En entydig afstandtagen fra genteknologien er et meget populært og hyppigt tilbagevendende standpunkt. Men hvad er gensplejsning egentlig, og er videnskaben virkelig det onde, som den bliver gjort til i den offentlige debat?

Holdninger og viden

Ordet gensplejsning anvendes i praksis om genmanipulation generelt. Det er blevet et ord med negative konnotationer, ligesom alt, der begynder med »atom«, er det. Problemet for de mennesker, der beskæftiger sig med disse vidensområder, der på et tidspunkt ekspanderer ganske voldsomt, er, at der ikke er en korrespondens mellem den voksende viden inden for den pågældende videnskab og de oplysninger, der når ud til flertallet, til pressen og politikerne. Det medfører altid en bekymring for, at folk skal få noget trukket ned over deres hoveder, som de hellere ville være fri for.

Det hjælper ikke stort, at man nedsætter råd, der har til opgave at sætte sig ind i, »hvad det hele går ud på«, og samtidig afgøre, om dette eller hint er i overensstemmelse med en eller anden global »etik«. Det, der kaldes etik, vil uvægerlig i en ikke-religiøs kultur som vores være noget andet, nemlig holdning, og dermed noget personligt. Derfor er der ikke for de mennesker, der ikke sidder i et sådant råd, nogen garanti for, at de betænkninger, der kommer derfra, vil svare til deres egne holdninger.

Man kan udmærket have en holdning til noget, man ikke har nogen synderlig stor viden om (det synes nærmest at være en pligt), og det er faktisk ofte ulig meget sværere at have holdninger til noget, man har sat sig ind i. Det er derfor, videnskabsmænd er så »tankeløse« og »blottede for moral«, og det er derfor, der er teologer og filosoffer (i.e. cand.phil.'er) i Etisk Råd.

Der findes dog mennesker, der foretrækker at sætte sig ind i det, de ønsker at bedømme, og af hensyn til sådanne vil der herunder blive præsenteret en meget nødtørftig gennemgang af den molekylær- og cellebiologiske viden, der danner baggrund for genteknologien.

Det er stof, der kan tilegnes ved læsning af en arbitrær populærvidenskabelig bog om emnet, men her får man i stedet chancen for at komme igennem det på to sider. Senere skal »etiske« og praktiske spørgsmål om anvendelserne af gensplejsning drøftes med velkendte eksempler som udgangspunkt.

DNA og gener

Et gen er et arvekvant, den mindste enhed, der overføres mellem to generationer af en organisme. Dette er en funktionel definition. Da Mendel lavede sine berømte forsøg med ærter, havde han ingen som helst idé om, hvad mekanismen bag de lovmæssigheder, han blotlagde, var.

Langt senere (i vort århundrede) er ordet »gen« kommet til at betyde en DNA-sekvens, der transkriberes som et led i dannelsen af ét stof, som indgår i en organismes funktion. Denne nyere definition (som ikke er i modstrid med den første) er centreret omkring molekylære fænomener, hvilket gør, at den er langt mindre deskriptiv. Da DNA er blevet knyttet uløseligt til ordet »gen«, er det dog nok hensigtsmæssigt at begynde dér.

For således at starte helt reduktionistisk kan man sige, at DNA danner lange kæder. Disse består af 4 forskellige baser samt et sukker-phosphat-skelet. Baserne kan så at sige genkende hinanden to og to, og DNA-molekyler er parrede strukturer, hvor to strenge med komplementære (»modsatte«) basesekvenser danner den famøse dobbeltspiral. Dette svarer ganske til at sige om Krig og fred, at den består af mange sammenhæftede papirstykker påtrykt 33 forskellige symboler. Det er dog et sted at starte, og det er i hvert fald ikke forkert.

Det har vist sig praktisk at betragte den rækkefølge, baserne forekommer i, som inddelt i grupper på 3. Dette er, fordi 3 er det antal baser, som koder for en enkelt aminosyre i et polypeptid (f.eks. et protein). 3 baser, der koder for en aminosyre, benævnes en kodon.

