For første gang siden vedtagelsen af den såkaldte rockerlov, Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme, udtaler Jørn Jønke Nielsen, Hells Angels, sig her offentligt om særloven. En lov, som han mener er fremprovokeret og skabt af politiet og dele af pressen som et redskab til at forsøge at knuse et ellers velfungerende og lovligt bikermiljø i Danmark.

Hvordan er situationen for dig at se endt så tilspidset mellem jer og myndighederne, som det er tilfældet i dag?

– Den nuværende situation startede faktisk helt tilbage i 80erne, hvor politiet gik væk fra almindelig kriminalitetsbekæmpelse og i stedet indledte en strategi med miljøterror. Den politiledede kampagne eskalerede i 1991 i Ekstra Bladet og Politiken. Bikermiljøet og HA i særdeleshed blev svinet til på det groveste og hængt ud som en mafia.

De falske oplysninger, som især Ekstra Bladet og Politiken kolporterede fra politiet, gentog alle medier. Vi fik ødelagt vores bike-shows og muligheden for at arbejde og fungere i samfundet. Man påførte os bevidst samfundsmæssig modgang, trængte hele miljøet op i en krog og skabte således uro.

Sågar en HA'er, der var ansat som livredder, blev fyret efter politiets pres på kommunen, hvilket de dengang indrømmede mundtligt, men aldrig skriftligt. Han fik 20.000 kr. i erstatning, og senere blev en politimand ansat i hans stilling. Desuden kom loven mod vagtvirksomhed, også rettet mod bikerne.

Det betænkelige ved det hele er jo, at politifolk også ejer eller arbejder i vagtværn, på værtshuse og diskoteker, hvor de har presset sig selv ind i takt med, at vi er blevet skubbet ud. Jeg mener, at det er ren mafiavirksomhed, der er blevet udøvet imod os. Og dele af det danske politi har begået organiseret kriminalitet ved direkte at misinformere Folketingets Retsudvalg om, at »rockerkriminaliteten var stigende« i en periode, hvor kriminaliteten blandt dem, som de betegner som »rockere«, var faldet drastisk.

Det, der så skete, var, at vi simpelt hen havde fået nok og anlagde sag. Og vi fik ret på alle de vigtigste punkter mod Ekstra Bladet, og så fes den hetz jo ud i sandet. Ekstra Bladet blev fornærmet på politiet, der ikke ville stå frem og vidne om alle de her hemmelige oplysninger, som de havde lækket til avisen - der var simpelt hen ikke dokumentation for dem.

Men desværre var giften allerede lagt ud, og politikerne havde søbet den i sig. Tænk på, at der gik mere end tre år, før der faldt dom i injuriesagen mod Ekstra Bladet.

Det danske politi brugte det som propaganda, at der havde været masser af dødsfald mellem HA og Bandidos i USA, men det var løgn. Det ved både de og vi, men det vidste yderkredsene i biker- og rockermiljøet ikke.

Politiet har jo i mange, mange år forsøgt at få os ud af vores ejendomme, som vi også kan se efter de forskellige ransagninger, der har været. F.eks. har man i talrige tilfælde hevet kommunen ind til inspektion, mens beboerne har siddet anholdt, og så har man minutiøst gennemgået alting for at se, om der ikke var noget, man kunne hænge os op på.

– Hvad kunne der f.eks. være tale om?

– Vi oplevede i perioden, efter man havde lækket denne her udokumenterede redegørelse til pressen, at miljømyndigheder, bevillingspoliti, brandtilsyn, arbejdstilsyn, bygningsvæsen, belysningsvæsen, og hvad ved jeg, alt, hvad der overhovedet fandtes af forskellige kontrol-organer i dette land, blev pudset på os.

Men altså, alt det her er kun en brøkdel af, hvad vi har været udsat for. Hvis vi først begyndte at tale om Bravo-gruppens overgreb, den special-gruppe, som politiet fik lov at nedsætte i 1991, også i kølvandet på den misinformerende rapport ...

De bippede konstant HA'ere til medlemmer af Undertakers [senere Bandidos. Red.] og omvendt; det foregik, før der overhovedet var nogen konflikt - ren chikane. På det tidspunkt snakkede vi jo sammen med dem og holdt møder med dem.

