En kategorisk »dom« over en historisk periode som entydigt »god« eller »dårlig« er selvsagt absurd, men forskellige historikeres standpunkter kan mere eller mindre tilsigtet lægge op til i det mindste en interessant vurdering af tidligere religiøse, kulturelle og politiske faktorers umiddelbare effekt såvel som af de konsekvenser, de eventuelt måtte have også for vor egen tid.

Professor i historie ved Roskilde Universitetscenter, Brian Patrick McGuire argumenterer her for, at senmiddelalderens kulturelle værdi er undervurderet, og at 1500-tallets reformationer ikke førte til menneskers frigørelse, men i stedet blev indledningen til en periode med ideologisk præget krig og åndelig undertrykkelse, som først sluttede med kommunismens fald i 1989.

Vi har bedt lektor i historie ved Københavns Universitet, dr.phil. Alex Wittendorff om at kommentere McGuires standpunkter, og det er blevet til konturerne af to forskellige, sine steder modsatte opfattelser af en periode, som indtager en fremtrædende plads i de flestes historiske referenceramme, og som er central for forståelsen af vor egen tids rødder.

Måtte indlæggene inspirere til videre debat.

MIDDELALDERENS LÆRE

Min næste bog, som muligvis udkommer ved årtusindskiftet, bliver en præsentation af perioden mellem 1350 og 1450 som Europas genfødsel: A World Reborn: Mysticism and Authority in Medieval Europe. Mit argument bliver, at den

negative vurdering af denne periode er en fejlfortolkning af dens åndelige livs rigdom og dens intellektuelle gennembrud. Det var i dette tidsrum, at den virkelige europæiske reformation i en universel ånd fandt sted, hvorimod den protestantiske reformation og den katolske modreformation, som kom i 1500-tallet, var en katastrofe for menneskeheden. 1500-tallets reformationer delte Europa i flere lejre og førte til flere hundrede års krige og enevældige styreformer frem til midten af 1700-tallet.

Denne opfattelse af senmiddelalderens kulturelle værdi er i modsætning til adskillige århundreders protestantisk og katolsk historieskrivning. Begge lejre har været enige om, at der var noget frygteligt galt med kirken, og at den trængte til at blive reformeret. Men mit argument er, at teologer, præster, fyrster og almindelige borgere i 1400-tallet udmærket var klar over, hvad der var galt. De havde løsningsmodeller, som kunne have reddet kirkens enhed. Teologer ved Pariseruniversitetet talte og skrev ustandseligt om reformatio ecclesie, kirkens reform, som en form for perestroika eller omstrukturering. Disse mennesker indså, at der måtte skabes et alternativ til et enevældigt pavedømme, der talte som Guds stedfortræder på jorden. Gennem koncilbevægelsen dannedes et alternativ til den styreform, som paverne i Avignon i 1300-tallets første halvdel havde forsøgt at etablere.

Avignon-pavedømmet var dog ikke den ørkenvandring i Europas historie, som samtidens litterater gjorde det til. I dag husker vi, hvad Petrarca, som nød godt af pavernes støtte, skrev imod Avignon. Myten om kirkens »babyloniske fangenskab« forbigår disse pavers evne til at omdanne kirkens centralmagt til et velfungerende apparat, der både kunne behandle juridiske sager og påvirke kirkelige forhold overalt i Europa. Den universelle kirke, hvor hver præst skal have et højt uddannelsesniveau, og hver lægperson skal have adgang til kirkens sakramenter, blev først til virkelighed i 1300-tallet. Flere af Avignon-paverne gjorde deres yderste for at reformere de gamle munkeordener og få dem til at efterleve egne idealer. Paverne i denne periode lyttede til inspirerede kvinder som Birgitta af Vadstena og Katerina af Siena, der »talte Avignon imod« og beordrede paven tilbage til Rom.