At beskrive polypeptider er i én forstand formålet med DNA (og dermed også gener), så for at kunne forstå, hvad et gen er, må det nødvendigvis være fordelagtigt at vide, hvad et polypeptid er. Polypeptider er de elementer i en organisme, der så at sige gør det praktiske arbejde. Hvordan polypeptiderne opfører sig, er fuldstændig betinget af, hvilken sekvens af aminosyrer de udgøres af. De fra vaskepulver kendte enzymer, hovedbestanddelen af æggehvide, antistoffer i blodet, hår etc. er alle velkendte polypeptider. De nævnte eksempler er desuden inde under den kategori af polypeptider, der kan kaldes proteiner.

Diversiteten af disses molekylære egenskaber står i modsætning til dem, der kendetegner DNA. Derfor er sammenligningen af DNAs baser med bogstaver ikke så ringe endda. Man kan evt. fortsætte med at kalde kodons for ord, gener for sætninger, etc.

Hos organismer med en cellekerne (f.eks. os selv) ligger generne med lange mellemrum og med en stor mængde nonsens, kaldet introns, iblandet de meningsfulde dele, som benævnes exons (oftest de dele, som koder for polypeptider). Endvidere er genomet (den samlede mængde DNA) fordelt på flere såkaldte kromosomer, der ordnet på sindrig vis holder styr på arvemassen. Sådanne organismer (planter, dyr, svampe mm., der besidder en cellekerne) har, som vi skal se senere, visse særlige mekanismer, der i denne sammenhæng adskiller dem fra bakterier. Organismer uden cellekerne, som udgør de fleste organismer (målt i antal individer), har et langt simplere genom, som er formet som en DNA-ring, og hvori der ikke forekommer introns.

Fra gen til peptid

Når DNA skal oversættes til protein, dannes i første omgang en RNA-udgave af rækkefølgen af baser. RNA har stort set de samme karakteristika som DNA, men med nogle vigtige forskelle, såsom en uvilje mod at danne de langt mere stabile dobbeltstrenge. RNA i forskellig form indgår i mange af de processer, der oversætter DNA til protein.

Den RNA-udgave af genet, der er resultatet af den første læsning, kan nu styre dannelsen af polypeptid. Når det har fået den rigtige form hertil, kaldes det for mRNA (messenger), og det »oversættes« af et kompleks af RNA og proteiner, der kaldes ribosomer. Disse katalyserer dannelsen af bindinger, peptidbindinger mellem aminosyrer, der svarer til en bestemt 3-enighed af baser på RNA-strengen.

Ribosomerne arbejder med aminosyrer i en form, hvor de er bundet til endnu en type RNA, som kun kan binde til en bestemt af de 20 aminosyrer, der indgår i peptider. Det er faktisk disse transport-RNA-molekyler, der foretager den egentlige »genkendelse« af aminosyrer i samråd med et specifikt enzym. Når de med deres påhæftede aminosyre tilfældigt diffunderer ind i et RNA-ribosom-kompleks, er det, der afgør, om deres last skal indgå i peptidet, om de har en bestemt konfiguration af baser (en antikodon), der modsvarer dem, der omklamres af ribosomet.

Når den rigtige aminosyre er afleveret, er ribosomet rykket hen over et nyt stykke RNA, der dikterer en ny aminosyre i den voksende kæde. Hvad der startede som en basesekvens i et stykke DNA, bliver i denne proces således omsat til polypeptid. På en enkelt mRNA-streng kan der sidde mange ribosomer, der læser det samtidigt. Der sker på denne vis en opformering under translationen.

Gensplejsning

Når et gen transskriberes (læses), er det altså, for at organismen kan udnytte den »viden«, der er nedlagt i rækkefølgen af baser, til at fremstille proteiner. 3 baser koder for en aminosyre. Et gen koder (oftest) for et polypeptid. Det er således en ikke ringe analogi at anskue rækkefølgen af kodons i et gen som en opskrift. Det er det, bogen (genomet) handler om; det er en kogebog.

Enhver organismes muligheder for at opnå givne egenskaber er således begrænset af den kode, der ligger i dens genom. I genomet sidder der opskrifter (gener), som koder for alle de proteiner, der er de elementer, som får organismen til at fungere. Generne er de enheder, der videregives til næste generation af celler/organismer, som altså derved sikres de samme proteiner som forældrene. Det, man udnytter i genteknologi, er, at man ved at ændre på eksisterende - eller tilføje nye - gener også ændrer på cellens egenskaber, ligesom man samtidig får modificeret afkommets karakteristika på identisk vis.

