Den svigtende almene dannelse er et problem. Mange - lige fra erhvervsliv og politikere til forskere og studenter - er ved at få øjnene op for de konsekvenser, det har og vil få for hele det danske samfund. Faklen har et bud på, hvordan man kunne gøre noget ved problemet.

Det er et råb, der lyder i tide, men heldigvis falder budskabet sammen med tidens voksende erkendelse af behovet for historisk bevidsthed og for revaluering af de humanistiske værdier.«

Således skrev Jyllands-Posten for nylig i en leder, ikke om Faklen, men om et undervisningsministerielt udvalg, der bl.a. påpeger konsekvenserne af danskernes svigtende viden om antikken.

I sidste nummer af Faklen forsøgte vi at beskrive den vitale betydning, almen dannelse har for kulturen, hvilket mundede ud i et tentativt omrids af et nyt universitært »filosofikum«, »studium generale«, eller hvad man nu vil kalde det. Det naturlige spørgsmål er nu: Hvordan skal det se ud?

Før vi går i detaljer med selve udformningen, er der dog nogle spørgsmål omkring selve ideen, der fortjener lidt opmærksomhed.

Kvalitet versus universitet

I dag er det ordet »kvalitet«, der præger definitionen af et godt universitet. Problemet er så at konkretisere, hvad dette begreb egentlig dækker over. Merete Reuss, kontorchef i Forskningsministeriet siger bl.a. i et interview til Information om evalueringen af forskningen på universiteterne: »Høj kvalitet er, når resultaterne kan bruges enten i forskningsmæssig sammenhæng eller i samfundet i øvrigt.« Er al viden ikke potentielt brugbar, når blot den virkelig er viden og sætter os i stand til at forstå et givet emneområde? Eller er det en snævrere, umiddelbar brugbarhed, hun efterlyser?

Svaret ligger måske i Undervisningsministeriets tilsvarende uddannelses-evaluering. Evalueringen af en videregående uddannelse varetages af en styregruppe, der primært er sammensat af uddannelsens »aftagere«, dvs. erhvervsliv og undervisningsinstitutioner. Underligt må det være for en forsker at få at vide fra sit universitet, at han skal finde noget andet at undervise og dermed forske i for ikke at miste sine bevillinger. Endnu mere besynderligt er det, hvis dette krav ikke bliver fremsat, fordi der er noget i vejen med »kvaliteten« af hans indsats, men fordi den bare ikke er efterspurgt i erhvervslivet.

Dette behøver jo ikke at være grunden, hver gang man retter kritik mod en uddannelse, men én eneste gang vil også være én for meget. Mere alvorligt bliver det af, at Undervisningsministeriet er ved at sikre sig retten til sanktioner, hvis universitetet holder hånden over sine ansatte og undlader at foretage de påkrævede kursændringer.

Det er ideen om »vidensfabrikken«, der sætter sine spor. Men fabrikken er en dårlig metafor for universitetet pga. den ensartethed, der følger af samlebåndsarbejde, denne økonomisering af ånden. Penge bliver færre af at blive brugt; ånd flyder desto tykkere, jo mere der tages, som ordsproget lyder. Det er for os at se umuligt, at den aktuelle forsknings- og undervisningspolitik skulle kunne vende den stagnerende dannelse. Vi bryster os af som befolkning at have et højt uddannelsesniveau, men hvis denne lærdhed ender som ren »know-how«, altså udenadslære, hvorfra skal den nødvendige opdatering og ajourføring så komme?

Stik imod Forsknings- og Undervisningsministeriets velmenende nyttemoral kan man i Informations leder et par dage senere læse administrerende direktør i den bioteknologiske koncern Chr. Hansen A/S, Erik Sørensens famøse ord: »For min skyld kan man hente pengene fra alle mulige erhvervsstøtteprogrammer. Der er ikke noget, der er vigtigere end at styrke universiteternes uddannelse og forskningsmiljø.« Og forskningschef hos Novo Nordisk, Børge Diderichsen siger, at industrien helst selv står for den forskning, der ligger tættest på anvendelsen, mens det er universiteternes uhyre vigtige opgave at »højne den videnskabelige tankegang herhjemme«.

Man kan altså ikke engang legitimere »effektiviseringen« af universitetet ud fra entydige krav fra arbejdsmarkedet.