For mange år siden, i slutningen af 1970erne, udgav jeg en bog om denne periode, Kulturblomstring og samfundskrise i 1300-tallet. Bogen var et første resultat af det tværfaglige samarbejde i det regie som senere blev til Københavns Universitets Center for Europæiske Middelalderstudier. Sammen med bogens andre bidragydere var jeg overbevist om, at periodens tilsyneladende modløshed skjulte en energi og en begejstring, der førte til filosofiske fremskridt, teologiske reformer og kulturelle gennembrud. Bogen var en reaktion på den etablerede historieskrivning, som netop havde fået en ny stemme i den amerikanske historiker Barbara Tuchmans A Distant Mirror: The Calamitous Fourteenth Century (1978).

Mine kolleger og jeg var enige om, at Tuchman udtrykte den negative opfattelse af perioden, som allerede kunne læses i den meget mere dybsindige The Waning of the Middle Ages af den nederlandske historiker Johan Huizinga. Huizinga skrev i skyggen af Første Verdenskrig og så 1300-tallet i katastrofernes lys. Tuchman gjorde det samme: hun så Hundredårskrigens spildte ressourcer og tabte menneskeliv som en parallel til, hvad der netop var foregået i Vietnam. Det tab af selvtillid, der prægede Amerika i årene efter 1975, var for Tuchman en advarsel om, hvad der sker med et land, der militært og politisk engagerer sig i en meningsløs konflikt.

Studerende ved danske universiteter, for eksempel Roskilde Universitetscenter, læser endnu Tuchman og Huizinga som tolkninger af perioden. Men heldigvis læser de også Michael Nordbergs Den dynamiske middelalder, en bog, som formulerer 1980ernes nyvurdering af senmiddelalderen som kulturperiode i Europas historie. Nordbergs inspirerende nytolkning fortjener yderligere studier, hvor vi som historikere er villige til at revurdere den opfattelse, som stadig væk findes i så mange historiebøger: myten, at kirken og samfundet i begyndelsen af 1500-tallet trængte til reformationen, som frigjorde et åndeligt undertrykt Europa.

Det er svært at tro på dette billede, når man ser på, hvad der kom ud af 1500-tallets reformationer. Luthers store idé om Guds nåde som udgangspunkt for alt religiøst liv var alt for farlig at efterleve i den nye kirke. Han skyndte sig derfor at skabe en kirkelig institution til formidling af Guds nåde fremfor at overlade beslutninger om liv og død til det enkelte menneske. Marxisterne har længe påpeget den autoritære Luther i hans reaktion på bøndernes oprør. Luther måtte begrænse retten til Guds inspiration til sig selv og sin egen inderkreds, præcis som Calvin alene garanterede sig selv og sine egne folk muligheden for frelsen. I nogle af de nye kirker var Guds nåde blevet noget særdeles eksklusivt i modsætning til den gamle kirkes forsikring om, at Gud elsker os alle og ønsker os alle frelst.

Luther var en frustreret augustinermunk, som fandt Gud i sin egen sjæl. Dette havde mange af middelalderens munke også gjort, hvorefter de grundlagde reformerede munkeordener. Dermed blev deres erkendelse en styrkelse af enhedskirken. I stedet for at grundlægge en ny orden skabte Luther en ny kirke. Resultatet førte til en hovedrengøring af den gamle kirke, den såkaldte modreformation. Denne nye kirke, den romersk-katolske, var kun på overfladen en fortsættelse af middelalderens enhedskirke.

Den nye kirke var meget mere optaget end dens forgænger af at sikre pavens enevældige magt, støttet af en ny religiøs orden, jesuitterne. Disse var pavens åndelige hær på en måde, som ingen religiøs orden i middelalderen havde været det. De protestantiske kirker og den nye romerske kirke var primært interesseret i lydighed og respekt for autoriteter. Middelalderens dialoger om Guds ord og Guds nåde, som var foregået på alle samfundets niveauer, forstummede.

I 1970erne, da mange af mine studerende betragtede marxisme som den højeste sandhed, blev de meget overraskede over, at middelalderens litterære skrifter, ofte forfattet af gejstlige, gjorde meget grin med kirken og kirkens medlemmer. Marxismen så middelalderen som feudalismen, et kæmpeapparat, som økonomisk og åndeligt holdt mennesker nede. Hvordan kunne det så være, at Chaucer og Langland i 1300-tallets England gjorde grin med overvægtige præster og hykleriske gejstlige myndigheder? Digternes satirer førte normalt ikke til forfølgelse, og selv lærde teologer ved Pariseruniversitetet benyttede sig af satire som metode til at pege fingre ad kirkens fejltrin.

