1. Først blev jeg ringet op af Jyllands-Postens journalist, der spurgte mig, hvorfor jeg overhovedet anvendte ord som satanisme. Dertil svarede jeg, at »vi i dette århundrede, det værste i menneskehedens historie, har oplevet så megen umenneskelighed i form af vold og terror fra kommunistisk og nazistisk hold, at der er tale om en ondskab, der er større end den, mennesker selv kan præstere. Der er tale om besættelsesfænomener.«

2. Dernæst sagde jeg udtrykkeligt – som så ofte tidligere og senere – at jeg ikke har kaldt Fakkelbærerne for »satanister«, da jeg kun kan forstå dem som lygtemænd! Og som »ulveunger«, der følger deres store ulv (Wulff) i hælene.

Det er naturligvis ikke pænt sagt, men det er der da mening og proportioner i. Men den unge journalistdame snoede fiffigt mine to udsagn sammen og fik det til at lyde, som om jeg betragter »fakkelbærerne« som udtryk for en ondskab, der er større end den ondskab, som mennesker kan præstere. Oplagt vrøvl.

3. Men i sidste nummer af Faklen »forbedres« mine formuleringer yderligere. Jeg havde ganske vist korrigeret journalisten og fået et dementi i Jyllands-Posten den følgende søndag, og Redaktionen havde givet mig en undskyldning, men den slags interesserer tilsyneladende ikke en ulveunge, der selv bestemmer, hvad virkeligheden er, og ikke lader sig distrahere af kendsgerninger. Så disse oplyste mennesker, der kan korrigere og falsificere efter behag, skriver – og hold nu fast: »Faklens insisteren på social retfærdighed, solidaritet med minoritetsgrupper og kamp mod racisme og fascisme er en ondskab, direkte importeret fra Helvede, hvis man skal tro en af frontfigurerne i det århusianske præsteskab, professor Aagaard. Man skal være meget, meget dum, hvis man ikke kan se, at den ondskab der ligger bag (!), er større end den ondskab, mennesker kan præstere.«

Det er et mesterstykke inden for genren journalistisk svindel og bedrageri. Og jeg beskylder lige ud Fakkelbærerne for at stå bag bedrageri og svindel med andre menneskers meninger og holdninger. Lad os mødes i retten om det problem. Hvis I altså tør stå ved jeres ustyrlige vrøvl! Ellers må jeg i hvert fald anmode om, at I bekender jeres manipulation klart i Faklens spalter sammen med en beklagelse.

Jeg har ikke slet og ret sagt, at I er satanister. Jeg har sagt og skrevet (og bekræftet igen og igen), at jeres ideologi kommer ud af den modernistiske okkultisme, som hærger for tiden, hvor man selv bestemmer, hvad virkeligheden er, og at dette nødvendigvis må have klare satanistiske perspektiver. Mon ikke Faklens fremgangsmåde i forhold til mine faktiske udsagn tydeligt beviser min diagnose?

Svar:

Hvordan man skal diagnosticere gamle professor Aagaard, er en sport blandt unge teologer på Aarhus Universitet, som vi ikke her skal fælde endelig dom i, men »mytoman« er vist så overbærende et bud, som vi kan bidrage med.

Det lykkes således professoren at levere hele tre klare løgne i sit ellers relativt korte indlæg – eller måske er det hans ophold hos den indiske guru, Gurumaya, hvor han skulle have fået åbnet sit »tredje øje«, der atter har fået ham til at skue så dybt i den glaskugle, som kun indviede forstår sig på?

1. Jyllands-Posten citerede den 6.10. Aagaard for at udtale om Faklen: »Man skal være meget, meget dum, hvis man ikke kan se, at den ondskab, der ligger bag, er større end den ondskab, mennesker kan præstere.«

Aagaard hævder så, at dette er fejlciteret, og at Jyllands-Posten bragte et dementi »den følgende søndag«. Dette er imidlertid aldeles ukorrekt. Der blev ikke bragt noget dementi, ikke den følgende søndag, ikke den næste og heller ikke siden!