I den anden ende af samlebåndet slår uddannelsespolitisk ordfører for SF, Aage Frandsen til lyd for at nedlægge oldtidskundskab i gymnasiet: »Det kan f.eks. kun være tradition, der kan begrunde, at faget oldtidskundskab er obligatorisk i gymnasiet. Hvorfor kunne der ikke udvikles et nyt fag, der bl.a. rummede elementer af oldtidskundskab, filosofi, idéhistorie, religion m.v.?«

Tænk, at det er blevet så svært at få øje på det humanistiske rationale bag denne »tradition«. Følgerne af en indførelse af dette nye fag ville først og fremmest blive en desorientering hos de studerende svarende til mængden af tankegods, der skulle presses ind i de få undervisningstimer (i modsætning til, hvis man gav det mere tid, som vi senere skal se). Men hvad værre er, ville den tilegnede viden lide samme skæbne som undervisningen i gymnasiefaget »naturfag«, som Frandsen selv kritiserer for ikke at give den nødvendige kompetence.

Han forklarer i øvrigt selv rationalet bag den faglige discount i disse »tværfag«: »Det er også rigtigt, at studenter med matematik på højt niveau kan mindre matematik end tidligere … Men de kan altså noget helt andet.« Det forekommer os en anelse svært at forstå, hvordan man kan have mere gavn af at lære mindre matematik i matematik-undervisningen eller mindre græsk poesi i oldtidskundskab til fordel for at blive »bedre til at arbejde sammen i projekter«, som Aage Frandsen hævder, de unge er blevet.

Fra såvel et humanistisk som et videnskabeligt synspunkt må det forholde sig lige omvendt, netop sådan at jo mere viden, man får skrabet til sig, des bedre rustet er man til at udfolde sig. Socialiseringen bliver let til den tvangssocialisering, der er påkrævet for at passe ind i hylden på arbejdsmarkedet.

Universitetets rolle som kulturel dynamo

Baggrunden for overhovedet at indføre en sådan almen undervisning på tværs af alle faggrænser bunder i en forestilling om, hvad man kan forvente af et universitet - og ikke mindst af en akademiker.

Mange vil umiddelbart indvende, at de ikke har »brug for« eller »tid til« at skaffe sig et bredt fundament, men spørgsmålet til dem må være, om de da ikke har tid til at blive akademikere?

Det er jo sagen i en nøddeskal. Skal vi efterkomme ønsket om at kunne tage en uddannelse, der giver en økonomisk velbjærget tilværelse, eller ønsket om at kunne ophobe størst mulig viden? Disse to ønsker er principielt uforenelige, eftersom det ene må underordnes det andet. Det humanistiske, kulturelle bud må naturligvis være det sidstnævnte.

Meningen med at have et universitet overhovedet er vel, lidt poetisk udtrykt, at have et samlingssted for dem, der ønsker at deltage i dette store, møjsommelige arbejde med at opbevare og udvide kulturens intellektuelle skatkammer. Ikke forstået på den måde, at kultur kun udspringer fra universitetet, men at denne institution hele tiden må følge udviklingen og yde støtte, hvor det er tiltrængt, samt modtage impulser, hvor de gives.

Kultur skal forstås i det videst mulige perspektiv. Universitetet skal uddanne mennesker, der ud fra en knusende solid faglig viden og generel akademisk kompetence kan indgå som primi motores i alle dele af det danske samfund, lige fra forskning og produktion til kunst og uddannelse - og ikke mindst som en del af en kritisk befolkning, der måske i sidste ende er den bedste garanti for, at et demokrati ikke via populisme ender i fascisme.

Man vil måske med skepsis se på »blødheden« i dette universitetsideal og tale om den store arbejdsløshed, der venter disse kulturelt velfunderede akademikere. Vi har jo før set eksempler på, hvordan nogle mode-fag uddanner folk til et liv i arbejdsløshed eller omskoling.

Hertil er der kun at sige, at det, der giver arbejdsløshed, er at producere titler på samlebånd, ikke at uddanne lærde kvinder og mænd. Ville de kunne gå med hænderne i skødet dagen lang? Næppe. I sidste ende kunne dette måske endda føre til en form for kulturelt opsving, et opsving, der er langt mere tiltrængt end noget andet i Danmark.