Denne alvorlige letsindighed blev meget farligere for gejstligheden efter 1500-tallet. I det hele taget blev senmiddelalderens accept af kritik og individuel religiøs oplevelse umuliggjort. I århundreder havde hellige kvinder og mænd været respekteret for deres ord og deres visioner. Nu måtte de passe på, for mange af samfundets særlinge blev anklaget som hekse og forfulgt. Heksebrændinger er som bekendt et fænomen, som først opstår, da middelalderens enhedskultur, i slutningen af 1400-tallet, er døende.

I dag er der mange, der ved, at heksebrændinger ikke hører middelalderen til, men endnu flere, der tror, at præster brændte hekse i middelalderen. Vi kan takke Hollywood for videreførelsen af denne type forestillinger, for eksempel i filmatiseringen af Umberto Ecos Rosens Navn. Har moderne mennesker haft brug for at distancere sig fra »den mørke middelalder« for at understrege deres egen bedreviden? I en postmoderne tid er dog myten om det evige fremskridt ikke længere så overbevisende.

Alligevel er der endnu mange, der tror, at den protestantiske reformation bragte noget godt med sig, som for eksempel prædiken som en integreret del af gudstjenesten. Det passer imidlertid ikke, at prædiken på folkesproget ikke fandtes førend 1500-tallet. Det passer heller ikke, at ingen læste Bibelen på andre sprog end latin. På trods af mange forsøg på at begrænse Bibelen til gejstligheden var der mange mennesker, som i middelalderens sidste århundreder havde adgang til dele af Bibelen på folkesprogene.

Middelalderens sidste århundreder, fra omkring 1250 til 1500, var netop præget af bølge efter bølge af lægfromhed. Folk forlangte adgang til det allerhelligste. De krævede at få lov til at se brødet og vinen, efter præsten havde forvandlet dem til Kristi legeme og blod. Folk ville røre ved Gud eller opleve hans mirakler gennem valfart og undergerninger. Vi kan vælge at afvise disse mennesker som en ulærd flok eller beundre deres tros styrke.

Senmiddelalderen kan opfattes på mange måder, men vores eget århundredes fiaskoer har dog måske lært os, at vi ikke er bedre end vores forgængere. I vores teknologiske verden har vi mistet troen på os selv, og derfor er middelalderens enhedskirke, med dens dialog om alt mellem himmel og jord, et lyspunkt i vores fælles historie.

1500-tallets reformationer førte ikke til menneskers frigørelse. De blev i stedet indledningen til en periode med ideologisk præget krig og åndelig undertrykkelse, som først sluttede, ikke ved Den Franske Revolution i 1789, men to hundrede år senere ved den europæiske kommunismes fald i 1989.

Det er først nu, i skyggen af de afsatte kæmper, at vi kan se Marx, Lenin, Hitler, Mussolini og Stalin som naturlige produkter af en totalitær tro, som forpestede Europa fra 1500-tallet. Troen på den totale løsning her på jorden er præcis, hvad de to reformationer tilbød. Middelalderens bølger af renæssancer og reformationer indeholdt også elementer af totalitær tro, som førte til tilintetgørelse af de mennesker, der blev udpeget som kættere. Men i det store og hele var Europa i middelalderen meget mere tolerant end i de tider, der fulgte.

En kultur, som er i stand til at gøre grin med sig selv og af det allerhelligste, er en åben kultur. Middelalderens samfund rummede, også for gejstligheden, både det sakrale og det farceagtige. I vor tid er det sakrale næsten forsvundet ud af de fleste menneskers liv. Derfor har middelalderen noget at sige os. Den er et fælles ophav, som lever videre i drømme om en verden, hvor Gud er til, og hvor der er en mening med livet. Derfor er det vigtigt at lære middelalderen bedre at kende for at finde ud af, hvem vi er, hvorfra vi kommer, og hvad vi er ved at blive til.