Hvad Jyllands-Posten beklagede den 27. 10., da Aagaard – ikke efter én uge, men efter tre uger – hævdede at være fejlciteret og manipuleret i bladets spalter, var, at Aagaards udtalelser var blevet komprimeret, ikke, at det ikke var om Faklen, han rent faktisk havde udtalt sig. Men det er selvfølgelig ikke utænkeligt, at Jyllands-Posten lyver. I avisen hed det imidlertid: »Jyllands-Posten beklager, at Johs. Aagaards udtalelser blev lovlig kraftigt komprimeret. Beskyldningen om manipulation må vi derimod afvise. Udtrykket 'satanist' var et citat fra Johs. Aagaards udtalelser til Ritzaus Bureau 28/9.«

2. Aagaard lader sig dog ikke distrahere af kendsgerninger, men fortsætter. Men læg mærke til, hvor snedigt Aagaard får det til at se ud som om, Faklen skriver, at der nu står en umenneskelig ondskab bag Aagaard. At professoren er fuld af løgn, kan imidlertid dokumenteres såre let; her er nemlig citatet, som det rent faktisk lyder i Faklen nr. 2, s. 7 (vi har kursiveret den sætning, som Aagaard behændigt har udeladt) – og hold nu fast: »Faklens insisteren på social retfærdighed, solidaritet med minoritetsgrupper og kamp mod racisme og fascisme er en ondskab, direkte importeret fra Helvede, hvis man skal tro en af frontfigurerne i det århusianske præsteskab, professor Aagaard. Til Jyllands-Posten udtaler han: 'Man skal være meget, meget dum, hvis man ikke kan se, at den ondskab, der ligger bag, er større end den ondskab, mennesker kan præstere'«!

3. Altså er det naturligvis også løgn, når mytomanen Aagaard kalder Faklens beskrivelse for »journalistisk svindel og bedrageri«. Og mon ikke Aagaards fremgangsmåde i forhold til Faklens faktiske udsagn tydeligt beviser vor diagnose?

I hvert fald glæder vi os til, at Aagaard slæber Faklen i retten! Advokaten kan rette henvendelse til: Faklen, Postboks 3044, 8200 Århus N.

Redaktionen

Citatplukkene er misvisende

Lektor Ole Riis, Institut for Religionsvidenskab, Aarhus Universitet, skriver:

I Faklen nr. 2, side 11 refererer tre redaktionsmedlemmer et oplæg, jeg holdt på et seminar om »Når religionen bliver ekstrem«. Referatet går helt ved siden af indledningen om, hvorvidt en gruppes ekstremitet kan tolereres blot i kraft af, at man kan hæfte en religiøs etikette på den, eksemplificeret ved Hells Angels. De tre redaktionsmedlemmer var vist de eneste i auditoriet, som ikke forstod pointen. Det skyldes måske, at jeg udtrykte mig humoristisk på almindeligt dansk. Det var selvfølgelig hensynsløst over for Faklens redaktion, hvilket jeg herved beklager. Citatplukkene er misvisende, fordi nogle er rykket ud af deres sammenhæng, medens andre er direkte forkerte ifølge både mit manuskript og det bånd, der blev optaget ved mødet. Selv overskriften på oplægget, »Tolerancens smertetærskel«, citeres forkert i Faklen. Hvis man er seriøst interesseret i oplægget – og ikke blot i at konstruere fjendebilleder – kan et fyldigt uddrag findes i Kristeligt Dagblad den 2.11.

Svar:

Selvfølgelig agerede Riis sociologisk stand-up-komiker under sin henvisning til Hells Angels som en religiøs minoritetsgruppe, men det interessante spørgsmål er da også, om det var morsomt – eller blot usagligt?

Der er intet som helst misvisende ved referatet i Faklen nr. 2, men vi ville da gerne have lavet et længere referat fra oplægget, hvorfor vi bad om at få stillet videobåndet fra det pågældende seminar til rådighed. Selv om vi kort efter seminaret fik lovning herpå, blev løftet siden trukket tilbage uden anden begrundelse, end at det var »privat«.

Men vi håber da, at vi nu ved selvsyn kan få lov til at se det hele igennem og tage en grundig debat om, hvorvidt det er religionsforskerens opgave som en anden detektiv at »trænge bag om [religiøse minoriteter] og finde ud af, hvad de virkelig er ude på,« som Riis plæderer for.

Og vi kan også kun opfordre alle til at gå i lag med Riis' kronik i Kristeligt Dagblad, hvor man bl.a. kan finde følgende oplysende standpunkt i kampen mod moderne religiøse minoritetsgruppers ekstremisme: »Set i et kirkehistorisk bakspejl fik de kristne fanatikere ret (…) Det giver imidlertid ikke automatisk alle forfulgte religiøse minoriteter ret, at de kristne martyrer fik ret – til sidst.«

Det kunne være interessant at høre, hvad de »kristne fanatikere« egentlig fik ret i, og om og hvordan denne »ret« konkret skal forvaltes over for moderne religiøse minoriteter?