Bakterier gensplejser sådan set ganske frivilligt, og i læserens tarmsystem forekommer der i øjeblikket gensplejsning. Kunsten er således heller ikke at få det til at ske, men at få de rigtige gener splejset ind på det rigtige sted i den rigtige organisme for at få bakterierne til at udtrykke egenskaber, de ellers ikke ville have.

Gener i bakterier ligger ofte i mange kopier, for at de skal kunne læses ofte nok. De dele af genomet, der således forekommer at være i overskud, danner ligesom »modergenomet« ringe, der blot er langt mindre, og som kaldes plasmider.

Disse DNA-stumper kan udveksles mellem bakterier og kan endda smelte sammen med modtagerens genom, så det kommer til at indgå i den faste arvemasse. Herved er en egenskab fra en bakterie blevet overført mere eller mindre permanent til en anden. De to involverede bakterier behøver strengt taget ikke engang at tilhøre den samme art. Adjektivet transgen (om organismer, der har fået fremmed genetisk materiale indsat) benyttes af denne grund ikke om mikroorganismer, da de i princippet altid kan være det.

En måde at gensplejse på udnytter denne evne hos bakterier til at modtage fremmed DNA. Man kan med lidt held få et gen, man selv vælger, sat ind i et plasmid og få en bakterie til at udtrykke det. At udtrykke et gen er det, en celle gør, når den fremstiller det protein, genet koder for. Når man skal have de ønskede gener sat ind i plasmiddet (hvilket foregår i reagensglas, in vitro), anvender man også bakteriernes egne enzymer som saks og lim, altså proteiner, der kan klippe i DNA med en bestemt rækkefølge af baser. Man kalder i dette eksempel plasmiderne for vektorer, det element, der bærer det gen, der skal indsættes i værten.

Det må understreges, at andre organismer end bakterier må overtales kraftigere til at modtage fremmed DNA, og den teknik, der bygger på bakteriers »frivillige« måde at udveksle gener på, er kun en blandt flere. En anden, i laboratorierne nok oftere anvendt metode, benytter egenskaber ved den måde, visse vira inficerer deres offer på. De injicerer så at sige deres genom i værten og tvinger denne til at producere virus i stedet for at tænke på sit eget stofskifte.

Nogle gange indsættes det virale genom i bakteriens eget. Dette fænomen kan man udnytte, hvis man i stedet for virus-gener kan få anbragt et gen efter eget valg i den sekvens, der injiceres. Denne teknik har den store fordel, at længere DNA-sekvenser kan blive udtrykt af bakterien.

Gener fra højerestående organismer kan udtrykkes i bakterier

Hvis ikke det gen, man ønsker, at værtsorganismen skal udtrykke, i forvejen stammer fra en bakterie, har man problemet med, at der hos mere komplicerede organismer som nævnt sidder introns, der ikke skal udtrykkes i peptidsekvensen. Det kan løses på to måder.

Drejer det sig om industriel produktion af et protein, kan man vælge at lade f.eks. gær lave arbejdet. Svampe har ligesom os introns og dermed naturligvis også det enzymatiske maskineri, der skal til for at få generne udtrykt rigtigt »alligevel«. Gær er i denne sammenhæng en højerestående organsime.

En anden teknik udnytter et særligt enzym, revers transkriptase, som stammer fra bestemte typer af virus, som er funktionelt beslægtede med HIV. Dette enzym kan lave DNA ud fra RNA-strenge, hvilket er den form, opskriften på disse vira transporteres i. Et sådant DNA-molekyle, der er dannet med RNA som model, kaldes cDNA (complementary).

Som beskrevet ovenfor bliver DNA transskriberet i vore celler med RNA som resultat. Den derved dannede kopi af basesekvensen indeholder naturligvis også introns. Når dette transskript skal omdannes til mRNA, sker der en trimning af RNA-kopien (introns splejses ud). Den trimmede kopi (mRNA) af sekvensen er altså fri for introns og kan læses rigtigt af ribosomerne. Ved hjælp af det specielle virale enzym kan det lade sig gøre at omdanne mRNA-strengen fra de højere organismer til en DNA-sekvens, der fri for introns kan udtrykkes som peptid af bakterier, hvis det bliver optaget fornuftigt af en sådan.