Professor, dr.phil. Brian Patrick McGuire

HISTORIENS LÆRE

McGuires opfattelse af »Middelalderens lære« er overraskende læsning. Ud fra et i øvrigt sympatisk ønske om at ville se nogle tendenser i senmiddelalderen, som kunne have ført til en mere menneskelig udvikling, hvis de havde fået lov til at fortsætte, kommer han til at se bort fra nogle hårde realiteter, som ikke kan forbigås, hvis man vil lære af historien.

Hvad der især falder i øjnene er den snævre fokusering på lærdoms- og fromhedshistorie, helt løsrevet fra den samlede samfundsudvikling. Omkring 1350 - det år, McGuire sætter som den store befrielses begyndelse - hærgede Den sorte Død og bortrev i nogle områder omkring halvdelen af befolkningen. Hundredårskrigen fik i perioder det politiske og sociale system til at bryde sammen og påførte befolkningen enorme lidelser. Der er sandelig god grund til med Huizinga at se perioden også i katastrofens lys.

Mon ikke den folkelige fromhed, McGuire fremhæver, og som i vid udstrækning gik uden om kirken, bedst forstås på baggrund af de voldsomme rystelser i tiden. Man havde en kirke med pave, præster og klostre, som skulle holde vejen til nåden åben for hele samfundet og for den enkelte. Men nu straffede Gud så overdådigt, at enhver tænksom sjæl måtte mene, at der var noget galt med systemet. Hverken de verdslige eller de kirkelige øvrigheder var i stand til at opfylde deres forpligtelser og eksistensberettigelse som opretholdere af Guds orden.

De synlige udtryk for angsten og katastrofestemningen, som var en del af periodens karakteristika, finder vi f.eks. i tidens danske kalkmalerier med livlige skildringer af Helvede og djævles virksomhed som et fremtrædende tema.

Pestens og den følgende tids demografiske udvikling havde kolossale virkninger på produktionen og de sociale modsætninger. Nogle har i den forbindelse talt om den senmiddelalderlige krise i bred almindelighed, andre historikere har nuanceret problematikken og fremhæver, at manglen på arbejdskraft i landbruget i begyndelsen af perioden var til fordel for de overlevende bønder, der nu kunne sælge deres arbejdskraft dyrere (for at bruge en moderne formulering), men at det, efterhånden som befolkningstallet igen steg, førte til en modbevægelse fra jordejernes side. Det fremkaldte voldsomme sociale modsætninger, der lagde grunden til en lang række store oprørsbevægelser, kulminerende med den tyske bondekrig 1524-25.

En anden faktor, der overraskende nok slet ikke indgår i McGuires karakteristik af senmiddelalderen, er den vækst i centralmagten - statsmagten, om man vil - der fandt sted, fra de små italienske bystater til de store magter som Frankrig og det Spanien, der efterhånden opstod ved tilbageerobringen fra maurerne og rigernes samling, foreløbigt kulminerende med ægteskabet mellem Isabella af Castilien og Ferdinand af Aragonien i 1479.

I kirkelig henseende førte det bl.a. til dannelsen af nationale, katolske kirker i Frankrig og Spanien og i øvrigt også i Danmark, da konge og rigsråd (hvor de katolske bisper havde sæde) i 1526 i enighed afbrød den økonomiske og politiske forbindelse med Rom. Hvis man vil ræsonnere over »middelalderens lære«, må man vel i det mindste medtænke den voksende centralmagts indflydelse og andre tilsvarende substantielle karakteristika ved perioden.

Men hovedindvendingen mod McGuires historiesyn ligger efter min mening på et andet plan end fremdragelsen af en række afgørende sider af den historiske udvikling, som han forbigår. Hans indlæg må vel nærmest opfattes som en moralsk tilkendegivelse vedrørende nutiden.

Budskabet er vist, at da middelalderen sluttede, fulgte »en periode med ideologisk præget krig og åndelig undertrykkelse, som først sluttede, ikke ved Den Franske Revolution i 1789, men to hundrede år senere ved den europæiske kommunismes fald i 1989«.

