Erkendelsen af, at videnskaben ikke længere kan opretholde forestillingen om en absolut objektiv virkelighed, fører ikke nødvendigvis til nogen form for solipsisme.

Man har hævdet, at det at give afkald på en objektiv verden som en logisk konsekvens har, at man ikke kan forsvare, at verden overhovedet er til (ud over muligvis som subjektet i cogito), men den videnskabelige erfaring synes at vise, at skridtet til en observatørbestemt (observationsdefineret) virkelighed ikke er så smertefuldt endda. Et begreb som sandhed har nok ændret sig fra at være absolut, men det mister ikke af den grund sin anvendelighed, og ved at skue bagud i naturvidenskabens historie kan man måske endda se, at en objektiv virkelighed blot har fungeret som fødselshjælper for den empiriske vej til erkendelse.

Fysikerne erfarede som bekendt for et par generationer siden, at man i forbindelse med observation af meget små størrelser ikke kunne anvende de forhåndenværende regler, hvilket i denne sammenhæng er Maxwells ligninger eller Newtons love, til en fuldstændig karakterisation. I stedet blev man nødt til at lade den eksperimentelle kontekst være afgørende for, hvilken model (bølge eller partikel) der var relevant for forståelsen, og via formaliseringer som bl.a. Schrödingers ligning blev man i stand til at opstille regler for, hvorledes forholdet mellem disse to, konceptionelt uforenelige størrelser kan betragtes.

Ifølge den såkaldte københavner-fortolkning af kvantemekanikken beskriver amplituden af en bølgefunktion, som passer i Schrödingers ligning, sandsynligheden for, at man ved observation af en partikel vil finde den på en given position i tid og rum.

Det, fysikken måtte igennem i den proces, som ledte frem til en brugbar (ikke nødvendigvis logisk) forståelse af verden, var opgivelsen af en objektiv virkelighed i den forstand, vi normalt tænker på en sådan. »Objektiv« betyder observatør-uafhængig. I kvantemekanikken har deskriptive størrelser som position og energi kun mening i forbindelse med observation, uden hvilken en partikel slet ikke meningsfuldt kan siges at have sådanne. Altså bliver verdens (dens elementers) egenskaber først defineret i forbindelse med observation af disse. En objektiv (ifølge dette ords almindelige definition) virkelighed eksisterer altså ikke. Verden bliver til ved sansning (observation).

Observationen er en del af det observerede system

Det eneste i den ovenstående passage, som umiddelbart synes at kunne angribes fornuftigt, er definitionen på »objektiv«. Det kan i den forbindelse anføres, at om man som argument vil hævde, at den her indførte definition kommer på kant med Immanuel Kant, så er Ding an sich en idé, som principielt ligger uden for naturvidenskabens interessesfære.

En observatør-uafhængig (= egenskabsløs) virkelighed er for evigt henvist til metafysikken, hvor den ikke volder så meget postyr. Løsningen på problemet var da også at inddrage den eksperimentelle kontekst i beskrivelsen af det, man nu må kalde et kvantemekanisk fænomen. På denne måde bliver man i stand til at opretholde en brugbar (men radikalt forskellig) »objektivitet«, som stiller de samme krav, f.eks. med hensyn til reproducerbarhed, som den klassiske, men det er altså ikke nogen definition, vi kan bruge til at tildele en præobserveret virkelighed nogen egenskaber.

Man kan således se, hvordan en videnskabsgren, som igennem hele sin historie har benyttet sig af empiri, har opgivet at fæste lid til denne erkendelsesvejs oprindelige (i forvejen let dubiøse) forudsætning, nemlig, at sansningen - f.eks. ved Guds nåde - bringer vidnesbyrd om en abolut verden. Ifølge almindelig lineær logik betyder dette videnskabelige resultat simpelt hen, at verden er subjektiv. Som sådan burde den være principielt umulig at dele med andre, og så er vi allerede havnet på vejen til solipsismen.

Hvad fysikken i stedet indså var, at hvis man enes om at betragte observationen som en del af systemet, så kan vi stadig snakke sammen. Sagt lidt primitivt er forskerens fordomme (hans anskuelsesvinkler) inkluderet i beskrivelsen. Så i stedet for at gå hjem uden at ænse de nu åbenbart illusoriske forskningsfæller enedes fysikerne om, at nok er verden ikke entydig, men det betyder ikke, at vi ikke kan finde frem til bedre måder at forstå den på.

Dette skridt er blot pragmatisk og set i retrospekt særdeles effektfuldt. Det har så den pudsige konsekvens, at den empiriske metode som redskab ser ud til at have overhalet sine forudsætninger. Man kan altså sige, at fysikken i løbet af 20erne og 30erne sneg sig uden om et problem, som filosoffer har haft store kvaler med, men overgangen er forløbet forholdsvis smertefrit.

