Engang kunne den enkelte stort set slå sig ned, hvor det passede ham, indvinde og udbytte så stor en del af naturen, som han lystede og evnede, og forsvare sig selv og

sin jord med et hvilket som helst middel, han måtte finde rimeligt. Ingen myndighed beskyttede ham – til gengæld var han naturligvis heller ikke forpligtet til at adlyde nogen myndighed.

Næppe mange vil dog af den grund beklage, at dette ikke er tilfældet i dag, men det er ikke desto mindre den eneste tilstand, der for alvor lever op til begrebet frihed. Har vi forladt den tilværelse, har vi forladt friheden; og i samfundet – i et hvilket som helst samfund – har vi indiskutabelt forladt den.

Men man kan selvfølgelig også vælge at anskue det som et spørgsmål om, hvor stor en del af friheden vi har givet afkald på, samt hvad den enkelte, det være sig et individ eller en familie, må kunne forvente eller kæmpe for at få som kompensation fra det samfund, der på godt og ondt har taget den – eller i hvert fald indskrænket den i dens oprindelige form.

I og for sig burde der være en valgmulighed, og engang var der faktisk en sådan: Enten tilsluttede du dig samfundet og indordnede dig under dets love med alt, hvad det indebar af rettigheder og indflydelse, pligter og ansvar, eller også holdt du dig uden for samfundet, hvor du omvendt ikke behøvede at bekymre dig om nogen af delene.

Denne mulighed eksisterer imidlertid ikke i dag, eftersom der selvfølgelig ikke længere eksisterer noget »uden for« samfundet.

Samfundet er således en forening af den helt særlige karakter, at du ikke kan melde dig ud, hvor meget dens ganske væsen, dens specifikke formålsparagraffer og utallige vedtægter så end måtte stride imod dit hjerte.

Denne, i virkeligheden usædvanligt grandiose velvillighed fra medlemmernes side, som samfundskontrakten er baseret på, er naturligvis dybest set betinget af, at medlemsfordelen ungefær er lige så maksimal, som den uundgåelige frihedsindskrænkelse er minimal. Men om dét aktuelt er tilfældet, står og falder med den grundlæggende variabel frihed og lov, indflydelse og pligt imellem, som samfund og individ skal komme overens med.

Og når den overenskomst skal tegnes, er det altafgørende ikke at glemme den basale, men efterhånden kun alt for implicitte kendsgerning, at samfundet naturligvis udgøres af samtlige de individer, det her står over for; samt at erindre, hvilken af de to parter der netop i kraft heraf står i gæld til den anden.

Hvad skylder individet i sidste ende samfundet? Intet. Men hvad skylder samfundet pr. definition individet? Alt.

Ingen kan derfor være en større eller mere vigtig del af samfundet end nogen anden, hvorfor heller ingen kan være et mere fuldgyldigt medlem af samfundet eller have flere rettigheder end nogen anden; alle er lige for loven, uanset ideologisk overbevisning, økonomisk situation eller etnisk herkomst – om vi ønsker at leve i et humant samfund.

Derfor er det mindste, vi, der ønsker dét, må gøre, da også at råbe vagt i gevær ved enhver modsatrettet tendens!

Når myndigheder tvinger arbejdsløse i beskæftigelse, når traktater kriminaliserer asylansøgere, og når særlove afstraffer kollektivt, eller når forargede forældre kræver indvandrerbørn ud af skoleklasserne, når snerpede naboer nægter bofællesskaber for hjemløse adgang til deres »pæne kvarterer«, og når populistiske politikere kræver mere »lov og orden« på baggrund af et falsk mediehysteri, er der imidlertid ikke blot tale om foruroligende tendenser – men om ubehagelige realiteter.

Der har gennem de senere år været tale om en ildevarslende mentalitetsændring i langt størstedelen af pressen, i brede dele af befolkningen og blandt hovedparten af politikerne, hvor minoritetsgrupper i stadig stigende grad lægges for had, mens det samfund, der også burde være deres hjem, i stedet gøres til deres modstander.

Der er tale om en regulær samfundsafvikling. Der er tale om fascisme.

Hvilket ord dækker bedre?

Og hvor længe vil vi nøjes med at trække på skuldrene, folde hænderne og be' til demokratiet?

Lever vi overhovedet i et demokrati, når det ikke er folket, men kapitalstærke organisationer, der styrer udviklingen og politikken? Lever vi i et demokrati, når det ikke er folket, men medieskabt demagogi, der dikterer politikerne? Lever vi i et demokrati, når det ikke er folket, men EU, der vedtager over halvdelen af vores love?

Hvad venter vi på – og hvor længe tør vi vente? Hvornår, hvordan og hvor hårdt slår vi igen?

Autonome blokerer Børsen og omdøber den til det Casino, den er; unge andengenerations-indvandrere smadrer politistationer i frustration over den offentlige hetz, de har været udsat for lige siden deres fødsel; kvinder opretter voldelige selvtægtsgrupper, fordi de sætter egen seksualitet og eget liv højere end retssystemet.

Hvem bliver de næste?

Tænk, om hjemløse med magt indtog de tomme ejendomme, som boligspekulanter forholder dem; om muslimer med magt krævede deres religion ligestillet med den skinkristendom, som staten står som garant for; om arbejdsløse med magt tog det brød, som staten tvinger dem i meningsløs beskæftigelse for.

Dét kunne meget vel blive resultatet af den aktuelle syndebukkepolitik mod de marginaliserede grupper, som politikere kappes om at udhænge, pressen om at dømme og offentligheden om at stene.

Og når samfundet går op i limningen, er det første, der falder, som bekendt brosten.

Hvad bliver det næste?

Faklen er et offensivt, humanistisk kulturtidsskrift, hvis offensiv imidlertid ikke består af brosten, men af ord. Ord, hvis skarphed må stå i klar opposition til den sløvhed, der ligger som en sej dyne af pop, sport og propaganda over samfundet, og hvis grundighed tilsvarende må være ligefrem proportional med udviklingen af den politiske »debats« forfladigelse – og i modsætning hertil insistere på et solidt kulturhistorisk og naturvidenskabeligt grundlag.

En offensiv, som i humanismens navn taler den forkertes, den umoralskes og den udstødtes sag, i en utid, hvor netop det »rigtige«, det »moralske« og det »normale« er blevet synonym med passivitet, egoisme og intolerance.

I en utid, hvor den udstødte har brug for et talerør, om nødvendigt en mikrofonholder.

I en utid, hvor samfundet har brug for en advocatus diaboli.

Faklen