Alligevel gav politiet pressen og offentligheden det indtryk, at der i årevis havde været krig og konflikt - det var løgn. Fra første dag, Bandidos så dagens lys i Danmark, blev der udråbt »rockerkrig«, men dengang var der ingen problemer. Nu står FBI så og gnider sig i hænderne, mens de siger, at de »frygter«, at krigen fra Skandinavien breder sig til USA, for der har aldrig været nogen krig imellem HA og Bandidos i USA.

Prøv at tænke, hvor uhyggeligt det er; det danske politi brugte det som propaganda, at der havde været masser af dødsfald mellem HA og Bandidos i USA, men det var løgn. Det ved både de og vi, men det vidste yderkredsene i biker- og rockermiljøet ikke,og de er meget mere følsomme over for presseoplysninger - oplysninger, som oven i købet er fabrikeret af politiet.

Bandidos og HA udsendte dengang en pressemeddelelse, der gjorde opmærksom på, at der ikke var nogen konflikt, men pressen negligerede den selvfølgelig, og medierne blev ved med at sætte os op imod hinanden.

– I har ikke selv en del af skylden?

– Jo. Det hele er ikke kun politiets og pressens skyld, men de har ikke levet op til det ansvar, de har - vi er trods alt kun borgere og har ikke været dygtige nok til at forhindre udviklingen. Men det kan i hvert fald aldrig være politiets og mediernes opgave at medvirke til anstiftelse af kriminalitet - heller ikke ved manipulation og anden undergravende virksomhed.

– Hvordan oplevede I så tiden umiddelbart inden og efter vedtagelsen af »Lov om forbud mod ophold i bestemte ejendomme«, den såkaldte rockerlov?

– Jeg oplevede det som en fortsættelse af den politi- og presseskabte hetz. En mindre politiker- og folkehetz, et forsøg på at dreje opmærksomheden hen på os fremfor langt væsentligere samfundsproblemer - arbejdsløshed, sygehusventelister og den slags.

Man har reelt set forsøgt at kvæle os. Man har kvalt vores bopæl, man har kvalt vores erhverv, vores ret til at forsamles, dele af vores ytringsfrihed og vores åbenhed - simpelt hen det positive, der var i miljøet.

Jeg syntes faktisk, det var grotesk at se, at en statsminister overhovedet beskæftigede sig med det her. Jeg mener, at det var en sag først og fremmest for politiet. Men i en eller anden form for afmagt over, at de på det tidspunkt ikke evnede eller ikke ønskede at forhindre de her raketangreb, gik politikerne ind og lavede en paniklov.

– Hvor mange mennesker er ramt af den særlov?

– Det er selvfølgelig alle dem, der har fået tilholdene, og alle dem, der er tæt på dem, familier, venner og bekendte - vel et par tusind mennesker. Politiet kan jo på et hvilket som helst tidspunkt udstede et forbud uden at inddrage domstolene og retssystemet.

– Hvilke konkrete konsekvenser har det haft for jer?

– Der ligger mange ting i det. Først og fremmest har man fået fjernet et samlingssted, og for fleres vedkommende et hjem, ejendomme, som nogle mennesker har ejet i mange år. Folk har også mistet deres arbejde, for flere har haft deres erhverv i disse ejendomme.

Politiet optræder rent faktisk som dommere, og samtidig er det også dem, der skal bestemme, om der skal betales erstatning - ud af deres egne midler!

Også forretningerne er blevet lukket som følge af det her; Defence-fondens fabrikation er blevet lukket, fordi trykkeriet og pakkeriet lå i et af klubhusene. En forening, som bl.a. hjalp fængslede brødres familie. Folk, der boede på adressen, fik tre timer til at hente det, de kunne nå at få med sig. Og de to, der arbejdede i foreningen, fik efter forhandling med politiet tre gange otte timer til at gøre rent og flytte det, der kunne lade sig gøre.

I Århus har politiet forbudt HA'ere at holde offentlige foredrag ved at true med at anvende særloven også i denne forbindelse.

Man har opnået det, man har ønsket. Man har spredt os, og det har ikke haft en skid at gøre med, at man ville stoppe konflikten i bikermiljøet. De dækker sig ind under, at man har villet beskytte nogle naboer - jamen hov, jeg synes, det i høj grad havde været vigtigere at beskytte dem, der var målet for angrebene.