Kan McGuire virkelig mene, at ideologisk præget krig og åndelig undertrykkelse nu hører fortiden til? Hvad med den nationalistisk prægede krig i ex-Jugoslavien? Hvordan forklare den store andel af sorte unge mænd i USAs fængsler, bl.a. på dødsgangene? Sluttede åndelig undertrykkelse virkelig i 1989? Gid det var så vel.

Til påstanden om senmiddelalderen som en tid med særlig moralsk højnelse og åndelig frihed er der meget at sige - hvis man overhovedet vil gå ind på tanken om at give tidligere tiders mennesker karakter for opførsel ud fra sine egne nutidige normer. Det vil jeg vende tilbage til.

Her blot dette: den konciliebevægelse, som ganske rigtigt ønskede et alternativ til den pavelige autoritet, havde ikke ligefrem åndelig frihed på programmet. Det var koncilet i Konstanz, der i 1415 kætterdømte den böhmiske reformator Jan Hus og lod ham brænde som indledning til de blodige korstog mod hans tilhængere, husitterne. Denne krig var vel en »ideologisk præget krig« lige så vel som dem, der fulgte efter middelalderen.

Stillet over for de voksende sociale modsætninger og åbne konflikter i samfundene blev konciliebevægelsens folk mere og mere »konservative«. Det var den åndelige bagage fra senmiddelalderens »energi og begejstring«, de spanske erobrere havde med i hovedet, da de gik i land i Amerika i 1492 og foranstaltede myrderierne på indianerne, sanktioneret af de verdslige og kirkelige autoriteter - samtidig med at der var nogle få af de gejstlige, der protesterede.

Hvad vejer tungest på McGuires moralske vægt, når perioden skal have karakter - det, der faktisk skete, helt og holdent ud fra tidens kristendomsforståelse, eller nogle få outsideres mening? Provokeret af den absurde problemstilling vil jeg hævde, at det »gode« ved perioden i den henseende var krusninger på overfladen, ideer og strømninger, som måtte bukke under for de samfundsmæssige realiteter, mens det overordnede, som præger perioden, er undertrykkelse og intolerance - hvorefter jeg straks må tilføje: i nogenlunde samme omfang som andre perioder.

Det er ganske rigtigt, at det, der kom ud af reformationerne, såvel den katolske som de protestantiske, førte til en høj grad af undertrykkelse. Men sammenhængen skal vel søges i, at kirken og mange steder også de verdslige øvrigheder fra senmiddelalderen havde været dybt splittet, hvilket åbnede for modstanden nedefra (det, der som et led i nutidens klassekamp ikke længere må hedde klassekamp, men alligevel var det). Den slog mange steder ud i åbne oprør.

Herhjemme fik vi som bekendt Grevens Fejde med tilhørende bonde- og borgeroprør, mens de herskende sloges indbyrdes, og i Tyskland gik det endnu voldsommere til. Når autoriteterne er uenige, er der altid større spillerum for dem, der bliver hersket over. Men netop de senmiddelalderlige uroligheder fik de herskende lag til at samle sig om en stærkere centralmagt, som kunne opretholde ro og orden på de herskendes præmisser.

Resultatet blev som bekendt de fleste steder stater, hvor den verdslige magt også dominerede kirken, og hvor absolutismen snart blev den herskende styreform. De katolske og lutherske fyrstekirker kom til at legitimere enevoldsmagten med dens kongedømme af Guds nåde, dens barbariske straffesystemer og forfølgelse af folk, der tænkte anderledes.

Skal man forholde sig til den her skitserede udvikling, er det nødvendigt at se på baggrund og sammenhænge i stedet for blot at fokusere på graden af (mangel på) åndelig frihed. Man kan da godt gøre det tankeeksperiment at forestille sig, at der ud af senmiddelalderens splittelse var kommet en enhedskirke præget af Erasmus af Rotterdams humanisme. Det var en skøn tanke, men den er bare uden mening, for så ville man ligesom McGuire operere med en i luften frit svævende åndelighed, som kunne agere uafhængigt af alt andet.

