah Abdullah på internettet.

Mange danskere er af den fejlagtige opfattelse, at sløret repræsenterer tvang fra mandens og religionens side. Men kvinder med slør udstråler tværtimod en hengivenhed til deres religion. De har valgt sløret som et tydeligt tegn på deres muslimske identitet.

»Det er imod islam at tvinge nogen til at gøre noget mod deres vilje.« Dette pointerer alle de kvinder, vi har talt med. I Koranen findes ingen påbud om tvang. Derimod bør ethvert menneske se det som sin religiøse pligt at handle ud fra et rent hjerte.

»Der kan da godt være familier, hvor kvinder bliver tvunget til f.eks. at gå hjemme. Men det er ikke ensbetydende med, at dét er islam,« samstemmer de to søstre, Batool på 21 og Aiysha, som er 19. Der findes undertrykte kvinder i enhver kultur, dansk som islamisk. Og som i alle andre situationer er det vigtigt at se på hver enkelt i stedet for at generalisere. En kvinde er jo ikke undertrykt, medmindre hun føler det sådan.

Sløret giver tryghed og frihed

»Tørklædet er med til at skabe ligeværdighed mellem mand og kvinde. Han ser hende ikke kun som et sexsymbol,« mener Batool. »Når en mand ser efter en kvinde, der bærer tørklæde, er det, fordi han er efter hendes personlighed og den måde, hun tænker på, i stedet for hendes udseende,« supplerer søsteren. »En kvinde, der dækker sig, skjuler sin seksuelle udstråling, men tillader alligevel sin kvindelighed at være synlig,« skriver Mominah Abdullah.

Islam forsøger ikke, som nogle fejlagtigt tror, at udelukke seksualiteten. Den kanaliseres i sin fulde styrke over i forholdet til ægtemanden og bliver i andre sammenhænge ikke »udstillet«. Hijab sikrer derfor den muslimske kvinde integritet.

»Tøjet må ikke være stramt, så man kan se formerne. På den måde undgår vi problemer som sexchikane og voldtægt. Når vi har dette tøj på, føler vi os trygge. Vi er mere beskyttede,« mener Aiysha. »Og så kigger en mand jo heller ikke efter andre kvinder end sin kone,« pointerer Batool. Hun uddyber forholdet mellem mand og slørbærende kvinde: »Når en kvinde dækker sin skønhed, kigger manden ikke på hende som kvinde, men som et medmenneske. Han fokuserer i stedet på hendes intellekt.« Den norske konvertit, Bergliot Emina understreger ligeledes, at »man dækker sit hoved og bryst, men ikke sin hjerne.«

For Aiysha er forestillingen om den undertrykte, hjemmegående muslimske kvinde en myte: »I islam har manden pligt til at forsørge sin familie. Det er derfor en selvfølge, at han går på arbejde. Men kvinden kan selvfølgelig også godt. Det er ikke sådan, at hun ikke må gå ud og få uddannelse eller arbejde. Men hun må gerne sidde derhjemme, det er ikke hendes pligt at forsørge familien.«

Emina kan hertil berette om karrierekvinder i muslimske lande: »Der er ca. 60% analfabeter i Ægypten, men jeg har mødt flere kvindelige professorer i Ægypten og Jordan end i Danmark.« Batool tilføjer: »Islam opfordrer alle, både manden og kvinden til at gå ud og læse og studere.« Bergliot Emina betegner det ligefrem som »en muslimsk pligt at søge kundskab«. Hun fortsætter: »Muslimske kvinder har på mange måder større frihed end vestlige. For det første har sløret for mig betydet, at jeg kan færdes frit omkring, uden at folk skal bedømme mig ud fra mit udseende. For det andet er kvinderne lige højt respekterede og værdsatte, om de vælger at være hjemmegående eller karrierekvinder.«

For den muslimske kvinde betyder sløret altså en frihed. Blot er denne af en anden karakter og af et andet udtryk end vestens. Men skal vestlige kvinder have patent på at definere frihed? Er det kun dem, der ved, hvad retten til at vælge selv og bestemme over sin egen krop vil sige? Mon ikke de mange millioner muslimske kvinder verden over vil påstå noget andet?

Naturligvis må enhver kvinde have friheden til at bære slør lige så vel som friheden til at lade være.

Tania Brogaard, Gry Helene Herbener, Anne Kristine Jakobsen, Lene Wittrup Jensen og Uta Kreie Larsen

Tak til Karima Fahim for uvurderlig hjælp.