De færreste har prøvet det

En rundspørge til landets universiteter viser, at man mange steder netop nu taler om, hvordan man kunne indføre en sådan form for almen basisuddannelse, men ingen steder er man nået ret langt.

På Københavns Universitet er man begyndt at holde møder om emnet. På Aarhus Universitet har rektor nedsat et udvalg, der skal indsamle information og komme med et udspil til universitetet. På Odense Universitet diskuterer man mulighederne. På Aalborg Universitet og Roskilde Universitetscenter har man p.t. ingen konkrete planer. Man har som bekendt basismoduler på Odense Universitet, Aalborg Universitet og Roskilde Universitetscenter, der henvender sig til lidt større fagområder, men indholdsmæssigt kan de på ingen måde gøre det ud for et studium generale. I Undervisningsministeriet arbejder man med tanken - specielt med henblik på en styrkelse af de antikke fag - uden dog helt konkret at vide, hvordan man skal gribe tingene an.

Ser vi på udlandet, har man i f.eks. Norge længe haft examen philosophicum, men også her er undervisningen efterhånden blevet strømlinet så meget, at det ikke kan siges at opfylde kravene til et alment dannende basisår.

Faklen vil således gerne med sit forslag starte den reelle debat om et sådant tværfagligt, almentdannende studieforløb.

Studium Generale

Formålet med studium generale er at sikre sig, at de optagne studenter har de nødvendige forudsætninger for at studere ved universitetet med henblik på at videreføre det videnskabelige arbejde og videregive deres erhvervede indsigt til resten af samfundet.
Pensum er obligatorisk for alle, der optages på universitetet.
Der udbydes almindelig undervisning i kulturhistorie (herunder religions-, filosofi- og videnskabshistorie). Herudover tilbydes supplerende undervisning i matematik og latin. Der er ikke mødepligt til undervisningen.
Undervisningen svarer til ét årsværk og falder i tre blokke på hhv. et helt og to halve semestre.
Efter hvert semester er der eksamen i alle fag. Efter første semester skal de på universitetet afholdte eksaminer i kulturhistorie samt mindst det ene af redskabsfagene bestås, før man kan fortsætte. Efter andet semester skal alle fag bestås.
Formen er almindelig mundtlig eller skriftlig eksamen med karakter efter 13-skalaen. Der gives ikke pensumreduktion for undervisningsdeltagelse.
Der forelæses som hovedregel ikke ud fra specielle lærebøger, men ud fra almindelig relevant litteratur til de berørte emner.
Studenterne optages ved ordningens start gennem den koordinerede tilmelding på deres respektive studier. Adgangskrav og studiestartsbetingelser fastlægges af den enkelte uddannelse, dog er gennemførelse af studium generale med tilhørende eksaminer et minimumskrav. Over en årrække vil studium generale sandsynligvis medføre mere eller mindre fri optagelse for dem, der har lysten og evnerne.

Kulturhistorie

Kulturhistorien er den mest omfattende del af studium generale. Det er her, det akademiske, videnskabelige fundament skal lægges, hvis det ikke allerede er lagt, og bringes til at fungere. I sin essens er kulturhistorien en gennemgang af menneskets historie, men den er mere end det.

Det letteste er måske at give nogle eksempler på forelæsninger, man kunne støde på under hele forløbet.

En underviser fra Filosofi præsenterer »Auguste Comtes positivisme«. En fysiker holder en introduktion til moderne fysik under overskriften »Fra Newton til Einstein«. På Jura er der mulighed for at høre om »Frihed i Grundloven«. Man kan få lejlighed til at stifte bekendtskab med en af vor kulturs største personligheder på Religionsvidenskab ved forelæsningen »Følg mig! - Jesu Kristi lære« eller tage forbi Økonomi og høre om »Matematiske modeller i praksis«. Der fortælles om »Intelligens hos chimpanser« på Biologi og om »Shakespeares Antony & Cleopatra« på Engelsk. Der er »Introduktion til pladetektonik« på Geologi og en forelæsning om »Ægypteren og de døde« på Arkæologi. Endelig kan man høre om »De gennemgående karakterer i Holbergs komedier« på Litteratur og om »Mekka« på Historie.