For at tilnærme os en forklaring på, hvorledes dette kan ske, vil vi aflægge et lille besøg i en anden branche, som ad noget andre veje i nogen grad er kommet til den samme erkendelse (verden defineres ved sansning) som fysikken, og som ligeledes er tyet til den nemme løsning, at man ignorerer problemet, for det er jo filosoffernes bord - neurobiologien.

Neurobiologi og idélære

Sansning er til enhver tid underlagt sanseorganerne. I menneskets tilfælde er der ud over denne indlysende »begrænsning« tilført et modelapparat, hvormed menes, at der mellem sansningen og andre dyrs umiddelbare handlingsrespons er indskudt et led, der danner basis for en mere fleksibel adfærd. Mellemleddet udgøres bl.a. af sådanne kategorier som kausalitet og tid, der altså også ligger til grund for vores opfattelse. Og så er vi selvfølgelig tilbage ved Kant.

Visse af Kants kategorier ser faktisk ud til at være til stede også hos menneskeaber. F.eks. synes gorillaer at kunne lære at genkende et fænomen, der sammenknytter to objekter på kausal vis. Aben vises eksempelvis et tørt objekt og derefter et tilsvarende vådt og kan så udpege vand som en årsag blandt forskellige muligheder. Men prøv at fortælle en gorilla, at den får en appelsin i morgen, hvis den opfører sig eksemplarisk i dag! Tid er nok et af mange humane patenter.

I det hele taget kan man ved at betragte primaters sproglige færdigheder (tegnsprog) overbevise sig om, at hvor mange ligheder der end er, så er deres begrebsmæssige evner ikke just imponerende, når man sammenligner dem med vores. Dette nævnes, for at man skal være klar over, at det hér behandlede ikke altid kan generaliseres til at omfatte andre dyr med kommunikation i en eller anden form, såsom myrer eller delfiner.

Mange af de mest overraskende opdagelser inden for human neurologi skylder man mennesker, der f.eks. har været så lykkelige at overleve at få en granatsplint gennem hovedet. Neurologien ville ikke have været det samme uden Vietnamkrigen.

Et eksempel er et individ, der har mistet evnen til at opfatte ansigter og kun sådanne. Forevist en »Nikolaj« og adspurgt, hvad den forestiller, kan vedkommende således svare, at »det er et dårligt æble« el.lign. Det, vi andre knap nok opfatter som en perceptions-opgave, er for dette menneske umuligt. Et andet offer for en sådan lokal hjerneskade mistede helt evnen til at opfatte noget som et objekt, men kunne stadig opfatte konturerne, f.eks. konturerne af det, han fik at vide, var et køleskab.

På baggrund af sådanne case-stories er det svært at beholde forestillingen om hjernen fungerende som et kamera, der uhildet beretter om verdens beskaffenhed. I stedet opererer man med en slags sensoriske »kanaler«, der er tunet til forskellige aspekter. Disse finder man allerede »tidligt« i f.eks. synssystemet, hvor enkelte neuroner reagerer forholdsvist specifikt på simple strukturer som linjer, hjørner, bestemte farvekontraster o.lign. Længere »oppe« i systemet bliver indholdet af neuronerne mere ikon-agtigt, og hvis man er heldig, kan man støde på celler, der er specifikke for en abehånd (dette er ikke undersøgt hos Vietnam-veteraner, men på aber) eller sågar ansigter.

Med denne kanal-tankegang kan vi altså godt forklare, hvordan man ved et nænsomt kirurgisk indgreb foretaget med et sprængningsfragment kan gøre en mand blind for en specifik klasse af elementer i verden. Men hvad så med sådanne kategorier som de omtalte kausalitet og tid? Her er man nødt til at udvide kanal-tanken noget og indrømme, at det snarere er læserammer for sanseindtrykkene, eftersom de virker på hele oplevelsen. Det er fortolkninger, der nødvendigvis må udgøre et af de sidste led i den kæde, der bliver til vores oplevelse, men, som vi så med vores arme objektblinde patient ovenfor, så må man også bevilge sådanne en plads i den menneskelige hjerne.

At oplevelsen af verden på denne måde skulle være afhængig ikke bare af vore sanseorganer, men af sådanne ideer, kan forekomme utroligt, fordi vi i vores dagligdag næsten altid betragter verden som objektiv og absolut (heraf den misvisende kamera-analogi). Man kan dog illustrere forholdet ved ret simple midler.