Der var faktisk et modsætningsfyldt samfund og nogle magthavere, der havde indflydelse på tingenes gang. Det er ikke Luthers skyld alt sammen. Hans fordømmelse af enhver form for aktiv modstand mod »de foresatte øvrigheder« var naturligvis velegnet som ideologi for magthaverne, men tanken stammer fra Bibelen (som også siger det modsatte).

Det forekommer mig, at den katolske og de protestantiske reformationer har grundlæggende ligheder i deres fremhævelse af autoritet, lydighed, patriarkalske værdier og deres kamp mod de folkelige trosformer. Klassekampen fra oven, som blandt andet går ud på at vinde kontrol over befolkningens tanker og følelser, og som stadig pågår, bundede ikke alene i kirkens splittelse, men i den dybe splittelse i hele samfundet. Det åndelige kan ikke ses isoleret. I lighed med al anden historie foregik denne udvikling som et samspil mellem materielle og åndelige eller mentale forhold.

McGuire er ikke nuancernes mand. Der er de gode og de onde. Reformationerne i 1500-tallet »var en katastrofe for menneskeheden«. Der er »endnu mange, der tror, at den protestantiske reformation bragte noget godt med sig«, hedder det f.eks. Man behøver nu ikke at være nogen beundrer af Luther for at kunne se, at der f.eks. i uddannelsesvæsen, bogtrykkets udbredelse og læsefærdigheden kom nogle følgevirkninger af de voldsomme meningsbrydninger og reformationernes gennemslag.

Lutherdommens karakter af bogreligion med især den lille katekismus som billet til saligheden medførte en øget undervisning og efterhånden også en læsefærdighed, som kunne bruges til andet end at læse opbyggelige skrifter - samtidig med at undervisningen også blev brugt til at indskærpe lydigheden mod øvrigheden. Tingene er aldrig entydige. Der er altid en dialektik, der gør sig gældende.

I stedet for at give de enkelte tidsaldre karakter for moralsk vandel og åndelighed ud fra sine egne nutidige normer kunne man efter min mening med fordel anlægge det synspunkt, at man gerne vil forstå fortidens mennesker på deres egne præmisser, dvs. ud fra deres materielle og mentale forudsætninger.

Hvad var deres muligheder i produktionsmæssig, teknisk, mental og kulturel henseende, når de fødtes ind i den kultur, de nu engang dumpede ind i? Hvordan oplevede de deres virkelighed? Hvilket sprog (i videste forstand) betjente de sig af for at forholde sig til denne virkelighed? Hvordan kan vi trænge over den barriere af århundreders udvikling i materiel og kulturel henseende, som skiller os fra disse mennesker, og som har skabt vores bevidsthed, sprog og kultur? Og hvordan er ændringer frem mod nutiden sket?

Denne tilgang til historien kan naturligvis ikke se bort fra overvejelser over de åndelige og materielle kvaliteter i forløbet. Vi har vore holdninger, som vi skal undgå at pådutte fortidens mennesker. Efter min mening kan kvaliteterne kort og primitivt karakteriseres som én eller anden form for balance mellem behovet for organisering af samfundene og den højest mulige grad af livsudfoldelse i fællesskabet for den enkelte. Vi kunne sammenfatte det i begrebet humanisme. Så upræcist dette nu er, vil jeg tro, at læserne fornemmer, hvor jeg vil hen.

Man kan nu som historiker være opmærksom på tendenser i forløbet, der i sine objektive virkninger må skønnes at have ligget i denne retning eller i den modsatte. Hvad har, efter vores skøn, været fremmende eller hæmmende tendenser i forhold til den nævnte retning?

At f.eks. konciliebevægelsens folk i 1400-tallet gik ind for kætterudryddelser og måtte gøre det ud fra deres opfattelse af kristendom og bibel, kan opfattes som udtryk for, at det er en påskønnelsesværdig tendens, at Bibelen i vores del af verden ikke længere opfattes bogstaveligt og har mistet sin autoritet i forhold til tidligere, således at troldfolk, homoseksuelle eller andre afvigere ikke nødvendigvis må udryddes, for at Gud ikke skal straffe hele samfundet. At andre ideologier i tidens løb har ført til lige så hæslige konsekvenser som bibeltroen, kan kun skærpe opmærksomheden i disse henseender.