Uanset hvilket emne, der behandles, sker det ud fra den pågældende kulturs eller persons egne udsagn, oplevelser og argumentation. Formålet med dette er, at den studerende så ofte som muligt skal sættes i den fremmedes sted, ikke ved romantisk forestillen, men som følge af den mest sandsynlige rekonstruktion af de oplevelser af en begivenhed, en person i en given kultur på et givet tidspunkt har konceptualiseret.

Denne præsentation af stoffet skal være grundpillen i undervisningen, simpelt hen fordi det er den videnskabeligt forsvarlige tilgang, der skal præsenteres og tillæres.

Den dannelse, der skal tilvejebringes, placerer som udgangspunkt ethvert menneskeligt udtryk på linje med alle andre. Sådan en instinktiv uvilje mod at lade sig styre af fordomme, dogmer og principper er uendelig vigtig, hvis det, vi ønsker, er en kultur baseret på tolerance og imødekommenhed. Når vores forståelse er baseret på TV-avis og kaffesnak, bliver resultatet meget let en legitimering af vores eget medieskabte og normbaserede verdensbillede; baseres den derimod på viden, har vi mulighed for at forbedre de dele, der halter.

Det betyder ikke, at vi ikke kan hævde, at vores egen kultur er den, der passer os bedst - det gør vel de fleste kulturer. For når bare det sker, efter vi har besøgt de fremmede i deres hjem, er vi forhåbentlig blevet vaccineret mod den rå fordømmelse.

Undervisningen i kulturhistorie kunne f.eks. inddeles således:
1. semester: Indtil år 0
2. semester: År 0 - 1.000
3. semester: År 1.000 - 2.000

Omfang: 10 timer om ugen

Opgaver: Der afleveres i løbet af semesteret to større skriftlige opgaver i et selvvalgt emne.
Eksamen (hvert semester): Mundtlig eksamen med forberedelse samt skriftlig eksamen (5 timer).

Redskabsfag

I forbindelse med kulturhistorie skal studenten i løbet af studium generale bringes på det nødvendige niveau i fagene matematik og latin. Netop disse fag overskygger alle andre (bortset dog fra dansk sprogfærdighed), idet de udgør centrale og uomgængelige redskaber for alle akademikere.

Niveauet for redskabsfagene tager udgangspunkt i gymnasiets B-niveau, men tilrettelægges af universitetet. I modsætning til kulturhistorie vil mange studenter kunne bestå et af eller begge disse fag uden at følge undervisningen, men de skal stadig væk eksamineres på universitetet. Har man f.eks. matematik eller latin fra gymnasiet eller HF, går man blot op til eksamen i dette fag.

Som noget nyt kan man altså ikke brænde alle sine notater, når studenterhuen sidder trygt på issen. Sådan må det være, fordi universitetet i første omgang selv er nødt til at sikre sig, at studenternes kundskaber er i orden. Man kunne vente på, at man fik begyndt i den anden ende med at højne niveauet i folkeskolen og gymnasiet for til sidst at mærke afsmitningen på de højere læreanstalter. Forhåbentlig vil indførelsen af studium generale også medføre, at det faglige niveau på gymnasiet bliver højnet. Men hvis universitetet vil have nogen som helst reel mulighed for at lægge niveauet for forskning og uddannelse, må det selv - med rektor i spidsen - tage ansvaret for, at de nødvendige forudsætninger er til stede.

Som det er nu, kræver alle studier i praksis f.eks., at studenten kan læse fagtekster på tidens videnskabelige hovedsprog, engelsk - mange steder også på tysk og fransk - men dette bliver ikke altid krævet forinden og aldrig checket efter optagelsen. Det betyder, at en del studenter ikke læser deres ting ordentligt, undgår sværere litteratur eller helt falder fra. Vist er det muligt at klare sig igennem et studium på denne måde, men hvem har gavn af, at nogen blot »klarer sig igennem«?

Omfang: 3 timer om ugen pr. fag
Opgaver: Der afleveres løbende mindre skriftlige opgaver.
Eksamen: Mundtlig eksamen med forberedelse samt skriftlig eksamen (5 timer).