I og med at du spreder folk, får du jo også mange flere naboer, som du skal rende og passe på. Den seneste udvikling har jo vist, at loven ikke beskytter nogen som helst. Loven har måske nok profileret nogle politikere, men den har ikke løst nogen problemer.

Man har påberåbt sig, også i udformningen af loven, at det er to parter, der er oppe at slås. Men det er jo det samme som at acceptere det, der foregår, og det kan man jo ikke. På den ene side påberåber politikerne sig, at vi har et ordentligt retssystem, som alle skal rette sig efter, og samtidig laver man en lov, der retter sig mod nogle potentielle ofre for en eller anden forbrydelse.

Imens står ejendomme tomme, og ejerne må hverken bo der eller gøre rent eller vedligeholde dem; de bliver varetægtsfænglset minimum en måned, hvis de så meget som viser sig på deres egen ejendom.

– Der blev jo åbnet mulighed for erstatning?

– Vi har ikke fået erstatning af nogen art. Vi korresponderer med Justitsministeriet, men f.eks. politimesteren i Roskilde har indstillet til ministeren, at der ikke gives erstatning, fordi han hævder, at der ikke er tale om ekspropriation af ejendommene. Politimesteren sammenligner det i stedet med »smitsomme husdyrsygdomme« og henviser til, at man jo også kan forbyde landmænd at bo på en gård under sådanne forhold!

Inden man lavede loven, udtalte Justitsministeriet til pressen, at man skam nok skulle kompensere, og at man ville se med meget velvillige øjne på dem, der måtte komme til at lide økonomisk skade - men det er i hvert fald ikke, hvad vi oplever nu. De forhaler sagerne, de svarer ikke, og de kommer med alle mulige dårlige undskyldninger for at undgå at betale erstatning.

Det mest uhyggelige ved det her er jo, at det tager årevis med disse erstatningssager - man er ruineret, inden der falder en afgørelse. Det har de selvfølgelig regnet meget godt ud, der er jo ingen som systemet, der er gode til at forhale sagerne. Vi skal ikke bare væk, vi skal ruineres.

Husene risikerer at forfalde og oven i købet at ryge på tvangsauktion. Ejerne har naturligvis stadig væk udgifter på ejendommene, som de ikke må nærme sig, plus der er udgifter til nye boliger, som er svære nok at skaffe - kommunerne henviser bare til boligkøen og beklager, at de ikke kan hjælpe.

Det er jo politiets egen kasse, der skal betale erstatningerne, det står i loven - hvilket også er absurd. Politiet bestemmer selv, hvem de definerer som »rocker«, en definition, som ingen kan få uddybet. De bestemmer selv, hvem der skal forbydes adgang til ejendommene, dvs. politiet optræder rent faktisk som dommere, og samtidig er det også dem, der skal bestemme, om der skal betales erstatning - ud af deres egne midler!

Alt sammen på baggrund af en særlov, som det også er politiet, der har fået trumfet igennem, fordi de allerede igennem mange år har ønsket at få nærmest ubegrænsede midler imod os. Og det på trods af, at man udmærket kan sige, at det i virkeligheden er politiets egen utilstrækkelighed - bevidst eller ubevidst - der har resulteret i loven. For det kan jo kun være et tegn på afmagt, at politikerne må blande sig i det, der reelt er en politi-sag.

Altså, man har en situation, hvor nogen anbringer bomber og affyrer raketter mod huse. Politiet skal opklare dette; de skal ikke begynde at angribe dem, der sidder i husene og får bomberne i hovedet, og det er det, der er sket, og det er det, jeg synes, er det mest vanvittige ved den her lov.

– Men reagerer politiet ikke bare på en konflikt, hvor der er to stridende parter?

– Det, vi hele tiden skal have fat i her, det er, at politiet ikke har kunnet forhindre nogen i at affyre raketter og sætte bomber ude foran vores klubhuse. Det er det, det handler om. Og så kan man ikke komme og sige, »Jamen, I har jo selv været skyld i det, på grund af det, I lavede ude i lufthavnen.«

For det første var der overhovedet ikke nogen, der var dømt for noget som helst, da man foreslog loven, eller da man vedtog den, men det er sådan set ligegyldigt i det her, for hvis man bruger den argumentation, at »I har selv været ude om det«, jamen så hører alt jo op, for så er det lige meget med lov og ret - og så skal politiet jo slet ikke blande sig i noget. Man kan ikke på denne måde sætte sig mellem to juridiske stole!