I denne forbindelse er det interessant at bemærke, at McGuire er enig med Stalin på et væsentligt punkt. Det var som bekendt Stalins påstand, at det statskapitalistiske klassesamfund, han opbyggede i Sovjetunionen, hvor partifolkene havde disposition over produktionsmidlerne og udbyttede befolkningen på det groveste, var marxistisk. Det synes McGuire også at mene. Så vil han formentlig også hævde, at det, der foregik i Francos Spanien var et udslag af kristendommen, fordi Franco påstod det. De to påstande er velkendte propagandaløgne, som er blevet brugt i politisk øjemed, men man kunne måske have ventet, at en historiker så lidt mere historisk på tingene.

Det er rimeligt at argumentere mod den myte, at reformationerne i 1500-tallet frigjorde et åndeligt undertrykt Europa. Det er dog næppe et synspunkt, man vil finde hos ret mange nyere historikere, bortset fra en lille gruppe ekstreme lutheranere og katolikker. De fleste ser dem i samspil med periodens sociale og politiske udvikling. Noget lignende gælder myten om »den mørke middelalder«.

Siden Burckhardt i 1860 lancerede sin renæssance-opfattelse ud fra sin blanding af liberalisme og romantik og cementerede denne myte, har den ganske rigtigt domineret sindene i lang tid, men det er dog efterhånden lang tid siden, den har spillet den rolle, McGuire nu tillægger den. Måske kan man snarere sige, at mange med McGuire er gået i den modsatte grøft og (af lede ved nutiden?) ser middelalderen i et romantisk skær. Det bringer os ind på de også i McGuires indlæg centrale begreber udvikling og fremskridt eller det modsatte.

Efter min mening er det et fremskridt, at folk ikke længere dør af blindtarmsbetændelse i vores del af verden. Jeg er tilfreds med at have elektrisk lys og rindende vand i min lejlighed. Jeg er glad for, at jeg vil blive stillet for en i princippet upartisk dommer, hvis jeg blev arresteret, og jeg er direkte henrykt over, at ingen finder på at arrestere mig for det, jeg skriver eller siger.

Man kan indvende, at sådanne fremskridt kun er opnået i en begrænset del af verden og her endda undertiden ufuldkomment nok, ligesom den nyere historie viser, at de hele tiden må fastholdes i aktiv handling, hvad de politiske angår. Men det, der i nutiden minder om middelalderen, er vel snarest de u-lande, hvor vi hæfter os ved, at alle disse ting mangler, og de fleste vil vel se det som et fremskridt, hvis udviklingen i disse lande kunne gå i retning af de nævnte fordele.

Der ligger ikke nogen forestilling om menneskers forskellige moralske habitus i dette. Auschwitz og alt, hvad dette begreb står for, er, hvad hæslighed angår, fuldt på højde med det, de kristne ideologer i middelalderen afstedkom i Europa og efter 1492 i Amerika. Mennesker er ikke blevet bedre og formentlig heller ikke værre. Fremskridt i viden og teknik bliver brugt i destruktionens tjeneste med større ydre effekt som resultat. Men mennesker har på nogle punkter - i beskedent omfang og yderst langsomt - lært af deres erfaringer og også brugt dem til andet end destruktion.

Videnskaberne om sygdomme, fysik, kemi og hvad vi ellers kan nævne, er gået frem, selv om vigtige indsigter i helhed og sammenhæng på nogle områder er gået tabt i forløbet. Med al sympati og respekt for de forskere, der påviser kvaliteter, som middelalderen også havde, lader det sig ikke benægte, at vi er kommet meget længere. Alt andet ville også have været at sammenligne med den voksne person, der aldrig havde lært noget af sine erfaringer.