En foranderlig verdensopfattelse - og en foranderlig verden

Eksperimentet med at give en forsøgsperson et par briller på, som drejer alting 180°, er vel alment kendt. Resultatet er, at vedkommende efter et par dage kan fortælle, at han nu opfatter verden på samme måde, som før han gik ind til Synoptik. Samtidig er han igen blevet i stand til at fungere helt normalt. Tager han brillerne af, har det samme konsekvens, som da han først tog dem på: Verden er blevet vendt om.

For tiden taler man meget om plasticitet inden for neurologi, og dette begreb er da også godt at bruge, når man skal tolke dette forsøg. Det sære er, at man ikke kan forvente, at en stor og perfekt omgruppering af hele synssystemet foregår på et par dage. Og skulle dette ske, ville man desuden forudse, at den arme mand ville opleve en gradvis rotation af synsfeltet, hvilket er absurd.

En mere nærliggende konklusion må da være, at der findes nogle enkelte elementer i hjernen, som man kan nøjes med at justere, hvorved jobbet er klaret. Disse elementer må være placeret ganske langt »oppe« i systemet, hvorfor de kan virke på hele verden i ét hug. Kunne man lokalisere disse elementer, ville man altså have fundet et fysiologisk »op« og »ned«, »højre« og »venstre«, eller måske snarere et koordinatsystem. Vi kan altså konstatere, at når forsøgspersonen siger, at han opfatter verden »rigtigt«, så er der sket det i hans hjerne, at forudsætningerne for opfattelsen er blevet ændret, så de atter fungerer. Bemærk, at manden ikke blot vænner sig til brillerne, så han kan justere sine handlinger; hans opfattelse ændrer sig tilsvarende.

Når vi opfatter verden, er det altså igennem sådanne »begreber« eller kategorier. Inden for naturvidenskaben har man igennem matematikken formaliseret enkelte sådanne fortolkningsrammer, som i kraft af deres overlegne forklaringspotentiale har bestået i forbindelse med nysgerrige menneskers udforskning af virkeligheden. En bølge er som sådan en matematisk beskrivelig model, der er nyttig i forbindelse med forudsigelsen af en bestemt klasse af observerbare forhold. Den er altså ikke et fysisk fænomen, men en abstraktion, en fortolkningsramme. Partikler i klassisk forstand er ligeledes ikke noget observerbart, men en generalisering foretaget på basis af de foreliggende logiske referencer.

Hvad fysikken i forbindelse med overgangen til en observations-afhængig virkelighed har måttet indse, er, at der er en grænse for de anvendte modellers effektivitet. På et tidspunkt sander man, at man beskæftiger sig med fænomener, der ikke er egnede til en beskrivelse inden for det sæt af modeller, vi normalt anvender.

Det er så der, man skifter spor, men man kan åbenbart godt køre videre. Det medfører altså ikke solipsisme.

Erkendelsesteori og tolerance

Som en illustration af processen med at udskifte en videnskabelig model er overgangen til det kopernikanske solsystem jo altid velegnet. Myterne om Galilei, der forgæves forsøgte at få de forstokkede skolastikere til at betragte Jupiters måner gennem sin kikkert, holder ikke med de historiske optegnelser. Flere af hans samtidige forsøgte faktisk at få fænomenet at se, men kunne ikke bekræfte hans observation!

I det lange løb sejrede det kopernikanske system selvfølgelig på grund af sin evne til med langt simplere og mere elegant matematik at forklare astronomiske forhold, og det er da også den bedste måde at karakterisere en videnskabelig landvinding på, nemlig derved, at den forklarer verden på en mere anvendelig måde.

For at have blot en smule sammenhæng med indledningen kan det til slut ekspliciteres, at hvis man kan indse verdens model-afhængighed, så må man altså æde, at vi ikke har noget patent på forståelsen af den. Dette må dog være en altafgørende forudsætning for ikke at betragte andre kulturers forestillinger som noget, man kan le overbærende ad, mens man hoverende vifter med Illustreret Videnskab.

Med anvendelighed snarere end dogme som kriterium for sandhed (hvilket jo altså ikke ligefrem er kontroversielt), må man have sine tvivl med hensyn til, hvorvidt vi fornuftigt kan betragte kulturer, der skulle være hildet i uvirksom overtro, og som har bestået i mange årtusinder, som primitive trin på vejen til vor egen materialisme, der nærmest fødtes ind i den dekadente fase. For at kunne forstå disse menneskers for os at se ofte helt meningsløse adfærd må man for en stund forsøge at skifte sine modeller ud og erstatte dem med deres.

Jeg håber hermed at have uddybet en forbindelse mellem tolerance, dannelse og erkendelsesteori, som ikke havner i solipsisme.

Kristian Beedholm