Det står direkte, at loven også skal kunne anvendes, hvis de autonome kommer i konflikt med nazisterne, eller hvis tyrkerne og kurderne kommer i konflikt med hinanden.

Men det er jo ikke nogen hemmelighed, at politiet hele tiden og til stadighed, og det vil de jo formentlig gøre i ethvert samfund og i ethvert land, vil søge at få flere magtmidler og flere beføjelser. Og der har vi så politikerne til at forhindre, at det går over gevind, men det har de ikke formået i Danmark. Her har de udelukkende ladet sig rive med af en hysterisk hetz, fordi der var stemmer at hente.

Alt det her med, at de forskellige grupper skulle stå bag organiseret kriminalitet forud for konflikten, det har de alle sammen travlt med at dementere i dag. For nu har de fået et andet middel til at opnå det, de hele tiden har været ude på: at ødelægge et velfungerende bikermiljø.

Det udtrykkes i øvrigt i bemærkningerne til lovforslaget, at loven ikke kun gælder i denne situation mellem de aktuelt stridende grupper. Det står direkte, at loven også skal kunne anvendes, hvis de autonome kommer i konflikt med nazisterne, eller hvis tyrkerne og kurderne kommer i konflikt med hinanden.

– Hvor omfattende er de tilhold, som politiet udsteder?

– Jeg sidder jo i fængsel, så personligt har jeg selvfølgelig kun mærket særloven på den måde, at politiet troppede op i fængslet og gav mig tilhold mod at komme i klubhusene i København. Men der måtte jeg ikke komme alligevel, for det er en anden ting, som de for længst har fået indført mod os, som afsoner straf - særvilkår.

Det er vi de eneste, der har, i de danske fængsler. Vi må ikke indfinde os på adresser, der bruges som »mødested«. Når jeg går på orlov, må jeg kun være sammen med to af mine brødre. Hvis der kommer en tredje, skal jeg øjeblikkeligt forlade stedet - om så det er Dyrehaven, for så er Dyrehaven et »samlingssted for HA«. Ellers bliver jeg anholdt og får taget min orlov, første gang i to måneder og anden gang i seks.

Myndighederne gør, hvad de kan for at få os til at gå ud og stå på gadehjørnerne og hænge med guldbajere i hånden. For så har de os, hvor de vil, uden sammenhold.

Det er et internt dekret inden for fængselsvæsenet, der kun gælder medlemmer af HA og andre biker- og rockerklubber. Så tilholdet er totalt ligegyldigt for mig personligt, det havde jeg allerede i forvejen. Oveni har jeg det bare også mod at komme på privatadresser, værtshuse og diskoteker, hvor der kommer flere end to andre fra HA.

Altså, chikanen fra politiets side er kun blevet forstærket efter de her tilhold, vi har sådan set altid mærket den. Konstant bliver vi stoppet og visiteret, og overalt bliver vi smidt ud af restauranter og værtshuse. F.eks. sad jeg og min advokat på en restaurant i Roskilde og drak en danskvand. Lige efter, vi har forladt stedet, kommer bevillingspolitiet hen til værten og spørger, om han var klar over, hvem han havde serveret for. Det svarede han ja til, hvorefter de siger, at i gentagelsestilfælde vil man sætte spørgsmålstegn ved fortsættelse af bevillingen.

Den slags har de gjort i årevis. Bevillingspolitiet har direkte truet diskoteksejere og restauratører, fordi de vil have total kontrol og styre alt; de vil simpelt hen ikke have, at vi arbejder eller overhovedet møder andre mennesker.

– Hvorfor skulle politiet være specielt på nakken af Hells Angels?

– Fordi vi har en kultur, en livsstil, sammenhold, og fordi vi er - eller var - populære blandt mange, især unge mennesker. De kan f.eks. ikke lide sådan en som mig, der ikke er en del af deres system, og som skriver bøger.

Jeg modtager tusinder af breve om året; men de unge skal hellere se op til politimesteren og til borgmesteren, og det gør vi ikke i vores miljø - medmindre politimesteren eller borgmesteren laver noget godt, så kan vi også være imponerede. Men vi er det ikke, fordi nogen er politimester eller borgmester. Sådan er vores miljø ikke. Her er det alene folks handlinger og opførsel, der betyder noget.