Børnedødeligheden er nedsat. Man har mulighed for at lette hverdagslivet på mange områder. Mange flere har adgang til uddannelse og til det, der under ét kan kaldes kulturelle goder. Kapitalismen er - når den ledsages af demokratisk kontrol, som det dog til en vis grad er muligt i demokratiske stater - en rigere ramme for materielt og åndeligt liv end middelalderens feudalisme. Heri er jeg ganske enig med Marx.

Det, der efter min mening er sket på det mere overordnede plan, er, at humanistiske tendenser langsomt og sejt og under store tilbageslag har fået større råderum. Tankerne herom har været tænkt mange gange i historien. Utopier er blevet opstillet og har tjent som ledetråde. Mennesker har i århundredernes løb gennem deres daglige kamp skabt rammer for et bedre liv.

Lad os gøre McGuire den glæde at vende tilbage til det åndelige og nævne den allerede antydede udvikling i kristendomsforståelse som et eksempel. Den er under indflydelse af mange ting gået i retning af større humanitet. Først var Bibelen den absolutte sandhed, som skulle fortolkes af kirken. Jeg vil gerne medgive McGuire, at der i middelalderen til tider var større spillerum for fortolkningerne, men det var igen et udslag af, at den kirkelige og den verdslige autoritet var svækket, og den tilværelsestolkning, der skullle holde samfundet sammen, ikke fremstod som troværdig og i overensstemmelse med Guds vilje.

Generelt dannede Bibelen rammen for fortolkningen af både åndelige og fysiske ting, og det gjorde den, helt til man i 1700-tallet begyndte at skelne mellem det Gamle og det Nye Testamente, og nogle luftede den tanke, at Mosebøgernes strenge bestemmelser om dødsstraf for en række afvigelser på troens og sædelighedens områder måske kun var noget, der gjaldt for jøderne. Det varede længe, før tanker i den retning slog igennem i lovgivningen, og endnu længere, før vi nogenlunde har overvundet virkningerne af de negative sider af vores kristne kulturarv og er holdt op med at betragte kvinder som mindreværdige og børn som nogen, der skal have bank.

Det hører vel til de lykkeligste sider af udviklingen, at humanistiske tendenser har omformet kristendommen i så høj grad, at de fleste nu om dage vil være tilbøjelige til at opfatte den som identisk med de sider, der lader sig forene med en humanistisk holdning. Når vi gysende hører om islamiske fundamentalisters »middelalderlige« forestillinger om synd og straf og Koran eller kristne terrorister i USA med deres Bibel og abortmodstand, skal vi ikke glemme, at vores egen hjemlige kultur kun med det største besvær har kæmpet sig ud af de samme ældgamle ideer.

Disse spredte bemærkninger kan naturligvis ikke yde de store og komplicerede emner nogen grad af retfærdighed. Jeg har ønsket at markere en afstand til den historieopfattelse, der udvælger en enkelt side af den historiske udvikling og bruger den til at tolke både fortid og nutid. Jeg ønsker også at se nutiden i historiens lys, men som antydet mener jeg, at skal man lære noget af historien, må man forsøge at forstå, hvor kompliceret forløbet har været, og hvor mange elementer af tildels modsatrettet natur, der hele tiden griber ind i hinanden.

Den amerikanske videnskabshistoriker Thomas S. Kuhn har sagt: »Hvad jeg mener er, at der er brug for at forsvare begreber som sandhed og viden mod for eksempel overgreb fra postmodernistiske bevægelser.« Jeg ved ikke, om McGuire føler sig som postmodernist. Han synes ikke at dele den mening, som mange af dem har, at alt er lige gyldigt, men i konsekvenser ligger han tæt op ad de af postmodernisterne, der ud fra forherligelse af en eller anden fortid gør op med »de store fortællinger«. Det har taget lang tid og krævet frygtelige omkostninger for vores artsfæller ad erfaringens vej at skabe sig en smule viden om sig selv og sine omgivelser. Den nye tids profeter, der vil finde lyset i fortiden, bør se med overbærenhed på os, der betragter viden og erfaring som en fugl i hånden og stædigt nægter at lade den flyve bort.

lektor, dr.phil. Alex Wittendorff