Ofte forekommer nogle af de teknikker, man benytter, at være en smule domineret af brute force. Det er, fordi man ikke kender nogen teknik, der kan indsætte et gen præcis der, hvor man vil have det i et genom. I stedet tilsætter man de for processen nødvendige molekyler til en større mængde modtager-organismer og ser, om man skulle være heldig, så et enkelt individ er blevet som ønsket. Det kan sammenlignes lidt med at lave julepynt ved at hælde saks, papir og lim ned i en spand, ryste den godt og så se, om der er kommet en flot guirlande ud af det, som man kan vælge ud til at hænge op.

Udvælgelsen foregår ved en teknik, der kaldes screening. Her tester man for, om identiske efterkommere (kloner) af individer fra den behandlede population har fået de ønskede egenskaber. Det er tit nødvendigt at foretage flere af disse tests. En måde at gøre det relativt nemt på, er vha. den samme DNA-sekvens at indsplejse et gen, der giver modtageren resistens mod et antibiotikum.

Det forsimpler testen for, om man har været heldig at få genet inkorporeret i modtagerorganismens genom, til en test af, hvilke kloner der kan overleve antibiotikummet. Man kan senere vælge at splejse resistensgenet ud igen, eller man kan lade det blive siddende, hvilken sidste option selvsagt sparer nogle forsøgsrunder.

I området før den del af DNA-strengen, hvis basesekvens beskriver et protein, er der forskellige områder, der bl.a. regulerer, hvor ofte det pågældende gen skal læses. Dette område indeholder også anvisningerne på, præcis hvilke dele der skal oversættes. Eksempelvis er der ofte et område, der kan binde et protein, som blokerer læsningen, indtil dette protein forsvinder. Interessant er det så, at også cellens produktion af disse regulerende stoffer er reguleret af forskellige molekyler. Kontrollen med, i hvor høj grad et gen udtrykkes, kan således være en ret uoverskuelig historie.

De såkaldte regulatoriske områder er naturligvis forskellige fra gen til gen og dermed også fra organisme til organisme. Når man indsætter et nyt gen i en organisme, har man som nævnt ingen mulighed for på forhånd at bestemme dettes position i genomet, hvorfor man ikke kan vide, på hvilken måde det påvirker eller indgår i disse intrikate sammenhænge.

Dersom man kun ønsker at tilføje den egenskab, man kan forudsige ud fra genets funktion, og lade alle andre forblive uændrede hos modtageren, er man altså nødt til at lave en del tests for, hvordan det nye gen i øvrigt influerer på værten. Man kan i princippet aldrig blive færdig med sådanne undersøgelser.

Indvendinger mod anvendelse af genteknologi

Når man diskuterer pro et contra gensplejsning, kan det synes hensigtsmæssigt at begynde med at opdele den kritik, der rejses, i to. Det ene argument er det i indledningen berørte etiske: »Må man det her for Gud?« Det andet er noget mere håndgribeligt: »Er det farligt?«, hvormed ikke menes, at man frygter Guds straf, men at man frygter, at teknikken vil blive brugt på en måde, der er til skade for naturen eller menneskers velbefindende specifikt.

En slags hybrid opstår, når folk, der mener, at der er visse ting, vi ikke må, stiller spørgsmålet: Er der fare for, at nogen vil bruge det på en måde, man ikke må (igen: for Gud)? Til disse spørgsmål findes naturligvis forskellige svar. De har intet med hinanden at gøre.

Når vi taler om unaturlige, naturstridige, amoralske etc. anvendelser af genteknologi, må medicinalindustrien formodes at toppe. Det har længe været kutyme hér, bl.a. vha. cDNA-teknikker at udtrykke humane proteiner i bakterier, som er de organismer, der evolutionært set befinder sig allerlængst fra os selv. En mere uhellig alliance kan man vanskeligt forestille sig.

Man har således (for mange år siden) overtalt bakterier til at lave humant vækst-hormon, der kan tjene som et eksempel i denne sammenhæng. Børn, der lider af dværgvækst, har ikke andre muligheder for behandling end dette stof. Før den genteknologiske produktion af stoffet udvikledes, havde man kun én anden mulighed for at skaffe dette hormon, nemlig afdøde menneskers hypofyser.