Men politiet har hele tiden forsøgt at kvæle vores subkultur. De har gjort det, fordi de ikke har kunnet forbyde os. De har opsøgt fagforeninger for at få medlemmer smidt ud, hvis de har haft kontakt til vores miljø, de har nedsat specialgrupper til at stresse os og smide os ud overalt, hvor vi viser os. De har forhindret vores bike-shows i samtlige kommuner - og hver gang er kommunerne så kommet med forskellige begrundelser, f.eks. »frygt for kommunens renommé«, eller ved at fremstille nye lokalplaner til lejligheden, der skulle umuliggøre en gennemførelse.

Kun få gange har vi fået lov og dermed vundet en lille sejr, simpelt hen, tror jeg, for at det skal se ud som om, at der er retfærdighed til.

Stille og roligt har de hevet noget fra os hele tiden. Det gælder åbenbart om at få alle folk ned på et plan, hvor de får bistandshjælp. Så har man også fuld kontrol over vedkommende.

Myndighederne gør, hvad de kan for at få os til at gå ud og stå på gadehjørnerne og hænge med guldbajere i hånden. For så har de os, hvor de vil, uden sammenhold. I det her samfund, hvor man vil have kontrol og kontrol, ønsker man ikke, at der er nogen grupper, som har et godt sammenhold; det er slet ikke meningen. Hvis de kan bevare os som bistandsklienter og kriminelle, kan de komme efter os, men når vi har sammenhold og eget arbejde, er vi blevet for uafhængige, og det har de ikke ønsket, fordi vores sammenhold tiltrak flere og flere.

Bare folk har kendt os, været i familie med os eller har deltaget i arrangementer, er de blevet fyret. F.eks. var der en Falck-mand, som kom sammen med os privat, hvor politiet troppede op på hans arbejdsplads og spurgte, om man var klar over, hvor han havde været til fest. Her svarede de heldigvis, at de ikke dømmer folk efter, hvad de laver i deres fritid.

Men hver eneste gang, vi laver et arrangement, bliver alle deltagere visiteret og registreret, alt omkring os bliver mistænkeliggjort og kriminaliseret.

Folk, der straks var på vej i den retning, hvor raketten blev affyret fra, blev tilbageholdt, og først femten minutter senere spurgte politiet, hvor den var kommet fra - et kvarter efter! Et kvarter efter spørger de, hvor den er affyret fra!

– Er det ikke bare for at beskytte alle?

– Tag f.eks. det, der skete under raketangrebet mod Titangade. Politiet har stillet sig op i dagevis, og der er lagt en »jernring omkring gaden«, så der ikke kan ske noget, og naboerne kan være trygge. Selvfølgelig ikke en skid om vores sikkerhed. Men politifolk og politikere er der med det samme og hævder, at politiet er der for at beskytte naboerne - det er fuldstændig vanvittigt.

De bryder dermed de principper, som de hævder at virke under - at alle er lige borgere i samfundet, at der ikke må foregå selvtægt osv. osv. - men politiet var der heller ikke for at beskytte naboerne, det var en ren magtdemonstration.

De ville registrere os og vores gæster og skræmme så mange som muligt væk med det store politiopbud. Min kæreste var der med fem veninder. Hun måtte endevende sin taske og tage støvlerne af; hun blev kropsvisiteret samtidig med, at betjenten fortalte, at det var »det sikreste sted i hele Danmark at holde fest«. Alle gæster blev visiteret, fotograferet, registreret og måtte udfylde et til lejligheden fremstillet skema.

Politiet havde lagt en jernring kun ti-femten meter omkring huset, men glemte alt om, hvad der lå ude i mørket. Det var ellers det, de skulle være der for. Men det koncentrerede de sig overhovedet ikke om.

De havde oven i købet holdt møder med militæret ugen før, hvor de havde spurgt til raketangreb, og militæret havde tilbudt at hjælpe med sikkerheden - men, nej, det var ikke nødvendigt. Militærets besked havde så været: Pas på tagene, pas på tagene!

Ugen før!

Tænk, hvis det havde været Rushdie eller et eller andet regeringsoverhoved, man beskyttede på den måde.