Matematik

Et vist kendskab til matematik må forudsættes hos en akademiker. For det første er fortrolighed med matematikken som et logisk stringent, formelt sprog særdeles nyttig, hvis man ønsker at følge konsekvenserne af teoretiske overvejelser generelt. Uden en sådan er man desuden principielt afskåret fra at nå til en forståelse af størstedelen af naturvidenskabens teorier, der baserer sig på matematiske modeller.

Formålet med undervisningen i matematik er at gøre studenten fortrolig med almindelige matematiske begreber som simpel regning, geometri, mængdelære, trigonometri, differential- og integralregning, herunder differentialligninger, sandsynlighedsregning og statistik. Desuden introduceres studenten til den moderne matematik, bl.a. flerdimensionel analyse, komplekse tal og lineær algebra (matricer og vektorrum).

Undervisningen forudsætter kendskab til matematik f.eks. svarende til gymnasiets obligatoriske niveau.

Latin

I 1841 blev Danmarks første doktorafhandling på dansk skrevet af Søren Kierkegaard. I år 1900 blev Danmarks sidste doktorafhandling på latin skrevet af Hans Ræder. For 25 år siden var den store latin-prøve obligatorisk for at blive optaget på humaniora. For 19 år siden blev latin afskaffet som fag i folkeskolen. Latin er stadig obligatorisk for sproglige studenter i gymnasiet.

Hvis en akademiker skal kunne siges at være fortrolig med sin kultur, kommer han ikke uden om latin. Hvad enten det er medicin eller litteratur, botanik eller filosofi, vil man uden kendskab til latin være sat uden for det publikum, som mange værker er henvendt til - og dermed være dårligere rustet til at forstå dem i deres helhed. Bevæger man sig tilbage i tiden, bliver dette behov stadig mere påtrængende.

Latin-kundskaber skal ikke være et fisefornemt adelsmærke, men et praktisk redskab til at gøre den europæiske kulturs sproglige aflejringer - som vi jo til stadighed lever med og i - gennemsigtige og overskuelige.

Formålet med undervisningen i latin er at gøre studenten fortrolig med latinsk morfologi og syntaks i et omfang, der gør det muligt at læse lettere klassiske og middelalderlige latinske tekster.

Undervisningen forudsætter intet forudgående kendskab til latin.

Vilje til forandring

Det kan synes et uoverstigeligt projekt at indføre studium generale på universitetet, men intet mindre kan gøre det, hvis vi da mener noget med vores intentioner om en almen dannelse. I virkeligheden er spørgsmålet snarere, hvad alternativet er. Hvis vi ikke kan acceptere den tendens, vi ser såvel politisk som i praksis på uddannelsesområdet, må vi være indstillede på at foretage de nødvendige og faktisk temmelig enkle indgreb.

Det er først og fremmest klart, at den urimeligt, uansvarligt og vilkårligt begrænsede studietid i samme ombæring må forlænges. Der er intet underligt i, at niveauet falder, når man giver studenterne kortere tid til at tilegne sig lærdom. Finansieringen er her det mindste problem, bl.a. fordi Statens Uddannelsesstøtte er den billigste overførselsindkomst for statskassen, og en investering som denne ville være ubetydelig for et rigt land som Danmark.

Tilskud til studerende skal ikke være en sovepude, som resulterer i en overrepræsentation af dovne hunde, hvilket der bl.a. skulle være taget højde for i ovenstående studium generale. Statens støtte til studerende skal snarere sikre, at uddannelse ikke bliver forbeholdt en snæver elite. Alle, der har lysten og evnerne til at tilegne sig viden til privat og almen glæde og gavn, skal selvfølgelig have økonomisk mulighed herfor.

Ser vi på den organisatoriske side, vil studium generale naturligvis tage tid at få gennemført, men faktisk er det forbavsende lidt, der skal til, hvis viljen er til stede. Det langt største skridt er at få begyndt.

Hvis vi tør tage konsekvensen af vores sympatier i kampen mod dogmer og fordomme og stole på vores egen iver efter viden, da skulle det være muligt at se drastiske forandringer på universitetet realiseret inden for en kortere årrække. Det bliver sikkert en strid kamp, men er vi først en del, der har meldt ud og valgt side, bliver vi ikke lette at stoppe.

Det er ikke godt at vide, hvem der i forsvar skulle kunne argumentere for, at mindre viden er bedre end mere viden - men man vil givetvis forsøge.

Martin Brynskov