Denne kilde var mildest talt uheldig af to grunde: 1) Der var ikke døde nok til at dække behovet. 2) Der var en kedelig tendens blandt patienterne til at udvikle den såkaldte Kreutzfeldt-Jacob-syge, der for nylig opnåede en vis berømmelse, fordi symptomerne er identiske med dem, der kendes som kogalskab. Så man har altså valget mellem at undlade at anvende gensplejsning af »etiske« grunde eller at behandle disse børn. Det er ikke, fordi man behøver at vælge, for som nævnt har man benyttet teknikken længe, og næppe mange vil vel vælge alternativet. Det ville også være »uetisk«.

Mange forskellige stoffer masseproduceres vha. lignende metoder. Det drejer sig om antistoffer, insulin, andre hormoner, vaskepulverenzymer m.fl. Kritik af disse former for anvendelse af genteknologi hører til den første af de nævnte kategorier; det er på en eller anden måde »naturstridigt«.

Løbske gener og landbrug

Den anden type indvending, at der er fare for natur eller mennesker forbundet med anvendelsen af teknologien, er ikke synderlig relevant, så længe der tales om mikroorganismer, som bruges til masseproduktion af proteiner. Der er ikke nogen grund til at frygte, at forvoksede mutant-bakterier, der er undsluppet dyrkningstankene en dag vil stige op fra kloakkerne og sige: »Take me to your leader«, eftersom disse organismer er så optagede af at frembringe stoffer, der er totalt overflødige i deres eget stofskifte, at de ikke kan klare sig uden for det kontrollerede vækstmiljø.

Hvis de organismer, der arbejdes med, er mindre hæmmede, så de kan begå sig i verden udenfor, kan man tilføje en defekt (igen ved genetisk modifikation) i deres stofskifte, der gør, at de bliver afhængige af et stof, der ikke forekommer »ude i det fri«, men som man selvfølgelig sørger for at tilsætte bakteriekulturen under produktionen.

Problemet bliver selvsagt et andet, når vi med velberåd hu sætter gensplejsede organismer ud i det fri, hvor vi har al mulig grund til at ønske, at de skal klare sig, som det er tilfældet med landbrugsafgrøder.

Det er inden for de seneste år blevet praktisk muligt at udnytte gensplejsning kommercielt til ændring af landbrugsafgrøder, så de holder sig bedre, smager bedre, kan dyrkes med større høstudbytte, færre sprøjtemidler eller lignende. Det betyder, at folk begynder at kunne købe noget gensplejset i forretningerne, hvorfor de naturligvis pludselig bekymrer sig ekstra meget om etik og hensynet til naturen. Det er klart, at det ikke er et etisk spørgsmål på samme måde som den principielle diskussion. I stedet må man erkende, at vi nu diskuterer spørgsmålet »Er det farligt?«.

En kategorisering af holdninger

I princippet burde det være ulig meget nemmere at forholde sig til den »bekymringskategori«, vi nu har bevæget os ind i drøftelsen af. Fritaget for en meget sjældent veldefineret metafysik, der kan begrunde en modstand af den »etiske« type, bliver det i teorien muligt at anvende egentlige argumenter. Disse vil dog oftest forholde sig til problemstillinger af en art, hvor man skal forsøge at opveje en ukendt risiko for et uheld af ukendt omfang mod en som regel rimeligt kvantificerbar gevinst af den ene eller den anden slags.

Strander en konkret diskussion dér, står man igen i den situation, at den individuelle holdning som altid bliver afgørende for, hvilket standpunkt man indtager. Her skal nævnes tre typer mennesker, der har holdninger i dette spørgsmål: 1) De, der af hensyn til natur og mennesker ikke vil bruge teknikken. 2) De, der vil bruge teknikken af hensyn til natur og mennesker. 3) De, der mener, at den industri, der udnytter teknikken, har en gavnlig forpligtelse til at forsøge at tjene så meget som muligt.

I det følgende skal drøftes nogle eksempler på genetisk modificerede fødevarer, der er kendt fra medierne. Det er kun eksempler, men kan bl.a. tjene til at vise, at det er nødvendigt at bedømme hvert produkt for sig selv frem for at afvise det qua gensplejset produkt.