Det tidspunkt i starten af 90erne, hvor politiet kommer på banen med alt det her og lækker oplysninger til pressen om bikermiljøets »organiserede kriminalitet« - som domstolene efterfølgende har afvist - det sker lige præcis, da politi og fængselsvæsen er udsat for store nedskæringer.

Da raketten endelig kom, smed betjentene sig alle sammen ned på jorden - »Har I selv smidt noget derinde?«, spurgte de. Folk, der straks var på vej i den retning, hvor raketten blev affyret fra, blev tilbageholdt, og først femten minutter senere spurgte politiet, hvor den var kommet fra - et kvarter efter! Et kvarter efter spørger de, hvor den er affyret fra!

Der har aldrig været så mange politifolk derude. De sagde, at der var 26 politifolk, det er løgn. Der har været mellem 60 og 80 ude omkring klubhuset. Og raketten blev affyret kun femten meter fra den retning, hvor der var flest betjente. De var i panik.

Da det skete, havde politifolkene travlt med at drikke kaffe, ingen bekymrede sig om sikkerhedsforanstaltningerne. En mand med en almindelig kikkert kunne ikke undgå at have opdaget, hvad der var på færde - raketten blev affyret fra et fladt tag, og ingen bygninger skyggede for udsynet.

Der har været tale om mindst tre mand, der kommer op på et tag lige i nærheden med disse her store raketter - uden at nogen opdager det ...

– Antyder du, at politiet holdt hånden over nogen?

– Der er folk, der mener, at sagen lugter så meget, at politiet simpelt hen har ladet dem gøre det. Normalt kan vi jo ikke bevæge os tyve meter uden at blive stoppet og checket. Men med mit kendskab tør jeg ikke sige, at det danske politi er gået så vidt endnu.

Men det har man oplevet i USA, hvor et specielt Biker-Enforcement-Team, BET, der bestod af tidligere efterretningsofficerer fra hæren, har sprængt klubhuse i luften, skudt klubmedlemmer og fremprovokeret og opretholdt krige forskellige klubber imellem. Men at det danske politi skulle være gået lige så langt som BET, der heldigvis blev afsløret og nedlagt, tror jeg ikke.

Men du kan se, hvordan de gang på gang vedtager nye love. Man kan snart ikke blive noget som helst, hvis man har været kriminel, og slet ikke, hvis man har været eller er »rocker« - stadig væk ud fra politiets private definition. Det er klart, hvor det bærer henad.

Klubhuset i Snoldelev er jo et godt eksempel på, hvordan politiet allerede i dag bøjer loven. Der er 500 meter til nærmeste nabo; der er intet som helst, der retfærdiggør tilhold mod at komme her; ingen naboer føler sig truet. Politikerne har jo ellers hele tiden sagt, at det var hensynet til naboerne, der nødvendiggjorde loven, men igen er det politiet, der overtager domstolenes funktion og suverænt selv bestemmer, at ingen må bo eller komme her, fordi der eksempelvis passerer biler og busser flere hundrede meter derfra.

– Mener I, at politiet på et tidspunkt simpelt hen har besluttet, at jeres miljø var for indflydelsesrigt og populært, og alene derfor har forsøgt at skabe en intern splid ved at lække misinformation til pressen, som mestendels har fået effekt i ydermiljøerne, hvorfra en konflikt så er eskaleret til det, vi ser i dag?

– Ja, lige præcis. Det er, hvad der er foregået. Det er meget pudsigt, at det tidspunkt i starten af 90erne, hvor politiet kommer på banen med alt det her og lækker oplysninger til pressen om bikermiljøets »organiserede kriminalitet« - som domstolene efterfølgende har afvist - det sker lige præcis, da politi og fængselsvæsen har udsigt til store nedskæringer.

Og de fortsætter med at rage bevillinger til sig. Det er meget interessant at se, hvordan de kaster deres mandskab og ressourcer ind mod os, hvor de f.eks. konstant kører rundt på vores privatadresser og lyser med projektører ind i lejlighederne, så alle kan se, hvor vi bor - det er dødsensfarligt. Folketinget har jo bedt om en redegørelse for, hvor meget mandskab og hvor mange ressourcer de bruger på os. Og politiet skal selvfølgelig have så mange midler ud af det her som muligt. Alle de tabte stillinger får de tilbage nu.