Redaktionen

Faklen – et »blålys«!

Lektor i idéhistorie, magister i filosofi, Mogens Wegener, Aarhus Universitet, skriver bl.a.:

Trods en ikke ringe sympati for personen Rune E. Larsen, som jeg kender fra min undervisning i filosofihistorie, hvor han gjorde sig bemærket som en yderst aktiv student (læs: brushoved), må jeg tilstå, at jeg har svært ved at udstrække min velvilje til hans anliggende, som det bl.a. kommer til udtryk i Faklen. Hans sag er syg, hvilket jeg har sagt til ham flere gange.

Formodentlig i lighed med de fleste af bladets læsere må jeg i første omgang føle mig tiltalt af synspunkter som antifascisme, principiel tolerance samt en art provisorisk kulturrelativisme; og hvis Faklen kun var tænkt som en flamme, hvis bærere uden selvhøjtidelighed, med sund humor og skarp intelligens, ønskede at »vise os mennesker, hvor vi end ser«, havde jeg heller ingen indvendinger. Men sådan forholder det sig jo ikke! Neutzsky-Wulffs lille digt, læst som indledning og motto for nærværende kampskrift, synes blot at være et skalkeskjul for mangel på sans for humor og proportion, for overdrevne tanker om egen betydning, og for intelligens, der nok er skrap, men ikke altid skarp. I hvert fald ikke skarp nok til at skjule de okkulte motiver bag mængden af tilsyneladende rationale argumenter.

Okkultismen viser sig deri, at bladets redaktør, under henvisning til moderne fysik repræsenteret af formodede videnskabelige orakler som Heisenberg og Hawking, indbyder os til at opgive vor dagligdags virkelighedsopfattelse. Begrundelsen er, at i og med at videnskaben ikke kan beskrive verden, som den er i sig selv, men kun ved hjælp af modeller, har vi fuld frihed til at opstille vore egne modeller, hvilket på fantastisk vis (mis-)tolkes som frihed til kun at godtage de kendsgerninger, der passer ind i vort forudfattede syn på virkeligheden. Herefter antages der at være frit slag for en genindførelse af præantikkens polyteisme! Almindelige mennesker, som ikke nærer noget ønske om at se deres hverdag invaderet af fortidens sære afguder og gespenster, vil nok betakke sig for denne invitation.

Hvilke andre indvendinger kan der gøres gældende mod kampskriftets forskellige markeringer? Man går i felten mod fascisme uden først at have defineret begrebet, endsige sat det ind i et idéhistorisk perspektiv. Bladets dødsattest over kristendommen forekommer unægtelig både forhastet og stærkt overdrevet, for med kristendommen er det lige som med sex, der jo ifølge marxisten Groucho »er kommet for at blive«. På den baggrund ligner de tapre fakkelbærere blot en flok lygtemænd, som vil bilde os ind, at der findes guld i fornuftens sump, skønt det snarere er dem selv, der har fået for meget hamp!

Svar:

Der er intet i Faklens erkendelsesteoretiske artikler, som er karakteriseret hverken ved »genindførelse af præantikkens polyteisme« eller denne solipsisme, som både Aagaard og Wegener ønsker at lægge os til last (læs bl.a. artiklerne »Pragmatisme« og »We now believe …« i nr. 1 og »Relativisme contra solipsisme« i nr. 2)!

At fascismen ikke er særskilt defineret, skyldes blot, at vi anvender begrebet ud fra dets helt basale og almindelige karakteristika, såsom totalitarisme, nationalisme, centralisme, racisme og censur.

Er det så svært at se de fascistiske tendenser, som Faklen advarer imod, også i det danske samfund? Nationalismen, centralismen og racismen har vi til overflod; totalitarismen er naturligvis ikke indført politisk, men at kalde vort system »demokratisk« er i hvert fald i mildeste fald en eufemisme; til gengæld er censuren lykkeligvis endnu sjælden.

Redaktionen

Redelig tale af en kirkens mand mellem kristne ruiner

Martin Jacobsen, Enebærvej 2, 5620 Glamsbjerg, skriver:

Tak for de første to numre af Faklen! Absolut tankevækkende læsning – også for en lægmand med historisk interesse og et gran ditto viden.