Tomater, fiskegener og fluekartofler

Den såkaldte MacGregor-tomat, der er blevet diskuteret, fordi den er et resultat af en genteknologisk modifikation, er interessant. Bekymringen for dette produkt kan kun meget vanskeligt begrundes rationelt, hvis man tænker over, hvad det er, der er blevet gjort ved tomaten.

Der er tale om en gene knockout. Det betyder, at et gen, der normalt vil blive omsat til et protein i den pågældende organisme, nu ikke længere bliver det. I det aktuelle tilfælde indgår det protein, der kodes for af det pågældende gen, i produktionen af et hormon, der får frugten til at rådne. Det er indlysende praktisk at forsinke denne proces, når man vil transportere frugter over store afstande. Der er altså ikke tale om, at et stof, der er fremmed for organismen, er blevet sat ind i dens genom, men om, at et stof, der normalt naturligt ødelægger den (for os), er blevet forhindret i at gøre det.

I princippet er det ofte muligt at avle sig frem til de samme egenskaber, som man med genteknologien kan opnå i ét hug, men det ville være ulig meget mere tidskrævende.

»Jamen,« kunne man forestille sig nogle sige, »jeg skal edderma'me ikke have noget af at spise en gene knockout!« Men glem alt om at spise farlige gener og proteiner. Man kan ikke optage sådan nogle intakte gennem mave-tarmkanalen. Her melder et nyt spørgsmål sig så, som knytter sig til et andet produkt.

Visse ishavsfisk har en evne til at klare ekstremt lave temperaturer. Det skyldes, at de producerer nogle polypeptider, evt. glyco-peptider, som forhindrer iskrystaller i at dannes (vokse). Et gen fra en sådan fisk har man fået sat ind i en kartoffels genom, hvorefter den er holdt op med at blive blød efter en frostnat. Hvad nu med de mennesker, der er allergiske over for fisk; kan de ikke reagere på en sådan kartoffel?

I dette eksempel er denne sandsynlighed ekstremt ringe. Hvis man er overfølsom over for fisk generelt, er det med garanti ikke dette anti-freeze stof, man ikke kan tåle, for det er som nævnt kun ishavsfisk, der har det. »Jamen, der er da kommet 'something fishy' ind i planten, ikke?« Egentlig ikke.

Der er kommet et gen, der stammer fra en fisk, men det er der ikke i sig selv noget fisk ved. Mange af vore egne gener er nærmest identiske med fisks, hvilket ikke får os til identificere os synderlig meget med sådanne. Men man kunne da forestille sig, at tankegangen har været afgørende for, at man har valgt at bruge disse dyrs og ikke insekters mindst lige så effektive frost-beskyttelse, for det ville lyde lidt sært i reklamen for produktet, at »nu er den her: Flue-kartoflen«.

Sojabønnen

Herhjemme har der været demonstrationer mod gensplejsede soja-bønner. Disse er blevet modificeret på en måde, der gør, at de har opnået en for planter usædvanlig usårlighed over for et bestemt sprøjtemiddel. Her er der også tale om »rigtig« gensplejsning, idet der er blevet sat et gen fra en mikroorganisme ind i plantens genom. Det er blevet en transgen plante.

Tricket er, at i stedet for at bruge mange forskellige slags ukrudtsmidler mod forskellige uønskede vækster på marken kan man nøjes med ét, der virker mod alt andet end bønnen. Igen er det meget svært at se, at der skulle være nogen fare ved at indtage den pågældende bønne, men her kan man i det mindste godt diskutere produktionsmetoderne, hvad jeg kort vil gøre.

En »klassisk« bekymring i forbindelse med disse teknikker er, at man kunne forestille sig, at man fik fremstillet en superorganisme, der ville udkonkurrere vilde planter, når den bredte sig uden for de opdyrkede områder. Hvis man kunne frembringe et individ, der kunne klare sig i kampen mod alt ukrudt og alle skadedyr, ville man naturligvis ikke behøve sprøjtemidler af nogen art, men usårligheden ville også bringe den tæt på at være en sådan pest, der vanskeligt kunne begrænses i sin udbredelse.