Politiet prøvede at fremprovokere kriminalitet i en periode, hvor der ikke var nogen kriminalitet.

Den dér Bravo-gruppe, eller Bravo-bande, som vi kaldte den, den blev jo nedlagt, fordi der var flere straffesager rejst mod dens medlemmer end mod vores. Folk har stået inde i vores klubhuse og set på, hvordan de har smadret lygter på vores biler, hvordan de er hoppet op på containere og har smidt sten på vores vinduer og har råbt og skreget.

De har smidt os ud af værtshuse med bemærkninger som: »Tror I ikke snart, at folk synes, I er latterlige, når de ser, hvordan vi behandler jer, uden at I gør noget?« Politiet prøvede at fremprovokere kriminalitet i en periode, hvor der ikke var nogen kriminalitet. Det bedste, vi kunne gøre, var at prøve at vende den anden kind til og prøve at køre retssager.

– Nu er I smidt ud af jeres klubhuse, og også selve nedrivningen af huset i Polensgade blev en mediebegivenhed i midten af januar. Hvordan reagerer I på sådanne forhold, hvor politikere og beboere, bevæbnet med værktøj, tager murbrokker hjem som private souvenirs?

– Jeg synes, at det er totalt smagløst. Jeg mener, beboerne derude havde fået det, som de ville. Kun små mennesker hoverer. Jeg ser det som et politisk trick fra Socialdemokratiets side, der har problemer med stemmetallet, så de kan sige: »Se, hvad vi har gjort!« - så gør de lige opmærksom på det igen.

Der var en meget god udtalelse i BT fra en af initiativtagerne, der i sin tid havde inviteret politikerne derud; hun tog afstand fra det og sagde, at dét var for meget.

Det synes jeg også, at det var.

Tænk, at almindelige folk vil stå, som om det var Berlinmuren, altså et hus, hvor der aldrig har boet nogen, og hvor de, der arbejdede der, på intet tidspunkt har generet naboerne. Det var jo beboerne i det, som pressen udråbte til klubhus, der var bombemålene. Og dengang gav man jo også udtryk for derude, at det var ikke de folk, der boede der, som man var bange for, men det er hurtigt blevet glemt.

Prøv også at forstå, at vi f.eks. har levet i Titangade i næsten 20 år. Der har aldrig været problemer med naboerne, og vi har oven i købet for flere år siden skrevet til kommunen, at vi gerne ville have et andet sted, f.eks. i et fabriksområde, hvor der var knap så mange naboer, men det blev ignoreret.

Så kommer der en fremmed mand og sætter en bombe ude foran vores hus. Så bliver vi smidt ud. Og pressen søger simpelt hen konflikten; de har måske spurgt de første 20, om ikke de var bange, og så har nummer 20 endelig sagt »jo«, og så har de fokuseret på ham.

Vi forventer naturligvis, at vi får medhold i vores erstatningssager og sagen mod staten om Grundlovsbrud. For hvis vi ikke gør det, så tror jeg, at det ender galt for det her samfund.

Jeg så, hvordan de fik 6-7 børn til at stille sig op og lege foran vores klubhus. Men vi har aldrig haft legende børn foran klubhuset, fordi de har legearealer bag deres bygninger. Man kunne se i TV2, hvordan det var arrangeret - det synes jeg er ulækkert.

På den måde skaber journalisterne og aviserne de historier, som de selv kører videre på. De citerer sig selv, og de laver selv nyhederne, og det udnytter politikerne så.

– Hvordan ser I på jeres egen fremtid?

– Vi forventer naturligvis, at vi får medhold i vores erstatningssager og sagen mod staten om grundlovsbrud. For hvis vi ikke gør det, så tror jeg, at det ender galt for det her samfund.

Politikerne har blandet sig i politiets arbejde, og politiet får det nu fuldstændig, som de vil have det - flere og flere beføjelser. Det er netop det, det hele handler om: flere beføjelser til politiet.

Vi har jo ikke meget at tabe. Når man har fået frataget sin forsamlingsfrihed, retten til egen bolig, forening og erhverv, så er der ikke meget at tabe længere. Man må sige, at de har presset folk så langt ud, at de ikke har andet valg end at kæmpe til det sidste.

Jakob Stensgaard og Rune Engelbreth Larsen