Det, vi »på gulvet« må og skal kunne forlange af vores fælles universitetsverden – af forskning i videste forstand – er absolut redelighed ud fra det verdensbillede, som vi tidsmæssigt er bundet til. Derfor skønner jeg også, at jeres »oprør« vedr. ny bibeloversættelse er relevant – også med udgangspunkt i at betragte Bibelen som kirkens bog.

Nu til jeres påstand i »Et humanistisk manifest«: »Kristendommen er død.« I en prædiken af professor Lindhart på en Kristi Himmelfartsdag for år tilbage siger han (Påskud og prædikener, s. 71f): »Vi må hellere erkende, at vi sidder i ruinerne af en tilværelsesforståelse, som for os aldrig bliver hel og harmonisk igen. (…) Vi må først og fremmest besinde os på, om evangeliets forkyndelse endnu giver mening, efter at den livsforståelse, som forkyndelsen engang blev passet ind i, er brudt sammen. Vi må gøre status og indrømme, at vi sidder mellem ruiner.«

Det er, forekommer det mig, redelig tale af en kirkens mand, men Lindhart ville nok ikke i en sådan statusopgørelse slutte: Altså er kristendommen død.

Det er vigtigt at skelne mellem den kristne kirke som historisk virkelighed, knyttet til et tankeunivers, som nok for de fleste er brudt sammen, og Kristus-troen, som har hjemsted i en metafysisk verden.

Det er klart nok, at i denne forvirring, hvor tanke og tro er på kollisionskurs, er fristelsen til manipulering stor i et fortvivlet forsøg på at etablere en slags harmoni. Dette til trods for, at dogmer efter protestantisk opfattelse er »tanker om troen« og ikke omvendt. Disse trostanker skal nødvendigvis iklædes en sprogdragt efter det univers, som tiden er bundet til.

I opgøret med Luther (Faklen nr. 2: »Universitas et brutalitas«) savner jeg den saglige historiske dimension: Enhver historisk person må bedømmes ud fra det tankeunivers, som var tidens.

At reformerende tanker i kirken stort set standsede med ham, er ikke hans skyld. Det skyldes først rent politiske forhold og siden almindelig dorskhed. Eksempelvis var det ikke ham, der ønskede et skriftligt manifest som den Augsburgske Bekendelse, som senere blev grunddokument for den protestantiske kirke. Dette manifest var påtvunget Luther af Kejser Karl den 5. i dennes mæglingsforsøg for at undgå borgerkrig.

Ja, han søgte endda at undgå betegnelsen luthersk om trosforhold. At vi på trods heraf stadig kalder vores kirke luthersk og bygger den på den Augsburgske Bekendelse, må altså være vores ansvar, ikke Luthers.

Nuvel! Det er godt, at den akademiske ungdom er på banen. Vi har brug for, at nogen slår næven i bolledejen!

Budskabet bør nå alle danskere

Finn Reibke Poulsen, Sabro Vænge 67, 8471 Sabro, skriver:

Efter at have læst en del af de første to numre af Faklen, må jeg udtale følgende: Jeg er enig i de fleste af jeres synspunkter. Netop derfor er jeg også nødt til at fremføre en kritik af jeres måde at skrive på.

Nogle af jeres artikler er så spækket med latin, fremmedord og lidet brugte danske ord, at jeg får det indtryk, at Faklen kun er beregnet for læsning af akademikere.

Jeg håber, at dette ikke er sandt, og jeg må derfor bede jer om at reducere anvendelsen af ovennævnte ordtyper til det højst nødvendige.

Svar:

Faklen henvender sig ikke til en afgrænset faggruppe, men da vi spænder over emner lige fra bred politisk og almen kulturhistorisk art til mere snævre naturvidenskabelige og erkendelsesteoretiske problemstillinger, er en række fagspecifikke termer uundgåelige.

Citater på latin bliver gerne oversat, men en generel brug af fremmedord og sjældnere danske udtryk, som måske ligger i overkanten af det almindelige leje i kulturtidsskrifter, vil vi nu nok ikke bevidst søge at undgå, når vi skønner, det forlener indholdet med større præcision og det stilistiske udtryk med flere nuancer.

Til gengæld forsøger vi så vidt muligt kun at anvende ord, som trods alt kan findes i almindelige ordbøger, hvilket f.eks. er alt andet end sædvanligt for fagspecifikke universitetsskrifter.

Redaktionen