En måde at omgå dette problem på er at skabe et ekstremt miljø, hvor kun den ønskede plante kan klare sig, og som ikke forekommer på uopdyrkede arealer. Det er dette, man har gjort med soja-bønnen. I forhold til anden bønnedyrkning med et tilsvarende udbytte er der ved dyrkning af den modificerede plante brugt færre sprøjtemidler. Der er dog brugt et sprøjtemiddel (Roundup), hvad der naturligvis altid er uheldigt. Hermed strander diskussionen på, hvorvidt vi vil tillade nogen sprøjtemidler overhovedet, og det er faktisk ikke en diskussion om gensplejsning.

Når argumentet, at det ikke er utænkeligt, at resistensen vil blive overført til nært beslægtede ukrudtsplanter, fremføres, må modstandere af konventionelt landbrug også sige, at det da ville være fint, for så er der ikke længere grund til at bruge dette sprøjtemiddel.

Den beskrevne metode til at udnytte gensplejsningens teknikker i kommercielt landbrug er en måde at undgå den kritik, der går på den manglende mulighed for at overskue konsekvenserne af, at en plante breder sig. Den splejsede bønne har nemlig næppe nogen afgørende konkurrencefordel frem for normale soja-bønner, så længe kampen foregår på arealer, der ikke er sprøjtede med Roundup.

Frie markedskræfter

Nu er det jo nok ikke, fordi den virksomhed, der fremstiller den gensplejsede bønne, kan tænkes at være specielt interesseret i at fremme en måde at drive landbrug på, der slet ikke involverer sprøjtemidler. Faktisk kan man være aldeles sikker på, at det ikke er sådanne tanker, der har motiveret udviklingen af den resistente sojabønne, for den samme virksomhed fremstiller naturligvis selv det sprøjtemiddel, planten er blevet gjort resistent over for.

Det er faktisk en ualmindelig intelligent markedsføring af sprøjtemidlet, der følger i kølvandet på den økonomiske gevinst, der vil ligge i, at den patenterede bønne blev almindeligt anvendt. Det er jo nemlig heller ikke økologisk bevidsthed, som de landmænd, der dyrker bønnen, lader sig lede af, men derimod den besparelse på ukrudtsmidler, der ligger i, at de nu kun behøver at anvende ét.

Det forekommer derfor højst problematisk, at den type sprøjtemiddel, de gensplejsede organismer er resistente over for, netop er den type, som virksomheden, der markedsfører den gensplejsede plante, fremstiller og har patent på. Andre virksomheder har arbejdet med at komme først på markedet med planter, der er resistente over for deres patenterede plantegift. Det bliver i sådanne situationer altså disse prægtige frie markedskræfter, der bestemmer, hvilken anvendelse teknologien får, og ikke hensyn til uvildige instansers vurdering af, hvilket produkt der er mest hensigtsmæssigt ud fra hensyn, ædlere end profit.

Den vurdering, der skal foretages af risikoen ved anvendelse af et givet produkt (uanset om det er gensplejset eller ej), er op til firmaerne selv. »De har jo midlerne til at foretage disse tests«, hedder det. Ja, men de har så sandelig ikke habiliteten til, at vi kan stole på dem.

Kunne man forestille sig, at den risikovurdering, der er resultatet af sådanne undersøgelser, ville blive den samme, hvis det var det konkurrerende firma, der blev betalt for at foretage dem? Det ville man naturligvis aldrig gøre til et krav, eftersom konkurrenten ville lægge alt for stor vægt på at få produktet stillet i et dårligt lys, men dermed har man også indrømmet, at private firmaer ikke laver upartiske undersøgelser, når der er økonomi forbundet med resultatet.

Den udnyttelse af teknologien, en kommerciel industri vil satse på, vil uundgåeligt være en, der kan betale sig. Af samme grund er det også svært at forestille sig, at firmaerne vil koncentrere deres kræfter om at udvikle landbrugsafgrøder, som kunne afhjælpe de problemer, landbruget i den økonomisk set fattige del af verden har, da sådanne lande vil have noget sværere ved at betale for produkterne. Man udvikler følgelig teknikker, der kan afsættes i de likvide lande. Dette forhold illustrerer, at når produkterne udvikles af kommercielle interesser, sker det ikke af hensyn til mennesker.

I et kapløb om at besætte markedet først vil de private virksomheder uvægerlig springe over, hvor gærdet er lavest. Hvis man kan få godkendt et produkt til anvendelse med et lavere antal undersøgelser, end det er optimalt, vil de simpelt hen nøjes med dette.

Et eksempel på et sådant problem, der også for nylig har vundet offentlighedens interesse, er de markør gener, der splejses ind, så man kan teste, om det »egentlige« gen bliver udtrykt i værtsplanten. Markør-gener kan som nævnt splejses ud igen, men det har man undladt, da det ikke var et krav fra de instanser, der skal godkende produktet. Det skal siges, at et gen, der giver planten resistens mod antibiotika, ikke udgør nogen synderlig stor fare for, at sygdomsfremkaldende bakterier skal få resistensen overført, men man kan da godt med lidt fantasi forestille sig et scenario, hvori det skete.

Den bekymring, der opstår pga. den tidligere beskrevne principielle mangel på absolut sikker viden om effekten af en ændring i arvemassen, er egentlig ikke begrænset til genteknologi. Vi kan heller ikke være sikre på, hvad effekten vil være af at sætte en organisme ud, der er ændret ved traditionelle avlsmetoder, eller virkningen af noget som helst andet, vi gør i naturen.

Problemet med, at antallet af tests af et vilkårligt produkts sikkerhed for mennesker aldrig kan blive stort nok, ligesom man ikke kan se på tilstrækkelig mange langtidsvirkninger, er således heller ikke et problem, der kun gælder for gensplejsede produkter. I virkeligheden gælder det jo for alt, hvad vi kan købe i butikkerne.

Når vi ikke ser demonstrationer mod farvestoffer, konserveringsmidler o.lign. i maden, er det selvfølgelig, fordi vi har givet op, lært at leve med vilkårene for denne vækst, hvis fremme så fuldstændigt dominerer målsætningen for institutioner som EU og folketing, at forslag, som kommer til at lægge bånd på kapitalens frie spil, altid kommer som utilstrækkelige plastre, når et eller andet er gået galt. Hvis man ønsker at skabe tillid til, at de nye teknikker bliver anvendt fornuftigt, er det betænkeligt, at man lader industrien styre udviklingen.

Viden er aldrig farlig

Som nævnt i forbindelse med medicinske udnyttelser af genteknologi kan vi slet ikke undvære den. Den er simpelt hen et redskab, der kan bruges godt eller skidt. Lader vi industrien kontrollere teknikkerne, vil de sandsynligvis blive brugt skidt, men vi bør indse, at dette ikke er gensplejsningens skyld. Det er et kraftigt redskab, der følgelig kan gøre en masse skade.

Man kan i den forbindelse nævne den kategori af bekymringer, der ikke er blevet behandlet før: Frygt for, at nogen vil bruge dette til at gøre noget uetisk. I en TV-udsendelse om genterapi kunne man se denne frygt ytre sig derved, at sikkert ganske velmenende mennesker foretrak, at mennesker, der muligvis kunne behandles med denne nye genteknologiske teknik, ikke blev det, fordi deres arvelige genetiske defekt (cystisk fibrose) er en, der kan opdages ved fostervandsprøver (!?).

Man frygter, at den genetiske viden og teknik, vi har, skal blive brugt til at udøve eugenisk kontrol. Men man kan også lave eugenik med en skovl, hvad der normalt ikke får folk til at undlade at rydde fortovet for at undgå brækkede ben.

Viden er ikke farlig. Kun anvendelsen.

Gensplejsede fødevarer kunne være en måde at afhjælpe nogle af landbrugets problemer på, muligvis endda specielt i de lande, hvor tørke er et problem. Hvis gensplejsning i sig selv skal anses for uetisk, farlig etc., må vi renoncere på de medicinske og forskningsmæssige fordele, og noget sådant kan vanskeligt betegnes som andet end umenneskeligt.

Men skal mennesket på den anden side kunne drage endnu større fordel af teknikker så kraftige og potentielt nyttige, som også genetisk designede landbrugsafgrøder kunne være, er vi måske i virkeligheden tvunget til at besinde os på et opgør med hele det økonomiske og ideologiske fundament, som industrien og markedskræfterne er grundet på.

Det er her, og hverken i videnskaben i almindelighed eller genteknologien i særdeleshed, at problemerne opstår.

Cand.scient. Kristian Beedholm